FJ-Litteraturhist.Bd.3b Gejstlig digtning
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Tredje Bind
G. E. C. Gads Forlag
København 1924
Fjerde Tidsrum
Første Afsnit: Digtning
A. Gejstlig digtning
Denne består i en mængde digte, i forskellige versemål, om jomfru Maria, og om hende først og fremmest, om apostler og hellige mænd, hvortil kommer digte om nordiske, særlig norske, helgener. De vidner dybt om den katolske helgentilbedelse, om folkets tro i almindelighed og religiøse opfattelse, her er ingen grund til af tro, at det er skinhellighed, der lyser ud af disse digte, de er ærlig mente: men de er og bliver ret almindelige, både i ånd og udtryk, og efterligninger af hinanden. De færreste af dem har nogen poetisk betydning eller digterisk flugt, flere af dem er ret kønne. Der anvendes ofte meget højtravende ord og ophobning af billeder, sammenligninger, ligesom digterne svælger i navne, f. eks. på jomfru Maria (i prosa findes lister over hendes 70 navne eller hvor mange de er). Ja, for at give digtet en endnu større oplevelse og kraft, blander forfatteren latinske gloser og hele sætninger ja hele vers ind i den islandske tekst. f. eks. således:
|
I sin bog Digtningn osv. har dr. Jón Þorkelsson en oversigt over alle disse helgenkvad med ret rigelige prøver af de enkelte digte, der desværre altfor ofte skæmmes ved en urigtig gengivelse af håndskrifterne.
Máríuvísur, Máríudiktr osv.
Der er da for det første en mængde digte, der kaldes eller er bleven kaldt Máríuvísur, Máríudiktr. Máríuljóð, Máríukvæði, Máríulykill, Máríuikveðjur eller Blómarós, Boðunarvísur osv.
Boðunarvísur, Blómarós, Milska
Af de digte og vers (I-LIX ), som nævnes i Digtningen på Island i 15. og 16. årh., er der flere, der allerede er omtalte ovenfor, af de andre behandler nogle jomfru Marias jærtegn XII (Máríukvæði), det delte vokslys (drømmesyn; jfr. Máríusaga 207 ff.). XIV (Gyðingsdiktr), om et jødebarn, der forsvandt, og hvis fader blev kristen (jfr. Marius. 71 f.), XXVI (Máríukvæði), om en bortført søn af en enke (jfr. Máríus. 314 f.), XXVIII (»Pjétrsdiktr«), om en munk, der fik et barn og blev dræbt, men bragt til live igen ved jomfru Marias hjælp (jfr. Márius. 860 f.), XXIX (Máríuvisur), om en abbedisse, som lod sig besvangre (jfr. Marius. 121 f.), XXXVII (Máríukvæði), om en smedesøn der slugte et jærnstykke (jfr. Máríus. 280); forfatteren betegner sig som skeifu-efni (»hestesko-stof«), hvilket skal betyde Ásmundr (jfr. »osmundjærn«), og under dette navn, hvis bærer er ellers ganske ukendt, har J. Þorkelsson optaget digtet i Kvæðasafn (233—35), XLI (Máríukvæði), om en rig Romer, der forlod sin hustru, der senere begik blodskam med sin søn og barnedrab (jfr. Máríus. 152 f.) ; forfatteren kalder sig »Olafs søn«, men er iøvrigt ukendt. Et par andre jærtegnsdigte findes ikke i Máríus, som XXXV, om en biskop, der (ved Andreas' hjælp) reddedes fra utugtsbrøde, XXXVI, om en bonde, der dannede sig et Mariabillede af et råt stykke rodtræ. I disse digte findes naturligvis højtravende udtryk om jomfru Maria og hæftig påkaldelse af hende. Endnu stærkere findes bægge dele i mange af de andre digte, i hvilke digterne også bekender deres synder. Marias bebudelse spiller en rolle i disse digte, særlig i Boðunarvísur (XVI), et ret smukt digt, jfr. LI, der mulig er oversat, »Ave Maria« osv. forekommer hyppig. Der findes digte om jomfru Marias 5 »glæder« (XV; XXIV; XXXIV der sikkert ikke er oversat), og om hendes 5 »sorger« m. m. samt den velsignelse, som de kan få for folk (XVII; Vitjunardiktr). Det digt, der bærer det smukke navn Blómarós (XIII), er en elendig efterligning af Lilja, meget efterklassisk i sprog med dårlige rim og flere plebejiske udtryk; det er et af de alleryngste.
Nogle af de i Digtn. nævnte digte (XLIV—L) har jeg ikke haft lejlighed til at undersøge; de slutter sig vist ret nøje til alle de andre, hvis de er så gamle, hvad de mulig er.
Endelig bemærkes, at der findes et par digte, der åbenbart er oversatte (fra dansk?), hvad de røber ved det urene sprog og meget dårlige rim (XXXIII; LI— II).
Det digt, der kaldes Máríudiktr (II), har intet særligt med Maria at gøre; det er et Kristusdigt, der, hvad indhold angår, slutter sig til Lilja; det begynder med syndefaldet og ender med den sidste dom. Versemålet er ejendommeligt, det samme som i Cecilíudiktr. Ligeledes er digtet Milska et Mariakvad (der næppe med rette undertiden tillægges Sigurd d. blinde); det er hrynhent og med flerdobbelt omkvæd. Et lov- og påkaldelseskvad.
Aposteldigte, Krossþulur, Helgendigte
Alle de øvrige helgenkvad, der er anonyme, er lovkvad og anråbelseskvad; der anføres ofte i dem jærtegn, der beror på læsning i den besungne persons saga hvor en sådan findes (f. eks. apostlenes). Disse digte i forskellige versemål handler om apostlene (»12 apostles digt«), om skt. Peder, to, om skt. Johannes, to, hvoraf det ene er oversat, om Andreas, også to, Paulus, ligeledes to, det ene kun et brudstykke, om Jakob, Thomas). Dernæst er der digte om det hellige kors, der også kunde kaldes Kristusdigte, ti de handler tillige om Kristi pine og død på korset, i reglen med anråbelse af gud osv. Det ejendommeligste af disse digte er Krossþulur (Digtn. 77). forfattet undtagelsesvis i fornyrðislag og dette efter de strengeste metriske regler; på grund af versemålet kaldes det vist þulur; det er et langt digt om Kristi korsfæstelse, nedfart til helvede, himmelfart. Af en særlig betydning er et digt om det jærtegn-virkende kors i Kaldaðarnes; (trykt, men ukritisk. i Digtn. 69-75); dets jærtegn opregnes; digtet er forfattet i Árness- eller Rangárvallasyssel (gården Sauðholt nævnes).
Der er flere digte om andre helgener, som Thomas Becket, skt. Laurentius, Kristoforus, Nicolaus fra Myra, Cæcilia (Cæcíliukvæði, trykt i K. Gislasons 44 Prøver; i et ejendommeligt versemål og et kønt digt; Cæciliuvísur et andet), Margarete, Maria Magdalena (2 digte, hvoraf det ene af »en Ólafr«). Dorothea, Agnes (?), foruden flere andre digte af religiøs art (f. eks. Boðorðavísur om de 10 bud og Kristi lidelse), tildels af usikker oprindelse hvad tiden angår.
Fremdeles er der digte om nordiske helgener, først og fremmest Olaf d. Hellige, 3 digte, alle indeholdende lovprisning og påkaldelse, tildels også forskellige velkendte jærtegn. Et ejendommeligt digt om hellig Hallvard (i etslags folkevisestil, trykt i Digtn. s. 31-33) haves; her opfattes Halvard som en islandsk person. Magnus den Hellige på Orknøerne er også besunget i et ret langt digt; handler særlig om forholdet mellem ham og Hakon jarl og hans død efter sagaen.
Der er ingen grund til at komme nærmere ind på disse digte. De bærer alle et ret ensartet præg.
Syndavísur, Friðarbón, Dæglur, Nætlur
Endelig bør nævnes digte som Syndavísur (40 v.) om de 7 hovedsynder, der nævnes med det latinske navn; jomfru Maria påkaldes, - Friðarbón (50 v.) bøn om fred og nåde, samt digtene Dæglur og Nætlur (Dagvers og Natvers), indeholdende bøn om værn og nåde henholdsvis om dagen og om natten. Salmer kan disse digte ikke Kaldes.
Navngivne forfattere af religiøse digte er følgende:
Gunni Hólaskáld
Gunni Hólaskáld, der skal have levet o. 1455—1545, må åbenbart have været knyttet til Holar bispesæde og været frugtbar digter, — desværre haves intet digt nu, der med sikkerhed kan tillægges ham, ti det er fuldkommen usikker hjemmel for, at han har forfattet de såkaldte Sancte Oláfsvisur, der er trykte i Kvæðasafn I, 222 ff. Dette digt, i et ret indviklet versemål, er ubetinget fra det her behandlede tidsrum. Det er en lovprisning af hellig Olaf, omtaler Stiklestadslaget og forskellige velkendte jærtegn. Digtet er ikke dårligt og viser betydeligt herredømme over sprog og form.
Sigurðr blindi
Sigurðr blindi (o. 1470—1545) på Fagradal (vistnok i Myrdal); om ham vides meget lidet; han synes at have været god ven af biskop Jón Arason, og at have nydt megen anseelse1). Foruden en del rímur, hvorom senere, menes han at have digtet helgenkvadet Rósa (133 vers i hrynhent, navnet findes i v. 132). Digtet er en efterligning af Lilja både i form og indhold, idet det handler om skabelsen, syndefaldet, Kristi fødelse og gærning, hans død og opstandelse og dommedag. Digtet indledes med en lang påkaldelse af gud og Maria, engle og helgener, apostler og pave osv. i en altfor stor udførlighed. I det hele bruger digteren mange ord, men i formel henseende er digtet meget dygtigt med flerdobbelt omkvæd. I hellig enkelhed kan det ikke måle sig med Lilja.
Hallr Ögmundarson
Hallr Ögmundarson; denne digters levetid er usikker, nærmest den første halvdel af 16. årh.; først hos ham findes vaklen med hensyn til den gamle sprogkvantitet; han hører således den egenlige overgangstid til. Hallr stammede fra Vestfjordene og var mulig biskop Ögmunds morbroder. Han var præst på Vestlandet, og som det synes sidst på Stad i Steingrimsfjorden. Med nogenlunde sikkerhed tillægges ham følgende digte:
Gimsteinn (»ædelsten«)2) eller Krossdrápa en hrynhend drape om korset på 125 vers med dobbelt omkvæd; et afsnit handler om Kristi pinsel og død. Også her findes efterligninger af Lilja. — Náð (»Nåden«)3) også i hrynhent versemål på 110 vers med flere omkvæd. Ifg. v. 104 har digteren forfattet sit kvad for en »Björn« (rimeligvis Björn Guðinason). Digtet besynger jomfru Maria og hendes moder Anna. der er hovedpersonen i det. En indledning handler om Abraham, Isak og Jakob Og deres efterkommere; digteren griber også lejligheden til at forklare de 6 verdensaldre. - Nikulásdrapa, på 86 vers i hrynhent, om biskop Nicolaus af Myra, et biografisk digt kunde det kaldes. Udg. af W. Carpenter 1881. - Míkaelsflokkr, 66 vers i et afstumpet versemål, om hovedenglen Michael. - Desuden tillægges Hallr et par digte om jomfru Maria, Máríuvísur (18 vers) Máríublóm; de er bægge lovprisningsdigte.
I formel henseende er digtene særdeles flydende og simple, ligesådan er stilen. De er behagelige at læse, fordi de er klare og uden noget indviklet eller dunkelt skjaldesprog. Men nogen digterisk kraft eller inspiration bærer de ikke vidne om. Hallr har haft meget let ved at forme sine vers.
Jón Arason
Jón Arason, biskop til Holar 1524-50, d. 7. novbr. 1550 som martyr for sin kamp for den katolske tro. Han anses i almindelighed for at være født 1484, men det er muligt, at han er født endel (10) år før. Hans historie skal ikke her skrives; det vigtigste afsnit er de sidste 2 år af hans levetid efter biskop Gissurs død 1548. I disse år kæmpede han som en løve for sin tro; hans bedste egenskaber, men også hans mindre gode, træder klart frem i disse år, hans ukuelige kraft, parret med gladsind og aldrig svigtende humør, hvorom hans små muntre vers vidner, hans stivsind og ringe hensyn til, hvilke midler han kunde bruge for at nå sine mål, indtil han og hans sønner toges til fange på Sauðafell. Hans – og hans sønners tragiske død har lagt over ham en glorie i Islands historie og bragt hans mindre gode egenskaber i glemme; hertil har også hans digtning bidraget. Som digter er han ubetinget den bedste af alle isl. digtere efter Eysteinn Ágrímsson. Det er ikke blot hans kraftige, ædle sprog og aldrig svigtende formfuldendthed, men også hans flammende inspiration parret med veltalenhed, der er så beundringsværdig. Hans digte og vers er udgivne i Biskupasögur II, hvor også mange ganske usikre vers anføres, hans 5 hoveddigte tillige i Jón Arasons religiøse digte i Vidensk. Selsk. Hist.-filol. meddelelser II, 2 (1918). De er:
Píslargrátr, 47 vers i hrynhent; navnet (i v. 45) sigter til æmnet, der er Kristi lidelseshistorie og død. Der findes en indledning på 6 og en slutning på 4 vers, hvori digteren anråber treenigheden og udtaler personlige bemærkninger om hensigten med digtet, og hvorfor han digter i modersmålets »klare ord«. Æmnet beror vist mest på Johannes evangelium, men også på andre kilder, tildels middelalderlige lærebøger. Foruden den varme og inderlige tro, der bærer det hele, er udtryksmåden kraftig og stilen flydende; det hele minder om Lilja, der bevidst eller ubevidst har været forbillede. — Ljómur, 37 vers i et ejendommeligt 10-linjet versemål; navnet (i v. 36) er fem. pl., ”strålerne”. Hvad indholdet angår kan det sidestilles med Lilja, et religiøst oversigtskvad, der begynder med skabelsen og ender med den sidste dom m. m. samt anråbelse af gud. Her findes genklange af Lilja. Digtet er i enhver henseende et af Jóns bedste. — Dette digt bragtes tidlig til Færøerne og blev der benyttet på en ejendommelig måde. — Dáviðsdiktr, 30 vers i samme versemål; efter de første 7 vers, der indeholder anråbelse af gud, følger en parafraseret gengivelse af Davids 51. salme, hvis vers med et overlegent snille er gengivne og indflettede i de almindelige betragtninger, der danner rammen om dem. Digtet er nærbeslægtet med H. Pjeturssons passionssalmer. Også her træder digterens glæde over at digte på islandsk på en smuk måde frem; ikke mindre viser hans rimkunst sig i sin fulde glans. Digtet findes kun i Guðbr. Þorlákssons Vísnabók 1612. — Niðrstigningsvísur, 42 vers i et smukt 8-linjet versemål. Digtet, der er rettet til jomfru Maria, handler, som navnet viser, hovedsagelig om Kristi nedfart til helvede for at frelse Adam og andre mennesker derfra; æmnet er hæntet fra Niðrstigningarsaga og »Nicodemus Gesta salvatoris«, der anføres v. 11. — Endelig er der Krossvísur, 42 vers i et 7-linjet versemål. Det handler om Kristi død på korset, hans nedfart til helvede (kort) osv. ligetil genkomsten til dommen, efterfulgt af forskellige betragtninger vedrørende korset, syndsbekendelse og anråbelse om nåde.
Det er således klart, at meget af stoffet er fælles i disse digte. Fælles for dem er også digterens glødende tro, hjærtelige udtryk derfor og hans udmærkede sproglige kærnefuldhed og kraft.
Foruden de nævnte digte haves nogle små vers (improvisationer) og verscykler, der vidner om biskop Jóns humor, munterhed og spydighed; de findes samlede i Biskupas. II (sammen med flere, der er af en meget tvivlsom oprindelse)4). I et af dem siger han spøgende, at han ikke kan latin; når dette er blevet opfattet bogstavelig, beror det på misforståelse; selvfølgelig kunde en katolsk biskop latin, ialfald til husbehov.
Oddr Haldórsson handi
Oddr Haldórsson handi, en præst i første halvdel af 16. årh. (d. 1565); om ham kan henvises til Digtn. s. 336-38, hvor det - vel med rette - antages, at han har været præst til Gaulverjabær; sit tilnavn fik han fordi han fik et sår i hånden (eller denne hugget af). Af ham kendes et digt om hiskop Jón og hans sønner, digtet kort efter deres død (trykt i Biskupas. II). Det er et kønt digt om kampen på Sauðafell, biskoppens og hans sønners tilfangetagelse og deres halshugning i Skalholt. Digteren står på biskoppens side og udtaler sig med fuld sympati med ham. I metrisk henseende viser digtet den overgangstid, det er digtet i.
Noter:
1) Se om ham Kvæðasafn I, 257 ff.
2) Navnet i v. 124; om Hallr se Kvæðasafn I, 295 ff.
3) Navnet i v. 108.
4) Verset: Til hef eg tafl með spilum kan ikke være af biskop Jón.
