FJ-Litteraturhist.Bd.1-Kvadenes alder

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 2 Hvad er eddakvad? Hvornår, hvor og af hvem er de digtede? Eddadigtningens mål, karakter og stil.



Kvadenes alder

Kvadenes alder. Det vil være formålstjenligt her først at undersøge disse kvads tilnærmelsesvise tilblivelse og denne digtnings ophør, med andre ord, tilnærmelsesvis at søge at bestemme dens tidsalder, uden i alle enkeltheder at undersøge ethvert kvad.

Indtil langt ned i 19. årh. var man tilbøjelig til at tillægge disse digte en meget høj alder. Man gjorde dem til det ubetinget ældste af al nordisk åndsfrembringelse (jfr. indledningen). Dette mente, for kun at nævne de vigtigste navne, den »norske skole« med Munch og Keyser i spidsen. Det hedder hos Keyser: »saa maa man vel ansee Eddadigtenes Oprindelse fra en Tidsalder ældre end Harald Haarfagers Dage, ældre end Midten af det 9de Aarhundrede, for at være beviist med saa gode Grunde, som man i en Sag af den Beskaffenhed kan fordre« (1). Med hensyn til enkelte digte, som f. ex. Vøluspå, mener Keyser, at man kan antage, »at dets [digtets] Alder maaske kan stige op til det 5te Aarhundrede, ja maaske høiere« (1). Således skulde eddakvadenes tidsrum være c. 400—800. Af samme mening var Sv. Grundtvig, hvortil C, Rosenberg sluttede sig. Enkelte gik i modsat retning, som K. Maurer (se s. 4) (2). Th, Möbius mente, at sangene hovedsagelig var islandske, måske også tildels norske, og at de var affattede i de sidsteårhundreder før deres optegnelse (3). Videst af alle gik dog E. Jessen både i sin polemik mod Grundtvig (se s. 4—5) og i sin indgående afhandling: »Ueber die Eddalieder. Heimat, alter, charakter« (4), som er særdeles vigtig.

Det resultat, som Jessen mener at være kommen til, formulerer han således: »Gegen die haltlosen berufungen auf den vermeintlichen höheren stand altdänischer cultur, und gegen die hergebrachten phrasen über die herlichkeit dieser lieder als beweis ihres entstehens im vorgeblichen culturlande, glaube ich hier eine ziemlich hinlängliche menge verhältnisse zusammengestellt zu haben, welche die abfassung dieser heldenlieder ganz und gar nicht dem »ältern und mittlern eisenalter« in Südscandinavien«, sondern grostenteils einem isländischen litterarischen zeitalter (dem 11. — 12. jahrhundert, vielleicht sogar auch dem anfange des 13.) zuweisen müssen, obschon einige, jedenfalls doch norröne, bruchstücke älter sein werden«. (5).

G. Vigfusson antog, at »de grønlandske kvad« (ɔ: Atlamál og efter hans mening Hymiskviða) fra »about the earliest part of the eleventh century« danner »a downward limit, below which the Eddic Poems cannot fall«, og at »they [eddakvadene i deres helhed] are of about the time of Alfred and his son Edward« (6), altså fra den sidste del af det 9. og den første del af det 10. årh. (7).

B. Symons har i sin Einleitung § 28 behandlet hele spørgsmålet meget udførlig. Han gør lignende bemærkninger m. h. t. sprog, mytologi og sagnform som de, der herefter vil blive fremsatte. Han mener at heltedigtene som digtningsart er yngre end gudedigtene, men disse kan dog i og for sig af indre grunde ikke være ældre end 9.-10. årh. Han antager også en ældre og en yngre indvandring af heltesagnstof. Han opstiller følgende rækkefølge af heltedigtene m. h. t. deres tilblivelse som sandsynlig (med alt forbehold): Völundarkviða, Völsungakv. forna (visse bestanddele, der nærmere angives), Brot, Atlakv., Hamð., — Völs. forn. (resten), Fáfn, Reginsm. (ljóðah.), Sigrdrífum., Helg. Hjörv. (fornyrðisl.), Grottas., — alle disse hører 10. årh. til; Guðrunarkv. II Sig. sk., Atlam., Guðr.kv. I— III, Oddrúnargr., Helreið, Guðrhv. — alle disse skulde tilhøre 11. årh.; Gripisspá fra 12. årh. Bortset fra rækkefølgen indenfor de to grupper — som naturligvis altid er vanskelig — er der i det hele og store overensstemmelse tilstede med den her opstillede tabel; kun er der uoverensstemmelse m. h. t. de 3 Guðrunskvad, som Symons henfører alle til 11. årh. Det kan jeg ikke gå ind på.

E. Mogk har i sin Gesch. der norw.-isl. literatur 2. udg, (Pauls Grundriss) s. 18-19 udtalt sig i al almindelighed om spørgsmålet; han udtaler, at tiden 800-1000 er hovedsagelig eddadigtenes tid, men mener, at deres hovedtidsrum er — han går ud fra, at de er for største delen digtede på Island — tiden efter 930, da hedenskabet så at sige blev statsreligion; i denne forbindelse henvises til den keltiske kristendom i det første tidsrum, der skulde have haft betydning for digtningen (ɔ: hindret den); denne betragtnings rigtighed kan ikke godkendes. Den følge kan den smule keltisk kristendom, der kom til Island, absolut ikke have haft.

H. Ussing har i »Om det indbyrdes forhold mellem heltekvadene i ældre Edda« (1910) behandlet hele spørgsmålet relativt. Efter ham er H. hund. II et ret gammelt digt, der har påvirket det første Helgedigt, samt H. Hjörv., Brot; dette sidste atter Guðr. II, og dette Guðr. I, Sigsk. Guðrhv., Hamð. og Atlam.; Guðr. I har påvirket Sigsk., Helreið og Hamð., Helreið både Sigdr., Fáfn. 40-44, Sigsk. og Guðrhv., Atlakv. både Atlam., Hamð., Oddrgr., Sigsk. og Guðr. II og III, Helr. er igen yngre end Oddrgr., Sigsk. yngre end Guðrhv. Helg.hund. I er ældre end Fáfn. (fornyrð.), Reg. (ligel.), Oddrgr. og Helr. Der er sikkert meget i dette rigtigt og velbegrundet, men noget er sikkert mindre rigtigt, f. eks. at Hamð. gøres til et yngre digt end ikke blot Atlkv., men også Guðr. I og II. I øvrigt har det været forf.s tanke at påvise, hvorledes en enkelt tanke i ét kvad fremkalder en bred skildring i et andet; dette er gennemført med en vis finhed og energi, men på den anden side kan det ofte være tvivlsomt, hvorvidt netop det digt — og ikke f. eks. det mundtlig fortalte sagn har givet anledning til det nye digt.

Endelig har A. Heusler skrevet en afhandling: Heimat und alter der eddischen gedichte (8), Heri behandles spørgsmålet ikke for hvert enkelt digts vedkommende. Han antager, at ikke blot Völuspá hin skamma og Gripisspá er meget unge, men også digte som Hyndluljóð, Alvissmál og Svipdagsmál og endogså Rigsþula; de henføres til 12. og 13. årh. og opfattes som et udslag af Islændernes lærde studier i de tider. Baldrs draumar, Vafþruðnismál og Grimnismál er vanskeligere at bedømme. løvrigt er det mest digtenes hjem, der behandles. Heusler slutter med i al almindelighed at fremhæve, at der i eddadigtningen foreligger »et almindeligtheroisk trin, et norrønvikingsk, et islandsk-eftervikingsk tildels litterært trin«. Således formuleret kan bestemmelsen godkendes. Det kommer blot an på, hvad man henfører til hvert af disse trin.

For eddakvadenes aldersgrænse både opad og nedad i tiden er deres sprog af overvejende betydning, og hvis vi med nogenlunde sikkerhed kan henføre det til en vis bestemt tid, er sagen dermed afgjort.

Som bekendt falder den nordiske oldtids runeindskrifter i flere tidsrum. Det ældste af disse går fra c. 400 til c. 600 (9). De følgende 200 år (c. 600 — c. 800) danner en overgangstid, i hvilken det nordiske sprog og, som følge deraf, det nordiske alfabet undergik en gennemgribende, men lidt efter lidt kommende forandring, som var afsluttet c. 800 (10). Fra denne tid og til c. 1000 regnes så det 3. (eller 2. hoved-) tidsrum i runeskriftens (og sprogets) udvikling. Det sprog, som denne tids indskrifter, der for en stor del er danske, indeholder, er omtrent det samme, som de isl. håndskrifter fra c. 1200 frembyder. Sproget i Norge i det 9. og 10. årh. kender vi så at sige kun fra de ældste norske (og islandske) skjaldekvad (11). Der haves kun få norske runeindskrifter fra denne tid og ikke én islandsk (12). At drage vidtrækkende og følgerige slutninger af enkelte svenske (og danske) indskrifter må, til trods for den omtrentlige identitet af sproget i de nordiske lande, dog gøres med forsigtighed, da det er sikkert, at sproget ikke i alle enkeltheder alle steder har udviklet sig på samme måde og lige hurtig.

Sproget i den ældre tids og i overgangstidens indskrifter har en karakter, der er vidt forskellig fra det sprog, som vi møder i eddakvadene. Det er aldeles umuligt at føre disse tilbage til en ældre form, uden at den metriske form ganske og aldeles forstyrres, det vil sige, kvadene ophører at være kvad (13).

Digtene kan således, som de nu er, ikke stamme fra den ældste tid og heller ikke fra overgangstiden. Med andre ord: intet eddakvad kan være ældre end fra 800. (14)

Men da denne grænse er sikker, følger deraf, at man har ret til at slutte, at det ikke er rimeligt, at noget af disse kvad skulde stamme fra en så gammel tid, fra den tidligst mulige tid, d. v. s. fra den første halvdel af det 9. årh.; dertil er desuden deres sprog i det hele taget for udviklet, deres metrum for regelmæssigt, deres rytmer for korrekte og elegante.

Dette bestyrkes i en høj grad, når man betragter eddadigtene i belysning af de ældste skjaldekvad (de fra det 9. og 10. årh.).

Skjaldepoesiens ældste frembringelser kan føres tilbage til midten af det 9. årh. eller lidt før. Der har ganske vist været og er endnu forskere, som benægter disse »ældste« kvads ægthed, sikkert med urette. Men selv om vi ser bort fra disse kvad (f. ex Brages), er der tilstrækkelig mange tilbage fra det 10. årh, til at vi af dem kan danne os en klar forestilling om sproget fra den tid. Med hensyn til den nærmere udvikling af skjaldepoesien kan jeg henvise til det følgende. Her skal det kun bemærkes, at ved 900 er den kommen til gennembrud og blomstrede særdeles frodig ved kong Haralds hof (se ovf. s. 26).

En sammenligning af skjaldepoesien fra den nævnte tid og eddakvadene vil vise, at de både i reel og formel henseende er særdeles nærbeslægtede. J. E. Sars har træffende udtalt dette således: »Den skarpe Skjelnen mellem begge Arter hviler altsaa i Almindelighed paa en Miskjendelse af Poesiens Væsen, og den er særlig ubeføjet i det her omtalte Tilfelde. Eddadigtene og de saakaldte Skaldedigte vise sig at staa i den nøjeste indre Sammenhæng og at have i alt Væsentligt Charakteer tilfælleds; de ere Grene paa det samme Træ, deres Oprindelse maa være den samme« (15). Det er dette slægtskab, som så skarpt og rigtig her er udtalt, som nu skal blive nærmere undersøgt.

Ligheden viser sig da for det første i indhold (16). Eddakvadene handler om myter og heltesagn. Netop de ældste skjaldekvad bevæger sig også på disse to områder. Både Brages og flere af Harald hårfagres hirdskjaldes kvad tilligemed enkelte brudstykker af andre skjaldes digte handler ikke om en konge eller fyrste personlig og hans bedrifter — skøndt de i almindelighed kaldes fyrstekvad — , men om en af fyrsten given genstand, som oftest et skjold. Det var optrin af gudelivet og fra sagnhistorien, som var fremstillede på skjoldet, og det var disse, hvorom skjaldene sang. Dette forhold findes af og til i det 10. årh. lige ned til Ulfr Uggasons Húsdrápa, som ganske vist ikke handler om et skjold, men om billedlige fremstillinger på væggene i Olaf pas berømte hal.

Ved siden heraf besang skjaldene en fyrste således, at de førte hans slægtrække op til guderne og knyttede ham til disse, hvorved digtene får et mytisk indhold. Fremdeles digtedes der »arvekvad«, hvori skjalden lod de afdøde fyrster modtages i Valhal. Atter en tilknytning til det mytiske.

Vi ser her lighed og slægtskab i indhold, hvorved en overgang fra den egenlige mytisk-heroiske digtning til de »rene« skjaldekvad, ɔ: de kvad, som udelukkende handler om fyrsternes personlige egenskaber og deres egne bedrifter bestemt antydes. Det er klart, at skjaldekunsten som digtart er en sekundær frembringelse og fortsættelse af en anden og ældre digtart. Heraf har man dog ingen ret til at slutte, at de nu eksisterende eddakvad skulde være ældre end de i behold værende skjaldekvad.

Dernæst viser ligheden sig i det ydre, i verse mål, i sprog, i de poetiske omskrivninger (kenningar).

Eddakvadene er forfattede i de simpleste og oprindeligste versarter, nemlig fornyrðislag, ljoðaháttr og málaháttr; disse vil senere blive nærmere behandlede. Den nedarvede skik tillod ikke, at man til eddakvad benyttede dróttkvæðr háttr, en versart, der er yngre end i det mindste de to første og opfunden i den hensigt at benyttes til fyrstekvad (drapaer); nye digtarter skabte nye versformer, som så udelukkende benyttedes til disse. På den anden side finder vi heller ikke fornyrðislag eller ljóðaháttr brugt til fyrstekvad i den ældre tid (17); hvorimod málaháttr også forekommer brugt af Þorbjörn hornklofe, Eyvindr skáldaspiller og dennes forbillede, den unævnte forfatter til Eiriksmál. Af Eddakvad findes kun 3 i málaháttr. Dette mærkelige forhold skal senere søges forklaret. Men det er heraf indlysende, at til den overgang i indhold, vi før har påvist, svarer en overgang i form, hvorved slægtskabet tilfulde viser sig.

Hvad sproget angår, vil forskellen vise sig at være endnu ringere.

Vi kan her kort og godt sige, at for så vidt vi, særlig ved hjælp af metrikken, kan føre eddakvadenes sprogform, således som den i en mere eller mindre forvansket skikkelse foreligger i håndskriiterne, tilbage til en ældre form, svarer denne på det nøjagtigste til den, som den samme metrik forlanger i skjaldekvadene fra den ældre tid (9. og 10. og tildels det 11. årh.). For at nævne et par eksempler på former, som er fælles for bægge slags kvad, skal anføres sådanne som séa (for sjá), fáa, maa, bláum, háum (for blám, hám), fyr und of ept; fremdeles er udeladelsen af ubetonede småord som hann hón, þat, ek, þvi og lign. fælles; endvidere sammentrækningen af enklitiske partikler og et foranstående ord: sás, þvít, sitk, osv. (18). Desuden er sprogtonen i det hele den samme ; den forskel, der er, beror på stoffets forskel. At ord, der kun findes én gang, findes i eddakvadene er sikkert, men derved bevises ikke deres ubetingede aldersfortrin ; også skjaldepoesien har sådanne ord at opvise. Denne omstændighed har i det hele taget så meget mindre at betyde, som mængden af bægge slags kvad er forholdsvis ringe, hvorved forekomsten af sjældne ord og udtryk er bleven større.

Heller ikke viser ordenes betydning hen til en ældre tid eller til noget mere oprindeligt standpunkt (19).

Med hensyn til de poetiske omskrivninger har man villet gøre gældende, at der var stor forskel tilstede mellem begge slags digte. Man har ment, at eddakvadene stod på et ældre standpunkt i så henseende, idet omskrivningerne var af en simplere art og dertil ikke synderlig talrige (20). Herimod har dog E. Jessen bestemt ytret sig (21), og med rette. Sandheden er, at hvad omskrivningernes optræden i bægge slags kvad angår, er forskellen ikke kvalitativ, men kvantitativ, og denne forskel beror på den forskellige metriske form. Drottkvæðr háttr med sine regelmæssig afvekslende halv- og helrim og med sine bestemt stillede tre rimstave i et linjepar stiller ganske anderledes store fordringer til sprogets rigdom og skjaldens opfindsomhed i at variere ord og udtryk, end andre simplere versemål, hvor der ingen rim, men kun forlydsrim, er at iagttage, tilmed da disse ikke behøvede at være flere end to i et linjepar. Det er indlysende, at følgen heraf måtte blive, at de omskrivninger, som eddakvadene i en simplere form, men i et temmelig rigt antal indeholder, måtte betydelig mangfoldiggøres og varieres i skjaldepoesien.

Ligeså sikkert som det forholder sig således hermed, ligeså vist er det, at omskrivningerne i bægge slags kvad er fuldstændig ensartede. I Völuspá er der ikke få kenninger, men disse er gennemgående så simple, at man næppe mærker dem ; dog forekommer også dér en omskrivning som sviga læ (= ild), moldþinurr (= jordomslynger, midgårdsslangen). Af andre gudekvad forekommer de meget ofte i Hymeskvadet. I heltedigtene findes en mængde omskrivninger, som eggleiks hvötuðr, naddéls boði, brynþings apaldr, hildi-, hrotta-meiðr, hjalm-, auð-stafr, geir-mimir, -njörðr om mænd; vár golls, menja mörk, linnvengis bil om kvinder; stagstjórnmarr, hlunn-, segl-vigg, seglmarr om skibe; hliðfarmr grana om guldet; ben-logi, -vöndr om sværdet; ilkvistr om tæerne; móðakarn om hjertet; hvílbeðjar hölkvir om huset; gögl gunnar systra om rovfuglene; gránstóð grídar om ulvene; hugins barr om ligene osv. osv (22).

Ser vi på den sammenhæng, i hvilken disse omskrivninger optræder, vil vi snart mærke, at de ikke i nogen som helst større grad end i skjaldekvadene er fremvoksede af indholdet og betingede deraf; tværtimod, forbindelsen er ofte løsere, og man undgår ikke altid indtrykket af, at kenningerne er en fyldekalk (23).

Der er således i den her omhandlede henseende ingen eller en ringe modsætning mellem eller forskel på eddakvad og (de ældste) skjaldekvad, men det nære slægtskab imellem dem ligger aldeles klart for dagen. Dette slægtskab beviser dog ikke ligefrem samtidigheden af bægge slags kvad ; den gør den kun sandsynlig.

Denne synes derimod at fremgå deraf, at de ældste skjaldekvad, som vi nu har, går tilbage omtrent til midten af det 9. årh., og ældre kan eddakvadene ifølge deres udviklede sprogform og rytmer, som ovenfor bemærket, heller ikke være. Det kan derimod i hvert fald for nogle af heltekvadenes vedkommende på forhånd antages, at de er digtede nogen tid efter c. 850.

Man har — og med rette — ment at kunne se et billede ar vikingetiden og dens tog i forskellige kvad, særlig i heltekvadene (24). Skønt nu disse billeder er temmelig friske, så at der ikke kan være gået synderlig lang tid efter denne vikingetid, må der dog under alle omstændigheder være gået en ikke ubetydelig række af år efter dens begyndelse.

Alt fører således, efter min opfattelse, til den antagelse, at c. 850 (875) er den allertidligste grænse for eddakvadenes tilblivelse opad i tiden (25).

Denne antagelse bestyrkes til slutning ved en almindelig kulturhistorisk betragtning af den art, som J. E. Sars særdeles træffende har formuleret således: »Den rene Tro’s Tidsalder plejer ikke at være Kunstens eller Poesiens. Grækenlands Kunst og Literatur blomstrede i en Periode, da dets nationale Religion allerede befandt sig i en Opløsningstilstand. Den katolsk-christelige Kunst tog først sit rette Opsving, efterat de religiøse Forestilinger, hvorfra den udsprang, havde tabt sin fulde Magt over Sindet, Kunsten kræver en vis Fjernhed ligeoverfor de Gjenstande eller Forestillinger, som den skal behandle, for at den kan behandle dem med tilstrekkelig Frihed. I Overensstemmelse hermed maa vi nu ogsaa tænke os Forholdet mellem den gamle Mythedigtning, hvoraf der er bevaret Levninger i Eddaen, og den hedenske Religion: de staa i den nøjeste Sammenhæng med hinanden; men Digtningens rigeste Udfoldelse maa først have faldet efter den Periode, da Religionen stod i fuld Kraft, uberørt af fremmede Indflydelser« (26).

På grund af den her gjorte betragtning, som dog alene ikke er tilstrækkelig til at afgøre kvadenes affattelssetid, vilde man uden videre kunne henføre dem til det 10. århundrede, og det er, som vi senere skal se, netop den tid, i hvilken de fleste er blevne til.

Vi vil nu på samme måde søge at bestemme grænsen for eddakvadene nedad i tiden, tiden for deres afslutning.

I så henseende gør sig da følgende betragtning, som nærmest er af kulturhistorisk art, gældende.

Efter at den hedenske tro i omtrent et århundrede havde befundet sig i en opløsningstilstand, hvorved kristendommens indførelse betydelig blev lettet, forkyndtes den kristne tro i Norge og på Island samtidig.

Olaf Tryggvason begyndte med en vikings kraft og en fanatikers lidenskab det store værk at kristne Norge og de derfra bebyggede lande, og fik det, i hvert fald af navn, udført. Han havde set sig nødt til at fare frem med strænghed og var ikke veget tilbage for drab og lemlæstelse af de trodsige og genstridige. Han kuede folk til at antage den kristne tro. Følgen heraf blev, at for mange, ja for største delen af Nordmændene var den nye tro blot en ydre bekendelse, uden at have slået rod i deres hjerte eller trængt ind i deres sjæl. I de mindre tilgængelige dele af landet er troen næppe engang bleven forkyndt. Hans efterfølger Erik jarl Hakonsson var ikke nogen religiøs fanatiker, ja næppe engang religiøs i nogen som helst forstand. Snorre Sturluson skildrer ham og hans broder således: »Erik jarl og Svend jarl lod sig bægge døbe og antog den rigtige tro, men medens de rådede for Norge, lod de enhver gøre efter behag med hensyn til overholdelsen af kristendommen« (27). Det kan således ikke fejle, at i de 15 år, der forløb efter Olaf Tryggvasons fald, er der særdeles mange i Norge, som har forladt den dem påtvungne tro og er vendt tilbage til deres gamle tro. Da Olaf Haraldsson den hellige blev konge, siges de »kristne love« at have været ubekendte for de fleste, og at afsides liggende fjeldegne fuldstændig var hedenske (28). Her var Olaf den hellige den rette mand. Det af Olaf Tryggvason påbegyndte værk blev nu fuldført af Olaf den hellige med lignende udholdenhed og kraft, men med større besindighed, med dybere sind og sikkert større indsigt i kristendommens sande væsen, således som dette dengang opfattedes (29). Herom udtaler Snorre sig på flere steder. Det hedder om Olaf, at han af al magt gjorde sig umage for at udrydde den hedenske tro og de dermed forbundne skikke, men karakteristisk nok tilføjes der: »for såvidt han fandt, at de stred imod kristendommen« (30).

Kong Olafs iver for udbredelsen af kristendommen kronedes med det mest afgjorte held. Nu blev den mere end et ydre påhæng, nu trængte den til en vis grad ind til hjærterne og bemægtigede sig sindene. Dette fremgår ikke mindst af den stærke tro hos Nordmændene, som ved og navnlig kort efter hans død kommer tilsyne. Olaf erklæredes straks for at være en helgen, og man vidste straks at fortælle om hans mange og store mirakler. Herom haves samtidige vidnesbyrd af skjalde (Þórarinn loftunga) , som ikke havde været hans, men hans modstanders hirdskjalde.

Efter denne tid må så godt som ethvert spor af hedenskabet, forsåvidt som det ikke allerede tidligere var forsvundet, være blevet betragtet som utilbørligt, som noget, der ikke kunde tåles.

Den følgende tid synes således ingenlunde at kunne have plads for rent hedenske kvad. Men andre ord, hvis eddakvadene, og da særlig de mytiske, er af norsk oprindelse, synes de ikke at kunne tænkes opståede efter Olaf den helliges død (1030).

Dette stemmer fuldstændig med, at der ikke nævnes nogen norsk skjaldedigtning efter det 10. årh., hvilket er af overordenlig betydning.

Som det senere nærmere vil blive påvist, behøver vi ikke her at tage hensyn til andre lande foruden Norge end Island og Grønland.

Island blev kristendommen i året 1000 indført på en enestående måde, ad lovgivningens vej. Også dér var jordbunden bleven bearbejdet i forvejen, så at den nye tro havde lettere ved at slå rødder. Forholdet hermed var vidt forskelligt fra det i Norge. Først efter blodige kampe havde den nye tro sejret i Norge; den kom som et lovbud fra en enevældig hersker og gik efter megen modstand endelig igennem. På Island var der ingen enehersker. Dér var kun to aristokratisk-republikanske partier, det ene for, det andet imod indførelsen af kristendommen, og disse to partier gik ind på det prosaiske, men udmærket praktiske forslag, at lade en enkelt mand bestemme, hvad der skulde være »lov« i landet.

Vi ser, at troen er bleven betragtet som enhver anden genstand for en retstvist, hvori bægge parter enes om at tage en voldgiftsmand. Voldgiften faldt ud til fordel for det kristne parti - og derved var kristendommen antagen. Man fandt det i begyndelsen praktisk at gøre det hedenske parti visse indrømmelser, som at have lov til at udsætte børn, at spise hestekød, ja endogså at blóte, når blot dette kunde foregå uden at nogen fik det at vide (31). Få år senere blev dog alt dette forbudt ved lov, uden tvivl på foranstaltning af Olaf den hellige, hvis iver for kristendommens rette overholdelse på Island er noksom bekendt (32).

I den bedste overensstemmelse hermed finder vi, at en lignende overtro, som gjorde sig gældende straks efter Olafs fald og som uopholdelig gjorde ham til en helgen, først langt senere opstod på Island, nemlig efter biskop Torlaks død (1193); han blev landets første helgen. Det er fremdeles ikke uvigtigt i denne sammenhæng at lægge mærke til, hvor forsvindende digtningen af religiøse kvad er på Island i det 11. årh.

Denne Islændernes praktisk-prosaiske og nøgterne ånd går som en rød tråd igennem hele deres åndelige frembringelse.

I overensstemmelse med den anførte bestemte forskel på Nordmændenes og Islændernes religiøsitet og tiltrods for, at Islænderne bevarede de gamle historiske sagn bedre end Nordmændene, må det anses for en aldeles urimelig antagelse, at de gamle myter kunde leve på Island i deres oprindelige omfang og rette sammenhæng længe efter år 1000, og at digte, hedenske som de mytiske kvad er, kunde dér være blevne til i det 12. og 13. århundrede.

Ganske vist måtte de islandske skjalde kende gamle myter for rigtig at kunne danne og anvende de derfra hæntede og de derpå beroende poetiske omskrivninger. Dermed er dog ikke sagt, at de til bunds og i alle enkeltheder behøver at have kendt og forstået hele den gamle mytologi, dens inderste kærne, dens væsen og hele sammenhæng. De trængte næppe engang til en så udtømmende indsigt deri. Kendskab til enkelte ud af sammenhængen revne myter kunde derimod gå og gik i arv fra den ene skjald til den anden både direkte ved mundtlig undervisning (33) og indirekte gennem ældre skjaldes kvad, uden at nogen dybere indsigt i hele mytesammenhængen fulgte deraf. Således kendte man et utal af Odins og andre guders navne uden at vide, hvad der havde givet anledning til dannelsen af hvert enkelt. Ligeledes kendte man enkelte fortællinger om guderne (Odins og Tors mellemværende med Hrungner, Tors færd til Udgårdsloke, hans kamp med midgårdsslangen osv.), uden dog at behøve at vide, hvilken plads de indtog i den sammenhængende mytologi og deres derpå beroende betydning.

Jo længere man kom bort fra den hedenske tid — i hvis sidste århundrede kendskabet til myterne uden tvivl allerede var begyndt at tabe sig — desto mere måtte denne indsigt blegne og falme. Den blev stadig noget mere tillært, men det tillærte er aldrig så frodigt eller levedygtigt som det så at sige medfødte, det man fra barnsben af er fortrolig med.

Et direkte bevis for det her udviklede gives os af ingen ringere end Snorre Sturluson selv. Det er næppe nogen overdrivelse at sige, at denne mand har besiddet større kendskab til den gamle mytologi og poesi og tillige været mere gennemtrængt af oldtidens ånd end nogen af hans samtidige. Det er heller ikke sandsynligt, at de ældre skjalde fra det 12. århundrede, ja endog fra slutningen af det 11., i det hele taget har haft flere kundskaber end han. Snorre har nedlagt frugten af sine mytologiske studier, sin samlede viden på det mytologiske område i sin Edda, dette hovedværk med hensyn til mytologi og skjaldekunst. Men hvorledes er den mytologiske del deraf, hans Gylfaginning? Den viser os, at Snorre, hvor vi ved hjælp af de af ham benyttede digte kan prøve hans fremstilling, på flere punkter har misforstået den egenlige sammenhæng, foruden at hele systemet åbenbarer ligefremme huller i hans viden, vaklen og famlen i det enkelte. Og dog har Snorre haft flere kvad end vi til sin rådighed, både skjaldekvad og eddadigte. Heraf kan med sikkerhed sluttes, at i det mindste ved 1200 har den gamle mytologi kun været tillærte kundskaber og det i en temmelig brudstykkeagtig tilstand.

Ved denne tid og i det 12. årh. overhovedet er det højst usandsynligt, ja vistnok umuligt, at Islænderne har givet sig af med en udstrakt mytisk digtning med så levende farver og i så energiske træk, som vore eddadigte i det hele har at opvise. Med andre ord, hvis en sådan digtning har eksisteret på Island, må den mindst være ældre end c. 1100.

Hvad der her er gjort gældende for de mytiske kvads vedkommende, må for aller største delen også gælde for heltedigtene, da disse så nøje er knyttede til og beslægtede med hine, at de ikke kan adskilles. Selv om den ene klasse viser sig at være noget ældre end den anden, må de dog tilhøre et og samme tidsrum (århundrede) i det hele og store.

Dette kan på mange måder bestyrkes.

For det første har vi aldeles bestemte vidnesbyrd om tilværelsen af disse kvad.

En visufjórðungr af Arnorr jarlaskáld (fra midten af det 11. årh.) lyder således:

Björt verðr sól at svartri
søkkr fold i mar døkkvan (34).

Disse linjer forudsætter åbenbart Völuspå 57 1-2, hvori det hedder:

Sól tér (v. 1. mun) sortna
sigr (v. 1. søkkr) fold i mar.

Arnorr har i sit vers optaget Völuspås ord tildels uforandrede, og det ses tillige, at hans tekst har stemt overens med cod. reg. og worm. af Snorra-Edda.

I Fostbræðras. (35) anføres et halvvers af Hávamálsamlingen 84, 4-6 — en kviðlingr, er kveðinn var um lausungarkonur:

á hverfanda hvéli
váru þeim hjörtu sköpuð
brigð i brjóst of lagið.

En mand på Grønland fremsiger dette vers o. 1025, og der er ingen skellig grund til at drage sandheden heraf i tvivl. I ethvert tilfælde er digtet, hvoraf disse linjer er tagne, betydelig ældre end Fostbræðrasaga, som stammer fra det 12. årh.

Endelig hedder det i Sverrissaga (36), at kong Sverre i anledning af hans søns ringe kampdygtighed fremsagde et halvvers, som genfindes i Fáfnismál (6, 4-6) :

fár es hvatr,
es hrøðask tekr,
ef i bernsku es blauðr.

Sverre citerer dette halvvers åbenbart som et almindelig bekendt gammelt ordsprog; ja, det hedder endogså i et af håndskrifterne lige foran verset: en þat er satt sem mælt er, en formel, som hyppigst sættes foran et anført ordsprog eller gammel talemåde.

De tre her anførte eksempler angår alle tre slags eddakvad og er således af meget stor betydning. De viser, at de pågældende kvad er ældre end o. 1100 i det mindste, men vi har ret til fra disse enkelte digte på grund af den indbyrdes lighed og slægtskab at slutte til de andre (37).

Af overordentlig vigtighed for spørgsmålet er, at et af kvadene betegnes som det grønlandske (Atlamál) , hvilket, som vi senere skal se, ikke kan betyde andet end at det er digtet i Grønland. Det kan således ikke være ældre end c. 990, men er sikkert betydelig yngre, dog fra det 11. årh.; og i sammenligning med de fleste af de andre kvad, er det et af de yngste (38).

For det andet viser kvadenes sprog, for så vidt dette kan prøves, tilbage til tiden før 1100. Ganske vist er sproget i Norge og på Island nogenlunde ensartet til c. 1200. Enkelte småforandringer har dog uden tvivl gjort sig gældende i tidens løb, og i det mindste nogle af disse lader sig iagttage, særiig i det 12. århundrede. Former som séa, fáa, máa, bláum, fáum osv. er i skjaldepoesien fra det 10. årh. enerådende; det samme er tilfældet i eddakvadene. Det første sikre eksempel på en enstavelsesform, som jeg har kunnet finde, er hos Þjoðólfr Arnórsson:

hann ófám at Jómi,

hvor man på grund af rimet skal læse fám (39). Disse enstavelsesformer antager jeg først begynder for alvor at gøre sig gældende ved midten af det 11. årh., i begyndelsen kun i ganske enkelte tilfælde og senere i flere. Digte fra det 12. årh. har f. ex. blásvarta tvá (Þórarinn stuttfeldr); valdr þrjá tigi gjalda (Sturlunga I, 16, i et vers fra 1118); i den sidste halvdel af århundredet synes enstavelsesformerne ifølge de ældste håndskrifter at være de almindeligste (40). I eddakvadene synes overhovedet ingen vaklen med hensyn til dette spørgsmål at spores.

Hertil kommer, at særlig gamle ord og vendinger, samt meget oprindelige ordbetydninger forekommer, om hvilke det må siges, at de snarest viser hen til skjaldepoesiens ældre tidsrum. Sammenligner man eddakvadene med fornyrðislagsdigtene fra det 12. århundrede, vil man, for de allerflestes vedkommende, ved første øjekast opdage en meget stor forskel i stil og tone, en forskel i lighed med den, der plejer at være mellem det originale og det mindre oprindelige. Og her kommer da en omstændighed, der er af en særlig vigtighed, i betragtning.

Ved år 1100 og derefter finder vi det særsyn i den islandske skjaldepoesi, at »det gamle versemål« (fornyrðislag) bliver brugt til fyrstekvad, dog, som det synes, kun til »arvekvad«. Således findes det anvendt først af Magnus barfods skjald Gisl lllugason, lidt senere af Ivarr Ingimnndarson, Halldórr skvaldri, Þorkell hamarskáld, alle fra det 12. århundreds første halvdel. Dette versemål bliver således nu temmelig almindeligt, medens det i tiden for 1100 aldrig findes anvendt til fyrstekvad. Dette kan efter min opfattelse kun forklares på følgende måde. Havde det været en almindelig og levende skik ved år 1100 på Island at digte eddakvad i specielle versarter, havde man vistnok aldrig brugt disse til kongekvad, ligesom drottkvæðr háttr aldrig brugtes til eddakvad. Just ved at antage, at eddakvadsdigtningen hørte en svunden tid til, og at dette versemål i en længere tid ikke er blevet brugt på Island, bliver sagen let at forklare. Man vendte nu, efter at skjaldepoesien i det 11. årh. havde nåt sit højeste udviklingstrin — hvilket senere nærmere skal blive påvist — tilbage til en simplere versform (41) ; dette står i forbindelse med andre forandringer, der foregik i skjaldepoesiens væsen ved år 1100, hvilket jeg her i al korthed er nødt til foreløbig at fremdrage.

Disse forandringer gælder nærmest de poetiske omskrivninger, der nu får et ensformigt, mindre frisk og i det hele et efterklassisk præg. Hele digtningen får derved en mat farve og en sådan karakter, som kun gør et ringe indtryk. Man mærker, at den gode gamle klassicitet er forsvunden, den friske originalitet så godt som borte. Det er således ikke rimeligt, at denne og den næstfølgende tid har kunnet frembringe så levende friske digte, som eddakvadene i det hele er (42).

Disse i almindelighed holdte betragtninger, som imidlertid næppe vil kunne bestrides, viser, at eddakvadenes alder i det hele og store må falde længere tilbage i tiden end til o. 1100. Meget senere end til midten af det 11. årh. synes grænsen for dem ingenlunde at kun ne sættes.

Af alt det ovenstående følger altså, at eddadigtningens tid er o. 850 (875) — o. 1050, hvilket jo passer fortrinligt med hensyn til den for omtalte lighed mellem eddakvad og skjaldepoesi.




Noter

1): Efterladte Skrifter I, 269.
2): Til det her anførte kan endnu tilføjes: Ueber die ausdrücke etc. s. 29, 215.
3): Zeitschrift f. deut. Philol. I, 437.
4): Zeitschrift f. deut. Philol. III, 1—84.
5): Zeitschrift f. deut. Philol. III, 61.
6): Sturlunga, Prolegomena s. cxci, cxcii; jfr. Corp. poet. bor. I, Ivii.
7): Angående spørsmålet kan der henvises til følgende afhandlinger, der har behandlet det, foruden dem, der straks særlig omtales. B. Symons: Bijdrage tot de dagteekening der Eddaliederen, Amsterdam 1887, s. 3 (af Verslagen en Mededeelingen der kkl. Akademie van Wetenschappen, Afdeeling Letterkunde, 3de Reeks, Deel IV) samt hans oversigt i Eddaproblemen 1918.
8): I Archiv für das studium der neueren sprachen u. literaturen bd CXVI, 249 ff.
9): L. Wimmer: Die Runenschrift s. 193.
10): L. Wimmer: Die Runenschrift s. 207, 217, 234, 252.
11): Herom henvises til mit skrift Norges og Islands kulturforbindelser osv.
12): L. Wimmer: Die Runenschrift s. 307, 310 f.
13): J. Hoffory i anmeldelsen af Müllenhoffs Deut. alt. V i Gött. gel. Anzeigen 1885, særlig s. 31—2.
14): S. Bugge: Studier 3—4.
15): Udsigt etc. I, 141; jfr. Th. Wisén i Arkiv f. nord. Filol. III, 201 not. E. Wilken i Gott. gel. Anz. 1877, 659—60.
16): Jfr. med det følgende Müllenhoff: Deut. alt. V, 164—5.
17): Ljóðaháttr findes dog et par gange blandet sammen med málaháttr.
18): Se navnlig E. Sievers' banebrydende metriske undersøgelser (”Skaldenmetrik") i Paul-Braunes Beiträge V, VI, VIII, samt Tübinger-program fra 1885 (Proben zur herstellung einiger Eddalieder) og Altgerm. metrik § 36.
19): Således findes ordet afrád i Völuspá i en afledet betydning, og der kunde nævnes mangfoldige andre eksempler.
20): „Diese skaldenpoesie, welche vorzugsweise die verherrlichung der fürsten zum thema hatte, stand nun freilich in ihrem durch und durch verkünstelten wesen in einem solchen gegensatz zu der einfachheit der epischen volksdichtung, dass die skalden in dieser volksdichtung gar keine poesie mehr erkennen konnten; vornehm ignorirten sie dieselbe, wenn sie auch den inhalt derselben, die mythenbilder, kannten und zu ihren schnörkeleien benutzten". Luning (Die Edda, 1859, einleit. 4—5) er et udtryk for denne — fejlagtige — anskuelse.
21): „Es haben die kenningar der Eddalieder nicht eben ein sehr altertümliches, primitives gepräge, das über die „Skaldenpoesi" hinaus zurückdeuten konte". Zeitschr. f. deut. Philol. III, 42. Den forskel derimod, som G. Vigfússon har villet finde (Corp. poet. bor. I, Ixii), har jeg ikke kunnet se. — Jeg kan ikke godkende B. Symons' udtalelser om denne sag i Einleit. s. CCLIV f., jfr. CXCI f. og må fastholde, hvad jeg tidligere har udtalt derom.
22): De findes samlede af Jessen i Zeitsch. f. d. Phil. III, 42, 44 anm. Jfr. Sv. Grundtvig: Er Nordens gamle literatur norsk? s. 81 ff.
23): F. ex. det nævnte sviga læ, Geirmimis Helg. hund. I, 14, baugbrota sst. 17 osv.
24) Jfr. Varð ára ymr, ok járna glymr, brast rönd við rönd, røru vikingar, eisandi gekk, und ödlingum, lofðungs floti, löndum fjarri, Helg. hund. I. 27.
25) Jfr. J. E. Sars: Udsigt I, 169—72.
26) J. E. Sars: Udsigt I, 171. Jfr. hermed Symons’ træffende udtalelser i ovf. anf. § s. CCLIX, hvor det hedder: „Die zweite hälfte des 9. und vor allem das 10. jahrhundert bieten somit den geeigneten kulturhistorischen hintergrund für die mehrzahl der eddischen götterlieder".
27) Heimskringla I 459.
28) Sst. II 87. Jfr. A. C. Bang: Udsigt over d. norske kirkes hist. s. 49.
29) A. C. Bang: Udsigt etc. s. 50 ff.
30) ”ok lagði á þat allan hug at taka af heiðni ok fornar venjur, þær er. honum þótti kristnispell í". Heimskr. II 82 jfr. 87—88, 96 osv. — Sammen med denne kong Olafs stræben hænger det sikkert, at han i begyndelsen af sin regering viste sig uvenlig mod skjalde. Det hedder således om skjalden Sigvatr, at han kom til kongen samme år, som denne kom til Norge. — ”Sigvatr var meget tidlig en god digter. Han havde digtet et kvad om kong Olaf og bad ham om at høre derpå. Kongen svarede, at han ikke vilde, at man digtede om ham, og at han ikke vilde høre på skjaldskab. Da kvad Sigvatr et vers,” hvori han bemærker, at kongen godt kan have én skjald, der ved sine kvad vilde skaffe ham berømmelse. Kongen lod sig bevæge og hørte kvadet, og siden blev Sigvatr hans kæreste mand. Kongen har uden tvivl ment, at kvad med de gamle kenninger og hentydninger til hedensk gudetro var utilbørlige, men han har vistnok meget snart indset, hvor ufarlige de var.
31) Íslendingabók kap. 7.
32) Se Heimskringla II 83, 87, 272.
33) Se herom Snorra-Edda III, 208 ff.
34) Snorra-Edda I, 316. Skj. digtn. B I 321 v. 24.
35) Fostbr. s. 1852, s. 83.
36) Fornm. VIII, 409.
37) Jeg skal hertil føje adskillige andre vidnesbyrd om eddakvadenes tilværelse før o. 1100, d. v. s. forskellige steder af digte fra det 11. og 12. årh., som dels ses, dels synes at være en genklang af steder i eddakvad. Når det i Fáfn. 27 hedder eisköld (acc. plur.) vilk of etin láta, synes ordet eisköld at være forbilledet for Illugi Bryndælaskálds eiskaldi gramr (ɔ: Sigurðr fáfnisbani) beisku, mildr helt orms of eldi (Skj. digt I B 354). I Sigurðarbálkr af Ivarr Ingimundsson (forfattet o. 1140) findes følgende: sá er vega þorði (sst 470 v. 19) jfr. ok vega þorði Helg. hund. II 4; of vegöndum (sst 473 v. 34) jfr. und vegöndum Goðr. II 4 (dette eksempel er sikkert nok; linjen er desuden den 8. i bægge vers); friðr slitnaði, frænda á millum (sst 474 v. 38) jfr. sleit Froða frið, fjanda á milli Helg. hund. I, 13. — I Háttalykill af Rögnvaldr jarl og Hallr (digtet mellem 1140 og 50) synes man at være berettiget til at antage, at digterne har kendt forskellige eddakvad. Således synes Háttal. 3b: ór skáru pá . . ., Atla menn til hvatla, harðir hjörva nirðir, hjarta ógnarbjörtum at forudsætte: Hló pá Högni er til hjarta skáru Atlakv. 24; hafði Helgi, i hjörva gný, geðstein glaðan (Háttal. 19 a) jfr. sá hafði hilmir, hart móðakarn Helg. hund. I 53; átu ernir, af jöfurs dolgum (Háttal. 19b) jfr. át hálu skærr, af hugins barri Helg. hund. 1, 54; grástóð griðar (Háttal. 20a) jfr. gránstóð gríðar Helg. hund. II, 25. Desuden synes Merlinus spá på flere steder at være påvirket af eddakvad. Jfr. Bugge, Studier II 5 f Symons: Einleit. LXXX.
38) Jfr. G. Vigfusson: Sturlunga proll. cxci.
39) Endnu ældre er hám i Þórsdrápa 14, som synes sikkert.
40) Jfr. hermed K. Gíslason: Njála II, 258—82.
41) Og det er et stort spørsmål, om man ikke kan drage videregående slutninger heraf med hensyn til digtenes oprindelse. Hvis nemlig skikken at digte eddakvad aldrig havde været islandsk, bliver det hele endnu mere forståeligt.
42): Af mindre betydning for hele spørsmålet er, at 3 af eddakvadene af samleren selv betegnes som gamle (forn) . Derved betegnes kun en relativ alder. Heller ikke kan der lægges nogen vægt på de formentlig forskellige trin i myteudviklingen, som hist og her synes at vise sig. Ti for det første er det kun en forholdsvis kort tid om at gøre, så at denne udvikling i det højeste kan antyde en relativ alder indenfor bestemte tidsgrænser. For det andet er det muligt, at myterne har udviklet sig med forskellig hurtighed i de forskellige egne, og et kvad, som viser en mere fremskreden myteudvikling, behøver således ikke at være (ret meget) yngre end et andet, der i denne henseende står på et ældre, mindre udviklet trin.