Fortælling om Halfdan Svarte (C.C.Rafn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.

Kongesagaer

Oldnordiske Sagaer
Bind 10

Fortælling om Halfdan Svarte

Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1836

1. Kapitel: Her begynder Fortællingen om Halfdan Svarte

Halfdan Svarte tiltraadte Regjeringen i Oplandene atten Aar efter hans Fader Gudrød den Stærke Vejdekonges død; han blev tidlig stor og stærk; han bekrigede de nærmeste Riger, og indtog dem; han hærgede paa Romerige, og holdt et Slag med Kong Sigtryg den Stærke, hvilket endtes med, at Kong Sigtryg faldt, og Halfdan bemægtigede sig Romerige. Derpaa holdt han et Slag med Kong Eisten paa Hedemarken, og vandt Sejer, men Kong Eisten flyede til Hadeland til Gudbrand Herse, hvor han samlede Folk paa ny; de droge om Vinteren ned til Hedemarken, traf Halfdan Svarte paa den store Ø, og holdt der et heftigt Slag, i hvilket der faldt mange paa begge Sider; der faldt Gudbrand Herses Søn Guttorm, som man haabede vilde blive een af de fortrinligste Høvdinger i Oplandene. Da flyede Kong Eisten, og sendte om Foraaret Halfdan Skat, hvorpaa denne forlenede ham det halve Hedemarken for deres Slægtskabs Skyld. Derpaa underlagde Halfdan sig Thotn og Hadeland, men Vestfold gav han sin Broder Olaf Geirstadealf. Derpaa giftede Halfdan Svarte sig med Ragnhild, en Datter af Harald Guldskjæg, Konge i Sogn, og havde med hende en Søn Harald, der blev opfødt hos sin Morfader Harald i Sogn, indtil han var ti Aar gammel. Da gav Harald Guldskjæg ham sit Rige og Kongenavn; kort efter døde Harald Guldskjæg, og samme Aar døde Dronning Ragnhild. Om Foraaret efter døde Kong Harald i Sogn paa Sotteseng, og strax da Halfdan Svarte erfarede det, drog han med en stor Hær ind i Sogn, hvor han blev vel modtaget; han gjorde Fordring paa Riget efter sin Søn, som heller ikke blev ham nægtet, hvorpaa han underlagde sig dette Rige. Da kom Atle fra Gaular, der var en stor Ven af Halfdan, til ham; Kong Halfdan satte ham over Sygnefylke, at haandhæve Lov og Ret og indkræve Skat paa Kongens Vegne; hvorpaa Kong Halfdan vendte tilbage til sit Rige i Oplandene.

2. Kapitel: Kong Halfdan indtog Vingulmark.

Om Høsten derefter opholdt Kong Halfdan sig paa sine Gaarde i Vingulmark; engang ved Midnat kom den Mand, der havde holdt Hestvagt, til ham, og forkyndte, at der var en Hær i Nærheden; han stod strax op, og befalede Hirden at væbne sig og de gik strax ud i Gaarden. Derpaa kom Hysing og Hake, og de havde en stor Hær; der holdtes et stort Slag, men Kong Halfdan maatte vige for Overmagten, flyede til Skoven, og mistede mange Mænd. Dette spurgte hans Fosterfader Ølver den Spage, og han samlede en stor Hær, og forenede sig med Kong Halfdan; de gik strax imod Gandalfs Sønner, traf dem paa Eid ved Øen, og strede med dem; Hysing og Helsing faldt, men Hake undkom ved Flugten; hvorpaa Kong Halfdan underlagde sig hele Vingulmark, og hævede Skat deraf. Aaret efter drog han op paa Hedemarken, og samme Aar giftede han sig med Sigurd Hjorts Datter Ragnhild, og da underlagde han sig Romerige og Hadeland. strax efter at Halfdan Svarte var draget bort fra Vingulmark, droge Gandalf og hans Søn Hake did, underlagde sig en Deel af Landet, og hærgede rundt om; der herskede nu i lang Tid megen Uenighed imellem Kong Halfdan og Kong Gandalf. Kong Halfdan og Ragnhild havde en Søn Harald. Det var en Egenhed hos Kong Halfdan, at han aldrig drømte; dette forebragde han en Mand, der hed Thorleif den Spage, og søgte Raad hos ham derfor; og han sagde ham, hvorledes han bar sig ad, naar han vilde noget skulde bæres ham for, at han nemlig lagde sig til at sove i et Svinehuus, og da manglede ham aldrig paa Drøm.

3. Kapitel: Kong Halfdans Drøm.

Kong Halfdan bar sig nu ogsaa saaledes ad, han lagde sig i et Svinehuus, faldt snart i Søvn, og havde en mærkelig Drøm: Det forekom ham, at han havde særdeles smukt Haar, der faldt i Lokker, saa lange, at nogle naaede ned til Jorden; de havde alle Slags Farver, men een af dem overgik alle de andre i Skjønhed og lys Farve; deres Længde forekom ham meget forskjellig, nogle vare saa lange, at de naaede til Jorden, andre midt paa Benet eller til Knæet, eller midt paa Siden, andre naaede ikke længer end til Halsen, og nogle vare endelig lige udsprungne af Hovedet som smaae Horn. Denne sin Drøm fortalte han Thorleif den Spage, der udtydede den saaledes: at der vilde nedstamme en stor Slægt fra ham, som med megen Berømmelse vilde herske over Riger, dog ikke alle med samme Berømmelse; men een vilde nedstamme fra ham, som vilde overgaae alle de andre i Storhed, Magt og Anseelse; og det holder man for, at denne Haarlok betydede Olaf Haraldsen, der formedelst sin Hellighed udmærker sig fremfor alle Norges Konger, og som baade i Himlen og paa Jorden for alles Øjne er det mest skinnende Lys. Halfdan var en indsigtsfuld Mand, der holdt over Lov og Ret; han indsatte Love, iagttog dem selv vel, og holdt andre til at efterleve dem, og forat Lovene ikke skulde lide nogen Vold, saa bestemte han selv Sagetal og anordnede Skik og Orden for hver Mand efter hans Byrd og Værdighed.

4. Kapitel: Om Kong Halfdan.

Det hændte sig en Juleaften, da Kong Hakon var kommen til Bords med hele sin Hird der hvor der var beredt Julegilde for ham, forsvandt alle Levnetsmidler af Bordene, baade Mad og drikke og alt hvad der ellers var anskaffet til Gildet; Kong Halfdan blev siddende alene bekymret, da alle de andre søgte hver hjem til sit, og han søgte paa mange Maader at komme efter Aarsagen til denne Tildragelse. Der var en troldkyndig Finn hos ham; ham lod han gribe og pine at han skulde bekjende, men kom dog ikke efter det. Finnen søgte især Hjælp hos Kong Halfdans Søn Harald, der gik til sin Fader, og bad om Naade for Finnen, men forgjæves; hvorpaa Harald hjalp ham bort, ja tog endogsaa selv bort med ham. Engang kom de paa deres Rejse hen til et Sted, hvor en Høvding holdt Gjæstebud; de bleve begge vel modtagne; og da de havde været der nogen Tid, sagde Høvdingen til Harald: „Din Fader holder det for en svær Forbrydelse imod ham, at jeg fratog ham det han havde bestemt til sit Julegilde, men jeg skal lønne dig det, hvis du vil følge mit Raad, thi den, hvis Frelse ligger dig mest paa Hjerte, er nu stædt i Nød, hvilket dog vil blive dig til største Held, thi det er dig bestemt at blive Enevoldskonge over hele Norge." Kong Harald beredte sig derpaa til at rejse hjem. Nu skal jeg sige, af hvad Grund Hedningerne helligholde deres Juul, thi det er meget forskjelligt fra den, hvorfor de Kristne gjøre det; thi disse holde deres Juul til Erindring om vor Herre Jesu Kristi Fødsel, men Hedningerne samlede sig for at ære og tilbede den onde Odin, og denne Odin har mange Navne: han kaldes Vidrer og Har og Tredie og Jolner; Vidrer kaldtes han, fordi de meente han raadte for Vejret; Har, fordi de meente, at enhver blev høj ved ham; Jolner, thi det udledte de af Julen; Tredie, fordi de havde en Forestilling om, at den højeste er een og tre, og havde hørt noget om Treenigheden, men forstode det paa en gal Maade.

5. Kapitel: Harald befriede Dovre.

Nu er at fortælle om Kong Halfdan, at han sad i Fred hjemme i Oplandene; da indtraf den Begivenhed, at meget Gods og anseelige Kostbarheder forsvandt af Kongens Guldhuus, uden at nogen kunde vide, hvem der voldte det; dette gav Kongen meget at tænke paa, thi han kunde nok indsee, at den anden vilde gjøre det oftere; han lod nu gjøre Anstalter paa den snildeste Maade og med de strængeste Befalinger, saaledes at enhver, der kom ind i Huset og vilde tage Godset, maatte blive derinde og bie til de andre kom. Kongen indsaae ogsaa, at det maatte være en stor og stærk Mand, som øvede saadanne Voldsgjerninger, hvorfor han lod sig smede en udmærket Fjedder af det stærkeste Staal og snoe de fasteste Blybaand. Derpaa er at fortælle, at en Morgen tidlig, da man kom til Guldhuset, fandt man der en meget stor Jætte, en baade tyk og høj Kjæmpe; de kastede sig i Mængde over ham, forat lægge ham i Fjedderen, men han var dem meget haandstærk, saa der maatte tresindstyve Mand til, førend de fik ham lænket, hvorpaa de bandt hans Hænder fast paa Ryggen med Blybaandene, og da maatte han endelig give efter. Kong Halfdan spurgte ham om hans Navn, hvorpaa han svarede, at han hed Dovre, og at han havde hjemme i det Fjeld, der var opkaldt efter ham. Kongen spurgte, om han havde stjaalet hans Guld; han gik til Bekjendelse, og bad om Naade, og tilbød at give ham det Tredobbelte igjen; men Kongen sagde, han skulde aldrig faae Naade, men forblive der fængslet indtil der var stævnet Thing, hvor han skulde dømmes til den forsmædeligste Død; ligeledes befalede han, at ingen maatte hjælpe ham eller give ham Mad, og enhver, som gjorde det, skulde miste sit Liv. Kongen drog derpaa hjem, men Dovre blev siddende i sine Lænker. Kort efter kom Harald hjem; han spurgte hvad der var forefaldet og hans Faders Befaling, og kunde da nok tænke, at det ikke vilde nytte at bede for ham. Harald var den Gang fem Aar gammel; han kom hen hvor Dovre sad, og fandt ham meget vred og harmfuld. Harald sagde: „Du er ilde faren, men vil du tage dit Liv af mig?" „Det veed jeg ikke saa vist," svarede Dovre, „formedelst din Faders Befaling, om jeg vil udsætte dig for saa stor Fare." „Hvad behøver du at bekymre dig om det?" sagde Harald; hvorpaa han trak sin Kniv, som Finnen havde givet ham, et kosteligt Stykke Arbejde, og skar Dovre løs af Fjedderen og Blybaandene; men saasnart denne var kommen løs, takkede han Harald for sit Liv, og skyndte sig bort; han lod Sko være Sko, og tog Fod i Haand, og fløj afsted, saa man saae ikke et Glimt af ham.

6. Kapitel: Dovre søgte Harald og tog ham med sig.

Snart efter savnede man Dovre; Kongen spurgte, hvem der var Ophavsmand til det, og man sagde, at det var Harald, der havde befriet Dovre. Kongen blev forfærdelig vred derover, og jog Harald bort, men sagde, at han nænte ikke at lade ham dræbe; derpaa forbød han strængelig sine Mænd at hjælpe ham, men han kunde nu holde sig til Trolden Dovre. Harald gik nu bort til øde Marker og Skove, og laae adskillige Dage ude, men da fem Nætter vare forbi, var han meget afkræftet af Hunger og Tørst; da saae han at der gik en stor Karl, og syntes at det var Trolden Dovre; denne sagde til ham: „Du er nu ikke heller vel faren, Kongesøn, saadan som du har det; man kan vel sige, at det især er min Skyld, vil du nu fare med mig til min Hjemstavn?" Harald sagde Ja; hvorpaa den anden tog ham i sin Favn, og gik rask afsted med ham, indtil han kom til en stor Hule; han havde da Drengen paa sin Arm, men i det han gik ind i Hulen, bukkede han sig ikke dybt nok, og stødte Drengen saa haardt imod Klippen, at han strax tabte Sands og Samling. Dovre ansaae det da for en stor Ulykke, hvis han skulde have dræbt Barnet, og det gik ham saa nær, at han gav sig til at græde over ham; men da han saaledes gjorde Grimaser, og rystede med Hovedet, kom Harald igjen til sig selv, og saae op paa Dovre Karl, der nu forekom ham som et Uhyre, da han vrængede Munden, oppustede Kinderne, og saaledes spilede Øjnene. Da sagde Harald: „Det er sandt hvad man siger, min Fosterfader, at Graad gjør ingen smuk, thi dit Ansigt forekommer mig baade stygt og stort, men giv du dig tilfreds, thi mig skader intet." Dovre blev da glad, og satte Harald ned i sin Hule. Der var Harald i fem Aar, og led ikke Mangel paa noget; Dovre holdt saa meget af ham, at han føjede ham i alt; han underviste ham i mange Ting, og øvede ham i Idrætter, og Harald tiltog meget baade i væxt og Kræfter. Man, fortæller, at Dovre en Dag kom hen forat tale med Harald, og sagde til ham: „Nu troer, jeg at jeg har lønnet dig fordi du frelste mit Liv, thi nu har jeg skaffet dig Kongedømmet, din Fader er nemlig død, og jeg havde min Haand i Spillet med; nu skal du drage hjem, og tage mod dit Rige, og jeg raader dig til, at du skal hverken lade dit Haar eller dine Negle skjære, førend du bliver Enevoldskonge over hele Norge; jeg skal ogsaa være dig til Hjælp og staae dig bi i Kampen; dette kan nok blive dig til Gavn, da jeg let kan bibringe andre Saar, siden jeg kan gjøre mig selv usynlig; far nu vel, og gid det maa altid gaae dig vel og geraade dig til Hæder og Lykke, skjøndt du har været hos mig." Det gik Dovre meget nær, da de skulde skilles ad. Men da Harald kom hjem, blev han taget til Konge over alle de Fylker, Hans Fader havde hersket over; han fortalte sine Mænd, hvor han havde været henne disse fem Aar; man kaldte ham da Harald Dovrefostre.

7. Kapitel: Halfdans Død.

Kong Halfdan døde paa den Maade, at han var kjørt fra et Gjæstebud i Hadeland over Søen Rønd, og da han kom til Rikkilsvig, brast Isen, og han satte Livet til med en stor Deel af hans Folk, i Nærheden af et Sted, hvor der havde været Vandingssteder for Kvæget. Da var Kong Halfdan fyrretyve Aar gammel, og havde været Konge i to og tyve Aar. Kong Halfdan var særdeles aarsæl, og man tog sig hans Død saa nær, at da den spurgtes og hans Lig blev ført fra Ringerige forat begraves, saa droge alle Høvdinger frg Vestfold og Vingulmark og Romerige derhen, og forlangte alle, at faae Liget med sig forat højlægge det i deres Fylke, hvilket de meente skulde bringe dem gode Aaringer; men de bleve endelig enige om, at Legemet skulde fordeles paa fire Steder: Hovedet blev lagt i høj paa Steen i Ringerige, men for Resten tog hver Høvding sin Deel hjem med sig, og lod kaste høj hver i sit Fylke; disse Høje kaldtes Halfdans Høje, hvilke mange dyrkede ved Ofringer og Paakaldelse indtil det blev forbudet af hans Frænder.