Forord Edda (F.W.Horn)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif


Den ældre Edda


Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869


Forord


Denne Oversættelse af vor Oldtids mytiske og heroiske Digtninger skiller sig fra de fleste tidligere Oversættelser af Digterværker derved, at Originalens Verselag er opgivet, og andre satte i stedet. Det oldnordiske Sprog ligger os nu saa fjernt, at vi væsentlig forholde os til det som til et fremmed, og jeg har derfor ligeoverfor Eddasangene handlet ud fra den Synsmaade, jeg har med Hensyn til poetisk Oversættelse i det hele taget. Jeg mener nemlig, at den Forskjel, der er imellem de forskjellige Sprog i Aand og Tone, betinger Nødvendigheden af en forskjellig Form, naar Oversættelsen, hvad der jo er meningen, skal gjøre et lignende Indtryk som Originalen. Der er visse Versformer, som have en saadan universel Karakter, en saadan Evne til at føje sig efter forskjellige Sprog, at det maatte anses for en Fejl, at forlade dem ved Oversættelsen af et Digterværk – jeg vil f. Ex. nævne Hexameteret og den femfødede Jambe –, men der er andre, som i den Grad hænge sammen med de Sprog, hvori de ere blevne til, at de ikke ville kunne bruges udenfor dem, uden at gjøre Digtningen fremmed og hæmme Tilegnelsen. Dette forekommer mig i høj Grad at gjælde om dem, den oldnordiske Digtning anvendte; deres korte haarde Klang, er betinget af det oldnordiske Sprogs hele Bygning og er ikke i Overensstemmelse med vort; deres Bogstavrim glide for det meste vort Øre forbi, og i det Hele taget bliver det, naar de anvendes på Dansk, i Almindelighed som det var Prosa og ikke Vers, man havde for sig. Geniet kan naturligvis bryde denne Regel – Oehlenschläger har f. Ex. anvendt Alliterationen med stor Virkning –, men skulde vi vente, til et Geni tog sig for at oversætte, er jeg bange for, at vi kom til at vente for længe. Da det var blevet mig klart, at jeg ikke kunne bruge den gamle Form, og jeg følte et levende Ønske om at løfte idetmindste en Del af den rige Skat, der ligger i disse herlige Digte, betænkte jeg mig ikke længe paa at gjengive dem paa den Maade, som sket er. Selv om man imidlertid indrømmer Rigtigheden af at forlade den gamle Form, kan man maaske mene, at den Form, jeg har valgt, ikke er den rette, men at en anden vilde have passet bedre til Digtenes Tone. Jeg kan i den Henseende kun sige, at den er valgt efter nøje Overlæg og med den bestemte Følelse af, at det var den, jeg maatte bruge, ikke som en iblandt flere, der forekom mig omtrent lige skikkede. – Hvad jeg ved dette Arbejde først og sidst har bestræbt mig for, er at gjøre disse Digte gjældende som Digte; den Skjønhed, der er i Originalen, haaber jeg, det idetmindste tildels er lykkedes mig at faa frem, og det er det, det nærmest gjaldt mig om. Skjønt jeg tør sige, at min Oversættelse i det Hele taget er tro, vil jeg dog paa det bestemteste fremhæve, at den væsentlig maa betragtes som et æstetisk Arbejde; jeg vilde ikke give et filologisk Hjælpemiddel, men gjengive en Række Digte.
Oversættelsen er foretaget efter Svend Grundtvigs Haandudgave, der indeholder adskilige kritiske Ændringer. Med det Samme maa det være mig tilladt at udtale min Tak til Hrr. Grundtvig for den Velvilje, han bestandig har vist dette Arbejde. Uden hans Opmuntring var det ganske sikkert blevet opgivet, og han har hele Tiden under dets Udførelse været tilrede med Raad og Daad, saa at han har en væsentlig Andel i den Nytte og Glæde, som jeg haaber denne Bog maa stifte.


October 1869
Frederik W. Horn.