FJ-Litteraturhist.Bd.1- Historiske forhold særlig på Island til o. 1100

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 1 Historiske forhold særlig på Island til o. 1100


Vi har ovf. i 1. afsnits § 1 kortelig fremhævet forskellige forhold i Norge og på Island, særlig vedrørende de religiøse tilstande. Her vil det være hensigtsmæssigt i al korthed at gøre opmærksom på nogle andre historiske forhold og da særlig vedrørende Islænderne.

Det islandske nybyggersamfund havde, efter et 60-årigt indvandringstidsrum, konstitueret sig som et politisk hele ved det år 930 oprettede for hele landet gældende fællesting, altinget, samt ved de dertil knyttede, andre staten vedrørende institutioner (se ovf. s. 27.)

Dette politiske samfund bestod af de høvdingeslægter, som, middelbart eller umiddelbart, var indvandrede fra Norge, af ringere bønder, der, som klienter, havde fulgt høvdingerne og mer eller mindre stod i et vist afhængighedsforhold til dem, samt endelig af trælle. De ringere bønders antal har oprindelig vistnok været forholdsvis ringe, men det blev i tidens løb stadig større, dels derved, at nogle af de til høvdingeslægterne hørende personer sank ned til en både i materiel og åndelig henseende ringere stilling, dels og navnlig derved, at det forøgedes ved de mange frivillige trælle og disses efterkommere. Denne således dannede bondeklasse stod gennem tiderne under høvdingernes overhøjhed og beskyttelse og var forpligtet til at yde dem forskellige tjenester. Det var således høvdingerne, der havde hele magten i landet; det var dem, som rådede og styrede; de udgjorde den islandske stormandsvælde; kun de var i besiddelse af de egenskaber og fortrin, som hos ethvert oldtidsfolk i dets bedste tid plejer at udmærke den herskende klasse: (adelig) herkomst, rigdom, bedrifter, både egne og forfædrenes, udmærkede åndsegenskaber; følgelig besad de alle betingelser for at kunne føre et efter forholdene udviklet stormandsliv og kraft til at benytte disse. I modsætning til denne høvdingeklasse stod den omtalte ringere bondeklasse; denne havde ingen glimrende aner, intet personligt ry at rose sig af; disse mænd måtte arbejde hårdt på deres mindre gårde for det daglige, sikkert ofte ret tarvelige, udkomme; når sagaerne enkelte gange særlig omtaler »bemidlede folk af ringe herkomst«, eller fortæller, at den eller den »havde hævet sig ved egen hjælp«, bekræfter netop et sådant udtryk rigtigheden af det her fremstillede. Sådanne personer, der ved flid og sparsommeligled havde erhværvet sig en forholdsvis stor rigdom, kunde en enkelt gang hæve sig op til lige stilling med høvdingerne og grundlægge en ny høvdingeslægt, men om nogen nævneværdig forøgelse og egenlig fornyelse af den gamle høvdingeklasse ad denne vej kan der og kunde der, i hvert fald i det her omhandlede tidsrum, ikke være tale.

Det er indlysende, at eftersom de ringere slægter var langt mere optagne af det rent legemlige arbejde end høvdingerne, kunde deres åndelige liv ikke være i samme grad frodigt som hines. Ikke desto mindre kunde der naturligvis også blandt dem findes mænd med åndelige interesser, som f. ex. var i besiddelse af digterbegavelse; muligheden af, at de åndelige ævner ved giftermålsforbindelser og uafladelig samværen, undertiden ved fælles opdragelse kunde vækkes og overføres fra høvdingeslægterne til de ringere, er given. Desuagtet må det hævdes, at ligesom disse manglede tid til åndelig selvvirksomhed, kan de i det hele taget næppe have haft nogen levende lyst dertil. Således kan det ikke antages, at de har næret nogen udpræget mytologiske interesser og altså heller ikke givet sig af med mytisk digtning, hvilket også andre grunde taler mod. Særlig gælder dette det 10. årh.s Islændere.

De åndelige ævners besiddere, kundskabens og den åndelige udviklings egenlige bærere måtte således de udprægede høvdingeslægter blive; historien viser da også tilfulde, at det netop er disse, som hele tiden igennem besad den åndelige overlegenhed, ligesom de sad inde med den udvortes magt.

Hvad disse stormænds religiøse følelser angår, kan der henvises til, hvad der ovfr. s. 24-25, 34-35 er udviklet; her er det blevet fremhævet, hvor lidet også de var egnede til at beskæftige sig med religiøse sager, med en mytisk digtning. Deres blik var og måtte ifølge hele deres stilling være rettet på de mere praktiske sider af livet. I det 10. årh. måtte opførelsen af den islandske statsbygning med de dertil hørende institutioner og love for en meget stor del lægge beslag på høvdingernes tid. Desuden var livet på Island i det 10. årh., som det fremgår af sagaerne, yderst uroligt (se ovfr. s. 26-28) og lidet gunstigt for en videnskabelig beskæftigelse. Når vi ikke destomindre hos Islænderne, men, vel at mærke, først ved og efter midten af det 10. årh., finder en opblomstrende digtning - skjaldepoesien - , har det sin grund ikke alene deri, at de, i det mindste visse slægter, fra gammel tid af besad digterbegavelse, men også og ikke mindst deri, at den blev dem til meget stor praktisk nytte og personlig fordel.

Skønt landet i mange henseender var ret godt og forholdsvis rigt på næringsveje, var Islænderne dog således stillede, at de nødtes til at stå i en livlig forbindelse, særlig handelsforbindelse, med andre lande. Visse fødemidler, navnlig kornvarer, måtte for allerstørste delen hæntes fra udlandet; ligeledes alt bygningstømmer, ikke alene til huse, men også til skibe. Meget tidlig træffer vi derfor medlemmer af høvdingeslægteme på handelsrejser. Det land, som Islænderne nærmest måtte føle sig knyttede til og af ganske naturlige og nærliggende grunde måtte søge hen til, var deres gamle stammeland, Norge.

Men også andre grunde bevirkede en livlig forbindelse mellem Island og udlandet.

At efterkommerne af de i åndelig henseende så overlegne norske høvdinger ikke følte sig tilfreds ved stadig at sidde hjemme ved deres arne, »på deres egen tue«, er ganske naturligt. Rejselysten, lysten til at se sig om i andre lande, gøre sig bekendt med andre folks sæder og skikke, var dem i kødet båren og i klæderne skåren. Den gamle sandhed i ordsproget, »enfoldigt er et i hjemmet opdraget barn« viste sig her i sin fulde kraft. Hertil kom der så en anden omstændighed af en nok så stor betydning. De unge mænd, høvdingernes voksne sønner , fædrenes politiske arvtagere og landets tilkommende ledende mænd, måtte tidlig føle det som et uafviseligt krav, der stilledes til dem, at rejse udenlands og ikke vende tilbage uden at have indlagt sig hæder og ære og uden at have erhværvet sig, ikke just rigdom (skønt dette også forekom), men dog et eller andet håndgribeligt vidnesbyrd om deres mandige færd i udlandet. Først og fremmest var det æren, orðstirr, frægð, de unge lagde størst vind på. Pengebegærlighed kan man mindst af alt bebrejde dem. En anden sag er det, at de ikke vilde lade sig fratage noget af det, som de ved kamp og tapperhed så at sige lovlig havde erhværvet.

Denne eftertragtede berømmelse og ære kunde de bl. a. opnå ved, ligesom deres fædre havde gjort, at foretage selvstændige vikingetog, bekæmpe og besejre andre vikinger, hvor de fandt dem; men den egenlige vikingetid var sin afslutning nær. Langt større udsigt til at komme i besiddelse af hæder og ære havde de ved at slutte sig til den mægtigste og glansfuldeste institution, der fandtes, kongedømmet, ved at blive en konges eller fyrstes håndgangne mand, deltage i hans krige, forsvare hans land og magt, udføre bedrifter for hans egne øjne og så at leve hos ham i fredelige tider et muntert og utvungent hirdliv, påskønnet, belønnet og hædret. En sådan færd blev de unge høvdingesønners ideal. Efter at have opnået, hvad de ønskede, drog de i regelen hjem igen til deres fædreneø som ansete mænd for dér i tidens løb at indtage den hædersplads, som tilkom dem. At anføre eksempler på det her udviklede er overflødigt; vi vil under behandlingen af de enkelte digteres liv få utallige beviser herpå. Det er ejendommeligt nok, at kongemagten både er årsag til, at Island bebyggedes, og tillige den magt, som meget snart skulde blive af en fremragende betydning såvel for Islands materielle vilkår som for dets åndelige liv. Dog ikke alene med sværdet i hånd understøttede de unge høvdingesønner den fyrste, de sluttede sig til. De, hvem sangens gave var tildelt, forevigede ham og hans bedrifter ved hjælp af deres åndelige idræt, digtekunsten. Og her møder vi den ejendommelige kendsgærning, at hveranden af disse unge Islændere var digter, som, såsnart han kom til en fyrste, fremsagde for denne et kvad om ham for derved straks at sikre sig hans gunst og blive optagen i hans hird. Denne virksomhed bunder i den store anseelse, som digtekunsten nød i Norge fra kong Harald hårfagres tid af (se ovfr. s. 26), og den førte til den meget hurtige og stærke opblomstring af skjaldepoesien på Island, samtidig med at den i Norge brat ophører.

Det er en kendsgærning, at fyrstedigtningen forstummer i Norge med Eyvindr skáldaspillir; efter ham nævnes kun enkelte mænd, særlig de norske konger, som digtere. Grunden hertil må søges i flere sammenstødende omstændigheder.

Det var ganske naturligt, at fremmede mænd, som Islænderne, var tvungne til at søge og opnå fyrstegunst ved enhver legemlig og åndelig idræt, hvorimod det ikke kan siges i samme grad at have været tilfældet med de indfødte (Nordmændene). Af disse måtte kongen (fyrsten) have så og så mange om sig. Personlig dygtighed og fornem byrd var de vigtigste egenskaber, disse mænd behøvede; flere behøvede de ikke, og sikkert ikke engang altid den sidste. Anderledes med en fremmed; han måtte have så mange fortrin som muligt for at kunne kappes med hine, ja, han måtte helst overgå dem.

Når vi gennemgår rækken af de norske skjalde fra Brage og de andre ældste digtere, som vi ved noget om, ned til Eyvindr, kan vi ikke undgå at lægge mærke til, at alle, eller sågodtsom alle, er nøje knyttede til det sydvestlige Norge; fremdeles ser vi, at det netop er herfra, at de fleste islandske landnamsmænd direkte eller indirekte stammede, samt at flere af de vigtigste høvdingeslægter var nøje knyttede til de norske skjalde og skjaldeslægter, hvorpå mange eksempler vil anføres i det følgende. Det ser således ud til, at den norske digtekunst har haft sit egenlige hjem i de dele af Norge, hvorfra Islænderne stammede. Fra disse egne uddrog så store skarer til Island, at man ikke uden føje kan sige, at skjaldekunsten med dem på en måde udvandrede dertil.

Så meget er sikkert, at ved slutningen af det 10. årh. synes det at have været en såvel i Norge, som andre steder almindelig opfattelse, at kun Islændere var eller kunde være hirdskjalde, hvis særlige hværv det var at udøve skjaldekunsten. Fra nu af bliver den, hvad J. E. Sars spøgefuldt, men ikke helt uden føje har kaldt »en national næringsvej« (1) for Islænderne.

Hvad der foran er fremhævet om de unge Islænderes rejser i den hensigt at vinde ære og uddanne sig på forskellig måde gælder for hele den tid, vi her omhandler. Undtagelsesvis vendte de ikke mere tilbage til Island, men blev til deres død i Norge som deres konges trofaste, håndgangne mænd.

Grunden til at Island blev bebygget af de norske udvandrere havde jo hovedsagelig været deres forbitrelse på og hårdnakkede modstand mod kong Harald hårfagre og hans eneherredømme (se ovf. s. 19 - 20). Man skulde have trot, at det brud, som således var sket, var ulægeligt; men således var det ikke. Tværtimod. Bortset fra enkelte slægters, som Kveldulfsslægtens (Myremændenes) fjendskab mod de norske konger, antog forholdet mellem disse og Islænderne meget tidlig en fredelig, ja venskabelig karakter. Allerede under Harald hårfagre, - og det er det mærkeligste - var det begyndt at blive således (2). Ved Hakon den godes side i slaget på Stord står den nittenårige Þorálfr Skólmsson fra det nordlige Island. Hos Harald gråfeld opholdt sig skjalde som Glúmr Geirason, Kormákr og flere, for ikke at nævne alle de skjalde og andre Islændere, som var hos de følgende konger og jarle. I en særlig grad yndede Olaf den hellige og Harald hårdråde Islænderne overhovelet, ikke skjaldene alene; under en dyrtid sendte Harald flere skibe med lævnedsmidler op til Island til uddeling, ligesom han også forærede en prægtig klokke til kirken på Þingvellir. Men her lå måske en politisk bagtanke bagved.

De her omtalte forhold, særlig Islændernes materielle afhængighed af Norge og den deraf opståede venskabelige forbindelse mellem dem og de norske fyrster, var det, som fremkaldte Islændernes skjaldedigtning og gav den fra først af en bestemt retning og karakter.

Den islandske stat var efter kristendommens indførelse og efter afslutningen af landets første, særdeles urolige barndomsalder;(se ovf. s. 27 - 28) i det 11. årh. i det hele taget af en meget fredelig karakter; udviklingen af de islandske forhold kunde nu gå for sig på en jævn og sund måde. Dette rolige tidsrum, der går noget ind i det 12. årh., er den islandske fristats guldalder. Kristenlommen fik ro til at fæstne sig, til at få magt over sind og hjærter, uden at man dog mærker noget til den sygelige trosfanatisme og overtro, der samtidig herskede i Norge. Præsternes myndighed gør sig meget lidet gældende på Island hele århundredet igennem, takket være befolkningens sunde natur, dens praktiske sans og klare blik (jfr. ovf. s. 35 - 36, 48). En grund hertil er også den omitændighed, at et midtpunkt for det kirkelige åndsliv først fandtes efter midten af århundredet, idet Island da (1056) fik sin første »biskop (Ísleifr). Det er en selvfølge, at var den første biskop ikke ualmindelig nidkær og kraftig, eller efter paveligt mønster ligefrem tyrannisk i den katolske kirkes ånd, måtte han, der havde sine egne landsmænd at takke for sin værdighed, blive en biskop, der følte sig forpligtet til at tage ligeså meget hensyn til dem, som de til ham. Hans virksomhed måtte hovedsagelig bestå i en kirkelig oplæring og undervisning af vordende gejstlige, oprettelsen af kirker og indrettelsen af det islandske kirkevæsen i al almindelighed. Folkets tilvante sæder, for så vidt som de ikke stemte overens med den kirkelige morallære, har han derimod ikke været i stand til at ændre, i det højeste kun til at mildne. Når det desuagtet om Ísleifr hedder, at han som bisp havde forskellige vanskeligheder at bekæmpe på grund af »folks ulydighed« og andre ukristelige ting (3), er dette vistnok en senere noget overdreven og ensidig præstelig opfattelse af Ísleifr og hans samtid.

Nogen gennemgribende indflydelse på folkets tænkemåde i almindelighed, endsige på den alt eksisterende poesi i særdeleshed, har kirken gennem sine første biskopper ikke haft og rimeligvis aldrig engang forsøgt at tiltage sig. Havde den gamle poesi ingen nævneværdig modstand mødt (se ovf. s. 47 anm. om det første møde mellem Sigvatr og Olaf d. hellige) hos de kongelige trosivrere i Norge, kunde en sådan endnu mindre væntes fra den folkelige gejstlighed på Island i det 11. årh.

Den gamle skjaldepoesi kunde således blomstre hele tiden igennem uforstyrret og uden andre forandringer end sådanne, som dens eget væsen og beskaffenhed i tidens løb måtte medføre.




Noter:

1): Udsigt I, 168.
2): Jfr. Íslbók. kap. 1, slutn.
3): Hungrvaka, Bps. I, 62, Jfr. F. Johannæus: Hist. eccl. Isl. I, 265-6.