Første Gudrunskvad (V.B.Hjort)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)

Vilh. B. Hjort: Den gamle Edda
Heimskringla Reprint

Den gamle Edda
- eller Oldemo'r

Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865

30. Første Gudrunskvad

Gudrun sad over Sigurds Lig; hun græd ikke som Kvinder ellers, men hun var færdig at briste af Sorg. Til hende gik baade Kvinder og Mænd for at trøste hende; men det var ikke let. Der gaaer det Sagn, at Gudrun ogsaa havde spiist et Stykke af Fafners Hjærte og derfor forstod Fuglesang. Dette er fremdeles kvædet om Gudrun:

1.

Ej Gudrun fordum

Leve gad,

Da over Sigurd

Hun sorgfuld sad,

Ej Haanden sig rørte,

Ej Taaren flød,

Den Kvinde ej klaged

Som andre sin Nød.

2.

Traadte da høviske

Jarler ind,

Lette De vilde

Det haarde Sind;

Til Graad de kunde

Ej Gudrun bringe,

Færdig hun var

Af Harm at springe.

3.

Mangen Jarle-

frue strunk

Sad hos Gudrun

I gylden Prunk;

Enhver udsagde

Sin Hjærtekvide,

Hvoraf hun bittrest

Maatte lide.

4.

Det meldte først Givløg,

Gjukes Søster:

"Til den Forsikkring

Jeg mig trøster,

At Ingen som jeg

Usalig var;

Fem Ægtefæller

Jeg mistet har,

Døttre tvende,

Otte Brødre,

Søstre trende,

Og dog mit Liv

Er ej tilende."

5.

Men Gudruns Graad

Endnu ej flød,

Saa haardt et Slag

Var Magens Død,

Saa var hendes Hjærte

Ved Kongens Lig

Forstenet af Smerte.

6.

Saa Herborg Dronning

Af Huneland:

"En haardere Harm

Jeg melde kan,

I Syden mig Sønner

Syv i Tal,

Min Mand den Ottende

Faldt paa Val."

7.

"Fader og Moder,

To Brødrepar,

Mod dem en Søstorm

Troløs var,

Bølgerne foer

Over Plankebord."

8.

"Selv stadsed jeg

Deres Jordefærd,

Min egen Haand

Den reded der;

I samme Halvaar

Alt det jeg led,

Da stod jeg blottet

For Kjærlighed."

9.

"End ej det samme

Halvaar svandt,

Før man som Fange

I Krig mig bandt,

Hver evige Morgen

En Herses Kvinde

Jeg pynte maatte

Og Skoene binde."

10.

"Af Nidkjærhed

Hun ilter blev,

Med haarde Hug

Mig stedse drev;

Aldrig jeg fandt

En bedre Herre,

Aldrig jeg fandt

En Frue værre."

11.

Men Gudruns Graad

Endnu ej flød,

Saa haardt et Slag

Var Magens Død,

Saa var hendes Hjærte

Ved Kongens Lig

Forstenet af Smerte.

12.

Da sagde Guldrand,

Gjukes Datter:

"Skjøndt klog Du er,

Ej ret Du fatter,

Min Fostermoder!

Hvorlunde Du

Til Kvinden den unge

Skal tale nu;

Jeg varede mod,

At Kongens Lig

Man hylle lod.

13.

Da rev hun af Sigurd

Det Lagenvind,

Og læned mod Hustruens

Skjød hans Kind:

"See nu paa din Elskede,

Kys hans Mund,

Ret som Du favned ham

Frisk og sund!

14.

Et Blik lod Gudrun

Falde ned,

I Haaret klæbede

Blodig Sved,

Hans funklende Øje

Var slukket nu,

Hans Bryst af Klingen

Var flænget itu.

15.

Da sank den Svage

Mod Bolstret tilbage,

Haarbaandet løsnedes,

Kinden blev rød,

En Regndraabe randt

I hendes Skjød.

16.

Nu først Gudrun

Taarer fandt,

Graaden sprengte

Sit Baand og randt;

Da skrege fra Gaarden

I samme Sæt

Gjæssene, Fruens

Fortrinlige Dræt.

17.

Det sagde Guldrand,

Gjukes Datter:

"Stærkest jeg Eders

Kjærlighed skatter

Blandt alle Menneskers

Over Mulde;

Aldrig kunde Du,

Søster! tilfulde

Ude og inde

Ved Noget Dig fryde,

Med mindre Du maatte

Med Sigurd det nyde."

18.

De Ord da Gudrun

Høre lod:

"Blandt Gjukes Sønner

Min Sigurd stod,

Som op af Græsset

Liljen god,

Som reen Karfunkel

Monne stande

Fra Baandet frem

Paa Kongens Pande."

19.

"Mig monne Fyrstens

Mænd da prise,

Anselig fremfor

Herjans Dise;

Nu, han er død,

Jeg klein mig smyger,

Som Skovens Løv

For Vinden fyger."

20.

"Jeg savner i Sædet,

Jeg savner paa Lejet,

Den Omgangsven

Min Tro har ejet,

Og Gjukes Sønner

Dette voldte,

Ja, Gjukes Sønner

Ene voldte

Den Uselhed,

Som nu mig rammer,

Deres Søsters

Bittre Jammer."

21.

"Troløst Land

Og Folk skal ødes,

Som de svorne

Eder brødes;

Fryd Dig ej

Ved gyldne Ringe,

Gunnar! Dig de

Døden bringe,

Thi Du svor

Sigurd fordum

Eden stor."

22.

"Før var Glæden

Hjemmets Vane,

Dengang min Sigurd

Sadlede Grane,

Og bort de rede

Ulykken ivold,

At bejle til Brynhild

Den lede Trold."

23.

Men Brynhild Budles

Raabte paa Stand:

"Den Hex skal aldrig

Faa Børn og Mand,

Som skaffed Dig Gudrun

Idag din Graad,

Og fandt for dit Mæle

Trylleraad."

24.

Ej Guldrand lod

Paa Svaret bie:

"Du Folkeskræmsel,

Med Sligt Du tie!

Ædlingers Norne

Stedse Du var,

Hver Ulykkesbølge

Dig tumlet har,

Syv Konger voldte Du

Bitter Harm

Og dræbte Glæden

I Hustruens Barm."

25.

Men Budles Datter

Brynhild hende

Svared atter:

"Min Broder til Ondet

Ophav var,

Atle, hvem Budle

Avlet har."

26.

"Da Kongen i Huners

Hal vi saae,

Med luende Guld

Fra Ormens Vraa,

Det Møde jeg siden

Undgjældt har,

Aldrig det Syn

Af min Tanke var."

27.

Tæt ved en Søjle

Brynhild stod,

Heftigt favnede

Hun dens Fod,

Blikket paa Sigurds

Saar lod falde,

Da gnistrede Øjet,

Hun spyede Galde.

Gudrun drog bort derfra gjennem Skove og Ødemarker lige til Danmark, hvor hun opholdt sig halvfjerde Aar hos Thora Hakonsdatter. Brynhild vilde ikke overleve Sigurd. Hun lod dræbe otte af sine Trælle og fem Trælkvinder, og derpaa gav hun sig selv Døden med Sværdet, saaledes som fortalt er i det mindre Sigurdskvad.

---

Noter: