FJ-Litteraturhist.Bd.3a-Verdslig digtning-Navngivne digtere

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Tredje Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1924


Tredje Tidsrum
Første Afsnit: Digtning
B. Verdslig digtning


I. Navngivne digtere


Heller ikke her er der mange navne; med undtagelse af et er de også ubetydelige. Noget større sammenhængende digt fra det 14. århundrede haves ikke, hvilket vistnok står i forbindelse med fyrstedigtenes ophør ved 1300. Egenlige høvdinger var der ikke at digte om; kun få Islandske stormænd blev besungne i den gode gamle tid; nu var der kun afdøde helgener, man anså værdige til digt. Men ellers er det rimerne, der er de nærmeste afløsere af fyrstedigtningen1).


1. Þormóðr prestr Óláfsson

Om denne mand vides kun, at han i året 1338 rejste udenlands2); mulig er han samme mand som den Tormod til Staðarbakke, der nævnes ved år 13603). Af ham kendes brudstykker af et drotkvædet digt om Árón Hjörleifsson (jfr. II. 763); i alt 6½ vers. opbevarede i Árónssaga og Guðm. saga, samt 3½ vers af et hrynhent digt om samme mand4). Tormod må have haft en særlig nu ukendt grund til at digte to kvad om Aron. Versene er rent historiske uden subjektive bemærkninger eller personligt særpræg. I formel henseende er de som sædvanligt gode nok. Endelig er der et vers i Njála4) om Gunnar på Hlidarendes forsvar og død. Om det hører til et længere digt om Gunnar eller mulig digt om islandske oldtidshelte, kan ikke ses.


2. Snjólfr

Er ellers ganske ukendt; han vides at have digtet 6 vers i runhent (det 3. vers kun 6 linjer) om Smiðr Andréssons drab (se ovf. s. 3); de findes i Flatøbogens annaler ved år 13625) De er vel digtede og har vistnok aldrig været flere. Forfatteren synes snarest at have stået på Smiðs side, og hans udtryk er let ironisk farvede.

Fra det 15. årh. kendes ét navn:


3. Loptr hinn ríki Guttormsson

Loptr hinn ríki Guttormsson, en af sin tids største høvdinger. Om ham kan der henvises til E. Ó. Brims grundige afhandling i Tímarit hins ísl. Bókm. fjel. IV, til Digtn. på Isl. 237-48, Kvæðasafn I. samt til Jón Egilssons og Jón Gissurssons historiske afhandlinger, der er trykte i Safn til sögu Ísl. Hvad der vides om hans liv er mærkværdig lidt. Han må være født omkring 1375; hans slægt tilhører vestlandet. I begyndelsen af det 15. årh. opholdt han sig udenlands og siges at have været ved Erik af Pommerns hird og været yndet af denne, endogså adlet af ham. Han var hirdstyrer over Nord- og Vestlandet 1427. Fra og med år 1406 forekommer Loptr i forskellige breve og dokumenter. Han var gift med en isl. høvdings datter, men først havde han haft en elskerinde, Kristin, der var en datter af lagmanden Oddr leppr Tordsson6); han holdt meget af Kristin og fik med hende flere sønner. Traditionen siger, at de på grund af slægtskab ikke kunde ægte hinanden, men dette er vistnok urigtigt. Loptr var både en rig — han ejede omtr. 80 jorder — og indflydelsesrig mand og synes at have været en dygtig og tiltalende personlighed. Han bode længe på gården Moðruvellir i Øfjorden og døde 1432.

Af Lopts digte kendes kun hans Háttalykill7) eller Versemålsnøglen8). I udgaverne findes rigtignok to digte trykte. Hvad det sidste digt angår, var udgiveren først af den mening, at det ikke var af Loptr (se Digtn. 349 — 50), men kom senere til det modsatte resultat. Det ejendommelige ved dette digt, der handler om digterens elskede og hvori han dybt sørger over hendes død, er, at det ikke er nogen háttalykill i egenlig forstand. Forudsat at alle de 114 vers, som det udgør i udgaven, fra først af hører sammen, hvad der vistnok er mere end tvivlsomt9), består digtet af forskellige cykler (efter udg. 21), men hver af de cykler, der består af mange vers, er digtet i et og samme versemål (således I, der er 25 vers, IV, v. 28—42, V. 43—54, VI, v. 55—75, VII, v. 76— 89, VIII, v. 90—101), og de fleste hver med sit omkvæd i begyndelsen af hvert vers. I alle andre versemålsnøgler er kun ét eller to vers affattede i et og samme versemål. Digtets hele tone og endnu mere dets sproglige og metriske form er af en sådan art, at digtet må henføres til senere tider end Lopts. Det sandsynligste er, at det ikke er ældre end fra omkr. 1500. Det håndskrift, hvori digtet, i modsætning til andres angivelse, tillægges Loptr, er så ungt (fra 1768), al det alene ingen afgørende betydning kan have. Her kommer således kun det første digt i betragtning; her foreligger der en virkelig versemålsnnøgle.

Háttalykill findes i en vrimmel af hdskrr., men ikke i samme omfang i dem alle. De vers. der i udg. er samlede til et hele (i alt 90) ved en sammenstøbning af håndskrifterne, er ganske sikkert ikke alle sammenhørende fra først af. De to sidste vers, for at begynde med dem, er uoprindelige. Som udgiveren selv oplyser, hører det sidste til en anden háttalykill. Halvverset 78 er, som udgiveren også bemærker, højst mistænkeligt. En kritisk afsluttende udgave af digtet savnes endnu: det er meget vanskeligt efter udgaven at danne sig en mening om håndskrifterne og deres indbyrdes forhold og værd. Hvad indholdet angår, er digtet et elskovskvad om Kristin; hun prises i høje toner, og det beklages dybt, at de ikke har kunnet ægte hinanden. Der er mange inderlige udtalelser i digtet, og der findes flere steder en køn stemning. På den anden side er det opfyldt af gentagelser. Hvad den formelle side angår, er for det første versemålene alt sammen gamle gode kendinger fra ældre tider og versemålsnøgler; Loptr synes at have kendt både Rögnvald-Halls Háttalykill og Snorres Háttatal; han slutter sig dog nærmest til det første digt, både ved at nytte versemal, der kun findes deri, og ved den samme mangel på system som dér: versemålenes indre ordning er ganske vilkårlig; ja. der findes gentagelser, som dog måske ved en nærmere undersøgelse vilde bortfalde. Sproget stemmer med det, der ellers kendes fra omkr. 1400. Virkelige metriske fejl og yngre sprogformer findes kun i nogle få og af andre grunde mistænkelige vers.

Jón Gissursson fortæller, at Loptr har digtet sit kvad efterhånden Og sendt de enkelte vers til Kristin. Dette, der dog ikke bærer sandsynlighedens præg, kunde forklare den mangel på system, der findes. I teknisk henseende er digtet særdeles dygtigt og vidner om en udviklet ævne til at forme vers10).



Noter:
1) Når det om biskop Laurentius og hans søn Arne siges, at de var dygtige versifikatorer, betyder det kun, at de forstod at digte latinske vers; det samme gælder Tord Gudmundsson (Bisk I. 859). Intet af deres latinske vers vides at være bevaret.
2) Isl. ann. 350.
3) Dipl. Isl. III. 196
4) Skj. digtn. II. 368-71.
5) Skj. digtn. II. 417-18.
6) Dette siger allerede Jón Espólín i Árb. II, 3 jfr. 34.
7) Navnet findes i alle hdskrr. ; også navnet Ljóðalykill findes. Et sådant digt tillægges enstemmig Loptr.
8) Udg. af J. Þorkelsson i Småstykker, og derefter optrykt i Kvæðasafn I (1922), men udgaven er ret ukritisk.
9 ) Sål. mangler v. 55—63 i de fleste hdss. V. 27 og 108 er mere end mistænkelige Der forekommer flere steder yngre udtale end den, man kan forudsætte for Lopts tid osv.
10) i Kvæðasafn I findes et vers endnu og en »Mansöngr« tillagt Loptr. Men det er af flere grunde umuligt, at denne sidste er af ham.