Førkristen jul

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Førkristen jul

Sophie Bønding

Af
Sophie Bønding
© 2013

Sophie Bønding: Ph.d.-studerende ved Religionsvidenskab og tilknytning til
Grundtvig Centeret på Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet.

Det er en udbredt opfattelse, at da kristendommen i århundrederne omkring år 1000 kom til Norden, erstattede den kristne fejring af Kristus' fødsel en gammel hedensk solhvervsfest. Det er imidlertid ikke så ligetil. Før kristningen betegnede ordet jul, oldnordisk jól, efter alt at dømme en hedensk årstidsfest, men dens tidslige placering, forestillingsmæssige indhold og kultiske udtryk har været genstand for en heftig debat indenfor forskningen; en debat, der stod på frem til omkring 1960, hvorefter den har ligget mere eller mindre stille bortset fra et par nyere bidrag ydet efter år 2000.

Forskningshistorisk set har tre overordnede teoridannelser omkring den førkristne jul gjort sig gældende. Teorien om julen som en solhvervsfest var den gængse frem til o. 1900, hvor den blev udfordret af teorier, der anså julen som en midvinterfest fejret for de døde, som i denne årets mørkeste tid huserede i de levendes verden. Herimod hævdede en tredje, og siden dominerende teori, at der i stedet var tale om en frugtbarhedsfest, hvor man ofrede for velstand og markens frugtbarhed i det kommende år. Teorierne har lagt vægt på forskellige kilder, men, som vi skal se, er der ikke nødvendigvis uoverensstemmelse imellem dem, og den ene teori udelukker ikke de andre.

Johan Christian Dahl - Vinter ved Sognefjord, 1827

Kildematerialet til førkristen jul er i realiteten temmelig begrænset. Når man let får indtryk af, at man ved relativt meget herom, skyldes det, at der ofte trækkes på forestillinger fra senere, efterhedensk folklore, hvor julen fremstår som en mørk og farlig tid, hvor menneskenes verden er særligt åben for indfald fra den anden verden, fx fra de døde. En del af denne folklore bygger givetvis på et førkristent grundlag, men dermed ikke sagt, at den er særligt repræsentativ for julen før kristendommen.

Vi skal se nærmere på, hvad vores relativt sparsomme kildemateriale faktisk siger om den førkristne jul, idet vi skal koncentrere os om to grundlæggende problemkomplekser. Dels spørgsmålet om julens tidslige placering - hvornår man fejrede jul. Dels det forbundne, men mere religionsvidenskabeligt interessante spørgsmål om, hvad denne fest indebar: hvilke ritualer udførte man, og hvilket forestillingsindhold var forbundet hermed?

Kilderne til den førkristne jul

Overordnet set er kilderne til den førkristne jul af temmelig sporadisk karakter, idet omtaler af og henvisninger til jul findes spredt rundt omkring i et forskelligartet kildemateriale. Netop kildematerialets karakter udgør således en helt grundlæggende udfordring, når man søger at få hold på den førkristne jul; og på førkristen nordisk religion i det hele taget.

Der er overleveret meget få berettende kilder fra førkristen tid. Eftersom kristendommen bragte alfabetskriften til Norden, eksisterer der ingen skriftlige vidnesbyrd skrevet af nordboere før kristningen. Vi har enkelte samtidige kilder skrevet af udlændinge om nordboerne, men i det store og hele må vi forlade os på senere kilder nedskrevet i 11-1300-tallet af kristne nordboere. Eftersom nedskrivningen fandt sted længe efter, at hedenskaben var en levende religion, må vi være påpasselige med de konklusioner, vi drager. Én kildekategori blandt de skriftlige kilder, kan dog regnes for samtidig, nemlig førkristne skjaldedigte, hyldestdigte til konger og herskere, som pga. deres strenge metrik i det store og hele kan antages at være uberørte af den lange overleveringsproces. Imidlertid er de, som det vil fremgå af denne artikel, ofte vanskelige at tolke, fordi de benytter sig af poetiske omskrivninger, såkaldte kenninger, som kræver en del baggrundsviden at forstå - viden, som samtiden tog for givet, men som vi i dag ofte ikke har. Kildematerialets beskaffenhed udelukker altså, at der kan drages stålsikre slutninger, hvad den førkristne jul angår, men ikke desto mindre er det muligt at rekonstruere nogle elementer, der med rimelig sikkerhed har været centrale.

En vigtig indsigt er desuden, at vi må forvente en vis grad af variation, hvad religiøse forestillinger og handlinger angår. Der har ikke eksisteret et sæt fastdefinerede og urokkelige traditioner, fælles for hele Norden. Ligesom religionens udformning har ændret sig over tid, har der også eksisteret forskellige traditioner i forskellige geografiske områder og i forskellige sociale lag. Dog kan vi formode, at forskellene er variationer, som har eksisteret indenfor den fællesnordiske referenceramme, som følger af et fælles nordisk sprog. Men selv der, hvor vi har direkte vidnesbyrd om den førkristne jul, kan vi altså ikke uden videre forvente, at disse gjaldt alle mennesker i Norden.

Begrebet Jól

Ordet jul stammer fra det oldnordiske jól, hvis sproghistoriske ophav er gådefuldt. Mange etymologiske forklaringer er blevet foreslået og afvist, fx at ordet skulle stamme fra en forestilling om "solens hjul", dvs. at julen var det tidspunkt, hvor solens hjul havde nået en omgang, altså ved vintersolhverv. Der er på nuværende tidspunkt ikke etableret en overbevisende forklaring på ordets betydning og oprindelse, og det er tvivlsomt, om en sådan nogensinde vil kunne præsenteres.

I de oldnordiske kilder refererer ordet jól oftest til den kristne jul og sjældnere til en hedensk fest. Alligevel er der er god grund til at mene, at ordet også i førkristen tid har betegnet en fest, eller muligvis en række fester, idet jól grammatisk set er et flertalsord.

Vi har enkelte samtidige vidnesbyrd om førkristen jul. Den berømte sjette strofe af skjaldedigtet Haraldskvadet fra ca. 900 (som behandles nedenfor), beretter, at den norske kong Harald Hårfager vil "drikke jul" (jól drekka). Et andet skjaldedigt fra vikingetiden om den norske Kong Harald Hårderådes besejring af en fjendehær på slagmarken anvender ordet jól i en kenning (dvs. poetisk omskrivning). Det siges, at: "jeg tror, at kongen beredte jul for Hugins hird . . ." (Digt om Harald Hårderåde str. 2). Hugin er som bekendt navnet på en af Odins to ravne, og Hugins hird refererer således til ravne generelt. Eftersom ravne er ådselædere, kan ordet jól her forstås som "et festmåltid for ravne" dvs. en slagmark fuld af lig. At den førkristne kenning forbinder jól med den hedenske forestillingsverden, kan tolkes som udtryk for, at jól også i førkristen tid betegnede en fest - men hvilken?

Vintersolhvervsfest eller midvinterblot?

Selve tidspunktet for den førkristne jul har været genstand for en heftig debat i forskningen. Diskussionen angår to mulige tidspunkter, vintersolhvervet (der som bekendt falder den 21. eller 22. december efter vores tidsregning) og midvinternatten (der faldt mellem 19.-21. januar).

Den eneste eksakte tidsangivelse for den førkristne jul i hele det norrøne tekstkorpus gives af den islandske stormand og historieskriver Snorre Sturlasson i hans saga om den norske Kong Håkon den Gode. Der berettes om de love, som den kristne konge satte i værk:

Han satte i lov, at man skulle holde jul ved samme tid som hos kristne mænd, og da skulle hver mand have et mål øl [dvs. øl af et mål korn], og ellers bøde med rigdom, og man skulle helligholde tiden mens øllet varede. Men tidligere holdt man jul ved høkenat, det var midvinternat og man holdt jul i tre nætter (Håkon den Godes saga kap. 13).

Ifølge Snorre fejredes den førkristne jul altså ved midvinternatten og varede i tre nætter, men blev ved kristningen flyttet til det tidspunkt, hvor de kristne holdt jul. Betegnelsen "høkenat" forekommer kun på dette ene sted i hele det norrøne materiale, og man ved ikke, hvad det betyder.

En anden beretning af Snorre, som indikerer en identificering mellem det førkristne midvinterblot og julen, er hans fortælling om den nyligt kristnede stormand Sigurd Thorisson:

Han [Sigurd] var vant til, mens hedenskaben var der, at holde tre blotgilder hvert år, et ved vinternætterne [dvs. ved vinterens begyndelse], et andet midt på vinteren, et tredje ved sommerens begyndelse. Og da han tog kristendommen til sig, fortsatte han med på denne måde at holde gæstebud. Han holdt om efteråret et stort gæstebud for sine venner og om vinteren et julegæstebud, hvortil han igen indbød mange mænd, et tredje gilde holdt han til påske og havde da også mange gæster (Olav den Helliges saga kap. 117).

Kontinuiteten mellem førkristen og kristen skik pointeres; Sigurd fortsætter med at holde gilder som før, idet de tre blot erstattes af tre gæstebud, hvoraf julegæstebuddet erstatter midvinterblotet. Selvom det ikke fremgår, at julegæstebuddet blev holdt på nøjagtig samme tidspunkt som midvinterblotet, og selvom midvinterblotet ikke benævnes jul, etableres en forbindelse mellem midvinter og jul.

Hvilke argumenter kan så anføres for, at julen var en solhvervsfest? En interessant tekst, som er blevet fremhævet, er den græske historiker Prokops beskrivelse fra midten af 500-tallet af Herulerne, som befolkede øen Thule (formentlig et sted i det nordlige Norge). Han fortæller, at:

[O]mkring tiden for vintersolhvervet, er solen aldrig at se på denne ø i fyrre dage, men evig nat omslutter den . . . Og når femogtredive dage er gået i denne lange nat, bliver visse mænd sendt op til toppen af bjergene - for det er deres skik - og når de fra det punkt kun akkurat kan se solen, bringer de bud tilbage til folket om, at solen indenfor fem dage vil skinne på dem. Og den noble befolkning fejrer en fest ved denne gode nyhed, også den holdes i mørke. Og dette er den største fest, som de indfødte på Thule holder (Goterkrigen bog 6, kap.14).

Prokop skildrer altså en nordisk vintersolhvervsfest, der fejrer solens tilbagevenden efter den mørke vinter. Men teksten kan ikke nødvendigvis anvendes som kilde til førkristen nordisk jul. Rent bortset fra, at festen ikke betegnes jul, er der spørgsmålet om befolkningens herkomst. Vi ved simpelthen ikke, om der er tale om skandinaver eller om samer. Hvis det sidste er tilfældet, kan skildringen næppe anføres som vidnesbyrd om en skandinavisk julefest. Men selv hvis skildringen faktisk angår skandinaver, er der naturligvis ingen garanti for, at lignende ritualer blev fejret syd for polarcirklen, fx i Danmark, hvor solen ikke forsvinder fra dagshimlen i længere tid.

På den anden side er der dog heller ingen grund til at mene, at solhvervet ikke skulle være blevet rituelt markeret i Norden, sådan som det er tilfældet i en mængde andre kulturer, blot fordi der ikke findes direkte, positive vidnesbyrd herom. Der er strengt taget ikke noget, der tyder på, at man ikke skulle have gjort det. Men da er det et spørgsmål om, hvorvidt der er kildemæssigt belæg for at sætte solhvervet i forbindelse med den førkristne jul. Til fordel herfor taler vidnesbyrd om førkristne månedsnavne. I den oldislandske bog Bókarbót fra ca. 1220 omtales en række måneder, som formentlig indgik i den førkristne tidsregning i Norden. Interessante er to vintermåneder ýlir (afledt af jól) og jólmanuðr (”julemåned"), hvis navne begge henspiller på jul, og som er tidsmæssigt placeret, så vintersolhvervet faldt imellem dem. Tilsvarende oplyser den engelske munk Beda i sit værk De Temporum Ratione (kap. 15) fra år 726, at anglerne (som i 4-500-tallet immigrerede fra området i det sydlige Jylland og nordlige Tyskland til England), havde to måneder, begge kaldet giuli (beslægtet med jól), som lå således, at vintersolhvervet faldt imellem dem. Begge disse månedspar er altså semantisk forbundne med jul, men samtidig kalendermæssigt forbundet med vintersolhvervet.

Både solhvervsfest og midvinterblot?

Argumenterne i diskussionen om den førkristne juls tidsmæssige placering har i al væsentlighed været afhængig af, hvorvidt man enten prioriterede Snorres oplysning om, at julen faldt til midvinter, eller de førkristne julemåneders forbindelse til vintersolhvervet. Den svenske religionshistoriker Andreas Nordberg har for nyligt (2006) genoptaget diskussionen, idet han påpeger, at striden har været forfejlet, fordi der ikke nødvendigvis er tale om et modsætningsforhold. Ser man nærmere på det førkristne kalendersystem, er der nemlig intet til hinder for, at julen kan have været kalendermæssigt forbundet med solhvervet, selvom den blev fejret omkring midvinter.

I førkristen tid regnedes måneder efter månens forløb, idet hver nymåne indledte en ny måned - der var altså tale om "månemåneder" Det betød også, at årstidsfester blev fejret ved ny- og fuldmåne, hvorfor tidspunktet varierede år for år i takt med månens faser. Problemet med en månekalender er imidlertid, at der med 12 måneder på et år kun er 354 døgn i et måneår, mens der som bekendt er 365 døgn i et solår. Derfor vil månederne forskydes 11 dage bagud hvert år og således i løbet af en årrække falde på forskellige årstider - et fænomen der fx er kendt fra fastemåneden, ramadan, indenfor Islam. Men ifølge Nordberg undgik man denne forskydning i det førkristne Norden - ligesom i en mængde andre kulturer - ved at operere med en "bundet månekalender" (en lunisolar kalender), der "bandt" måneåret til solåret ved at indskyde en trettende måned cirka hvert tredje år. Derved sikrede man, at månederne faldt omtrent samtidig hvert år.

Ifølge Nordberg var måneåret "bundet" til vintersolhvervet, dvs. at dagen for vintersolhvervet udgjorde kalenderens fikspunkt. I praksis betød det, at den første nymåne efter vintersolhvervet markerede starten på den anden julemåned, dvs. at måneden begyndte med den nymåne, som indtraf mellem 21. december (solhvervet) og 19. januar. Det var formentlig i denne måned, at selve julefejringen fandt sted.

Eftersom årstidsfester blev fejret ved ny- og fuldmåne, skal Snorres oplysning om den førkristne juls placering ved midvinternatten formentlig ikke tages bogstaveligt, men som udtryk for, at julen blev fejret omkring dette tidspunkt. Hvorvidt julen blev fejret ved ny- eller fuldmåne er uvist, men eftersom jól, som nævnt, er et flertalsord, er det også muligt, at der var tale om en række festligheder, der indledtes ved nymåne og kulminerede ved fuldmåne. Hvis julemåneden begyndte med nymånen mellem 21. december og 19. januar, indtraf den kommende fuldmåne mellem 5. januar og 2. februar. Altså faldt midvinternatten (19.-21. januar) netop midt i intervallet for fuldmånens fremkomst, og der er således intet misforhold imellem det, at julen skulle være blevet fejret omkring midvinter og samtidig være kalendermæssigt forbundet med vintersolhvervet. Da vintersolhvervet markerer begyndelsen på det astronomiske solår, hvorefter dagenes længde tiltager, kan julen formentlig karakteristers som en art nytårsfest.

At "drikke jul"

Men hvad indebar julen? Hvad foretog man sig, og hvilke forestillinger havde man? Den ældste skriftlige kilde til førkristen nordisk jul er det føromtalte skjaldedigt Harddskvadet, et hyldestdigt til Kong Harald Hårfager, digtet o. 900 af den norske skjald Thorbjørn Hornkløve:

Ude vil han drikke jul (jól drekka),

hvis han ene skal råde,

den modige konge,

og udøve Freys leg.

[Haraldskvadet str. 6,1-4).

Digtet fortæller, at kongen foretrækker at "drikke jul ude" (i krig) fremfor hjemme ved arnen. Det formelagtige, at "drikke jul" (jól drekka) vidner om den centrale rolle, som rituelle drikkelag spillede i forbindelse med julen i førkristen tid.

Drikkelagenes rolle kommer også til udtryk i Håkon den Godes saga kap. 18. Hvor de hedenske bønder i Trøndelagen i Norge har beredt julegilde for Kong Håkon. Beretningen er del af en konflikt imellem de hedenske bønder og den kristne konge. Bønderne forventer, at kongen på traditionel vis deltager i blotet, hvilket stiller Håkon i et dilemma, fordi han på den ene side har behov for bøndernes støtte, men på den anden side ikke gerne vil blote.

Den kommende vinter blev der stillet an til julegilde for kongen inde på Mæra... Den første dag ved gildet trængte bønderne ind på ham og bad ham blote og lovede ham en hård medfart i modsat fald. Jarl Sigurd mæglede så imellem dem, og det blev til, at kong Håkon spiste nogle stykker hestelever og drak alle de mindeskåler, som bønderne skænkede ham uden at slå korsets tegn over dem (Håkon den Godes saga kap. 18).

Der indgås et kompromis, hvor kongen spiser lidt hestelever og drikker mindeskåler. Stort andet berettes der ikke om juleblotets indhold. Imidlertid tyder kilden på, at netop disse to elementer, indtagelse af offerkød og drikning af skåler, blev betragtet som særligt centrale for et vellykket juleblot. Men vi må inddrage andre kilder i undersøgelsen for nærmere at belyse elementernes kontekst og betydning.

Blot - skåler og offerkød

Den tyske biskop Thietmar af Merseburg omtaler i sin krønike (ca. 1015), at man i førkristen tid i Lejre på Sjælland holdt store blot hvert niende år "i januar måned efter den tid, hvor vi [de kristne] fejrer epifanifesten [helligtrekonger, 6. januar]" (Chronicon bog 1, kap. 17). Det berettes, at der ofredes 99 mennesker og lige så mange heste, hunde og haner. Selve antallet af ofringer er nok usandsynligt. Det interessante er imidlertid, at tidsangivelsen tyder på, at blotet var del af en større offentlig julefejring, der fandt sted efter et cyklisk mønster, i forbindelse med herskersædet i Lejre.

Vi ved generelt meget lidt om de førkristne offerritualer. Den mest udførlige beskrivelse er Snorres beretning om et blotgilde på Lade (i Trøndelagen) i Håkon den Godes saga kap. 14. Tidspunktet for blotet angives ikke, hvorfor det ikke vides, om der er tale om et særligt årstidsblot. Som kilde er beretningen omdiskuteret. Den er relativt sen (fra o. 1230), og det er derfor usikkert, om de enkelte elementer faktisk har indgået i førkristne ritualer, fx stænkning af altre med offerblod. Dog er der visse elementer, som udmærket kan bygge på genuint hedenske traditioner; det gælder særligt skåler og indtagelse af offerkød. Netop skåler tildeles en central rolle i ritualet. Der drikkes til Odin "for kongens sejr og magt" og til Njord og Frey for "år og fred", desuden drikkes der mindeskåler til afdøde slægtninge, og der drikkes "brageskål". Det norrøne bragr betyder "den fornemmeste" eller "den ypperste”, og brageskålen var formentlig en skål for den, som afholdt drikkegildet og sad i højsædet. De rituelle skåler rettet imod guder og forfædre er typologisk set libationsofre (drikofre), der faciliterer en kommunikation mellem de menneskelige offergivere og offermodtagerne i den anden verden, som, hvis de er velvillige, kan sikre fordelagtige forhold for menneskene. Forholdet afspejler sig i de rituelle formler, hvor der bedes om "årvækst og fred" og om "kongens sejr og magt".

Libationsofre til de hedenske guder nævnes også af den tyske gejstlige Adam af Bremen, som ca. 1075 beretter, at man i den hedenske helligdom i Uppsala i Sverige (formentlig er der tale om herskerens hal), bragte libationer til guderne: "Hvis pest og hunger truer, bringes et drikoffer til Thors afgudsbillede. Hvis krig truer, til Wodan [Odin]. Og hvis der skal fejres bryllup, til Fricco [Frey]." (bog 4, kap. 27). De ceremonielle drikkelags centrale rolle i førkristne årstidsfester generelt og julen specifikt underbygges desuden af kongesagaen Agrip om Norges konger (ca. 1190), som beretter, at Olav Tryggvason forbød hedenske blot- og drikkegilder, men til gengæld påbød hellige drikkelag ved kristne højtider (fx til jul) (kap. 19). Desuden kan fremhæves en mængde arkæologiske fund af drikkeglas i forbindelse med vikingetidens herskersæder, fx Borg på Lofoten og Tissø på Sjælland.

Freys julelege?

Den ovenfor omtalte strofe fra Haraldskvadet knytter desuden en forbindelse mellem det at drikke jul og at "udøve Freys leg". Det er usikkert, hvad det vil sige at udøve Freys leg. Strofen er bl.a. overleveret til os af Snorre i Harald Hårfagers saga, og Snorre selv opfatter udtrykket som en kenning for krig. De fleste behandlinger af strofen deler denne opfattelse, mens andre har foreslået, at der er tale om rituelle våbenlege eller våbendans forbundet med Frey. Det må dog indvendes, at Frey i de mytologiske kilder gennemgående fremstilles som udpræget ikke-krigerisk. Det berettes fx, at han giver sit sværd til sin tjener, så denne kan bejle på hans vegne til en smuk kvinde, hvilket medfører, at han må kæmpe våbenløs ved Ragnarok. At Freys leg skulle være krig, krigslege eller våbendans, forekommer derfor ikke umiddelbart sandsynligt. Det er formentlig mere sandsynligt, at der er tale om andre rituelle aktiviteter rettet imod Frey i forbindelse med julefejringen. Det er blevet foreslået, at "leg" kan betyde offer, og at der således er tale om "Freys offer" Ifølge en anden tolkning er der tale om rituelle aktiviteter med erotiske konnotationer i forbindelse med en Freykult i kraft af hans rolle som frugtbarhedsgud; en tolkning, der understøttes af Adam af Bremens beskrivelse af en Freystatue i den hedenske helligdom i Uppsala, som havende "en enorm fallos" (bog 4, kap. 26). Forslagene er mange, men ingen af dem er endegyldige.

Juleaftens edsaflæggelse ved offergalt

En anden førkristen juleskik, som omtales, er aflæggelse af eder på juleaften i forbindelse med rituelle gæstebud. Traditionen er kun belagt i enkelte sene kilder, og det er derfor usikkert, hvorvidt beretningerne bygger på førkristne traditioner, eller om der er tale om litterære konstruktioner.

I Sagaen om Kong Hervarar og Kong Heidrek fortælles det, at det er skik på juleaften at aflægge ed i forbindelse med "brageskålen". En ung mand, Hjørvard, aflægger den ed, at han vil ægte kong Ingjalds datter eller forblive ugift. Det viser sig dog, at kongedatteren har en anden bejler, og det ender med begge mænds død. I eddadigtet Kvadet om Helge Hjørvardssøn tillægges motivet endnu et element, eftersom en offergalt trækkes ind i hallen på juleaften. Mændene lægger deres hænder på galten, idet de aflægger eder ved bragebægeret. Et andet sted i Sagaen om Kong Hervarar og Kong Heidrek fortælles det, at Kong Heidrek dyrker Frey og ofrer en galt til ham, som juleaften trækkes ind i hallen, så man kan aflægge hellige løfter med hånden på dens børster.

Det er muligt, at løftemotivet er en ren litterær konstruktion, der har til formål at opbygge spænding i beretningerne, idet ederne resulterer i dystre skæbnebestemmelser. Men på den anden side kan det ikke afvises, at fortællingerne bygger på genuint hedenske elementer. I forhold til offergrisen må det bemærkes, at Frey i de mytologiske kilder tildeles en særlig forbindelse til grise, bl.a. ejer han grisen Gyldenbørste. Offergrisens mulige forbindelse til Frey underbygger således, ligesom det meget tidligere Haraldskvadet, en forbindelse mellem førkristen jul og Freykult. Alt i alt synes der at være belæg for en sammenhæng mellem jul, drikkegilder og frugtbarhedskult forbundet med Frey - muligvis indbefattende ofring af grise. Hvorvidt man i førkristen tid faktisk aflagde eder ved offergrisens børster forbliver et åbent spørgsmål.

Odin og dødekult

Også Odin forbindes i visse kilder eksplicit med jul. I første kapitel af føromtalte Agrip forklares det, hvad de førkristne folk fejrede til jul, når ikke de, ligesom de kristne, fejrede Herrens fødsel. Det siges, at hedningene holdt gæstebud for Odin, og yderligere, at selve festens navn jól stammer fra Odin, som også blev kaldt Jólnir. En senere fortælling om Halfdan den Sorte fra Flatøbogen (ca. 1390) omtaler ligeledes den hedenske jul som en hædersfest for Odin, men siger omvendt, at Odinsnavnet Jólnir var afledt af festen jol. Det sidste forekommer umiddelbart mere sandsynligt end det første, men under alle omstændigheder vidner teksterne om en særlig forbindelse mellem Odin og jul - en forbindelse, der synes at gå langt tilbage, idet Odinsnavnet Jólnir er kendt allerede fra vikingetidens skjaldedigtning (hhv. Håleygjatal og Thorsdrapa). Imidlertid er det uklart, hvilket forestillingsindhold, der har været forbundet med denne rolle.

Det er blevet foreslået, at julefesten var en fest for de døde, hvor Odin indtog en særstilling i sin egenskab af dødsgud. I forbindelse hermed er det blevet fremhævet, at Odin ifølge senere folklore er anfører for "Den vilde jagt", en dødningeflok, der julenat huserer i de levendes verden. Også mere fredelige traditioner er blevet fremhævet; traditioner, hvor de døde ved juletid besøger de levende og får del i julebordets goder, mens de til gengæld sikrer de levendes velstand og markens frugtbarhed. Mens det ikke kan afvises, at Odin også i førkristen tid skulle have spillet en rolle i forbindelse med forfædrekult generelt, er det vigtigt at holde sig for øje, hvem Odin ifølge kilderne var dødsgud for. Han blev primært dyrket af aristokratiet - af konger, krigere og skjalde, som formentlig var indviede til ham - og det var netop denne gruppe og altså ikke den bredere befolkning, der kunne forventes at komme i hans dødsrige, Valhal. Hans forbindelse til den førkristne jul begrænser sig således formentlig til aristokratiet, hvor han sandsynligvis er blevet dyrket i herskernes haller ved offentlige juleblot, formentlig med rituelle skåler til sikring af herskerens magt. Det er blevet foreslået, at mens Odin blev dyrket ved aristokratiets julefester, var julen på bøndernes gårde rettet mod Frey som frugtbarhedsgud. Det må dog indvendes, at også de kilder, der forbinder Frey med jul, er knyttet til herskermiljøet. Kong Harald Hårfager udøver Freys leg, og edsaflæggelser ved galtens børster samt skåler til Njord og Frey foregår i herskeres haller. I al væsentlighed forbliver vi bedre underrettet om aristokratiets religion end om den bredere befolknings.

Kontinuitet og middelalderlig transformation

Ved overgangen til kristendommen fik elementer af den førkristne jul lov at fortsætte. Festen beholdt sit navn og derudover en central del af dens rituelle form i kraft af drikkelagenes fortsatte betydning; desuden kan der spores kontinuitet i de rituelle skålers funktion. Den norske landskabslov Gulatingsloven kap. 7 forordner, at man til jul skal brygge øl, som skal velsignes til Kritus og Maria for "årvækst og fred". Her er altså tale om en kristen sanktionering af et førkristent ritual, der transformeres, så det matcher et kristent forestillingsindhold, men stadig har til formål at sikre frugtbarhed, selvom det er andre magter, man beder om velsignelse.

I Olav den Helliges saga kap. 108 kommer den formmæssige lighed mellem den førkristne og den kristne jul til udtryk. Den kristne kong Olav indkalder en repræsentant for bønderne i Trondheimregionen, fordi det er kommet ham for øre, at disse har været samlet i stort antal ved midvinter, hvor de har holdt store blotfester "for fred og årvækst" Bøndernes udsending svarer på kongens anklage, at de blot har holdt julegæstebud, og at man havde fortsat festlighederne længe, fordi man havde haft rigelige mængder mad og drikke tilovers. Det førkristne midvinterblot og den tidlige kristne julefest har tilsyneladende et grundlæggende element til fælles, rigelige mængder mad og drikke. Det fremgår af kongens anklage, at der trods alt er forskel på de to gilder, men forskellen ligger i det indholdsmæssige, fremfor i formen.

Konklusion

Hvad kan vi så faktisk sige om førkristen jul? Vores kilder indikerer, at den førkristne jul var en fest eller en række fester, der blev holdt i den første måned efter vintersolhvervet, julemåneden, og meget vel kan have været identisk med det i kilderne omtalte midvinterblot.

Julen har indeholdt mange forskellige skikke og forestillinger. Nogle har givetvis været begrænset til bestemte geografiske områder og knyttet til bestemte sociale lag, og det er således vigtigt at pointere, at ét element ikke nødvendigvis udelukker de andre, når det gælder rekonstruktionen af den førkristne jul. Julen synes at have været en nytårsfest, der har indbefattet både en fejring af lysets tilbagevenden og en frugtbarhedskult med ofringer til guder og til afdøde forfædre, som skulle sikre det kommende års velstand.

De offentlige, hedenske juleblot i herskermagtens haller blev fejret i form af rituelle drikkelag, hvor man spiste offerkød, udbragte skåler og formentlig aflagde eder om dådrige bedrifter for det kommende år. To guder, nemlig Odin og Frey, synes at have spillet en særlig rolle i forhold til disse blotgilder, Odin tilsyneladende i kraft af sin særlige tilknytning til herskermagten, og Frey i kraft af sin rolle som frugtbarhedsgud. Forfædrekult spillede sandsynligvis en væsentlig rolle, særligt blandt den bredere befolkning, idet de døde, når taget vel imod, kunne sikre velstand i det nye år.

Efter kristningen bibeholdt julefesten en del af sin rituelle form og funktion. Der blev holdt julegilder, og der blev drukket juleøl signet til Kristus og Maria til sikring af det kommende års grøder og velstand. Funktionen var den samme, mens indholdet havde ændret sig.

_____

Litteratur

Feilberg, Henning Fredrik (1904). jul: allesjælestiden, hedensk, kristen julefest. København: Det Schubotheske Forlag.

Hultgård, Anders (2000). "Jul" Reallexikon der Germanischen Altertumskunde 16, H. Beck et al., eds. Berlin & New York: Walter de Gryter.

Nordberg, Andreas (2006) Jul, disting och förkyrklig tideräkning. Kalendrar och kalendariske riter i det förkristne Norden. Uppsala: Kungl. Gustav Adolfs Akademien for svensk folkkultur.

Nordberg, Andreas og Olof Sundqvist (2008). "Förkristen jul - kalender och kult", Din: Tidsskrift for religion og kultur 4, 12-25.

Schjødt, Jens Peter (2013). "The Notions of Model, Discourse, and Semantic Center as Tools for the (Re)Construction of Old Norse Religion", The Retrospective Methods Network Newsletter 6, 6-15.

Vries, Jan de (1956-57). Altgermanische Religionsgeschichte, 2 bind. Grundriss der Germanischen Philologie, 12, 2. udg. Berlin: Walter de Gruyter & Co.

---