Fortælling om Asbjørn Sælsbane (C. C. Rafn)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.
|
|---|
Oldnordiske Sagaer
Bind 4
Fortælling om Asbjørn Sælsbane
Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1834
Kapitel 1
Sigurd Thorersøn hed en Mand, Broder til Thorer Hund i Bjarkø; han var gift med Sigrid, en Datter af Skjalg fra Jæderen, og Søster til Erling. De havde en Søn Asbjørn, som i sin opvæxt gav det bedste Haab om at blive en dygtig Mand; Sigurd boede paa Thrøndenæs paa Ømd, var hovedrig og meget anseet, og havde gaaet Kongen til Haande; Thorer ansaaes dog for den anseeligste af de to Brødre, da han var Kongens Leensmand, men hjemme paa sin Gaard førte Sigurd et ligesaa stort Huus; han plejede, under hedenskabet, at holde trende Offergilder hver Vinter, eet ved Begyndelsen af Vinteren, det andet ved Midvinter, det tredie mod Sommeren; men da Kristendommen var almindelig indført, vedblev han dog sin gamle Skik, at holde Gilder, nemlig om Høsten et Gjæstebud for sine Venner, og om Vinteren et Julegilde, ved hvilket han endnu indbød mange Mænd til sig, og det tredie Gilde holdt han ved Paasken, og havde ogsaa da mange samlede hos sig; dette blev han ved med, saalænge han levede. Sigurd døde paa Sotteseng, og Asbjørn, som da var omtrent tyve Aar gammel, tog da Arv efter sin Fader; han fortsatte den gamle Skik med Gilderne, og holdt tre hvert Vinter-Halvaar ligesom hans Fader; men paa den Tid Faderen døde og Asbjørn tog Godset under sin Bestyrelse, begyndte slette Aaringer og Sæden slog fejl. Asbjørn havde da godt af at der endnu var gammelt Korn og andre Fornødenheder i Forraad. Men da dette Halvaar var gaaet, og det Næste kom, da var det ikke bedre med Korn, end forrige Aar, og hans Moder Sigrid vilde da, at Gilderne skulde afskaffes, nogle eller alle; det vilde Asbjørn ikke, men rejste omkring til sine Venner, og Kjøbte Korn hvor han kunde faae det, men af nogle fik han det til Givendes. Saaledes gik det endnu denne Vinter, at Asbjørn holdt alle sine Gilder; men Næste Sommer fik man kun lidet saaet, da der ikke var Sædekorn at faae tilkjøbs; Sigrid talte da igjen om, at man skulde indskrænke Huuskarlenes Antal, og afskaffe alle Gilderne; men det vilde Asbjørn ikke, og blev endnu ved som før i denne Sommer; men det var da endnu vanskeligere at faae Korn, hvortil da ogsaa det Rygte bidrog, som var kommet fra de sydlige Dele af Riget, at Kong Olaf havde forbudt al Udførsel derfra af Korn og Malt og Meel; da saae Asbjørn, at han vilde have vanskelighed ved at forsyne sit Huus, og greb nu til det Raad, at han lod et førselsskib sætte ud; han havde nemlig et saadant, der var saa stort, at det kunde holde ud paa aaben Sø, og var iøvrigt vel forsynet med gode Redskaber, og med et stribet Sejl. Asbjørn tog henved tredive Mand med sig, og sejlede om Sommeren sydpaa langs med Landet; der fortælles intet om hans Rejse, førend de en Aften kom ned til Kørmt, og lagde til ved Øgvaldsnæs, hvor der var en anseelig Kongsgaard; paa denne Gaard boede Thorer Sæl, Kong Olafs Foged. Thorer var kun af ringe Herkomst, men havde svunget sig vel op; han var en meget driftig Mand, snild i sin Tale og pyntelig i Klæder. Der blev Asbjørn liggende om Natten, men om Morgenen, da det blev lyst, gik Thorer ned til Skibet, som han saae var kommet der, og nogle flere Mænd med ham, saa han havde et betydeligt følge med sig; han spurgte, hvem der raadte for det fagre Skib. Asbjørn navngav sig og sin Fader. Thorer spurgte, hvor langt Rejsen gjaldt, og hvad hans Ærende var. Asbjørn sagde, at han vilde Kjøbe sig Korn, Malt og Meel, da der herskede Dyrtid nord i Landet; “men man har fortalt os,” sagde han, “at her er god Tid; vil maaskee du, Bonde, sælge os noget Korn? Jeg seer her ere store Kornhjelme, og det vilde være os en stor Lettelse, naar vi ikke behøve at sejle videre, og søge længer derefter.” Thorer svarede: Jeg skal give dig den Lettelse, at du ikke behøver at sejle her længer omkring, for at Kjøbe Korn, eller see dig videre om efter det her i Rogeland; thi jeg kan sige dig med Sandhed, at du maa begive dig herfra, da du hverken faaer Korn her eller paa andre Steder, thi Kongen har forbudt at sælge noget herfra til de nordlige Dele af Landet; vend derfor om, Helgelænder, det er dig bedst tjenligt.” Asbjørn svarede: “Hvis saa er, som du siger, Bonde, at vi ikke kan faae Korn at kjøbe, saa har jeg endnu et andet Ærende, nemlig at aflægge et besøg paa Sole, og see, hvorledes min Frænde Erling har det.” Thorer sagde: “I hvor nært Slægtskab er du med Erling?” “Det er min Morbroder,” sagde den anden. “Maaskee,” sagde Thorer da, “har jeg ikke valgt mine Ord forsigtig nok, naar du er en Søstersøn af Ryge-Kongen.” “Jeg tager det ikke saa nøje med et Ord, min gode Ven!” sagde Asbjørn, og han og hans Mænd toge derpaa Tjeldingerne af, og vendte Skibet ud mod Havet. Thorer sagde: “Far nu vel, og tag herind, naar I sejle tilbage.” Asbjørn lovede det. De sejlede nu videre frem, og kom en Aften silde til Jæderen; Asbjørn begav sig paa Land med en femten Mand, men de andre femten bleve tilbage at passe paa Skibet; da Asbjørn nu kom til Gaarden, fik han der en god Modtagelse, Erling lod ham sidde ved Siden af sig, spurgte ham om mange Ting der nordpaa, og var meget munter. Asbjørn fortalte ham omstændelig sit Ærende. Erling sagde, at det var Skade for hans Rejse, thi Kongen havde forbudt al Kornsalg; “og jeg kjender ikke,” sagde han, “den Mand, som har Mod til at overtræde Kongens Befaling.” Asbjørn svarede: “Længe kan man spørge, før man erfarer Sandheden; man har fortalt mig i min Barndom, at min Moder var fribaaren i al sin Slægt, og at Erling paa Sole var den mægtigste og gjæveste af alle hendes Frænder; men nu hører jeg dig sige, at du er ikke saa meget din egen Herre her paa Jæderen for Kongens Trælle, at du kan gjøre med dit Korn hvad du vil.” Erling saae paa ham, grinte derad og sagde: “Mindre kjende I til Kongens Magt, I Helgelænder, end vi Roger; men fritalende maa du være hjemme, Frænde, naar du er saa ude; det ligger i Slægten, kan jeg tænke; lad os nu først drikke, min Frænde, og i Morgen ville vi see, hvad vi kan gjøre ved dit Ærende.” De gjorde saa, og vare meget muntre om Aftenen, og drak langt ud paa Natten. Men Dagen efter taltes Frænderne, Erling og Asbjørn, ved igjen; Erling sagde da, at han havde fundet Udvej for hans Kornkjøb! “det kommer da an paa,” sagde han, “om du gjør nogen Forskjel paa, hvem du kjøbslaaer med.” Asbjørn svarede, at han brød sig aldrig om, af hvem han Kjøbte, naar det kun ikke var Tyvekoster. Erling sagde: “Rimeligviis have mine Trælle saa meget Korn, som du ønsker; de ere ikke i Loven eller anden Landsret, som andre Mænd, og jeg tænker Kongen kan ikke have noget at klage derpaa.” Asbjørn sagde, at han gjerne vilde antage dette forslag; hvorpaa Trællene bleve underrettede om dette Kjøbmandskab, bragde Korn og Malt frem, og solgte Asbjørn det; han ladede nu sit Skib med Korn og Malt. Men da Asbjørn var færdig til Bortrejsen, gav Erling ham Vennegaver til Afsked, og de skiltes med Kjærlighed fra hinanden. Asbjørn fik god Bør, og lagde om Aftenen ind paa Øgvaldsnæs paa Kørmt, og laae der om Natten. Thorer Sæl havde strax om Aftenen faaet Efterretning om Asbjørns Tilbagerejse, og at hans Skib var ladet; han stævnede derfor Folk til sig om Natten, saa han for Dag havde tresindstyve Mand; saasnart det blev noget lyst, begav han sig til Asbjørn, og vare da Asbjørn og hans Mænd just paaklædte og hilsede høflig Thorer. Denne spurgte, hvad for en Ladning de havde i Skibet. Asbjørn svarede, det var Korn og Malt. Da sagde Thorer: “Saa gjør Erling endnu efter sin gamle Vane, at drive Gjæk med Kongens Bud, og er endnu ikke kjed af at være ham imod i alt; et stort Under er det, at Kongen saaledes seer igjennem Fingre med ham, hvad for Optøjer han end finder paa. Thorer skjældte endnu en Tid lang, men da han endelig tav, svarede Asbjørn, at Erling var uskyldig i den Sag, thi hans Trælle havde solgt ham Kornet. Thorer svarede hurtig og sagde, han brød sig kun lidet om hans og Erlings Kneb, “og er der ikke andet for, Asbjørn,” sagde han, “end at I maae gaae paa Land, medens vi tømme Skibet, ellers kaste vi eder alle over Bord, thi vi ville ingen Trængsel have af eder, medens vi losse Skibet, da I ikke faae Lov til at fare videre med disse Varer.” Asbjørn saae da, at han ikke havde Folk nok til at staae sig mod Thorer, og gik derfor med sine Skibsfolk paa Land, men Thorer lod hele Ladningen føre op af Skibet. Thorer sagde: “Forfærdelig godt Sejl have de Helgelænder, tag Sejlet paa vort gamle førselsskib og fly dem, det er godt nok til dem, naar de sejle med tomt Skib;” saa skete det og, at Sejlet blev ranet fra dem. Asbjørn sejlede nu efter alt dette langs Landet nordpaa, og standsede ikke før han kom hjem; det var tidlig paa Vinteren, og denne hans Rejse blev meget ilde omtalt, Asbjørn blev da befriet for at holde Gjæstebudene; Thorer Hund bød sin Frænde Asbjørn til Julegilde, og alle de Mænd, han vilde tage med sig, men Asbjørn vilde ikke tage derhen, men blev hjemme. Man kunde mærke paa Thorer, at han troede Asbjørn derved viste nogen Ringeagt mod ham og hans Indbydelse, og han drev megen Spot med Asbjørns Rejse; “Baade,” sagde han, “er der tilvisse stor Forskel paa Asbjørns Frænders Værdighed, og tillige viser han, at han føler det, saadan en Umage som han gjorde sig for at besøge Erling paa Jæderen i Sommer, og nu vil han ikke tage hen til mig i den nærmeste Gaard; jeg kan ikke vide, om han tænker, at Sælthorer ligger i Vejen for ham paa hver Bakke.” Slige Ord fik Asbjørn at spørge fra sin Frænde Thorer, og flere af samme Slags. Asbjørn var allerede i Forvejen misfornøjet nok med sin Rejses Udfald; men nu meget mere, da han hørte, at der blev talt saaledes om ham, og at han blev til Latter og Spot; han blev da hjemme om Vinteren, og kom ikke til noget Gjæstebud.
Kapitel 2
Asbjørn havde et Langskib; det var en Snække paa tyve Roerbænke, og stod i et stort Nøst. Efter Kyndelmisse lod han Skibet sætte ud i søen og tiltakle, stævnede derpaa Mænd til sig, sine Venner og Frænder, og havde henved halvfemsindstyve Mænd, alle vel væbnede; og da han var færdig og fik Bør, sejlede han syd med Landet den sædvanlige Vej, men Vinden var dem ikke ret med; men da de kom længere syd paa, holdt de længer ud paa Søen, end den sædvanlige Fart, saasnart de kunde det. Der forefaldt ikke noget mærkeligt paa deres Rejse, før de om Aftenen den femte Dag i Paaskeugen kom udenfor Kørmt. Denne Ø er saa beskaffen, at det er en stor og lang Ø, men paa de fleste Steder ikke ret bred, beliggende ved den almindelige Søvej; der er en stor Bygd paa Øen, men paa mange Steder, som ligge ud mod Havet til, er den dog ubeboet. Asbjørn gik i Land paa denne ubeboede Deel, som vender ud mod Havet, og da de havde tjeldet, sagde han til sine Folk, at de skulde blive der tilbage, men han vilde gaae op paa Øen, for at spejde, hvorledes der stod til, da de ikke havde hørt Noget om Tilstanden der. Han havde slette Klæder paa, og en sid Hat, en Stage i Haanden, og havde gjordet sit Sværd under sine Klæder; han gik nu op ad Øen, men da han kom til en Høj, hvorfra han kunde see paa den ene Side til Gaarden paa Øgvaldsnæs, paa den anden over til Karmsund, da saae han der vare mange Folk ude baade paa søen og paa Landet, og at mange Mennesker søgte hen til Gaarden paa Øgvaldsnæs; dette forekom ham underligt. Derpaa gik han hen til Gaarden, hvor Tjenestesvendene lavede Mad, og hørte strax og forstod af deres Tale, at Kong Olaf var kommen der paa Gjæsteri, samt at Kongen da var gaaet til Bords. Asbjørn begav sig derpaa til Stuen; men da han kom i forstuen, gik bestandig den ene Mand ud, den anden ind, uden at nogen lagde Mærke til ham. Døren stod aaben, saa han kunde see, hvorledes Thorer Sæl stod for Kongens Bord; det var mod Enden af Maaltidet. Asbjørn hørte, hvorledes man spurgte Thorer om den hele Handel imellem ham og Asbjørn, samt at Thorer gav dem en lang Fortælling derom, ved hvilken han selv gottede sig meget, og det forekom Asbjørn, som han var langt fra at holde sig til Sandheden. Da hørte han en Mand spurgte: “Hvorledes teede Asbjørn sig, da I ryddede Skibet?” Thorer svarede: “Han holdt sig nogenlunde tapper, saalænge vi lossede Skibet, men den Gang vi tog Sejlet fra ham, da græd han som et Barn.” Men da Asbjørn hørte dette, kunde han ikke styre sig længer, trak rask sit Sværd, løb ind i Stuen, og saasnart han troede, Sværdet kunde naae Thorer, hug han til denne, og traf ham paa Halsen, saa Hovedet strax gik af; Hovedet faldt paa Bordet foran Kongen, men Kroppen for hans Fødder, og Borddugene stode i eet Blod, baade paa Bordet og ved Siden. Kongen befalede, man skulde gribe Manden og føre ham ud; Asbjørn blev derpaa greben og ført ud af Stuen, og siden bleve Dugene og hele Opdækningen tagne bort, og Bordet borttaget; ligeledes blev Thorers Lig baaret ud, og alt det blodige fejet ud. Kongen var ganske vred, men gav dog vel Agt paa sig selv, som han altid plejede, naar han blev meget fortørnet over noget.
Kapitel 3
Skjalg Erlingsøn, som da var hos Kongen, stod op, gik for Kongen, og sagde: “Det vil nu gaae her, som ellers, Konge, at hos eder er der Raad for alt Meen; jeg tilbyder saa mange Penge, som I selv ville bestemme, for denne Mand, at han maa beholde Liv og Lemmer, men I, Konge, raade uindskrænket for alt det øvrige efter eders Godtbefindende.” Kongen svarede: “Er ikke det Dødssag, at bryde Paaskefreden? og ligeledes, at han begik Drab i Kongens Herberge?, og for det tredie, noget som kun er af ringe Betydenhed i dine og din Faders Øjne, at han gjorde mine Fødder til Blok?” Skjalg svarede: “Ilde er det, Herre, at det mishager eder, men ellers vilde det være en velgjort Gjerning, thi der var stor Trang til at dette skulde skee; men skjønt I, Herre, er saa misfornøjet herover, og tillægger det saa megen Vigtighed, saa har jeg dog endnu det Haab, at jeg kan udrette meget hos eder paa Grund af min Tjeneste; mange, Herre, ville ogsaa sige, at det kunde I vel gjøre.” Kongen svarede: “Skjønt jeg sætter megen Priis paa dig, Skjalg, saa kan jeg dog ikke for din Skyld overtræde Loven eller min kongelige Værdighed eller Landsretten.” Skjalg skyndte sig da ud af Stuen, da han saae, han intet kunde udrette hos Kongen; der havde været tolv Mænd med ham; disse og mange flere fulgte ham nu. Derpaa sagde Skjalg til Thoraren Nefjolfsøn: “Agter du mit Venskab for noget, saa gjør dig al mulig Umage for, at min Frænde Asbjørn ikke bliver henrettet før Søndag.” “Ikke raader jeg derfor,” sagde Thoraren. “Ikke desmindre,” svarede Skjalg, “overdrager jeg dig dette Hverv heller end nogen anden, thi jeg troer du vil have mest Forstand og Djærvhed til at drive det igjennem.” Skjalg og hans Mænd sejlede derpaa bort i en Roskude, han havde, og roede syd med Landet, det stærkeste de kunde, og kom noget efter Midnat til Jæderen; gik derpaa strax op til Gaarden paa Sole og til Loftsalen, hvor Erling sov; Skjalg løb saa fast mod Døren, saa den brast i Naglerne; Erling vaagnede derved, og ligeledes de andre Mænd derinde; men han var hurtigst paa Benene, greb Skjold og Sværd, og løb til Døren, og spurgte, hvem der tog saaledes afsted ved Nattetide. Skjalg gav sig tilkjende, og bad ham lukke op. Erling svarede: “Det kunde jeg tænke, det maatte være dig, naar man tager saadan afsted; er der da nogen efter dig, saa der er Fare paa Færde?” Da blev Døren lukket op, og Skjalg sagde: “Tykkes dig jeg tager hastig afsted, saa tænker jeg din Frænde Asbjørn er af andre Tanker, han som nu sidder paa Øgvaldsnæs i Fjædder og Bolt, og det er mandigere, at komme ham til Hjælp, end at gjøre mig Bebrejdelser.” Derefter talte Fader og Søn omstændeligere med hinanden, og Skjalg fortalte sin Fader den hele Begivenhed med Sæl-Thorers Drab, og sin Samtale med Kong Olaf.
Kapitel 4
Da der var ryddet bort, og alting igjen sat til Rette i Stuen, satte Kong Olaf sig, og var meget vred. Han spurgte, hvorledes det gik med Drabsmanden. Man svarede, han var sat i Forvaring ude paa Svalen. Kongen spurgte, hvorfor han ikke var henrettet. Da svarede Thoraren Nefjolfsøn: “Herre,” sagde han, “holder I ikke det for Mord, at dræbe Mænd om Natten?” Kongen sagde: “Saa sætter ham i Fjædder og dræber ham i Morgen!” Derpaa blev Asbjørn sat i Fjædder, og lukket ene inde i et Huus om Natten. Men Næste Dag hørte Kongen Morgensang, gik derpaa til Stævne, og sad der lige til Højmesse; og da han gik fra Messen, sagde han til Thoraren: “Nu er vel Solen saa højt oppe, at eders Ven Asbjørn kan hænges for den Sags Skyld?” Thoraren bukkede for Kongen, og svarede: “Saa sagde Biskop Sigurd i Fredags, Herre, at den Konge, som blev piint for vor Skyld, led taalmodig Forhaanelse; og salig er den, som ham efterfølger, mere end dem, som voldte hiint Manddrab eller dømte ham til Døden; nu er det ikke ret længe til i Morgen, og da er det en Søgndag i Sammenligning med denne Dag.” Kongen saae paa ham, og sagde: “Ja, saa faaer du da raade for dette, Thoraren, at han ikke bliver dræbt i Dag; du skal nu bevogte ham, men det maa du vide, at det gjælder dit Liv, hvis han paa nogen Maade kommer bort.” Thoraren gik derpaa sin Vej, og hen til det Sted, hvor Asbjørn sad i Jern; han lod da Bolten løse af ham, og fulgte ham til en lille Stue, og lod ham faae Spise og Drikke, og sagde, hvad Kongen havde truet ham med, hvis han slap bort. Asbjørn svarede, og bad Thoraren ikke være bange derfor, han havde ikke i Sinde at flygte. Thoraren blev siddende længe hos ham om Dagen, og sov der ligeledes Natten efter. Om Løverdagen stod Kongen op, og hørte Morgenmesse, gik siden til Stævner, til hvilke der vare komne en stor Mængde Bønder, der havde mange Ting at klage over, saa at Kongen sad en stor Deel af Dagen over Sagerne, og man gik silde til Højmesse; derefter gik Kongen til Bords, og da han havde spist, drak han en Stund, saa at Bordene bleve staaende. Thoraren gik da til Præsten der paa Stedet, som varetog Kirken, og gav ham to Øre Sølv, for at han skulde ringe til Helligdag, saasnart der blev taget af Kongens Bord. Men da Kongen havde drukket en Stund, bleve Bordene tagne bort. Da talte Kongen, og sagde, at det nu var bedst, at Trællene førte Drabsmanden ud, og toge Livet af ham; men i samme Øjeblik blev der ringet til Helligaften. Da gik Thoraren for Kongen, og sagde: “Frist faaer denne Mand dog vel at have om Helligdagen, skjønt han har gjort ilde.” Kongen svarede: “Saa bevogt ham da, Thoraren, saa at han ikke kommer bort; du er altid paa Færde med dine Indvendinger.” Derpaa gik Kongen til Aftensang, men Thoraren blev atter siddende om Dagen hos Asbjørn. Søndag Morgen gik Biskop Sigurd til Asbjørn, og skriftede ham, og tillod ham om Dagen at bivaane Højmessen. Thoraren gik derpaa til Kongen, og bad ham at sætte en anden til at passe paa Drabsmanden; thi jeg vil nu,” sagde han, “frasige mig denne Bestilling og alt Ansvar i hans Sag.” Kongen takkede ham, og satte en Mand til at passe paa ham; han blev da ligesom før ikke sat i Fjædder, men da man gik til Højmesse, blev han ført til Kirke, og stod han med sine Vogtere udenfor Kirken; Kongen og Almuen stode inde i Kirken ved Højmessen.
Kapitel 5
Nu vende vi tilbage til Erling og hans Søn Skjalg; de raadsloge nu med hinanden om denne vanskelige Sag, og bleve endelig, ved Skjalgs og andre af Erlings Sønners Tilskyndelser, enige om, at samle Folk; de sendte Krigs-Budstikken om, hvorpaa der snart samlede sig en stor Deel Krigsfolk; de gjorde sig da færdige til at gaae ombord, og man talte da henved femten hundrede Mand; med denne Hær kom de Søndag Morgen til Øgvaldsnæs paa Kørmt, hvor de med alt Krigsfolket gik op til Gaarden, og kom der, da Evangeliet var sjunget; de gik strax op til Kirken, og toge Fjæddrene af Asbjørn. Men ved den Gny og Vaabenbrag, som var at høre udenfor, fortælles der, at alle Mænd saae ud af Kirken, undtagen Kongen ene, som bad og ikke saae sig om; men de, som vare udenfor Kirken, løb alle ind i Kirken. Erling lod sine Folk opstille sig paa begge Sider af det Stræde, som gik fra Stuen til Kirken, Erling selv og hans Sønner stode nærmest ved Stuen. Men da Gudstjenesten var tilende, gik Kongen strax ud af Kirken, og gik først Kongen frem imellem de opstillede Rækker, derpaa hans Mænd, den ene efter den anden; men da Kongen kom hen til Døren, gik Erling frem og bukkede for Kongen. Kongen takkede for hans Hilsen, og bad Gud være med ham. Da tog Erling saaledes til Orde: “Mig er sagt, Herre, at min Frænde Asbjørn er kommen til at begaae en stor Forseelse, og det er ilde, Herre, om noget er skeet, som mishager eder; derfor er jeg kommen hid, for at tilbyde Forligelse for ham, og saa store Bøder, som eders Værdighed og Villie kræver, og derimod at erholde for ham Liv og Lemmer og Ophold i Landet.” Kongen svarede: “Det forekommer mig, Erling, som du nu indbilder dig at have fuld Raadighed over Sagen imellem ham og mig.” “I skal raade, Herre,” svarede Erling, “og raade saaledes, at vi skilles forligte.” “Tænker du at forskrække mig, Erling,” sagde Kongen, “og har derfor saa mange Folk?” Nej,” sagde han, “det lykkes dig ikke; har du noget andet for, saa ville vi nu bie dig her.” Erling svarede: “Ikke behøver du at minde mig om, at vi forhen ere trufne sammen, saa at jeg havde liden Mandstyrke mod dig; men jeg vil nu ikke skjule dig mit oprigtige Ønske, at vi maae skilles som Venner; i andet Fald tvivler jeg paa, at jeg oftere vil søge noget Møde med dig.” Erling var da rød som Blod i Ansigtet. Da gik Biskop Sigurd frem, og sagde til Kongen: “Jeg beder eder, Herre,” sagde han, “for Guds Skyld, at I ville lyde mig ad, og slutte Forlig med Erling efter hans Tilbud, saa at denne Mand skaanes paa Liv og Lemmer, men at I for øvrigt raader for Betingelserne.” Kongen svarede: “I skal raade, Herre Biskop! thi I mener det vel.” Da talte Biskoppen til Erling: “Erling,” sagde han, “haandfæst nu Kongen Borgen, som han er fornøjet med.” Derpaa fik Asbjørn Naade, og overgav sig i Kongens Vold, og kyste Kongen paa Haanden. Derefter gik Erling bort med sine Folk, men der fandt ingen Afskedshilsen Sted imellem Kongen og ham; Kongen gik derpaa ind i Stuen, og med ham Asbjørn. Siden forkyndte Kongen Forligelsemaalet saaledes: “Dette skal være den første Betingelse i vort Forlig, Asbjørn, at du underkaster dig den Landslov, at hvilken Mand der dræber Kongens Tjenestemand, da skal han paatage sig samme Tjeneste, om Kongen saa vil; nu vil jeg, at du skal overtage den Fogedtjeneste, som Sæl-Thorer havde, og forestaae min Gaard her paa Øgvaldsnæs.” Asbjørn erklærede sig villig til at opfylde Kongens Befaling, men bad om Tilladelse til, først at drage hjem til sin Gaard, for at træffe de Nødvendige Foranstaltninger, hvilket Kongen tillod. Kongen drog derfra til Gjæsteri paa et andet Sted, men Asbjørn lavede sig til Rejsen med sine Skibsfolk; disse havde imidlertid ligget i Leyruvog al den Tid, Asbjørn havde siddet i Jern, og af og til sendt Spejdere til Gaarden, for at høre, hvorledes det gik ham, og vilde ikke rejse bort, førend de fik Udfaldet at vide. Siden begav Asbjørn sig paa Rejsen til sit Hjem, og standsede ikke, før han om Vaaren kom til sin Gaard; han blev siden kaldt Asbjørn Sælsbane. Asbjørn havde ikke været længe hjemme, førend han kom sammen med sin Frænde Thorer Hund, og de samtalte med hinanden; Thorer spurgte ham nøje ud om hans Rejser, og alt hvad derved havde tildraget sig; men Asbjørn fortalte ham alt saaledes, som det var tilgaaet. Thorer Hund svarede: “Du tænker vel saaledes at have aftvættet den Forhaanelse, at du blev plyndret forrige Høst.” “Det gjør jeg, Frænde,” sagde han, “men hvad er dine Tanker derom?” “Dem skal jeg strax sige dig,” sagde Thorer, “den første Rejse du gjorde syd i Landet, da du blev plyndret, var vel til stor Skam for dig, men derpaa kunde dog nogenlunde raades Bod; men denne Rejse er en Skændsel baade for dig og alle dine Frænder, naar det skal have sin Fremgang, at du bliver Kongens Træl, og kommer i en saa ond Mands Sted, som Sæl-Thorer var; handl du nu som en brav Mand, og bliv heller her paa din Ejendom i Thrandenæs, vi dine Frænder skulle da saaledes staae dig bi, at du aldrig mere kommer i en saadan Knibe.” Asbjørn fandt det Thorer sagde ganske fornuftigt, og førend de skiltes, blev det en Aftale imellem dem, at Asbjørn skulde blive hjemme paa sin Gaard og ikke begive sig til Kongen; saa skete ogsaa virkelig, at han blev siddende hjemme i Ro paa sin Gaard.
Kapitel 6
Det samme Foraar gav Kong Olaf Asmund Grankelsøn Syssel i Helgeland til halvts med Harek fra Thjotta, der forhen havde haft det hele, deels som virkelig Forlening, og deels til videre. Asmund sejlede paa sin egen Skude, som var besat med tredive velbevæbnede Mænd. Forhen havde han været i megen Gunst og Anseelse hos Kong Olaf. Da han kom nordpaa, kom han sammen med Harek, og berettede denne, hvorledes Sysselet var deelt, og foreviste Kongens Jærtegn paa, at det var hans Bud. Harek sagde, at Kongen maatte raade for, hvem der skulde have Sysselet; “men saaledes gjorde ikke de forrige Konger, at de formindskede vor Ret, som ere fødte til at have Bestyrelsen, og at give Bøndersønner dem i Hænde, som aldrig før have haft med sligt at bestille.” Men skjønt det kunde mærkes paa Harek, at dette var ham meget imod, saa lod han dog Asmund overtage Sysselet, som Kongen havde sendt Befaling om; Asmund begav sig da hjem til sin Fader, og blev hos ham en kort Tid, førend han rejste til sit Syssel i det nordlige Helgeland. Men da han kom til Langø, da boede der to Brødre, af hvilke den ene hed Gunnsteen, den anden Karle; de vare begge rige og meget anseete Mænd, og i mange Dele store Idrætsmænd. Gunnsteen var den ældste, og en god Landhuusholder. Karle var en smuk Mand, og førte sig op med Pragt. Asmund Nød der en god Velkomst, og opholdt sig der nogen Tid, og indkrævede de Skatter af Sysselet der, som han kunde faae. Karle talte med Asmund om, at han vilde rejse med denne ned til Kong Olaf, og see at blive optaget blandt Kongens Hoffolk; Asmund opmuntrede ham dertil, og lovede ham sin Hjælp, til at han kunde faae sit Ærende frem hos Kongen. Karle gjorde sig da rede til at rejse med Asmund. Asmund havde faaet Nys om, at Asbjørn Sælsbane var dragen ned til Vaagestævne paa et stort førselsskib, han havde, med henved tyve Mand paa, og han ventedes den Gang derfra. Asmund og hans Selskab sejlede deres Vej sydpaa langs med Landet, og havde Modvind, dog ikke stærk Blæst. Da kom de fra Vaageflaaden dem sejlende imøde; disse spurgte de underhaanden ad, hvorledes det stod til med Asbjørns Rejse, og erfarede, at han var paa Vejen Søndenfra. Asmund og Karle vare Sengekamerader og meget gode Venner. En Dag, da Asmund roede frem igjennem et Sund, sejlede et Skib dem imøde; det var let at kjende, begge Bovene vare malede med hvid og rød Farve, og Sejlet var stribet. Da sagde Karle til Asmund: “Du har ofte talt om, at du gjerne gad see Asbjørn Sælsbane, men jeg maa kun slet kunne kjende et Skib, hvis det ikke er ham, som her sejler imod os.” Asmund svarede: “Tjen mig i, Kamerad, hvis du kjender ham, at sige mig det.” I det samme kom Skibene paa Siden af hinanden, og Karle sagde: “Der sidder han, Sælsbane selv, ved Roret i den blaa Kjortel.” Asmund svarede: “Jeg skal give ham en rød Kjortel;” hvorpaa han kastede et Spyd efter ham, hvilket traf ham midt paa Livet, og gjennemborede ham, saa at det sad fast i Planken bag ved ham; Asbjørn faldt død ned fra Roret. Begge droge da deres Vej; Asbjørns Mænd førte hans Lig hjem til Thrandenæs, hvorpaa Sigrid sendte Bud til Bjarkø efter Thorer Hund, som derpaa kom, og lod Liget behandle efter Skik og Brug. Men da Mændene droge bort efter Begravelsen, gav Sigrid dem alle gode Gaver; hun fulgte Thorer til hans Skib, og før de toge Afsted, sagde hun: “Her seer man, Thorer, at Asbjørn fulgte dine kjærlige Raad; nu blev Livet ham ikke forundt, at lønne dig derfor, som du fortjener; skjønt jeg nu er mindre i Stand til at lønne dig efter Fortjeneste, end han havde kunnet, saa fattes mig dog ikke paa Villie dertil; her er en Gave jeg vil give dig, og vil jeg ønske den maa blive dig til Gavn; dette Spyd gjennemborede Asbjørn, din Frænde, min Søn, og hans Blod er endnu derpaa, saa meget desto bedre vil du kunne erindre, at det passer i de Saar, din Frænde Asbjørn havde, og som du selv saae paa ham, hvorledes de vare; nu vilde du handle som en drabelig og tapper Mand, hvis du en Gang afhænder dette Spyd saaledes, at det kommer til at staae igjennem Olaf hin Digre, og det erklærer jeg,” sagde hun, “at du skal være hver Mands Niding, hvis du ikke hævner din Brodersøn Asbjørn.” Derpaa vendte hun sig og gik hjem; men Thorer blev saa vred over hendes Ord, at han intet kunde svare, og tænkte ikke paa at give Spydet fra sig; han gav heller ikke Agt paa Skibsbroen, men vilde være falden i Vandet, dersom hans Mænd ikke havde taget og holdt paa ham, da han gik ud paa Skibet. Spydet var fjædret, ikke stort, og hele Spidsen var belagt med Guld. Thorer roede nu med sine Mænd hjem til Bjarkø. Asmund og hans Ledsagere droge ligeledes deres Vej, indtil de kom til Throndhjem til Kong Olaf; Asmund fortalte da Kongen, hvad der var forefaldet paa deres Rejse, og denne takkede ham for den Gjerning. Karle blev da Kong Olafs Hirdmand, og vedligeholdt sit Venskab med Asmund; men de Ord, som vare faldne imellem dem ved Asbjørns Drab, holdtes ikke skjulte, da de selv fortalte dem til Kongen; men det gik som man siger, at sagt Ord kaldes ej tilbage, der vare da nogle, som lagde Mærke til sligt, saa det snart kom Thorer Hund i Bjarkø for Øren.
