Fortælling om Kejser Otto og Kong Harald (C.C.Rafn)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ||||||
Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók. |
---|
Oldnordiske Sagaer
Bind 1
Fortælling om Kejser Otto og Kong Harald
Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1826
Om Kejser Otto og Kong Harald
1. Kejser Otto, med Tilnavnet hin Unge, gjorde det Løfte, at han, om det stod i hans Magt, vilde omvende de danske til den sande Tro, men hvis han ikke fik det drevet igjennem, at faae Landet kristnet, da vilde han med hele sin Magt og Styrke rykke ind i Landet, og hærje der tre Somre i Rad. Ifølge dette Løfte sendte han Bud til den danske Konge Harald Gormssøn, at han skulde lade sig døbe, og antage den sande Tro, tilligemed hele det Folk, som han regjerede; hvis han ikke vilde det, lod Kejseren ham vide, at han vilde komme med en væbnet Magt imod ham. Da den danske Konge fik dette Budskab, lod han strax sit Landeværn udruste, lod Danevirke istandsætte, og rustede sine Krigsskibe. Ogsaa sendte han Bud op til Norge, at Hakon Jarl skulde komme til ham tidlig om Vaaren med saa stor en Hær, som han kunde faae samlet. Hakon Jarl udbød da om Vaaren en Hær af hele sit Rige, og sejlede med den til Danmark til Kong Harald. Kongen tog med Taknemmelighed imod ham. Der vare da ogsaa mange andre Høvdinger hos den danske Konge, som vare komne ham til Undsætning. Kongen gjorde da vitterligt, at han agtede at rykke med denne Hær imod Kejser Otto.
Kejser Ottos Krig mod de danske
2. Kejser Otto trak en Hær sammen om Vaaren i Saxland; han fik en stor og skjøn Hær, og med den styrede han mod Danmark. Han mødte Kong Harald til Søes, og de lagde strax til Strid, og sloges den hele Dag ligetil Nat; der faldt mange Folk paa begge Sider, men dog flest af de Kejserlige. Da det blev Nat, fastsatte de en Vaabenhvile paa tre Nætter til Raadslagning og Tilberedelser, og da de tre Nætter vare forløbne, gik begge Parter i Land og beredte sig til Kamp. Fylkingerne mødte dernæst hinanden med et heftigt Anfald, men Kejseren havde ikke Lykken paa sin Side, og der faldt langt flere af hans Folk, og ud paa Eftermiddagen gave hans Folk sig paa Flugten, og flyede til Skibene. Kejser Otto skal den Dag, efter Sagnet, have siddet til Hest, og stredet paa det tapreste, men da den største Deel af Hæren begyndte at flye, red han ogsaa bort og undkom til Skibene. Han førte et stort guldbeslaaet Spyd, der var blodigt lige op til Haanden; dette holdt han frem foran sig, og skød det ud i Søen med de Ord: “Det kræver jeg den almægtige Gud til Vidne paa, at, naar jeg kommer anden Gang til Danmark, skal jeg faae dette Land kristnet, eller lade mit Liv, og ligge her død i Danmark!” Kejseren gik Dernæst om Bord paa sine Skibe med sin Hær, og foer hjem til Saxland, hvor han sad om Vinteren. Hakon Jarl derimod forblev hos den danske Konge, og de havde store Raadslagninger for, og lode paa ny Danevirke istandsætte.
Kongens og Hakon Jarls Forhandling
3. Vaaren efter trak Kejser Otto en betydelig Hær sammen, baade af Saxland og Frankland, Frisland og Vindland; Kong Burislaf fulgde ham med en stor Hær, og han havde og en stor Hær af Holdseteland. Med hele denne Hær rykkede Kejseren ind i Danmark. Og da han spurgde, at Hakon Jarl var i Danmark, og agtede at stride imod ham med Kong Harald, sendte han to af sine Jarler Urgethrjot og Brimiskjar til Norge med 30 Fartøjer, med Mænd og Vaaben om Bord, for at kristne Landet, medens Hakon var borte.
Kejserens og Hakon Jarls Kamp
4. Den Vinter var nu Hakon Jarl, som sagt, i Danmark hos Kong Harald, men da de spurgde, at Kejser Otto var kommen til Danmark med en stor Hær, sendte Kong Harald Hakon Jarl med hele den norske Hær, som Jarlen havde ført med sig, ned til Danevirke at værge Landet, men Kongen trak selv sin Hær sammen i Jylland. Det, at Hakon Jarl drog med sin Hær til Danmark til den danske Konge, og at denne sendte ham ned at forsvare Danevirke, omtales i Vell-ekla med disse Ord:
Hændtes det og, at Havets
Heste løb fra Norden,
Førende frækne Kriger,
Fore de Sønder til Danmark;
Men den vældige Hørders
Herre de danske Fyrster,
Hjælmbedækket, paa Havets
Jætter (1) da besøgte.
Og den gjæve Konning
Vilde i Kampen prøve
Skovlandets tapre Fyrste,
Som fra Norden ankom;
Thi bød Drotten den haarde
Høvding i Brynjeuvejr (2)
Værge sit Forsvarsværk (3) mod
Vældige Fjenders Anfald.
Keiser Otto rykkede nu med sin Hær nord op til Danevirke. Danevirkes Beskaffenhed er følgende: der gaae to Fjorde ind, hver paa sin Side af Landet; imellem disse havde de danske gjort en høj og stærk Borgmuur af Stene, Grønsvær og Træ, og gravet en dyb Grav uden for; paa hvert hundrede Favne var der en Borgport, og derover et Kastel til Værkets Forsvar, thi der var en Bro over Graven ved hver Port. Kejser Otto angreb Danevirke med sin Hær Søndenfra, men Hakon Jarl forsvarede Muren, og det blev en meget haard Kamp, som Ejnar Skaaleglam ogsaa mælder i Vell-ekla:
Let det var ej mod deres
Hær i sønden at gange,
Skjønt den store Høvding (4)
Styred det haarde Anfald.
Søens Hestes Fører
Fordrede Kamp, da fra Sønden
Krigeren foer med Frisers,
Frankers og Venders Hære.
Hakon Jarl opstillede Fylkinger over alle Borgporte, men en langt større Deel af sin Hær lod han dog rykke hen langs med Muren at forsvare den, hvor den blev heftigst stormet. Der faldt da mange af Kejserens Folk, men de fik ikke Fæstningen indtagen; Kejseren drog da bort for den Gang med sin Hær til sine Skibe; saa siger Ejnar:
Klirrede Kaarder, da Sværdlegs
Mænd stødte Skjolde sammen;
Han, som gav Ørnen Føde,
Fandtes stridbar i Kampen;
Søhestes tapre Kriger
Saxer vendte paa Flugten,
Saa mod væbnede Knægte
Værgede Fyrsten Gjerdet (5)
Efter dette Slag drog Jarlen til sine Skibe, og havde i Sinde at sejle op til Norge, men laae længe oppe i Limfjorden for Modvind.
Danevirke indtages efter Olafs Raad
5. Kong Olaf Tryggvesøn var, som forhen er berettet, een Vinter i Vindland. Tidlig om Vaaren rustede han sine Skibe, og sejlede ud i Søen; han styrede op under Skaane; der gjorde han Landgang, men Indbyggerne samlede sig, og leverede ham et Slag, i hvilket Olaf sejrede og gjorde stort Bytte. Derpaa sejlede han øster til Gulland, hvor han erobrede et Kjøbmandsskib fra nogle Jæmter; Besætningen værgede sig vel tappert, men Udfaldet blev dog, at Olaf vandt Skibet, dræbte største Delen af Mandskabet og tog alt Godset. En tredie Kamp holdt han paa selve Gulland; ogsaa i den sejrede han, og gjorde stort Bytte; saa siger Halfred Vanraadeskjald:
Jæmters og Venders Sønner
Siden Krigerdrotten
Fældte i Striden, han tidlig
Kampfærd var vant at øve;
Hersers frækne Fyrste
Farlig for Goters Liv var,
Gjorde i Skaane Guldets
Giver Landsetummel.
Derpaa styrede Kong Olaf med sine Skibe sønder langs Danmark og lige til Slees, thi han spurgde, at Kejser Otto var der, og hos ham Olafs Svoger Vendernes Konge Burislaf, samt at de trængte til Hjælpetropper. Da nu Olaf kom til Kejseren, tilbød han at yde ham Bistand med hele sit følge. Kejseren saae paa ham, og spurgde, hvo han var? Han svarede: “Usædvanligt er mit Navn, Herre! jeg hedder Ole.” “Du er en stor Mand,” sagde Kejseren, “og Seer ud til at have Lykken med dig, og alle dine Mænd synes mig tapre, og jeg tager med Takke mod eders Bistand.” Kejseren holdt nu Huusthing med sine Raadsherrer og andre Høvdinger. Han talte saalunde: “Overvejer, I gode Høvdinger! og afgiver eders Betænkning, hvorlunde vi skulle bære os ad; thi vi ere stædte i en farlig Stilling, eftersom hele denne store Hær, som her er kommen sammen, fattes Fødevarer, og de danske have ført deres Kvæg tilligemed alt deres andet Gods bort til saadanne Steder, hvor de troede det sikkert for at falde i vore Hænder; saa at man ikke kan vænte at faae noget af deres Eiendomme til Føde paa denne Side Danevirke. Vi have nu holdt adskillige Træfninger, og det falder os besværligt at vinde dette Land. Giver nu Raad, hvorlunde vi skulle bære os ad, og komme fra det med Ære!” Da Kejseren havde endt sin Tale, taug de fleste, men de, som svarede, sagde, at der vare to Ting at vælge imellem; den ene at vende om og drage hjem til deres Rige; den anden, at dræbe deres Heste til Føde for Folket. “Hvilket af disse Raad vi følge,” svarede Kejseren, “forbryde vi os storligen mod Gud, thi det er den største Synd mod sin Kristendom for døbte mennesker at æde Hestekjød, naar de paa anden Maade kunne opholde Livet; men opgive vi derimod nu denne Strid, og drage hjem til vort Rige, da indseer jeg, at aldrig mere faae vi saa stor og skjøn en Hær til at indtage Danmark; og mig selv er det derhos den største Vanære og Udaad at forhaane min Tro, thi jeg har lovet Gud paa min Tro, at jeg denne Gang enten skal faae Danmark kristnet eller i andet Fald døe her; derfor vil jeg ikke følge noget af disse tvende Raad, men høre vil jeg, hvad den fremmede Høvding Ole raader os.” “Det forener sig i min Beskaffenhed, Herre!” svarede Ole, “som ikke er det passeligste; jeg er en ringe Raadgiver, men jeg sætter dog saa stor Priis paa mine Raad, at jeg aldeles ikke vil give noget, uden at I, Herre! og alle eders Raadsherrer, love at følge og udføre det, som jeg giver.” Kejseren og de alle lovede nu at følge det Raad, Ole vilde give. Da sagde Ole: “Det er mit første Raad, at vi søge først Hjælp derfra, hvor den er tilstrækkelig, at hele Hæren faster i tre Døgn, for at den Gud, som har skabt alle Ting, skal forunde os Sejer over Danerne, og lade eder fuldføre sit Ærende, som I have paataget eder; dernæst vil jeg, at hele Hæren skal drage hen i den Skov, som ligger nærmest ved Danevirke, og skal hver Mand hugge sig en Dragt Grene, og bære dem hen under Værket, og saa finde vi nok siden paa Raad.” Alle istemmede Oles Tale, og hele Hæren berømte denne Plan. Om Morgenen tidlig gik de ind i Skoven, og silde om Aftenen bare de Veddet til Værket. Næste Dag derefter toge de efter Oles Raad alle de Vandkar, de kunde faae, og opfyldte dem med Spaaner og Tjære, derpaa byggede de Valslynger; og medens de vare i Færd med dette, lod Ole en Deel af Hæren bestorme Værket, hvor de kunde komme til, med Skud og Steenkast; men om Dagen skulde de ikke gjøre Angreb, fordi Hakon Jarl havde, før han drog bort, sat en svær Besætning i alle Kasteller, til at forsvare Befæstningen, om den skulde blive bestormet. Silde om Aftenen stak nu de Kejserlige, efter Oles Anvisning, Ild i Vandkarrene, og slyngede dem ind mod Værket, og Ilden fattede snart i de tjærede Spaaner, som vare i Karrene; og da Luen slog ud af Karrene, fik den snart fat i Grenene, som de havde baaret hen under Værket. Vejret havde om Dagen været roligt og stille, men om Aftenen rejste der sig en hvas og tør Søndenvind, og om Natten begyndte det at storme. Da nu Veddet stod i lys Lue, og Vinden blæste ind mod Befæstningen, gik der snart Ild i Kastellerne, som vare byggede af Træ, og da Muren paa mange Steder ogsaa var af Træ, greb Ilden snart saa vidt om sig, at alt stod i een Lue, saa at der den følgende Morgen ikke saaes noget af Danevirke uden Stenene. Da rykkede Kejseren med hele sin Hær til Slees til sine Skibe, paa hvilke de satte over Fjorden til Jylland. Da havde man ikke længere Mangel paa Levnetsmidler, thi der vare Kvæg i Mængde til Strandhug. Da Kong Harald spurgde, at Danevirke var brændt, og Kejser Otto rykket ind i Jylland med en stor Hær, drog han imod ham med sin Hær; og da de mødtes, kom det til en haard og langvarig Træfning, hvis Udfald blev, at Kejseren sejrede, men Kong Harald flyede bort til Limfjorden, hvor han fik sig et Skib, og foer ud paa Mors; da droge der Mænd imellem ham og Kejseren, og der blev bestemt Vaabenhvile og en Sammenkomst. Selve Kejseren og den danske Konge kom dernæst sammen paa Øen Mors. Med Kejseren var en Biskop, ved Navn Poppo; han forkyndte Troen for Kong Harald, og fortalte ham mange af den almægtige Guds Mirakler. Efterat Biskoppen saaledes længe og snildt havde talt Guds Sag, svarede Kong Harald saaledes: “Ej er jeg let til at forlade den Tro, som jeg og mine Frænder og Fædre i en lang Tid for mig have haft og holdt, saa at jeg ikke opgiver den for eders Ord allene, om du end taler skjønt og sagtmodig, uden at I derhos vise et aabenbart Tegn, saa at man ikke behøver at tvivle om, at eders Tro er bedre og rettere end vor.” Biskop Poppe lod da lægge en gloende Jærnskinne i sin højre Haand, og bar den ni Fod, saa at alle saae derpaa; siden viste han Kong Harald sin Haand, at den ikke var forbrændt. Ved at see dette bevægedes Kongen saa meget, at han strax antog Troen, og blev døbt tilligemed hele hans Hær. Kong Harald havde, medens han opholdt sig paa Mors, før ovenmældte Sammenkomst med Kejseren, sendt Bud til Hakon Jarl, at han skulde komme ham til Undsætning. Jarlen var da kommen til Øen, just som Kongen havde ladet sig døbe; Kongen sendte han, nu Bud, at han skulde komme til ham; og da han kom, nødte Kongen ham til at lade sig døbe. Hakon Jarl blev da døbt tilligemed alle de Mænd, som da vare med ham. Kongen gav derpaa Hakon Jarl Præster og andre lærde Mænd, og sagde, at Jarlen skulde lade alt Folket i Norge døbe. Derpaa skiltes de, og Jarlen drog ud til Hals i Limfjorden, og væntede paa Bør. Der siges, at Kejser Otto stod Fadder til Kong Haralds Søn Svend, og gav ham sit Navn; og han blev døbt med Navnet Otto Svend. Kejseren fandt, at Oles Plan havde været dem til fortrinlig Nytte, og han spurgde ham igjen om, i hvilket Land han var født, og om hans Slægt, “Ej vil jeg nu længere holde mig skjult for eder, Herre.”” svarede Ole, “jeg hedder Olaf, og er norsk af Æt, Konning Tryggve Olafssøn var Fader min,” “Din Fader har jeg hørt omtale,” svarede Kejseren, “men dog mere dig selv; nu vil jeg, at du drager med mig til Saxland, og skal jeg gjøre dig til en stor Høvding i mit Rige.” “Haver Tak for eders Tilbud!” svarede Olaf, “men jeg har et Rige i Vindland, og det maa jeg passe; men gjerne vil jeg være eders Ven.” Kejseren sagde, at saa skulde være. Derefter drog Otto tilbage til sit Rige i Saxland, og han og Kong Harald skiltes som gode Venner. Kong Harald holdt vel sin Kristendom lige til sin Død. Kong Burislaf drog til Vindland, og med ham hans Svigersøn Olaf Tryggvesøn. Denne Strid, som de holdt i Danmark, omtaler Halfred i Olafs Drape:
Skibes hurtige Styrer,
Sønden for Hedeby i
Danmark, af Brynjebirke (6)
Barken ganske hugged.
Noter:
1) Skibene
2) Kampen
3) Danevirke
4) Otto
5) Danevirke
6) Brynjeklædte Krigere.