FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Eyrbyggjasaga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
G. E. C. Gads Forlag
København 1898
Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN
§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
I. De gamle slægtsagaer (Íslendingasögur)
2. Bredefjord- og Isefjordgruppen.
Eyrbyggjasaga
Af denne saga haves flere håndskrifter, hvoraf de vigtigste er: Vatshyrna i flere papirsafskrifter, særlig AM 448, 4°, Wolfenbüttelhdskr., afskrift i AM 450, 4° foruden forskellige brudstykker. Intet af disse er ældre end c. 1350, undtagen et brudstykke i AM 162 fol., der er skreven med en hånd fra c. 1280; dette brudstykke er således af ikke ringe betydning. Der er i det hele ikke ret stor forskel på hdskrr. Mærkes kan, at kap. 48 i Wolf.-klassen står efter kap. 55. Udgaver: G. Vigfússons 1864, en kommenteret af H. Gering (Sagabibl.) 1897.
Sagaen begynder, ligesom Egilssaga, med landnamstiden og omtaler de vigtigste landnamsmænd på sydsiden af Bredefjorden (Snefjældsnæs), og da naturligvis dem, der bliver stamfædre til sagaens hovedpersoner, særlig Björn buna og Torolf mostrarskæg (kap. 1 — 6); hertil knyttes straks fortællingen om Björns død og afkom, samt Torolfs sidste ægteskab og sønnen Torstein torskebider, hvis korte historie meddeles; en strid om tingstedshelligheden indskydes; hovedpersonen Arnkel godes slægt omtales (kap. 7 — 11). Den nævnte Torstein har en søn af samme navn og en anden, Borkr, Torsteins og Tordis Súrsdatters søn er Snorre gode, der i virkeligheden bliver sagaens hovedperson. Flere personer omtales endnu, særlig Øremændene og brødrene Víga-Styrr og Vermundr mjove. Den egenlige saga begynder så med Snorres udenlandsrejse og forhold til farbroderen Börkr (k. 12-16). Den første familjestrid, som Snorre indvikledes i, omtales. Geirrið på Mávahlið, Arnkel godes søster, beskyldtes for trolddomskunster; hendes søn, Torarin svarte (I, 510-12), indvikles i sagen, der fører til manddrab og domfældelse. Vi er nu ved år 980 (k. 16-22; k. 17 handler om en tingstrid mellem Torgrim Kjallaksson og Illuge svarte; en løs episode for sig). Herefter kommer en ny episode eller et afsnit om en fejde mellem Snorre og bonden Vigfús i Drápuhlid, der bliver dræbt (k. 23, 26-7); heri indskydes et kap. [24] om Erik d. røde og Grønlands opdagelse, samt et andet [25] om Vermund mjoves rejse til Norge sammen med Torarin svarte. Vermundr kommer i besiddelse af to bersærker, som han efter sin hjemkomst overdrager sin broder Styrr. Dette fortsættes så i k. 28, hvor Snorre giver Styrr råd angående bersærkernes drab og ægter hans datter Asdis. I anledning af sagen mod Vigfús opstår der strid og fjendskab mellem Arnkel og Snorre, der stadig bliver bitrere; den ædle Arnkel har hele tiden sympatien på sin side, medens hans underfundige fader, den gamle krakiler Torolf bægifot, der også tager del i striden, danner en fuldkommen modsætning til ham. Det ender med, at Snorre tager Arnkel af dage 993 (kap. 30-8). Foran dette afsnit findes et kap. (29) om Snorres pragtelskende og letsindige søster Turid, hendes giftermål og forhold til den unge, smukke Bredevigskæmpe, Björn. Fortællingen herom fortsættes derpå i kap. 39 — 40, samt 47; Snorre tvinger Björn, der har rejst udenlands og er kommen tilbage og som optager på ny sit forhold til Turid, til atter at rejse bort; han vendte aldrig tilbage. En af dem, der havde været med til at dræbe Arnkel, var Torleif kimbe. Han bejler til Helga på Øre (Eyrr), men afvises hånlig, hvilket atter fører til fejde, mandefald og sår (kap. 41-6) samt fredløshed for Torleif og hans broder, der drager til Grønland 997-8 (kap. 48). Her er det, at Eyrbyggerne, Øreboerne, egenlig først kommer til at spille en rolle i sagaen. Ar 1000 indførtes kristendommen på Island; også her spillede Snorre en rolle (kap. 49). Herpå følger et mærkeligt afsnit om den syderøske Torgunna og de såkaldte Frodåundere, en historie om varsler og genfærd, der ender på den ganske ejendommelige måde, at alle genfærdene ligefrem lovformelig stævnes til at forlade gården; vi får her et stykke retshistorie fra det virkelige liv, skønt det er døde, det går ud over (kap. 60-5). I slutningen af det nævnte afsnit fortælles Snorres flytning til Tunga i Sælingsdal, da han byttede gård med Gudrun Osvifsdatter (jfr. Laxdæla). Snorre fører sagen efter den dræbte Styrr (død 1007) og hævner ham. Endnu engang får han med en stor sag at gøre, en kamp mod røveren Óspakr på Strandir (Bitrasagen) 1010-12 (kap. 57—62), Efter et kap. (63) om Torolf bægifots gengangeri, og den ulykkevoldende tyr, Glæsir, samt et andet (64), der optager tråden fra kap. 47 og indeholder en legendeagtig beretning om Björn som konge over det mystiske »Hvidemændsland«, slutter sagaen (kap. 65) med at fortælle om Snorres sidste levetid og død, samt med at opregne hans efterkommere.
Som man heraf vil se, er sagaens komposition i det hele særdeles god. Den er ganske vist ikke et så sluttet og fastbygget hele som Egilss., hvormed den nærmest kan sammenlignes. I en sådan saga kunde man vel heller ikke forlange dette. Hvor en mand som Snorre gode, der i den grad tog del i det offenlige liv, er hovedpersonen, dér kunde ikke hele indholdet således danne en pragmatisk helhed som Egilss. Derfor falder sagaen i flere afsnit, der er mere eller mindre nøje knyttede til hinanden. Det, der forbinder det hele, er imidlertid Snorre gode. Sagaens sædvanlige navn er noget misvisende, idet den ikke fortrinsvis er »Øreboernes« saga (Eyrbyggja saga); med større ret kunde den kaldes »Torsnæsingers, Øreboers og Alftfjordingers saga«, som den kaldes i slutningen, eftersom den i virkeligheden bliver en hel egns saga. Men alt drejer sig dog om Snorre fra og med kap. 12 af. Hvad der står foran dette, er kun en kort fremstilling af hans forfædres historie (c. 870-963). Det er kun k. 63-4 (se ovf.), hvormed Snorre slet intet har at gøre. Af denne grund er det allerede sandsynligst, at disse kapitler, der gør brud på sagaforfatterens øjensynlige tendens, er af yngre oprindelse, med andre ord interpolationer. Også indholdet er mistænkeligt. Særlig vægt lægger jeg imidlertid på den stilistiske omstændighed, at Torolf bægifot her ofte nævnes udelukkende »Bægifot«, hvilket aldrig tidligere sker1). Også k. 64 er meget mistænkeligt på grund af sit indhold, der vistnok er en sen legende i lighed med Hemingsþáttr og lign. Her omtales, hvad der ganske vist ikke er afgørende, »Sturlungerne« som sådanne; men der findes her også, hvad der har mere at sige, den fejl, at den Gudleifr, der skal have truffet Björn i Hvidemændslandet, siges at have været fra »Borgarfjorden«, medens han et andet sted siges at have været fra »Straumfjorden«; forf. til kap. mener altså, at han har været fra Straumfjorden på Myrar; dette er en fejl, ti han var fra Straumfjord på selve Snefjældsnæs2), en fejl, der vanskelig kan tiltros sagaens egenlige forfatter, der ellers er så vel underrettet netop om personlige og geografiske forhold.
I øvrigt har G. Vigfússon allerede antaget forskellige interpolationer (nemlig k. 13-14, 17, 25, 28-9, 40, 50-5 og så netop 63-4). Hvad kap. 13-14, 25, 28-9, 40 angår, kan jeg ikke give G. Vigf. ret; de kan ikke med nogen grad af sandsynlighed løsrives fra sagaen og Snorre som dens virkelige hovedperson. Hvad derimod k. 17 angår — det om processen mellem Torgrim og Illuge — , har G. Vigf. vistnok ret; uagtet det ganske vist hedder, at Snorre støttede Illuge, vedkommer dog kap. sagaen grumme lidt og adskiller meget ubehændigt en ellers nøje sammenhængende fortælling (kap. 16 og 18-22). Af selvsamme art er k. 24 — det om Erik røde — , som jeg antager for interpoleret; det har intet med sagaen som sådan at gøre, og er vistnok tilføjet, blot fordi det hedder, at Snorre — på Styrs anmodning — undlod at have noget med Eriks sag at gøre(!). Det er som om selve denne bemærkning var lavet for at få en skingrund til at indsætte kapitlet i kronologisk orden; det er nemlig et uddrag af Erik d. rødes saga, hvor Snorre ikke nævnes. Hvad endelig kap. 50-5 angår — de om Torgunna og Frodåunderne — , er det langt fra sikkert, at de er interpolerede. Disse undere har uden tvivl fra først af spillet en vigtig rolle i overleveringen, og Snorres virksomhed er her netop af en afgørende betydning. Men afsnittet om Torgunna synes unægtelig udvidet med senere udsmykninger. Der findes fremdeles hist og her, navnlig i begyndelsen, åbenbare småindskud; således tempelbeskrivelsen i kap. 4; den har intet der at gøre og afbryder sammenhængen på en grel måde; den antikvariske notits om »domkresen« i kap. 10 fra samme hånd; den ganske uklassiske bemærkning om de 3 bedste krigere i kap. 12; ligeledes er det sidste kap. endel overarbejdet3).
Det er således klart, at Eyrb., ligeså lidt som andre sagaer, er bevaret i sin ægte, oprindelige form, men dette har betydning både for dommen over dens komposition og alder.
Det hele er, som sagt, et velordnet, og et så godt som omstændighederne tillod det, vel sammenhængende hele, hvor der navnlig og øjensynlig er lagt an på begivenhedernes rigtige tidsfølge, kort sagt, kronologien. Der kan her påvises, i modsætning til de fleste andre sagaer, en aldeles bevidst stræben i den retning af en ganske anderledes grundig art end ellers. Allerede i kap. 3 bemærkes udtrykkelig, at Hrolf (Torolf) erklæredes fredløs i Norge 10 år efter Ingolfs udvandring. Dette har sin dobbelte forklaring og grund. Det er for det første klart, at forf. har kendt og tildels benyttet Ares ældre Ísl.-bók, hvortil der henvises (s. 8). Ares nøjagtige tidsbestemmelser har i høj grad påvirket forf. Dernæst havde han en så fortrinlig kilde, som kun få sagaskrivere ellers havde, nemlig et skjaldedigt om hovedmanden. En af de få indenlandske stormænd, skjalde besang, var Snorre gode; i Tormod trefils digt om denne (1, 480-1) opregnedes hans bedrifter i ordnet række; heraf anfører sagaen 5 vers; digtet har åbenbart været en udmærket kronologisk ledetråd.
Hermed har vi nævnet en vigtig historisk kilde i egenlig forstand. Desuden har forf. haft de såkaldte Máhliðingavísur, Torarins cyklus om Mávahlidsagen. [Illugadrápa er benyttet i det mistænkelige k. 17]. Så er der bersærkernes vers, der danner et slags kærne i afsnittet om dem, hvortil kommer Styrs vers, om deres drab. Endvidere Björn breiðvikingakappes vers, der har dannet en hovedbestanddel af hvad der fortaltes om ham4); om to af disse jfr. ovf. Af tvivlsom oprindelse er så den gamle kones vers og kvædlingen om fjældskredet.
Ellers er traditionen hovedkilden (med undt. af uddraget af Eirikss. i k. 24), støttet og kontrolleret ved hjælp af versene. Ldn. er åbenbart ikke benyttet i sagaen, hvad der fremgår af betydningsfulde afvigelser5). Dog er der på den anden side sådanne ligheder, at hvis der er tale om nogen ligefrem forbindelse mellem sagaen og Ldn., kan de kun forklares som beroende på, at denne sidste ved siden af andre kilder også har benyttet sagaen og gjort et, tildels unøjagtigt udtog af den. Det omvendte er udelukket. Et direkte bevis herfor er Ldn.s fremstilling af Mávahlidsagen. K. Maurer har påvist og godtgjort6), at den sidste kun er et unøjagtigt udtog af sagaen. Også G. Vigfússon har i sin fortale til udg. 1864 (s. XIV-XV) antaget, at dette er forholdet.
I 1. kap. synes en Harald hårfagres saga (Are?) at være benyttet. I kap. 12 og 13 findes en parallel til Gislasaga Súrssonar (Torgrim og hævnen efter ham); men bægge beretninger er ganske uafhængige af hinanden7). Desuagtet, og det bør bemærkes, er der så godt som ingen reelle afvigelser; Gislasaga er naturligvis langt vidtløftigere. I kap. 47 omtales Gunnarr Hámundarson og hans drab; hvad der her meddeles, er ikke hæntet fra Njála, men fra den almindelige tradition; Eyrb. angiver antallet af Gunnars angribere (findes ikke i Nj.); hvad der her tillægges Geirr, tillægger Nj. Gissurr, hvad der er uvæsenligt.
Det er stor skade, at man ikke har den rigtige Styrssaga (i Heiðarvígasaga); på Jón Ólafssons uddrag kan intet bygges. Men det ser ud, som om Heiðarv. s. har stået på et yngre standpunkt og været mindre korrekt end Eyrb. I hvert tilfælde har Eyrb. ikke benyttet Styrssagaen; i fortællingen om bersærkerne har der været store overensstemmelser, og dog har bægge sagaer, uafhængig af hinanden, øst af traditionen, men denne har ikke foreligget forf. til Styrss. så ren som for Eyrb.-forf. Noget lignende gælder om de andre momenter, der lader sig sammenligne.
Vi kan vistnok med fuld ret sige, at Eyrb. bygger på en ualmindelig solid tradition, kontrolleret og kritisk sigtet ved hjælp af Are og de bevarede digte. Henvisningerne til traditionen sker på sædvanlig måde (8,27; 77,13; 83,12-13; 89,2; 115,20; allevegne er der her tale om »nogle«, »de fleste« mænds udsagn8). Forf.s grundige kendskab til den gamle tradition og oldtiden fremgår også deraf, at han ofte stiller fortiden og dens skikke op imod sin samtid (12,8-9,19-20; 42.14; 69,12; 82,7; 78,17-18; 98,2,4-5; jfr. 99,4-5); særlig betydning har det, at han omtaler ældre love i modsætning til senere, i hans egen tid gældende bestemmelser (35,17; 62,8-9).
Forf. har uden tvivl været en gejstlig mand; hans interesser for kirke og trosforhold er altfor umiskendelige. Den sammenligning, der findes 62,8-9 mellem hedenske og kristne love, for ikke at tale om kap. 49 (om kristendommens indførelse, kirkers opførelse m. m.), er oplysende nok9). Forf. interesserer sig i høj grad for oldtidens kultus og kulturforhold, samt og ikke mindst de gamle love. Man skulde tro, at han særlig havde lagt sig efter retskyndigheden, hvilket selvfølgelig ikke udelukker, at han har været gejstlig. Der er allerede fremdraget et par steder, der vidner herom, men der er mange flere steder, hvor love og retsforhold omtales10). Forf. viser helt igennem et nøjagtigt detaljkundskab til de stedlige forhold, ikke alene på selve Snefjældsnæs, men også i nærliggende egne11); så meget mere påfaldende er det ovenfor omtalte forhold med Straumfjord-Borgarfjord. Forf. har ganske sikkert haft hjemme på næssets nordlige side, ja måske på selve Helgafell (været en klostergejstlig der efter 1184?).
Hvad nu indholdets pålidelighed angår, er der meget lidet at bemærke derimod. Sagaen indeholder ikke lidt af gammel overtro og trolddom; dette, der i og for sig er interessant nok, forringer ikke sagaens troværdighed, noget man forlængst har rigtig erkendt. Hvad der ellers fortælles af historiske begivenheder og tilstande, bærer så at sige overalt naturlighedens ægtefødte præg. Netop der, hvor vi kan kontrollere sagaen, kan den næppe gribes i nogen fejl, ikke engang når den skildrer gamle lov- og retstilstande. K. Maurer har behandlet et par retstilfælde i den ovenanførte afhandling; her påvises der, at Eyrb. delvis repræsenterer ældre ret end den, Grágás forudsætter. Helt at kræve juridisk nøjagtighed i udtryk og skildringer, kan man ikke. Heller ikke har det videre at sige, at enkelte underordnede unøjagtigheder eller ujævnheder findes, som f. ex. at den Spágils, der s. 21 siges at have bot »syd for heden under Hraun«, er identisk med den Spágils, der s. 57 siges at have »bot på Spágilstaðir i Torsådal«. Enten er manden i mellemtiden flyttet, eller også har der været to traditioner, som forf. ikke har brudt sig om at forlige, hvis da ikke det ene sted — og da vel det første — beror på en senere omarbejdelse. S. 103,16 regnes Gunnlaugr ormstunge blandt Snorres modstandere våren 1008; men ifølge Gunnl.s. er dette umuligt. Gunnlaugr er vistnok her kommen med af vanvare ved en fejlslutning — forudsat, at kronologien er rigtig.
Af alt dette følger, at sagaen nødvendigvis må være nedskreven så tidlig, som kun muligt. Af forholdet til Ldn. føres vi allerede tilbage til begyndelsen af det 13. årh. senest. Når G. Vigfússon i fort. s. XII-III har antaget, at sagaen stammede fra c. 1230-60, gælder denne bestemmelse kun sagaens nuværende form og ikke den oprindelige. Endnu mere umulig er Gerings tidsbestemmelse 1264-73, når han mener, at sagaen da først skulde være forfattet12). Gering anfører en juridisk formel13), der skal være norsk, den genfindes i den ældre Gulatingslov og i landsloven samt i Járnsiða; herfra skulde den så være gået over i vor saga, medens det ikke skulde være sandsynligt, at den oldnorske formel, der ikke findes i Grågåsen, endnu var bevaret i begyndelsen af det 11. årh. på Island. For mig stiller sagen sig ganske omvendt. Det er efter min mening netop et smukt bevis på traditionens godhed i en saga som Eyrb., at den for så gammel en tids vedkommende stemmer med de gamle norske love, særlig Gulatingsloven; vi finder da her et sidestykke til forskellige gamle bestemmelser fra den fælles norsk-islandske ret, som Finsen har påvist i Njála. I sagaens slutning omtales et udsagn af Guðný Böðvarsdóttir, død 1221, men hun var da gammel, gift allerede før 1165; denne henvisning har intet at sige for nedskrivningen af sagaen, idet udtrykket ikke forudsætter Guðnýs død14). Lige så lidt har man ret til at tillægge det nogen betydning, at det sidste kap. henviser til Laxdæla og Heiðarvígas. eller nævner »Sturlunger« og »Vatsfjordinger«, da hele kapitlet åbenbart er mere eller mindre bearbeidet og interpoleret.
På grund af traditionens renhed og fremstillingens klassiske form hører sagaen afgjort til sagaskrivningens bedste tid, til den senere halvdel af det 12. årh. Yngre end 1200 er den ganske sikkert ikke15).
Fremstillingen er jævn og behagelig uden al svulst og uden effektjageri16). Dialogen falder ganske naturlig og af sig selv, og der er i det hele meget lidet i så henseende at indvende. Snorres tale k. 47 (s. 90) er dog noget uhistorisk; det er forf.s egen historiske viden, der udtales af Snorre. Denslags er imidlertid yderst sjældent. Forf.s sandhedskærlighed og kritiske sans er fremtrædende og er belyst i det foregående. Som særlig udmærkede scener kan fremhæves skildringen af kampen på Mávahlid, forhandlingen mellem Styrr og Vermundr angående bersærkernes afhændelse, samt den glimrende skildring af Torbrandssønnerne (s. 87-8) efter slaget på Vigrafjord. Karaktererne er skildrede med sædvanlig dygtighed og individuel anskuelighed, fremfor alle Snorres storslåede karakter. Hans dygtighed og dybe klogskab behersker sagaen fra først til sidst. Ikke desto mindre skildres hans modstander, den ædle Arnkell gode, med fuld forståelse og sympati, ikke mindre end den indesluttede, brave digter, Torarin svarte. Af kvindeskikkelser fortjæner særlig dennes moder og hans karakterfaste hustru Auðr at fremhæves; endvidere den skønne forførerske Katla, om hvem Geirrid ytrer, at »ofte er der trold i tryllende ham«; men hun får sin straf for sine udyder. Så er der den temlig enestående kvindetype, Snorres smukke, letsindige søster, Turid på Frodå, et veltruffet billede på en ung pragtlysten, erotisk-ubekymret kvinde. Og der er mange andre, overordenlig levende skikkelser, som f. ex. Torolf bægifótr, sagaens »skurk«, som han med en vis grad af ret kunde kaldes. Eyrb. står i så henseende på højde med de bedste sagaer.
Noter:
1) Af denne grund bliver også versene, der tillægges den gamle kone, mindre sikre, hvad ægtheden angår. Jfr. I, 531, der er skrevet, før jeg blev opmærksom på kapitlets uægthed.
2) Jfr. Kålund, Isl. beskr. I. 408-9 anm., hvor forholdet bedømmes noget anderledes.
3) Sådanne småtillæg kan bedst ses, når de findes kun i et hdskr. eller en enkelt hdskr.-gruppe, f. ex. bemærkningen i kap. 37 (s. 68,23—7).
4) Ægtheden af disse vers kan, trods Gerings indsigelse, efter min mening ikke betvivles. Der haves i virkeligheden intet som helst, der ligner såmeget som en skygge af bevis for deres uægthed.
5) Ketill veðr er i sag. herse på Raumarike (s. 3), ifg. Ldn. på Ringerike. Jorun manvitsbrekka findes ikke nævnt i Ldn., der hvor man vænter det. Björn auströnes opfostring i Jæmteland nævnes ikke i Ldn. (se s. 94). Fortællingen om Torolfs ankomst til landet er noget anderledes end i Ldn. 96-7. Den forbindelse, der i sag. er imellem Björns og Torolfs udvandring, antydes ikke i Ldn. Vilgeirr Óttarsson (s. 8) er i Ldn. (96) Bjarnarson. Torolfs sidste giftermål nævnes ikke i Ldn. osv., osv. Torolf bægifot kommer (s. 9) til Island efter sin moder, men medens hun er i live, men i Ldn. først efter hendes død; om ham og Ulfarr er Ldn.s beretning forskellig fra sagaens osv.
6) Zwei rechtsfälle aus der Eyrbyggja.
7) Således også Gering s. XIX; når denne forf. derimod antager Kristnis. som kilde for hvad der i Eyrb. meddeles om Snorres forhold til kristendommen, kan jeg ikke slutte mig hertil.
8) Jfr. Gering s. XVIII.
9) Jfr. fremdeles s. 100; 101,28 f.; 95 ff. Når der i Torgunnaafsnittet hentydes til Skalholt som bispesæde, er dette en senere udsmykning. Men det er rigtigt, at der kort efter 1000 har været kirke dér.
10) 11,20 f.; 55-6; 110,13; 79,8 osv., jfr. 35, der er særlig vigtigt, samt 69, slutn. af k. 38, hvor en positiv lovændring omtales.
11) Jfr. Kålund, Isl. beskr. I, 450 anm., Safn til sögu Isl. II.
12) Udg. s. XVII. Gerings ord er, at »der verfasser auch noch zwischen 1264 und 1273 geschrieben haben kann«, og han holder det for sandsynligt, at sagaen »erst in diesen jahren ihre uns vorliegende gestalt bekam«. Men dette er to helt forskellige ting.
13) Hvárki váru gefin né goldin né sölum seld s. 108. Som Gering bemærker, findes dog de to første verber ved siden af hinanden i Grágás. Derved taber det hele yderligere i beviskraft.
14) Således også Gering s. XVII, anm.
15) Unge udtryk som stolts 10,12 prófaðrar 17,22 er naturligvis uden al betydning. Det er afskriverændringer af den sædvanlige slags.
16) Heldigvis er det bevisligt, at sætningen 68,23-27, er interpoleret; heller ikke den umulige sætning 46,20 er ægte. Denslags burde ikke optages i nogen tekst.
