FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Valgarðr af Velle
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Første Bind
Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920
Første tidsrum
2. afsnit: SKJALDEKVAD
§ 7 Islandske skjalde
C. Fyrsteskjalde.
Valgarðr af Velle
Om denne digters herkomst vides intet. På grund af hans navn og bopæl (Völlr i Rangárvallasyssel) kunde han med stor sandsynlighed antages at have hørt til den navnlig fra Njála bekendte Mörðr gígjas slægt (ja måske være en søn af Mörðr Valgarðssön). Af Valgarðs vers ses det, at han en tid lang må have opholdt sig hos kong Harald. Af hans digt (drape?) om denne haves nogle lævninger (1). I dem omtales Haralds bedrifter i orienten, hans pragtfulde sejlas fra Rusland 1045 »med den herligste ladning« (ɔ: kongedatteren Ellisif), samt hans kampe og bedrifter i Danmark sammen med Sven Ulfsson.
Versene vidner særdeles fordelagtig om Valgarðs versifikation, der må betegnes som glimrende, samt om hans poetiske sans og udtryksmåde. I steden for tørt at berette om kamp, drab og blodsudgydelser, som flere andre, hæver han skildringen heraf ved særlig at henlede opmærksomheden på et enkelt moment, og da et sådant, som var værd at lægge mærke til. En skildring af flugt, som den han giver, er i skjaldepoesien vistnok enestående: »De sørgelig adspredte skarer forsinkedes (de blev tagne tilfange); de skønne kvinder blev tagne. Lænken omspændte kvindernes lemmer og bed dem skarpt. Mange herlige kvinder blev af Eder førte til skibene.« Her fremtræder ikke nogen brutal glæde over de skønne kvinders lidelser, men åbenbart en med medfølelse blandet beundring af deres skønhed. Og hvem ser ikke den forvirrede, ynkelige flugt; hvor meget stærkere indtryk gør ikke flugten netop derved, at det så stærkt fremhæves, at der var så mange skønne kvinder. Dette er tillige tilstrækkeligt til at vise den ævne, Valgarðr besad til at give en livlig og malende skildring; og der gives flere eksempler på denne hans ævne, som når det f. ex. hedder: »Da du styrede dine skibe sydfra, var det, som om man så ind i ildfyldte dragegab. Skibet førte sin røde snabel. Det rene guld skinnede; skibet sejlede en lang dagsrejse, bølgen brødes under dets bov.« Således finder vi hos Valgarðr en inderlig medfølelse, en tiltalende fantasi, og, for det tredje, herredømme over sprog og form.
Noter
1) Sst. B I, 360-63.
