Finmarkens Beskrivelse

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Facsimile af Walkendorfs brev


Temaside: Samisk religion og mytologi

Erkebiskop Erik Walkendorf
Finmarkens Beskrivelse


Udgivet af
Dr. K. H. Karlsson og Dr. Gustav Storm
(med Facsimile).

1902


Forord

Nedenstaaende er et bogstavtro Aftryk af et i Vatikanets Arkiv værende Aktstykke. Dette findes nu indbundet i Samlingsbindet No. 9 af Afdelingen Principi og optager der Bl. 329–32, hvoraf dog Bl. 331v og 332 er ubeskrevne. Dette Samlingsbind skulde ifølge Rygsignaturen indeholde Aktstykker fra Tiden 1535–46, men en nærmere Undersøgelse viser dog, at et og andet Aktstykke ogsaa fra 1520-aarene er blevet indbundet deri. Det her behandlede Aktstykke et skrevet med en smuk, meget tydelig nordeuropæisk Haand fra 1ste Halvdel af 16de Aarhundrede. Papiret, 2 Ark i Folio-format, er tykt og stærkt samt af Farve gulhvidt. Papirmærket viser en Søstjerne, d v. s. en Ring af omkring 1 1/2 Millimeters Diameter, fra hvilken udgaar 8 uregelrette Straaler, hver og en af omkring 3 Millimeters Længde.

Forfatter af denne Beskrivelse er Erkebiskopen i Nidaros, Erik Walkendorf, og han indsendte den omkring Aar 1520 til Pave Leo X. Den svenske Historieskriver Olaus Magnus Gothus giver nemlig i sin «Historia de gentium septentrionalium conditionibus» (Lib XXI Cap. V De horribilibus monstris littorum Noruegiæ) en Beskrivelse, hvorved han (fraseet nogle mindre væsentlige Afvigelser og Tillæg) anvender samme Ordelag som her nedenfor i Sektion 8 (»Sunt preterea alia cete etc.) og derefter tillægger: «Huic admirandæ nouitati idoneum testimonium perhibet longa ac clarissima epistola Erici Falchendorff archiepiscopi Nidrosiensis ecclesiæ (quæ totius regni Noruegiæ metropolis est) Leoni X circa annos salutis MDXX transmissa, cui epistolæ annexum erat alterius cuiusdam monstri horrendum caput sale conditum».

Ogsaa i andre Kapitler findes Olaus Magnus at have benyttet denne Beskrivelse som Kildeskrift.

Rom i April 1900,
Karl Henrik Karlsson


Dr. Karlsson sendte mig sin Afskrift, som her trykkes med denne Fortale ifjor Vaar.[1] Eller min Anmodning lod han inden sin Afreise fra Rom de tre Blade fotografere, for at det kunde undersøges, om Stykket var en Renskrift. udført af eller for Erkebiskop Erik. Ved Hjelp af Fotografiet, som nu er Kildeskriftkommisionens Eiendom, kunde jeg konstatere, at følgende Breve fra Erkebiskop Erik er skrevne med samme Haand:

Brev af 24de August 1515, Kjøbenhavn (DN. I No. 1047).
20de Juni 1516, Throndhjem (DN. I No 1049),
2den Juli 1516, Nidaros (DN. XV no. 146),
26de Marts 1519, Throndhjem (DN XI No. 305),
Sommer 1521, Amsterdam (DN. VIII No. 500),
13de Februar 1522, Rom (DN 1 No. 1059).

Denne Haandskrift tilhører ikke Erkebiskopen selv, men en fast Skriver hos ham, og denne Skriver har ikke blot i 1515 været med i Kjøbenhavn og i de følgende Aar opholdt sig hos Erkebiskopen i Throndhjem, men har derefter i 1521 fulgt Erkebiskopen til Nederlandene og Vinteren efter til Rom. Endvidere har samme Haand i den saakaldte Olaf Engelbretssøns Jordebog paa Bl. 93 gjort de Tilføielser, som vedkommer Stjørdalen. Jeg anser det derfor sandsynligt, at denne Mand, efterat have været længe i Erkebiskop Eriks Cancelli, af hans Efterfølger Olaf er befordret til Kannik og Sogneprest i Stjørdalen. Nu finder jeg, at den sidste katholske Sogneprest i Stjørdalen var Kanniken Thorfinn Olufssøn; han nævnes som Sogneprest i 1531, vedblev ogsaa eller Reformationen og døde 6de Juli 1546 (DN XIl no. 576 og 597). Jeg aninger altsaa, at denne har skrevet Originalen efter Erkebiskopens Concept eller Diktat.

Erkebiskop Erik Walkendorf, som allerede før 1496 var Kannik i Roskilde og Kong Hans's Notarius og senere var Kantsler hos hans Søn Kristian II) under dennes Styrelse i Norge (fra 1506), blev 16de August 1510 af Paven udnævnt til Erkebiskop i Nidaros og kom til sit Sæde Vaaren 1511; han styrede dette indtil Vaaren 1521 og døde som bekjendt i Rom 28de November 1522. Den i Brevet nævnte Sommerreise til Finmarken falder saaledes mellem 1511 og 1520, begge incl. Da Erkebiskopen Sommeren 1513 var i Kjøbenhavn, 1511 i Oslo og 1515 dels i Nederlandene, dels i Kjøbenhavn. Somrene 1516 og 1520 var i Throndhjem, er disse Aar udelukkede. Finmarksreisen kan saaledes, efter hvad vi ved, have foregaaet i et af Aarene 1511, 1512, 1517–19. Af disse Aar anser jeg 1512 for sandsynligst, da man nemlig fra 11te December 1512 har en Retterbod af Kong Kristian II for Finmarken, som med Rimelighed kan antages at være anbefalet af Erkebiskopen efter dennes personlige Oplevelser paa Finmarksreisen. Men om end denne Reise er foregaaet i 1512, kan Skriftet være forfattet senere: om dennes Tid vides kun, hvad Olaus Magnus (maaske efter Gjætning) fortæller, at Erkebiskopen omkr. Aar 1520 sendte Skriftet til Pave Leo X.

Brevet om Finmarken vides ikke at være benyttet af nogen anden Forfatter fra 16de Aarhundrede end Olaus Magnus. Han har lært Brevet at kjende i det pavelige Arkiv under sit Ophold i Rom 1541–45 eller efter 1549; da han i 1539 skrev Kommentaren til Charta marina, kjender han ikke Brevet. Heller ikke senere Forfattere har kjendt dette Værk undtagen fra Citatet hos Olaus Magnus (saaledes Hamsfort se Fyenske Samlinger VIII 235). Andre Beretninger om Finmarken og beslægtede Forhold, som ligner hvad her fortælles, stammer saaledes ikke fra Erkebiskop Erik; men hans Værk kan dog nævnes som det første, der har omtalt dem.

Det var oprindeligt Hensigten at trykke dette Værk blandt det norske historiske Kildeskriftfonds Skrifter; men efter Opfordring af den geografiske Forenings Bestyrelse blev det overladt til den norske geografiske Forening, og for dette ledsaget af en Oversættelse og Kommentar ved Undertegnede.

Den latinske Text følger bogstavret Originalen; kun er store Forbogstaver sat for Egennavne, Punkteringen forøget og de enkelte Sektioner har faaet Nummer. Afvigelserne vil sees paa Facsimilet, som paa Grund af Tidsskriftets Format maatte reduceres; Bladets Størrelse er i Originalen 24 x 18 cm.

Kristiania, Juli 1901.
Gustav Storm.



En kort og summarisk Beskrivelse over Nidaros Diocese og særligt over den Del af denne, som kaldes Finmarken, det yderste Landskab i Kristenheden mod Nord.


1.
Nidros Diocese, som i det hele strækker sig mere end 850 italienske Mil[2] langs Havet, indeholder ikke mere end 52 Prestegjeld[3], to smaa Abbedier[4], to Nonneklostre[5] og en eneste liden Stad[6] ved Navn Nidros, efter hvilken Diocesen har faaet Navn.


2.
Finmarken, som strekker sig 200 ital. Mile og mere lige til Havet Dumshav[7], der skiller den fra Rusland, ligger mere end 500 ital. Mil fra Nidros Kirke. Den bestaar af brede Klipper, i det hele tørre og meget ufrugtbare, thi kun i faa af dens Dale gror smaa Væxter og paa de fleste Steder voxer ikke Græs, men endog af Skov eller Vedfang findes intet, især langs Havet; den frembringer af Husdyr kun faa Faar og Gjeder. Dette Landskabs Fjelde byder for Synet et underligt og usædvanligt Udseende og Form. Landet vilde ikke være beboeligt for kristne Mennesker, hvis ikke Fiskefangsten, som der er meget rigelig, lokkede Folk til at slaa sig ned der, thi denne Art Fisk, som sædvanlig kaldes Stokfisk[8] er saa værdifuld, at den for sin Godheds Skyld udføres til næsten alle fremmede kristne Folk Dette Lands Luft er nemlig altid kold og klar, og det regner der meget sjelden, jeg tænker to eller tre Gange om Aaret. Kulden der er ved St. Hans Dag meget stærkere end i Rom ved Juledag, og derfor hersker der en saa gjennemtrængende Tørke, at dette Slags Fisk kan holde sig endog i 10 Aar, naar de bare bevares paa et tørt Sted. Og de Folk, som bor der, vexler og skifter derfor Bosteder efter Mængden eller Mangelen af tagen Fisk, idet de bor snart hist, snart her; og de fremmede, som seiler did for Fiskets Skyld, tager med sig saameget af Mad og Drikke, som trænges i et Aars Tid eller mere, og forøvrigt fører de med sig alt sit Gods og hjemligt løsøre, ja Hustruer og Børn, og de tager dem bort med sig, naar de vender hjem derfra.


3.
Fra den 25de Marts til den 8de September er det der stadig Dag, uden at der kommer Taageveir, og Solen sees uden Afbrydelse over Horizonten fra 4de Mai til 25de Juli. Hvis ikke alt oplystes paa denne Tid af saa stadigt Lys, vilde man kun med stor Fare kunne seile der paa Grund af de trange Sunde, de vanskelige Snevringer og Skjær, som skjuler sig under Vandet. Da jeg var paa Borgen Vardehus[9] yderst i Finmarken, hvorhen man fra Nidros kun kan komme seilende og hvorhen (saavidt vides) [10] ingen af Erkebiskoperne i Nidros nogensinde hidtil har vovet at trænge frem paa sine Visitatser, saa jeg den 19te Juni midt om Natten Solen saa høit paa Himmelen, som den sees i Italien 3 eller 4 Timer før Solnedgang. Men naar Luften er urolig og Himlen dækket af Skyer, kan man paa denne Tid ikke skille mellom Dag og Nat eller bestemme Timerne; thi man har der ikke Urværk, som angiver Tidsdelerne. Derimod sees Solen aldrig der om Vinteren fra 1ste November lige til 25de Januar, saa at man inde i Husene ikke engang kan se at spise Brød undtagen med tændt Lys. Vinteren begynder 14de September, den er stærkest ved Enden af Marts Maaned, og den varer lige til 17de Juni[11].


4.
Regnfaldet ytrer sig der heftigere end i andre Dele af Norden og er haardere for Indbyggerne, saa at de tvinges til at lukke sig inde i Huse eller snarere underjordiske Huler, hvor de faar Lys ovenfra gjenuem et eneste Vindue[12].


5.
Vinden pleier der hyppigt at blæse meget længe og driver ikke faa Sømænd, endog de kyndigste i Seilads, til at lide Skibbrud paa Skjær og Grunder.


6.
I Findmarken hersker aldrig Pest, og derfor fostrer den langlivede Mænd, som blir over 150 Aar gamle. Men en anden fordærvelig Sygdom, som paa Latin nogle kaldcr Cassessia[13], andre morphea nigra[14], andre ortomia[15], men vi i vort hjemlige Sprog Skørbug[16], driver mange uforsigtige til for tidlig Død, og særlig river den dem bort pludselig. Det er fuldelig erkjendt, at denne Naturulykke kommer fra Landets skrækkelige kulde og fra frossen Mad og Drikke.


7.
I Havet, som omgiver Finmarken, lever utallige Dyr og af vidunderlig Størrelse; blandt dem nævnes store Hvaler, som i vort Folkesprog kaldes Trolhval[17], nogle 200, nogle 300[18] Alen lange, umaadelig tykke og af usædvanlig Form. En stor Skare af disse Fiske havde engang paa denne min Reise nær stanset og dræbt mig, thi jeg saa dengang at mange af mine Folk, som ellers var modige Mænd, blev skræmte, fordi disse Fiske nærmede sig, og røbede sit Sinds Ængstelse ved sin Bleghed. Men den almægtige Gud og den hellige Kong Olav rev mig ud af denne Fare, og alle, som har hørt om denne Sag, har med Rette undret sig over, at jeg har undgaaet slig Livsfare.


8.
Der findes desuden andre Hvale af samme Navn, men endnu skrækkeligere Form, som sjelden sees. Den har firkantet Hoved besat overalt med skarpe Horn, 10 eller 11 Alen lange. Den er sort af Farve, har meget store Øine, hvis Omkreds er 8 eller 9 Alen, og Pupillen, som er en Alen lang, skinner rød og flammende; dens Krop er temmelig liden (i Forhold til Hovedets Størrelse, saa den ikke naar over 13 eller 14 Alen. Da jeg en Dag holdt Gudstjeneste i en liden Landsby (ved Navn Matkur[19]), for et af disse Udyr frem mod mine Skibe og vilde vælte dem; mine Folk, som dengang var paa Skibene, skyndte sig forskrækkede til Stranden i en Baad.


9.
Der findes der ogsaa forfærdelige Søorme[20]; de mindste af dem er 30 Alen lange og 6 Alen tykke, men de største er mere end 160 Alen lange og forholdsvis tykke, idet det firkantede Hoved i Størrelse er længere end den øvrige Krop. De er graa af Farve. De viser sig ofte for Menneskers Syn, men blot naar det er klar Luft og roligt Hav, begjærlige efter at dræbe Mennesker. Men Sømændene, hvis Død de tragter efter, har da kun en Udvei, at de styrer sine Skibe mod Udyrenes Øine, naar disse vender mod Solens Straaler; det er nemlig nødvendigt, at det mindre Lys formørkes og sløves ved at det Større kommer iveien.


10.
Der er ogsaa et andet fælt Udyr, som sædvanlig kaldes Rosmer[21], hvis Længde er 11, 12 eller 13 Alen og Tykkelse 7 eller 8 Alen Den har et forfærdeligt Hoved, som overalt er rigt paa Tænder, men især er det væbnet med to usædvanligt store Tænder i øvre Kjæve. Hver af dem er en Alen lang: dog har vi erfaret, at nogle er mindre, andre større i Forhold til Kroppens Størrelse Disse er kostbare og er i stor Pris hos Russerne. De har stivt og børstet Skjæg af en Haandflades Længde, tykke som Halm: de har pigget Skind, to Fingerbred tykt, som er begavet med utrolig Styrke og Fasthed.


11.
Finmarken har mod Nordnordvest et Folk af ringe og lav Væxt, nemlig 1 1/2 Alen[22], som sædvanlig kables Skrælinger[23]; de er et ukrigersk Folk, thi 15 af dem vover ikke at nærme sig til en Kristen eller en Rutener[24] enten til Kamp eller til Samtale. De bor i underjordiske Huse, saa at man ikke kan undersøge eller fange dem. De dyrker Guder.


12.
Et Land, som heder Trenes[25], fuldt af tætte Skove, grænser i Øst til Finmarken; det beboes af vilde Mennesker[26], som (i Fornuftens Brug) ikke skiller sig meget fra Aber. De tilbeder Guder og betaler Skat til Norges Konge, Sveriges Konge og Ruslands Keiser[27]. De kjender ikke faste Huse, men bruger Telte, saa snart som de skifter Plads: derfor søger de altid nye Sæder, efter hvert som der er Mængde eller Mangel af vilde Dyr, af hvis raa Kjød de lever. De klæder sig i Skindet af de tagne Dyr.


13.
I Syd til Finmarken grænser Rusland, hvis Indbyggere desværre har ofte gjort store Overfald paa de nærmest boende Kristne. De Finner[28] som bor mellem Rusland og Finmarken[29], er nu Kristne: mange af dem, som hidtil ofrede til Dæmoner, har vi lært at dyrke den ene Gud, og de, som foragtede Ægteskabet, har jeg viet og ladet vie ægteskabeligt i Kirkens Aasyn, idet jeg viste dem, at det var forfængeligt og farligt for deres Sjælefred at ofre til Guderne, og tilfredsstillede efter min Evne mit kirkelige Embede. Dernæst har de i Livets Ord og i oprigtig Tro lovet, at de vil følge den af mig givne Regel til at leve vel og lykkeligt og at de vil overgive den til sine Børn og Efterkommere til evig Tid, hvilket jeg beder at den store og gode Gud vil bekræfte.


14.
Mange fortæller, at i Finmarkens afsides og forborgne Klippehuler Sjælene renses for Syndernes Smuds. Klart Vidnesbyrd herom er ulykkelige og frygtelige Røster, som høres fra disse og som er hørte af nogle af mine Folk, medens jeg opholdt mig der i Landet; men at afgjøre, om dette er sandt, er Guds Sag alene, hvis Domme er skjulte og hvis Veie er urandsagelige.


15.
I Finmarken er der mange Folk, Mænd og Kvinder, som siger at de, selv mod sin Vilje, ser Syner og ser døde vise sig for dem gjenopstandne. Et troligt Tegn paa Sandheden heraf er det, at naar de ser slige Ting, vælder Taarer pludselig ud af deres Øine og de rystes med pludselig Bleghed. Underligt at sige, ser de Mennesker, som har druknet i Havet langt borte fra deres Bolig eller er dræbte eller døde paa anden Maade, vise sig ligesom lovende for deres Aasyn førend deres død er kjendt for nogen anden Dødelig, og (hvad som kunde styrke Troen paa en saa tvilsom Sag) forskjellige Mennesker af dette Slag afviger ikke i et eneste Punkt i sin Fortælling, naar man udspørger dem enkeltvis og hemmelig. Men til en saa utrolig Sag vægrer jeg mig med Rette at sætte Lid; men jeg hører, at man ikke gjerne taler om denne Sag.


16.
Foruden dette findes der i dette Land ogsaa meget andet saadant, som jeg forbigaar i Taushed for Sagens Utroligheds Skyld og for ikke at vække Anstød hos Deres Hellighed.


__________________


Dr. Gustav Storm:
Tillæg til Udgaven af Erik Walkendorfs Finmarkens Beskrivelse


Medens jeg holdt paa at forberede til Trykken det af Dr. Karlsson i Vatikanet fundne Brev fra Erkebiskop Erik Walkendorf til Pave Leo X om Finmarken (ovenfor S. 1–22), fik jeg sendt fra Mr. J. Shipley i Genéve en Udgave af samme Brev ved Dr. Luca Jelié i et Tidsskrift i Agram, betitlet «Relatio Archiepiscopi Nidrosiensis ad sanctam sedem medio XV. saeculo.» Denne Udgave var imidlertid saa fuld af Feil, baade Trykfeil og Læsefeil (navnlig i alle Navne), at den maatte ansees for fuldslændig værdiløs, jeg ansaa det derfor heldigst for Udgiveren, om jeg ikke udtrykkelig omtalte denne Udgave, som ved Karlssons og min Udgave vilde blive gjort ganske overflødig. Jeg har imidlertid i disse Dage fra Hr. Dr. phil. A. A. Bjørnbo (nu i Rom) faaet Meddelelser, som gjør at jeg nu kan omtale denne Udgave lidt nærmere. Hr Bjørnbo oplyser mig nemlig om, at den nuværende Stipendiat i Rom fra Karlsbergfonden. Cand. R. Meyer, har fundet i Vatikanets Biliothek, i Afdelingen Varia Politicorum No. 77, en nyere Afskrift (vistnok fra 17de Aarhundrede) af samme Brev, og Hr. Bjørnbo har sendt mig sin Kopi af denne Afskrift. Det viser sig af denne Kopi, at Dr Luaa Jelié kun har kjendt den nyere Afskrift i Varia Politicorum og har afkopieret alle dens Feil uden at berigtige en eneste, medens Aftrykket i Agram tillige indeholder endel nye Læse- og Trykfeil.

Jeg skal her nævne Varia-Afskriftens og Agram-Udgavens vigtigste Navnefeil, sammenlignet med Karlssons og min Udgave. S. 1 (og senere) er Findmarkia overalt læst Findinarkia. S. 1 Dwmshaff læst Dosinshaff. S. 1 stockfisk læst Stochfiss. S. 2 Wardehwss læst Wardehesff. S. 8 skørbwg læst Skorbesg. S. 8 trolhwal læst trolhesal. S. 10 Matkwr læst Matkeso. S. 12 Rosmer hest Kosmer (her har dog Varia-Afskriften det rigtige Rosmer). S. 12 Skrælinger læst Skralinger. Meningsfeil og Trykfeil i Dr. Jeliés Udgave er derimod for mange til at citeres.

Karlssons og min Udgave kan efter det nu oplyste betegnes som den første og eneste brugbare Gjengivelse af Originalen, medens Dr. Jeliés er en feilfuld Udgave efter en feilfuld nyere Afskrift.


_________________


Kilde: Det norske geografiske Selskabs Aarbog XII, 1900-1901, Kristiania, 1902.


Fodnoter

  1. ↑ Fundet blev omtalt af mig i Videnskabsselskabet 18 Mai, se Oversigt over Videnskabsselskabets Møder i 1900 Side 12.
  2. ↑ Italica miliaria] Den italienske (romerske) Miglia var 1480 m. (omtr. 1 1/2 kilometer) og kan regnes til 1/5 af den daværende dansk-norske Mil.
  3. ↑ quinquaginta duo beneficia curata] Ifølge den Throndhjemske Reformats var der i 1589 i Throndhjems Stift (udenfor Jæmtland, indlemmet 1570) 55 Prestegjeld. Paa Aslak Bolts Tid (1430–50) visiterede Erkebiskopen i 44 Prestegjeld (hvortil kommer de to Prestegjeld i Herjedalen). Tallet 52 paa Erik Walkendorfs Tid tør saaledes være korrekt.
  4. ↑ duas abbatias] Nidarholm og Tautra. Blandt Klostre regnes ikke Helgesæter, da det var en Kannikestiftelse, heller ikke de to Tiggerklostre i Nidaros.
  5. ↑ duo sanct. monasteria] Bakke og Rein.
  6. ↑ parva civitas] Ogsaa Ziegler siger, at Nidaros «nunc in vici formam fere redacta est». Ved Skatkegningen i 1520 betaltes i Throndhjem Skat af 183 (Mænd eller Kvinder med selvstændig Husholdning). Selv om dertil regnes den for stor Del skattefri Geistlighed, kan Byens Folkemængde ikke have steget meget over 1000.
  7. ↑ Dwmshaf] Havet om Dumr eller Dumbr, nu Domen (lapp. Duomma, gen. Duoma), Fjeld østligst paa Varangerhalvøen (156 m. høit , s. v. for Vardø og nord for Kiberg. Liljenskiold skriver i Speculum Boreale (1608) under Kiberg: «Offuer dette Fiskevær, som udi Situationen mindre behagelig, offuer hænger it bart Steenfjeld. Domen ved benæffning, dog ved Troldquindernis jæffnlige anløb dis røgtbarere udi tale.» Samme Fjeldnavn maa forudsættes i Gaardnavnene Domben (Dummen) paa Indre Sulen yderst i Sognefjord under Dombe tind (565 m. høi). Domben paa Øen Hovden i Kinn, Søndfjord, og Dombesten (af Dumbasteini) under Dombestenfjeld (1143 m. høit) i Daviken, Nordfjord. Dumshav blev tidligt en Betegnelse for Ishavet, især Øst for Varangerhalvøen, og man tænkte sig dette Hav som et Indhav («hafsbotn»), begrænset i Syd af Finmarken og Bjarmeland (Rusland) og i Øst og Nord af ukjendle Lande, som naaede fra Bjarmeland til Grønland. Landnámabók (Sturla Thordssons Recension fra c. 1270 fortæller, at Landnamsmanden Helge Magre raadspurgte Guden Thor, hvor han skulde lande paa Island, og Thor viste ham nord om Landet»; da spurgte hans Søn Helge, om han vilde seile «i Dumshaf», hvis Thor viste ham did. «Dumbr» forudsættes at være Konge over Landet nord for Dumshav («Dumbr konungr reð fyrir hafsbotnum þeim er ganga í landsuðr af Risalandi, en fyrer sunnan er haf, þat er nu er kallat Dumbshaf. Barðar saga Snæfellsáss C. 1 jfr. Fornaldar sögur II 13: III 398, 556 o. fl.). Olaus Magnus afbilder paa Charta marina (1539) «Dumshaf» som en stor Indsø, af hvilken der flyder et Udløb nordover til Bugten ved Vardøhus og et andet mod Nordvest til Finmarksfjordene; paa samme Maade findes D. i Münsters Cosmografi (1545, 1550 o. fl.) og paa Mercators Kart fra 1554 o. fl. I Borroughs og Jenkinssons Reiseberetninger 1557, 1562) er «Domshaff» eller «Dommeshaff» Navn paa Havbugten mellem Vardøhus og Fiskerøen, som ender med Varangerfjorden (paa St. Borough’s Kart: Domshaff is a great sound pasing Lappia and Norway and goeth far into ye land as they report).
  8. ↑ stockfisk] Stockfisch er det tyske Navn paa Tørfisken som Vare; i Norge kaldtes den skreið eller senere Bergerfisk. Jfr. den bergenske Biskop Haakons Brev til Avignon 1338 (D. N. VIII No. 112): mittimus vobis . . . unum centenarium piscium qui vulgo skreið sive stokfisk appelluntur.
  9. ↑ Wardhws] Vardøhus er vistnok bygget i Haakon Magnussøns Tid, omtrent samtidig med, at Erkebiskop Jorund indviede Kirken paa Vardø 1307 (Isl. Ann. indtil 1578 S. 74). I 1340 skulde Vargøia(r)hus repareres. Borgen har vistnok stadig havt militær Besætning: dog kjendes ingen Befalingsmand før end i Kong Hans’s Tid (Didrik Pining 1490). Nils Henriksson 1505). Et Billede af Øen med Fæstning og Kirke fra 1594 findes i Voyagie ofte Schipvaert van Jan Huyghen van Linschoten etc. gedrückt tot Francker by Gerard Ketil (1601).
  10. ↑ Man ved ikke, om nogen Erkebiskop har visiteret i Finmarken siden Vardø Kirkes Indvielse (se forr. Note). Erkebiskop Eiliv visiterede i Vaagan 8de Juli 1321 (Aslak Bolts Jordebog S. 116), Aslak Bolt i Steigen 19de Juni 1432 (DN. V. No. 618). Gaute i Trondenes 4de Sept. 1476 (Daae i Festskriftet om Throndhjem 1897 S. 175).
  11. ↑ Den lyse Tids Varighed er sat for høi, da Solens Dybde under Horisonten dengang, 25de Marts vod Midnat, var 13°. og 8de September 17°; dog var der selv med denne Dybde vistnok endnu Spor af Dagslys i Nord.
    Den anførte Tid for Midnatssolen (4de Mai–25de Juli) og for Mørketiden (1ste November–25de Januar) er paa det nærmeste rigtig; den vilde passe bedre for den julianske Kalender et Par Aarhundreder før.
    Naar Erkebiskopen har anslaaet Midnatssolen paa Vardø 19de Juni (som da var 8 Dage efter Solhverv) til at være lige saa høi som i Italien 3–4 Timer før Solnedgang, har han været udsat for det sædvanlige Sansebedrag at bedømme smaa høider for store. Midnatssolen paa Vardø stod nemlig ikke fuldt 4° over Horisonten, hvorimod den i Rom 3 Timer før Nedgangen, selv ved Vintersolhverv, var over 20° høi. (H. Geelmuyden).
  12. ↑ Lindsehoten fol. 21 forlæller om Vardø: Nu belanghende de wooningen van't Stedeken zyn meest van Planken, Deelen ende Masten ghemaeckt, nae maniere de Noorweghen, die eendeels wat van der aerden opghestat staen, namelichen daer sy visch en ander goet in bewaren, zynde d'ander wooninghen half boven, en half onder d'aerde – – altesamen met aerde sooden bedeckt, zyn omtrent drie hondert huyskens, lutter min of meer.
  13. ↑ cassessia Skrivfeil for cachessia ital. (lat.) Form af græsk Καχεξια, Usundhed.
  14. ↑ morphea nigra] Sygdom, hvorved Ansigtsfarven forandres; Italienerne kaldte etslags Skab med dette Navn Dueange).
  15. ↑ ortomia] kjendes ikke.
  16. ↑ skørbug] Skørbug er dansk; i nynorsk Dialekter (Bergens Stift Skyrbjug, (isl. fra 13de og 14de Aarh. skyrbjúgr), gl. svensk fra 14de Aarh. skörbiugh, nysvensk skörbjugg, Hollandsk (16de Aarh.) schoorbuyk, nedertysk scharbuk, fransk scorbut, Oprindelse usikker.
  17. ↑ trolhwal] Peder Claussøn Friis (Samlede Skrifter S. 67): «Wdi Nordland kalde de alle di store Huele Throld-huale, oc besønderlig di, som ere gierrig paa mennischens kiød at æde». Ligesaa Erik Schønnebøl om «Troldqval» (Hist. top. Skrifter S. 211): «de giøre en stor skade her udi denne lands ende, de velter oc kaster mange baade omkring og opsluger mange mennisker». Navnet bruges ikke i Kongespeilet, men vel i Peder Claussøns Uddrag (Saml. Skr. S. 64) og derfor ogsaa i Oversættelsen hos O. Worm, Museum Wormianum S. 280.
  18. ↑ Trecentorum cubitorum] Erik Schønnebøl siger (l. c. 211). at de store farlige Hvaler er «100 Favne lange og end længer», medens i følge Kongespeilet de store Hvalarter (Nordhvaler paa 80–90 Alen, Reider paa 130 Alen) er ufarlige.
  19. ↑ Matkwr] hos Ziegler Matthkur, paa Charta marina 1539 Matkur, i norske Regnskaber fra c. 1520 Madkorig. Madkorff, fra 1533 Matkowr, nu Makur, lapp. Mahkir (gen. Mahkira) eller Mahkauro, elter Quigstad af oldnorsk Maðk-aurr. I 1529 nævnes en Mand, som havde været Kapellan i Makur (DN. VIII No. 623), hvilket forudsætter som her Tilværelsen af en Kirke. Denne nævnes ogsaa i den Throndhjemske Reformats fra 1589.
  20. ↑ Serpentes marini] Om Søormen se Saml. Skr. af Peder Claussøn Friis S. 75: «Hand kand ikke være offuen Vandet uden det er saa blickstille Veir, at en Fier icke kand røres paa Vandet och Soelsekind, thi strax det blæser, at mand kand see Vandet nogedt røres, daa maa hand under igien. Oc dersom mand kand komme imellem Solen oc hannom. da kand mand undkomme, fordi hand kand icke see imod Soelen».
  21. ↑ Rosmer] Hvalros, Trichecus Rosmarus. Rosmer er dansk Sprogform (Rørdam, Monum hist. Dan. I 345, Visen om «Rosmer» i Grundtvigs Dnm. gl. Folkeviser II 72 ff. og Grønl. hist. Mindesm. III 492: Rosmertand) af norsk Rosmaal el. Rosmar. oldn. rosmhvalr eller rostungr. I Kommentaren til Charta marina (1539 siges: Rosmarus belua marina ad magnitudinem elephantis dente in rupibus suspensus dormit et sic comprehenditur.
  22. ↑ I «Brev til Pave Nicolaus om Norges Beliggenhed og Undre» (se Aarbog 1898—99 S. 9) siges at i Gronolande «mod Vest henimod dette Lands Bierge bor Pygmæer i Skikkelse af smaa Mænd, blot én Alen høie; naar de ser Mennesker, gjemmer de sig i Landets Huler». Beslægtet hermed er Paulus Jovius. De legatione Moscovitica: «Ultra Lappones in regione inter eorum et aquilorum, perpetua oppressa caligine, Pygmæos reperiri aliqui eximiæ fidei testes retulerunt: qui postquam ad summum adoleverint, nostratis pueri denum annorum mensuram vix excedant, meticulosum gentis hominum». Claudius Clavus (i Schoners Uddrag, se Ymer 1889 p. 139): «Ab illis (ɔ: Vildlappmannis) ad occasum morantur Pigmei parvi longitudine cubitales quos vidit Claudius Clavus Niger captos in mari in navicula modica de corio præparata que hac nostra tempestate in eclesia Cathedrali Nodrosie reservatur. Habent ibidem navem longam etiam de corio que quondam cum Pigmeis etiam capta est». Ogsaa paa Clavus-Kartet fra 1427 i Nancy sees langt i Vest paa Fastlandet nordenfor Norge Navnet «Pigmei maritimi» vestenfor «Wildhlappelandi». Erkebiskopen undgaar vistnok med Vilje at betegne dette nordlige Fastland som «Grønland».
  23. ↑ Skrælinger] se «Historia Norvegia» (i Monum. hist. Norv. p. 76): «Trans Viridenses ad aquilonem quidam homunciones a venatoribus reperiuntur, quos Scrælinga appellant» (Scrælinga er oldnorsk Accusativ af Scrælingar). Cl. Clavus kalder dette Folk Careli (af Karálit, eskimoisk Udtale af Skrælingar), medens Ziegler og Olaus Magnus ikke kjender Pygmæernes Folkenavn. Derimod dukker Navnet «Skrælinger» atter op paa Mercators Europa-Kart fra 1554, som eller en ukjendt (nederlandsk?) Kilde har paa «Groenland» Stedsnavnet «Alba» (d. e. Hvitserk) og Indskriften «hic habitant Pygmei vulgo Screlinger dicti». Navnet gjenfindes pa Ficklers Kart i Basel-Oversættelsen af Olaus Magnus (1567), i Mercators Verdenskart fra 1569 o. fl.
  24. ↑ Rutenum] d. e. Russer. Navnet forudsætter Troen paa, at Russerne allerede dengang har kjendt et nordligt Polarland (Novaja Semlja?), hvilket dog ikke stemmer med Efterretninger fra Rusland fra 16de Aarhundrede.
  25. ↑ Trenes] Forf. forudsætter, at «Trenes» er et nordisk Ord og oversætter det derfor «terra nemorosa et densissimis silvis corsita». Trenes er halvt Oversættelse af det kareliske Trianæmi (i det gl. Grænseskjæl fra c. 1330, Norges gl. Love III, 152: austr til Trianæma), d. e. det Terske Nes (finsk Turia niemi, lapp. Tarje niarg, russ. Terskoi nos); dette betegner egentlig Lappebyen Ponoi østligst paa Kola-halvøen (Ter, Turja), men blev senere baade af Nordmænd og Svensker udstrakt til hele Kolahalvøen ligesom det norske Navn «Nordfjeldet» (fra Neiden til Ponoi).
  26. ↑ feri et silvestres] Medens her de østlige Lapper (paa Kolahalvøen) betegnes som vilde, regnede Russerne ifølge Herberstein netop de vestlige Lapper vestenfor Tromsø for vilde Lapper (Dein in Dikilopporum, qui feri Loppi sunt, regionem ad locum Dront nomine qui ducentis a Dvina in septentrionem miliaribus abest, navigasse atque eo usque Moscoviæ principem, ut ipsi narrant, tributa exigere solere). Cl. Clavus og hans Aflæggere i 15de Aarhundrede kjender ogsaa Modsætningen mellem Finllappi (paa den skandinav. Halvø, særlig i Sverige) og Wildlappmanni (paa det nordøstligere Fastland).
  27. ↑ regibus etc] Ifølge det gamle Grænseskjæl fra c. 1330 var Lapperne fra Lyngenfjord i Vest til Trianæmi i Øst og Veleagi (lapp. Vjelijokki) i Sydøst skatskyldige til Russernes og Nordmændenes Konge. Lappebyerne i Kemi Lapmark skattede derimod fra gammel Tid til Svensker og Russer, og Lappebyerne i Torne Lapmark (norsk Sørfjeldet) skattede til Svensker, Nordmænd og (indtil 1596) Russer. I 16de Aarh. (maaske tidligere skatlagde Svenskerne ogsaa Lapperne fra Titistjord til Varanger og krævede undertiden ogsaa Skat paa Kolahalvøen. Saaledes passer Forf.s Bemerkning kun delvis om «Trenes».
  28. ↑ Finnones (hyppigere Finni) er det gamle norske Navn paa Lapperne.
  29. ↑ Finnones qui — habitant] betegner Lapper søndenfor Vardøhus, altsaa i Torne Lapmark (Sørfjeldet). Fra de derværende Lappebyer Arrisby (Utsjoki), Eskelby (Temby), Indejaur (Enare), Adever (Adjuvarra) og Kodicken (Kautokeino) findes i norske Skattemandtal fra Slutten af 16de Aarhundrede norske Døbenavne (ved Siden af lappiske, karelske og russiske) og antyder saaledes en Mission fra norsk Finmarken af. Erkebiskopens Missionsforsøg har vel indskrænket sig til de Lapper, som i Sommertiden kom til Vardø eller Makur.



Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Finmarkens_Beskrivelse&oldid=68199»