Fortælling om Erik den røde

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Billeder af Livet paa Island
Islandske Sagaer


Fortælling om Erik den røde


Paa Dansk ved Fr. Winkel Horn
C. A. Reitzels Forlag,
1871-1876


Paa Jæderen i Norge boede en Mand ved Navn Torvald. Han og hans Søn Erik den røde fór til Island for Drab, de havde øvet; da var Island vidt og bredt bebygget. De satte Bo paa Drange paa Hornstrandene, og der døde Torvald. Erik blev da gift med Torhild Jørundsdatter og flyttede saa der nordfra og satte Bo paa Eriksstad ved Vatnshorn, men efter Ejolf Sørs og Holmgangs-Ravns Drab blev Erik dømt til at rømme Haukadal, og fór han da vester til Bredefjord og bosatte sig paa Øxneø paa Eriksstad. Saa laante han Torgest Højsædestøtter og kunde ikke faa dem igjen, og da han krævede dem, kom der Kiv og Slagsmaal ud deraf mellem ham og Torgest, som meldt er i Eriks Saga (1). Styr Torgrimssøn og Ejolf fra Svinø og Brandssønnerne fra Alptafjord og Torbjørn Vifilssøn hjalp Erik, men Torgest fik Hjælp af Tord Gelles Sønner og Torgejr fra Hitardal, og Erik blev dømt fredløs paa Torsnæsting. Han rustede da sit Skib i Eriksvaag, og da han var færdig til at stikke i Søen, fulgte Styr og de andre ham ud forbi Øerne. Erik sagde at det var hans Agt at søge det Land op, som Gunbjørn, Ulf Krakes Søn saa’, da han drev vester ud i Havet, den Gang han fandt Gunbjørns-Skjær, og hvis han fandt Landet, vilde han komme tilbage til sine Venner. Erik sejlede bort fra Island ved Snefjældsjøkel; han fandt Landet og lagde ind paa det Sted, som han kaldte Midjøkel, og som nu hedder Blaasærk. Derpaa fór han sønder langs med Kysten for at se, om Landet der omkring var til at bebygge. Den første Vinter var han pa Eriksø, næsten midt i Østerbygden, og om Vaaren derpaa fór han til Eriksfjord og satte Bo der. Om Sommeren fór han til den vestre Ubygd, og mange Steder vidt og bredt gav han Navne. Den næste Vinter var han paa Holme ved Ravnsgnipa, men den tredie Sommer sejlede han til Island og lagde til Land i Bredefjord. Landet, han havde fundet, kaldte han Grønland, thi det vilde lokke Folk til at fare did, sagde han, naar Landet havde et godt Navn. Han var paa Island Vinteren over, men om Sommeren derpaa for han tilbage til Grønland for at bygge Landet og satto Bo paa Bratteli i Eriksfjord. Saa sige kyndige Folk, at den Sommer, da Erik den røde fór over at bebygge Grønland, fór fem og tredive Skibe fra Bredefjord og Borgfjord, men kun fjorten naaede Grønland, somme blev drevne tilbage, og somme forliste. Det var femten Aar før end Kristendommen blev lovtaget paa Island, samme Sommer som Biskop Fridrek og Torvald Kodranssøn fór fra Island. Somme af dem, der fore til Grønland med Erik, gik til Vesterbygden, men Herjulf tog Land i Herjulfsfjord og satte Bo paa Herjulfsnæs, Ketil tog Ketilsfjord, Ravn Ravnsfjord, Sølve Sølvedal, Helge Torbrandssøn Alptafjord, Torbjørn Glora Siglufjord, Ejnar Ejnarsfjord, Hafgrim Hafgrimsfjord og Vatnahverv og Arnløg Arnløgsfjord.

Erik og Torhild havde en Søn, som hed Lejf. Da der var ledet fjorten Vintre, efter at Erik den røde havde sat Bo paa Grønland, sejlede Lejf til Norge og kom til Trondhjem om Høsten, da Kong Olav Tryggvessøn var kommen nord fra Haalogaland. Lejf lagde sit Skib op i Nidelven og fór strax til Kong Olav. Kongen forkyndte Troen for ham som for de andre Hedninger, der kom paa hans Vej, og det gik let for ham med Lejf; han lod sig døbe med alle sine Skibsfolk og blev hos Kongen Vinteren over og blev vel behandlet.

Herjulf Baardssøn var en Frænde af Landnamsmanden Ingolf, der gav ham og dem, der vare med ham, Land imellem Vaag og Reykjanæs. Herjulf boede forst paa Drepstok; hans Kone hed Torgerd og deres Søn Bjarne, en saare lovende ung Mand. Han havde allerede i sine unge Aar Lyst til at fare udenlands og vandt sig snart, baade Gods og Anseelse og fik sit eget Skib; hver anden Vinter var han udenlands, hver anden hos sin Fader. Den sidste Vinter han var i Norge, brød Herjulf op fra sin Gaard og lavede sig til at fare til Grønland med Erik. Paa Skibet hos Herjulf var der en Mand fra Syderøerne, som var kristen, og han digtede det Kvad, som kaldes Havbrændings-drapa, hvori dette er Stevet:

Munkes Prøver den milde
ménløs Fart os give,
Himlens høje Herre
Haanden over os holde.

Herjulf satte Bo paa Herjulfsnæs, som før er sagt, og var en saare gjæv Mand, men størst Anseelse havde Erik den røde paa Bratteli, og alle rettede sig efter ham. Hans Børn var foruden Lejf Sønnerne Torvald og Torstejn og Datteren Frøjdis; hun var gift med en Mand, der hed Torvard, og de boede paa Gardar, der, hvor senere Bispesædet var, men den Gang vare alle Folk i Grønland endnu Hedninger; hun var en saare overmodig Kvinde, men Torvard var en ringe Mand, og hun var mest bleven gift med ham for hans Rigdoms Skyld.

Om Sommeren, som Herjulf var sejlet bort om Vaaren, kom Bjarne ud med sit Skib til Øre. Det tyktes ham at være store Tidender, han spurgte; han vilde ikke lade sit Skib losse, og da hans Skibsfolk spurgte, hvad han da havde i Sinde, svarede han, at det var hans Agt at holde sin Skik og tage Vinterophold hos sin Fader, »jeg vil sejle til Grønland, om I vil følge mig did«. De sagde alle, at de vilde gjøre, som han sagde. »Uforstandig vil dog vor Rejse tykkes«, sagde Bjarne, »eftersom Ingen af os før har været i Grønlands Hav«. De styrede dog til Havs, saasnart de var klare til at sejle, og da de havde sejlet i tre Dage, og Landet var under Synskredsen, lagde den gode Bør sig, og de fik Nordenvind og Taage, saa de ikke vidste, hvor de var, og saa gik det i mange Dage. Omsider fik de atter Solen at se og kunde skjønne Verdenshjørnerne; de hejsede da Sejl og sejlede den Dag og Nat, saa saa’ de Land. De talte indbyrdes om, hvad det vel kunde være for et Land, men Bjarne sagde, at han mente, det kunde ikke være Grønland. De spurgte, om han vilde sejle ind til dette Land eller ikke. »Det er mit Raad«, svarede han, »at vi sejle nær ind til det«, og saa gjorde de. De saa’ da snart, at det var et fjældløst, skovgroet Land med smaa Bakker, og saa sejlede de videre med det paa Bagbord. Da de havde sejlet i to Dage, saa’ de et andet Land og spurgte Bjarne, om han da troede, at det var Grønland. Han sagde, at han lige saa lidt troede, at det var Grønland som det forrige, »thi der skal være store Jøkler«, sagde han. De nærmede sig snart Landet og saa’, at det ogsaa var fladt og skovgroet. Nu lagde Børen sig, og Skibsfolkene sagde da, at det tyktes dem raadeligst at gaa i Land der, men det vilde Bjarne ikke, skjønt de sagde, at de baade trængte til Ved og Vand, og skjønt hans Skibsfolk lastede ham derfor, bød han dem sætte Sejl til; de gjorde saa og stod fra Land og sejlede nu i rum Sø for Sydvestvind i tre Dage. Da saa’ de atter Land, men det var højt og fuldt af Fjælde og Jøkler. De spurgte Bjarne, om han vilde, de skulde gaa i Land der, men han sagde nej, »thi det tykkes mig at være et lidet lysteligt Land at se til«. De tog da ikke Sejlene ind, men styrede langs med Landet og saa’, at det var en Ø, stod saa ud derfra og sejlede atter ud paa Havet for samme Bør. Vinden voxede, og Bjarne bød dem da mindske Sejl og ikke sejle stærkere, end at Skib og Rejsning kunde staa det ud. De sejlede nu i fire Dage, da saa’ de Land og spurgte atter Bjarne, om han troede, det var Grønland, »Dette ligner mest Grønland, efter hvad jeg har spurgt derom«, sagde Bjarne, »her vil vi søge til Land«. De gjorde saa og lagde til om Kvælden under et Næs, hvor der laa en Baad. Det var Herjulfsnæs, hvor Bjarnes Fader boede, og Bjarne fór nu til ham, opgav at sejle i Kjøbmandsfærd og blev hos ham, saa længe han levede, og boede der efter ham.

Lejfs Erikssøns rejse til Vinland.

Nu er at melde, at Bjarne Herjulfssøn engang fór fra Grønland og kom til Erik Jarl. Jarlen tog vel imod ham, og Bjarne fortalte om sin Grønlandsrejse, og at han havde set Lande, som Ingen kjendte, og tyktes det Folk, at han kun havde været lidet nyfigen, siden han ikke havde noget at melde om de Lande, og de lastede ham noget derfor. Bjarne blev hos Jarlen som hans Hirdmand den Vinter, men næste Sommer fór han atter til Grønland. Der var nu megen Tale om at søge nye Lande; Lejf, Erik den rødes Søn fra Bratteli, fór til Bjarne Herjulfssøn og kjøbte hans Skib af ham og fik Mandskab, saa de blev ialt fem og tredive Mand. Han bad sin Fader Erik følge med og staa for Færden, men Erik vilde først ikke, han var for gammel sagde han, og kunde ikke længer staa ud med alskens Slid og Besvær som før. Lejf sagde, at han endnu var den af Slægten, der snarest vilde faa Lykken med sig, og saa gav Erik efter og red hjemmefra, saa snart de vare færdige til at sejle. Men da han var lige ved Skibet, snublede hans Hest, og han faldt af og slog sin Fod. »Ikke er det saa bestemt, at jeg skal opdage flere Lande end det, vi nu bo i«, sagde han, »nu ville vi ikke følges ad længer«, og saa fór han tilbage til Bratteli, men Lejf og hans Mænd sejlede bort. De fandt først det Land, Bjarne sidst havde set, sejlede ind dertil, kastede Anker og satte Baaden ud og roede did. Der var intet Græs at se; oppe i Landet var der store Jøkler allevegne, og imellem dem og Søen var alt som én stor Sten, saa det Land tyktes dem lidet lysteligt, men Lejf sagde: »Det er nu ikke gaaet os med dette Land, som det gik Bjarne, at vi ikke have været oppe paa det; jeg vil give det Navn, det skal hedde Helleland (2)«. Saa roede de tilbage til Skibet, sejlede videre og fandt et andet Land. De lagde ogsaa ind under det, kastede Anker og satte Baaden ud og gik i Land. Det, var fladt og skovgroet, og vidt omkring, hvor de gik, var der hvide Sandsletter, og intetsteds faldt Landet brat af mod Havet. »Som dette Land er, skal dets Navn være«, sagde Lejf, »vi ville kalde det Markland (3)«. Derefter skyndte de sig tilbage til Skibet og sejlede atter ud i rum Sø for Nordøstvind, og da de havde sejlet i to Dage, saa’ de atter Land. De styrede did og kom til en Ø, som laa nordenfor Landet, der gik de i Land og saa’ sig om i godt Vejr. Der var Dug paa Græsset, og det traf sig da saa, at de kom til at tage med Hænderne i Duggen og stikke Fingrene i Munden, og aldrig, tyktes det dem, havde de smagt noget saa sødt som den. Saa gik de atter ombord og sejlede ind i Sundet mellen øen og et Næs, der gik nord ud fra Landet, og stævnede vester forbi Næsset. Der var saa stærk Ebbe, at deres Skib stod paa fast Grund, og der var langt at se til Vandet, men saa opsatte vare de paa at komme i Land, at de ikke vilde vente, til Vandet steg igjen under Skibet, men løb op i Land, hvor en Aa randt ud fra en Sø, og da Floden saa kom, tog de Baaden og roede ud til Skibet og flyttede det op i Aaen og derfra ind i Søen: der kastede de Anker, bar deres Skindkøjer i Land og slog Boder op; siden besluttede de at blive der Vinteren over og byggede sig store Huse. Det skortede ikke paa Lax hverken i Aaen eller Søen, og det var større Lax, end de nogensinde før havde set. Saa godt var Landet, at det tyktes dem, man ikke vilde have nødig at fore Kvæg inde der, thi der var ingen Frost om Vinteren, og Græsset visnede kun lidt. Dag og Nat var mere lige lange der end paa Grønland eller Island, thi paa den korteste Dag var Solen oppe fra Dagmaal til Non (4). Da de var færdige med at bygge sig Huse, sagde Lejf til sine Fæller: »Nu vil jeg dele vor Flok i to Dele, thi jeg vil, at vi skulle undersøge Landet; Hælvten af vort Mandskab skal være hjemme ved Husene, og den anden Flok skal drage ud og undersøge Landet, men dog ikke længre, end at den kan naa hjem ved Kvæld, og den skal ikke skilles ad.« De gjorde nu saa en Tid. Lejf skiftede saa, at han den ene Dag drog ud med dem og den anden var hjemme ved Husene. Han var en stor og stærk Mand, saare statelig at se til, klog og maadeholden i alle Ting.

En af Lejfs Mandskab var en Tydsker, som hed Tyrker, en uselig lille Mand af Væxt, fregnet i Ansigtet, men med livlige Øjne og en høj Pande, en stor Idrætsmand i alskens Kunstfærdighed. En Kvæld hændte det, at der manglede en Mand i Flokken, og det var Tyrker. Lejf blev saare ilde tilmode derved, thi Tyrker havde været længe hos ham og hans Fader og holdt meget af Lejf i hans Barndom. Han gik haardt i Rette med hans Fæller og gav sig paa Vej for at lede efter ham med tolv Mand i Følge. De var kun komne et kort Stykke Vej fra Huset, da Tyrker kom dem i Møde; de tog imod ham med stor Glæde, men Lejf mærkede snart, at hans Fosterfader ikke ret var ved sig selv. »Hvorfor blev du saa længe borte, Fosterfader, og skilte dig fra dit Følge?« spurgte Lejf. Tyrker talte først længe paa Tydsk, rullede med øjnene til alle Sider og grinte, og de kunde ikke forstaa, hvad han sagde, men da der var ledet en Stund, begyndte han igjen at tale Islandsk og sagde: »Langt borte har jeg ikke været, men dog kan jeg fortælle Jer en Nyhed. Jeg har fundet Vinranker og Druer«. »Er det sandt, Fosterfader?« sagde Lejf. »Ja vist er det sandt«, sagde han, »der hvor jeg er født, er der Ranker og Druer nok«. De lagde sig nu til at sove, men næste Morgen sagde Lejf til sine Folk: »Nu skulle vi tage os to Ting for og skifte saa, at vi den ene Dage samle Vindruer og den anden fælde Ranker og Træer, og dermed ville vi lade vort Skib«. De gjorde saa, og da det vaaredes, gjorde de sig færdige til at sejle bort med deres Ladning. Lejf gav Landet Navn efter de Kaar, de havde fundet der, og kaldte det Vinland. De sejlede nu for god Bør, til de fik Grønland i Sigte, med Fjælde og Jøkler derover; da var der En, som sagde til Lejf: »Hvorfor holder du saa stærkt op imod Vinden?« »Vel giver jeg Agt paa, hvorlunde jeg styrer«, sagde Lejf, »men ogsaa paa andet; se I intet mærkeligt?« De sagde, at de ikke kunde se noget, der var værd at lægge Mærke til. »Jeg véd ikke«, sagde Lejf, »om det er et Skib eller et Skjær, jeg ser«. De saa’ nu did og sagde, at det var et Skjær, men han saa’ saa meget bedre end de, at han saa’ Folk paa Skjæret. »Nu ville vi krydse op imod Vinden, saa at vi komme hen til dem«, sagde han, »kan hænde, de trænge til vor Hjælp, da maa vi yde den, men er det ikke fredelige Folk, da staar det til os, hvorledes det skal være imellem os«. De styrede nu hen til Skjæret, tog deres Sejl ind og kastede Anker og satte en liden Baad ud, de havde med. Tyrker spurgte Folkene, hvem der var deres Formand; han sagde, at han hed Tore og var en Nordmand, »men hvad hedder du?« Lejf sagde, hvem han var. »Er du Eriks Søn paa Bratteli?« spurgte Manden. Lejf sagde, at det var han, »og nu vil jeg tilbyde Jer alle Plads paa mit Skib med saa meget Gods, som der kan være«. De tog imod Tilbudet og sejlede til Eriksfjord, op til Bratteli. Lejf bød Tore og hans Kone Gudrid og tre andre til sig, og skaffede det øvrige Mandskab, baade sit eget og Tores, Ophold andensteds. Det var i alt femten Mænd, han havde bjerget fra Skjæret. Han blev siden kaldt den Lykkelige, og baade hans Gods og hans Anseelse øgedes. Om Vinteren kom der svær Sot iblandt Tores Mandskab, og han selv og adskillige af Folkene døde; samme Vinter døde ogsaa Erik den røde. Der var megen Tale om Lejfs Vinlandsfærd, men det tyktes hans Broder Torvald, at de havde undersøgt altfor lidt af Landet. »Om du vil Broder, kan du tage til Vinland med mit Skib«, sagde Lejf; »dog vil jeg først sende det derhen at hente det Tømmer, Tore havde paa Skjæret«. Og saaledes blev det.

Torvald lavede sig til denne Færd med tredive Mand og fulgte i alt sin Broders Raad. De udrustede Skibet og stak i Søen, og ikke er der noget at melde om deres Færd, før end de kom til Vinland til Lejfs Boder; der lagde de Skibet op og holdt sig i Ro Vinteren over; deres Føde var Fisk, som de fangede. Om Vaaren sagde Torvald, at de skulde gjøre deres Skib klart og nogle af Mandskabet skulde sejle med Skibsbaaden langs Vestkysten og undersøge Landet om Sommeren, De fandt Landet fagert og skovrigt, mellem Skov og Sø var der hvide Sandstrækninger, men der var kun kort imellem; der var mange Øer og meget grundt; Menneskeboliger eller Dyrelejer fandt de ingensteds, dog fandt de en Kornstak paa en Ø vesterpaa, men det var ogsaa det eneste Menneskeværk, de saa’. Om Høsten vendte de tilbage til Lejfs Boder. Næste Sommer sejlede Torvald med Skibet langs Nordsiden af Landet, Der kom en svær Storm over dem ud for et Næs, de drev paa Land og fik Kjølen slaaet af Skibet. »Jeg vil, at vi skulle rejse Kjølen paa Næsset her og kalde det Kjølenæs«, sagde Torvald, og saa gjorde de. Siden sejlede de derfra østen om Landet, ind i de nærmeste Fjordmundinger og til et Forbjerg, der skjød sig ud, helt bevoxet med Skov; der lagde de deres Skib for Anker, skjød Broen i Land, og Torvald og alle hans Fæller gik fra Borde. »Her er fagert«, sagde Torvald, »her lystede det mig at bygge mig Bo«. Da de gik ned til Skibet igjen, saa’ de paa Sandet indenfor Forbjerget tre Høje, og da de gik did, fandt de tre Skindbaade og tre Mænd under hver af dem. De delte da deres Flok og fik grebet dem alle paa én nær, som slap bort med sin Baad. De dræbte de otte og gik saa tilbage til Forbjerget og saa’ sig om der, og da de saa’ nogle Høje inde i Fjorden, tænkte de, at det var Boliger. Der kom nu en saadan Tyngsel over dem, at de ikke kunde holde sig vaagne, og de faldt alle i Søvn. Men som de laa og sov, lød der et Raab, hvorved de alle vaagnede. »Vaagn op Torvald med alle dine Mænd«, raabte det, »om du vil bjerge Livet; gaar alle om Bord og læg fra Land det forteste I kan«. De saa’ nu en talløs Mængde Skindbaade stævne imod dem inde fra Fjorden. »Vi ville sætte Stormtage op paa vort Skib«, sagde Torvald, »og værge os det bedste vi kan, men kun angribe lidt«. De gjorde saa, men Skrælingerne skjød paa dem en Stund og flyede saa det forteste de kunde. Torvald spurgte sine Mænd, om Nogen af dem var saarede; de svarede nej, men Torvald sagde: »Jeg har faaet et Saar under Armen, der fløj en Pil imellem Skibsbordet og Skjoldet, her er den, og det bliver min Bane. Nu raader jeg Eder til at give Eder paa Hjemvejen saa fort som muligt, men mig skulle I bære op paa Forbjerget, hvor det tyktes mig bedst at bo; kan hænde, det var et sandt Ord, der kom mig paa Tungen, at jeg kommer til at bo der en Stund. I skulle begrave mig der og rejse Kors ved Hoved og Fødder og siden kalde Stedet Korsnæs«. Grønland var da kristnet, men Erik den røde var død, inden det var kommet saa vidt. Torvald døde nu, og de gjorde alt, som han havde sagt, for saa tilbage til deres Fæller, og de fortalte hinanden, hvad Tidender de vidste. De blev der den Vinter og samlede Vindruer og Vinranker til at lade Skibet med; om Vaaren sejlede de tilbage til Grønland og kom med Skibet i Eriksfjord og havde store Tidender at melde Lejf.

Den Tidende havde imidlertid tildraget sig i Grønland, at Torstejn i Eriksfjord havde giftet sig med Gudrid Torbjørnsdatter, der havde været gift med Tore Østmand, som før er meldt. Torstejn Erikssøn fik nu Lyst til at fare til Vinland efter sin Broder Torvalds Lig; han udrustede det samme Skib og valgte store og stærke Folk til at være med, i alt fem og tyve; sin Hustru Gudrid tog han ogsaa med. Saa snart de var færdige, stak de i Søen ud paa det aabne Hav. De tumledes om hele Sommeren og vidste ikke, hvor de var, og omsider, da der alt var gaaet en Uge af Vinteren, gik de i Land i Lysefjord i Vesterbygden paa Grønland. Torstejn søgte Ophold for dem, og sine Folk fik han skaffet det, men han selv og hans Kone vare husvilde, og de blev derfor tilbage paa Skibet nogle Nætter. En Morgen tidlig kom der nogle Mænd til deres Telt; Formanden for dem spurgte, hvem der var derinde. »Her er kun to«, sagde Torstejn, »men hvem spørger om det?« »Jeg hedder Torstejn«, sagde Manden, »og kaldes Torstejn Svart; det er mit Ærinde hid, at jeg vil byde dig og din Kone at tage Ophold hos mig«. Torstejn sagde, at, han vilde høre, hvad hans Kone sagde dertil, men hun sagde, at han skulde raade, og saa tog han imod Tilbudet. »Saa skal jeg komme efter Jer i Morgen med Heste«, sagde Torstejn Svart, »men skønt det ikke skorter mig paa noget, saa jeg vel kan byde Jer Ophold hos mig, vil I kun træffe faa Folk; vi er kun Mand og Kone, thi jeg er noget sær; jeg har ogsaa en anden Tro end I, dog mener jeg, at eders er den bedste«. Om Morgenen kom han efter dem med Heste, de fulgte hjem med ham og han sørgede vel for dem. Gudrid var en statelig Kvinde at se til, kløgtig og forstod godt at komme ud af det med Fremmede. Tidlig om Vinteren kom der Sot blandt Torstejn Erikssøns Mandskab, og der døde mange af hans Folk. Torstejn lod gjøre Kister til dem og lod Ligene bringe ombord, »thi jeg vil tage alle med til Eriksstad til Sommer«, sagde han. Det varede ikke længe, førend Soten ogsaa kom til Torstejn Svarts Hus, og først fik hans Kone Grimhild den; hun var overmaade stor og stærk som et Karlfolk, men Soten fik dog Bugt med hende. Kort efter fik Torstejn Erikssøn Sot, og de laa begge paa én Gang. Grimhild døde, og Torstejn Svart gik da ud af Stuen for at hente en Fjæl til at lægge Liget paa, men Gudrid bad ham skynde sig at komme igjen, og det lovede han. Da sagde Torstejn Erikssøn: »Underlig bærer nu vor Madmoder sig ad, hun rejser sig paa Albuerne og strækker Fødderne ud fra Sengestokken og tager efter sine Sko«. I det, samme kom Torstejn Svart ind, og Grimhild lagde sig da ned, saa det knagede i hver en Bjælke i Huset. Torstejn gjorde nu en Kiste til Liget og førte det ud og begravede det, men stor og stærk, som han var, havde han alle sine Kræfter nødig for at faa det bort fra Gaarden. Torstejn Erikssøns Sot tog nu til, og han døde. Hans Kone Gudrid var meget sorgfuld derover. De vare alle i Stuen. Gudrid havde siddet paa en Stol foran den Bænk, hendes Husbond Torstejn havde ligget paa; nu tog Torstejn Svart hende paa sit Skjød og satte sig med hende paa en anden Bænk ligeoverfor Torstejns Lig; han talte saa mangelunde godt for hende, trøstede hende og lovede, at han skulde fare med hende til Eriksfjord med hendes Husbonds Lig og med hans Mænd, »og jeg skal ogsaa faa flere Folk hid til Trøst og Opmuntring for dig«, sagde han, og hun takkede ham. Da rejste Torstejn Erikssøn sig overende og sagde: »Hvor er Gudrid?« Tre Gange sagde han det; hun tav, men omsider sagde hun til Torstejn Svart: »Skal jeg svare ham, paa hvad han spørger om, eller ikke?« Han bad hende om ikke at svare, gik saa over Gulvet og satte sig paa Stolen, tog Gudrid paa sit Skjød og sagde saa: »Hvad vil du Navne?« Da der var ledet en Stund, sagde Torstejn Erikssøn: »Min Hu staar til at sige Gudrid, hvad Skjæbne der er hende bestemt, at hun maa tage sig min Død mindre nær, thi jeg er gaaet ind til gode Hvilesteder; det kan jeg sige dig, Gudrid, at du vil blive gift med en Islænding, og I skulle leve længe sammen, og stort Afkom skal stamme fra Eder, kraftigt, lysende og herligt, sødt og duftende. I skulle fare fra Grønland til Norge og derfra til Island, og der skulle I sætte Bo og leve længe, men du vil overleve ham, og fare sønder fra Island til de hellige Steder, og naar du da kommer tilbage til Island, vil der være rejst en Kirke, og der vil du blive og lade dig vie til Nonne, og der vil du dø«. Saa sank Torstejn tilbage, og de sørgede for hans Lig, som Sæd var, og bar det ud til Skibet. Torstejn Svart holdt alt vel, hvad han havde lovet Gudrid. Om Vaaren solgte han sin Jord og sit Kvæg og gik ombord med Gudrid med alt, hvad han ejede, gjorde Skibet sejlklart, fik Folk til det og sejlede saa til Eriksfjord, hvor Ligene bleve begravede ved Kirken. Gudrid drog til Lejf paa Bratteli, men Torstejn Svart satte Bo ved Eriksfjord og boede der, saa længe han levede, og holdtes for en saare rask Mand.

Den samme Sommer kom der et Skib fra Norge til Grønland. Styrmanden hed Torfin Karlsæmne og var en Søn af Tord Hesthøfde og en overmaade rig Mand. Hun var om Vinteren hos Lejf paa Bratteli, hvor han snart fattede Kjærlighed til Gudrid; han bejlede til hende, men hun viste ham til Lejf om Svar, og blev hun da fæstet ham, og deres Bryllup blev holdt samme Vinter. Der var ligesom før megen Tale om Vinland og om at rejse did, og Folk eggede Karlsæmne meget til den Færd, baade Gudrid og andre. Han besluttede da at fare og fik sig Skibsfolk, tresindstyve Mænd og fem Kvinder; han sluttede den Overenkomst med sine Mænd, at de skulde dele alt det Gode, de fik, lige imellem sig. De havde alskens Kvæg med sig, thi det var deres Agt at bebygge Landet, om det kunde lade sig gjøre. Karlsæmne bad Lejf om hans Huse i Vinland, men han svarede, at han vilde laane, men ikke give ham dem. De stak nu i Søen og kom i god Behold til Lejfs Boder og bar deres Skindkøjer op der. De gjorde strax en stor og god Fangst, thi der var drevet en Hval op; de for did og flænsede den, og det skortede dem da ikke paa Mad. Deres Kvæg gik oppe i Land, men det varede ikke længe, førend Handyrene blev voldsomme og gjorde svært Ustyr. De havde ogsaa en Tyr med. Karlsæmne lod fælde Træ og tilhugge til Skibsladning og lod det lægge til Tørre paa et Bjerg. De gjorde sig tilgode med alt, hvad Landet bød, baade Vindruer og alskens Jagt, og Fiskedyr og andet Godt. Om Sommeren efter denne første Vinter blev de først Skrælinger vár; de kom ud af Skoven i en stor Flok, men Kvæget græssede lige i Nærheden, og da Tyren gav sig til at brøle og brumme voldsomt, blev Skrælingerne rædde og løb bort med deres Byrder; der var Graaværk og Sobel og alskens Skindvarer. De drejede nu af til Karlsæmnes Gaard, og vilde ind i Husene der, men Karlsæmne lod Dørene værge imod dem. De forstod ikke hinandens Sprog, men saa tog Skrælingerne deres Poser frem, løste dem op og tilbød dem, hvad der var i; de vilde helst have Vaaben derfor, men Karlsæmne forbød sine Folk at sælge deres Vaaben. Han faldt paa at lade Kvinderne bære Mælkemad ud, og saa snart de saa’ den, vilde de kjøbe den og intet andet, og det blev Enden paa Skrælingernes Kjøbfærd, at de bar deres Kjøbmandskab bort i deres Maver, men Karlsæmne og hans Folk fik deres Poser med Skindvarerne. Nu er at melde, at Karlsæmne lod rejse en stærk Skigaard om sin Gaard og indrettede sig paa at kunne værge sig. Ved denne Tid fødte hans Hustru Gudrid et Drengebarn, som kom til at hedde Snorre. Først paa Vinteren kom Skrælingerne igjen; der var nu mange flere end forrige Gang, og de havde samme Slags Varer med som sidst. »Nu skal I bringe den samme Slags Mad ud, som gik saa rask af forrige Gang, og ikke andet«, sagde Karlsæmne til Kvinderne, og saasnart Skrælingerne saa’ Mælkemaden, kastede de deres Poser Ind over Skigaarden. Gudrid sad i Døren med sin Søn Snorres Vugge hos sig, da faldt der en Skygge for Døren, og der traadte en Kvinde ind, klædt i en sort Kjortel og med et Baand om Hovedet, hun var temmelig lille, havde lysbrunt Haar, blegt Ansigt og saa store Øjne, at man ikke havde set deres Lige i noget Menneskes Hoved. Hun gik hen til Gudrid og sagde: »Hvad hedder du?« »Jeg hedder Gudrid«, svarede hun, »og hvad er dit Navn?« »Jeg hedder Gudrid«, svarede Kvinden. Gudrid Husfrue rakte hende Haanden og bød hende sætte sig hos hende, men i det Samme hørte hun et stort Brag, Kvinden forsvandt, og da var en af Skrælingerne bleven dræbt af en af Karlsæmnes Huskarle, fordi han vilde tage deres Vaaben. De skyndte sig nu derfra det forteste de kunde, og deres Klæder og Varer blev liggende. Ingen anden end Gudrid havde set noget til Kvinden. »Nu maa vi finde paa et godt Raad«, sagde Karlsæmne, »thi jeg tænker, at tredie Gang ville de hjemsøge os mandsstærke med Ufred. Nu skulle vi gjøre saa: ti Mand skulle gaa frem paa dette Næs og vise sig der, men Resten af vort Mandskab skal gaa ind i Skoven og hugge en Lysning til vort Kvæg, naar Skrælingernes Flok kommer frem fra Skoven. Vi skulle ogsaa tage vor Tyr og lade den gaa foran os«. Paa det Sted, hvor han mente, de skulde mødes, var der en Sø paa den ene Side og Skoven paa den anden. Karlsæmnes Raad blev fulgt, og Skrælingerne kom til Stedet, hvor det var hans Agt de skulde slaas; Kampen begyndte, og der faldt mange af Skrælingerne. Der var en stor og fager Mand i deres Flok, som Karlsæmne tænkte maatte være deres Høvding. En af Skrælingerne havde taget en Øxe op og stod og saa’ paa den en Stund, svang den saa mod en af sine Fæller og hug til ham, saa han strax faldt død om; da tog den store Mand øxen, saa’ paa den en Stund og kastede den saa ud i Søen, saa langt han kunde, men siden flyede de ind i Skoven, enhver, som fly kunde, og dermed var den Dyst tilende. Karlsæmne og hans Folk blev, hvor de var, hele Vinteren, men om Vaaren gjorde han det vitterligt for alle, at han ikke vilde blive der længere, men fare tilbage til Grønland. De gjorde sig da rede til at fare bort og førte mange gode Ting med sig, Vinranker og Druer og Skindvarer. Saa stak de i Søen og kom i god Behold til Eriksfjord og var der om Vinteren.

Der blev nu atter talt om at fare til Vinland, thi det tyktes en god Færd baade til at vinde Gods og Ære af. Samme Sommer som Karlsæmne kom fra Vinland, kom der et Skib fra Norge til Grønland. Det var to Brødre, Helge og Finboge, der raadede for det; de vare af islandsk Æt og fra Østfjordene. De blev den Vinter i Grønland. Nu er at melde, at Frøjdis Eriksdatter brød op hjemme fra Gardar og fór til Helge og Finboge og bad dem fare med hende til Grønland med deres Skib og være halvt med hende om alt, hvad de fik. De sagde ja dertil, og saa gik hun til sin Broder Lejf og bad ham give hende de Huse, han havde ladet bygge i Vinland, men han svarede ligesom forrige Gang, at han vilde laane, men ikke give hende dem. Der blev sluttet den Aftale mellem Brødrene og Frøjdis, at hver skulde have tredive kampføre Mænd paa sit Skib foruden Kvinderne; men Frøjdis brød strax Aftalen, og tog fem Mand for mange med og skjulte dem, saa at Brødrene ikke blev det vár, førend de kom til Vinland. De stak nu i Søen og havde aftalt, at om det kunde lade sig gjøre, skulde Skibene holde sig sammen. Der manglede heller ikke meget i, at det blev saa, dog kom Brødrene noget før end Frøjdis og lod deres Gods strax bære op til Lejfs Huse. Men da Frøjdis kom til Land, lossede hendes Mænd ogsaa deres Skib og bar Ladningen op til Husene. »Hvorfor have I baaret Eders Gods her ind?« sagde Frøjdis. »Fordi vi tænkte, at vore Aftaler skulde staa ved Magt«, sagde de. »Lejf har laant mig Husene og ikke Jer«, sagde Frøjdis. »I Ondskab ville vi komme tilkort imod dig«, sagde Helge, og saa bar de deres Gods ud og byggede sig et Hus længere borte fra Havet paa Bredden af en Indsø, og indrettede alt paa det bedste der. Frøjdis lod fælde Træ til at lade sit Skib med. Da det begyndte at blive Vinter foreslog Brødrene, at der skulde holdes Lege, at man kunde have noget at more sig med; det gik ogsaa til en Tid, men saa blev der sat Ondt imellem Folkene, de bleve uenige, Legene hørte op, og der var ikke længer Samkvem mellem de to Huse. Saaledes gik det langt ud paa Vinteren. Saa en Morgen tidlig stod Frøjdis op af sin Seng og klædte sig paa, men tog Ingenting paa Fødderne. Der var faldet stærk Dugg. Hun tog sin Mands Kappe om sig og gik saa til Brødrenes Hus og hen til Døren. Kort i Forvejen havde der været en Mand ude, og Døren var bleven staaende paa Klem. Hun lukkede den op og stod en Stund tavs i Dørgabet. Finboge laa inderst i Stuen og var vaagen. »Hvad vil du her, Frøjdis?« sagde han. »Jeg vil, at du skal staa op og gaa udenfor med mig, jeg vil tale med dig«, sagde hun. Han gjorde saa, og de gik hen til en Træstamme, der laa ved Husvæggen, og satte sig der. »Hvorledes huer det dig her?« sagde hun. »Landet tykkes mig godt nok«, sagde han, »men ilde huer det Uvenskab mig, der er kommet imellem os, thi jeg mener, der er ingen Grund dertil«. »Det har du Ret i« sagde hun, »saa mener ogsaa jeg; men det er mit Ærinde hid, at jeg vilde bytte Skib med dig og din Broder, thi Eders er større end mit, og jeg vil bort herfra«. »Det gaar jeg ind paa«, sagde han, »i Fald du saa er tilfreds«. Dermed skiltes de; hun gik hjem, og Finboge gik ind og lagde sig. Da hun gik i Seng, var hendes Fødder kolde. Torvald vaagnede derved og spurgte, hvor hun var bleven saa kold og vaad. Hun svarede i stor Harme: »Jeg har været henne hos Brødrene og vilde handle med dem om deres Skib, thi jeg vilde have et, der var større end mit, men de blev saa vrede derover, at de slog mig og redte mig ynkelig til, men du, din Usling, vil hverken hævne min eller din Skam; nu kan jeg mærke, jeg ikke er i Grønland, men jeg vil skilles fra dig, i Fald du ikke hævner dette«. Nu kunde han ikke modstaa hendes onde Ord, men bød sine Mænd flux staa op og tage deres Vaaben. De gjorde saa, og gik strax til Brødrenes Hus, faldt over dem, som de laa og sov, greb og bandt dem og førte dem saaledes bundne ud, og Frøjdis lod dem dræbe den ene efter den anden, som de kom ud. Nu vare alle Mændene dræbte, Kvinderne vare endnu tilbage, men dem vilde Ingen dræbe. »Giv mig en øxe«, sagde Frøjdis; den fik hun, og saa vog hun de fem Kvinder og gik først fra dem, da de var døde. Efter denne Udaad gik de tilbage til deres Hus, og der var ikke andet at mærke paa Frøjdis, end at hun mente at have handlet saare vel, men til sine Fæller sagde hun: »Faa vi Held til at komme til Grønland, da skal jeg raade den Mand Bane, som røber noget af hvad her er sket; vi ville sige, at de blev her tilbage, da vi fór herfra«. Tidlig paa Vaaren gjorde de det Skib sejlklart, Brødrene havde ført, og ladede det med alle de gode Ting, de kunde faa, saa mange, som Skibet kunde bære, stak saa i Søen og havde en heldig Rejse, saa at de kom til Eriksfjord tidlig om Sommeren. Der laa Karlsæmne klar med sit Skib til at stikke i Søen, og derom ere alle enige, at et rigere Skib end det, han styrede, er aldrig sejlet fra Grønland.

Frøjdis drog nu til sin Gaard, hvor alt havde staaet vel til, medens hun var borte. Alle sine Fæller gav hun store Gaver, for at de skulde holde hendes Udaad skjult, men de evnede ikke alle at holde saa godt Tand for Tunge om deres Udaad og Ondskab, at det jo omsider kom for Dagen. Tilsidst kom det ogsaa hendes Broder Lejf for Øre, og denne Tidende huede ham saare ilde. Han lod tre Mænd af Frøjdis’ Følge gribe og pine, til de kom frem med hele Sandheden om denne Tildragelse, og alle tre stemte de overens i deres Udsagn. »Jeg gider ikke handle imod Frøjdis, som hun havde fortjent«, sagde Lejf, »men det spaar jeg, at hendes Afkom aldrig vil trives«, og fra da af var der Ingen, som ikke mente, at de kun fortjente Ulykke. Om Karlsæmne er at melde, at han sejlede fra Grønland, havde en heldig Rejse og kom til Norge i god Behold. Han var der om Vinteren og solgte sine Varer, og baade han og hans Hustru nød megen Anseelse hos de gjæveste Mænd i Norge. Om Vaaren rustede han sit Skib for at fare til Island, og da han var klar til at sejle og Skibet laa ved Bryggen og biede paa Bør, kom der en Tydsker fra Bremen i Saxland til ham og vilde kjøbe hans Vejrfløj. »Den vil jeg ikke sælge«, sagde Karlsæmne. »Jeg vil give dig en halv Mark Guld for den«, sagde Tydskeren. Karlsæmne fandt, at det var godt budet, og saa handlede de, og Tydskeren gik bort med Fløjen, men Karlsæmne vidste ikke, hvad Slags Træ den var af, det var Masur fra Vinland. Karlsæmne stak nu i Søen og kom ud til Island nordpaa i Skagefjord, og der blev hans Skib lagt op om Vinteren. Om Vaaren kjøbte han Glaumbøland og satte Bo der. Han boede der, til han døde, og var en overmaade anset Mand; mange og gjæve Folk lede deres Æt ned fra ham og Gudrid. Da Karlsæmne døde, overtog Gudrid og hendes Søn Snorre, som var født i Vinland, Gaardens Styrelse. Da Snorre var bleven gift, fór Gudrid af Landet sønderpaa til de hellige Steder, og da hun kom tilbage til sin Søns Gaard, havde han ladet bygge en Kirke paa Glaumbø, og siden blev Gudrid Nonne og Eneboerske og var der til sin Død. Snorre havde en Søn, som hed Torgejr, han blev Fader til Ingveld, Brand Biskops Moder. Snorre Karlsæmnessøns Datter hed Halfred, hun blev Moder til Runolf, Torlak Bisps Fader. Karlsæmne og Gudrid havde ogsaa en anden Søn, som hed Bjørn; han blev Fader til Torun, Bjørn Biskops Moder. Mange vare de, der stammede ned fra Karlsæmne, saa han fik et herligt Afkom. Ingen har saa nøjagtig som han fortalt om hvad der tildrog sig paa de Rejser, vi her have meldt noget om.


Noter:

1. En nu tabt Saga.

2. Klippeland.

3. Skovland.

4. ɔ: fra Kl. 9 til Kl. 3.