Erfidrápa om kong Harald hårdråde (B1)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
 |
ved
Finnur Jónsson
1912-1915
Arnórr Þórðarson jarlaskáld
Islandsk skjald, 11. årh.
1. Rauð, en rýrt varð síðan,
(rann eldr of sjǫt manna)
frána egg á Fjóni,
Fjónbyggva lið, tyggi.
2. Hjalmǫ́ru lét heyra
hitzi, es rauð, fyr Nizi,
tyggi, tyrfings eggjar
tvær, áðr mannfall væri;
naðrs borð skriðu norðan
nýs at allvalds fýsi;
hlaut til Hallands skjóta
hrafnþarfr konungr stafni.
3. Hrauð, sás hvergi flœði,
heiðmildr Dana skeiðir
glaðr und golli roðnum,
geirjalm, konungr hjalmi;
skjaldborg raufsk, en skúfar,
skaut hoddglǫtuðr oddum
bragna brynjur gǫgnum,
buðlungs, of ná sungu.
4. Gekkat Sveinn af snekkju
saklaust enn forhrausti
(malmr kom harðr við hjalma)
hugi minn es þat, sinni;
fars-kostr hlaut at fljóta
fljótmælts vinar Jóta,
áðr an ǫðlingr flœði,
auðr, frá verðung dauðri.
5. Svalg áttbogi ylgjar
ógóðr, en varð blóði
grœðir grœnn at rauðum,
grandauknum ná, blandinn.
6. Sumar hvern frekum erni.
7. Gengr í ætt, þats yngvi
Upplendinga brendi
(þjóð galt ræsis reiði)
rǫnn (þess's fremstr vas manna),
vildut ǫflgar aldir,
áðr vas stýrt til váða,
grams dolgum feksk galgi,
gagnprýðanda hlýða.
8. Eymðit ráð við Rauma
reiðr Eydana meiðir;
heit dvínuðu Heina;
hyrr gerði þá kyrra.
9. Þung rauð jǫrn á Englum
eirlaust, né kømr meira,
vísi, vel, nær Úsu,
valfall of her snjallan.
10. Fell at fundi stillis,
(framm óðu vé) móðu,
ámt fló grjót, á Gauta
glóð heitr ofan sveiti;
þjóð hykk þaðra nǫ́ðu
þúsundum torfúsa
(spjót flugu) líf at láta
(laus í gumna hausum).
11. Gagn fekk gjafvinr Sygna,
(gekk hildr at mun) vildra
hinn 's á hæl fyr mǫnnum
hreinskjaldaðr fór aldri;
dunðu jarlar undan,
eir fekka lið þeira,
(mannkyn hefr at minnum
morgun þann) til borgar.
12. Uppgǫngu bauð yngvi
ítr með helming lítinn,
sás á sinni ævi
sásk aldrigi háska;
en of England sunnan
ǫflugr herr at berjask
fór við fylki dýran;
fundusk þeir af stundu.
13. Olli ofrausn stillis,
orma látrs því 's máttit
stáls í strǫngu éli
stríðir elli bíða,
sás aldrigi aldins
ótams lituðr hramma
viggs í vápna glyggvi
varðrúnar sik sparði.
14. Hafðit brjóst, né bifðisk
bǫðsnart konungs hjarta,
í hjalmþrimu hilmir
hlítstyggr fyr sér lítit,
þars til þengils hersa
þat sá herr, at skatna
blóðugr hjǫrr ens barra
beit dǫglinga hneitis.
15. Eigi varð ens œgja
auðligr konungs dauði;
hlífðut hlenna svæfi
hoddum roðnir oddar;
heldr kuru meir ens milda
mildings, an grið vildi,
of folksnaran fylki
falla liðsmenn allir.
16. Vítt fór vǫlsungs heiti;
varð marglofaðr harða
sás skaut ór Nið nýtla
norðan herskips borði.
17. Myrkt 's, hverr meira orkar,
mér, alls greppr né sérat,
(harðr 's ór heimi orðinn
hrafngrennir) þrek jǫfnum;
ǫrt gat óslætt hjarta
eljunfimr und himni
mest, hafa, mildingr, kostuð
minna hvers grams vinnur.
18. Haraldr vissi sik hverjum
harðgeðr und Miðgarði,
dǫglingr réð til dauða
dýrð slíkri, gram ríkra;
hefr afreka et øfra
ættstýrǫndum dýrri
(hnígrat hilmir frægri)
heilǫg fold (til moldar).
19. Bœnir hefk fyr beini
bragna falls við snjallan
Girkja vǫrð ok Garða;
gjǫf launak svá jǫfri.
1. Tyggi rauð frána egg á Fjóni, en Fjónbyggva lið varð síðan rýrt; eldr rann of sjǫt manna = Kongen rødfarvede den skarpe æg på Fyn; og Fynboernes mandskab blev forminsket; ilden løb over mændenes boliger.
2. Tyggi lét hjalmǫ́ru heyra, es rauð tvær tyrfings eggjar, áðr mannfall væri, hitzi fyr Nizi; borð nýs naðrs skriðu norðan at fýsi allvalds; hrafnþarfr konungr hlaut skjóta stafni til Hallands = Fyrsten lod krigerne høre, da han rødfarvede sværdets to ægge för end der blev mandefald hist foran Niz; den nye drage skred nordfra ifølge kongens lyst; den ravnen nyttige konge skød stavnen hen til Halland.
3. Heiðmildr konungr, sás hvergi flœði geirjalm, hrauð glaðr und golli roðnum hjalmi skeiðir Dana; skjaldborg buðlungs raufsk, en skúfar sungu of ná; hoddglǫtuðr skaut oddum gǫgnum brynjur bragna = Den gavmilde konge, som aldrig veg tilbage for kamp, ryddede glad med den forgyldte hjælm Danernes skibe; fyrstens skjoldborg opløste sig og sværdene sang over ligene; den gavmilde skød oddene gennem mændenes brynjer.
4. Enn forhrausti Sveinn gekkat saklaust af snekkju sinni; hugi minn es þat; malmr kom harðr við hjalma; fars-kostr fljótmælts vinar Jóta hlaut at fljóta auðr, áðr an ǫðlingr flœði frá dauðri verðung = Den meget tapre Sven forlod ikke uden tvingende grund sin snekke; så tænker jeg; den hårde malm havde ramt hjælmene; Jydernes veltalende vens skib måtte flyde folketomt, för kongen flygtede fra den døde hird.
5. Ógóðr áttbogi ylgjar svalg grandauknum ná, en grœnn grœðir varð, blóði blandinn, at rauðum = Ulvindens slemme slægt slugte de forrådnede lig, men det grönne hav blev, blandet med blod, rødt.
6. Enhver sommer [gav fyrsten føde] den grådige örn.
7. Gengr í ætt, þats yngvi brendi rǫnn Upplendinga; þjóð galt reiði ræsis þess 's fremstr vas manna; ǫflgar aldir vildut hlýða gagnprýðanda; áðr vas stýrt til váða; galgi feksk dólgum grams = Det er et slægtsmærke, at kongen afbrændte Oplændingernes huse; folk måtte undgælde for den fyrstes vrede, som var den ypperste af mænd; de kraftige mænd vilde ikke adlyde sejrherren; för var der fare på færde, men til kongens fjender blev der skaffet en galge.
8. Reiðr Eydana meiðir eymðit ráð við Rauma; heit Heina dvínuðu; hyrr gerði þá kyrra = Ødanernes vrede banemand tog ikke mildt på Rømerne; Henernes trusler stansede; ilden bragte dem til ro.
9. Vísi rauð eirlaust þung jǫrn á Englum nær Úsu; né kømr vel meira valfall of snjallan her = Fyrsten rødfarvede skånselsløst de tunge sværd i Anglernes blod nærved Usa; der kommer aldrig et meget större mandefald i en modig hær.
10. Heitr sveiti fell at fundi stillis ofan á móðu glóð-Gauta; ámt grjót fló; vé óðu framm; hykk þjóð nǫ́ðu þaðra torfúsa at láta líf þúsundum; spjót flugu laus í gumna hausum = Det vanne blod strömmede ved kongens møde (kamp) ned på mændene; de mørke stene flöj; fanerne stormede frem; jeg ved at mændene måtte dér tusindvis, skönt uvillige, lade deres liv; spydene flöj løse (skudte, og sad fast) i mændenes hjærneskaller.
11. Gjafvinr Sygna, hinn 's hreinskjaldaðr fór aldri á hæl fyr mǫnnum, fekk gagn vildra; hildr gekk at mun; jarlar dunðu undan til borgar; lið þeira fekka eir; mannkyn hefr þann morgun at minnum = Sogningernes gave-ven, han med det blanke skjold, som aldrig veg for mænd, fik en bedre sejr; kampen gik ifølge ønske; jarlene flygtede i en fart til borgen; deres mandskab blev ikke skånet; folket mindes altid den morgen.
12. Ítr yngvi, sás aldrigi á sinni ævi sásk háska, bauð uppgǫngu með lítinn helming; en ǫflugr herr fór sunnan of England at herjask við dýran fylki; þeir fundusk af stundu = Den herlige fyrste, som aldrig i sit liv frygtede farer, bød opgang til trods for sit ringe mandskab, men en stærk hær kom sydfra gennem England for at kæmpe med den udmærkede konge; de mødtes hurtig.
13. Ofrausn stillis olli því í strǫngu stáls éli, 's stríðr orma látrs máttit bíða elli, sá lituðr hramma aldins ótams varðrúnar viggs, 's sparði sik aldrigi í vápna glyggvi = Fyrstens overmod den strænge kamp voldte det, at den gavmilde ikke nåde alderdommen, den tapre føder af de utæmmede ulve, som aldrig sparede sig i kampen.
14. Hlítstyggr hilmir hafðit fyr sér lítit hrjóst í hjalmþrimu - né bifðisk bǫðsnart hjarta konungs -, þars herr sá þat til hersa þengils, at blóðugr hjǫrr ens barra dǫglinga hneitis beit skatna = Kongen med de store planer havde til sit værn i kampen intet ringe bryst (mod) - kongens kampsnare hjærte rystede ikke - hvor mændene iagttog kongens færd, at den kamprede fyrste-overmands blodige sværd bed mændene.
15. Eigi varð dauði ens œgja konungs auðligr; hoddum roðnir oddar hlífðut hlenna svæfi; allir liðsmenn ens milda mildings kuru meir heldr falla of folksnaran fylki an vildi grið = Den frygtindgydende konges død blev ikke naturlig; de guldskinnende pile skånede ikke røvernes undertrykker; alle den gavmilde fyrstes krigere vilde derefter hellere falde omkring den kampsnare konge end modtage liv og fred.
16. Vǫlsungs heiti fór vítt; varð harða marglofaðr sás skaut nýtla herskips borði norðan ór Nið = Fyrstens navn var videnom bekendt; han blev meget stærkt lovprist, som lod krigskibet kraftig styre nordfra ud af Nidelven.
17. Mér 's myrkt - alls greppr né sérat -, hverr orkar meira jǫfnum þrek; harðr hrafngrennir es orðinn ór heimi; eljunfimr mildingr gat mest ǫrt, óslælt hjarta und himni; vinnur hvers grams hafa minna kostuð = Det er mig dunkelt - ti skjalden ser det ikke -, hvem der udretter mere under forudsætning af lige kraft; den kraftige kriger har forladt verden; den energiske fyrste fik det störste hjærte, rask og usløvt, på jorden; enhver (anden) konges gærninger er det mindre bevendt med.
18. Harðgeðr Haraldr vissi sik ríkra hverjum gram und Miðgarði; dǫglingr réð slíkri dýrð til dauða; heilǫg fold et øfra hefr afreka, dýrri ættstýrǫndum; frægri hilmir hnígrat til moldar = Den hårdsindede Harald vidste sig at være mægtigere end hver anden konge på jorden, kongen besad en sådan berömmelse til sin død; det hellige land deroppe besidder (nu) fyrsten, herligere end andre konger; en berömtere konge segner ikke til jorden.
19. Hefk bœnir fyr beini bragna falls við snjallan vǫrð Girkja ok Garða; launak svá jǫfri gjǫf = Jeg fremfører bönner for krigeren hos Grækenlands og Gardes kloge beskytter; således lönner jeg fyrsten hans gave.
