Eneboeren og englen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Eneboeren og englen
Af einsetumanni ok engli [1]
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2026
Her fortælles det, hvad der hændte en eneboer; han boede et sted i landene sydpå. Han levede et ulasteligt liv, og han havde gjort det til sin vane ikke at afslå noget, som han blev bedt om i Guds navn.
Engang skete det, at en ung mand kom til denne eneboer og sagde til ham: »Jeg beder dig om, at du for Guds skyld følger med mig på en rejse af nogle dages varighed.« Eneboeren svarede: »Hvorfor beder du mig om sådan noget, når jeg er en gammel og gangbesværet mand?« Den unge mand sagde: »Det betyder meget for mig, og jeg har hørt, at du har lovet at gøre det, som du bliver bedt om i Guds navn.« »Ja,« sagde eneboeren, »— jeg skal gerne gøre dette i Guds navn.« Den anden sagde: »Gør dig klar hurtigt, for der venter os en lang vej.«
Eneboeren gør sig klar i en fart og binder i hast sine klæder op[2]. De drager derefter af sted, indtil de kommer til en gård. Det var da sent på dagen. Da sagde den unge mand: »Her skal vi være i nat.« Eneboeren bad ham bestemme. En fattig mand og hans kone, som var meget gamle, boede dér på stedet; de var gode kristne. De tager vel imod dem og beværter dem så godt, som de formår. De sov ikke i deres egen seng, men overlod den til gæsterne. Tidligt om morgenen vågner den unge mand, og han beder eneboeren om at stå op; de havde en lang vej for sig, sagde han, og han brød sig ikke om at opholde sig længere tid i disse folks trange kår. Da de er klar, drager de videre. Dette fattige ægtepar havde en eneste ko, som gav dem mælk, og de levede af det, den forsynede dem med. De var ikke kommet langt, før de så den gamle mands ko stå i en dal. Den unge mand sagde: »Her foran os står den gamle mands ko, og nu vil jeg dræbe den.« Han griber en hammer fra sit bælte og løber hen imod — — [3]
»— — levede begge og befinder sig i Himmerige. Derfra gik vi hen til enken. Hun behandlede os lige så godt som alle andre. Dér tog jeg en drikkeskål, og dette var Guds vilje, for hun nærede en sådan kærlighed til den skål, at hun forsømte sine bønner og mange andre gode gerninger, som hun dog nu fremmer. Fra enken fortsatte vi til de to brødre. Den dag besværede jeg dig meget med anstrengelser og vandring. Det var Guds ønske at prøve dig på den måde, men du skal blive belønnet for det, selv om det først kommer til at ske senere. Jeg gav disse brødre drikkeskålen. Dette var også Guds vilje, for de finder deres Himmerige her i denne verden ved at glæde sig over verdslige ting, som de grådigt og nidkært samler, hvorved de går glip af den himmelske rigdom. Derefter tog vi hen til den gode bonde. Han lånte os sin søn som vejviser, men ham kastede jeg ned i en kløft, så han døde af det. Såfremt han var blevet en voksen mand, var han blevet både en tyv og en morder, men nu er han i Himmerige; han bliver herved til glæde for sin fader, for denne skal blive belønnet af Gud for den modgang, han måtte tåle for hans skyld. Men siden jeg voldte dig besvær, skal jeg nu føre dig tilbage til din eneboertilværelse, uden at du skal have anstrengelser derved. Men det tilkommer ikke noget menneske at forstå Guds uransagelige domme.«
Derefter vendte eneboeren hjem med englens hjælp, og han endte sit liv dér i en høj alder, og således slutter dette eventyr.
Noter:
- ↑ Teksten findes overleveret i håndskriftet AM 657 a-b 4to fra omkr. 1350.
- ↑ For bedre at kunne gå.
- ↑ Herefter mangler desværre et blad i håndskriftet. Den unge mand — som er en engel udsendt af Gud — begår en række ugerninger for derigennem at bevise Guds retfærdighed. En lignende fortælling kendes fra fx Gesta Romanorum (omkr. 1300).