Erfidrápa Ólálfs Tryggvasonar (Hallfröðr Óttarsson vandræðaskáld)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Hallfröðr Óttarsson vandræðaskáld
Erfidrápa Ólálfs Tryggvasonar
Arvedrapa til Olaf Tryggvasson
1.
Flugt den vidtberømte
Fyrste aldrig kjendte,
Krigernes Beskjermer
Kæmpemod udviste.
2.
Skal det Ord fremsættes,
Som man sagde, den bolde
Konning talte til sine
Mænd, der stred mod Fjenden;
Tro i Strid, han bød dem
Ej paa Flugt at tænke
Leve skal det kjække,
Ord af Folkets Yndling!
3.
Vist jeg troer, at Kampens
Fører alt for mange
Thrøndske Heltes Bistand
Tabte, mange flyed;
Ene den djærve Fyrste
Stred mod tvende tapre
Konger og Jarlen, saadan
Daad er skjøn at hædre.
4.
Lidt kun Vaabenregnen
Sagtnedes, før Kæmper
Skøde med Spyd, og Pile
Fløj med Fart i Luften;
Ordet gik, at i Striden
Sønden for Havet trængte
Min berømte Herre
Haardest frem af alle.
5.
Talrige Hære anfaldt
I det farlige Møde,
Men den djærve Drot mod
Daner Skibet værged;
Tungt var tabet for mig,
Thi af mine djærve
Venner flere fulde
Der med Skibets Styrer.
6.
Høvdingen kløvede haarde
Hjærneskaller med Sværdet
For berømte Kæmper,
Rasende frem han trængte;
Kongen mægted i Kampen
Brynjedækket Kjød at
Hugge, for det tynde
Sværd laae mange faldne.
7.
Vendernes Skibe droge
Vide fra til Striden,
Higede efter Heltes
Liv de skarpe Vaaben;
Sværdegny sig paa Søen
Hæved, Ørne slede
Lig; da Heltes Fører
Kæmped, flyede mange.
8.
Sværde stødte paa Skjolde
Love forkyndte Kæmper,
Som til Døden førte,
Kort da kun Livet vared.
9.
De, som Guld forøged,
Troer jeg, bleve da kjede
Ved mod Folkets Styrer
Frygtelig Strid at holde,
Da i Ringebrynjer
Raskt paa prydede Skibe
Tapre Folk med Jarlens
Ven mod Kongen ginge.
10.
Folk, som vidt have faret,
Sige, at ej de funde
Taprere Mand end den i
Striden muntre Olaf.
11.
Bretters uforsagte
Fjende, som værgede store
Lande, ingensinde
Kampens Rædsel skyed;
Med en retfærdig Sag de
Blanke Spyd han rødned,
Der, jeg hørte, voxte
Sværdes Tummel for Fyrsten.
12.
Hver en Mand under Solen
Bange var for den gjæve
Modige Tryggves Søn, thi
Frygted Stridens Mænd da.
13.
Krigerne i det haarde
Møde trængte hidsig
Frem, og ned fra Ormen
Saarede sank mange;
Længe Ormen vil slige
Helte savne, hvor den
Skrider til Kamp, om end en
Ypperlig Drot den styrer
14.
Vanskeligt var det Folk at
Rydde den mægtige Konges
Lange Skib, hvis varme
Side Blodet væded,
Medens den herlige Fyrstes
Mænd med Sværd det værged;
Tapre de sig viste,
Fældte Fjenders Mængde.
15.
Søndenfor Havet holdtes
Kamp, som vide spørges,
Døendes Sværde bede,
Mænd da Livet tabte;
Han af tapre Helte
Sagdes djærvest at have
Olaf fulgt i Striden;
Simpel Vise jeg kvæder.
16.
Tranen og begge Orme
Saae den Drablystne ligge
Øde, glad i Kampen
Thorkel Spydet farved;
Inden den snilde Kæmper
Uforsagt i Striden
Modig paa Søens Hest fra
Haarden Træfning undveg.
17.
Heftigt Anfald gjorde
Kampens vældige Fører
Paa det brede Sund, hvor
Stridens Uvejr rased;
Inden Erik mægted
Ormen eller meer at
Tage, rødnedes mange
Skarpe Landser for Olaf.
18.
Nordenfra mod Erik
Ormen veludrustet
Styrede den berømte
Drot, og skarp blev Striden;
Men da den gode Konning
Vældig havde kæmpet,
Styred den fangetagne
Søhest Hakons Hævner.
19.
Øde ved Kongens Død er
Hele Landet blevet;
Freden heelt ved den tapre
Tryggvesøns Fald forstyrres.
20.
Ej jeg veed, om den djærve
Helt, som død, jeg skal prise,
Eller den gavmilde Drot for
Levende endnu holde;
Begge Ting fortælles,
Vist dog Kongen var saaret,
Og det sige alle,
At i Fare han svæved.
21.
Mig blev sagt, at Kongen
Røvedes hin Side Havet
Folk og Land, ej større
Sorg vi kunne vænte;
Lindres vilde dog vor Kummer,
Om vi vidste, at Kongen
Leved, skjønt Guldets Elsker
Denne Svig udførte.
22.
Han, som mig fortalte
Det, at den tapre Konning
Lever end, var længe
Tryggvesøns egen Tjener;
Sige Folk, at Olaf
Bort fra Striden er kommen,
Fjærnt fra det Sande ofte
Folk, desværre! gisne.
23.
Hele Landets Hær den
Tapre Konning anfaldt;
Hørte jeg, at Skjæbnen
Ej tilstæde vilde,
At den herlige Guldets
Ejer maatte af saadan
Drabning komme, dog troligt
Synes Folk det Rygte.
24.
End den samme Mand mig
Siger, at Kongen er saaret
Øster i Vaabnenes Bulder
Eller og undkommen;
Nu for vist man spørger
Søndenfra den store
Træfning Kongens Død, ej
Uvist Rygte jeg agter.
25.
Mangler
[Finnur Jónsson parafraserer strofens indhold således: Jeg tror, at Nordmændenes handle-kraftige konge er omkommen; nu er fyrsten død; den herlige konge segnede; den gode fyrstes død har gjort ende på mange mænds lykke; al osv (se v. 19).]
26.
Jeg til Gudfader havde,
Det jeg sander, den Mand, som
Øverst var af alle
Under Nordres Byrde.
27.
Ilde det var, at jeg ofte
Fjærnt fra Helten stod, naar
Staalene brast, skjønt lidet
Én kun kan udrette;
At jeg er skilt fra Kongen,
Krigens Tid har voldt mig;
Ængstes Mængden af Sorrig,
Uvis om Folkets Hersker.
28.
Jeg har faaet den Fadder,
Som under Nordres Byrde
Vældigst var af alle
Strænge og djærve Fyrster;
Aldrig vil mig erstattes
Tabet af saadan Høvding,
Han, som øvede Stridsmænds
Skjolde sønderhugged.
29.
Briste vi Jorden og Himlen
Sønder, inden saadan
Rask og herlig Fyrste
Fødes vil som Olaf;
Bedst han var af alle
Mennesker paa Jorden;
Krist bevare den kloge
Konges Sjæl i Himlen!
Fodnoter:
1) Ormen lange.
2) Hakons Søn Erik.
3) Erik Hakonssøn.
4) d. e. Himlen, Nordre var nemlig én af de fire Dværge, som, efter de gamle Nordboers Forestilling, bare Himlen.
1. Oldnordiske Sagaer - Kong Olaf Tryggvesøns Saga, Bind 1-3, oversatte af C. C. Rafn, København, 1826-27
2. Finnur Jónsson: Den norsk-islandske Skjaldedigtning, Bind 1-2, København, 1912-15
Titel, disposition, strofernes nummerering og evt. indskudte bemærkninger følger Finnur Jónsson. De steder, hvor oversætteren har udeladt en strofe, er Finnur Jónssons udgave af strofen indsat. (Dette er altid markeret tydeligt.)
Finnur Jónssons oversættelse er strengt taget mere en parafrase end en oversættelse, idet kenninger som regel gengives med et enkelt ord. Kvadets indhold går forud for dets form. Jónssons eget mål var, at den danske oversættelse skulle "være til praktisk nytte."