Eventyrlige sagn i den ældre historie

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif
Moltke Moe (1859-1913)


Eventyrlige sagn i den ældre historie


Finnerne i gamle historiske sagn


Av Moltke Moe



Det Mallingske Bogtrykkeri
Kristiania
1906



Fortale

Til brug ved beskrivelsen af Finmarkens amt (Norges Land og Folk) har professor Moltke Moe anstillet en række undersøgelser over de gamle sagn i vor ældre historie, i hvilke finner forekommer. Paa mange felter viste der sig her en mærkværdig sammenhæng mellem sagnene i den norrøne literatur og gamle udenlandske sagn, eventyrene og gammel folketro.

Denne afdeling af amtsbeskrivelsen meddeler, saavidt jeg han skjønne, noget af videnskabelig værdi, og derfor har jeg taget en del særaftryk til professor Moes disposition, idet pagineringen fra amtsbeskrivelsen er bibeholdt, da det ikke har været professor Moes oprindelige hensigt at udgive det som særskilt arbeide. I gjengivelsen og oversættelsen af eventyr, ordningen af stoffet har jeg deltaget, og arbeidet vilde sikkerligen være blevet fyldigere motiveret og sammenhængen yderligere diskuteret, om undersøgelsen i sin hele bredde var fremlagt, udarbeidet for et mindre og lærd publikum.


Kristiania, 6te marts 1906,
Amund Helland.

Indledning

I den norrøne historiske literatur er der en række sagn, hvori finner omtales. Disse sagn er som oftest aabenbare eventyrsagn, hvori der er et mystisk eller magisk træk. Hvor slige eventyrbegivenheder berettes i sagaerne, kommer der gjerne en finn med i beretningen. Baade om Halvdan Svarte, Harald Haarfagre og Erik Blodøks er der slige finnesagn. Da julemaden forsvandt for Halvdan Svarte, lod han pine en finn. Snefrid, for hvem Harald Haarfagre nærede saa stor kjærlighed, at han i tre aar ikke kunde skille sig fra liget, var en finnepige, datter af finnen Svaase. Erik Blodøks fandt Gunhild i en gamme hos to finner, som oplærte hende i sine kunster.

Finnekongen Mǫttull nævnes flere steder og til forskjellige tider helt fra det 9de til det 11te aarhundrede, saa han allerede af den grund bliver en mythisk eller ialfald en uhistorisk personlighed.

Finnerne var helt fra urgammel tid anseede for kyndige i trolddom, og hvor der i sagaerne berettes om magiske eller mystiske begivenheder, faldt det naturligt at tænke sig, at det var en finn, som øvede sine kunster. En finn i disse sagaernes eventyrsagn falder oftest næsten sammen med betegnelsen en troldmand.

De fleste af sagnene er ikke engang oprindelig norske, men har vandret fra fremmede folk, ofte endog fra folk til folk, tildels som sagn, der blev troet. Undertiden kunde samme sagn hefte sig til en helt eller heltekonge i et land, medens sagnet i et andet land berettes om en anden helt. Tildels er der fra selve eventyrene paa deres vandring fra folk til folk udtaget et enkelt træk, der er overført paa den historiske person, oftest aarhundreder efter hans død, og det kan da være en tilfældighed, en navnelighed, en situationslighed eller en anden helt udvortes lighed, som har gjort, at der kommer et stykke eventyr ind i det, som kaldes historie.

Det er ovenfor sagt, at de fleste at disse norske eventyrsagn ikke er norske, og at sagnene har vandret tra fremmede lande. Den nærmere paavisning af, hvorfra sagnene er komne, og hvilken vei de har taget, er vanskelig og forudsætter et nøie kjendskab til de forskjellige landes sagnhistorie og literatur.

Til paavisning af sammenhængen mellem de norske sagn og de fremmede sagn og eventyrene bliver det nødvendigt at meddele ialfald i uddrag sagnene, saaledes som de fortælles i de forskjellige sagaer, videre de tilsvarende sagn i andre lande, som de der berettes, endelig uddrag at de eventyr, af hvilke enkelte træk er optagne.

Finnekonger

Paa mange steder i den gammelnorske og islandske literatur tales der om en finnekonge, finnakonungr eller finnkongr.

Det er paafaldende, at der i disse beretninger tales om konger hos finnerne, thi finnerne vides ikke nogensinde at have dannet ordnede samfund med eget styre. De var spredte over vide omraader og fjeldstrækninger, saa de vanskelig kunde finde noget fælles samlingssted og endnu mindre danne nogen fælles administration eller regjering.

Hermed stemmer, at deres sprog mangler ord for styre og regjering. Deres navn paa konge, gonagas, er laant, ligesaa benævnelse for dommer, duobmar.

Tanken om en finnekonge synes at maatte stamme fra nessekongernes tid, hvad der stemmer godt med, at en finnekonge allerede nævnes i indledningen til Vǫlundarkviða. Sandsynligvis har navnet fra først af kun udmærket en rig og forholdsvis anseet finn, der optraadte som repræsentant for en flok af sine landsmænd i en eller anden forhandling med nordmændene.

Den ældste omtale af en finnekonge forekommer i prosaindledningen til det gamle eddakvad Vǫlundarkviða, der er forfattet i det 9de aarhundrede.

Denne indledning i prosa synes at bero paa en afløsning af strofer, hvis verseform var gledet ud af erindringen Finnekongens ene søn kaldes Slagfinn, den smedende finn, og der siges, at han og hans brødre var skiløbere og veidede dvr

Begrebet finnekonge nævnes dernæst i flere af de norske historiske kongesagaer, saaledes allerede i Ágrip tra omkring 1190. Endnu saa sent som 1313 nævner islandske annaler en finnekonge, som de giver navnet Martin.

Ubetinget hyppigst møder man begrebet i de halvmythiske og romanagtige fornaldarsagaer, i hvis episke personale en finnekonge næsten synes at have taget plads.

Saagodtsom alle de egennavne, der tillægges finnekonger er af udpræget norrøn oprindelse, saaledes Snær, Gusir eller Gusi. Navnet Snær betyder ligetil sne, og Gusi, der hænger sammen med verbet gjosa, betyder den, som bryder frem med voldsomhed, i denne forbindelse vel nærmest en vindflake eller sneiling som kaster sig ned gjennem et trangt skar eller ud gjennem en trang fjord.

I den yngre fremstilling i "Hversu Noregr bygðist" er kong Snær, som ogsaa nævnes i "Fundinn Noregr", søn af Jǫkull (istap), og blandt Snærs børn er Fǫnn, Drlfa og Mj ǫll (snefon snedrev og tør nyfalden sne). Hele dette slægtskab er fremsprunget af en sen og bevidst poetisk personifikation og har intet med mythologien at gjøre.

I Ketill Hængs saga heder det i overensstemmelse hermed, at finnekongen ligger ude i ødemarken om vinteren, derfor er det ikke raadeligt at reise i Finmarken paa denne tid.

I Bárð Snæfellsás's saga heder det om Mjǫll, Snærs datter, at hun var saa fager og hvid i huden, at den aller hvideste sne fik navn efter hende, den sne, som falder i stille veir og kaldes mjǫll.

Navnet Gusir eller Gusi fremtræder allerede i det 11te aarhundrede i en strofe af skalden Hofgarða-Refr, optaget i Snorres Edda. Navnet forekommer her som jotunnavn ved siden af Ófóti.

Ogsaa i de navneremser (þulur), som er bevaret i Snorres Edda, møder vi navnet, rimeligvis fra slutningen at det 12te aarhundrede. Desuden omtales Gusi af Saxo under formen "Cuso, finnernes og bjarmernes konge", fra kort før aar 1200.

I hans "Historia Danica", udgivet af Müller og- Velschow, 6te bog, pag. 116, heder det, at Helge, konge over Haalogaland, sendte et gesandtskab til "Cuso", finnernes og bjarmernes konge, for at bede om hans datter Thoras haand. Helge led af en medfødt talefeil, saa det var ulideligt at høre ham tale.

Cuso mente, at det var uværdigt i den sag at søge hjælp hos andre. Helge bad da Hother, som var veltalende, om at hjælpe sig, og Hother drog med en flaade til Norge for at sætte sagen igjennem med magt, hvis han ikke formaaede det med ord. Da han havde talt Helges sag med velvalgte ord, sagde Cuso, at man maatte spørge pigen, og da hun fandt behag i beileren, lovede Cuso, at give Helge hende til ægte.

Den rolle, finnekongen spiller i de fleste at disse sagn, er enten den mægtige troldmands og vidunderlige bueskytters, og dette synes at være den ældste forestilling, eller ogsaa har han intet andet at gjøre end at være far til en skjønhed, som en høibyrdig nordmand beiler til, ganske som i Saxos beretning. Dette er den senere poetiske tekniks udnyttelse af motivet.

Finnekongen Mǫttull

Det vistnok oftest forekommende navn paa finnekongen er imidlertid Mǫttull eller Mattull. Sammen med Ragnar Lodbrok omtaler Saxo en Mattullus, "Finmarkens høvding". Gunhild kongsdatter blev efter Fagrskinna opfostret hos Mottull finnekonge (ca. 920), og i beretningen om Thore Hund, ca. 1030, forekommer Mottull igjen.

De islandske annaler omtaler som berørt fra 1313 en finnekonge ved navn Martin, som kom til kong Haakon Magnussøn den ældre. Kan man end ikke benegte denne Martins tilværelse, saa kan han neppe antages for andet end en art høvding, om egentlig kongemagt er der neppe tale, bemærker P. A. Munch.

Aksel Olrik betegner Mǫttull som "en dunkel baggrundsfigur, der skimtes i islændingernes historiske forestillinger paa høist forskjellig tid, snart som stamfader til landnåmsmænd snart som Olav den helliges samtidige".

Mattull nævnes af Saxo i en nedenfor gjengivet beretning om den danske kong Ragnar eller Hegner.

I de historiske islandske sagaer forekommer han; saaledes i et slægtregister i Landnåmet (bogen om Islands bebyggelse), sandsynligvis fra kort ved år 1200; dernæst i Fagrskinna fra henved aar 1240 og endelig i Flatøbogen fra omkring 1380 i et tillæg til Olav den helliges saga.

I Peder Claussøns Norges beskrivelse og hans norske kongers kronika kaldes han "Motle Findkonge".

Navnet Mǫttull er et fremmed ord: mottull betyder kappe, mantel.

Mottull, "kappe, mantel", forekommer efter Alexander Bugge allerede i et vers af skalden Kormak (Mǫttull-skaut, kappeflig). Han antager, at ordet allerede i vikingetiden er kommet til norden, da sagnfiguren, finnekongen Mattull, omtales hos Saxo. At ordet er gammelt i Norge, sees tillige deraf, at det tidlig forekommer i stedsnavne, f. eks. Motleberg i Smaalenene, som nævnes i det 14de aarhundrede. Ordet forekommer ogsaa paa gammelt svensk i formen mantul, mattul, og paa gammelt dansk i form mantel. Til dansk er ordet vistnok kommet fra tysk. Til Island, Norge og vel ogsaa til Sverige er ordet rimeligvis kommet ad andre veie. Skalden Kormak, bruger i sine digte mange fremmedord af engelsk og irsk oprindelse. Da nu ordet mottull først forekommer hos Kormak, ligger det nær at tro, at det er et laanord fra angelsaksisk. At nordboerne i vesten meget tidlig har optaget ordet mǫttull, han vi ogsaa slutte deraf, at det fra nordisk er gaaet over i gammelirsk, matal, allerede fra begyndelsen af det 11te aarhundrede. Nordboerne i Irland synes saaledes senest i det 10de aarhundrede at have indført brugen at mantler, og denne fremmede mode ser fra nordboerne ud til at have vundet indpas hos irerne som et klædesplag, som det sømmede sig for konger at bære. Som de fleste moder er ogsaa denne opstaaet i de romanske lande og har derfra udbredt sig over Europa. Den vesteuropæiske mantel var i det 9de og 10de aarhundrede firkantet eller halvrund af snit og holdtes sammen af en spænde, som var fæstet over den ene skulder. De gamle beretninger om Mattull hos de norsk-islandske historieskrivere hidsættes her:

I Fagrskinna, sagaen om Haakon den gode, heder det om Erik Blodøks, at han for nord i Finmarken og helt til Bjarmeland paa herjetog. "Paa denne færd saa han for første gang sin kone Gunhild; hun var den gang til opfostring i lære hos Mǫttull finnekonge, som var overmaade kyndig i trolddom."

Flatøbogens tillæg til Olav den helliges saga har mere at fortælle:


"Paa Thore Hunds tid raadede der en konge over Finmarken, som hed Mǫttull. Han var hedensk blotmand og meget tryllekyndig. Til ham for Thore. Thore traadte frem for ham og hilste ham. Kongen modtog hans hilsen og spurgte, hvorfor han var kommen saa langt nord. Thore svarer, at der ikke var trygt for ham hjemme paa hans bosted for Olav digres skyld. Mǫttull mener, at dette ikke er sandt, "for jeg ved, at Olav længe har været en god ven af dig, og han holder nok fast paa venskabet med eder kristne mænd". Thore siger: "Jeg tænker, du har spurgt den uenighed, som er opstaaet mellem kong Olav og mig. Han tog livet at Thore, min frænde. Derfor har jeg dræbt nogle af hans mænd, og nu har jeg søgt hid til dig, fordi jeg ved, at du er baade klog og ikke ræd for store foretagender, og at du kan mangt og meget, andre folk ikke kan. Jeg haaber trøst og hjælp af dig." "Er dette, som du siger," svarer Mottull, "da tør du faa det, som du venter. Da skal blive her hos mig selv tolvte." Thore blev der og lærte trolddom. Om vaaren gik Thore frem for Mǫttull og bad ham om raad og om at lægge sin lykke (hamingja) til, "for jeg liter stærkt paa eders klogskab i alle ting". Mǫttull svarede: "Gjerne vil jeg laane dig min lykke mod kong Olav, og saa bæres mig for, at du omsider vil seire over ham. Her er tolv renpelser (reinbjalfar), som jeg vil give dig. Jeg har signet dem og gjort dem faste, saa intet jern han bide paa dem." Disse bjalver havde Thore og hans mænd paa sig ved Stiklestad."


Hertil slutter sig nu Saxos beretning om kong Regner og hans kamp med bjarmerne og finnerne.

Saxo (Historia Danica, bog 9, pag. 452) beretter som her forkortet gjengivet:


Bjarmerne, som nylig var beseirede, holdt ikke sit løfte om underkastelse, og kong Regner stevnede da mod dem med sin flaade. Da han var underveis, satte de ved sine trolddomskunster skyerne i bevegelse og fik istand et forfærdelig uveir med regn. Danskerne blev en tid lang sinket i sin seilads ved dette og begynte at lide mangel paa mad. Plutselig slo veiret om, og en brændende hede plagede dem. Og den plage var ikke lettere at udholde end den stærke kulde. Disse to utaalelige veir afløste hinanden, og de danske blev meget svækkede, saa voldsomme som begge uveir var. Men løst liv dræbte de fleste. Mesteparten at de danske døde paa grund af dette vekslende veir; Her opstod en pest, som bredte sig mellem dem. Regner skjønte, at det var en paahekset vind, og han kom sig paa en vis med sine skibe ind til kurernes og sembernes land. Disse modtog ham med hæder. Og kongen blev ved modsætningen endnu mer opsat paa bjarmerne for deres frækhed, og anfaldt dem pludselig. Bjarmekongen, hvis navn man ikke kjender, blev forskrækket og søgte hjælp hos Mattullus, Finmarkens høvding (dux). Med sine dygtige bueskyttere oprev denne uden selv at lide skade Regners hær, som laa vinteren over i Bjarmeland. Thi finnerne pleier at glide afsted paa glatte træstykker og kan derfor skyde næsten hvilken fart de vil. De har ord for at kunne nærme sig og fjerne sig igjen med den største hurtighed. Thi disse redskaber og deres legemer er lige lette og bevægelige. Skjønt Regner havde overvundet blomsten af den romerske hær, kunde han ikke hindre, at dette uanselige og ringe folk sneg sig indpaa ham som tvver og røvere. Saaledes gik det til, at han ikke skammede sig ved at skjænde sit berømmelige krigernavn ved at ty til list og tage natten til hjælp. Denne list var skjændig at udføre, men i udfaldet heldig. Han havde mistet flere folk i kampen mod denne daarlig rustede hob end mod de bedst bevæbnede krigere. Thi han havde lettere kunnet byde romernes magt spidsen end dette lasede folks lette kastevaaben. Bjarmernes konge blev dræbt og finnernes konge slaaet paa flugt.


Den danske historiker Johannes Steenstrup har i sit store værk "Normannerne" vist, at denne Saxos beretning om Regners kamp med de trolddomskyndige bjarmer og finner er en lokaliseret overførelse af en begivenhed, som fandt sted ved de nordiske vikingers angreb paa Paris i aaret 845, og rigtigheden af denne opfatning er erkjendt at andre historikere, Gustav Storm og Aksel Olrik.

Om denne begivenhed har vi flere gamle fortællinger, dels hos annalskriverne, dels i den hellige Germanus's levnet, hvilken levnetsbeskrivelse er forfattet af Amoin, munk i Germanus's kloster i Paris.

Hos Pertz (Monumenta Germaniae Historica, bind I, pag. 441) er der en beretning, som her gjengives forkortet efter Prudentii Trecensis Annales for aar 845:


Vinteren var meget haard. 120 normanniske skibe seilede i marts maaned opover Seinen og herjede paa begge sider og trængte frem til Paris, da ingen gjorde modstand. Karl (den skaldede) rustede sig til at drage mod dem; men da han forstod, at hans folk ikke kunde seire, standsede han hedningernes fremrykning og overtalte dem til at vende tilbage paa visse vilkaar og ved en gave paa 7000 pund.

Normannernes konge Oricus (Haarek) drog med 600 skibe opover floden Elben til Germania mod Ludvig; sakserne mødte dem og et slag blev leveret, og ved vor herre Jesu Kristi hjælp blev sakserne seierherrer. Derpaa søgte normannerne til en by hos slaverne og tog den. En stærk hunger herjede det indre af Frankrige i saa stor grad, at mange tusend mennesker døde, da hungeren tog til.

Normannerne drog nedover Seinen og tilbage til havet og plyndrede og herjede alle steder i nærheden ved havet. Men skjønt den guddommelige retfærdighed, vred paa vore synder, lod de kristnes lande og riger lide saaledes, vilde den ikke lade hedningerne ustraffet gjøre den almægtige Gud afmægtig. Da de med fuldlastede skibe seilede fra klosteret Sithdiu, som de havde plyndret og brændt op, blindede Guds dom dem i den grad ved mørke og vanvid, at meget faa med nød og neppe slap bort. Derover blev deres konge Oricus, som man fortæller, meget urolig og sendte gesandter til Ludvig, germanernes konge, for at faa fred og erklærede sig villig til at lade fangerne løs og give de røvede skatte tilbage efter evne.


I de samme Monumenta Germaniae Historica, bind 11, pag. 228, (Annales Xantenses, aar 845) findes en lignende beretning.

I "Hellige mænds gjerninger" (Acta Sanctorum ed. Henschen og Papebroch, for mai maaned, bind VI, pag. 797) er der en legendarisk beretning, hvor de samme begivenheder skildres:


I aaret 846 efter vor herre Jesu Kristi fødsel, i den udmærkede konge Karls 6te regjeringsaar, da frankernes kongedømme efter keiser Ludvigs død var delt i flere dele og folkets synder tiltog og blod flød paa blod, da gik det ved Guds tilskikkelse, fordi vor brøde krævede det, saaledes med vore, at fremmede nationer brød op fra sin hjemstavn. Danernes folk, som almindelig kaldes Normanner, det er folk fra nord, kom i sit overmod til de kristnes lande med en stor flaade. De rasede vildt og vendte op og ned paa alt, og da ingen gjorde modstand, seilede de ind i floden Seine og landede ved Rotomacum (Rouen). Da de mærkede (hvad vi ikke han fortælle uden uhyre bedrøvelse i hjertet), at egnens høvdinger var feige og frygtsomme, drog de videre opad elven; selv kong Karl, som mødte dem ved Carolivenna og søgte hjælp hos helgenen Dionysius, kunde med sin lille styrke ikke standse dem.

Fra Carolivenna gik de til Cella nostra, som ligger skraas over for, og forsøgte adskillige gange at tænde ild paa apostelen Peters og den naadige Germanus´s kirke. Da det paa grund af disses helliges fortjeneste ikke lykkedes dem, gik de ud og satte ild paa et forraadshus, som stod ved siden. Derfra skjød der op en stor ildflake, saa den antændte nogle grønne træer paa den anden side af Cella; men kirkerne selv blev ikke skadede.

Den hellige paaskeaften kom de til Paris, som var aldeles øde, de fandt alle klostre forladt af sine beboere. Frygt og rædsel havde grebet alle; paa grund af sine synder kunde de ikke haabe paa hjælp fra himmelen.

St. Germanus´s hellige legeme maatte graves op af sit hvilested og bringes til en eiendom, som tilhører hans kirke og heder Cumbae.

En tid før dette hændte, havde en gammel, alvorlig munk i dette kloster seet St. Germanus gaa ud af sin grav, reisefærdig og rustet til at drage afsted. Han spurgte ydmyg, hvor helgenen tænkte at begive sig hen. Og Germanus svarede, at han vilde gaa bort fra dette sted. "Ogsaa I skal udvandre herfra. Men I vil erfare, at jeg kommer tilbage, og ogsaa I skal vende tilbage, naar tiden kommer." At dette syn var sandt, det viste det, som skede ved disse begivenheder.

Den følgende dag gik normannerne ind i den hellige Germanus´s kloster, som til den dag aldrig var indtaget, og derfor lovede rigt bytte, og begyndte at skjænde det og ødelægge det med sine besmittede hænder.

Dér viste Gud sin naades magt ved undergjerninger for St. Germanus's skyld. Ingen af vore var tilstede, men vi har senere faaet det at vide af Kobbo og de mænd, som kong Ludvig havde sendt som gesandter til normannernes konge Horik (Haarek). Da dette skjændige folk forsøgte at afhugge bjelkerne i kirken, knustes tre af dem for foden paa den hellige Stefans alter og udaandede sine vantro sjæle, og de andre blev slagne af frygt, saa de lod bjelkerne i fred.

Da Guds hus og samtidig hele klosteret plyndredes, kom en af dem til herre Germanus´s confessio med draget sverd i sin besmittede haand og slog 13 gange til marmorsøilen. Da svandt kraften i den høire haand, og fra den dag og lige til hans ulykkelige udgang fra dette liv har haanden været ubrugelig og vissen.

Sverdets hjalte var saa fast fæstet i haanden, at det ikke kunde rives ud uden at et stykke hud fulgte med. Han blev pint, til han endte sit elendige liv, og kom, baaret af dæmoners hænder, forbitret til helvedes boliger og stinkende sjøer.

Medens de plyndrede selve det høihellige oratorium, blev det pludselig fyldt af en tæt taage, og de skjændige ransmænd rammedes af blindhed. De forsøgte under stor rædsel og frygt at komme bort, men kunde ikke flnde udgangene og dørene, som de var komne ind af. Saaledes flakkede de lang tid om og blev udtrættede. Endelig slap de ud og flygtede i stor hast, og fra den dag var de opfyldte af saa stor rædsel, at de ikke mere vovede at besmitte kirken. De blev ogsaa angrebne af blodgang, og det i saa høi grad, at ingen af den store mængde troede, at han vilde slippe fra det, siden der døde saa mange hver dag.

Paa hjemveien led de meget af den sykdom, som havde rammet dem i St. Germanus's kirke, og mange døde deraf; men ingen af de kristne, som var med dem, kjendte noget til denne syge.

Ragenarius (Ragnar eller Regner) kom til normannernes hedenske konge med stort overmod og viste ham den store mængde guld og sølv, som han havde ført med sig. Han sagde, han havde taget den rige by Paris, og at han havde vundet den gamle Germanus's hus, som i det land ansaaes for det vakreste; desuden havde han lagt under sig hele kong Karls rige som skattepligtigt. Da Horik ikke vilde tro dette, lagde Ragenarius for ham en udskaaret stok fra St. Germanus´s kloster og dertil byen Paris's portlaas som vidnesbyrd. Landet var godt og frugtbart og rigt paa alle ting; men folket, som boede der, var feigt og frygtsomt, sagde han. Han fortalte ogsaa, at der var mere magt i de døde i dette land end i de levende; han havde ikke truffet nogen anden der, som gjorde modstand, end den døde gamle mand Germanus. Idet han sagde dette, begyndte han pludselig at skjælve, faldt rædselsslagen til jorden og raabte med frygtelig stemme, at Germanus selv stod ved siden af ham og slog ham med en stok, han holdt i haanden. Horik og de andre, som var tilstede, ogsaa Kobbo, der var kommen did som gesandt fra kong Ludvig, blev slagne med forfærdelse og forbauselse.

I tre dage led Ragenarius de skrækkeligste pinsler. I sin nød lod han lage en gylden statue at sig, som Kobbo skulde bringe til den gamle Germanus; desuden lovede han, at han vilde blive kristen, hvis han blev frisk. Men han var ikke af Kristi faar og fortjente ikke at faa, hvad han bad om. Som Kobbo fortalte os, hovned han og blev ganske opsvulmet; indvoldene kom i uorden, og han brast paa midten. Saaledes endte han ynkelig sit liv. Men statuen, som ikke var værdig til at være en hellig gave, blev holdt tilbage at dem, som havde med sendelsen; den blev forkastet som uren af den rene hjerternes gransker.

Ogsaa de øvrige fik sin straf.

Fra den dag, de havde betraadt den milde beskytter Germanus' kloster og lige til de døde, var de, efter hvad Kobbo sagde, alle plagede af en ulidelig opsvulmen at indvoldene. Daglig døde der nogle at dem, efterat de var komne hjem. Horik og hans høvdinger frygtede for, at hele folket skulde gaa til grunde ved smitten; derfor lod han alle dem, som var igjen, halshugge med undtagelse af nogle, som kom sig bort, men som vist heller ikke er undsluppet død og undergang. De afhuggede hoveder skulde gives til de kristne, som var der, som et slags offer til sygdommen. Thi pesten rasede slig, at enhver, som rørte en syg, blev straks smittet og døde. Desuden lod Horik alle kristne fanger i sit rige opsøge og sendte dem hjem til deres fædreland. Og disse har fortalt herom og om meget andet. "Vi har blot ordnet det, som vi har hørt at disse øienvidner, i glæde over den kraft, som er den høihellige Germanus skjænket af Gud."


Hvor dybt St. Germanus's indgriben i begivenhederne 845 har grebet normannerne, fremgaar blandt andet at Abbos fortælling om normannernes beleiring af Paris 885—86. Abbo, som var munk i Germanus's kloster i Paris, var selv øienvidne til denne beleiring. Han beretter saaledes, at normanniske skildvagter en mørk nat saa en lysende skikkelse stige op af den grav hvor Germanus, Paris's skytshelgen, hvilede. Ligeledes ved han at fortælle om en af normannerne, som var dømt til døden af sine egne, og som flygtede ind i St. Germanus's kirke og omfavnede helgenens statue. Han blev vistnok greben og dræbt, men straffen rammede dem, som havde øvet denne udaad. Og — siger Abbo — fulde at ærefrygt for det hellige hus ansatte normannerne præster, som skulde holde messe og kanoniske tider der, og forbød allé at røve noget fra kirken.

I disse Abbos fortællinger har vi visselig at se et gjenskin at det ry, som fra 845 mellem normannerne stod af de kristnes hellige forsvarer.

Som Steenstrup paaviser, behandler Saxos sagn den samme begivenhed som legenden:

Begge steder overfaldes normannerhæren paa et vikingetog af uveir, stærk kulde og stærk hede.

Hæren indhylles i stærk taage, saa den ikke han komme nogen vei og lider hungersnød.

Tropperne overfaldes at en dyssenterilignende sygdom, for hvilken de fleste bukker under, og de maa forlade landet. Dette fremstilles i begge fortællinger som en indvirken ved overnaturlige midler, og begge fortællinger handler om en høvding ved navn Ragnar.

Gustav Storm har i sine "Kritiske bidrag til vikingetidens historie", pag. 90 og 108, behandlet spørgsmaalet i tilslutning til Steenstrup. Han bemærker:

"St. Germanus var efter nordboernes opfatning en at de frankiske landvætter, som Ragnars fiender havde paakaldt, og som havde hjulpet frankerne. Det danske sagn om begivenheden maatte betegne ham som en fiendtlig uvætte, der brugte trolddom og kogleri for at drive danerne fra sit land. Efterat de danske var kristnede, maatte da de "fiendtlige" vætter blive til "hedenske" vætter, den fiendtlige trolddom til "hedensk" trolddom; men trolddom hvis hjem er i nord, hos finner og bjarmer. Saaledes blev Ragnars tog mod de kristne franker til et tog mod de tryllekyndige bjarmer, saaledes som Saxo fortæller det."

Forskjellen mellem Saxo og legenden er efter Storms opfatning ene den, at Saxo ikke har hjerte til at lade sin helt lide et varigt nederlag; han vender tilbage til Bjarmeland, og skjønt bjarmekongen faar hjælp at Matullus Finmarchiæ dux (ɔ: den norske sagnfigur Mǫttull Finnakonungr), hvis bueskyttere gjør Ragnar megen skade, holder denne sig vinteren over i landet, og et natligt overfald, som efter Saxos dunkle ord (nocturna fallada) maa have været forbundet med svig, bragte ham endelig seiren: Bjarmekongen falder, finnekongen flygter, og Ragnar rister runer og reiser bautastene til et "evigt mindesmærke om sin seier".

I selve det oprindelige normannersagn ligger der dog momenter, som naturlig har kunnet foranledige en afændring af sagnet som den, Saxo eller hans hjemmelsmand har foretaget. Vikingernes fører, Ragnar, har virkelig overvundet frankerne og har for at reise bort faaet 7000 pund. Om han end er straffet ved sygdom, taage og uveir, saa er han dog seierherre, hvad der nok kunde foranledige Saxo til at lade toget mod bjarmerne og finnerne ende heldig for de danske.

Aksel Olrik erkjender i sit store værk "Saxos oldhistorie", ligesom Storm, rigtigheden af Steenstrups paavisning. Men han deler ikke Storms opfatning af, at Saxos kilde er dansk. Han mener, at navnet Matullus, Finmarkens høvding, tyder paa, at sagnet er norsk, og han gjør opmærksom paa, at formen Mattull hører hjemme hos nordmændene og islændingerne, i dansk form skulde det hede Mantul. Dette er uimodsigeligt, og deraf følger, at navnet Mattull er kommet til Saxos kundskab fra nordmænd eller islændinger, rimeligvis ogsaa sagnet. Men dermed er det ikke sagt, at sagnet ikke fra først af er dansk, og fra Danmark er naaet til nordmændene; der ligger halvfjerde hundrede aar mellem vikingetoget i 845 og Saxo. Han har, som Olrik selv først har paavist, gjort udstrakt brug af norske og islandske fortællinger i sit værk, og blandt disse er der flere, som ikke af udspring er norske eller islandske.

Enten nu sagnet er oprindelig dansk eller norsk, saa har det, som navneformen Mattull viser, lagt veien omkring Norge. Denne finnekonge Mattull er ikke nævnt i noget norsk skrift ældre end Saxo, og det spørgsmaal ligger nær, om ikke Mattull i virkeligheden er den hellige Germanus, optrædende i finneham. I de hedenske normanners øine var det den frankiske helgen, som ved overnaturlige midler drev vikingerne bort; senere i Saxos tid, da danskerne og nordmændene var kristnede, henlagde de naturligen de magter, der kjemper med tryllemidler, til bjarmer og finner, og helgenen bliver en finnekonge. Maaske ligger her en forklaring af selve navnet Mattull paa finnekongen.

St. Germanus havde været biskop i Paris og afbildedes følgelig i bispedragt eller i geistlig dragt; og i denne skikkelse stod han selvfølgelig ogsaa for folkeforestillingen i Frankerriget.

I annalernes beretninger fortælles vistnok ikke udtrykkelig at St. Germanus aabenbarede sig for vikingerne, men naar Ragnar overfor kong Horik siger, at han ikke fandt nogen anden, som gjorde modstand mod ham i Frankerriget end den gamle Germanus, og naar han kort efter raaber, at Germanus staar ved siden af ham og slaar ham, saa forudsætter dette, at Germanus efter hans tro har vist sig for ham tidligere.

Om Ragnar kjendte eller mindedes hans navn, tør vel være tvilsomt. Beretningerne om dette vikingetog stammer alle fra kristne, og er seet med kristne øine. Nævnelsen af Germanus's navn i disse fortællinger maatte være selvsagt for den kristne nedskriver, hvem helgenens hæder laa paa hjerte.

Men har vikingerne ikke kjendt helgenens navn, maatte det ligge særlig nær for dem at betegne ham efter hans geistlige dragt. Selv om normannerhæren skulde have hørt helgenens navn, vilde dette naturlig og let forsvinde i sagnet hos kommende slægtled.

Det middelalderske latinske ord mantellus, mantellum og mantum o.s.v. betegner vistnok i sin almindelighed kappe, ytterkappe, men bruges med forkjærlighed særlig om den geistlige dragt, specielt de høiere biskopers embedsdragt, men ogsaa om munkekutten.

Det synes saaledes at være naturlig og let forstaaeligt, at den biskoppelige helgen, som ved overnaturlig kraft afværger normannernes angreb, blev betegnet efter sin eiendommelige embedsdragt, mantellus, som straks og stærkt maatte falde dem i øinene, og ikke efter det for vikingerne fremmede og ukjendte navn.

I gammelnorsk og islandsk literatur betegnes de geistlige, især munkene, ved benævnelsen kápumenn. Ogsaa til historiske personer har benævnelser efter den geistlige dragt heftet sig, helst som tilnavne. Saaledes har stamfaderen for den kapetingiske kongeslægt i Frankrige, Hugo Capet (fra 897), sit tilnavn at capatus, den som bærer munkedragt.

Mantellus og Mǫttull, betyder imidlertid ikke som kápumaðr og cappatus, kappemanden, men kun kappe. Hvis navnet Mǫttull skal kunne stamme fra Germanus's bispekjole, maa der kunne anføres analogier til, at dragten ligefrem han betegne manden. Af saadanne analogier er der flere.

I tyske og franske episke digtninger fra middelalderen, de tyske fra slutningen af det 12te aarhundrede, optræder ved flere leiligheder en fremmed ridder, som efter sin dragt kaldes "Graurock", "Grisagonella", "Grisa-gonella" betyder graakutten; gammelfransk "gone" og "gonelle" betyder nemlig munkekutte, kvindekjole.

I en latinsk krønike fra første fjerdedel af det 12te aarhundrede om fyrstehuset i Anjou kaldes den historiske person grev Gosfred af Anjou for "Grisa -Tunica", det vil sige "Graakjortelen", da han ukjendt optog en kamp til fordel for kongen af Frankrige. Efter seieren blev han ved et tilfælde gjenkjendt, og da heder det i krøniken: "Kongen gav den befaling, at Gosfred for fremtiden skulde bære navnet Grisa-Tunica."

Ogsaa i eventyrliteraturen findes oftere personer nævnt efter sin dragt, især personer med et hemmelighedsfuldt eller overnaturligt præg. I et bekjendt svensk eventyr gaar den forheksede prins, der er i besiddelse af overnaturlig viden, under navn at "Gråkappan", i et norsk under navn at "Kappan". Af samme art er de to Odinsnavne Hǫttr og Siðhǫttr (Sidhatten), ligesom navnet "prins Hatt" i et andet svensk eventyr.

Ogsaa i folkesagn og folketro gjør denne eiendommelige navneskik sig ofte gjældende. Tyske nisser eller kobolder bærer saaledes mange steder i Tyskland benævnelser efter dragten eller et eiendommeligt klædningsstykke. I Pommern kaldes de "Rotjäckchen" eller "Rothöschen; omkring Hildesheim "Hütchen" eller "Hodeke" ; andre steder "Hopfenhütel", "Langhut" o s.v. I Schweiz forekommer til og med "Stiefeli" eller Støvle.

Til denne navnerække synes navnet Mǫttull at høre.

Mǫttull forekommer endelig ogsaa i virkelig historiske kilder som tilnavn til en bekjendt erkepræst. Et brev, hvori han nævnes, er paa latin fra aar 1327 (Diplomatarium norvegicum 11, no. 162): "Dominus Thorquillus Mantellus". Præsten hed efter andre kilder Thorkel Gunnarsson Mǫttul.

Det er muligt, at en norrøn trolddomsskik han have været medvirkende til at fæste navnet Mǫttull til den i nordmændenes øine fremtrædende finske representant for trolldom.

Professor Sophus Bugge har gjort opmærksom paa, at "navnet Mǫttull vistnok staar i forbindelse med forestillingen om, at en troldmand frembringer trolddom, blænder og kverver synet, ved at svinge med sin kappe". Han henviser til Ynglingasaga, kap. 46, hvor der fortælles om et strandhug, som vestfoldkongen Øystein øvede paa Varnestranden (Smaalene). Konge paa Varne var dengang Skjold, en tryllekyndig mand. Da Skjold kom med sin hær til stranden, var Øystein seilet bort og kommet over fjorden. Skjold saa hans seil. Da tog han sin kappe (mǫttull) og svingede med den, og samtidig stønnede han. Da de seilede ind om Jarlsø, sad kong Øystein ved styret. Et andet skib seilede nær dem; saa kom en styrtsjø, og seilaasen eller bommen paa dette skib slog kongen overbord; det blev hans bane. Sagaen bruger udtrykket: "tók hann mMǫttulttull sín ok veifði".

I Viglunds saga, en opdigtet kjærlighedssaga fra midten eller slutningen af det 14de aarhundrede, forekommer sn fortælling, som staar nær beretningen i Ynglingasaga. En troldkjærring, som heder Kjolvor, hekser et uveir naa Viglund og hans fæller, mens de er ude paa fiske. Det heder, at hun svingede med sin hætte mod øst, og da tyknede uveiret raskt til.

Vatsdæla saga fra omkring 1250 fortæller om en anden tryllekyndig kone, Groa, at hun vendte sig mod fjeldet og svingede med et klæde, som hun havde knyttet guld ind i, og saa sagde hun: "Lad nu ske, hvad beredt er!" I det samme gik et lerfald over bøen og begravede huset og hende selv.

I Hǫrd Grimkellsons saga fra lidt efter 1300 heder det, at den tryllekyndige Thorbjørg hindrede et overfald paa sit hus paa samme maade; hun føler paa sig, at der er slemme gjæster underveis, tager saa sit kasteklæde og svinger over hovedet. Da kom der mørkeskodde over dem, som vilde gjæste hende.

Ogsaa Njåls saga, i dens nuværende skikkelse fra 1260—1270, har en lignende fortælling: Paa Svanshol sad Svan og Tjostolv. Svan gjæspede stærkt og sagde: "Nu er Usvivs fylgjer paa færde hid." Da for Tjostolv op og tog sin øks. "Følg med mig ud," sagde han, "det er ikke stort som trænges." De gik ud begge. Svan tog et gjeteskind, viklede det om sit hoved og sagde: "Taage og styggedom og alskens undre komme i veien for dem, som søger mod dig!" Nu er at fortælle, at Usviv og hans følge red op paa Halsen; da kom en tæt skodde imod dem. "Dette er det Svan, som volder," sagde Usviv; "vel var det, om der ikke fulgte mere ondt efter." Lidt efter lægger der sig et sligt svart mørke for øinene paa dem, at de ingenting saa. De faldt af hesteryggen, mistede hestene og kom selv ud i myrer eller ind i skogen, saa de var nærved at sætte til; sine vaaben mistede de ogsaa. Da sagde Usviv: "Fandt jeg igjen mine heste og vaaben, vilde jeg vende om"; og ikke før havde han sagt det, saa kunde de skimte lidt og fandt hestene og vaabnene. Men flere af dem eggede til at friste paany, og det blev gjort. Men samme under kom iveien for dem. Slig gik det tre gange; saa maatte de snu.

I Eyrbyggja saga fra slutningen af det 12te aarhundrede findes der sn fortælling om, hvorledes troldkonen Katla kverver synet paa de mænd, som leder efter hendes søn. Hun faar dem til at tage ham for en haandten, en buk og en galt, tre gange efter hverandre; og da heder det, at mændene spørger sig: "Mon ikke Katla har svinget med en skindkappe (heðinn) over hovedet paa os?"

I Grettis saga fra omkring 1300 heder det ved en lignende anledning: "mange syntes, at Grette havde viklet en skindkappe om hovedet paa dem."

I alle disse beretninger øves tryllekunster ved at svinge med en kappe eller tilhylde sit hoved med et klæde eller skind, eller som det heder paa gammelnorsk: veifa (eller veifja) heðni, mǫttli, gizka, dúki, kofra o. s. v. Dette foraarsager i næsten alle tilfælde en forvildelse at modstanderne enten med uveir og skodde eller ved synkverving.

Denne skik er norrøn og ikke finsk. Men naar finnekongen Mǫtulls navn har sin oprindelse fra nordboerne, maa ogsaa tilknytningen til den magiske ritus søges hos dem, ikke hos finnerne.

Finnerne i gamle historiske sagn

Her følger sagn om Halvdan Svarte, Harald Haarfagre og Erik Blodøks.

Den stjaalne mad

Saavel i Ágrip (fra ca. 1190) som hos Snorre (henimod 1230) og i Flateyjarbok (fra ca. 1380) gjengives der et sagn om, hvorledes julekosten blev borte for Halvdan Svarte.

I Snorres Halvdan Svartes saga fortælles det saaledes: Kong Halvdan var en jul paa Hadeland. Juleaften hændte noget underligt. Der var en stor mængde mennesker forsamlet om ham, og da folk var kommet til bords, forsvandt al maden og alt øllet fra bordene. Kongen blev siddende igjen mørk i hu, men alle gjæsterne drog hjem hver til sit. For at komme efter, hvem der var skyld i det, som var hændt, lod kongen gribe en finn, som var en stor troldmand (margfróðr) og vilde tvinge ham til at fortælle sandheden. Man pinte ham, men fik ikke noget ud af ham. Finnen raabte paa Halvdans unge sønn Harald og bad ham indtrængende at hjælpe sig. Harald bønfaldt kongen om at skaane finnen, men kongen vilde ikke. Da slap Harald finnen bort mod kongens vilje og fulgte selv med ham. De kom til en høvding, som netop holdt et stort gjæstebud. Der blev de vel beværtede, — saa saa det ud for Haralds øine. De var vinteren over hos ham, og en dag om vaaren sagde høvdingen til Harald: "Din fader syntes, det var et svært tab han led, da jeg tog noget af julekosten fra ham i vinter, og han tog sig det svært nær. Jeg skal give dig gjengjæld for det, som dengang hændte, ved en glædelig tidende: Din fader er nu død, og du skal drage hjem; du skal faa hele det rige, som han har havt, og tilmed skal du vinde hele Norge."

Herefter fortælles om Halvdan Svartes død, og saa begynder første kapitel af Harald Haarfagres saga med følgende ord: "Harald blev konge efter sin fader, og da var han 10 aar gammel."

Ágrip (fra ca. 1190) indeholder den ældste beretning om den stjaalne mad, og Snorre har hentet sin fortælling fra Ágrip; men haandskriftet af Ágrip er nu ufuldstændigt og begynder midt i sagnet; man kan derfor ikke se, om det ogsaa her har været henført til Hadeland og julekvelden.

I Flateyjarbok (þáttr Halfdanar svarta) fortælles begivenheden paa følgende maade:

En juleaften, da kong Halvdan og hele hans hird havde sat sig til bords, der hvor han da var paa juleveitsle, hændte det, at al mad forsvandt fra bordene, baade mad og øl og alle de forraad, som var bestemt til gjæstebudet. Kong Halvdan blev siddende mørk i hu, alle de andre drog hjem hver til sit. Han prøvede paa mange maader at komme efter aarsagen til denne hændelse. Der var en trolddomskyndig finn i kong Halvdans følge. Ham lod kongen pine, forat han skulde sige det, men fik intet at vide. Finnen søgte hjælp hos Harald, kong Halvdans søn. Harald talte til sin fader og bad om skaansel for finnen, men det fik han ikke. Harald skaffede da finnen af veien og drog selv bort med ham. Paa sin færd kom de en steds hen, hvor en høvding just holdt gjæstebud. Der fik de begge god modtagelse. Da de havde været der en tid, sagde høvdingen til Harald: "Din fader mener, at der er overgaaet ham stor tort og skade derved, at jeg tog fra ham det, som han skulde havt til juleveitslen. Men jeg skal godtgjøre dig det, hvis du vil søge mit raad. Nu skal du først drage hjem; der er en mand stedt i nød, som du alene han berge, og det bliver til stort Heid for dig, for det er saa laget, at du skal blive ene konge over hele Norge. Saa rustede Harald sig til hjemfærden.

Efter et par bemærkninger om den hedenske jul og Odins mange navne, lader Flatøbogen umiddelbart efter følge en ny fortælling, som her gjengives væsentlig saaledes, som professor S. Bugge har forkortet den i den afhandling "Mythiske sagn om Halvdan Svarte og Harald Haarfagre".

Kong Halvdan sad i ro paa sin gaard paa Oplandene. Da forsvandt engang meget gods og guld fra hans skatkammer (gullhus), og ingen vidste, hvem der havde taget det. Kongen blev meget sturen herover, for han skjønte, at den, som havde gjort det, nok vilde komme igjen oftere, og for at faa tag i ham, lod han sætte op en snare og lod smede en fjætter af staal og sno de stærkeste blybaand. En morgen derefter, da folket kom til guldhuset, fandt de der en stor diger jotun. 60 mand maatte til, før staalfjætteren kom paa ham, og før de fik bundet ham med blybaandene. Kongen spurgte ham om, hvem han var. Han svarede, at han hed Dovre, og havde hjemme i Dovrefjeld. Endda han bad for sig og lovede, at han tredobbelt vilde betale for det, han havde taget, sagde kongen, at han skulde sidde der i fjætter og baand til han paa thinge var bleven dømt til den forsmædeligste død. Ingen at kongens mænd maatte hjelpe ham eller give ham mad. Den som dristede sig til det, skulde miste livet. Dermed gik kongen og lod Dovre sidde igjen.

Lidt efter kom Harald hjem og fik høre det, som var hændt. Han var da 5 aar gammel. Han skjønte, det ikke nyttede at bede for Dovre, men gik hen til ham, der han sad og havde det ondt. Harald spurgte: "Skal jeg give dig livet?" Dovre svarede: "Jeg ved ikke, om jeg vil udsætte dig for saa stor fare." "Hvad har du med det?" spurgte Harald, og skar baade fjætter og baand af ham med et saks (et kort sværd), som finnen havde givet ham, og som var af saa godt jern, at ingen havde set magen. Da Dovre var kommen fri, takkede han Harald for livet og var ikke længe om at binde sine sko; "han lagde rumpen paa ryggen og satte afsted".

Det varede ikke længe, før de paa kongsgaarden fandt, at Dovre var kommen løs. Harald sagde, at det var han, som havde sat ham i frihed. Da blev Halvdan saa vred, at han jog sønnen bort; "jeg nænner ikke at dræbe dig," sagde han, "men ingen faar lov til at hjælpe dig; nu han du søge hjælp hos troldet Dovre " .

Harald vandrede da bort. Han laa ude i skog og ødemark i 5 nætter; sjette dagen sad han paa en aaben flekke inde i skogen og var baade tørst og sulten. Da kom Dovre til ham og spurgte, om han vilde følge ham hjem; "det er jo mest for min skyld, du er kommen op i dette". Da Harald sagde ja hertil, tog Dovre gutten paa armen og bar ham hjem til sig; og fort gik det. Han boede i en stor heller (hule i fjeldet). Men da han skulde ind i hulen, bukkede han sig ikke nok, gutten klaskede mod bergvæggen, saa han daanede. Dovre blev saa ilde ved, at han begyndte at storgræde. Da Harald kom til sig selv igjen og fik se, hvordan Dovre bar sig, sagde han: "Det er da sandt, fosterfar, at faa er fagre, naar de græder. Vær du glad, der feiler mig ingenting." Hos Dovre blev Harald i 5 aar. Dovre holdt meget af ham og gjorde alt, han vilde. Harald vokste sig stor og stærk. Dovre gjorde ham klog paa mangt og meget, som ikke folk flest vidste, og lærte ham op i alskens færdigheder.

En dag talte Dovre til Harald og sagde: "Nu har jeg lønnet dig, fordi du frelste mit liv, thi nu har jeg laget det saa, at du bliver konge. Din fader er død, og jeg var ikke langt borte, da det hændte. Nu skal du drage hjem og overtage dit rige. Ikke skal du lade klippe dit haar eller dine negle, før du bliver ene konge over hele Norge. Jeg skal hjælpe dig og være hos dig i slagene, uden at nogen ser mig. Far nu vel! Hæder og lykke følge dig i alt, og ikke mindre for det, at du har været her hos mig!" Da Harald kom hjem, blev han taget til konge over hele det rige, som hans fader havde havt. Han fortalte sine mænd, hvor han havde været i disse 5 aar, og blev da kaldt Harald Dovrefostre (Dovres fostersøn).

Man har almindelig antaget, at jotnen Dovre er en maskeret fremtrædelsesform for Odin, saaledes som det skinner igjennem i Flatøbogens fremstilling af sagnet. Skildringen af høvdingen i sagnet om julekosten giver det samme indtryk, om det end ikke direkte udtales i sagnet selv; det er derfor ikke underligt, at Flatøbogens afskriver et par kapitler efter ligefrem siger, at det var Odin, som tog maden fra Halvdan.

Sagaforfatterne og afskriverne i det 13de og 14de aarhundrede har ment at gjenkjende den gud, som vandrede formummet om blandt menneskene, og som allerede efter eddakvadet Grimismál (fra ca. 950) blev fanget og pint at en jordisk konge. Men heraf følger ikke, at "høvdingen" og Dovre fra først af har været menneskelige fremtrædelsesformer for Odin. En saadan opfatning maatte i tidens løb med største lethed danne sig paa grund af det hemmelighedsfulde, halvt overnaturlige præg, som begge sagnpersonligheder bærer; især vilde omdannelsen have let for at finde sted i den senere middelalder, da de hedenske guder var sunket ned til uvætter, troldmænd eller djævle. Naar sagaskriverne, og vel allerede sagafortællerne, opfattede Dovre og den mystiske høvding som Odin, har vi heri alene at se naturligt udslag af den trang til national og lokal tilpasning og tillempning, som er eiendommelig for al traditionsudvikling. Og denne trang har i sagnet om madranet og om Dovre vistnok virket stærkere end vanligt, fordi Grimnismåls fortælling om den grebne og bundne Odin har gjort sig gjældende og paavirket de to sagn.

Men efter sit emne har intet at sagnene noget med Odin at gjøre. Begge har sit udspring i fremmede traditioner, som lader sig paavise.

Hovedemnet i sagnet om maden, som forsvinder for Halvdan Svarte, har naaet nordboerne tra kelterne i Sydvest-England og stammer fra en walisisk "mabinogi", det vil sige en slags eventyr fortælling.

I Wales er der nemlig i haandskrifter fra det 14de og 15de aarhundrede bevaret en række eventyrlige eller romantiske fortællinger, som for en stor del han føres tilbage til det 12te aarhundrede, og som almindelig gaar under navn af "mabinogion" (som er flertal af mabinogi).

I et af disse eventyr, som i ethvert tilfælde synes at række tilbage til midten af det 12te aarhundrede, findes følgende fortælling, som her gjengives i udførligt uddrag:

"Lludd og Llevelys var sønner af kong Beli den store. Efter Belis død tilfaldt kongedømmet hans ældste søn Lludd. Han var en tapper kriger og overmaade gavmild med mad og drikke. Hans broder Llevelys var en viis mand; han blev gift med kongen af Frankriges eneste datter og arvede efter ham Frankrige.

I kong Lludds tid kom der tre store plager over Britannien; Den første var den, at et underlig fremmed folk kom did; de kaldtes korannieit; deres viden var saa stor, at der ikke kunde føres nogen samtale i Britannien, hvor sagte man talte, uden at de hørte det; derfor kunde man ikke komme dem tillivs; den anden plage var et skrækkeligt skrig, som natten til hver Iste mai lød ved hver rygende arne over hele Britannien. Det skræmte folk slig, at mændene tabte farve og mod, og kvinder fødte i utide. Unggutterne og pigerne mistede forstanden. Dyr, træer, jord, vand, alt forstyrredes. Den tredje plage var den, at hvor store forraad af levnetsmidler der end blev samlet hos kongen, om det saa var mad og drikke for et helt aar, fik man dog ikke noget af det, undtagen det, som blev fortæret første nat. Og de to sidste plager kunde ingen udgrunde aarsagen til; man havde bedre haab om at faa fred for den første end for den anden og tredje plage.

Kong Lludd sammenkaldte alle sine stormænd, og efter deres raad udrustede han en flaade for at raadspørge sin broder, kong Llevelys i Frankrige, som var vis og raadsnild. Llevelys mødte sin broder paa havet, og da de traf sammen, slyngede de armene om hverandres hals og hilsede hverandre kjærlig. Da Lludd fortalte, hvorfor han søgte ham, sagde Llevelys, at han alt vidste, hvorfor han kom. For at kunne tale sammen, saa at vinden ikke tog deres ord og bar dem til korannieit, lod Llevelys gjøre et stort kobberhorn, som de talte gjennem. Men hvad de end sagde, saa hørte ingen af dem andet end hadske og bitre ord, ganske det modsatte af meningen. Saa skjønte Llevelys, at der sad en djævel i hornet, som krydsede og forvildede deres tale; derfor spylede han hornet ud med vin; thi ved vinens kraft bliver djævelen drevet ud.

Da de saa kunde tale sammen, sagde Llevelys, at han skulde give sin broder Lludd nogle insekter. Nogle af dem skulde han gjemme og holde ilive, om en lignende plage skulde komme en anden gang. Resten skulde han knuse i vand; dette var et godt middel til at tilintetgjøre korannieit.

Naar han kom hjem til sit rige, skulde han kalde hele befolkningen sammen, baade sine egne stammer og hele korannietifolket, som om han ville stifte fred med dem. Naar de da alle var tilstede, skulde han tage tryllevandet og stænke ligelig udover dem alle. Vandet vilde forgifte korannieit, men det vilde ikke dræbe eller skade nogen af hans eget folk.

"Og den anden plage i dit rige," sagde han, "det er en drage. Med den slaas en drage af en anden race og prøver at overvinde den. Derfor udstøder eders drage saadanne rædselsfulde skrig. Naar du kommer hjem, skal du maale hele Britanniens ø efter længden og bredden, og der hvor du nøiagtig finder øens midtpunkt, skal du grave et hul. Deri skal du heise ned en stor kjedel med den bedste mjød, som kan brygges, og over kjedelen skal du lægge et silketæppe. Saa skal du selv holde vagt paa stedet, da vil du faa se dragerne kjæmpe med hinanden i skikkelse af rædselsfulde dyr. Tilslut stiger de i drageskikkelse op i luften, og naar de endelig er udtrættet at den skrækkelige kamp, falder de ned paa tæppet som to smaagriser, synker med tæppet og drager det med sig tilbunds i kjedelen. Slaa saa tæppet sammen om dem og læg dem i en stenkiste og begrav dem paa det fasteste sted i dit rige. Saa længe de bliver liggende der, kommer ingen ny invasion til Britanniens ø.

Og nu skal du høre grunden til den tredje plage. Det er en mægtig troldmand, som tager din mad, dit drikke og alle dine forraad. Ved trolddom og stærke besværgelser sænker han enhver i dyb søvn. Du maa selv stille dig som vagt over maden, du skal bruge til dit gjæstebud. Forat han ikke skal bringe dig til at falde i søvn, skal du sætte et stort kar med koldt vand ved siden af dig. Naar du mærker, at søvnen vil overmande dig, saa kast dig i karret."

Da Lludd kom hjem, gjorde han, som broderen havde raadet ham. Tryllevandet udryddede hele korannieitfolket uden at skade nogen af briterne. Da han maalte øen, fandt han midtpunktet i Rytychen (Oxford). Dragerne viklede sig ind i tæppet, sank ned i den vældige kjedel, og da de havde drukket mjøden op, sovnede de; saaledes kunde de graves ned, og det skede i Egris fjelde. Da nu dette var gjort, lagede kong Lludd til et uhyre gjæstebud; saa satte han et kar med koldt vand ved siden af og vaagede selv over maden og drikken. Medens han stod saaledes, fuldt rustet med alle vaaben, henimod den tredje nattevagt, hørte han mange underlige læsninger og forskjelligartet musik. Da mærkede han, at søvnen holdt paa at overmande ham, og han kastede sig gjentagne gange i vandet. Tilslut kom der en mand ind, en ren jætteskikkelse i fuld rustning; han bar paa en kurv, og saa begyndte han, som han var vant til, at samle sammen alt det, som fandtes af mad og drikke og alle forraad. Saa lagede han sig til at gaa med alt. Det, som mest af alt undrede Lludd, var det, at en saa stor mangfoldighed af ting kunde rummes i kurven. Kong Lludd løb efter ham og raabte: "Stands, stands, du har tilføiet mig stor forsmædelse og store tab; men du skal ikke gjøre det oftere, hvis da ikke vaabnene viser, at du er stærkere og taprere end jeg." Manden satte straks kurven paa jorden og stillede sig imod ham. Kampen var frygtelig; der sprutede gnister af deres vaaben. Tilslut greb Lludd fat i ham, og skjæbnen vilde, at han blev seierherre. Den anden laa paa jorden under ham. Overvundet af Lludds styrke og tapperhed bad han om naade. "Hvorfor skulde jeg skaane dig," sagde kongen, "efter alle de tab, som jeg har lidt af dig?" "Alt, som jeg har taget fra dig, skal jeg gjengjælde dig fuldt ud, og jeg skal aldrig gjøre noget sligt mere. For fremtiden skal jeg være din tro vasal." Saa gik kongen ind paa det.

Slig befriede Lludd øen Britannien fra de tre plager, og siden herskede Lludd, Belis søn, over Britannien i fred og udelt lykke. Denne fortælling heder historien om Lludd og Llevelys, og slig ender den."

Denne fortælling om de tre store plager i kong Lludds tid meddeles ikke i Galfrid af Monmouths latinske krønike om de britiske konger, som er forfattet mellem 1132 og 1135; men den er optaget i en walisisk krønike, som væsentlig er en bearbeidelse af Galfrids verk, den saakaldte Brut Tyssilio: denne krønike henføres nu almindelig til den sidste halvdel af det 12te aarhundrede. Fremstillingen stemmer i næsten alle punkter med beretningen om Lludd og Llevelys; kun skal Lludd her ikke dukke sig ned i vandkarret, bare stikke fødderne i det. Desuden slutter krønikens version sig forsaavidt bedre til sagaens beretning om Halvdan Svarte, som der ogsaa her er tale om et dækket og fuldt besat gjæstebudsbord, ikke om et forraadshus, som skal bevogtes.

Beretningen om de tre plager, som overgik Britannien, forekommer indenfor den walisiske literatur ogsaa i de saakaldte triader, det vil sige korte annalistiske sammenstillinger af tre og tre navne eller tre og tre hændelser, som hver i sit slags forekom annalisterne at være de bemærkningsværdigste. Disse triader synes at række meget langt tilbage i den walisiske historie. Selve motivet med de tre plager ser ud til at hænge sammen med og vel at stamme fra denne eiendommelige art af annalistik.

Der kan ingen tvil være om, at den norrøne fortælling, som knyttes til Halvdan Svartes navn, har sit udspring i den walisiske beretning eller i en mundtlig variant af denne; det sidste er vel det sandsynligste, da fortællingen sikkerlig er kommet til nordboerne ad mundtlig vei.

Og hvor naturlig og let en saadan overførelse kunde finde sted, vil straks springe i øinene, naar man mindes de norske riger ikke blot i Irland, men ogsaa paa øerne Man og Anglesey nær kysten af Wales, med de stadige og varige forbindelser mellem kelter og nordboere, som disse kolonisationer medførte.

Men selv om beretningen om madranet fra kong Lludd er kilden til beretningen om madranet fra kong Halvdan, har dog denne sidste fortælling modtaget paavirkninger fra norrøne folkesagn og er blevet knyttet til norrøn folketro. Der eksisterer over hele Norden sagn, som ved at berette om, hvorledes huldrer eller andre af folketroens overnaturlige væsener usynlig er tilstede i gjæstebud og lag og forsyner sig af retterne, saa fade og har tømmes for gjæsternes øine. Faye meddeler i sine norske folkesagn et eksempel fra det 18de aarhundrede: I et bryllupslag i Bohuslen stod bordet dækket med mad og alt; men før gjæsterne havde taget sæde, var alt forsvundet. Der blev baaret ind ny mad, og gjæsterne begyndte at spise; men der gik mere til, end de satte til livs. En gammel rytter, som var der, hørte, at det smattede, som om der var griser tilstede; saa laante han en huldrehat i et berg i nærheden, og da han kom tilbage med hatten paa, saa han, at der mellem hver gjæst sad to trold, som tog til sig af fadene med begge hænder og lagde i sig. Han slog troldene over fingrene med sin pisk; saa fik gjæsterne spise i fred, og da var der mere end nok mad.

I O. Stv. Hansens "Bygdefortælling fra Tydalen" er der en lignende beretning om en mand, som laa i en barhytte i skogen. Om kvelden hørte han sligt snak udenfor. "Ker dæ e?" spurgte han. Saa var det en tuft, som vilde have ham med til bryllups borte i en gaard. Tuften laante ham en hat, og med én gang sad de ved bryllupsbordet baade manden og tuften. De aad tilgavns; men der var ingen, som saa dem. De sad og hørte paa, hvorledes baade kokken og de andre undrede sig paa, hvor der blev af maden.

Et andet sagn af denne art findes i Asbjørnsens Huldre-eventyr: Hatten falder af en hulder, som usynlig har været i et bryllupslag og rapset med sig baade kjød og flesk og smør og kage og øl og brændevin.

Grunden til, at disse hjemlige sagn, som er udbredt over hele Norden, har smeltet sammen med den walisiske fortælling, ligger først og fremst i selve grundoverensstemmelsen, at maden forsvinder, uden at man kan se nogen, som tager den. Overensstemmelsen er saa væsentlig, fordi baade det keltiske og de nordiske sagn er udformninger af en og samme primitive folketro — troen om vegetationsaanderne, som i vinterens løb søger at stjæle tilbage fra stabbur og lade den grøde, de mistede om høsten. Fremstillingen i Brut Tyssilio eller en dermed beslegtet sagnform kan have virket med til og lettet sammensmeltningen.

Paa samme maade tør man maaske i den ubestemte betegnelse en "høvding" om ham, som Harald kommer til sammen med finnen, se en reminiscens af den walisiske histories fortælling om, at troldmanden lovede at være kong Lludds vasal for fremtiden. Paa den anden side synes det, som fortælles om høvdingen og Haralds ophold hos ham, ikke at være andet end en let afændring af sagnet om Dovre, som senere skal omtales, og Haralds ophold i Dovres hule. Udtrykket høvding i den oprindelige norrøne sagnform, der gjengiver den walisiske fortællings vasal, har da bidraget til at fremkalde overførelsen af dette træk fra Dovre-sagnet.

Sagnet om Dovre og Harald Haarfagre

Sagnet om, hvorledes jotnen Dovre blev fanget af kong Halvdan, og om, hvorledes dennes søn Harald befriede Dovre, som senere til tak opfostrede ham, er tidligere meddelt efter Flatøbogen (pag. 582).

Hovedkilden for dette sagn er, som nedenfor paavist, et udbredt eventyr, "Guldhaaret", som senere er meddelt i flere versioner, men det har modtaget paavirkning fra to andre eventyr og fra et gammelt heltesagn. I Flatøbogen er dette sagn om Dovre sat i forbindelse med det ovenfor omtalte sagn om madranet (pag. 581), og begge sagn har allerede meget tidlig paavirket hinanden. Desuden har fortællingen i eddakvadet Grimnismål øvet indflydelse saavel paa madran-sagnet som paa

Dette skal nærmere paavises i den følgende undersøgelse, idet der først meddeles et par sidestykker fra sagaerne til Dovre-sagnet; derpaa omtales dette sagns alder og forholdet til Grimnismål, og videre sagnets laan fra fremmede traditioner. Saa følger eventyret "Guldhaaret" som hovedkilde til sagnet, med en undersøgelse over, hvorfor dette sagn har knyttet sig til kong Haralds navn, og endelig omtales eventyrets slægtskab med sagnet om Midas og Seilenos og forholdet til sagnene om Merlin.


Islandske sidestykker til Dovresagnet.


Det ene fortælles i sagaen om Bǫrd Snæfellsáss fra første halvdel af det 14de aarhundrede: Kong Dumb herskede "over de store havbotner, som strækker sig nord om Helluland, og som nu kaldes Dumbs-hav". Han var paa fædrene side af jotunæt (risakyn), men hans moder var af troldæt (tröllaætt), og han slægtede denne sin dobbelte æt paa.

Fra Kvænland ranede han kong Snær den gamles datter Mjǫll, som var overmaade vakker. De fik en søn, som de øste vand over og kaldte Bǫrd, efter Dumbs fader, Bǫrd rise. Han var stor og fager og mærkværdig lig sin moder, som var saa vakker og hvid i huden, at den sne, som er den hvideste og falder i stille veir, og som heder mjǫll, fik navn efter hende (se ovenfor pag. 569).

Kort efter opstod der ufred mellem thurserne og kong Dumb, og derfor førte Dumb sin søn sydpaa til Dovrefjeld. Der herskede en mand i berget, som hed Dovre; han tog vel imod sin ven kong Dumb, og denne bad ham fostre sønnen, og Dovre lovede det. Da var Bǫrd 10 aar gammel. Siden lærte Dovre Bǫrd op i alskens idrætter og slægtskjendskab og i kampdygtighed, og det var heller ikke sikkert andet, end at han ogsaa lærte galdr og trolddom, saa han blev baade fremvis og af dyb indsigt, thi Dovre var meget dreven i dette. Alt dette blev i den tid kaldt kunster og videnskaber (listir).

Dovre havde en datter, som hed Flaumgerd; hun var stor og djærv at se til, men ikke overvættes deilig. Hun var af menneskeæt paa morssiden, men hendes moder var død. Disse tre boede sammen i helleren; Bǫrd og Flaumgerd kom godt ud af det sammen, og Dovre lagde dem ingen hindringer i veien. Da Bǫrd var 13 aar gammel, giftede Dovre ham med datteren, og de blev hos Dovre 5 aar til. Saa var det en nat, at Bǫrd drømte, at han saa et digert træ skyde op af ildstedet hos sin fosterfader. Det havde mange grene og voksede saa fort, at det krøllede sig under berget i helleren, og saa skjød ud gjennem hellergluggen. Saa stort var det, at han syntes, at knopperne paa det naaede ud over hele Norge. Men skjønt alle grenene var rige paa blomster og blade, var der dog en gren, som havde de allervakreste, og en af grenene havde guldfarve. Denne drøm tydede Bǫrd saa, at der vilde komme en kongebaaren mand til Dovres heller og blive opfostret der, og at denne mand vilde blive enekonge over Norge. Den vakreste grenen maatte betyde en konge af hans ætmænd, som blev opfostret der, og denne konge maatte indføre en anden skik end den som før var. Folk mener for vist, at disse lyse blomster og blade betegnede kong Olav Haraldsson.

Efter denne drøm reiste Bǫrd og Flaumgerd bort fra Dovre; de fór til Haalogaland, og lidt senere kom Harald Halvdanssøn til Dovre og blev opfostret der. Dovre gjorde ham skikket til at blive konge over Norge, saaledes som det fortælles i sagaen om kong Harald Dovrefostre.

Det andet sidestykke til Harald Haarfagres opfostring hos Dovre findes i Kjalnesinga saga fra begyndelsen af det 14de aarhundrede. Ogsaa her henlægges fortællingen til selve Harald Haarfagres tid. Islændingen Bue, som paa Island havde brændt op et gudehov, kom til kong Harald ved Steinkjær og tilbød ham sin tjeneste. Kongen svarede: "Fordi du gjorde det niddingsværk at brænde vore guder inde, havde jeg dræbt dig, hvis du ikke selv havde overgivet dig til mig. Nu skal du løse dit hoved med en sendefærd. Du skal hente et bretspil hos Dovre, min fosterfader, og bringe mig det." Bue spurgte, hvor veien laa, hvortil kongen svarede, at det fik han selv finde ud. "Mange vil sige at dette er at sende en i døden," svarede Bue, "men jeg skal tage det paa mig."

Saa reiste Bue og var sommeren over i Trøndelagen; der spurgte han sig for og fik vide, hvor Dovrefjeld laa. Den anden vinter, da sneen havde lagt sig paa fjeldene, reiste han op i bygden og holdt sig en tid hos en bonde, som hed Raud. Raud sagde, at kongen havde sendt mange mænd i det ærinde, men at ingen var kommen tilbage. "Det er klart, at kongen vil have dig af live. Jeg ved ingen mand, som har greie paa, hvor Dovre hersker, uden kong Harald selv. Men jeg skal vise dig veien til Dovrefjeld, og der det bratberg, hvor folk flest tror Dovres heller er. Lag det slig, at du kommer did julekvelden. Siden faar du se dig om og hjælpe dig selv."

Julekvelden stod Bue under bratberget, men han saa ikke ligt til nogen dør. Saa slog han med sværdhjaltet i berget og raabte: "Luk op halden din, Dovre! og slip ind en træt færdesmand!" Dette sagde han tre gange. Da laat det i hammeren, som naar tordenen gaar; der gik en dør op i berget, og en kvinde kom ud; hun var stor og fager med en rød kjortel, svært sølvbælte og udslaaet haar, sligt som piger pleier at bære. Det var Frid, Dovres datter. Bue sagde, at han vilde træffe hendes fader og bede om juleophold. De gik en stund ind gjennem fjeldet, saa lyste det af ild. Hun lukkede op en dør, og nu kom de ind i et lidet rum, hvor alt var tjeldet og velstelt. Det var Frids eget rum. Frid bad ham sidde ned og lægge vaaben og reiseklæder af og beværtede ham med herlig kost og drikke paa et pragtfuldt dækket bord. Frid satte sig hos Bue, de drak sammen, og hun bad ham fortælle om sin færd. Bue fortalte hende alt. "Du har gjort vel i, at du ikke har skjult noget for mig, og det kan være, at du ikke faar mén af det, men det kan nok hænde, at jeg vidste det før," sagde hun. Hun gik da ind til sin fader og sagde, at der var kommet et lidet skogsbarn, men det skulde hvile, saa han fik ikke se det idag. "Nu skal du sove inat i mit rum," sagde Frid til Bue, og det var ham ikke imod. De legede da om kvelden.

Om morgenen sagde Frid, at han skulde gaa frem for faderen og djærvt kræve juleophold. Bue kom da ind i et stort rum, som var vel stelt med halm paa gulvet. Borde stod rundt omkring, og der sad mænd og kvinder, og unge mænd gik rundt og skjænkede. I høisædet sad en skjægget mand og Bue forstod, at det maatte være Dovre. Han gik frem for ham og sagde: "Hil være dig, kong Dovre, med din glade hird!" Dovre spurgte da sin datter, om det var det skogsbarn, hun havde talt til ham om igaar, og hun sagde, at det var det. Dovre sagde: "Faa slige mænd er kommet fra mandheimen, undtagen min fosterson, kong Harald." Han spurgte Bue om hans ærinde, og denne svarede, at han var en udenlandsk mand og kom for at bede om juleophold, at han havde hørt om Dovre, og han syntes, at han maatte se en saadan høvding. Dovre sagde da, at han skulde være hos ham og drikke om dagen, og de skulde tale sammen, men om kvelden skulde han lege med hans datter Frid i hendes stue, for det kunde hænde, at hans huskarle var noget haardhændte.

Bue takkede med vakre ord; han og Frid gik tvert over gulvet og bad tre, som sad der, flytte sig. Saa lagde hun hynder paa bænken, og der sad de om dagen, og om aftenen hilsede de Dovre, gik til hendes stue og var der om natten. Saaledes gik det julen ud. Paa affaredagen takkede Bue Dovre og sagde, at han ikke længer skulde sidde ham nær. Men Dovre sagde, at han skulde være velkommen hele vinteren, hvis han likte det. Bue takkede, og vinteren gik, og da der var faa dage igjen til sommerdagen, talte Bue til Frid om sit ærinde og bad hende lægge ind et godt ord for ham hos sin fader. Frid sagde: "Falder det dig ikke ind, at du har været her i vinter paa en saadan maade, at du har liden udsigt til at komme i mandheimen igjen. Behøver jeg at sige dig, at jeg gaar med dit barn." Bue svarede, at han vilde ikke sige noget imod det, men han ventede dog, at hun vilde hjælpe ham. Da svarede hun: "Jeg vilde ikke like, at du blev dræbt, skjønt du nok kunde fortjent det."

Hun gik da ind til sin fader, satte sig paa hans fang og lagde armene omkring hans hals og spurgte, hvordan han vilde skilles fra sin julegjæst. Hun raadede ham til at give Bue det bretspil, som kong Harald ofte havde sendt bud efter, og desuden en ring til minde. Dovre gav da Bue bretspillet og ringen, og Bue takkede med fagre ord og tog afsked. Da Bue og Frid var kommet til hellerdøren, aabnedes helleren og Frid gik ud og sagde til Bue: "Hvis det barn, jeg gaar med, bliver en pige, skal det blive her hos mig, men hvis det er en gut, saa vil jeg sende ham til dig, naar han er 12 aar gammel. Da skal du tage vel imod ham, og hvis du ikke gjør det, saa vil du nok faa føle det. Nu følger jeg ikke længer. Farvel." Og dermed skiltes de. Bue kommer da paa tilbagefærden til Raud og derefter til kong Harald, hvem han gav bretspillet.

Begge disse fortællinger om Dovre stammer fra sagnet om Haralds ophold hos Dovre. Baardsagnet er ligetil en etterligning. Dette fremgaar tydelig baade af henvisningen til sagaen om Harald Dovrefostre og af Baards drøm om det store træ, som vokser op i Dovres haller. Denne drøm er intet andet, end hvad Ragnhild, Haralds mor, drømte, før han blev født, om et stort træ, som skyder raskt i veiret og breder sig ud over hele Norges land. Ragnhilds drøm findes kun i Snorres "Heimskringla"; forfatteren af Bárðs saga maa da enten have benyttet baade Snorre og den fremstilling, som ligger til grund for Flatøbogen, eller ogsaa har der virkelig, som hans ord tyder paa, eksisteret en selvstændig saga om Harald som Dovrefostre, hvori ogsaa Ragnhilds drøm var optaget.

Ogsaa Kjalnesingasaga viser sig helt afhængig af sagnet om Harald og Dovre. Det er til og med kong Harald selv, som sender Bue til Dovre, og det i et ærinde, som hænger sammen med Haralds eget tidligere ophold hos Dovre. Der kan ingen tvil være om, at begge disse sagaforfattere har faaet ideen til sin fortælling fra Harald-sagnet.

Men til fostringsmotivet, saaledes som det fremtræder i fortællingen om Haralds ophold hos Dovre, har de knyttet et andet motiv, direkte hentet fra folketroen, motivet om jotundatterens kjærlighed.

Medens dette nye motiv i Baards saga er ganske løst fæstet til fostringsmotivet, og næsten ikke er udformet, har kjærlighedsforholdet mellem Bue og Frid næsten helt fortrængt det oprindelige motiv om opfostringen; det er ble vet kun til et vinterophold.

Disse to motiver, som i traditionen ofte blander sig, danner hver for sig grundlaget for hver sin eventyrcyklus. Jotundatterens kjærlighed er hovedmotivet i den kreds af eventyr, som man efter den norske version kunde kalde "mestermøeventyret". En jotun eller vildmand som fosterfar er grundemnet i en anden vidt udbredt cyklus af eventyr.

I denne eventyrcyklus er det, vi har at søge hovedkilden til sagnet om Harald som Dovres fosterson.

Der er adskillige beretninger i den gamle literatur om helte, som er fostret af jotner saaledes som Harald Haarfagre. De fleste af disse er som i sagnet om Baard og Bue sammenknyttet med elskovsmotivet. Saxo beretter, at jotnen Vagnhoved fostrede Hadding efter hans faders død og senere hjalp ham i strid. I Ketill Hængs saga bliver Ketill, som er paa fiske, drevet til havs i storm; han kastede da ud nogle bøtter med smør, og da kom der op en hval, som gav ham læ i stormen. Da han kom til land blev han vel modtaget hos jotnen Brune, som lod ham ligge hos sin datter Ragnhild, og bredte en oksehud over dem for at skjule dem for de andre jotner. I Ǫrvarodds saga berettes om jotnen Hildir, at han reddede Odd fra en grib og bragte ham til sin heller; i den tro, at han var et lidet barn, tog hans datter Hildegunn ham op i sengen til sig for at fostre ham op sammen med sin egen nyfødte broder.


Dovresagnets alder og forholdet til Grimnismál.


Navnet Dofri forekommer tidligst som jotunnavn i en navneremse (þula) i Snorres Edda sammen med en hel del andre navne paa jotner; denne remse er efter Finnur Jónsson forfattet af en islænding omkring aar 1200.

Bortseet fra de to efterligninger i Baards saga og Kjalnesinga-saga hentydes der til Haralds opfostring hos Dovre i en række andre islandske sagaer. Professor Finnur Jónsson mener, at ingen af disse hentydninger kan vise længere tilbage end til aar 1300; men han anfører kun som grund, at ingen af de skrifter, der hentyder til sagnet, er ældre end 1300, undtagen Vatsdæla saga; hentydningen her anser han som senere indskudt.

Denne opfatning kan dog ikke være rigtig. Efter den paavisning, som her gives af oprindelsen til sagnet om madranet, saaledes som Ágrip fortæller det ca. 1190, springer det i øinene, at fortællingen om madranet indeholder træk, som intet tilsvarende har i det keltiske eventyr og kun er let varierede gjentagelser fra sagnet om Harald og Dovre. Naar Harald i madran-sagnet slipper den fangne finn løs og følger ham fra kongsgaarden, ligesom han i Dovresagnet løser den fangne Dovre og kort efter følger ham til hans heller, saa har vi heri en uomtvistelig paavirkning paa sagnet om finnen og madranet fra Dovresagnet. Dette træk tilhører nemlig, som snart skal paavises, den eventyrfortælling, der danner det væsentlige grundlag for sagnet om Harald og Dovre. Ogsaa trækket om Haralds besøg og vinterophold hos "høvdingen" stammer fra Dovresagnet.

Disse forhold forudsætter med nødvendighed, at sagnet om Dovre og Harald allerede havde dannet sig, før Ágrip blev nedskrevet i slutningen af det 12te aarhundrede. Men da bortfalder enhver grund til med Jonsson at antage, at hentydningen i Vatsdæla til Harald som Dovres fosterson skyldes en senere interpolation i sagaen, som efter sit hovedindhold skriver sig fra omkring 1200.

Det eventyr, hvoraf Dovresagnet efter sit væsentlige indhold er oprundet, har desuden mere end 200 aar før Agrips tid været kjendt i Norden. Det kan sees deraf, at dette eventyr ligger til grund for en del af eddakvadet Grimnismål, som er fra omkring 950.

I prosaindledningen til dette digt heder det efter Sophus Bugges gjengivelse:


Odin og Frigg sad i Lidskjalv og saa ud over alle verdener. Odin sagde: "Ser du, hvor din fosterson Agnar faar born med gygeren i helleren? Men min fosterson Geirod er konge og styrer nu sit land?" Frigg svarede: "Han er saa nidsk paa mad, at han plager sine gjæster, om han synes, der kommer for mange af dem." Odin sagde, at det var en stor løgn, og de væddede om det. Frigg sendte sin tjenestepige Fulla til Geirod. Hun sagde, at kongen skulde vogte sig, saa han ikke blev forgjort af en troldmand, som var kommen i landet. Han kunde kjendes, sagde hun, paa det, at ingen hund var saa glubsk, at den sprang paa ham. Det var bare snak, at Geirod var nidsk paa mad, men endda lod han den mand gribe, som hundene ikke vilde springe paa. Han var i blaa kappe (i feldi blám) og kaldte sig Grimner, men han fortalte ikke mere om sig, endda han blev spurgt. Kongen lod ham pine for at faa ham til at fortælle og lod ham sætte mellem to ilde. Der sad han i otte nætter. Kong Geirod havde dengang en ti aar gammel søn; han hed Agnar efter kongens broder. Agnar gik hen til Grimner, saa kaldte Odin sig, og gav ham et fyldt horn at drikke og sagde, at hans fader gjorde ilde i det, at han pinte denne mand, som ikke havde skyld. Grimner tømte hornet. Nu var ilden kommen ham saa nær, at kappen brændte af ham. Grimner kvæder saa et kvad. Deri siger han: "I aatte nætter har jeg siddet her mellem ilde. Ingen bød mig mad uden Agnar, Geirods søn. Han skal ene herske over goternes land." Grimner ruller i sit kvad op et billede af al gudernes himmelske herlighed og særlig af Odins liv i Valhal, uden at han endnu nævner gudens egentlige navn. Han forkynder: "Alle guder skal blive den mand huld, som først rager ilden tilside og løfter kjedlerne af, saa æserne frit kan se mig." Og han fortsætter: "Nu har jeg aabenbaret mit aasyn for guderne. Nu skal hjælpen komme fra æserne, som er samlede ved Ægers gilde." Derpaa opregner han alle de forskjellige navne, som Odin gav sig, naar han færdedes blandt guder eller mennesker. Til slutning kvæder Grimner: "Du har drukket dig fra sans og samling, Geirod! Alle einherjers hjælp og Odins naade har du tabt. Jeg ser dit sværd blodigt. Dit liv er tilende, diserne er dig gramme. Nu ser du Odin selv. Kom mig nær, om du kan!" Kong Geirod sad der med et sværd, som halvt var draget ud af skeden, liggende over sine knæ. Da han hørte, at det var Odin, som var kommen der, reiste han sig og vilde tage guden fra ilden. Sværdet faldt ud af hans haand med knappen ned. Geirod snublede og styrtede fremover. Sværdet gjennemborede ham, og han fandt sin død. Da forsvandt Odin. Agnar blev konge og herskede i mange aar over goternes land.


Her stammer fortællingen om troldmanden, som blev grebet og pint for at faa ham til at tale, fra samme eventyr som Dovresagnet, hvilket eventyr nedenfor vil findes gjengivet i flere versioner; derimod er slutningen (gjennem flere mellemled) udsprunget fra Herodots fortælling om Kambyses, som med ett sværdsaarede guden Apis og til straf derfor paa samme sted, hvor han havde angrebet guden, saarede sig selv i laaret med sværdet, idet dopskoen var faldt af sværdskeden; det blev hans død.

Denne fremstilling i Grimnismål har som eftervist af Sophus Bugge paavirket baade sagnet om madranet og sagnet om Dovre. At Halvdan Svarte i madran-fortællingen lader gribe en troldmand, en finn, og lader ham pine for at faa ham til at tale, er ligefrem hentet fra Grimnismål. Ligesaa er beretningen i Dovresagnet om, at Harald ved sin faders død var 10 aar gammel, laant fra fortællingen, om at Agnar var 10 aar gammel, da hans fader døde, og i begge fremstillinger er den mand, som kongen har ladet sætte fast, tilstede ved kongens død. Og naar den fangne Odin i Grimnismål til løn for Agnars hjælp forkynder ham, at han som konge skal raade over goternes land, har vi heri forbilledet for madransagnets og Dovresagnets beretning om, at baade den unævnte høvding og Dovre lønner Harald med spaadomme om, at han skal blive enekonge i Norge. Hvad dette sidste træk angaar, er der imidlertid en nærmere overensstemmelse mellem høvdingsagnet og Dovresagnet indbyrdes end mellem noget af disse og Grimnismål; laanet fra Grimnismål maa paa dette punkt have fundet sted enten til sagnet om høvdingen eller til Dovresagnet; efter al sandsynlighed er det det sidste sagn, som paa grund af sit stofslægtskab med Grimnismål har gjort laanet og saa igjen har paavirket sagnet om høvdingen eller madranet.

Det er sikkerlig denne Grimnismåls fortælling om den maskerede Odin, som har ladet sagafortællerne i Ágrip og Flatøbogen opfatte baade høvdingen og jotnen Dovre som formummede aabenbarelser af Odin.

Naar Grimnismål saaledes i flere henseender har kunnet paåvirke de to sagn, som er knyttet til Halvdan Svartes og Harald Haarfagres navn, har dette en dobbelt aarsag; for det første det grundslægtskab, som med hensyn til emne er tilstede mellem Grimnismål og Dovresagnet; dernæst har ligheden i en ydre omstændighed virket med: Naar Frigg siger, at kong Geirod er madnidsk, svarer dette til det ord, som Halvdan Svarte og hans æt havde paa sig, nemlig beskyldningen for at være karrig paa mad. Halvdans bedstefader, Halvdan, kaldes ligefrem den madnidske; han kaldes ogsaa den gavmilde (hinn mildi ok hinn matarilli); thi han gav sine folk ligesaamange guldpenge, som andre gav sølvpenge, men han "svelti menn at mat" (sultede sine mænd i madveien). Snorre fortæller, at ogsaa Harald selv var madnidsk: Engang kom hans skald Thjodolv fra Kvin sent en kveld til kongen med sine mænd og satte sig længst nede og dulgte, hvem de var. Der var veitsle hos kongen, og han havde blandet op mjøden; men han gik paa gulvet og saa mod bænkene og mumlede dette vers for sig:


Graanende mænd og gamle
paa gaarden jeg ser i mængde.
Hærmænd mjødlystne hoder sig.
Hvi er I alt for mange?


Tjodolv svarte i et vers, at dengang de gik i slag for kongen, var de ikke for mange; saa tog han hatten af, og kongen kjendte ham og tog vel imod ham.


Laan i Dovresagnet.


Flatøbogens sagn om Dovre og hans forhold til Halvdan Svarte og Harald har, som før berørt, optaget træk fra flere forskjellige traditioner. Ligesom sagnet om madranet har modtaget paavirkning og afændring fra Dovresagnet, viser omvendt sagnet om Dovre i den unge form, hvori det nu foreligger, en indflydelse fra madransagnet. Dovresagnets begyndelse med tyveriet fra kongens guldhus har øiensynlig sit forbillede i selve madranet; men denne begyndelse er ikke oprindelig i sagnet om Dovre.

Det er dog alene foranledningen, som er kommet fra beretningen om madtyveriet hos Halvdan Svarte; fortællingstoffet, det episke byggefang i denne Dovresagnets indledning er derimod hentet fra et ældgammelt og viden spredt eventyr, som allerede fortælles af Herodot fra omkring 500 før Kristus og efter hans version pleier at benævnes Rampsinit-eventyret.

Dovresagnets skattetyveri fra kongens guldhus og de stærke snarer og fjetrer, som sættes op for at fange tyven, stammer fra dette eventyr om den listige tyv, som stjæler kongens skatte. Herodot fortæller om den ægyptiske konge Rampsinitos, at han lod opføre en bygning af sten til gjemmested for sine rigdomme. Bygmesteren lagde en af stenene saa kunstfærdig, at den uden vanskelighed kunde tages ud af væggen, og da han laa paa sit yderste, fortalte han dette til sine to sønner, og at han havde gjort det, forat de kunde have overflødigt at leve af. Sønnerne tog uden vanskelighed stenen ud og tog en mængde penge, og det holdt de paa med. Kongen kunde ikke begribe, hvorledes det gik til, at pengene blev borte; bygningen var lukket og seglene ubrudte. Han lod da sætte op snarer inde i bygningen. Da tyvene kom, faldt den ene lige i snaren. Han paalagde da straks sin broder at skjære hovedet af ham, forat ikke broderen ogsaa skulde komme i ulykke, og broderen gjorde det, lagde stenen paa sin plads og gik hjem med sin broders hoved. Fortællingens videre gang vedkommer os ikke her.

Dette eventyr har allerede i gammel tid kløvet sig i to hovedbehandlinger; den yngste og mest afændrede svarende til vort eventyr om "mestertyven", og en ældre gruppe som paa mange maader viser tilbage til Ægypten til Herodots berømte fortælling. Ogsaa denne ældre gruppe er almindelig udbredt i de nordiske lande og flere gange optegnet i Norge.

Fra Herodot har fortællingen sat sig fast i den gammelgræske tradition, hvor sagnet er knyttet til Theben til kong Hyrievs’s skatkammer, som Pausanias fortæller.

Hos Pausanias er det brødrene Trofonios og Agamedes, sønner af Erginos, hvorom der berettes. De var dygtige til at bygge templer for guderne og kongeborge for mennesker. De byggede templet for Apollo i Delfi og skatkammeret for Hyrievs i Theben. I dette sidste indrettede de det saaledes, at de kunde tage ud en sten, og saaledes stjal de altid noget af de skatte, som lagdes ind. Hyrievs kunde ikke forstaa dette, da laaset og alle segl var uskadte, og alligevel var det altid mindre og mindre af skatten. Han stillede derfor op over de kar, hvori han havde sit guld og sølv, snarer og lignende, som maatte holde fast den, der kom ind og berørte skattene. Da nu Agamedes gik ind, holdt disse redskaber ham fast; men Trofonios skar hovedet af ham, forat han, naar det blev lyst, ikke skulde vanæres, og forat han selv ikke skulde blive forraadt som delagtig i tyveriet. Det samme sagn fortæller Charax om kong Augeias’s skatkammer i Elis.

Med græske handelsmænd og krigere har denne fortælling bredt sig ud over Europa og en del af Orienten, fra Lilleasien til Indien. Derfra er den vandret nordefter gjennem Thibet til de uralaltaiske stammer og saa atter gjennem Rusland ind i Europa.

Foruden i disse eventyrtraditioner foreligger emnet ogsaa i en række middelalderlige skrifter, paa latin, gammelfransk og mange andre sprog; de ældste af dem fra det 11te og 12te aarhundrede.

De europæiske eventyr, som hører til denne cyklus, kjender som regel ikke den løse sten. De lader tyven slippe ind paa andre maader, stundom ved hjælp af en tryllestav. Overalt fanges han ved hjælp af snarer eller i et tjære- eller begkar.

Det andet drag i Dovresagnet, som skyldes en indflydelse fra fremmed tradition, er følgende:

Da Dovre var fanget i kong Halvdans snare, bad han om grid og tilbød at betale tredobbelt, hvad han havde stjaalet. Dette træk er trængt ind i vort sagn fra de walisiske eventyr om Lludd og Llevelys, som før er meddelt (pag. 584). I begge disse fortellinger er der tale om et ran, begaaet af et overnaturligt væsen; dette har været nok til at fremkalde overførelsen af trækket.

Den lille episode om, hvordan Harald med det udmærkede sværd, som han havde faaet af finnen, skjærer fjetteren og blybaandene af den fangne Dovre, synes endelig at stamme fra en egen version af det gamle heltesagn om Walter, nemlig den saakaldte slaviske formning. Den kaldes saa efter en polsk sagnform, som findes i en latinsk krønike fra det 13de aarhundrede.

Af den samme formning har man varianter fra middelalderen i Tyskland og i et engelsk sagn hos en latinsk forfatter fra det 12te aarhundrede. At samme formning har været kjendt i Norge og paa Island tidlig i middelalderen, fremgaar deraf, at den har afgivet stof til en af fortællingerne i Halvs saga, som er nedskrevet omkring aar 1300. Denne saakaldte slaviske version har afændret det oprindelige heltesagn og givet det en helt ny slutning, under paavirkning af et udbredt eventyr og af østerlandske legender om kong Salomos utro hustru:

Walters hustru har paataget sig at bevogte en fange, som kaldes Vislav; men hun forelsker sig i ham, løser ham og flygter selv med ham i Walters fravær. Walter satte efter dem, men da han kom til Vislavs slot, var denne paa jagt; hans kone faar øie paa ham og narrer ham ind i et bur eller fængsel. Vislav lod ham nagle fast til væggen med svære jernbøiler i det værelse, hvor han hviler med hans kone. Han overdrog sin hæslige søster Germana at passe paa ham, men ved et edeligt løfte om at ægte denne fik Walter hende bevæget til at løse sig. Han eiede et udmærket sværd, som skar jern og som stod ved den seng, hvor Vislav og Walters kone sov; Germana skar bøilerne næsten over med sværdet og stillede det bag ham ved væggen. Medens Vislav laa med hans kone, truede han dem, sprængte bøilerne og gjennemborede dem saa begge med sit sværd.

Foranledningen til, at dette drag er blevet overført til Dovresagnet, er følgende ligheder: Dovre sidder som Walter lænket, en af husets folk befrir ham mod herrens vilje, og de to flygter sammen; sværdet skjærer begge steder jern.

Hovedkilden for Dovresagnet er et gammelt og overmaade udbredt eventyr, som bærer mange navne efter eventyrets helt.

Det kan efter den typiske skildring af ham kaldes "Guldhaaret" ("Goldener"); et ganske almindeligt navn er ogsaa "Skurvehovedet" ("der Grindkopf").

Eventyret om "Guldhaaret" har gjennemgaaende følgende grunddrag:

En konge fanger en vildmand eller rise, som oftest under en jagt. Han sætter ham i bur eller fængsel, betror nøglerne til sin dronning og fastsætter dødsstraf for den, som hjælper fangen. Kongens lille søn leger med en ball eller en bue udenfor vildmandens bur; ballen eller pilen farer ind til vildmanden, som kun vil udlevere den, hvis kongssønnen vil aabne hans fængsel; gutten behøver bare at lægge hovedet i sin mors fang og bede hende lyske sig, og derunder stjæle nøglen op af hendes lomme. Gutten gjør det. Da kongen ser, at vildmanden er kommet løs, lader han sine tjenere føre sønnen ud i ødemarken, hvor de skal dræbe ham, eller ogsaa jager han ham bort, fordi han ikke nænner at dræbe ham. Saa vandrer barnet om i skog og ulænde og lider ondt; indtil med ét vildmanden staar for ham og fører ham hjem til sig; der bliver gutten i flere aar og læres op i kunster og færdigheder. Vildmanden lader ham ogsaa vaske sit hoved i en kjedel eller brønd (eller han dypper sit hoved deri mod vildmandens forbud); derved bliver hans haar som guld. Da han er voksen og fuldlært, fører vildmanden ham ud af ødemarken igjen og siger ham, at han skal tage tjeneste i en kongsgaard i nærheden. Men han skal skjule, hvem han er, og gjemme sit guldhaar under en lue, en hætte eller en blære, som om han var uren og skurvet. Som oftest faar han plads som gartnergut, ofte efter først at være jaget bort fra kjøkkenet, fordi de holder ham for uren. Kongsdatteren opdager imidlertid hans guldhaar ved ét tilfælde og forelsker sig i ham, da hun skjønner, at han er af ædel slægt. Ofte beder hun om at faa ham til mand, endnu mens han gaar forklædt som tjener. Faderen maa give sit samtykke, men liker det ikke; hyppig jages de bort fra kongsgaarden. Kort efter bliver kongen angrebet af en anden konge; skurvehovedet vil være med, men faar bare et elendigt øg og et rustent værge eller et træsværd og bliver udleet af hele kongens hær, da han med sit øg bliver stikkende fast i en myr, medens hæren drager til kampen. Ikke før er de ude af syne, før han kalder paa sin fosterfader, af hvem han faar en ypperlig hest og de bedste vaaben. Naar han naar frem til kampen, holder kongen paa at blive slagen, men den fremmede kjæmpe vender krigslykken og afgjør slaget. Da kongen vil takke for hjælpen og faa vide, hvem den unge mand er, sporer han sin hest og forsvinder. Tre gange gjentager denne redningsscene sig; tredje gang bliver den ukjendte, just som han springer bort, efterat slaget er endt, saaret af en af kongens folk med en pil eller landse; dette fører saa til, at han opdages og gjenkjendes som den foragtede tjener.

Den eventyrcyklus, hvortil Guldhaaret hører, kløver sig efter sin indledning, stort seet, i to hovedgrupper. Den ene gruppe omfatter de formninger, som svarer til den ovenfor gjengivne eventyrtype: en vildmand eller et overnaturligt væsen, som er faldt i en konges vold og sat i fængsel, løses af kongens lille søn, som til gjengjæld bliver fostret og oplært af den befriede vildmand. I den anden hovedgruppe begynder eventyret med fortællingen om et ægtepar, som ikke faar børn; et overnaturligt væsen skaffer dem ved magiske midler en søn, mod at gutten ved en bestemt alder skal tilfalde ham, og han tager nu barnet i sin tjeneste eller opfostrer og oplærer det. Denne formning har følgelig ingen brug for den fangne vildmand. Det er alene den første gruppe, som har interesse for vort sagn.

Her hidsættes enkelte versioner af denne gruppe, særlig saadanne som tilhører folketraditionen i de nordiske lande. Først meddeles den danske formning af eventyret, dog kun dens første del, i stærkt forkortet gjengivelse efter Svend Grundtvig: Vildmanden. Der var engang en konge i England, han havde i sit rige en stor øde skogmyr, som hverken havde vei eller sti. Der gik det ord, at alt levende, som kom der ind, blev borte med det samme. De kaldte den for vildmyren.

Kongen faldt engang paa, at han vilde undersøge myren. Midt inde i den traf hans folk paa en stor vildmand, som laa og sov. De fik bundet ham, inden han vaagnede, og de førte ham til kongens gaard. Han var skabt som et menneske, men meget større og lodden over hele kroppen og med bare ét øie, som sad midt i panden. Kongen var vis paa, at vildmanden havde store skatte, og dem havde han god lyst til at faa fat i. Men vildmanden svarede ikke et ord. Saa lod kongen ham sætte i et stort jernbur, og det lod han mure ind i et taarn af bare kampesten. Hver dag blev der stukket mad og drikke ind til ham gjennem jernstængerne; men nøglerne til taarnet havde kongen selv.

Saa skulde kongen ud i krigen og gav nøglerne til sin dronning, og bad hende passe vel paa dem; han svor paa, at hvem der slap vildmanden løs, han skulde miste livet. Kongen havde en søn, som var syv aar gammel. Han løb en dag i gaarden og slog ball med et guldæble. Saa fløi guldæblet ind mellem jernstængerne i taarnet. Gutten bad vildmanden kaste ballen ud igjen. Men han sagde, at han fik selv komme ind og hente den, og forklarede ham, hvordan han skulde faa nøglerne til taarnet listet fra sin moder. Kongssønnen løb da ind til dronningen og lagde hovedet i fanget hendes og sagde: "Der er noget, som klør i hovedet mit." Hun saa efter: "Der er ingenting," sagde hun. Imedens havde gutten luret nøglerne til sig. Saa sprang han ud til taarnet og lukkede den yderste dør op. Men først da han havde lukket alle tre døre op, fik han guldæblet. Saa var vildmanden fri; men før han gik, gav han kongssønnen en liden pibe og sagde: "Kommer du i nød, saa blaas i den og raab paa mig, saa skal jeg hjælpe dig." Dermed satte han afsted til vildmyren. Kongssønnen laasede alle tre døre igjen og listede nøglerne ned i lommen paa moderen.

Da kongen kom hjem fra krigen, blev han rasende over, at vildmanden var borte, og vilde dræbe dronningen. Da sagde prinsen, at han havde taget nøglerne og lukket op for vildmanden for at faa igjen guldæblet. Saa befalede kongen, at de skulde tage gutten og føre ham ud i vildmyren, saa kom han vel endda af med livet. Han vildrede om i myren; men med ét kom han til at huske paa piben, han havde faaet af vildmanden, og blæste i den og raabte: "Vildmand! Vildmand!"

I det samme stod vildmanden for ham: "Sæt dig paa ryggen min!" sagde han. Og saa bar han ham langt ind i vildmyren; der sank han med et lige ned i jorden, og dernede var det som i et helt slot. Om morgenen sagde vildmanden til ham:


"Her skal du bo, og her skal du være,
og her skal du staa syv aar i lære."


Saa lærte vildmanden ham op til at ride og skyde og svømme og at kaste med spyd.

Slig gik det syv aar. Da var kongesønnen 14 aar gammel. Saa lod vildmanden ham vaske hovedet i en brønd, han havde, og da blev hans haar som purt guld. Saa gav vildmanden ham nogle simple klæder at have paa sig og sagde, at nu skulde han ud i verden og prøve sin lykke. Om kvelden tog han ham paa ryggen og løb afsted med ham, og det gik saa fort, at gutten saa ikke, om det gik over land eller vand. "Her ligger en kongsgaard tæt ved," sagde vildmanden; "did skal du gaa og tage tjeneste. Du skal ikke tale om, hvor du har hjemme, eller hvor du kommer fra, og du skal altid beholde luen paa hovedet, saa ingen faar se guldhaaret dit. Hvis du trænger til det, skal du faa baade hest og vaaben af mig, bare du ønsker det. Og du skal aldrig være ræd for at ønske."

En svensk form af eventyret fra Vestmanland er meddelt af H. Dybeck (i "Runa" 1852):

En ridder fangede en dag i skogen et dyr, som folk aldrig havde seet mage til. Det var helt og holdent overgroet med mose. Han tog og satte det i et taarn. Ridderens lille søn leger med en ball ved taarnet, og dyret slipper ud ved guttens hjælp og flygter til skogs. Da ridderen faar vide dette, befaler han i sin vrede tjenerne at tage gutten med sig ud i skogen og dræbe ham, og som tegn paa, at de har gjort det, skal de have med sig hjem hans hjerte. Tjenerne havde medlidenhed med barnet og rørte ham ikke, men lod ham blive i skogen. De gav faderen hjertet af et kid, som de havde dræbt, og han troede, det var sønnens. Barnet farer vild i skogen, møder tilslut den befriede og drager med ham ind i berget. Saaledes gaar nogle aar. Da gaar der bud ud over hele landet, at kongsdatteren skal tage sig en mand. Den, som kan ride op paa et berg, hvor hun sidder, skal blive hendes mand og konge. Riddersønnen faar hest og skrud af vildmanden og vinder prinsessen, paa samme maade som i det norske eventyr om "Jomfruen paa glasberget". Den gamle mosegroede mand vil være med, saa styg han ser ud; han vil sidde under bordet, og beder riddersønnen røre ved ham med et rustent sværd, som han rækker ham, naar den gamle afdøde konges skaal skal drikkes. Det gjør ridderen, og i det samme bliver vildmanden til den gamle konge, som alle troede var bergtagen.

En anden svensk version har ogsaa blandet sig med eventyret om "Prinsessen paa glasberget"; den del som svarer til Dovresagnet, gjengives her forkortet, efter Hyltén-Cavallius og Stephens:

En konge, som var ude paa jagt, fangede en dværg eller en vildmand; men alt kongen talte til ham, vilde han ikke svare noget, hverken med godt eller ondt. Kongen besluttede sig til at holde ham fangen, og svor, at hvem der slap vildmanden løs, skulde dø, om det saa var hans egen søn. Han lod bygge et lidet hus eller bur af svære bjælker og med stærke laas til ham, og nøglerne stak han selv til sig. Saa skulde engang kongen ud i krig; han gav da dronningen nøglerne og paalagde hende at vogte vel paa vildmanden. Kongen havde en eneste søn. Han legte en dag med et guldæble, og det fór uforvarende ind ad gluggen til vildmandens bur. Vildmanden sagde, at gutten fik det ikke igjen, med mindre han skaffiede ham løs; "din fader gjorde ilde, da han tog mig fangen," sagde han. Gutten listede saa nøglerne til sig fra sin moder, mens hun lyskede ham. Vildmanden slap fri og takkede gutten og sagde, at han vilde hjælpe ham igjen, naar han trængte det. Da kongen kom tilbage, blev han overmaade vred og forhørte alle paa kongsgaarden; men ingen vidste noget, før prinsen kom. Han sagde, at det var ham, som havde sluppet ud den vilde mand. Saa skulde prinsen føres ud i skogen og dræbes, og hjertet skulde de bringe med tilbage til kongen. Men tjenerne kjøbte en galt, og hjertet af den tog de med sig til kongen. Imedens vandrede kongssønnen afsted i skogen. Langt om længe fik han se en kongsgaard langt borte. Han byttede klæder med en gut, som gik og pløiede, og kom til kongsgaarden, hvor han fik tjeneste som gjætergut.

Denne eventyrgruppe er kjendt og ikke lidet udbredt ogsaa i Norge. Den mest bekjendte repræsentant for det norske eventyr er "Enkesønnen" hos Asbjørnsen og Moe. Ingen af de norske versioner, som hidtil er udgivet, har imidlertid indledningsepisoden om den fangne vildmand.

Folketraditionen i vore bygder kjender den dog, ligesaavel som traditionen i Danmark og Sverige. Saaledes indledes vort eventyr i flere Telemarksbygder paa følgende maade: En konge, som er ude paa jagt, fanger en vildmand og sætter ham i et taarn. Kongssønnen gaar og skyder med sin barnebue; saa farer en pil ind gjennem gluggen til vildmanden, og han vil ikke give den fra sig igjen, med mindre kongssønnen slipper ham ud af taarnet; han skal lure til sig nøglerne, som ligger under dronningens hovedgjærde. Prindsen gjør saa og slipper vildmanden løs, men maa selv følge efter ud i skogen. Der bliver han mødt af vildmanden, ført hjem og opfostret hos ham. Derefter gaar versionen over i den almindelige norske fortælling.

Ogsaa paa Island forekommer vort eventyr under titelen "Thørstein med guldhaaret". Den eneste formning, som er offentliggjort fra Island, har, ligesom de udgivne norske, intet om det indledende motiv: vildmanden eller jotnen, som bliver fanget. Thorstein løber bort fra sine forældre og kommer til en jotunkvinde, hos hvem han tager tjeneste; senere flygter han fra hende paa en vidunderlig hest.

I et andet af de gamle norske bilande, Færøerne, møder vi ligeledes dette eventyr under navnet "Rossadrongurin" eller Hestedrengen; ogsaa her uden indledningsepisoden. Et andet færøisk eventyr "Drongnrin við gudlhárinun" svarer ganske til det nævnte islandske eventyr "Thorstein med guldhaaret"; men har ikke dettes slutning; begge versioner er i sin sidste halvdel afændrede.

Fra de forskjelligste dele af Tyskland kjendes en række for det meste nær overensstemmende variationer af eventyret om "Guldhaaret"; mest bekjendt er formningen "Der Eisenhans" hos Grimm.

Grimm siger i anmærkningerne til dette eventyr: "Overraskende nok fortælles der, ikke hos Snorre, men i Flatøbogen, en historie, som ligner vort eventyr, om den berømte norske konge Harald Haarfagre. Eventyret maa have et gammelt grundlag."

Navnet "Goldener", som eventyret ogsaa kaldes, er hentet fra et af disse tyske eventyr fra Tyrol. Foruden i Tyskland møder vi versioner af denne eventyrgruppe i Grækenland, paa Sicilien, i Norditalien, i det østlige Frankrig og i Bretagne, samt hos baskerne. Langt oftere end hos andre folk forekommer dette eventyrstof dog hos de slaviske folkefærd og deres naboer baade mod øst og vest. Saaledes hos ungarerne, rumænerne og lithauerne og paa den anden side hos asiatiske folkefærd lige fra de tyrkiske og tartariske stammer i Sydsibirien og til Indien og Siam.

Efter denne almene udbredelse over Østeuropa og det tilgrændsende Asien synes der neppe at kunne raade nogen tvil om, at det er østerfra, at eventyret har spredt sig over Europa.

Og som senere skal vises, synes dannelsen af denne gruppes modereventyr at have fundet sted just i det sydlige Østeuropa, under indflydelse af gamle græske sagn, maaske ogsaa af jødiske.

Det ligger i sagens natur, at de allerfleste af de formninger, som kunde nævnes af eventyret om "Guldhaaret", efter sin optegnelse og i sin nuværende skikkelse tilhører en nyere tid; folkeeventyrene er jo overhovedet først i den senere tid blevet gjenstand for nedskrivning og undersøgelse.

Den ældste af de versioner, som hører til denne eventyrgruppe, skriver sig fra reformationsaarhundredet. Ikke desto mindre lader det sig uomtvistelig godtgjøre, at denne eventyrcyklus allerede meget tidlig i middelalderen har været vidt udbredt i Europa. Det er allerede nævnt, at Grimnismál for en del beror paa dette eventyrstof, som altsaa saa tidlig som omkring 950 maa have været kjendt i Norden. Andre vidnesbyrd, som peger i samme retning, har vi i omdigtninger fra det 11te aarhundrede af tyske heltesagn om Walter, som paa sine gamle dage ukjendt tager tjeneste som gartner i et kloster og tre gange frelser klosteret og landet fra indbrydende fiender. Til grund for det tyske spillemandsepos "Orendel", som i sin originalform synes at være forfattet omkring 1190, ligger ligeledes dette samme eventyr; stoffet har her faaet en religiøs geistlig tone, ud fra korstogtidens kristelige roman tik. Som et tredje vidnesbyrd i samme retning kan nævnes den geistlige bearbeidelse af emnet, som forekommer i en fransk roman paa vers, "Robert le Diable", fra slutten af det 12te aarhundrede. Endelig bør der peges paa Qrvarodds saga fra sidste halvdel af det 13de aarhundrede; det er just det her behandlede eventyrstof, som danner grundlaget for sagaens sidste halvdel.

Disse og flere digtninger fra den tidlige middelalder, byggede over dette stof, godtgjør, at vort eventyr allerede omkring 1000- tallet har været vel kjendt i Europa.


Eventyret knyttet til kong Harald. Haralds tilnavne.


Den væsentligste foranledning til, at dette eventyr er blevet knyttet til kong Haralds navn og historie, er som ved saa mange sagnkrydsninger en udvortes overensstemmelse. Kjendemærket paa eventyrets helt er hans lange gyldne haar. Paa samme maade er den egenhed ved kong Haralds person, som gjorde størst indtryk paa hans samtid, netop hans lange skinnende haar, hvorom alle sagaer ved at fortælle, — om det end er sjelden, at det finder et saa fyldigt udtryk som i den unge fortælling om Hauk Haabrok i Flatøbogen, hvor det heder om Harald: "Han havde et haar saa fagert som silke eller drevet guld; det krøllede sig i store lokker og var saa langt, at han kunde stikke det under sit bælte."

Det er ogsaa denne egenskab, som har skaffet ham tilnavnet den haarfagre. De fleste historikere mener ogsaa, at hans andet kjendingsnavn lúfa har sit udspring fra den samme egenskab, idet lúfa enten betegner hans tætte, tykke haarvækst eller "lurvehovedet", det flokede, ugreiede haar, af samme grund, som heltinden i et norsk folkeeventyr bærer navnet "Lurvehætte", fordi hun var saa fæl og lurvet.

Ordet lúfa findes i den norrøne literatur kun anvendt som tilnavn til kong Harald, og vi kjender derfor ikke nøiagtig den betydning, ordet i sig selv havde. Betydningen "tæt, tyk haarvækst" synes nyere leksikografer ialfald at have dannet efter nutidsdialektord i norsk og svensk og efter Haralds tilnavn "den haarfagre". De fleste fortolkere giver da ogsaa ordet betydningen "floket, bustet haar" (coma incompta), og denne betydning er den eneste, hvori tilnavnet forekommer hos sagaforfatterne.

Tilnavnet lúfa møder os i en række sagaer, hvoraf her de ældste og paalideligste citeres: Ágrip, Egils saga, Fagrskinna og Snorre.

Ágrip (ca. 1190) siger om Harald, den gang han blev taget til konge: "Han bar da navnet Harald Luva; thi manden var dengang ikke haarfager, men siden blev hans navn ændret til Harald Haarfagre, fordi han var vakrere end andre mænd og havde mere haar (manna listulegastr ok hærðr bezt)."

I kapitel 3 i Egils saga (efter Finnur Jónsson fra tiden omkring 1200 eller kort efter) fortælles, at Harald havde "aflagt det løfte ikke at lade skjære eller kjæmme sit haar, før han blev enekonge over Norge. Han kaldtes Harald Luva". Om haarklipningen og navneændringen fortæller Egils saga ikke. Med undtagelse af to steder nævnes Harald hele sagaen igjennem ellers kun med navnet kong Harald eller Harald den haarfagre. De to steder, hvor han benævnes Harald Luva, er begge udsagn, som tillægges Haralds modstander Kveldulv i Fjordene. Han negter at reise til Møre for at slaaes "med Harald Luva, thi jeg er ræd for, at han har en diger børd med lykke, medens vor konge knapt har en nævefuld" (kap. 3 og 6).

Fagrskinna siger: "Hans haar var langt og floket; derfor kaldtes han Luva." Da han havde vundet eneherredømmet over Norge "klippede Ragnvald jarl paa Møre hans haar og gav ham navnet Harald den haarfagre". Paa et andet sted i Fagrskinna heder det, at "Haralds haarvækst var svær og af en eiendommelig farve. Det var at se til som fager silke".

Snorre kjender det løfte, Harald har aflagt om ikke at klippe sit haar, før han har lagt under sig hele Norge (kap. 4). Senere fortæller han, "at da Harald havde vundet hele landet, reiste han til veitsle hos Ragnvald jarl paa Møre. Der tog han laug, lod greie sit haar, og Ragnvald jarl klippede det. Da havde det været uklippet og ukjæmmet i 10 aar. Saa længe kaldte de ham Luva; siden gav Ragnvald jarl ham tilnavnet Harald den haarfagre, og alle sagde, at det var det sandeste navn, som kunde gives, thi han havde baade stort og fagert haar".

Om den betydning, som sagaskriverne har lagt i lúfa, synes der saaledes ikke at kunne tvistes; det sættes, specielt i Ágrip, i direkte modsætning til tilnavnet "den haarfagre", og betydningen "den lurvede" er uimodsigelig sagaforfatternes opfatning.

Men er nu denne opfatning af tilnavnet den oprindelige?

Det maa jo nemlig erindres, at der fra disse sagateksters tid er et sprang paa 250 aar op til skaldekvadene, der tilhører Haralds egen samtid. Og allerede i samtidige skaldes kvad møder vi lúfa som tilnavn for Harald. Det stammer altsaa fra hans egen samtid.

Første gang forekommer det i Thorbjørn Hornkloves digt om ham: Haraldskvæði eller Hrafnsmål, det vil sige ravnetalen, efter en ravn, som optræder talende i digtet. Dette digt er efter Finnur Jónsson forfattet mellem 885 og 890; i ethvert fald skriver det sig fra tiden efter Havsfjordslaget. Det er et hæderskvad til kong Harald. Thorbjørn var hans hirdskald og en af de skalde, kongen viste størst ære. Allerede disse forhold synes at gjøre det vanskeligt at antage, at kongens hirdskald i et kvad til hans pris, skulde betegne ham med et øgenavn "lurvehovedet".

Stedet lyder saa, med Aasens oversættelse ved siden:


Leiddisk þá fyr Lúfu
landi at halda,
hilmi enum halsdigra
holm lézk at skildi.
Leit vardt land aa halda
mod Harald Luva.
Attum holmen hopade
den halsdigre kappen.


Den "halsdigre" er Haralds hovedmodstander i Havsfjord.

Et fragmentarisk kvad om kong Harald, som tillægges Thorbjørn eller en anden af kong Haralds skalde, Thjodolv fra Kvin, bruger skalden i to strofer navnet Luva om Harald. Men disse versebrudstykker er sikkert ikke egte.

Naar det ikke lettelig kan antages, at Haralds egne skalde, selv ikke humoristisk, skulde have anvendt smædenavn til hans hæder, synes skaldekvadene at maatte bruge ordet lúfa i en anden betydning. Og mon denne betydning ikke endnu lader sig spore?

Den ældste anvendelse af tilnavnet forekommer i Thorbjørn Hornkloves kvad. Thorbjørns fødested er ikke kjendt, men han havde slægt paa Oplandene, og Fagrskinna kalder ham "en gammel ven af konger, som helt fra sin barndom havde levet i hird". Det synes da rimeligt at opfatte disse "konger" som Harald og hans fader og at antage, at Thorbjørn ligesom Harald var østlænding.

For opfattelsen af ordet lúfa vil da dette kunne være af betydning. Over hele det østlandske Norge betyder luve nemlig udelukkende "lue, hue", og har havt denne betydning i lange tider. I vestnorske dialekter knyttes den samme betydning neppe til andre former end huva, medens ord af samme rod som lúfa paa Vestlandet betegner pandedusk, uld eller lignende. Hvor langt tilbage i tiden denne klovning mellem øst- og vestnorsk gaar, er ikke bragt paa det rene, men meget gammel er den. I ældre svensk findes luva i betydningen hue ved siden af huva i ethvert fald omkring 1300.

Skulde der være noget væsentligt at indvende mod den antagelse, at denne østnorske eiendommelighed kan række tilbage til kong Haralds egen tid? Han var selv østlænding; Thorbjørn kalder ham allvaldr austmanna, østlændingernes hersker, og paa Østlandet begyndte han sine erobringskampe; rimeligvis har han ogsaa faaet sit første tilnavn der, ialfald stammer det fra hans kamptid, før slaget i Havsfjord.

Spørgsmaalet bliver da, om der kan paavises et udgangspunkt for den østlandske betydning af lúfa som tilnavn til Harald. Det tør da ligge nær at tænke paa det østnorske udtryk om den, som ved fødselen bærer den saakaldte seierslue: "han er fødd med luve".

Seiershuen kaldes, som bekjendt, det af fosterhinden, som stundom følger med barnet under fødselen. Overalt hos de indo-germanske folk, og langt udenfor deres kreds, holdes seiershuen for et mærke paa usædvanlig lykke; det barn, som er født med seiershue, ansees overalt for et lykkebarn. Og denne tro var almindelig udbredt allerede i de første aarhundreder af vor tidsregning, den omtales saaledes af en romersk historieskriver henimod aar 300, og bekjæmpes ivrig af kirkefaderen Krysostomos, som var patriark i Byzanz og døde 407.

Seiershuen har hos de forskjellige folkefærd mange og skiftende navne, men hue, hat, hjelm eller skjorte danner gjennemgaaende grundbegrebet. Romerne kaldte den pileus naturalis (naturlig hat); hos franskmændene heder den coiffe; i Belgien hamelette; i Holland heim; i England silly- eller selyhow, holyhow, caul, veil; i Tyskland bl. a. gluckshaube, gluckshelm, goldhaube, westerhaube, geburtshaublein, wehmutterhaubchen, gluckskappele, heim, hemd, schleier; i Danmark seierskjorte, -særk, -hue, sjeldnere bare hjelm; paa Island sigurkufi o.s.v. De norske navne er sigerhuva, segerluve, sikelhue, fager luve eller bare luve, det sidste dog kun i udtrykket "være født med luve", hvor betydningen af luve ikke kan misforstaaes. Lúfa, vort lue, hue, kommer af en germansk rod, som betyder "hænge ned, hænge løst ned". Denne betydning vilde passe fortræffelig om seiershuen, den naturlige lue. Det synes nærliggende at antage "seiershue" for ordets oprindelige betydning, som først senere ved paavirkning fra det etymologisk forskjellige, men lydlignende húfa er gaaet over til at betegne hue, lue, i almindelighed. Isaafald er sammensætningerne med siger- og lignende led yngre former, som stammer fra en tid, da lúfa allerede var faldt sammen i betydning med húfa og betegnede en almindelig hovedbedækning. En saadan udvikling vilde ogsaa lettest forklare den absolute brug af luve i nutidens østnorsk: "vera fødd med luve", og af de tilsvarende udenlandske usammensatte navne, som heim, haube, hutelin, hjelm, hamelette, caul, coiffe o.s.v.

Det synes naturligt, at baade tilhængere og modstandere har opfattet kong Haralds vidunderlige lykke som følge af, at han var et lykkebarn, født med sigerluve. "Harald havde," siger Ernst Sars, "seier i alle slag, og lykken fulgte ham uafbrudt; han havde, som Kveldulv udtrykte sig, lykke i lassevis, medens smaakongerne neppe havde en nævefuld." Hans lykke er netop den, folketroen tilskriver lykkebarnet med seiershuen.

At denne primitive folketro virkelig har afgivet grundlag for fyrstenavne, fremgaar af en parallel fra den romerske keiserhistorie. Historieskriveren Ælius Lampridius fra henimod aar 300 fortæller om usurpatorkeiseren Makrinus’s søn, at han var født med en "pileus naturalis", som lignede et diadem; deraf fik han navnet Diadematus, som senere blev ombyttet med hans morfaders navn Diadumenus; og de, som stillede hans horoskop, spaaede ham, at han skulde blive keiser. Det blev han ogsaa, men dræbtes efter en kortere regjering i 218.

Det bør dog udtrykkelig fremhæves, at hvad her er fremsat om oprindelsen til og betydningen af tilnavnet Lúfa, kun er en mulighed, en formodning. Dersom denne formodning ikke skulde vise sig rigtig, vil dette dog ingen indflydelse have paa paavisningen af, hvorledes eventyret om "Vildmanden" har afændret kong Haralds historie i sagaberetningerne. Men skulde det vise sig, at Haralds tilnavn Lúfa kan tydes paa den vis, som her er foreslaaet, vil derved opstaa en dobbelt og dybere sammenhæng med eventyret: eventyrhelten skjuler kjendemærket paa sit heltevæsen, det fagre haar, med en hue, en blære eller lignende, helt til han staar som seierherre og frit kan vise sit guldhaar for alle, og da faar han prinsessen, sin Ragna eller Gyda. I eventyret er den skjulende hue ligesaa oprindelig og betydningsfuld som guldhaaret. Eventyrhuen gaar nemlig ud fra den samme primitive folketro om seiershuen; helten i eventyret er lykkebarnet med seiershuen. Har eventyrets billedtale for 1000 aar siden været gjennemsigtigere og umiddelbart forstaaelig, vil overførelsen af eventyrets fortællingsdrag paa Harald være saa meget forklarligere. Da vil man endog fristes til at se en sammenhæng i den orden, hvori de to momenter følger efter hinanden: først lúfa, siden hárfagr; først skjulningen af haaret under luen, siden det frit baarne guldhaar.

I disse sagn om Harald Haarfagre er der imidlertid et motiv, som ikke er groet op af eventyret, om det end tør være eventyret, som har foranlediget sammenknytningen. Det er sagaernes fortælling om det løfte, Harald aflagde ikke at kjæmme og klippe sit haar, før han havde underlagt sig hele Norge. Dette paalægges i Dovresagnet Harald udtrykkelig af hans fosterfader Dovre, ligesom vildmanden paalægger eventyrets helt at skjule sit haar og dølge sit væsen.

Om dette løfte ved de samtidige skaldekvad intet. Fortællingen optræder først i sagaer, som er 200 til 300 aar yngre end Haralds død, og beretningen bærer alle kjendemærker paa at være et yngre sagn, dannet i senere tider til forklaring af Haralds to tilnavne, særlig Lúfa, saaledes som dette navn er opfattet i de islandske sagaer.

Sagnet knytter sig nemlig øiensynlig til Lúfa i dette ords vestnorske betydning, lurvehovedet; hensigten er at forklare, først hvordan en navnkundig konge med ære har kunnet bære et navn, som maatte forekomme folk som et øgenavn, og dernæst hvorledes to tilnavne, som syntes at udelukke hinanden, "Lurvehoved" og "Haarfager", har kunnet tillægges én og samme mand.

Ud fra denne opfatning er det let at se, hvorledes og af hvilke elementer fortællingen har dannet sig. Sagnets hovedmotiv er hentet fra det gamle testamentes nasiræerløfte; med dette bibelske stof var de geistlige sagaforfattere fuldt fortrolige.

Efter 4de Mosebogs 6te kapitel skal den, som aflægger et specielt nasiræerløfte, afholde sig fra vin og holde sig borte fra lig, og "der skal ikke komme ragekniv paa hans hoved; indtil hans løfte er opfyldt, skal han være hellig og lade sit hovedhaar frit vokse". Til forklaring af navnet Lúfa og dets forhold til navnet Haarfager har sagafortællerne alene havt brug for forbudet mod klipning af haaret.

Det heder hos Snorre, at Harald aflagde følgende løfte: "Og det lover jeg helligt, og det kræver jeg den Gud til vidne, som har skabt mig og raader for alt, at jeg ikke skal skjære eller kæmme mit haar, førend jeg har indtaget hele Norge med skatter og skylder eller i modsat fald dø."

I et i Norge optegnet udtog af kongesagaerne, Fagrskinna, heder det i et tillæg fra 1ste halvdel af det 14de aarhundrede: Han lovede ikke at ofre til nogen af de guder, som folk pleiede at hædre, men alene til den Gud, som skabte solen og ordnede verden; "thi," sagde han, "efterdi jeg ikke har ringere formaal end at vorde enevoldskonge over hele Norge og underkaste mig andre konger, der baade er rige og mægtige, vil jeg ikke stole paa nogen anden end den, som selv er den mægtigste og raader for alt; jeg vil heller ikke have synderligt venskab for den, som dyrker nogen anden Gud, thi det er dog tydeligt at se, at hverken jeg eller nogen anden kan have hjælp af en Gud, hvis hele magt kun er indskrænket til en sten eller en skog."

Det kristne præg, som sagaskriverne giver den hedenske kong Haralds løfte, har allerede stødt P. A. Munch; han har seet at vi heri har en senere tids forsøg paa at fremstille kong Harald som halv kristen eller som monotheist. Han ytrer om beretningerne om Haralds mislykkede frieri til Ragna eller Gyda og hans løfte: "Begge disse fortællinger er vist temmelig gamle, dog har de et altfor romantisk præg til at kunne fortjene tiltro. Især er det forsøg, der i dem begge gjøres paa at fremstille Harald som en halv kristen eller som en mand, der allerede havde dyrket den eneste sande Gud, der havde lært at indse og vovede aabenbart at udtale sin foragt for de hedenske guder, øiensynligt udgaaet fra sildigere kristne sagnfortællere, der ønskede at fremstille nationens yndlingshelt, landets første enevoldskonge, i det bedste og for middelalderens ensidige betragtningsmaade af religionsforholdene gunstigste lys. Ikke at tale om, at de begge indeholder anakronismer."

I virkeligheden viser de ord, som lægges Harald i munden, og deres religiøse farvelægning, at vi her utvilsomt staar foran et senere forsøg fra sagaskriverens side paa at overføre paa kong Harald en skik, som ansaaes for kristelig.

Efter den gamle jødiske opfatning var "nasiren" en fra det øvrige folk adskilt og særlig Jehova viet mand, og Moseloven betegner som berørt tydelig hans hovedhaar som et nødvendigt, synligt tegn paa hans indvielse. Den væsentlige betydning af dette indvielsestegn fremtræder som bekjendt med folkelig djærvhed og naivetet i overlevningerne om Samson, hvis overordentlige kraft er helt afhængig af hans haarvækst[1].

Det er øiensynligt et saadant nasiræerløfte — og disse løfter kan gjælde for livet som hos Samson eller for visse aar som hos Harald — som sagaforfatterne har tillagt Harald for at forklare, at han først nævntes med et navn, som de opfattede som betydende "lurvehovedet".

Det er vistnok saa, at man har ment at kunne paapege sidestykker til Haralds løfte ogsaa hos germanerne, gallerne og romerne. Men ved nærmere betragtning vil størstedelen af disse paralleler forsvinde: Enten er der, som hos romerne, ikke tale om noget løfte, men alene om at lade haar og skjæg vokse uklippet som tegn paa sorg; eller ogsaa gaar løftet ud paa — ikke at lade være at klippe haaret, men netop om at klippe det, som betaling eller som offer for opfyldelsen af et ønske. Saaledes lovede bataverhøvdingen Claudius Civilis, efter Tacitus’s "Historiæ", "efter barbarernes skik" at skjære sit lange rødblonde haar, om det lykkedes ham at tilintetgjøre de romerske legioner. Det samme fortæller den romerske forfatter Silius Italicus (død 101 efter Kr.) om en galler; og det er sikkerlig heller intet andet, som ligger i Tacitus’s fortælling (i "Germania") om den germanske stamme, Katterne: først naar de havde dræbt sin første fiende, aflagde de unge Katter "den lovede, tapperheden indviede ansigtsbeklædning" (d. e. haar og skjæg). Dette stemmer ogsaa fortræffelig med, at det lange haar hos alle germanske folk var mærket paa de frie mænd; at love at afskjære dette værdighedstegn, naar guderne opfylder ens ønske, betegner altsaa et stort offer.

Der gives, naar bortsees fra kong Harald, neppe mere end to germanske eksempler paa et løfte om ikke at klippe sit haar, før det eller det er udført, og begge disse eksempler' berettes af udpræget kirkelige forfattere, biskop Gregor af Tours (død 594) og Paulus Diaconus (død omkring aar 800). I det ene tilfælde, hos Gregor, er det en mand, som i havsnød har lovet, hvis han bliver frelst, ikke at skjære sit haar, før han har fremstillet sig for den hellige Niketius til tak for redningen. Det andet tilfælde gjælder en krig mellem sakserne og sveverne; sakserne er blevet slaaet, og de overlevende forbinder sig (detestati sunt) til ikke at klippe haar eller skjæg, før de har hevnet sig. Dette fortælles først i Gregors frankiske kirkehistorie og er derfra optaget i Paulus Diaconus’s historie om langbarderne. Det første af disse eksempler er ikke andet end en kirkelig anvendelse af nasiræerløftet; derom vidner det gjennemførte kristelige legendepræg, fortællingen bærer. Og hvad den anden fortælling angaar, synes det ogsaa for dens vedkommende overveiende sandsynligt, at den beror paa literær indflydelse, enten fra bibelens beretning om nasiræerne, som Gregor altsaa har anvendt i den første fortelling, eller kanske snarere fra den romerske historieskriver Svetons meddelelse om Julius Cæsar: da han hørte, at en af hans hære havde lidt et nederlag, "lod han haar og skjæg vokse og tog det ikke af, før han havde hevnet sig". I ethvert tilfælde er udtrykkene i Gregors fortælling om løftet for vage, og hele beretningen for enestaaende, til at den kan bevise eksistensen af en saadan skik blandt germanerne.

Men til det gammel testamentlige hovedmotiv om nasiræer-løftet i sagaernes beretning om Harald Haarfager synes der at have sluttet sig et par andre træk.

Det ene ser ud til at være udsprunget af umiddelbart kjendskab til en gammel keltisk skik: Naar et barns haar første gang skulde klippes, var det hos de fornemme kelter brug at lade klipningen udføre af en, som man skyldte særlig ærbødighed, og han indtraadte herved i et slags aandeligt slægtskabsforhold til barnet. Denne skik er meget gammel; allerede Nennius (796) har en fortælling, hvori den forekommer. Der er, fra den side seet, intet til hinder for, at det er kjendskabet til denne skik, der har ladet sagaforfatterne henføre klipningen af Haralds haar til hans ven, den mægtige, høibyrdige Ragnvald jarl paa Møre.

Vistnok kjendte forskjellige germanske stammer, som fraukerne og langbarderne, haarskjæringen som tegn paa adoption. Fordi langt haar hos germanerne var mærke paa den frie mand, var afskjæring af haaret derfor symbol paa ufrihed: haaret skjæres paa den, som antages i barns sted, paa træller og paa den, som gaar over i trællestand. Men denne germanske skik staar aabenbart fjernere fra fortællingen om Haralds klipning, end den keltiske skik gjør.


Slægtskabet mellem eventyret, Seilenos-sagnet, Aschmedai-sagnet, Merlin-sagnet og andre sagn.


Det er ovenfor omtalt, at den cyklus, hvortil eventyret "Guldhaaret" hører, kløver sig efter sin indledning i to grupper. Den ene beretter om en fangen vildmand.

I den anden gruppe er det et par barnløse folk, som ved et overnaturligt væsens hjælp faar en søn.

Der eksisterer en stor mængde formninger af guldhaar-eventyret. Samler man begge hovedgrupper under et, vil tallet paa de kjendte versioner utvilsomt stige til adskillig over 150. Indskrænker man sig derimod alene til den gruppe, hvis fremstilling ligger til grund for Dovresagnet, vil antallet neppe løbe op til mere end 20 til 30. Gruppen med de talrigste versioner og dens senere afændringer forekommer langt hyppigere og over et langt større omraade — størsteparten af Asien, saagodtsom hele Europa, med undtagelse af den østlige del, over Øst- og Nordafrika. Allerede af denne grund synes der at være sandsynlighed for, at denne gruppe repræsenterer en ældre og oprindeligere form af stoffet. Efter den almindelige udbredelse over Asien kunde denne gruppe kaldes den asiatiske til forskjel fra den gruppe, af hvilken Dovresagnet er fremsprunget, og som efter sin væsentlige udbredelse kan kaldes den østeuropæiske. Grundlaget for den østeuropæiske afændring af eventyret synes at have dannet sig hos de slaviske folkefærd. Det asiatiske eventyr er paa sin vei fra folk til folk og fra mand til mand kommen til Østeuropa og har der stødt sammen med andre, beslægtede sagn og sagntræk, og denne krydsning har affødt den formning af eventyret, som her er betegnet som den østeuropæiske.

De motiver, som er eiendommelige for den østeuropæiske gruppe, er fortællingen om, hvordan en konge fanger og lænker en vildmand eller et overnaturligt væsen, hvorledes den fangne løses af kongens søn og til gjengjæld fostrer ham og staar ham bi; altsaa netop de træk, som har skabt Dovresagnet.

Hvilke sagnmotiver det er, som har assimileret sig med det asiatiske eventyr og derved skabt den østeuropæiske formning, derom faar vi et vink af en egen underafdeling af denne gruppe, nogle slaviske og ungarske versioner. Denne lille afdeling fortæller om indfangningen af vildmanden paa en maade, som skiller sig ud fra de øvrige østeuropæiske versioner. Vildmanden bliver her fanget ved at narres til at drikke vin, og tilfangetagelsen sker som oftest i en vidunderlig have.

Men begge disse drag er eiendommelige for en ældgammel udbredt folketro i Syd- og Østeuropa, som allerede har givet sig udslag i mythiske sagn indenfor den oldgræske og den oldlatinske tradition om Seilenos, om Picns og Faunus. Det er disse mythesagn — der nedenfor skal gjengives —, som i Østeuropa har stødt sammen med det asiatiske eventyr og givet det en afændret indledning; selve motivet om opfostringen synes at have sit udspring i dette gammelgræske sagn, idet Seilenos heri jevnlig fremstilles som Dionysos’s fosterfader og læremester.

Her hidsættes først et par af de versioner af eventyret, som viser slægtskab med sagnet om Seilenos, hvor denne dæmon, der svarer til vildmanden, indfanges paa den maade, at man faar ham til at drikke sig drukken i kong Midas’s rosenhave. De ældste nedskrevne formninger af eventyret om Guldhaaret er italienske; de findes i Straparola’s "Le notte piacevole" fra omtrent 1550. Det første kaldes "Skogmanden". I det andet "Prinsessen som ridder", fortælles der, at i landet Bitynien levede nogle underlige skabninger, satyrer, som havde horn og dyreøren, men ellers var skabt som et menneske, med undtagelse af at de havde gjetefødder og hale. Kongen vilde gjerne faa en af disse skabninger i sin vold, og hans tjener, Constanzo, en forklædt prinsesse, lovede at fange en af dem. Men han vil have et stort kar bragt ind i skogen, en tønde stærk god vin og to sække hvidt brød. Saa øste han vinen ud af tønden op i det store kar, brød alt brødet op i vinen og gjemte sig saa i et løvtæt træ. Satyrerne faldt over vinen og maden som sultne ulve, og saa sovnede de og sov saa fast, at al verdens larm ikke kunde vække dem. Constanzo bandt saa en af dem og lagde ham paa hesten. Da de kom til en landsby ikke langt fra kongens hovedstad, vaagnede satyren og gjæspede og stirrede omkring sig. I det samme drog der et ligfølge forbi med et barnelig, og faderen fulgte grædende. Da smilte satyren. Om lidt kom de ind i byen; paa torvet stod folk og ventede spændt paa, at en fattig stakkar, som alt var kommet op paa stigen, skulde klynges op. Da lo satyren igjen. Men da de kom til slottet og alle i jublende forundring udbrød: "Constanzo, Constanzo!" kunde satyren næsten ikke standse sin latter.

Dronningen havde nogle hofdamer, som var forklædte unge mænd, og da Constanzo viste kongen og dronningen og disse hofdamer satyren, brød vildmennesket ud i en slig latter, at der ikke var ende paa den. Hver morgen gik kongen til det fængsel, han havde sat satyren i, og hver gang prøvede han at faa ham til at tale, men det lykkedes aldrig. Saa prøvede Constanzo, først med det gode og saa truede ham: "Svarer du ikke, saa lader jeg dig sulte ihjel, men vil du svare mig, saa skal jeg love at fri dig ud af fængslet snart." "Hvad vil du da?" spurgte satyren. "Er du mæt?" spurgte Constanzo. "Ja." "Saa sig mig, hvorfor du lo, da vi mødte ligfølget." "Jeg lo ikke af det døde barn," sagde satyren, "men af ham, som graat. Han var jo slet ikke fader til barnet." "Men hvorfor lo du paa torvet?" "Jeg maatte le over, at saa mange kjæltringer, som har stjaalet tusender af gylden og fortjente tusend galger, stod der og saa paa den fattige stakkaren blive hængt, bare fordi han havde knebet 10 gylden, som han trængte for at berge livet for sig og sine."

Mere vilde han ikke sige den gang. Dagen efter, da kongen var med, spurgte Constanzo: "Sig mig nu, hvorfor du lo saa, da vi kom til slottet?" "Du ved vel det bedre end jeg," svarede satyren; "det var fordi alle raabte: Constanzo, Constanzo, og du heder da Constanza." Kongen vidste ikke, hvad satyren mente med dette, og Constanzo vilde hindre ham i at sige mere og spurgte raskt: "Men da du stod foran kongen og dronningen, hvorfor lo du saa vældig da?" "Jeg lo, fordi du og kongen troede, at dronningens hofdamer var frøkener." Kongen sagde ikke et ord, men han havde mærket sig alt, og det varede ikke længe, før han fik greie paa, at Constanzo var en kvinde og ikke en mand, og at hoffrøknerne var unge mandfolk. Saa brændte han baade dronningen og hofdamerne paa et stort baal og giftede sig med Constanza.

I en ungarsk eventyrsamling, udgivet af Elisabet Sklarek, heder dette eventyr "Manden med guldskjægget".

En konge og en dronning havde en søn; kongen døde, og dronningen giftede sig igjen mod sit løfte, og gutten fik da en ond og gjerrig stedfader. Paa kongsgaarden var der en brønd, i hvilken der var melk istedetfor vand, og der kunde tidligere alle hente saa meget melk, de vilde, saa der var ingen, som melkede kjør i det rige; men den nye konge forbød alle at hente melk der, skjønt det hverken kunde gavne eller skade ham. En morgen meldte vagten, at i daglysningen kom der en mand med guldskjæg med et spand til brønden, øste spandet fuldt og forsvandt som en røg. Kongen stod den bølgende dag paa lur og saa, at det var sandt, og han vilde gjerne have fat i denne mand. Saa gav en udtjent soldat ham det raad, at han skulde lægge brød, steg og en stor flaske vin ved brønden.

Om morgenen kom manden med guldskjægget, spiste, drak, blev drukken og sov ind. Vagten tog ham, og kongen lod ham spærre inde i et guldbur og viste ham frem for konger og fornemme folk fra alle lande. Men manden med guldskjægget aabnede ikke sin mund, han talte ikke til nogen, og de troede, at han ikke kunde tale, og at han kun var en saadan vildmand.

Saa skulde kongen i krig; han satte stedsønnen til at passe paa manden og lovede ham en skrækkelig død, hvis vildmanden slap bort. En dag legte kongssønnen med sin sølvbue, og en vakker sølvpil fór ind i buret til manden med guldskjægget; manden vilde ikke ud med den, medmindre buret blev aabnet for ham; men kongssønnen sagde, at det turde han ikke. Guldskjæggen gav ham da pilen, men bad endnu mere indtrængende, saa at kongssønnen, som var en godhjertet gut, tilslut aabnede buret. Manden med guldskjægget lovede ham løn for den gode gjerning og forsvandt. Men kongssønnen flygtede ud i den vide verden, da han frygtede for stedfaderen, naar han kom hjem.

I sit videre løb gaar fortællingen over i et andet eventyr, hvor forskjellige dyr hjælper helten og finder vildmanden; denne møder frem med guldriddere og guldheste, efterat kongssønnen har taget tjeneste i en anden kongsgaard, hvor han bliver gift med prinsessen, og med vildmandens bistand erobrer han saa sin faders rige.

En bøhmisk version af eventyret om "Guldhaaret" heder Vildmanden.

Der er det en mægtig fyrste, som har en have uden lige, hvis pragt skildres. En dag, da haven stod i fuldt flor, kom gartnerne forfærdet og berettede, at hele haven i nattens løb var gjennemrodet, saa de vakreste blomster og de kostbareste vækster var ødelagt. Det var umuligt at finde ud, hvem der havde gjort dette, og med møie førte man da fra alle verdens egne vakre blomster og vækster sammen paany. Fyrsten satte sin ældste søn til at gjæte haven sammen med gartnerne og alle tjenerne. Om morgenen var igjen alle planterne ødelagte. Dette gjentog sig, da haven paany var kommet istand, og den næstældste søn stod vagt. Saa satte de atter haven istand, men det tømte næsten skatkammeret. Denne gang skulde den yngste søn passe haven. Han gjorde op et stort baal midt i haven og lod vogterne sætte sig rundt om baalet. Ved midnat begyndte alle blomsterne at huske, som om de flød paa vand, og blomster og jord fløi op i luften, som om de blev kastet af kjæmper. Vagten skyndte sig did, hvor ødelæggelsen begyndte, og der saa de en mand af kjæmpemæssig størrelse og helt overgroet af mose. Det var ham, som grov under bedene og kastede dem op i luften. De greb vildmanden og bandt ham og lagde ham ved ilden. Kongen blev ikke lidet forundret, da han om morgenen fandt vagten rundt om denne kjæmpeskikkelse. Vildmanden blev ført til slottet og lænket i taarnet til en fast jernstang. Folk kom for at se. Paa ham som paa et vildt dyr. Den yngste søn, som havde fanget vildmanden, begyndte til tidsfordriv at skyde paa ham med smaa pile, saa at de blev staaende i mosehaaret. Vildmanden vilde ikke udlevere pilene, uden at kongssønnen slap ham ud af fængslet, og han fik da gutten til at liste nøglen fra sin moder, som bar den ved sit hselte. Da vildmanden gik, sagde han til kongssønnen: "Naar det gaar dig som værst, skal jeg komme og hjælpe dig."

De ældste kjendte udslag af troen paa et overmenneskeligt væsen, som sidder inde med særegen overnaturlig visdom og overnaturlig evne, og som for at udspørges bliver fanget af mennesker, er den græske mythe om kong Midas og Seilenos eller Satyros og den romerske om kong Numa og Pints med hans søn Faunus.

Det heder i den græske fortælling, som gaar tilbage, ialfald til aar 500 før Kristus, at satyren Seilenos blev fanget i kong Midas’s navnkundige rosenhaver. Kongen heldte vin i en kilde, hvoraf Seilenos pleiede at drikke, og Seilenos blev beruset og faldt i kongens vold. Midas søgte at blive delagtig i hans viden og spurgte, hvad der tjenede menneskenes børn bedst. Seilenos svarede, at det bedste for et menneske var ikke at være født, det næstbedste at dø som spædbarn. Desuden meddelte han kongen meget af sin dybe viden.

Herodot, som alene nævner sagnet om Seilenos i forbigaaende, fortæller ikke, paa hvilken maade, han blev fanget; men der er ingen grund til at tro andet, end at han har kjendt sagnet i samme form som de senere græske forfattere.

Næsten overalt er det Seilenos’s viden, som gjør, at kongen prøver at faa ham i sin magt, og næsten alle fremstillinger af sagnet fremhæver, at Seilenos kun ugjerne aabenbarer, hvad han ved. Han tier længe, og da kongen endelig faar ord af ham, taler han om menneskenes ulyksalige og kortvarige tilværelse. Han kalder Midas en stakkars daare, naar han, døgnets søn, bryster sig saa af sin magt og sin rigdom overfor en udødelig.

Det romerske sagn om kong Numa beretter om, hvorledes Numa lader sætte store mjød- og vinkar ind i en hellig lund ved siden af den kilde, hvor Picus og Faunus pleiede at slukke sin tørst; han vilde af disse halvguddommelige væsener faa vide, hvorledes et sted, hvor lynet havde slaaet ned, igjen skulde blive rent og helligt. Uvante med vin blev baade Picus og Faunus drukne, saa at Numa fik dem i sin magt, og saa aabenbarede de hemmeligheden.

Fra disse antike sagn stammer nogle naturmythiske folkesagn, særlig fra de sydschweiziske og italienske alpelandskaber, hvilke meddeles i "Wald- und Feldkulte" af W. Mannhardt:

Det er en vildmand eller skogmand, som gjæter fæ og fanges af bygdefolket for at raadspørges. Ved Centers i Graubünden fangede de ham for at lære, hvorledes de skulde gjøre guld af dravle. De fyldte to vandtraug, som vildmanden pleiede at drikke af, det ene med rødvin, det andet med brændevin. Vildmanden saa først paa rødvinen og sagde: "Nei, du røde skal ikke forføre mig." Og saa lædskede han sig med brændevin; det havde samme farve som vand. Da han var drukken, blev han bundet, og saa vilde de faa guldmagermidlet ud af ham. Han lovede at give dem et godt raad, hvis de vilde slippe ham, og da de havde gjort det, sagde han: "Er veiret godt, saa tag frakken med; og liker du ikke det, kan du gjøre, som du vil."

Et andet af disse schweizersagn lyder saa:

Paa den tid, da pesten rasede i Graubünden, og mange døde af den, omkom ingen af vildmændene, og folk mente da, at de havde et hemmeligt middel mod pesten. En bonde fik ved list lokket midlet ud af en vildmand, som ofte holdt til paa en sten, hvori der var en stor fordybning. Bonden fyldte fordybningen med god veltinervin og gjemte sig. Vildmanden undrede sig, da han saa hullet i sin sten fyldt med funklende vin. Han stak flere gange næsen mod vinen, truede med pegefingeren og sagde: "Nei, du skal ikke lumpe mig." Tilslut smagte han alligevel og blev mere og mere glad og snakkede om løst og fast. Da kom bonden frem og spurgte, hvad som var godt mod pesten. "Det ved jeg nok," sagde vildmanden, "det er eberwurz og bibernell; men det siger jeg dig slettes ikke." Men nu vidste bonden det alt, og saa brugte de eberwurz og bibernell, saa at ingen mere døde af pesten.

Disse planter, eberwurz og bibernell, er urter, som er kjendte fra gammel tid, og som antages at være lægende. Eberwurz er en tidsel uden stængel, hvis latinske navn er carlina acaulis; den har sit latinske navn efter keiser Karl den store, om hvem der fortælles, at han, da der var pest i hans hær, saa en engel, som skjød af en pil, som faldt ned paa denne plante og saaledes betegnede den som et lægemiddel mod sygdommen. Bibernell har det danske navn gjeldkarve, paa latin pimpinella saxifraga, og var allerede bekjendt i oldtiden og ansaaes for et middel mod gift og trolddom; den har helt ind i den nyere tid været anseet som lægedom mod sot.

Fra den græske mythe om Seilenos stammer, ved sammensmeltning med et tidligt indisk eventyrstof, jødernes og arabernes navnkundige sagn om kong Salomo og aandefyrsten Aschmedai.

Aschmedai er dæmonernes øverste og omtales i den hellige skrift i Tobiæ bog (kap. 3) under navnet Asmodæus. I Tobiæ bog fortælles, at han havde myrdet syv mænd efter hverandre. Sara, Raguels datter i Ekbatana i Medien, var givet til syv mænd; men Aschmedai dræbte dem, før de fik besøgt Sara, som det saa ud til af jalousi. Paa Saras bøn til Gud blev Aschmedai hunden af Raphael, og Sara fik Tobias, Tobiæ søn, til ægte. Denne fortælling om Tobias er skrevet mellem 175 og 250 f. Kr. fødsel og er oprindelig forfattet paa græsk, og allerede i den græske urskrift kaldes Aschmedai Asmodaios, og i de latinske oversættelser helt fra Vulgata heder han Asmodæus. Af sagnet om Salomo og Aschmedai gives der, saavidt bekjendt, fire jødiske versioner, som afviger mere eller mindre fra hverandre. Den ældste findes i den jerusalemske Talmud, der antages skrevet 350 aar e. Kr.

Det indiske eventyr, som sammen med Seilenos-sagnet har frembragt Aschmedai-sagnet, fortæller om den indiske konge Vikramaditya. Han var blevet gammel, og en troldmand lærte ham den kunst at afføre sig sit gamle legeme for at føre sin sjæl over i en nylig afdød ynglings krop. Troldmanden benyttede leiligheden til at gaa ind i kongens legeme og regjerede, som om han var kongen.

Her meddeles forkortet Aschmedai-sagnet efter de yngre versioner:

Kong Salomo havde en ring med Guds uudsigelige navn, ved hvis hjælp han kunde byde over dæmonerne. Han spurgte dem, hvor han kunde faa fat i ormen Schamir, som kunde kløve de haardeste stene. Han vilde bruge den til tempelets bygning; hammer eller jernredskader maatte ikke bruges paa det hellige hus. Dæmonerne vidste ikke, hvor Schamir var, men henviste Salomo til deres fyrste Aschmedai. Paa et fjeld havde denne gravet sig en brønd, hvor han daglig kom hen for at drikke. Brønden var lukket med en sten og forseglet med hans segl. Naar han kom, saa han paa seglet, aabnede brønden, drak og svævede saa atter bort. Salomo sendte Benaja med en lænke, hvori Guds uudsigelige navn var indridset, og en ring med det samme navn paa. Desuden tog de med uld og nogle læderflasker med vin. De grov først en brønd under Aschmedai’s, og nedenfra borede de et hul i bunden paa denne, saa vandet løb ned i brønden under, stoppede saa hullet med uld og grov en tredje brønd ved siden af Aschmedai’s, og fra denne fyldte de den første brønd med vin gjennem et hul. Aschmedai’s segl blev paa denne maade urørt. Saa gjemte de sig i nærheden. Da tiden kom, steg Aschmedai ned, fandt sit segl urørt og aabnede laaget paa brønden. Men da han mærkede lugten af vinen, drak han ikke. Han sagde: "Der staar skrevet: Vinen er en spotter, og den, som drikker stærk drik, larmer, og den, som forvirres af vin, bliver aldrig vis" (Salomos ordsprog 20, 1). Derhos anførte han profeten Hoseas (4, 11): "Horeri, vin og most tager forstanden fra en." Da han imidlertid var meget tørst, saa drak han tilslut, blev drukken og sovnede. Da kom Benaja og lagde lænken paa ham. Aschmedai blev rasende, da han vaagnede og vilde rive lænkerne istykker; men Benaja sagde til ham: "Din herres navn er paa dig," og da lod han sig føre.

Paa veien til Salomo kom Aschmedai med Benaja forbi et sted, hvor der var et lystigt bryllup; der begyndte han at græde. Benaja spurgte ham, hvorfor han græd, og Aschmedai svarede: "Fordi menneskets glæder er saa forgjængelige; inden 30 dage vil døden skille de nygifte."

Paa torvet kom de forbi en mand, som bestilte et par sko, som skulde vare i syv aar. Da lo Aschmedai høit, og da Benaja spurgte hvorfor, svarede han, at manden var en nar, som bestilte sko for syv aar; "inden syv dage ligger han paa ligstraa".

Saa kom de forbi en sandsiger, som sad og gav raad; da lo Aschmedai i vilden sky. Og da Benaja igjen spurgte ham, hvorfor han lo, sagde han: "Den blinde mand, han sidder der og giver andre raad og aner ikke, at der under ham, der han sidder, ligger en stor skat."

Da Aschmedai kom til Salomo, tog han et siv, maalte fire alen paa jorden: "Naar du er død, faar du ikke andet end fire alen jord. Og nu i dit levende live er det ikke nok for dig at have undertvunget verden, du forgriber dig ogsaa paa mig i min aandeverden." Salomo svarede, at han til tempelbygningen trængte ormen Schamir. Aschmedai sagde, at ormen var overgivet til havets fyrste, og denne havde sat til vogter over den fuglen Dukifat, som med en hellig ed havde svoret at vogte den tro. Dukifat er hærfuglen, hvis videnskabelige navn er upupa epops. Hærfuglen tog ormen med sig overalt, hvor den fløi, og naar den traf paa nøgent fjeld, saa sprængte den det stfaks istykker med ormen, og saa tog den frø af træerne og saaede det, saa at det øde fjeld blev frugtbart som andet land.

Benaja drog afsted og fandt hærfuglens rede med unger paa et høit fjeld, og saa tog han et glas og lagde over redet. Da hærfuglen kom hakkede og trykkede den paa glasset, og da det ikke hjalp, saa fløi den afsted og hentede ormen Schamir og lagde den paa glasset; men da sprang Benaja hurtig til, skræmte hærfuglen med sit skrig, tog Schamir og bragte den til Salomo. Hærfuglen tog sig selv afdage af sorg over, at den ikke havde holdt sin hellige ed.

Men Salomo holdt Aschmedai fremdeles i lænker, og en dag spurgte Salomo ham overmodig, hvori hans magt som dæmonernes fyrste bestod, siden han nu sad fangen i kongens vold. Da svarede Aschmedai, at det var kraften i det hellige navn, som holdt ham fast. "Tag lænken af mig og giv mig din ring, saa skal jeg vise dig min magt." Neppe havde Salomo gjort det, før Aschmedai slyngede ringen ud i havet, saa slog han ud sine vinger, saa den ene naaede til himmelen og den anden til jorden, og gav Salomo et slag med den ene vinge, saa at han fløi 400 mil bort. Salomo maatte tigge sit brød ved fremmedes dør, og fra den anledning stammer hans ord i Prædikerens bog (1): "Hvad fordel har et menneske af al sin møie, som man plager sig med under solen? Jeg, prædikeren, jeg var konge over Israel."

Aschmedai havde imidlertid antaget Salomos skikkelse; men han talte aldrig med Benaja, og rigets stormænd blev mistænksomme. De spurgte Salomos hustruer, om han besøgte dem, og de svarede ja. Rabinerne bad dem da give agt paa kongens fødder, thi naar en dæmon omskaber sig til et menneske, er benene ikke i orden; de har en gaasefod eller en hanefod, ligesom vor djevel har en hestefod. Men hustruerne sagde, han altid kom til dem i tøfler.

Imedens gik Salomo og tiggede i tre aar og led meget ondt; omsider kom han til ammoniternes land. Overkokken hos kongen gjorde indkjøb paa torvet og befalede Salomo, som stod der, at bære det, han havde kjøbt. Han blev da i kjøkkenet, og da hans retter faldt i kongens smag, blev han kjøkkenmester, men saa forelskede kongens datter Naamah sig i ham, og derover blev kongen vred og jog baade Salomo og hende bort. Han kom til en by ved havet, hvor han af fiskerne fik en fisk, som han bragte til sin kone, forat hun skulde koge den, og da hun aabnede den, fandt hun i bugen Salomos ring med Guds uudsigelige navn. Aanderne bragte ham da straks til Jerusalem, og da Salomo fik fat i lænken med Guds uudsigelige navn og kom med den og ringen, svævede Aschmedai op i luften og fløi bort for bestandig.

Den her meddelte formning af Aschmedai-sagnet følger i de væsentlige træk et kabalistisk skrift Emek Hammélech (Kongedalen).

Det springer straks i øinene, at sagnet om Aschmedai ved siden af parallelen til Seilenos-sagnet indeholder et helt nyt fortællingsstof: det at dæmonen Aschmedai stjæler Salomes skikkelse og optræder som konge i hans sted. Dette motiv har det jødiske sagn som nævnt laant fra et gammelindisk eventyr. Den del derimod af sagnet, som stemmer overens med fortællingen om Seilenos, er utvilsomt ikke andet end en aflægger hos jøderne af dette græske sagn.

I den yngre og udvidede form, hvori Aschmedai-sagnet her er meddelt, indgaar desuden andre sagn og gammel folketro om Schamir, om Polykrates’s ring o. s. v.

I det græske sagn om Midas og Seilenos og det jødiske om Salomo og Aschmedai har de middelalderlige sagn om profeten og troldmanden Merlin sit udspring. Navnet Merlinus er ligefrem et middelalderligt latinsk ord melinus, mellinus, eller merlinus, som betyder faareskind, dyreskind. Navnet betegner den tætte, halvt dyreagtige haarbedækning, som tillægges saadanne halvt guddommelige, halvt dyreagtige naturvæsener, helt fra Seilenos og Picus til eventyrenes vildmand og Merlin i skogdybet. Paa grund af lydligheden er dette navn faldt sammen med navnet paa en gammel keltisk barde og spaamand, Merddin eller Myrddin, hvorved Merlinus er blevet en centralfigur i den keltiske sagnhistorie; selvfølgelig har den dybe indsigt og profetiske evne, som tillægges begge, bidraget til, at de er faldt sammen. I de middelalderlige sagn om Merlin er det endnu let at se fugerne efter sammenføiningen; den gamle barde fra det 6te aarhundrede bærer navnet Merlinus Ambrosius (Myrddin Emrys), Seilenos’s arvtager kaldes Merlinus Silvester (Merlinus vildmand), og sagnet i det hele er opfyldt af motiver og drag, som gjensidig udelukker hinanden og følgelig forudsætter et forskjelligt udspring.

Merlin fremstilles i de fleste, helst yngre keltiske sagn som søn af en gudfrygtig jomfru, der aldrig har havt omgang med nogen mand; hans fader var en djævel, som har voldtaget hende om natten, uden at hun vidste om det. Merlins moder lod ham døbe umiddelbart efter fødselen, og han beholdt ikke andet end sin seerevne og sin overnaturlige viden som arv efter faderen; sagnene lader ham ligetil optræde som en gudbenaadet kristen profet. Paa den tid trængtes waliserkongen Vortigern haardt af sakserne, som i store skarer strømmede ind i Sydengland. Vortigern vilde bygge sig en fast borg til værn mod sakserne; men bygværket forsvandt gang paa gang i jordens dyb, og hans vismænd sagde, at det eneste middel til at faa byggearbeidet til at staa var at stænke blodet af et barn, som ingen fader havde havt, paa grundvolden. Vortigern sendte bud ud for at finde et sligt barn. En dag kom de forbi en legevold, hvor nogle børn slog ball; et af børnene blev haardt rammet af ballen og raabte hidsig til den, som kastede den: "Du, din horesøn, som ingen fader har!" Budene blev opmærksomme og spurgte baade gutten og hans moder ud, og Merlin lovede at følge dem til kong Vortigern, hvis de ikke vilde gjøre ham noget. Paa veien saa de en ung mand, som kjøbte et par nye sko og et stykke lær, da han havde lovet at gjøre en lang valfart. Da lo Merlin. Og da budene spurgte hvorfor, svarte han: "Han tror, han trænger saalelær til reisen, og saa dør han, før han kommer hjem til sit hus!" Senere paa veien mødte de et ligfølge, som fulgte et barn til jorden; faderen græd bitterlig, og prioren og de geistlige i følget sang. Da toget var kommet forbi, lo Merlin og sagde: "Prioren skulde græde og den gode mand synge, for barnet er ikke hans barn, prioren er fader til det." Endelig lo Merlin af en tigger, som sad paa en skat, uden at vide det.

Kong Vortigern var høist forbauset over barnets overnaturlige viden; thi Merlin gjorde alle hans vismænd, efter hvis raad han skulde dræbes, til skamme; han viste kongen aarsagen til, at hans bygværk ikke vilde staa: Det var to drager, som væltede sig nede i jorden. Han tydede kampen mellem dragerne om striden mellem sakserne og kelterne og forudsagde kongen, at han snart vilde blive brændt inde, og dertil knyttede han en lang profeti om Britanniens fremtidige skjæbne.

En udredning i det enkelte af Merlin sagnets udviklingstrin og dets forhold til de to ældre sagn om Seilenos og Aschmedai hører ikke hid.

Af sagnene om Merlin findes der baade i sammenhæng og enkeltvis en række forskjellige fremstillinger fra middelalderen, de ældste hos Nennius i hans britiske historie fra 796 og som samlet udsigt i Galfrid af Monmouths historie fra 1135, samt i et latinsk digt, som ogsaa tillægges Galfrid, Vita Merlini. Enkelte af de mere episodemæssige beretninger om Merlin fra midten og slutningen af det 12te aarhundrede giver sagnet paa et udviklingstrin, som staar midt imellem den græske mythes halvvilde naturvæsen Seilenos og Galfrid, og de senere forfatteres skildring af Merlin som den kristne profet fuld af guddommelig kraft.

Mellem Merlinsagnene og de to ældre sagn om Seilenos og Aschmedai er der bl. a. overensstemmelse i følgende punkter: Seilenos er et halvguddommeligt naturvæsen, ligesom Aschmedai er en dæmon, og som Merlin er søn af en dæmon. Naar Aschmedai opholder sig paa jorden, lever han ude i ørkenen langt fra mennesker, ligesom Seilenos lever som en vildmand i de store skoge; Merlin trækker sig tilbage til de utilgjængeligste skogtykninger og bliver "Silvester homo" eller skogmand, vildmand.

Alle tre er i besiddelse af overnaturlig viden og kan forudsige fremtiden.

Paa grund heraf efterstræbes alle tre af jordiske konger, som vil udnytte denne deres viden; mellem sagnene om Aschmedai og Merlin er der paa dette punkt den specielle overensstemmelse, at kong Vortigern trænger Merlins viden til bygningen af en borg, ligesom Salomo soger Aschmedais bistand til bygningen af templet.

Grækernes overlevering har meget at fortælle om Seilenos’s lystenhed overfor kvinder; i sagnet om Aschmedai heder det, at denne i Salomos skikkelse besøger kongens harem; ogsaa hertil har Merlinsagnet en parallel, idet Merlin lister kong Arthurs fader Uter Pendragon ind til en af hans vasallers hustru omskabt i vasallens skikkelse.

Som vildmand har Merlin sit standkvarter ved en kilde dybt inde i skogen; der opsøges han af et bud fra en konge og bevæges til at besøge denne; da han vil vende tilbage, lader kongen ham lægge i lænker, og han er da trist og taus, som om han var umælende, indtil kongen lover at løse ham. Paa lignende maade fanges baade Seilenos og Aschmedai ved en kilde eller brønd og bliver lagt i lænker; ligesom Merlin bevarer Seilenos længe taushed overfor kong Midas, og Aschmedai vil heller ikke give svar paa et spørgsmaal fra Salomo, før kongen lader lænken tage af ham.

Mellem Aschmedai-sagnet og Merlin sagnet bør dernæst følgende særligheder fremhæves: ligesom Salomo, da hans fornedrelse er tilende, gjenfinder sin seglring i bugen af en fisk, som netop er draget op af sjøen, saaledes finder en person i Merlin-sagnene paa samme vis en bortkommen ring. Vandresagnet om ringen, der er kastet i havet og gjenfindes i fiskebugen, er dog ogsaa vel kjendt allerede i den gammelgræske tradition (Polykrates’s ring).

Paa veien til kong Salomo brister Aschmedai i latter over en mand, som netop har kjøbt sig nye sko for syv aar, men som kommer til at dø inden syv dage. Paa samme vis ler Merlin af en, som kjøber sko og dertil et stort stykke lær, skjønt han vil dø, før han faar bragt skoene hjem.

Ligesom Aschmedai græder over et bryllup, som han ser paa sin vei, da han lænket føres til kong Salomo, saaledes ler Merlin, da han bliver ført til kong Vortigern og paa veien møder et ligtog.

Baade Aschmedai og Merlin ler, medens de bundne er paa vei til kongen, af en mand, som sidder paa et sted, hvor en skjult skat er nedgravet; i Aschmedai-sagnet er det en troldmand, som sidder paa skatten uden at vide om det; i Merlin-sagnet er det en tigger.

Disse ligheder — baade for hele rækken og for de to sidste — kunde øges.

Med de keltiske sagn om Merlin har vore forfædre allerede meget tidlig gjort bekjendtskab, vistnok baade slig som disse sagn løb om fra mund til mund paa keltisk sprog, og i de latinske bearbeidelser af sagnet, først og fremst Galfrids. Det er selvfølgelig geistlige sagaskrivere, som har benyttet disse sidste og tildels endog ført dem over paa norsk eller islandsk grund. Hele Galfrids værk er saaledes i fri oversættelse gjengivet i Bretasögur i første halvdel af det 13de aarhundrede.

Fra alle disse keltiske traditioner, tilhørende sagnkredsen om Merlin, har der i flere norrøne sagaer sat sig fast en række af motiver, drag eller hele episoder. Mest fremtrædende er paavirkningen fra Merlin-sagnene i Halvs saga fra omkring aar 1300.

Her skal først sammenstilles et uddrag af et afsnit af Halvs saga med de træk af Merlin-sagnene, som ligger til grund for dette afsnit. Merlins spaadomme er i den norrøne saga lagt i munden paa en marmæle eller marmennill.

Det latinske digt "Vita Merlini" fra det 12te aarhundrede fortæller, at Merlin vanvittig trækker sig tilbage til skogens dyb og henlever sit liv mellem de vilde dyr. Han bliver en vildmand (Silvester homo), som om han var født i skogen, og lever af bær og rødder. Sit hjem har han ved en kilde, som er omgivet af hassel og tætte buske. Kong Rodarchus sender folk ud efter ham. Budet finder ham ved kilden og bevæger ham til godvillig at følge med til kongen. Men straks han faar se menneskestimlen, længter han til skogs igjen, og da kongens bønner og gaver ikke gjør indtryk paa ham, lader kongen ham binde med stærke lænker, forat han ikke skal flygte til skogs. Da spaamanden kjendte lænkerne paa sig, blev han sørgmodig, al glæde forsvandt fra hans aasyn, man fik ikke et ord af ham, og han lo ikke. Saa gaar dronningen gjennem hallen, og kongen omfavner og kjærtegner hende, og da han ser et blad i haaret paa hende, stryger han det væk. Da ler Merlin. Kongen vil vide, hvorfor han ler, men han svarer ikke. Tilslut lover kongen at løse ham og lade ham gaa, hvis han vil sige, hvad han lo af. Herpaa gaar Merlin glad ind, og da han er fri, siger han, at han lo, fordi kongen ødelagde beviset for, at hans hustru var ham utro: bladet i hendes haar; hun var netop kommen. fra et stevnemøde i haven med sin elsker.

Senere bliver Merlin paany fanget og ført til kongen. Ved kongshallen ler han af en dørvogter, som tigger, skjønt han sidder paa en umaadelig skat, som er skjult i jorden, og kort efter ler han af en ung mand, som kjøber lær til skotøi, skjønt han straks skal dø. Paany lover kong Rodarchus ham friheden, dersom han vil forklare sine latterudbrud. Og det gjør han da. Efter at være sat i frihed, spaar han kongens død.

Galfrid af Monmouth fortæller i sin britiske historie:

Merlin profeterede om mange ting, og kong Vortigern undrede sig saare. Han bad Merlin fortælle sig om sit livs ende. Merlin svarede: "Undfly Constantins sønners ild, hvis du kan undgaa den. De gjør allerede sine skibe rede, de forlader allerede den armoriske kyst, de udfolder sine seil paa havet, de vil drage til Britanniens ø og angribe saksernes folk; men først vil de stænge dig inde i et taarn og brænde dig op. De vil søge at hevne sin faders død paa dig. Find derfor et tilflugtssted, om du kan; imorgen vil de lande ved totonesiernes strand." Og straks da morgendagen kom, landede Aurelius Ambrosius med sin broder og 10 000 soldater og drog med sin hær til Cambrien mod byen Genoreu, hvor Vortigern var flygtet hen. Aurelius tog straks fat paa beleiringsarbeiderne og prøvede at rive murene ned. Da intet andet hjalp, brugte han ild mod borgen. Og da ilden først havde grebet om sig, brændte den stadig, til den havde brændt op baade taarnet og Vortigern.

Nærmest til denne fortælling om Merlins spaadom om kong Vortigerns død slutter følgende beretning i Halvs saga sig, efter sine grunddrag:

Den høst roede en fader og en søn ud paa fiske; den ene hed Handir og den anden Hrindir. De drog op en marmæl (marmennill), og ham bragte de til kong Hjorleiv. Kongen overgav ham til en kvinde i hirden og bad hende være god imod ham; intet menneske fik et ord af ham. Kjertesvendene tog tag og kom til at slukke lysene. I det samme slog Hild ud et horn paa Æsas kappe. Hild og Æsa var Hjorleivs hustruer. Kongen slog til Hild med haanden; men Hild sagde, at det var hundens skyld, den laa paa gulvet. Saa slog kongen hunden. Da lo marmælen. Kongen spurgte, hvorfor han lo. Han svarede: "Du bar dig dumt ad; netop de to kommer til at berge dit liv." Kongen spurgte om flere ting; han svarede intet. Siden sagde kongen, at han vil de føre ham tilsjøs igjen, og bad ham sige sig det, som han trængte at vide. Da marmælen blev bragt til sjøen, fremsagde han et vers: "Han ser en lysning langt syd i havet; det er Danmarks konge, som stevner mod kong Hjorleiv med ntallige skibe; Hjorleiv maa vogte sig." Og da de roede did med ham, hvor de havde draget ham op, da kvad han ogsaa en vise, hvori han skildrer den kommende kamp og dens udgang. Da slap kongen ham udenbords. I det samme tog en mand ham i haanden og spurgte: "Hvad er bedst for mennesket?" (Hvat er manni bezt?) Marmælen svarede:


Kalt vatn augum,
en kvett tǫnnum,
lérept liki,
lát mik aptr í sjó!
Dregr mik engi
í degi síðan
maðr upp i skip
af mararbotnum.
Det vil sige:
Koldt vand for øine
og kvae for tænder,
lintøi for legemet,
lad mig ud i sjøen!
Drager mig ingen
i dagen senere
høit paa skib
fra havsens bund.


Kongen gav Handir og Hrindir land til at bo paa og desuden træller og trælkvinder. Saa sendte Hjorleiv krigsbud ud og samlede folk om sig. Om natten kom kong Reidar med sin hær og slog ring om kong Hjorleivs gaard; da gjøede kongens hund Flóki, som aldrig gjøede, uden naar den havde anelse om fare for kongen. Kong Hjorleiv løb mod mandgarden og kastede sit spyd tilbage mod ringen. Da hørte han de raabte, at Here, Reidars søn, var falden. Kongen saa fra skogen sin gaard brænde, og at kong Reidar seilede bort med stort bytte.

Senere fortælles, hvorledes Hild reddede kong Hjörleivs liv, da han fulgte efter kong Reidar, og hjalp ham til hevn.

I denne fortælling i Halvs saga svarer marmælen, som bringes til kong Hjorleiv, til Merlin, som bringes til kong Vortigern, eller efter fremstillingen i det latinske digt Merlins Vita til kong Rodarchus; efter andre latinske fremstillinger til kong Meldred. Marmælens latter over, at Hjorleiv tager sin utro hustrus parti, svarer til Merlins latter, da kong Rodarchus kjærtegner sin utro hustru (i Merlins Vita).

Marmælens spaadom om kong Hjorleivs skjæbne og om den flaade, som er underveis for at indebrænde ham, svarer til Merlins spaadom om Vortigerns skjæbne og den flaade, som er underveis og skal brænde ham inde; og ligesom Hjorleivs fiende, kong Reidar, vil hevne sin datters død, saaledes kommer Vortigerns fiende for at hevne sin faders og sin broders drab.

Marmælens taushed, før han faar løfte om at blive fri, svarer til Merlins haardnakkede taushed, før kongen (Rodarchus eller Meldred) lover at slippe ham løs, hvis han vil tale.

Kong Hjorleivs utro hustru Æsa svarer til kong Rodarchus’s og kong Meldreds utro dronninger (skjønt paa dette punkt det før omtalte Walter-sagn ogsaa har øvet indvirkning).

Det vanskelige og gaadefulde i formningen af marmælens profetiske vers om den kommende kamp skyldes vistnok ikke blot forvanskninger i haandskrifterne, men synes ogsaa at hænge sammen med det dunkle og gaadeagtige præg, som mange af de profetier, der tillægges Merlin, har, saaledes hans store profeti om Britanniens skjæbne og ligeledes hans gaadetaler overfor kong Meldred, hvilke er altfor lange til at kunne gjengives her.

Endelig svarer beretningen om, hvorledes kong Reidar natten efter spaadommen slaar ring om kong Hjorleivs gaard og sætter ild paa den, til Galfrids fortælling om, hvorledes Aurelius kringsætter kong Vortigerns borg og sætter ild paa denne; den eneste væsentlige forskjel er den, at kong Hjorleiv selv ene slipper ud af det brændende hus, medens kong Vortigern brænder inde med alle sine.

En slig række overensstemmelser kan ikke forklares uden som følge af laan.

Til fortællingen om marmennillen i Halvs saga har vi et islandsk sidestykke i Jón Avnasons folkesagn.

Han nævner et gammelt muudheld, som lyder saa: "Þá hló marbendill" (da lo marmælen). Det skal være opstaaet paa følgende maade: En bonde fiskede en "sjødverg", som kaldte sig marbendill (det er marmennill). Han havde stort hoved og lange hænder, men fra navlen var han lig en sæl. Han vilde ikke gjøre bonden klog paa nogen ting; derfor tog bonden ham med sig til lands mod hans vilje. Bondens kone kom ned til sjøen og tog imod ham med kys og klap. Bonden blev glad og roste hende, men hunden, som tog imod ham sammen med hustruen, slog han. Da lo marmælen. Bonden spørger, hvorfor han lo. Marmælen svarede: "Af dumheden." Da bonden gik hjemover fra sjøen, gled han og faldt over en tue. Han bandede over tuen: hvad fanden var den skabt for, og hvorfor stod den der paa hans jord. Da lo marmælen; thi han blev mod sin vilje baaret med. Og han sagde: "Eidet ved bonden." Saa havde bonden marmælen hos sig i tre nætter. Der kom nogle kjøbmænd med varer, de vilde sælge. Bonden havde aldrig kunnet faa saa tyksaalede og gode sko, som han vilde. Disse kræmmere havde nogle svært gode, men endda bonden kunde vælge mellem hundrede par, mente han dog, de var for tynde og snart vilde slites. Da lo marmælen og sagde: "Mangen tager feil, om han saa synes klog."

Hverken med det gode eller det onde fik bonden mere visdom af marmælen end dette, uden paa det vilkaar, at han skulde føre marmælen tilsjøs igjen og slippe ham ud paa samme sted, hvor han havde taget ham; saa skulde marmælen sætte sig paa huk paa aarebladet hans og svare paa alle hans spørgsmaal. Da marmælen sad paa aarebladet over sjøen, spurgte bonden først, hvad udrustning fiskeren skulde have for at faa godt fiske. Marmælen svarede: "Til angel skal en bruge tygget og knadet jern, og smidjen skal ligge der, hvor en kan høre baade aa og sjø; angelen skal hærdes i hestens skum, og til snøre skal en tage huden af en graa okse og en raa hesteskinds tom. Til agn skal en have hjertet af en fugl og flyndrekjød, men midt paa krogen skal sættes menneskekjød, og da maa du være feig, hvis du ikke kan faa fisk." Derpaa spurgte bonden, hvad det var for dumhed, han havde leet af, dengang bonden roste hustruen og slog hunden. Marmælen svarede: "Af din dumhed, bonde; hunden elsker dig som sit eget liv; men din kone ønsker din død og er en stor hore. Og tuen, du bandede, er din skattetue; der er mange rigdomme under den. Derfor var du uvis, bonde, og derfor lo jeg. Og skoene varer nok din levetid ud, for du har ikke mange dagene igjen, og i tre dage varer de nok." Saa styrtede marmælen sig i sjøen, og alt gik, som han havde sagt.

I dette sagn gjenfindes Hjorleivs utro dronning i bondens utro hustru, ligesaa den tro hund og latteren.

Ogsaa den praktiske, lidt ironiske livsfilosofi i marmenillens forkyndelse af, hvad der er bedst for mennesket, gjenfindes specialiseret som visdomsraad for fiskere.

Paa lignende maade, indsnevret til fiskernes brug under sin bedrift, gjenfinder vi sagnet i forskjellige nordlandske og vestlandske sagn om marmælen, her gjengivet efter O. Nicolaissen:

En høvedsmand trak op en marmæle og satte den i bagskottet uden at give den noget klædesplag og uden at spørge om noget. Marmælen sagde: "Ikke spørger du om noget og ikke fræger du om noget." Manden syntes da, han maatte spørge om noget, og saa sagde han: "Er kalvhovtæinna (kalvehovedhuden) god til hamleband?" Da lo marmælen hjertelig, sprang ud over ripen paa baaden og raabte: "Aa din stakkar, som spørger, om kalvhovtæinna er god til hamleband!" Det blev slig storm, at det var saavidt, manden klarte sig til land.

En mand paa gaarden Hjellsand i Øksnes trak op en marmæle paa en fiskeplads, som heder Breigrunden, og satte ham i sin fiskeskjaa. Om natten blev der en svær storm, men marmælen vilde alligevel ud der, hvor den var fisket, og skjønt det var et forfærdeligt veir, roede manden afsted med den. Ude paa viken lo marmælen hjertelig, og da manden spurgte hvorfor, saa sagde den, at den lo, fordi ingen kjendte den udmærkede fiskeplads, som de roede over. Han fortalte ogsaa medene paa fiskepladsen. Da marmælen var kommen i sjøen, prøvede manden at fiske der paa medet og fik baaden fuld. Fiskepladsen blev kaldet Stabburet, og her trak manden ofte baaden fuld, medens hans naboer, som reiste til klakkene langt ude, ingen fisk fik.

I dette sidste nordlandssagn møder vi ogsaa marmennillens og Merlins latter. Naar marmælen ler, da de farer over den rige, men ukjendte fiskegrund, har vi her vistnok en gjenklang af Aschmedais og Merlins latter, da de ser en fattig tigger, som sidder over en skjult skat.

Ogsaa det islandske sagn kjender den skjulte skat, og desuden det træk, som vi har truffet i Aschmedai-sagnet og i Merlin-sagnet: kjøbet af de stærke sko fra hans side, hvis liv allerede nærmer sig enden. Og ligesom Rodarchus i Merlin-sagnet omfavner og kjærtegner sin utro kone, saaledes kysser og klapper bondens utro hustru sin mand, og han roser hende.

Forekomsten af de to første træk i det islandske sagn godtgjør, at sagnet ikke stammer fra fortællingen i Halvs saga; thi denne mangler disse træk, skjønt de findes i Merlin-sagnene. Det samme gjælder det norske sagn om den rige fiskegrund, der vel er en omlægning efter fiskernes forestilling af skattemotivet. Heraf maa sluttes, at disse islandske og norske sagn, ligesom marmennill-fortællingen i Halvs saga, delvis er udsprunget af norrøne mundtlige gjengivelser af keltiske sagn om Merlin. Af slige sagn maa der have været adskillige, nogle omfattende flere, andre færre træk.

Fra disse løst omdrivende sagn af keltisk oprindelse har der sat sig fast en række af træk og episoder, ikke blot i den uskrevne folketradition, men ogsaa i adskillige gamle sagaer. Som eksempel kan nævnes fortællingen hos Saxo og i Ragnar Lodbroks saga om den list, Ivar Beinlaus brugte for at opnaa den engelske konge Ellas tilladelse til at bygge en borg i hans land, idet han fik et stykke land saa stort, som en hud kunde omspænde. Han lod en oksehud bløde og strække ud og ridsede den op til den tyndeste rem; den lod han saa strække rundt om en eng, og det blev saa stort et stykke land, at det afgav grund- vold til en svær borg. Det blev London.

Hele denne fortælling er hentet fra Galfrids beretning (lib. 6, kap. 2) om, hvorledes sakserhøvdingen Hengist brugte den samme list overfor kong Vortigern. Sagnet er af Galfrid laant fra det gamle kjendte Dido- og Æneas-sagn.

Naar drag af Merlin-sagnene har kunnet sætte sig fast i den norrøne tro om marmælen, er der sikkerlig grund til at antage, at lydligheden mellem Merlin og marmennill her har været medvirkende; men tilknytningen til den hjemlige folketro i Norge og paa Island har marmælens kjendte spaadomsevne afgivet. Troen paa marmennillen er i ethvert fald gammel og ægte nordisk, langt ældre end Merlin-sagnene i Norden.

I Halvs sagas fortælling om marmennillen opkastes det spørgsmaal, hvad der baader mennesket bedst: ‘’Hvat er manni bezt’’?

Hverken spørgsmaalet eller det halvt humoristiske svar findes, saavidt vides, i de keltiske Merlin-sagn, saaledes som de foreligger for os paa latin. Mærkelig er det imidlertid, at dette spørgsmaal om, hvad der baade er mennesket bedst, er det samme spørgsmaal som stilles af Midas til den fangne Seilenes. Da nu fortællingen i Halvs saga er øst af Merlin-sagnet, og derhos, som ovenfor paavist, sammenhængen mellem Seilenos-sagnet og Aschmedai-sagnet paa den ene side og Merlin-sagnet paa den anden er utvilsom, saa ligger det nær at antage, at Merlin-sagnene har kjendt og nyttet det samme spørgsmaal, om det end ikke, saavidt vides, er opbevaret i nogen skriftlig kilde.

Men har det vigtige, af Midas stillede filosofiske spørgsmaal om, hvad der baade er mennesket bedst, vandret i aarhundredernes løb fra folk til folk i temmelig uforandret form, saa er den besvarelse, spørgsmaalet faar i den græske oldtid meget forskjellig fra svaret hos vikingerne og fiskerne. Medens Seilenos i Midas rosenhaver hylder en pessimistisk filosofi og mener, at det er bedst for mennesket ikke at være født, saa anbefaler marmælen i sagaen kvae for tænderne; det store almindelige spørgsmaal faar et meget specielt svar, og naar tilslut spørgsmaalet i Nordland formes til et spørgsmaal, om skind af kalvehoveder er godt til hamleband, saa forsvinder marmælen leende i sjøen.

Sagnet om Harald Haarfagre og Snefrid

I Ágrip saavelsom hos Snorre og i Flatøbogen fortælles om Harald Haarfagres kjærlighed til finnekvinden Snjofrid eller Snæfrid (Snjófríðr, Snæfríðr).

I Ágrip, forfattet omkring 1190, berettes dette saaledes:


Ragnvald Reykill, som nogle kalder Ragnar, var søn af en finnekvinde, som hed Snjofrid, datter af Svaase finnekonge; han slægtede sin moder paa og kaldtes seidmand, det er spaamand. Han boede paa Hadeland; han drev trolddom der (siþði þar) og blev kaldt skratte (d. e. troldmand). Juleaften, da Harald sad ved maden, kom Svaase for døren og sendte kongen bud, at han skulde komme ud til ham; men kongen fór vred op ved dette bud. Og den mand, som havde bragt budet ind, bar kongens vrede svar tilbage. Men Svaase bad ham ikke desmindre endnu en gang og gav ham dertil et bæverskind; han sagde, at han var den finn, som kongen havde givet lov til at sætte sin gamme paa den anden side af bakken paa Tofte, hvor kongen da var. Kongen gik da ud og lovede at følge ham over til hans gamme; nogle af kongens mænd tilskyndede ham til det, men andre fraraadede det. Snjofrid, Svaases datter, en overmaade fager kvinde, reiste sig for kongen og skjænkede ham et kar fuldt af mjød. Han tog baade karret og hendes haand, og straks var det, som der kom ildshede over hans legeme, saa han vilde have hende straks samme nat. Men Svaase sagde, at det skulde ikke ske med hans vilje, med mindre kongen fæstede hende og fik hende efter lovene. Og kongen fæstede hende og fik hende; han elskede hende saa uvittig, at han ikke brydde sig om sit rige, og hvad der sømmede sig hans værdighed. Han sad hos hende næsten nat og dag, medens hun levede. og tre vintre, efterat hun var død. Han sørgede over hendes død, men alt folket i landet sørgede over hans forvildelse. For at standse dette vanvid kom Thorleiv spake som læge. Klog standsede han galskaben ved at tale kongen efter munden paa denne maade: "Det er ikke underligt, konge, at du mindes en saa fager og ætstor kvinde og hædrer hende paa dun og fløiel, som hun bad dig om. Men det er til mindre hæder for dig og hende, at hun ligger for længe i de samme klæder; det er meget rimeligere, at hun bliver flyttet." Og straks hun blev flyttet, slog der ud stank og ond lugt og alskens fæl tev af legemet. De gjorde da straks istand et baal og brændte hende. Men forinden blaanede hele hendes krop, og der væltede ud orme og øgler, frosk og padder og alslags styggedom. Saa sank hun sammen i aske, og kongen kom til forstand igjen og opgav sin daarskab.


Det er denne beretning i Ágrip, som ligger til grund for Snorres beretning, naar han fortæller:


Kong Harald fór en vinter paa gjæstebud paa Oplandene og lod gjøre istand til sig et julegjæstebud paa Toftar (nu Tofte i Gudbrandsdalen). Juleaften kom Svaase til døren, medens kongen sad tilbords, og sendte bud til kongen, at han skulde komme ud til ham. Men kongen blev vred over dette bud, og den samme mand som havde budet ind, bar kongens vrede svar ud, men Svaase bad ikke desto mindre, at han skulde bringe ind samme ærinde en gang til; han sagde, at han var den finn, som kongen havde givet lov til at sætte sin gamme paa den anden side af bakken der. Kongen gik da ud og lovede at følge hjem med ham, og gik opover bakken til hans gamme; nogle af hans mænd tilraadede dette, medens andre raadede fra. Snæfrid, Svaases datter, en ualmindelig vakker kvinde, reiste sig for kongen og skjænkede ham et har, fuldt af mjød; men han tog det altsammen og tillige hendes haand, og straks var det, som om han blev brændende varm over hele legemet, og han vilde straks ligge med hende samme nat; men Svaase sagde, at det skulde ikke ske med hans gode vilje, hvis ikke kongen fæstede hende og fik hende efter loven. Og kongen fæstede Snæfrid og fik hende, og elskede hende saa uvittig, at han ikke brydde sig om sit rige og alt det, som passer sig for en konge. De fik fire sønner: Sigurd Rise, Halvdan Haalegg, Gudrød Ljome og Ragnvald Rettilbeine. Siden døde Snæfrid, men hun forandrede ikke det mindste farve, hun var ligesaa rød som dengang, da hun levede. Kongen sad altid over hende og tænkte, at hun skulde livne op. Saa gik det i tre vintre; han sørgede over hendes død, men alle folk sørgede over hans forvildelse. Men til at komme ud af denne vildfarelse hjalp Torleiv den spake ham; han gjorde det med klogskab, idet han først talte ham efter munden saaledes: "Det er ikke underligt, konge, at du mindes saa vakker og ætstor en kvinde og ærer hende paa dun og paa fløiel, saaledes som hun bad dig om; men det er til liden ære for dig og hende, at hun ligger saa altfor længe i samme klædebon, og det er meget rimeligere, at hun bliver flyttet og klæderne skiftet under hende." Men saasnart hun blev flyttet af sengen, saa kom der fra hendes lig en styg og fæl lugt og alskens ond stank; man skyndte sig da at gjøre et baal, og hun blev brændt. Men først blev hele legemet blaat, og ud væltede orme og øgle, frosker og padder og alskens styggedom. Saa faldt hun sammen til aske; men kongen kom til fornuft og opgav sin daarskab og styrede siden sit rige; han fik styrke og glæde af folket og folket af ham, men riget af begge. Da kong Harald havde erfaret finnekvindens svig, blev han saa vred, at han drev fra sig alle sine sønner med finnekvinden og vilde ikke se dem.


I Flateyjarbók, et stort islandsk samlehaandskrift fra omkring 1380, findes ogsaa en beretning om Snefrid, i tillæggene til den udførlige saga om Olav Tryggvessøn, der er forfattet henved 1290:

Kong Harald blev dybt sørget af hver og en, og alle sagde med en mund, at hans lige havde der ikke været i forstand og dygtighed, i gavmildhed og i henseende til den agtelse, som han viste sine mænd. Han varede sig ogsaa for al slags trolddom og hedenskab, da han havde faaet dværgen Svaases svig paa det rene. Svaase kom til ham en juleaften og vendte hans hu til en finsk kvinde, som hed Snjofrid, med en elskov saa hed, at han ægtede hende og elskede hende over alt, fordi hun paa grund af Svaases trolddom forekom ham vakrere end nogen anden kvinde. Han havde sønner med hende, som før er fortalt. Da tiden var kommen, døde Snjofrid, og et kosteligt tæppe, som kaldtes Svaasenaut (Svaases klenodie) blev bredt over hende; i dette tæppe var skjult saa megen galder, at hendes legeme forekom kong Harald saa deiligt og yndigt, at han ikke vilde lade hende begrave. Han sad over hende i 3 vintre og brydde sig ikke om nogen ting paa grund af overvættes kjærlighed til den afdøde. I denne tid kvad kong Harald en draapa om hende, som senere er kaldt Snjofrids draapa. Siden sagde en vis mand, som var hos kong Harald og som hed Egill Ullserk, at de skulde tage tæppet af liget, og det blev gjort. Legemet var gaaet i forraadnelse, som rimeligt var, og lugtede ilde; det blev da begravet efter gammel skik. Efter dette blev kong Harald saa vred paa galder og trolddom og al slags hedenskab, at han lod enhver slig mand i sit rige gribe, og lod dem dræbe eller landsforvise.


Foruden disse udførligere beretninger om Snefrid indeholder de historiske sagaskrifter flere kortere hentydninger, som forudsætter tilværelsen af et sagn om hende. Den mest omfattende findes i et tillæg til Olav Tryggvessøns saga, "Upphaf rikis Haralds hårfagra", i Flatøbogen; der heder det om Halvdan Svarte og Harald, at ingen af dem havde julelykke; Tor tog julemaden fra Harald, og Odin fra Halvdan; "en anden juleaften kom Svaase og besnærede (sveik) Harald til at gifte sig med finnekvinden Snæfrid; med hende havde han sønnerne Sigurd Rise (d. e. "lausunge"), Halvdan Haalegg, Gudrød Stira og Ragnvald Rettilbeine". Forøvrigt er det kun en ganske kort omtale af Snefrids sønner ("Snæfríðarsynir"), som forekommer i sagaerne; saaledes foruden to steder i Olav Tryggvessøns saga i Flatøbogen (kap. 3 og kap. 183), i den udførlige Olav den helliges saga fra omkring 1250 (kap. 1), samt hos Snorre, som fortæller, at da Harald delte sit rige, gav han "Snæfridssønnerne" Ringerike, Hadeland og Toten, og hvad dertil hører (kap. 33).

Historia Norvegiæ synes ikke at kjende sagnet om Snefrid; den beretter kun, at Harald Haarfagres søn Ragnvald Rettilbeine blev opfostret af en "fitonissa" (d. e. "pythonissa", troldkjærring, spaakvinde) paa Hadeland, og af hende lærte han trolddom og blev seidmand. Efter Ágrip og de andre sagaer var denne Ragnvald Haralds og Snefrids søn.

Endelig kan nævnes et gammelt digt fra omtrent samme tid som Ágrip, Fornyrðadrápa, som sandsynligvis er digtet paa Orknøerne af biskop Bjarne Kolbeinssøn (død 1222). I dette digt omtales finnepigen, som gjorde Harald rasende af kjærlighed, fordi han syntes, at hun skinnede som solen.

Snorre har, som nævnt, hentet sin fortælling om Snefrid fra Ágrip. En fremstilling af sagnet i Codex Frisianus fra ca. 1325 er den samme som Agrips og Snorres. Men fortællingen i Flatøbogen viser enkelte afændringer; saaledes nævnes et sengetæppe Svaasenaut, som ikke omtales i de andre fremstillinger; i dette haandskrift er det Egill Ullserk, i Ágrip Thorleiv spake, som giver det raad at flytte Snefrids lig.

Kun i Ágrip kaldes Svaase finnekonge, og i nogle afskrifter af Snorre kaldes han i kapiteloverskriften jotun, men denne overskrift er ikke af Snorre selv; Snorre kalder ham finn. Flatøbogen fremstiller Svaase som en tryllekyndig dverg, og kalder Snefrid en finsk kvinde.

Allerede denne usikkerhed i betegnelsen af Svaase synes at tyde paa, at Svaases person stammer fra forskjellige kilder. Det viser sig da ogsaa, at der i hans skikkelse er flydt sammen træk fra et historisk sagn hos kelterne og fra et gammelt eventyr.

Sagnet om Harald og Snefrid, saaledes som de nævnte kildeskrifter beretter det, bestaar nemlig af to forskjellige dele; først fortællingen om, hvorledes kongen gribes af rasende elskov til Snefrid, da hun rækker ham mjødhornet, og dernæst beretningen om, hvorledes det trylleri, hun udøvede, holder ham hunden endnu aar efter hendes død og tvinger ham til at sidde hos liget.

Disse to bestanddele af sagnet har forskjelligt udspring. Den første er saagodtsom helt og holdent laant af et keltisk sagn, som blandt andet kjendes fra Galfrid af Monmouths fortælling om briterkongen Vortigern og sakserhøvdingen Hengists datter Rowena.

Galfríd af Monmouth, der skrev sin Historia Regum Britannia mellem 1132 og 1135, beretter i 6te bog om angelsaksernes erobring af Sydengland. De angelsaksiske høvdinger Hengist og Horsa var kommen til England, og briternes konge Vortigern bad dem hjælpe sig mod pikterne; det gjorde de med Heid , men Hengist raadede til at hente flere saksere fra Germania, og derpaa gik Vortigern ind.

Saa berettes følgende:

Da bad Hengist kong Vortigern: "Giv mig et stykke land, om det saa ikke er større, end at det kan omspændes af en rem, saa jeg kan bygge et fast hus til tilflugtssted, om jeg skulde trænge det. Du ved, at jeg er dig tro; det har jeg været og vil være." Kongen gav sit minde, bevæget af hans ord, og Hengist tog en oksehud og skar den op i en eneste rem. Remmen lagde han om en fjeldknaus, som han havde valgt med stor omtanke, og byggede saa en borg paa knausen. Da borgen var færdig, fik den navn efter remmen; briterne kaldte den Kaercorrei, sakserne Thancastre, og paa latin kalder vi den Castrum Corrigiæ (remmeborgen). Imidlertid kom budene tilbage fra Germania med 18 skibe med udsøgt mandskab. De havde ogsaa med sig Hengists datter Rowena, som overgik alle andre i skjønhed. Da de var komne, indbød Hengist kong Vortigern til sit nye hus, forat han skulde se baade bygværket og de nye krigere, som var komne. Kongen kom straks selv og roste arbeidet, som var udført saa hurtig. Da han havde gjort sig tilgode ved det kongelige gjæstebud, kom en ung pige ud af koven med et guldbæger, fuldt af vin. Hun gik hen til kongen, bøiede knæ for ham og sagde: "Daverd King, wacht heil," det vil sige: "Herre konge, hil være dig!" Men da kongen saa pigen, blev han greben af beundring over hendes skjønhed og blev mægtig betagen. Saa spurgte han tolken, hvad pigen havde sagt, og hvad han skulde svare hende. Tolken sagde: "Hun kaldte dig herre konge og hædrede dig med en hilsen. Hvad du skal svare, er: Drink heil!" Saa svarede Vortigern: "Drink heil!" og sagde, at pigen skulde drikke. Derpaa tog han bægeret af hendes haand og kyssede hende og drak. Fra den tid og til den dag i dag har den skik holdt sig i Britannien, at enhver, som i gjæstebud drikker en anden til, siger til ham: "Wacht heil," og den, som faar drikken, svarer: "Drink heil". Men Vortigern blev ogsaa drukken af en anden slags drik. Satan krøb ind i hans hjerte, og han fattede elskov til pigen og forlangte hende af faderen. Satan var i sandhed kommen ind i hans hjerte, thi han ønskede at have omgjængelse med en hedensk kvinde, skjønt han var kristen. Hengist var en klog mand og raadførte sig straks med sin broder Horsa, da han opdagede kongens tilbøielighed; han tog ogsaa paa raad de ældre mænd, som var hos ham, og spurgte dem, hvorledes han skulde stille sig til kongens forlangende. Alle som én gav det raad, at kongen skulde faa pigen, men de skulde kræve provinsen Cantia (Kent) til løn for hende. Og dette gjorde de straks. Vortigern fik pigen og Hengist provinsen Kent, uden at høvdingen der, Gorangan, vidste det. Derpaa feirede kongen samme nat sit bryllup med den hedenske pige, og hun behagede ham over al maade. Alt dette førte snart til fiendskab med hans storm send og hans sønner; thi han havde før tre sønner, som hed Vortimer, Katigern og Pascentius.

Galfrids fortælling er øst af Nennius’s britiske historie, som er forfattet i 796. Han beretter:

"Med de hjælpetropper, som Hengist tilkaldte fra Germania, fulgte hans overvættes vakre datter. Efter ankomsten gjorde Hengist et gjæstebud for Guortigirn og hans riddere samt for hans tolk Ceretik. Hengist befalede sin datter at skjænke og kredense vinen og mjøden for dem, og de fik mere end nok og blev fuldstændig drukne. Medens de drak, trængte satan ind i Guortigirns hjerte, saa han fattede elskov til pigen; gjennen tolken krævede han hende af faderen og sagde: "Alt, hvad du fordrer til gjengjæld, skal du faa, om det saa var halvdelen af mit rige." Hengist holdt raad med høvdingerne, som havde fulgt ham fra øen Oghgul (Angul), om hvad de skulde kræve af kongen for hende, og alle var enige om, at de skulde fordre Cantguaraland, som i vort sprog kaldes Kent. Guortigirn gav dem landet, skjønt der var en underkonge i Kent, som ingen ting vidste om, at han og hans land bag hans ryg var blevet overdraget til hedningerne. Saa fik kongen pigen tilægte, og han sov med hende og elskede hende saare."

Det er dette keltiske sagn, som i vore kongesagaer, ligefra den ældste samlende fremstilling i Ágrip, er knyttet til Harald Haarfagres navn.

Nærmest staar fremstillingen hos Galfrid af Monmouth. Ágrip er forfattet omkring 1190, medens Galfrids værk blev afsluttet 1135.

Hvis nordboerne ikke har hørt det keltiske sagn fortælle mundtlig under sin omgang med briterne, maa det da i de 50 til 60 aar, som ligger mellem Galfrid og Ágrip, fra Galfrids bog være kommen til Norge eller Island og der have fæstet sig til den historiske personlighed, som samlede Norges rige og allerede da stod i sagnets fjernhed.

Et tilknytningspunkt kan maaske de mange fortællinger have frembudt, som sagaerne indeholder om Haralds kjærlighedshistorier.

Finnekongen Svaase repræsenterer væsentlig sakserfyrsten Hengist, om der end i Snorreafskrifternes og Flatøbogens betegnelse af ham som jotun eller dværg er indgaaet momenter fra kilden for den sidste halvdel af Snefrid-sagnet, saaledes som det fremgaar af skildringen i det senere gjengivne norske eventyr fra Valdres, hvor heltinden er datter af en jutul, det vil sige jotun, og af fremstillingen i de tilsvarende islandske og tyske eventyr, som lader hende blive optaget og finde pleie og hjem hos nogle dverge. Ligesom Hengist af Vortigern faar et lidet stykke land til at opføre et hus paa, faar finnen Svaase af kong Harald lov til at sætte sin gamme paa hans grund. Naar beretningen om Hengists list med den lange rem ikke er medtaget i sagnet om Svaase, har dette en ganske naturlig grund i det beskedne omfang, som en finnegamme har; ovenikjøbet var dette sagn motiv allerede før fæstet til en anden nordisk sagnhelt (saaledes i Ragnar lodbroks saga og hos Saxo). Selve navnet Svaase, som betyder den milde, blide, indsmigrende, ser ud til ligefrem at være dannet af den karakteristik, Galfrids beretning giver af Hengists optræden overfor kongen og af hans indsmigrende ord.

Paa samme maade som Hengist i de norske sagn gjøres til finn, bliver hans datter Rowena til finnepige. Til finnerne henførte vore forfædre jo gjerne den fuldkomne tryllekyndighed, og kongens pludselige og heftige elskov maatte synes nordboerne fremkaldt ved trolddom. Naar de norrøne gjengivelser af sagnet fremstiller den drik, kongen modtager af Snefrid, som magisk, er dette derfor let at forklare. Og dog tør det være muligt, at et senere træk i fortællingen om Rowena har virket med til at fremkalde denne ændring: beretningen om, at Rowena for at rydde stedsønnen Vortimer af veien, brygger en hemmelighedsfuld drik, "fuld af al verdens ukjendte gifter", til ham. Dette samme motiv har ogsaa været medvirkende ved tilknytningen af Snefrid-sagnets anden halvdel.

Om navnet Rowena og dets forhold til Snjófríðr skal senere tales.

Den anden del af det sagn, der hos os er knyttet til Harald og Snefrid, bliver i middelalderen ofte og til forskjellige tider henført til Karl den store. Den ældste formning, som knyttes til hans navn, er dog næsten et aarhundrede yngre end Ágrips fortælling om Harald og Snefrid og bærer ogsaa i selve sin opbygning vidnesbyrd om at være en yngre sammensætning af mange uligeartede elementer. Den findes i Jansen Enenkel’s " Weltbuch" fra 1280 til 1290. De derpaa følgende henførelser af sagnet til Karl stammer fra første halvdel af 14de aarhundrede. Blandt dem er den italienske digter Petrarcas’ gjenfortælling af sagnet fra 1333, saaledes som præsterne i Aachen selv havde berettet ham det. Her hidsættes til sammenligning forkortet Petrarcas beretning, saaledes som han har nedtegnet den i sine Epistolæ: Efter denne beretning havde Karl i skogen ved Aachen saaledes forelsket sig i en simpel kvinde, at han af den grund glemte alt. Og da hun pludselig blev syg og døde, sad han ved hendes lig, kyssede hende og talte til hende og omfavnede hende, som om hun endnu levede. Selv da den døde gik i forraadnelse, holdt keiseren ikke op med dette, førend en hellig præst, efter inderlige bønner og ledet af en guddommelig røst, fandt en ring med en ædelsten i i munden paa liget; den tog han ud og stak til sig. Da vaagnede keiser Karl fra sin vildelse; liget blev ham straks modbydeligt, og han befalede at skaffe det bort. Men nu sluttede han sig ligesaa varmt til den geistlige. Da kastede denne ringen i en dam ved Aachen. Og fra den tid af vilde Karl ikke reise bort fra denne by; han byggede et slot og en domkirke ved dammen og forlod virkelig heller ikke Aachen, saalænge han levede; han befalede ogsaa, at han skulde begraves der.

Fra første fjerdedel af det 14de aarhundrede stammer en version af Karls-sagnet fra Nederrhinen; den findes i det middelnedertyske digt Karlmeinet. Her fortælles, at Karl havde en frille, som han elskede saa høit, at hele landet tog forargelse deraf; han kunde aldrig undvære hende, overalt maatte hun følge ham. Da hun døde, lod han hende balsamere og sov ved hendes side som før. Hans kammerherre sørgede over hans forvildelse, og en dag, da Karl var ude, undersøgte han liget og fandt tilslut en ring i den dødes haar, som han tog til sig; i den var trolddommen gjemt. Da kongen kom hjem, spurgte han: "Hvorfor ligger dette lig herinde?" og befalede at skaffe det bort og begrave det. Men fra den dag overførte Karl sin kjærlighed paa kammerherren og kunde aldrig være fra ham. Under en jagttur ved Aachen sammen med kongen tager kammerherren saa ringen af sin finger og kaster den i en dyb dam. Fra samme øieblik lagde kongen ikke mere mærke til ham end sine andre mænd; men fra dammen kunde han ikke mere fjerne sig; der byggede han sig en borg og en kirke og tog sin bolig der.

Det er denne nederrhinske version, som af alle sagn om Karl og hans døde elskede staar Harald-sagnet nærmest. Samme tid, begyndelsen af det 14de aarhundrede, tilhører en kortfattet beretning, som er fundet i en notis i et pergamentshaandskrift i Leiden. Her heder det: "Aquisgrani kaldes Ays (det vil sige Aachen); den har navn deraf, at Karl der holdt sig til en kvinde, en slags fe, som ved et andet navn kaldes nymfe, gudinde eller dryade. Til hende havde han sin vante gang og laa med hende. Og det havde sig saa, at naar han kom til hende, var hun levende, men naar Karl gik bort, døde hun. Saa hændte det engang, han var hos hende og legede med hende, at en solstraale faldt ind i munden paa hende, saa at Karl fik øie paa et guldkorn (granum), som var vokset fast i hendes tunge. Da han lod kornet skjære bort, var hun og blev hun for al fremtid død og vaagnede ikke mere til live."

Endelig kommer hertil nogle beretninger fra det 15de og 16de aarhundrede i krøniker og postiller.

Fra den nyere tid gives der en stor mængde formninger af dette sagn om Karl; saa godt som alle knytter sig til Aachen og dens varme kilder, og har i ikke liden grad bidraget til denne bys ry. De allerfleste af disse Karls-sagn har utvilsomt ogsaa sin oprindelse fra Aachen, eller har ialfald faaet sin udformning af hensyn til Aachens interesser. Sagnet er blevet stedfæstet i Aachen paa grund af Karls interesse for denne by, hvor han boede, og hvor han døde.

I nyere tid er sagnet efter 1600 overført paa den danske konge Valdemar og Tove (saaledes i en optegnelse af folkevisen om Valdemar og Tove), ligesom til den saksiske kurfyrst Johan Georg IV og hans elskede, frøken von Neitsch.

Galfrid af Monmouths historie om briterne blev oversat paa gammelnorsk i det 13de aarhundrede under navnet Bretaspgur, rimeligvis tidlig i aarhundredet; ældre end omkring 1200 er oversættelsen dog neppe. Fremstillingen er i denne gjengivelse adskillig forkortet, og baade derfor og fordi oversættelsen efter al sandsynlighed er yngre end Ágrip, kan Snefrid-sagnets første del ikke stamme fra Bretaspgur. Men i et punkt kan oversættelsen maaske give et fingerpeg om, hvad der har foranlediget overførelsen af sagnet fra Rowena til Snefrid.

I Galfrids fortælling kaldes Hengists datter, som nævnt, Rowena, det er det walisiske Rhon-wen, som skal betyde hvidserk eller den, som har hvide klæder. Men den norrøne oversættelse kalder hende i nærmere overensstemmelse med den keltiske form Rhon-wen for Ranvæn. I den norske gjengivelse af navnet er da sidste led -væn opfattet som hunkjønsformen af det norske adjektiv vænn, ven, vakker. Navnet Ranvæn indeholder da efter denne forstaaelse navnet paa en, som er hvid og vakker, ligesom Snefrids navn betegner én, der er vakker og hvid som sneen, omtrent som eventyrnavnet Snehvid. En ganske lignende omtydning har i Bretasǫgur fundet sted med hendes faders navn Hengist, som er blevet til Heimgestr.

Navnet Snjofrid er dog ikke en oversættelse af Ranvæn, men betydningen af Ranvæn, saaledes som nordmændene opfattede navnet, den hvide og vakre, har fremkaldt hos dem erindringen om navnet Snjofrid.

Dette navn brugtes, saavidt man ved, ikke som almindeligt kvindenavn blandt nordmændene; den eneste gang, navnet forekommer i den gamle litteratur, er i dette sagn om Harald og Snefrid. Snjofrid-navnet kan saaledes ikke være fremsprunget af en gjængs navneskik i Norge eller Norden, slig som den brugtes i livet. Derimod passer Snjofrid udmærket til den navneskik, som er eiendommelig for eventyrets og sagnets verden, som med forkjærlighed netop bruger en gjennemsigtig, appellativisk navndannelse; saaledes møder vi i de norrøne finnesagn gang paa gang slige navne som Snær, Jǫkull, Fǫnn, Drifa, Mjǫll o.s.v., som før omtalt, og i eventyrene navne som Askeladden, Tro og Utro, Bonde Veirskjæg, Mestermø, Lurvehætte, Snehvid og Rosenrød, og lignende. I denne navneskik hører Snefrid-navnet hjemme, og vi kan endog paapege det eventyr, som navnet tilhører. Det er just det samme eventyr, som danner grundlaget for den sidste del af sagnet om Harald og Snefrid.

Det keltiske navn Rhonwen har altsaa fremlokket mindet om eventyrnavnet Snjofrid, som blev anseet for at have den samme betydning; og dette eventyrnavn har saa igjen trukket med sig ind i Harald-sagnet en række motiver af eventyret og derved skabt sagnets sidste del: Haralds elskov til den døde kvinde. Eventyret fortæller nemlig om en fager kvinde, som ved tryllemidler hensættes i en dødlignende tilstand og i denne dødssøvn er gjenstand for heltens elskov; oftest er han en konge.

Heltinden heder i de norske formninger af eventyret Snofri, samme navn som det norrøne Snjófríðr, i den bekjendte tyske version kaldes hun Sneewittchen, det er Snehvid, og navnet Snehvid bærer hun ogsaa almindelig i de danske og svenske sidestykker.

Dette eventyr er udbredt i mange lande. Men ingen versioner deraf er kjendt fra middelalderen; de ældste optegnelser skriver sig fra reformationsaarhundredet (omkring 1550). Overensstemmelsen mellem Harald-sagnet og eventyret og ikke mindre forekomsten af det samme kvindenavn i begge traditioner sætter det dog udenfor enhver tvil, at eventyret i en ældre formning allerede var gjængs og velkjendt for vore fædre, dengang sagnet om Haralds elskov til Snefrid dannede sig, altsaa i ethvert fald før 1190. Men da der ligger saa langt et tidsrum mellem Snefrid-sagnets dannelse og de tidligste optegnelser af eventyret, er det naturligt, at ingen enkelt af eventyrets kjendte versioner i den form, de nu har, kan være den umiddelbare kilde til sagnet om Harald og Snefrid. Derimod gives der mangesteds i Europa en stor mængde formninger af dette eventyr, som alle har flere eller færre motiver og drag tilfælles med vort sagn.

Nogle af disse eventyr meddeles her forkortede eller i uddrag. Først to fra Norge. Det er et par ikke publicerede versioner, meddelt Moltke Moe i 1878 og 1880 i Bøherred i Nedre Telemarken; fortælleren af den meddelte version havde eventyret fra sin gamle bedstemoder; den anden version skriver sig fra en af Telemarkens bedste eventyrfortællersker, Kari Stafsholt, den gang nogle og otti aar gammel.

"Det var en mand som havde en datter efter kjærringen sin, og datteren hed Snofri. Manden giftede sig igjen; men stedmoderen var slem og vrang mod Snofri, fordi manddatteren var vakrere end hun selv. Tilslut sagde hun til tjenestegutten, at han skulde tage Snofri med ud i skogen og skyde hende og have hjertet med sig hjem. Men jenten var saa overhændig vakker, at gutten ikke var god til at dræbe hende; isteden skjød han et vildt dyr og tog hjertet af det. Imedens gik Snofri og vildrede i skogen; langt om længe kom hun til en dyb dal, og der saa hun en stue. Hun gik ind i stuen; der stod mad paa bordet; men hun rørte den ikke. Hun lagde sig i sengen og sovnede. Saa kom de 2 karer, som eiede stuen, hjem, og da de saa jenten, var hun saa over al maade vakker, at de endelig vilde have hende hos sig. Hendes stedmoder havde et skrin som kunde tale, og hun spurgte skrinet, hvor Snofri var, om hun endnu var ilive. Da hun fik besked derom, skabte hun sig om til en fantekjærring og kom næste dag til stuen, medens de 2 karene var inde i skogen. Hun satte sig ved gruen, medens Snofri spandt, og kastede saa et reb af haar rundt livet paa hende; dermed faldt hun død ned. Da saa karerne kom hjem, laa Snofri død ved rokken. Men saa fik de øie paa rebet, og da de tog det af hende, var hun lige levende igjen. Saa sagde de, at hun ikke maatte slippe nogen ind; hun skulde laase alle døre, naar de var ude. En stund efter kom fantekjærringen igjen, og da hun ikke slap ind, bad hun om bare at faa se Snofris haar i vinduet; Snofri sad og børstede sig, — og saa stak hun noget ind i haaret paa hende; dermed var hun igjen død. Men karerne fik liv i hende denne gang ogsaa, straks de greiede haaret hendes. Den følgende dag kom fantekjærringen paany, og da hun fik se Snofri i vinduet, saa sagde hun: "Du er saa vakker du, det er saa moro at glane paa dig." Den gangen stak hun en naal ind i haandbagen hendes. Da de to kom hjem, var de ikke istand til at se, hvad hun var død af. Saa gjorde de en kiste til hende og lagde hende i den; der laa hun saa rød og finn, at det var et syn. En dag kom der en kongssøn forbi, og han vilde endelig kjøbe hende; han syntes, hun var saa vakker, at han ikke kunde leve uden hende. Nei, de vilde ikke sælge hende. Men for gode ord og betaling fik han hende da tilsidst. Han satte hende ind i sit eget kammers. Saa var det en dag, solen skinned saa vakkert, da fik han se noget glitre bag paa haanden, og da han med en kniv drog naalen ud, var jenten lige frisk og levende igjen. Men skrinet fortalte dette til stedmoderen. "Ja, har jeg ikke dræbt dig før, saa skal jeg da dræbe dig nu," tænkte hun. Men da hun kom til kongsgaarden, stod kongssønnen der færdig med sit sværd og stak hende ihjel."

Kari Stafsholts version er lidt udførligere, men skiller sig kun i underordnede punkter fra den ovenfor meddelte. Eventyret dreier sig her om en konge, som er gift for anden gang; Snofri er datter af første ægteskab. Dronningen har her en spaamand, som fortseller hende om Snofri; det er tre riddere, Snofri kommer til i skogen; de tre magiske midler, som stedmoderen bruger, er en ham, et bælte og en knappenaal; kisten stilles paa en sten udenfor stuedøren.

I Valdres er der i femtiaarene optegnet en version af dette eventyr; den er udgivet i J. E. Nielsens "Gamla Segner fraa Valdres" og heder "Riddaren i Bjødnahame":

"Det var en ung gygerdatter, som var gift med en gammel jutul. Da hun engang blødde næseblod i sneen, ønskede hun sig en datter saa rød og hvid som blodet og sneen. Det fik hun, og datteren var saa vakker, at aldrig nogen havde seet hendes mage. Medens pigen vokste op, blev moderen enke. Datteren fik mange friere og enken ingen. Saa blev hun avindsyg paa datteren, og truede tjenestegutten til at dræbe datteren. Han lod, som han gjorde det, men dræbte et lam isteden; blodet havde han i et blikspand, og skar saa lidt af tungesnippen paa lammet; en liden haartop af pigen tog han ogsaa med hjem. Dette gav han kjærringen og sagde, han havde dræbt pigen. Hun vandrede imidlertid omkring i skogen, til hun kom til en barhytte, hvor der var en peis, en gryde med mad, tre sølvskeer, tre tallerkener, tre knive og tre fade, tre stole og tre senge ovenover hverandre. Men ingen saa hun. Hun kogte maden og stelte alt istand paa bordet. Saa lagde hun sig paa gulvet under den nederste sengen; hun var ræd for, at hun var kommet i en morderhytte, og vilde høre, hvad folkene sagde, naar de kom. Om en stund kom der ind tre bjørne, som kastede bjørnehammen og blev til tre vakre karer. De undredes paa, hvem som havde stelt saa fint istand for dem. Saa lagde de sig til at sove. Men den ene af dem, ridder Veivan, vaagnede snart af en drøm. Han vækkede de andre og sagde, at han havde drømt, at der under sengen hans laa en jomfru saa fin, at hendes lige ikke fandtes; "jeg vil staa op og tænde paa og se," sagde han. Det gjorde han og lyste under sengen, og da laa hun der. Hun bad vakkert for sig og fortalte, hvordan hun var kommet did. Ridderne paa sin side fortalte, at der var lagt bjørneham paa dem; den kunde de lægge af sig om natten, men om dagen maatte de bære den, og da var de i skogen for at dræbe dyr til at leve af. Ridder Veivan sagde, at hun skulde være hans kjæreste; blev han kvit bjørnehammen nogen gang, skulde hun blive bruden hans. I medens kunde hun lage mad og stelle i huset, og om nætterne skulde hun sove paa hans arm. Dette var nu godt og vel.

Men hendes moder havde et speil, som kunde tale, og af det fik hun vide, hvor datteren var, og hvordan hun havde det. Saa sendte hun tjenestepigen til datteren med et par sko, som var slig, at den, som tog dem paa sig, døde paa stedet, og jenten skulde sige, at hun skulde ikke gaa hver dag med de bedste skoene. Straks datteren tog disse skoene paa sig, faldt hun død om paa gulvet. Da ridderne i bjørneham kom hjem og fandt hende død, blev der vel sorg paa dem; men da de tog skoene af hende, var hun straks levende igjen. Det samme gjentager sig nu: moderen taler med speilet, sender en silkeserk, pigen dør atter, men bliver paany levende, da de faar serken af hende. Ridderne advarede hende da mod at aabne døren for nogen. Hun laaste sig inde, og da tjenestejenten kom, slap hun ikke ind. Saa bad jenten hende bare gløtte paa vinduet, og straks hun havde gjort det, stak tjenestejenten en guldnaal i hovedet paa jomfruen. Den gang fandt de ingenting paa hende, og ridder Veivan sørgede sig næsten ihjel. Han lod gjøre en kiste af blikplader at lægge hende i, og blikkisten satte han i en kiste af kobber. Der laa hun saa fin, som medens hun var levende. Om dagen, naar de var ude i skogen, heisede han kisten op under taget i et taug, og om kvelden havde han hende ned for at se paa hende.

Nu havde kongen af Rusland hørt, at nogle skogrøvere havde stjaalet en overhændig vakker jomfru, og han drog da afsted med sine riddere til barhytten. Der saa han kisten, som hang opunder taget, og da han fik se, hvor vakker hun i kisten var, saa tog han den med til kongsgaarden og satte den ind i sengekleven sin; han havde moro af at se paa den fine jomfruen. Men saa traf det til, at kongen i Rusland fik krig. Da han reiste, gav han alle nøglerne undtagen klevenøglen til sin eneste datter. Døren forseglede han, og paa seglet stod: "Den, som bryder op denne dør, skal miste sit liv." Han var borte i 2 aar. Kongsdatteren syntes, det skulde være moro at vide, hvad der var i sengekleven, og tilslut vaagede hun sig til at bryde op døren. Hun tog laaget af kisten og blev rent op i under, da hun saa den vakre jomfruen. Men der var en liden svart flek i hovedet paa jomfruen, saa hvid som hun ellers var. Paa den flekken grov hun med neglen og fik se øiet paa en naal; saa tog hun en gren og satte ind i øiet og drog naalen ud, og da blev jomfruen lys levende med én gang. Da kongen kom hjem, førte datteren ham ind i kleven, og der sad jomfruen paa en stol.

Hun stod op og neiede for kongen og bad ham være velkommen fra slaget. Kongen omfavnede hende og svor ved sin kongelige ære, at hun skulde blive hans dronning. "Jasaa," tænkte jomfruen ved sig selv, "du er ikke vis paa det; ridder Veivan har sovet hos mig saa mangen en nat, og vi har trolovet os, til han bliver kvit bjørnehammen; og hvad jeg har lovet, vil jeg holde, om jeg saa skal dø." Om natten vilde kongen, at hun skulde sove i hans arme. Hun takkede for tilbudet, men først sagde hun, at hun maatte faa lov til at gaa ud lidt. Det fik hun; kongen gik tilsengs imedens, og da han var træt efter krigen, han havde været i, sovnede han straks; men jomfruen satte tilskogs samme nat."

Herefter gaar eventyret over i en anden cyklus, der ikke har interesse i denne forbindelse; det ender med at jomfruen forenes med sin ridder.

Det tyske eventyr "Sneewittchen", saaledes som det fortælles af Grimm, beretter om en dronning, som sidder og syr ved et vindu med ramme af sort ibenholt; hun stikker sig med naalen i fingeren, og nogle draaber blod falder paa sneen. Hun ønsker sig da et barn hvidt som sne, rødt som blod og med haar saa sort som ibenholt. En saadan datter faar hun, og hende kalder de Sneewittchen (paa høitysk: Schneeweiszchen). Dronningen døde, og kongen giftede sig med en stolt, men vakker frue, som var skinsyg paa steddatteren, som var saa vakker. Et talende speil fortalte stedmoderen, at Sneewittchen var 1000 gange vakrere end hun. Saa sætter hun en jæger til at dræbe Sneewittchen; men han stikker istedet et ungt vildsvin, hvis lever og lunger han bringer stedmoderen. Sneewittchen vandrer da alene videre og kommer til en hytte, hvor der staar et dækket bord med 7 skeer, knive, gafler og 7 bægere, og paa væggen er der 7 senge. Sneewittchen spiste lidt af hver tallerken og lagde sig i den 7de seng, som passede for hende. Saasnart det var mørkt, kom eierne af stuen, 7 dverge, hjem og undrede sig over, hvem der havde rørt ved bordet. Den 7de dverg opdagede den vakre pige, som sov i hans seng. Om morgenen fortalte hun, hvorledes hun var kommet did, og de blev enige om, at hun skulde blive der og stelle huset for dem. Imidlertid fortalte speilet stedmoderen, at Sneewittchen levede, og hun drog som kræmmerske til hytten, hvor hun solgte et vakkert belte. Dette snørte hun saa fast om Sneewittchen, at hun faldt om som død. Da dvergene kom hjem, skar de beltet over, og saa begyndte Sneewittchen igjen at aande. Saa kommer stedmoderen igjen med en giftig ham. Tredje gang kommer hun med et forgiftet æble, og det kunde dvergene ikke opdage. Da Sneewittchen saa ud som et levende menneske med røde kinder, saa lagde de hende i en glaskiste, som de satte ud paa en bergknaus, og en af dem stod al tid vagt ved kisten. Saa kommer en kongssøn did; men dvergene vil ikke selge Sneewittchen for alt guld i verden. Men han kan ikke leve ud en at se Sneewittchen, og tilslut faar han hende og lader hende føre afsted. Men veien var daarlig, de stumpede, og med ét sprat det forgiftede æblestykke ud af halsen paa hende, og hun blev levende. Saa blev der bryllup, og da stedmoderen kom til bryllupet, maatte hun tage rødglødende jernsko paa og danse med, til hun faldt død om.

I sine anmærkninger til dette eventyr fortæller brødrene Grimm, at det hører til de bekjendteste og mest udbredte eventyr i Tyskland, særlig i Hessen; men selv i de egne, hvor det høityske sprog afgjort hersker, bibeholdes dog altid navnet paa heltinden i den plattyske form "Sneewittchen", ikke i den høityske " Schneeweiszchen".

I en af de versioner, som anføres i Grimms anmærkninger, heder det, at de syv dverge gjorde en sølvkiste, som de lagde Sneewittchen i, og satte den paa et træ foran hulen. Engang kommer en kongssøn forbi og beder dvergene om kisten. Hjemme lægger han liget paa en seng og lader det pynte, som om det var levende. Han elsker det over alle grændser. En tjener maa bestandig opvarte det; han bliver engang vred herover: "Her skal man opvarte denne døde jenten, som om hun levede," siger hun, og giver liget et slag i ryggen. Dermed farer æblebeten ud af munden paa hende, og Sneewittchen bliver igjen levende.

Grimm har bemærket ligheden med fortællingen om Harald og Snefrid.

I et albanesisk eventyr, meddelt af Hahn (Griechische und albanesische märchen), finder heltinden ly i et hjem hos firti drager, som gjentagne gange bringer hende tillive igjen efter stedmoderens mordforsøg, men da hun saa dør paa grund af en fortryllet ring, kan de ikke vække hende og lægger hende i en kiste oversaaet med perler. Kisten bæres hen i en have, hvor den hænges op i et stort træ i fire sølvkjæder. Kongen finder kisten og lader den bringe til sit værelse. Da han var blevet alene, aabnede han den. Og fra den dag blev han saa tungsindig, at han hverken aad eller drak; al mad, som blev bragt ind til ham, blev igjen baaret ud, og hans moder fik ingen rede paa ham. Han bare svarede: "Der feiler mig ingenting, lad mig i fred." Tilslut henvendte moderen sig til en af rigets stormænd, som sønnen holdt meget af og sagde: "Nu er det næsten et aar, som min søn ikke har været ud af sit kammer. Kjære, gaa nu og prøv, om du kan faa ham med ud!" Stormanden gik til kongen og spurgte, hvad det var, som tyngede paa hans hjerte. Tilslut fulgte kongen med ud en liden stund. Dronningen benyttede tiden til at undersøge kongens værelse og fandt kisten og liget. Saa satte hun sine piger til at hede bagerovnen for at brænde den døde. Men før liget bliver skjøvet ind i ovnen, drager en af pigerne ringen af lillefingeren paa det, og i samme øieblik vaagner hun tillive.

Det samme emne er udformet i en række sicilianske eventyr hos Gronzenbach og Pitre.

I Laura Gronzenbachs samling findes saaledes flere eventyr, som hører til den cyklus, hvormed vi her sysselsætter os, deriblandt "Maria, den onde stedmoder og de syv røvere". Her er det ogsaa en stedmoder, som er skinsyg paa manddatteren. Stedmoderen faar sin mand til at føre datteren bort. Han lader et brød rulle ned over en skrænt, og medens Maria søger efter det, forlader han hende. Hun vandrer da afsted og kommer til en hytte med et dækket bord og med 7 senge, som tilhørte 7 røvere. Maria gjemte sig bag et bagstetraug. Om morgenen skulde den yngste broder blive igjen og koge maden, og medens han var ude og gjorde indkjøb, gjorde Maria hele huset istand, satte kjedelen paa ilden og gjemte sig igjen. Røverne blev forundret. Næste dag skulde den anden broder være hjemme; han lod, som om han gik, men vendte straks tilbage og overraskede Maria. Saa skulde hun blive der og stelle huset for dem. En dag kom der en fattigkone til hende fortalte Maria om sin onde stedmoder, og fattigkonen fortalte igjen stedmoderen, at Maria levede. Stedmoderen gav da fattigkonen en ring, som var en tryllering, og tiggerkjærringen gik paany til Maria og bad om en almisse; da hun fik denne, sagde hun, at hun vilde give Maria en vakker ring, fordi hun var saa snil. Saa faldt Maria om som død, og røverne gjorde en gild kiste til hende og lagde guld og smykker ved siden af hende. Derpaa kjørte de kisten afsted i en vogn forspændt med okser. De kjørte til kongens stald, men da de drev okserne derind, blev hestene urolige, og saaledes fik kongen høre om den underlige vogn med kisten. Kongen lod kisten bringe op paa sit værelse og aabne. Da han saa den vakre døde, kunde han ikke skille sig ved hende. Han sendte alle ud af værelset og laaste døren. Ved spisetid sendte moderen bud efter ham; men han svarte ikke engang. Den gamle dronning gik da selv op og bankede paa døren, men uden nytte. Saa kikkede hun gjennem nøglehullet og saa, at sønnen knælede ved et lig, og da lod hun døren bryde op. Da hun fik se den vakre pige, blev hun rørt og tog hendes haand, og fik derved øie paa ringen; den syntes hun det var synd at lade begrave med hende og drog den af. Da blev Maria igjen levende og saa blev der bryllup.

Et andet siciliansk eventyr, "Krystalkisten", meddelt af Pitré, lader pigen blive optaget i huset hos nogle feer. Stedmoderen udfører her sine anslag mod datterens liv ved en heks's hjælp. Ved det sidste drabsforsøg, som sker ved hjælp af en ny klædning, ved feerne ikke at finde aarsagen; de lægger hende i en krystalkiste, besat med ædle stene, binder saa kisten paa ryggen af en af sine heste og beder den gaa og ikke standse, før den træffer en, som siger til den: "Stands for Guds skyld! for jeg har mistet min hest for din skyld." Kongens søn har været paa jagt og faar øie paa hesten med kisten; han rider efter, for at tage den igjen; men sprænger sin egen hest under forsøget, springer saa selv efter, til han ikke orker mer; da raaber han: "Stands for Guds skyld! for jeg har mistet min hest for din skyld." Saa standser hesten, og han fører den og kisten med sig til slottet og bærer kisten til sit kammer. Saa raaber han paa sin mor: "Mor, jeg har været paa jagt, og jeg har fundet en kone." "Men hvad i alverden er det? Et lig!" siger hun. "Gjør dig ingen illusion, det er min kone," siger han. Men fra den dag gik han aldrig længer paa jagt, søgte ingen adspredelse, gik ikke engang tilbords, men spiste i sit eget rum. Saa hændte det, at han fik krig og maatte drage ud; da bad han sin mor skaffe to paalidelige kammerpiger; de skulde ikke gjøre andet end at passe kisten: "Hvis den kommer til noget, saa dræber jeg kammerpigerne." Men moderen og kammerpigerne glemte kisten, og da kongen meldte, at han havde seiret og snart kom tilbage, kaldte dronningen paa dem og sagde: "Nu er vi ilde ude." "Hvordan det, deres høihed?" svarte de. "Jo, min søn kommer hjem om et par dage, og I ved, hvordan vi har passet paa dukken." "Huf ja," svarte de; "kom lad os gaa og vaske fjæset paa dukken." Saa gik de til kongens værelse. Da var ansigtet og hænderne paa liget rent skjult under støv og flueflekker. Men medens de vaskede ansigtet, faldt der nogle draaber af skiddenvandet paa hendes dragt, saa den blev flekket. Kammerpigerne begyndte at graate og løb til dronningen. Dronningen sagde: "Hør nu, løb til en dameskrædder og faa gjort en dragt ganske lig denne og hav den paa hende, før min søn kommer." De saa gjorde, og da den nye dragt var færdig, begyndte de at klæde af liget. I det samme de tog af hende det første ærme, slog hun øinene op, og kammerpigerne fór op i rædsel; men en af dem, som havde mere mod, sagde: "Jeg er et kvindfolk, og dette her er og et kindfolk, hun æder mig da ikke." Saa klædte hun liget helt af. Da sprang den døde ud af kisten, og kammerpigerne faldt paa knæ for hende og spurgte, hvem hun var. Hun fortalte dem hele sin historie. Saa vilde hun vide, hvor hun nu var, og det fortalte dronningen hende. Da kongen skulde komme, lod dronningen hende tage paa sig en hel dronningdragt og gjemte hende saa i et lidet kot. Kongen blev mødt med musik og hurraraab af store menneskemasser; men han havde ikke tid til at høre paa noget, han løb med én gang til sit rum for at se liget. Kammerpigerne faldt paa knæ for ham og sagde, at den døde havde lugtet saa forfærdelig, at folk kunde ikke være i slottet, saa de blev nødt til at brænde liget. Men kongen hørte ikke paa dem; han bare befalede, at der skulde reises to galger for dem. Saa blev den døde hentet, og det endte i fryd og glæde.

Dette sicilianske eventyr har træk, som minder baade om Harald-sagnet og om Karls-sagnet. Det er saaledes den eneste version, hvori det moment forekommer, at liget lugter; ligeledes tales der, som i den albanesiske, om opbrænding af liget. Ingen af disse drag kan have hørt hjemme i det oprindelige eventyr; de er fremkommet ved tilpasningen af eventyrstoffet i det historiske sagn. Naar de lige fuldt dukker op i den sicilianske formning af eventyret, kan de derfor kun forklares paa en af to maader: Enten maa de skyldes en uafhængig nydannelse, som logisk har udspundet, hvad der naturlig syntes at ligge i motivet om den døde kvinde. Og denne forklaring vilde lade sig høre for liglugtens vedkommende, men derimod ikke for opbrændingen af liget; ligbrænding kjendes ikke paa Sicilien, og har ikke i umindelige tider fundet sted der. Eller ogsaa maa det sicilianske eventyr have modtaget de to træk ved en senere paavirkning fra det historiske sagn om Harald eller Karl, og da visselig fra Harald-sagnet, hvori ligets brænding omtales.

Og en saadan paavirkning er meget vel mulig. Sicilien stod i den tidlige middelalder i næsten halvandet hundrede aar, fra 1061—1194, under normannisk herredømme, og gjennem normannerne har saavel Harald-sagnet som Karls-sagnet let kunnet finde vei til det italienske ørige, og derfra til albaneserne. Dette bestyrkes ogsaa derved, at der i den sicilianske eventyrverden i det hele findes adskillige særoverensstemmelser med norske og nordiske eventyr. Foruden de faa versioner, som her er fremlagt, kunde nævnes en lang række andre af denne eventyrkreds, fremfor alt fra de nordiske lande og Nordtyskland, hvor eventyret er stærkt udbredt; ogsaa paa Island kjendes det i flere formninger. I de fleste af disse nordiske og nordtyske varianter viser de navne, som tillægges heltinden, slægtskab med hinanden. En række navne er sammensat med sne: Snofri, Snehvid, Sneewittchen; andre frembyder lighed med sidste led i det norske navn, saaledes det islandske Vilfríöur.

Ved gjennemlæsning af disse eventyr falder det straks i øinene, at deres hovedhandling danner et fuldstændigt modstykke til sagnene om Harald og Karl. I eventyret fortælles der om en kvinde, som ved magiske midler er hensat i en dødlignende tilstand, men under denne har bevaret farve og udseende som en levende. I sagnet berettes om en kvinde, som er død, men som ved magiske midler bevarer udseende og skjønhed som en levende. Baade i sagnet og i eventyret elskes kvinden af en konge eller kongssøn, som gjemmer hende og er helt optaget af hende, saa han forsømmer sit rige og ikke har tanke for andet end den vakre døde eller skindøde. Baade i sagnet og i eventyret vækkes kongen ved en indgriben fra en af sine stormænds eller tjeneres side, hvorved tryllemidlet fjernes; men i sagnet medfører denne indgriben, at legemet gaar i forraadnelse eller falder til aske, i eventyret derimod vaagner den skjønne tillive.

Der kan efter dette ingen tvil være om, at sagnet og eventyret er variationer af samme episke motiv. Heller ikke kan der være tvil om, at de to historiske sagn om Harald og Karl repræsenterer væsentlig den samme eiendommelige udformning af motivet, i modsætning til eventyrenes. Men det er ogsaa utvilsomt, at der er en særlig forbindelse mellem det norske eventyrs Snofrinavn og Harald-sagnets Snjófríðr, en forbindelse, som ikke Karls-sagnet kjender, og som heller ikke har noget tilsvarende i dette sagns forhold til de tyske eventyr, hvis navn Sneewittchen ikke forekommer i sagnet om Karl.

Nu er det i og for sig urimeligt, at den vidt udbredte eventyrkreds skulde være opstaaet af et af de to historiske sagn; eventyr afgiver overhovedet ofte stof til dannelse af sagn, derimod tør det være tvilsomt, om der kan paapeges noget eventyr, som har dannet sig ud af sagn. Der er desuden i dette tilfælde en særlig omstændighed, som tyder paa, at vore to sagn er yngre end eventyret og følgelig afledede deraf; det er det, at sagnene om Harald og Karl indbyrdes slutter sig meget nærmere sammen, end de forskjellige eventyrformninger gjør sig imellem, ikke blot ved den samme afændring i hovedtanken, men ogsaa derved, at de er knyttet til navnkundige historiske personligheder. Men da maa enten sagnene om Harald og Karl gaa tilbage til et ældre historisk sagn, eller ogsaa er Harald-sagnet en aflægger af Karls-sagnet, eller Karls-sagnet en aflægger af Harald- sagnet.

Gaston Paris har gjort sig til talsmand for den første opfatning. Men om en saadan ældre version af det historiske sagn har vi ingensomhelst kundskab; der findes ikke den letteste antydning til, at en slig har eksisteret. Første gang sagnet fremtræder, er i Ágrips fortælling om Harald og Snefrid.

Spørgsmaalet bliver da, om sagnet har vandret fra Norge til Tyskland, eller om det fra Tyskland er kommet til Norge. Almindelig har man opfattet sagnet om Harald og Snefrid som en overførelse af sagnet om Karl den store, ganske ligesom sagnene om Valdemar og Tove og om kurfyrst Johan Georg af Sachsen og frøken von Neitsch er overførelser fra Karls-sagnet.

Alene Svend Grundtvig har udtalt sig imod at udlede Harald-sagnet af Karls-sagnet, uden at han dog forsøger at forklare forholdet mellem begge. Med sikkerhed at afgjøre, hvilket af de to sagn er det ældste, er heller ikke let. Men de fleste grunde taler utvilsomt for Harald-sagnet:

For det første er optegnelserne af det norske sagn langt ældre. De norrøne gjengivelser af sagnet stammer fra følgende tidspunkter: omkring 1190, omkring 1200, omkring 1230, omkring 1380. De tyske gjengivelser skriver sig derimod fra: 1280- aarene, 1300 til 1325, 1333, og det 15de og 16de aarhundrede. Ikke alene er den ældste optegnelse af det tyske sagn omtrent 100 aar yngre end den ældste optegnelse af det norske, men ogsaa mellem de yngre optegnelser af begge sagn er der en lignende tidsafstand.

Dernæst fremtræder det norske sagn i langt renere og mindre sammensatte formninger end det tyske, og det tiltrods for, at der i Harald-sagnet ogsaa har fundet en krydsning sted af to oprindelig forskjellige sagnmotiver (fortællingen om Hengists datter og Snofri-eventyret). Hver eneste af de tyske sagnversioner har et senere, mere kompliceret præg end nogen af de norrøne; ovenikjøbet er sammenknytningerne skiftende og forskjellige for de forskjellige versioner. Karls-sagnets formninger er saaledes ikke blot mere sammensatte, men ogsaa indbyrdes mere varierende end Harald-sagnets. De hyppigst tilbagevendende særdrag i Karls-sagnets versioner er: trylleringen hos den døde; balsameringen af liget; at kongen fører liget med sig paa sine reiser; den guddommelige aabenbarelse af kongens synd til præsten; at kongens kjærlighed overføres paa præsten eller kammerherren, som finder trylleringen; at ringen kastes i en dam, som kongen straks føler sig uimodstaaelig hendragen til, og hvor han bygger en by.

Enkelte af disse træk stammer fra ældre sagn om Karl den store; andre har sin grund i en episk udspinding af vort sagns ældre motiver, for derved at faa forklaret f. eks. Karls forkjærlighed for byen Aachen; atter andre har sin rod i helt uvedkommende sagn, som intet har med Karl den store at gjøre.

For det tredje synes der at maatte lægges væsentlig vægt paa den fuldstændige lighed mellem Harald-sagnets navn Snjófriðr eller Snæfriðr og det norske eventyrs Snofri. Denne navn-overensstemmelse lader sig af flere grunde ikke forklare som et nyere laan til eventyret fra sagaerne, blandt andet fordi formen Snofri er en regelret lydudvikling efter bygdemaalenes nuværende standpunkt af det gammelnorske Snjófríðr. Det tyske eventyrs navn Sneewittchen, som betyder det samme og har samme navneled med "sne", tør desuden vidne om, at navnet Snjófriðr er oprindeligt i det norske eventyr. Men da maa navnoverensstemmelsen mellem sagnet og eventyret have sin aarsag deri, at Harald-sagnet har hentet navnet sammen med fortællingsmotiverne fra den norske version af eventyret. Og til at antage, at et sligt eventyr som Snofri-eventyret paa Harald-sagnets tid var kjendt og udbredt i Norden, har vi ogsaa ellers al grund. Just fra Ágrips tid er der bevaret et par vidnesbyrd om den yndest, som eventyr om onde stedmødre og deres forfølgelse af stedbørnene nød heroppe. Odd Munk, som skrev paa samme tid som Ágrip, omkring 1190, beretter i sin Olav Tryggvessøns saga om "stjúpmœðra sögur", som gjætergutter fortæller sig imellem, og som ingen ved, hvor meget sandt der er i. Eventyret om Snofri, Sneewittchen, er netop et typisk eksempel paa saadanne stedmodereventyr. Og naar Odd Munk lægger til, at disse eventyr gjør kongen til "den mindste" i fortællingen, saa stemmer denne karakteristik fortræffelig med de fleste af Snofri-eventyrets versioner. Ogsaa i Sverres saga omtales stedmodereventyr.

Til disse positive grunde for, at sagnet om Harald og Snefrid er kilden for Karls-sagnet, kommer ogsaa nogle negative og indirekte:

For det første kan der paavises en keltisk foranledning til sammenknytningen af Harald-sagnets to halvdele: et træk, som just har hjemme i det sagn om Vortigern og Rowena, der danner grundlaget for første del af det norske sagn, men intet tilsvarende har i det tyske. Det er beretningen om, at Vortigern øvede blodskam med sin og Rowenas datter, Fausta. Dette træk synes at have paavirket eventyrmotivet om Snjófríðr, saaledes at man har tænkt sig, at Harald fortsatte det ægteskabelige samliv med den døde Snefrid; et saadant forhold ansaaes for den utilgiveligste art af blodskam, og de middelalderlige "bodsbøger" indeholder de strengeste straffe herfor. Denne opfatning er mere tilbagetrængt i Harald-sagnets versioner; men den gjør sig stærkt gjældende i alle ældre formninger af sagnet om Karl. Da nu Karls-sagnet ikke staar i noget forhold til det kymriske sagn om Vortigern, synes den eiendommelige fremhævelse af dette træk i de tyske sagnversioner at forudsætte afhængighed af den norrøne beretning, dog ikke fra nogen af de litterære gjengivelser, men fra et mundtlig overført sagn af en massivere og mindre diskret karakter. Sandsynligvis er det ikke mindst dette grufulde motiv, som har lettet overførelsen af Harald-sagnet paa Karl den store; thi allerede den gammelfranske heltedigtning ved at berette om, at Karl ufrivillig drev blodskam med sin søster og derved blev fader til helten Roland. Netop deri, at en lignende brøde saaledes allerede før var knyttet til Karls navn, ligger vel ogsaa den væsentligste aarsag til, at hans forhold til den døde elskede skildres saa utilhyllet og hensynsløst i de tyske sagn, i modsætning til sagaernes Harald-sagn. Men havde dette motiv ikke allerede været tilstede i Karls-sagnets kilde, sagnet om Harald, vilde ethvert tilknytnings- punkt for det ældre sagntræk om Karls brøde med søsteren have manglet.

Dernæst er der et andet forhold, som taler for, at Harald-sagnet er det oprindelige af de to sagn. Medens de forskjellige versioner af Harald-sagnet kun skiller sig i uvæsentlige smaating, er der en betydelig indbyrdes forskjel mellem de gamle tyske formninger af sagnet om Karl, og det fra version til version; og dette er ganske det omvendte af, hvad man maatte vente, hvis Karls-sagnet var kilden for sagnet om Harald. Naar nu hertil kommer, at den eneste gamle sagnform fra Tyskland, som staar det norrøne sagn nær, den formning, som findes i Karlmeinet fra egnen om Nederrhinen (1300—25), af alle tyske versioner er den, som ogsaa geografisk ligger Norge nærmest, synes der ogsaa heri at skjule sig antydning om norrøn oprindelse.

Til fordel for Harald-sagnets prioritet kan endelig ogsaa anføres, at dette sagn om Karl er fuldstændig ukjendt for den gamle franske heltedigtning og for Frankriges middelalderlige litteratur i det hele, og det er dog i den franske heltedigtning, som hele sagnkredsen om Karl den store har sit opkomme. Det eneste spor i Frankrige af dette sagn er den før omtalte underlige latinske notis i et haandskrift fra begyndelsen af 14de aarhundrede i Leiden; dette haandskrift synes skrevet i Normandi. Men denne form af sagnet er, som det straks springer i øinene, ikke folkelig; den er halvlærd og kalder Karls elskede "en nymfe, gudinde eller dryade". Ovenikjøbet er den sammenblandet med et ganske fremmed sagn om en afdød kvinde, som fra graven vender tilbage til sin mand eller den, hun elsker. Dette fremmede sagn kjendes allerede fra det 2det aarhundrede efter Kr., fortalt paa græsk af keiser Hadrians frigivne, Flegon fra Tralles, og fra middelalderen har man en række beretninger af samme slags, især fra England, hos forfattere fra det 12te og 13de aarhundrede. Goethe har i sit digt "Die Braut von Korinth" givet en poetisk behandling af dette sagnstof. Den normanniske forfatter af notisen i Leidenerhaandskriftet har øiensynlig alene hørt et dunkelt og ufuldstændigt rygte om Karl og hans døde elskede og har saa sammenblandet det med de kjendte engelske sagn om den tilbagevendende hustru; disse sagn har derfor ogsaa i hans gjengivelse fuldstændig omformet det tyske sagn om Karl.

Fra alment historisk synspunkt synes der heller ikke at kunne reises nogen indvending mod i Karls-sagnet at se en aflægger af det norske sagn om Harald og Snefrid. Nordboerne færdedes som vikinger og kjøbmænd over hele det vestlige og østlige Europa, og ligesom de paa disse, gjennem aarhundreder fortsatte, færder hørte og tilegnede sig en længde fremmede forestillinger og sagnstoffe, meddelte de ogsaa de fremmede folkefærd kjendskab til mange nordiske skikke og sagnemner. Den tyske professor Zimmer har saaledes paavist dybtgaaende paavirkninger paa den irske heltedigtning fra nordboernes side; den danske professor Johannes Steenstrup har godtgjort en lignende nordisk indflydelse paa angelsakserne, hvad retsopfatning og retsvæsen angaar, og som forhen paavist (pag. 381 ff.) har nordiske myther, eventyr og sagnelementer med varjagerne sat sig fast i Rusland, og er derfra senere vandret over til finnerne. Det vil de være en undtagelse fra regelen, om de mange nordiske hærtog til og handelsforbindelser med Frisland og Rhinegnene ikke ogsaa skulde have afsat lignende spor i gjensidig udveksling af tyske og nordiske fortællinger. I denne sammenhæng tør det da være af betydning, at den formning af sagnet om Karl og den døde, som staar Harald-sagnet afgjort nærmest, er den, der i de første aar af 1300-tallet er optegnet fra de nedre Rhinegne.

Efter hvad ovenfor er udviklet, har altsaa den her behandlede sagngruppe følgende historie:

Et kymrisk sagn om briterkongen Vortigerns forelskelse i sakserhøvdingen Hengists datter Rowena blandede sig hos nordmændene med motiver fra det norske eventyr om Snjófríðr, og det saaledes skabte sagn fæstede sig til Harald haarfagres navn, erobrerkongen med de mange koner og børn.

Dette sagn om Harald er saa gjennem nordboerne blevet bekjendt i Rhinegnene, hvor det naturlig knyttede sig til dette lands navnkundigste historiske personlighed, den store erobringsmonark Karl; medvirkende til denne overførelse var ikke blot keiser Karls forkjærlighed for byen Aachen, ogsaa den ældre franske heltedigtnings fortælling om den brøde, hvori Karl havde gjort sig skyldig med sin søster, har lettet overførelsen til hans person af sagnet om en navnkundig konges incest med en afdød kvinde.

Fra Rhinegnene har dette sagn videre spredt sig til Schweiz, Bayern og Wien, og overalt affødt nye afændringer og kombinationer med andre sagn. Desuden synes et rygte om sagnet at være naaet til Normandi, hvor det har krydset sig med et væsentlig engelsk sagn om en død kvinde, som vender tilbage til sin elsker og en tid lever med ham.

Under det tyske Karls-sagns senere udvikling er endelig fortællingen overført først paa den danske konge Valdemar, dernæst paa den saksiske kurfyrste Johan Georg den 4de (død 1694); de to sidste tilknytninger er begge af sen datum; til Valdemar har sagnet fæstet sig efter aar 1600, til Johan Georg mellem 1700 og 1750.

Sagnet om Gunhild hos finnerne

Sagnet om Gunhild findes hos Snorre i Codex Frisianus og i Flateyjarbók (i den udførlige Olav Trygvessøns saga), som begge er yngre end Snorre. Begge følger ogsaa Snorre i vendinger og udtryk. Det er derfor nok at gjengive beretningen i Heimskringla.

Snorre fortæller, at Erik Blodøkse, da han var 12 aar gammel drog paa hærfærd i 4 aar med 5 langskibe, som hans fader Harald havde givet ham.


Efter det reiste han nord til Finmarken og helt til Bjarmeland og holdt der et stort slag og vandt seier. Da han kom tilbage til Finmarken, fandt hans mænd i en gamme en kvinde, som var saa vakker, at de ikke havde seet magen; hun sagde, at hun hed Gunhild og at hendes fader boede paa Haalogaland, og han hed Ossur Tote; "jeg har været her," siger hun, "for at lære at trolde af to finner, som er de viseste her i Finmarken. Nu er de ude paa jagt, men begge to vil have mig, og begge er de saa vise, at de følger spor som hunde, baade i tøveir og paa skaren, og de gaar saa godt paa ski, at ingen kan undgaa dem, hverken mennesker eller dyr, og de træffer alt, som de skyder paa. Saaledes har de gjort ende paa alle, som er kommet her i nærheden, og hvis de bliver vrede, da vender deres øiekast op og ned paa jorden, og hvis noget, som lever, kommer ud for deres blik, saa falder det dødt ned. Nu maa I for alt ikke komme paa deres vei; jeg skal gjemme eder her i gammen; skal I da prøve, om vi kan faa dræbt dem." De blev enige om, at hun skulde gjemme dem. Hun tok en linsæk, og de mente, at der var aske i den; hun stak haanden nedi og strødde det omkring gammen udenfor og indenfor. Lidt senere kom finnerne hjem og spurgte, hvad det var, som var kommet did; men hun svarede, at der var ikke kommet noget der. Det syntes finnerne var underligt, da de havde fulgt sporene helt til gammen, men siden fandt de intet. Saa gjorde de op ild og lage de mad, og da de var mætte, reiede Gunhild sin seng op; det havde gaaet slig de tre sidste nætter, at Gunhild havde sovet, men de to andre havde vaaget over hverandre af skinsyge. Da sagde hun: "Kom nu her og læg eder hver paa sin side af mig." Derover blev de glade og gjorde saa; og hun holdt en arm om halsen paa hver af dem. De sovnede straks, men hun vækkede dem; straks sovnede de igjen saa fast, at hun neppe fik vækket dem; atter sovnede de, og da fik hun slet ikke vækket dem. Da reiste hun dem op, men de sov fremdeles. Saa tog hun to store sælbelger og drog over hovederne paa dem, og bandt stærkt til nedenfor lisenderne. Saa gav hun et vink til kongsmændene, og de løb frem og huggede til finnerne; de fik gjort ende paa dem og drog dem ud af gammen. Natten efter kom der saa stærke tordenskrald, at de ikke kunde komme nogetsteds hen, men morgenen efter drog de til skibet og tog Gunhild med sig og førte hende til Erik. Erik reiste da syd til Haalogaland med hende; han lod hente Ossur Tote og sagde, at han vilde have datteren. Ossur samtykkede, og Erik fik da Gunhild og tog hende med sig sydover.


Denne fortælling om Gunhild har sin oprindelse fra det samme eventyr som det, hvorfra Snefrid-sagnets sidste del stammer. Men motiverne er i sagnet om Gunhild behandlet med maaske endda større frihed, og fortællingen er adskillig afændret. Foranledningen til, at eventyrmotiverne er blevet overført paa Gunhild, er vistnok først, at Gunhild stammede fra Nordland og efter alle sagaberetninger stod i ry for tryllekyndighed. Dernæst er der i hendes grusomme forhold overfor Olav Trygvessøns moder Astrid træk, som minder om den onde stedmoder i Snofri-eventyret; ganske som Snofri flygtede Astrid for Gunhilds efterstræbelser og vandrede alene gjennem de store skoge over mod Sverige, eftersat af Gunhilds udsendinger.

I Gunhild, saaledes som hun fremtræder i dette sagn, er der nemlig indgaaet elementer af to af eventyrets figurer, baade den lidende hovedperson, Snofri, og den forfølgende hovedperson, stedmoderen, selv om de fleste og stærkeste momenter tilhører Snofris skikkelse. Denne sammenblanding af den unge eventyrheltinde i ødemarken med den onde stedmoders figur har utvilsomt sin grund i en dobbelt omstændighed: Dronning Gunhilds velkjendte dygtighed i trolddom forudsatte, at hun var oplært i kunsten af de tryllekyndige finner, helst i Finmarken selv, under et længere ophold; men da maatte der paa denne unge Gunhild, finnernes lærling i trolddomskunst, ganske af sig selv blive overført drag af stedmoder-heksen i eventyret, hvis karakter saa fuldstændig stemte med den, som sagatraditionen enstemmig tillægger den onde og tryllestærke dronning Gunhild.

Gunhilds indsmigrende, falske venlighed her i vort sagn mod de to finner, hvem hun staar efter livet, og den brug, hun i dette øiemed gjør af troldkunster, er ganske eventyr-stedmoderens falske elskværdighed overfor manddatteren, medens hun med sin trolddom søger at faa hende aflivet.

De motiver, som sagnet har optaget af Snofri-eventyrets heltinde, er dog flere: Naar sagnet lader Gunhild i ødemarken komme til to finner, som er troldkyndige, gaar paa jagt og vil beholde hende hos sig, og derfor vogter hende, saa minder dette dels om Valdreseventyret, hvor der istedetfor finnerne optræder riddere i bjørneham, som om dagen er paa jagt, og hvoraf den yngste bliver heltindens kjæreste. Men det minder ogsaa om de to Snofri-eventyr fra Telemarken. I det ene, hvor der er tre riddere, som eier stuen, bliver de saa fortryllet af hendes skjønhed, at de siger: "Du slipper ikke herfra, saa længe vi lever, og du selv har liv; vi vil have dig hos os." Og i det andet eventyr fra Telemarken er det to mænd, som endelig vil beholde hende hos sig, fordi hun er saa overvættes vakker.

Ligeledes fremtræder trækket om finnernes jalousi ligeoverfor Gunhild i adskillige versioner af eventyret. Saaledes f. eks. i et rumænsk eventyr, hvor heltinden kommer til 12 røvere, som alle paa stedet forelsker sig i hende; for ikke at komme i strid tager de hende derfor til søster. Samme træk forekommer i et siciliansk eventyr hos Gonzenbach, foruden i flere andre versioner.

At eierne af stuen om dagen ikke er hjemme, men færdes ude i skogen, forekommer i saa godt som alle versioner af eventyret, i adskillige er de ude paa jagt, særlig i de nordiske. Saaledes i flere af de islandske eventyr, der svarer til Snofri-eventyret.

I nogle af disse er det to dverge, som optræder istedetfor Gunhild-sagnets to finner, ligesom det i tyske versioner er 7 dverge; men tiltrods for, at de fremstilles som dverge, heder det dog, at de om dagen er ude paa jagt. Ifølge andre islandske formninger er stuens eiere ligefrem to finner, som er helt væk i heltinden. I de islandske versioner bærer heltinden oftest et navn, som er sammensat med finn, "finna", det vil sige en finnekvinde: Valfinna, Viðfinna, Virfinna. I andre formninger fra Island minder det andet led i heltindens navn om det norske eventyrs Snofrinavn: Vilfríður.

Den stærke og flersidige lighed mellem sagnet om Gunhild og disse islandske versioner af Snofri-eventyret tør dog maaske skrive sig derfra, at Gunhild-sagnet, skjønt det er yngre end eventyret, senere atter paa sin side har paavirket de islandske formninger af denne eventyrcyklus; paa det sagalæsende Island er en saadan gjensidig paavirkning let forklarlig. I ethvert fald synes dette at være tilfældet med én af overensstemmelserne: at de to finner eller dverge lider døden for heltindens skyld, ligesom i Gunhild-sagnet. Dette drag gjenfindes ikke i nogen anden formning af Snofri-eventyret.

Det er dog kun Gunhild-sagnets hovedmotiv, som har sit udspring fra eventyret. Drabet af de to finner eller rettere maaden, de bliver dræbt paa, skyldes indvirkning fra en gammel norrøn overtroisk skik.

Seidmænd og troldmænd kunde hos vore fædre gribes og aflives uden lov og dom. Af frygt for deres tryllemagt og onde øie pleiede man som oftest at drage en dyrebelg eller skindbit over hovedet paa dem (draga belg yfir hyfufi einum) og surre fast nedenfor hænderne, før de blev stenet ihjel og dysset i en røs. Man troede nemlig, at troldmænd og troldkoner, naar de kom i livsfare, havde ødelæggende magt i sine øine, ikke blot overfor folk og fæ, men ogsaa overfor naturen. I den gamle literatur findes adskillige fortællinger, som bunder i denne tro.

Eyrbyggjasaga, som i sin nuværende form stammer fra 1230 til 1260, fortæller om den troldkyndige Katla, at hun tre gange paa rad kverver synet paa mænd, som søger efter hendes søn for at straffe ham. Tilslut faar mændene hjælp af en anden klog kone, Geirrid. Hun beder dem prøve engang til, "saa skal jeg blive med; det nytter ikke at seile med en løvbuske der, hvor Katla er". Da Katla ser dem, siger hun: "Kommer det troldet Geirrid, da hjælper ingen synkverving." Geirrid kastede af sig kaaben, gik bent paa Katla og drog en sælbelg, som hun havde gjemt under kaaben, over hovedet paa hende; siden bandt hendes ledsagere belgen godt fast nedenfor Katlas hænder, og saa stenede de hende ihjel.

I Laksdølasaga fra begyndelsen af det 13de aarhundrede fortælles om en tryllekyndig familie, Kotkjellsfolket, som gjorde meget ondt med sin viden. Folket samlede sig og prøvede at tage dem; en af dem, Hallbjørn, blev fangen, en belg draget over hovedet paa ham, og et par blev sat til at passe paa ham, medens de andre satte efter faderen og moderen. Begge to blev ogsaa taget paa fjeldet og stenet ihjel, og der blev kastet en stenrøs over dem, men den anden søn kom sig bort. Saa vendte forfølgerne tilbage til Hallbjørn og roede ud fra land med ham for at drukne ham. Men de tog belgen af hovedet paa ham for at binde en sten om halsen. Da skjelte Hallbjørn stygt mod land, og øielaget hans var ikke godt. "Det spaar jeg," sagde han, "at Thorleik ikke skal faa mange glade dage herefterdags, og det skal gaa tungt for alle dem, som sætter sig i rummet hans." Og den spaadom har ogsaa slaaet godt til. En stund efter fik de greie paa, hvor den anden broder, Stigande, holdt sig, og da var de enige om, at han ikke skulde faa gjøre som broderen, og se mangt, som kunde blive dem til men. Derfor tog de en belg og drog over hovedet paa ham, medens han sov. Stigande vaagnede af dette; men han kunde ikke gjøre modstand, saa mange som der var mod ham. Der var et hul i belgen, saa han fik se bort i lien paa den anden side. Der var vakkert og græsrigt. Men i det samme han saa did, var det, som der kom en hvirvelvind og snudde jorden, saa der aldrig mere kom op græs. Det sted heder nu Brenna. Saa stenede de Stigande og kastede ham ihjel og lagde ham ned i en røs.

Sagaen om Gisle Surssøn fra omkring aar 1200 ved ogsaa at fortælle en saadan hændelse. Her er det en troldmand, som heder Thorgrim Nev, som bliver grebet og ført ud paa et nes med en kalvebelg over hovedet. Der stenes han ihjel og dysses ned ved siden af sin søster, som før var dræbt.

Ligesaa forekommer motivet i de sagn- og romanagtige fornaldarsagaer; saaledes i sagaen om Torstein Vikingssøn, som skriver sig fra tiden kort efter aar 1300. Her fortælles om en troldkone Dis, som har kastet sygdom paa Torsteins fader, Viking, at hun tilslut bliver fundet af Viking og hans fosterbroder Halvdan; "de tog hende, drog en belg over hovedet paa hende og stenede hende ihjel".

Ogsaa med hensyn til to andre smaatræk i Gunhild-sagnet kan der paavises indflydelse fra ældre tradition og fra forbilleder. Naar Gunhild advarer kong Eriks mænd for finnerne, skjuler dem i gammen og paa finnernes spørgsmaal siger, at der ingen er kommen did, har vi heri en speciel anvendelse af et almindeligt motiv i eventyr, folkeviser og fornaldarsagaer: det bekjendte motiv om risedatteren eller risekonen (stundom ogsaa en bergtagen jomfru), som hjælper sin ankomne broder eller elsker, gjemmer ham for risen og benegter, at der er kommen nogen; i eventyrene er denne episode oftest forbundet med trækket om, at risen "lugter kristenmands lugt". Dette fortællingsmotiv er saa overordentlig hyppigt og indpasset i saa mange kombinationer, at det neppe er muligt at konstatere, fra hvilken episk udformning Gunhild-sagnet har laant det.

Det andet træk er beretningen om, hvorledes Gunhild forvisser sig om de to finners dybe søvn; hun vækker dem tre gange, anden gang lykkes det kun med møie at faa dem vaagne, tredje gang slet ikke.

Dette drag staar øiensynlig i forbindelse med fortællingen om Thorstein Ketillssøn og den sovende ransmand, jarlesønnen Jǫkull i Vatsdæla saga: Da Jǫkull en kveld kommer hjem til sin skaale, hvor han lever ganske alene, faar han mistanke om, at der er uvedkommende gjæster tilstede, men kan ingen finde. Saa lægger han sig og falder i søvn. Thorstein støier for at prøve, hvor fast han sov. Manden vaagner og snur sig paa siden. Om en stund prøver Thorstein paany, og manden vaagner igjen, men ikke helt. Tredje gang gaar Thorstein frem og slaar haardt i sengestolpen; men da var alt stille omkring ham. Saa tændte han lys og gik bort til sengen, drog sværdet og stødte det i bringen paa den sovende.

Her stemmer de tre vækkeforsøg og drabet af den sovende overens med Gunhild-sagnets fortælling, og det er vistnok dette sagn, som er laantageren. I saa tilfælde maa beretningen have tilhørt Vatsdæla saga i dens oprindelige skikkelse fra omkring aar 1200. Den form, hvori sagaen nu foreligger, stammer nemlig fra tiden 1250 til 1260 — altsaa efter Snorres tid.

Heid, Harald Haarfagres fostermoder

I den lille saga om Hauk Haabrok fortæller Flatøbogen (omkring 1380), at Harald Haarfagre ogsaa har havt en tryllekyndig fostermoder, som boede i Gandvik; hun hed Heid. Det lyder forkortet saaledes:


En sommer vilde kong Harald sende Hauk til Bjarmeland for at hente graavare eller skind, og hans ven Vigard vilde være med. Kongen lod da udruste et skib for hver af dem, og da de skulde reise, ytrede kongen, at nu sendte han fra sig de to, som han nødigere vilde miste end mange andre; det var rimeligt, at sveakongen Erik vilde faa rede paa deres færd, og han vilde nok mindes den gang Hauk tog en kostelig kappe fra hans mænd, Bjørn blaaside og Salgard serk, i Holmgard. "Jeg kjender kong Eriks ivrige bloting," sagde han; "men jeg vil sende eder til min fostermoder Heid, som bor nord ved Gandvik; søg hendes raad. Jeg sender hende en guldring, som veier 12 øre, og dertil to gamle sider af en vildgalt og to tønder smør." De reiste da afsted med udsøgte folk og vaaben. Kong Erik saa deres færd og sagde til Bjørn og Salgard, at han vilde, de skulde reise nord til Surtsdal og Bjarmeland. Kong Erik stelte til en veitsle i Upsala og kjørte derpaa med to vogne til det sted, hvor han pleiede at blote til en gud, som hed Lytir.

Det var skik, at vognen skulde blive staaende der om natten, saa kom guden om morgenen. Men denne gang kom Lytir ikke, og man sagde kongen, at Lytir ikke havde lyst til at komme. Heller ikke dagen efter kom han. Da blotede kongen endnu mere, og den 3dje morgen saa de, at Lytir var kommen. Da var vognen saa tung, at hestene sprængte sig, før de kom til kongshallen med ham. Vognen blev sat midt paa gulvet, og kongen gik frem med et horn, hilste ham og drak ham til og bad ham om hjælp til færden. Lytir svarede, at han var lidet lysten paa at drage ud paa denne færd. Han havde en gang før været der nord, og der traf han et trold saa fælt, at han ikke havde seet magen før; det var gammelt den gangen, og levede det endnu, vilde han ikke reise; "men jeg tror, at det nu maa være død," lagde han til. Kongen sagde, at det tænkte han ogsaa. Og da Lytir syntes, at kongen havde krav paa hans velvilje, lovede han at reise. Der blev da rustet ud to skibe for Bjørn og Salgard; og da de lagde ud fra havnen, fór der foran dem en drage med sort tjelding; de saa ingen mand ombord, men lige godt seilede den. Imidlertid kom Hauk og Vigard nord til Gandvik og gik til Heids gaard; de kom 6 mand fra hvert skib. Heid sad ved et baal og gjæspede grundig; hun var i skindkjole, og ærmerne naaede bare til albuen. Hauk bragte hende Haralds hilsen; hun sagde, at det glædede hende at faa den, og vilde følge med dem til skibene. Men da bad hun dem vende om og sagde, at det vilde gaa dem ilde paa færden. Hauk naaede hende ikke længer end op under armen, og han var en meget høi mand. Først gav han hende ringen; hun likte den godt og drog den paa armen. "Og her er to fleskesider, som kongen sender dig," sagde Hauk. "Dette var en god sending," svarede hun. Saa rakte hau hende smørtønderne; da sagde hun: "Kong Harald er ulig andre mænd; dette er store kostbarheder, og aldrig har jeg faaet slige gaver før." Saa tog hun en tønde med smør under hver arm og kastede fleskesiderne paa ryggen; men den sidste gave, mente hun, var bedre end de to første; "min fosterson vidste vel, hvad jeg likte bedst. Faa nu mit raad og bliv med mig." Hjemme gjorde hun op en ild og satte sig paa den anden side. De syntes, hun havde en temmelig styg mund; den ene læbe naaede ned paa brystet, og den anden bredte sig op paa næsen. Hun lod Hauk tage klæderne af sig, trivlede rundt paa ham og sagde: "Du er stærk og hører til dem, som har lykken med sig." Saa bad hun ham kysse sig, og han gjorde det. Derpaa bad hun Vigard tage af sig; han kviede sig længe, men da Hauk bad ham, gjorde han det. Hun sagde: "Du er en stor mand og god at have til hjælp, og svare stærk." "Kys mig nu," bad hun; men han sagde, at troldene kunde kysse hende. "Det kan nok være, at du er vakrere," sagde hun; men hun mente, at han vilde faa mere mén af dette end hun. Hun gav Hauk to runde stene; "hvis Bjørn og Salgard legger imod eders skibe, saa kast stenene overbord fra dit skib."

De seilede nu nordover til Bjarmeland, og en kveld saa de et skib ro frem bag en ø; de tænkte da at faa fat i folkene og spørge nyt. Men Hauk saa snart, at det var Bjørn og Salgard, og da blev det lidet med hilsener. De lagde skibene til hinanden og begyndte at slaas. Da mærkede de, at der laa en drage under øen og fra den fløi der pile, og for hver pil faldt en mand. Hauk huskede ikke paa kjærringens stene. Der blev mandefald paa begge skibe. Baade Hauk og Vigard gik over paa det ene skib, for Vigards skib var ryddet. De gik frem i stavnen og hoppede over paa Bjørns og Salgards skib og kom frem til seilet. Der kom Bjørn og Salgard imod dem, og der blev en haard kamp. Tilslut var alle, som kunde staa, saarede. Bjørn gik mod Hauk, og nu kjæmpede de fire. Endelig faldt Bjørn, og Vigard søgte mod Salgard; men bedst det var, kom der en pil fra dragen og traf Vigard i brystet, saa han faldt død om. Hauk mindedes da stenene og kastede dem overbord. De faldt ned ved dragen, og da slog en lue op mellem stavnene. Hauk dræbte Salgard, men han mistede sit ene øie. Han tog sine vaaben og klæder og gik i en baad og standsede ikke, før han kom tilbage til Heid. Hun sagde, at det var bra, han var kommet tilbage; saa lægede hun ham og førte ham til et sted, hvor der laa kjøbmænd; der fik hun ham ombord paa et skib, som skulde sydover, og vendte saa selv tilbage. Han gjorde ingen stands, før han kom til kong Harald, hvem han fortalte alt. Kongen sagde, at det var bra, han var kommet tilbage. Men om Lytir er at fortælle, at han ogsaa kom tilbage, og da han traf kong Erik, sagde han, at han aldrig mere kunde være ham til hjælp paa grund af den skade, som han havde faaet af det fæle troldet i Norge.

Denne fortælling hører ikke til samme art som de ovenfor meddelte beretninger, der knytter sig til Halvdan Svarte, Harald Haarfagre og dronning Gunhild. Den er ikke som disse et sagn, har ikke dannet sig paa folkemunde mand og mand imellem, har ikke troskyldig og af sig selv fæstet sig til det berømte historiske navn. Hele fortællingen om Heid er uden tvil skabt af en bestemt forfatter i fornaldarsagaernes stil og smag og med benyttelse af en række motiver fra disse og fra andre sagaer.

Hele beretningen er et sent literært produkt, kittet sammen af en række kjendte, løse motiver fra den ældre literatur. En paavisning heraf i det enkelte har liden interesse. Her skal derfor alene peges paa nogle faa træk.

Heiðr er et fast navn i den gamle literatur paa volver og troldkvinder. Det forekommer allerede i to eddakvad, i Vǫluspá om en volve, i Hyndluljóð som navn paa en gyger. Dernæst findes Heid som navn paa volver og seidkoner i flere fornaldarsagaer: i Ǫrvarodds saga fra slutningen af 13de aarhundrede, i Friðþjófs saga fra omkring 1300, i Hrólfs saga kraka fra kort efter 1400. Endelig møder vi det ogsaa i den historiske saga om Islands bebyggelse, Landnámabók, fra første halvdel af det 13de aarhundrede.

De to begreber, volve eller troldkone og gyger, gaar ofte over i hinanden, og da fortællingen utvilsomt er skabt som en bevidst parallel til sagnene om Haralds opfostring hos jotnen Dovre, er det naturligt, at hun, som her udgives for kong Haralds fostermoder, ligeledes fremstilles som en jotunkvinde. Men ved siden deraf har forfatteren ogsaa her fulgt literære forbilleder.

Af fornaldarsagaerne er der nemlig en hel liden kreds, som er bygget over det motiv, at en jotunkvinde som fostermoder tager sig af og hjælper helten i hans vanskeligheder, og som episodisk træk forekommer motivet i endnu flere af denne art sagaer. Skildringen af Heid siddende ved ilden, da Hauk og Vigard kommer, er en typisk jotunskildring. Baade sagaer og folkeviser fremstiller riser og trold, der efter folketroen ikke taaler dagens lys, som siddende ved et flammende baal; baalet hører som en naturlig staffage med til jotunlivet.

Ogsaa den nedhængende læbe hører med til det typiske billede af en jotunkvinde; derfor er ogsaa Henginkepta et fast gygernavn i den gamle literatur, paa samme maade som Silippa i nutidens norske folketradition.

Trækket med Heids glæde over smørtønderne og flesket har ligeledes literært ophav. Det stammer fra fornaldarsagaen om Egill og Aasmund fra omkring 1300, og er der knyttet til en gyger Arinnevja, der ogsaa optræder som heltens fostermoder. Efterat hun ved sin hjælp har bragt alt til en heldig udgang, heder det, at dronningen "gav hende et smørtraug saa digert, som hun bare kunde løfte, og Arinnevja sagde, at det var en dyrebarhed, som var svare vanskelig at faa tag i i Jotunheimen. Aasmund gav hende to galtesider, og de var saa tunge, at de veiede et skippund. Dette var kostelige ting, syntes kjærringen, og bedre, end om de havde givet hende en børd med guld."

Paa samme vis er episoden om, hvorledes Heid trivler rundt om kroppen paa Hauk og Vigard, laant fra fornaldarsagaen om Sturlaugr enn starfsami, fra før aar 1300. Sturlaug sendes af sin brud Aasa til hendes troldkyndige fostermoder Véfreyja for at faa hendes hjælp til en forestaaende kamp. De rider til Véfreyjas gaard, og Sturlaug løber ind og lægger hænderne om halsen paa hende og kysser hende. Hun spørger sint, hvad det er for en tævesøn, som behandler hende saa foragtelig. Bliv ikke vond," svarer Sturlaug; "Aasa har sendt mig hid til dig." "Hvad har du med Aasa at gjøre?" spørger kjærringen. "Hun er min kone," siger han. "Er bryllupet endt?" spørger Véfreyja. "Ja," svarede han. "Og jeg var ikke buden!" udbrød hun; "lige fuldt faar jeg gjøre, som Aasa beder mig: tag af dig klæderne, jeg vil se, hvordan din krop er laget." Han gjorde saa; hun strøg omkring hele kroppen paa ham, og han syntes, at hans styrke voksede meget; bagefter fik han drikke af et kar. Dagen efter fik han et sværd og en lodden kappe af hende, som han skulde bruge under kampen. Senere læger Véfreyja Sturlaug efter en kamp, ligesom Heid læger Hauk efter slaget.

Forudsætningen for den underlige fortælling om sveakongens kjørende "gud", Lytir, ligger utvilsomt i Flatøbogens beretning om, hvorledes guden Frøy og hans kone, præstinden, kjører om paa veitsle i Sverige og bliver dyrket ak folket. Navnet "Lytir" synes derimod at stamme fra en episode i Þórsteins saga Vikingssonar, som ogsaa har afgivet forbillede for skildringen af slaget mellem Hauk og hans mænd paa den ene side og sveakongens udsendinger paa den anden. I Thorstein Vikingssøns saga fra kort efter aar 1300, kap. 5 og 6, er det en dverg Litr, som hjælper Viking og hans fosterbroder Halvdan i et sjøslag mod en troldmand; og ligesom guden Lytir har liden lyst til at hjælpe kong Erik og hans mænd mod Finmarkens trold, saaledes er det meget nødigt dvergen Litr gaar ind paa at hjælpe Viking mod troldmanden og hans kone.

Et enkelt træk i skildringen af sjøkampen mellem Hauk og Bjørn er imidlertid ikke hentet fra Thorstein Vikingssøns saga, men er laant fra Jómsvikinga saga, som er skrevet i slutningen af det 13de aarhundrede. Det er motivet om pilene, som flyver ud fra den mennesketomme drage, og hvoraf enhver bliver en mands bane. Dette træk er i Jomsvikinga saga henført til Haakon jarls gudinde Thorgerd Holgebrud og hendes søster Irpa; de jomsvikinger, som var synske, saa i slaget ved Hjørungavaag først ét trold og siden to ombord paa jarlens skib, og fra dem fór der en pileregn mod jomsvikingerne; det var, som om der fløi en pil fra hver finger paa troldene. Det samme motiv er ogsaa brugt i Yrvarodds saga, fra omtrent samme tid, men her i skildringen af et landslag. Fra disse sagaskildringer er motivet gaaet over i færøiske folkeviser og i nyere islandske fortællinger, saaledes i Huldar saga fra det 18de aarhundrede.

Hele fortællingen om Hauk Haabrok er sammenstykket af denne slags literære laan.

Fodnoter

  1. Det kan være værd at bemærke, at fortællingen om Samsons fødsel (Dommernes bog, kap. 13) falder sammen med den mest udbredte version af eventyret om "Guldhaaret", hvorefter et par barnløse folk ved indgriben af et overnaturligt væsen faar en søn, mod at dette guddom-melige væsen eller dæmonen faar magt over ham, eller at han afstaaes til denne. Samsons forældre, Manoah og hans hustru, var længe barnløse, en engel aabenbarer sig og lover en søn, der skal være en Guds nasiræer fra moders liv, og paa hvis hoved der ikke skal komme ragekniv. Dette er i religiøs omformning den almindelige indledning i hundrede versioner af det gamle eventyr om Guldhaaret (anden hovedgruppe).