Forord (B2)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


For at alle norrøne tegn som blir brukt i denne artikkelen skal vises korrekt må du ha fonttypen OldNordicTimes installert på din PC eller Mac. OldNordicTimes skal lagres i Fonts i Windows eller installeres i fontboken i Mac OS.


Den norsk-islandske skjaldedigtning


ved
Finnur Jónsson
1912-1915


Forord


Dette andet bind af skjaldekvadene er udarbejdet ganske etter de samme principper som det første.

Således er ordningen af digte og vers overalt den samme. Først findes de navngivne skjalde, derefter de anonyme digte og vers. Blandt disse er Málsháttakvæði stillet i spidsen. Det havde været fristende at anbringe det straks efter Bjarnes Jómsvikingadrápa, men derved vilde der ikke blot være sket et brud på det ellers fulgte princip, men også en mening udtalt om digtets forfatter, der, tiltrods for den tilstedeværende sandsynlighed for identiteten, dog var for bestemt. I øvrigt skal kun bemærkes, at versene i den 4. grammatiske afhandling er optagne på to steder samlede efter deres religiøse eller verdslige indhold. I D-afdelingen findes versene af Vǫlsaþáttr, Heidreksgåderne (m. m.) og Runedigtet for sig, dette på grund af disse digtes særlige art. Endelig findes under E alle vers og digte (med undtagelse af gåderne) i Fornaldarsagaerne samlede. Til trods for at disse åndsfrembringelser hidrører fra forskellige tider — nogle sikkert fra 12. årh.: jeg ansætter ingen til en tidligere tid: nogle fra 14. årh. —, har jeg ment det formålstjænligt at have dem samlede og det af flere grunde, så nærbeslægtede som de i virkeligheden er og altid vil blive betragtede at være. Det meste af dem er udgivet i Eddica minora; nærværende tekst (i B) er dog på flere steder afvigende.

Hvad Hugsvinnsmål angår, har jeg nu anbragt det blandt 13. århs. digte, idet de grunde, jeg tidligere mente at have til af henføre digtet til 14. årh , har vist sig at være urigtige.

Hvad digtene fra 14. årh. angår, er de også ordnede som alle de andre. Efter de navngivne skjalde følger sagavers, først vers fra de sagaer, der hviler på historisk grundlag, derefter fra dem, der er uhistoriske. Herefter følger så den lange række af helgendigte. Med hensyn til disse skal der blot erindres om, at teksten i et og alt allerede var udarbejdet år 1906, altså 5 år för dr. H. Sperbers nyudgave af de 6 digte i B. Kahles Geistliche dichtungen.

Navnlig i de sidstnævnte digte trængte teksten til mange rettelser, hvorimod de andre digte fra det 14. årh. er forholdsvis bedre overleverede.

Hvad A-teksten angår, er der intet videre at erindre. Kun skal jeg med hensyn til et enkelt håndskrift. AM. 551 a 4º (Grettissaga m. m.), bemærke, at jeg ved korrekturlæsningen måtte så at sige helt opgive at benytte det, da korrekturlæsningen af de pågældende vers indfaldt i den mørkeste vintertid.

Hvad retskrivningen (i B) angår, skal jeg bemærke, at den er noget læmpet efter de sprogændringer, der fandt sted i det 13. og 14. årh. Således er œ nu gengivet ved æ i digte efter midten af det 13. årh.; ð for t og g for k (f. eks. i af. ok osv.) indsættes hvor rimet kræver det. For 14 århs. vedkommende burde dog snarest former som að, og osv. være gennemførte, at, ok kun anvendte hvor rimet krævede dem. Ligeledes er visse vokalforlængelser (foran l + konsonant f. eks.) nu gennemførte, for ikke at tale om former som gull, guð.

I A er der taget hensyn til de mange unge håndskrifters alder og opløsningen af forkortelser indrettet derefter (dette gælder også I. bind). Et r over linjen, der vel betegner den senere udtale ur, er gengivet som r (kursiveret). Jeg betoner, at i håndskrifter fra o. 1400 er det ofte næsten umuligt at skælne mellem u og v: jeg har søgt at gøre det, men det er næppe lykkedes: heldigvis er dette spørgsmål uden al betydning. I øvrigt er opløsningen af forkortelser den sædvanlige: jeg behøver næppe at göre nærmere rede derfor.

Jeg vil hertil knytte en bemærkning om den ofte ret besværlige korrekturlæsning, så at benyttere af værket kan se, at jeg ikke har villet spare på nogen ulejlighed. B-teksten er i reglen sat og trykt, ark for ark, først, og derpå de dertil svarende ark af A-teksten. Korrekturen på denne er først læst efter alle de i betragtning kommende håndskrifter (angående Stockholm-håndskrifterne se fortalen til 1. bd), således at hvert vers blev helt igennem konfereret (ikke blot de enkelte varianter) med originalerne. Derpå blev det hele sammenlignet med mit manuskript; herved opnåedes en yderligere kontrol: et eftersyn af tvivlsomme steder foretoges. Tiltrods herfor viser det sig, at enkelte trykfejl eller unöjagtigheder har kunnet indsnige sig (at ǫ kan stå for et håndskrifts [, der dog også er benyttet, kan jeg næppe betragte som fejl, da disse 2 tegn er ganske ensbetydende. Endelig blev A-teksten nöje sammenlignet med B-teksten for yderligere kontrols skyld, og for at de to afdelinger formelt skulde være så indbyrdes overensstemmende som muligt.

Foruden det til registret i I. bd. svarende register har jeg nu ved værkets afslutning udarbejdet et fælles register til hele B for at lette benyttelsen deraf. Jeg føler at dette register kunde have været mere specificeret. Nogen nytte vil det dog, som jeg håber, göre. De, der systematisk vil benytte arbejdet, holder sig selvfølgelig aldrig til registre.

En fuldstændig liste over person- og stedsnavne er her anset for at være overflødig, da alle sådanne navne findes optagne i den nye udgave af Lexicon poeticum.


Jeg slutter med en oprigtig tak til dem, der på en eller anden måde har ydet mig bistand jfr. I. bd.); særlig takker jeg bestyrelsen af Det isl. landsbibliotek for velvilligt udlån af nogle afskrifter af enkelte digte i dette bind, samt min ven prof. G. Cederschiöld, hvis udmærkede faksimilerede afskrift af Lilja efter Bergsbók er bleven velvilligst stillet til min rådighed; den har været mig til fortrinlig nytte.


     København, i januar 1915.

     Finnur Jónsson.