Fortælling om Olaf Geirstade-Alf (C.C.Rafn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.

Kongesagaer

Oldnordiske Sagaer
Bind 10

Fortælling om Olaf Geirstade-Alf

Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1836

1. Kapitel

Gudrød Veidekonges Søn Olaf, en brav Kjæmpe og stor Høvding, var Broder til Halfdan Svarte. Olafs Moder var Oløf, en Datter af Alfarin fra Alfheim. Saasnart Olaf havde naaet den fornødne Alder, tiltraadte han Regjeringen efter sin Fader i Grænland. Han var særdeles smuk af Udseende og høj af Væxt. han havde sit Sæde paa Gaarden Geirstad; deraf fik han Tilnavnet Geirstade-Alf. Han havde foruden sin Fædrenearv Bestyrelsen over de to Fylker, af hvilke det ene kaldtes Upse, det andet Vestmar, saaledes som Thjodulf hin Hvinverske siger:

Over Upse fordum,
Og Vestmøre
Vide berømt
Olaf hersked,
Indtil Fodværk
Folkets Ven
Ude ved Kysten
Overvandt.
Nu ligger Højlagt
Paa Geirstade
Den i Striden
Djærve Konge.

Efterat Olafs Fader Gudrød var falden, tog Kong Alfarin, der med et andet Navn hed Alfgeir, hele Vingulmark under sit Herredømme, og satte sin Søn Alf, der kaldtes Gandalf, derover. Kong Eisten, en Søn af Høgne, Eisten den Ondes Søn, underlagde sig hele Hedemarken og Solløer, men Olaf Geirstadealf forsvarede hele sit Rige imod Alf og Eisten og alle andre ligetil sin død. Hans Søn var Røgnvald Højere end Bjerge, der blev Konge efter sin Fader; om ham digtede Thjodulf hin Hvinverske Ynglingatal.

2. Kapitel: Olafs Drøm

Olaf Geirstadealf havde en Drøm, som han fandt meget mærkelig, og han vilde ikke fortælle den, da han blev spurgt derom. Han lod derpaa stævne Thing over hele sit Rige; Thinget blev sat paa Geirstad. Kongen bad Almuen først at slutte deres Sager, derefter vilde han bekjendtgjøre for Almuen, hvorfor han havde stævnet Thing, skjøndt mange vel vilde finde, at der var liden Grund dertil; “jeg vil her fortælle min Drøm,” sagde han, “det forekom mig, at en stor, sort og grum Oxe østenfra kom ind i Landet;, den foer gjennem hele mit Land og Rige, og mig tyktes, at der faldt en saadan Mængde Mennesker for den og dens Fnysen, saa der faldt ligesaa mange som der blev tilbage; tilsidst syntes mig den dræbte min Hird.” Han begierede derpaa, at man skulde udlægge hans Drøm, “thi jeg veed,” sagde han, “at den har noget at betyde;” de svarede, at han kunde bedst selv forklare, hvad den betydede. Kongen holdt derpaa følgende Tale: “Der har længe hersket god Fred og lykkelige Aaringer i dette Rige, og en langt større Folkemængde, end dette Land kan føde, men Oxen, som jeg drømte om, maa være et Varsel for den Sot, som fra Østen vil komme over Landet, og med hvilken der vil følge en stor Mandedød; min Hird vil sidst bukke under for den, og rimeligviis vil jeg selv følge efter, thi jeg vil ikke mere end en anden overleve mit bestemte Maal. Nu er denne Drøm raadet saaledes som den vil gaae i Opfyldelse, og jeg vil nu tilføje et Raad for Almuen, at alle de Folk, som nu ere her samlede, skulle opkaste en stor høj her ude paa Næsset, og gjærde for den tværs over Næsset mod oven, saa at intet Qvæg kan komme did; i denne høj bringe hver Mand, som har nogen Anseelse, en halv Øre Sølv med sig til Graven. Det vil, førend Soten ophører, indtræffe, at jeg føres til Højen efter min død; i denne Henseende advarer jeg alle Mand, at de ikke tage den Beslutning, som nogle gjøre, at de ofre til døde, som de mene vare dem til Hjælp medens de levede, thi jeg troer ikke, at døde kunne udrette noget; det kan ogsaa være, at efter nogen Tid blive de til onde Aander, som før bleve dyrkede, hine samme onde Vætter, tænker jeg, øve snart i saa Henseende Gavn, og snart anrette de Skade; meget frygter jeg for, at der kommer Uaar i Landet, efterat vi ere højlagte, vi ville saaledes først blive dyrkede og siden anseete for onde Aander, skjøndt vi ingen af Delene volde.” Det gik ganske saaledes som Olaf havde sagt og som han havde udlagt Drømmen; hurtigere end man havde ventet kom en stor Sot, og der døde mange Folk, og alle de Mænd bleve førte til Højen, som syntes at have nogen Adkomst dertil; thi Kong Olaf lod Mændene strax drage fra Thinget forat opkaste en overordentlig stor Høj, og Landets Indbyggere gave sig i Færd med Indhegningen, som han havde bestemt; det gik ogsaa saaledes, at Hirden døde sidst, og sidst skete Kong Olafs Højlægning, og han blev skyndelig lagt deri hos sine Mænd med meget Gods, og Højen derpaa atter tillukket; da begyndte Mandedøden at tage af; derpaa fulgte et stort Uaar og Hungersnød, og da blev den Beslutning taget, at de ofrede til Kong Olaf for godt Aar, og kaldte ham Geirstadealf.

3. Kapitel: Her fortælles Ranes Drøm

I det første Aar af den hæderlige Herre Kong Olaf Tryggvesøns Regjering boede kort fra Geirstad en Mand ved Ravn Rane, som før er omtalt(1), en Fosterbroder til Harald Grænske. Ranes Moder hed Oløf. Han drømte en Nat at Olaf Geirstadealf kom til ham, og det forekom ham, at han først skyndelig fortalte ham hele sit Liv og om Højbygningen, samt om Spøgeriet, og da det var ude, sagde han til ham at Hakon Jarls Søn Svend agtede at drage bort fra Landet og laae kort derfra; “thi”, sagde han, “han kan ikke holde sig formedelst Olaf Tryggvesøns Herredømme og ønsker gjerne at samle Bytte; ham skal du fortælle om min Høj og det Bytte, som kan ventes paa Geirstad, og følge ham derhen”, hvorpaa han forklarede ham hvorledes Højen skulde brydes; “og om Natten”, vedblev han, “skulle I opbryde Højen; ingen af Svends Medfølgere vil have Lyst til at gaae ind i Højen formedelst den Stank og ilde Lugt og Ligdamp, som gaaer ud af den; da skal du, Rane, til Sidstningen tilbyde dig at gaae ind i Højen, naar ingen anden vil dertil, hvilket ogsaa kun du kan udføre, og betinge dig forlods tre Kostbarheder, hvilke du vælger, samt at Svend selv skal holde Tovet, thi kun han vil have Mod og Mandshjerte nok til at oppebie at du kommer ud af Højen; først skal du bære alt det Løsøre, som allerede ligger i en Hob midt paa Gulvet i Højen, hen til Tovet, og lade det trække op; derpaa skal du tage Guldringen af den Mand, der sidder paa Stolen midt i Højen, samt Kniven og Bæltet, som han har om sig; derpaa skal du tage det Sværd han har liggende paa sine Knæ, og drage det ud og afhugge hans Hoved; og derpaa vil meget beroe og din Lykke komme an, hvorledes du bærer dig ad dermed, thi det gjælder om, at du atter sætter Hovedet lige paa Kroppen. Rimeligviis vil du mærke megen Tummel i Højen efter det, saa du vil finde det pusle og larme overalt; alle Lys ville da ogsaa slukkes ud, og de allerfleste skynde sig bort fra Højen, undtagen Svend og nogle faa Mænd, der blive hos ham. Næppe nytter det dig noget at tænke paa at fare i Højen, hvis du ikke er en modig Mand, men du vil dog nok ikke komme til nogen Nød, naar du følger mine Raad. Du skal ikke tale noget om de Kostbarheder, du tager med dig af Højen, men holde dem saaledes under din Kappe, at Svend ikke seer noget til dem. Dagen efter vil Svend indbyde dig og alle de andre til Byttets Deling; du skal ogsaa komme, og have to sadlede Heste med dig; du skal da først erindre Svend om Aftalen imellem eder angaaende de Kostbarheder, som du skulde tage forud, derpaa skal du holde alle Kostbarhederne op og vise dem frem, og bede dem om at skifte alt det andet Løsøre imellem sig, men sige, at du vil beholde Kostbarhederne; og vær da ikke nærmere, end at man godt kan høre din Tale. Da vil Svend forlange, at I skulle komme sammen og at du skal lade ham see Kostbarhederne, men saa skal du ride bort saa hurtig du kan; Svend og hans Mænd ville da sætte efter dig, forat naae dig; de ville komme saa nær, at Svend skyder Hesten under dig, men saa skal du springe paa den anden, og sprænge ind i Skoven. Saa skal du drage op, i Grænland i Vigen til Kong Harald Grænske, hvor du vil finde hele Huset i Bekymring, fordi Dronning Asta, Gudbrand Kulas Datter, er i Barnsnød og kan ikke føde, og har saa været i nogen Tid, saa at man ikke veed nogen Udvej. Da skal du tilbyde dig at gaae til hende, og sige, at du haaber at kunne hjælpe, og bede om at du maa raade for Barnets Navn, hvis det bliver en Dreng. Derpaa skal du lægge Bæltet om hende, og da, tænker jeg, vil det snart forandre sig med hendes Tilstand; hun vil da føde et Barn, som vil være en stor og dygtig Dreng; du skal give ham Navnet Olaf; ham skjænker jeg Ringen og Sværdet Bæsing, som jeg forhen har anviist dig. Drag derpaa nord op i Norge til Olaf Tryggvesøn, og antag den Tro, han byder; vend saa tilbage til Vigen, og hold dig fornemmelig til Olaf hin Unge; det vil især være din Lykke, at følge ham saa længe som muligt.” Derpaa vaagnede Rane.

4. Kapitel: Rane gik ind i Olaf Geirstadealfs høj

Derefter drog Rane hen til Svend Jarl Hakonsøn, og fortalte ham om det Bytte, som kunde ventes; de droge om Natten i Land, opbrøde Høien, og fik meget Gods. Rane tog Kostbarhederne bort med sig af Højen, og handlede med Højboen, saaledes som denne selv havde befalet ham; ligeledes løb alting af imellem ham og Svend Jarl saaledes som nys er fortalt. Derpaa drog Rane til Vigen til sin Fostbroder Kong Harald, og blev vel modtaget; Asta laae i Barnsnød, og befandt sig meget ilde, og man mistvivlede meget om hende. Rane gik da hen til hende, og fortalte hende og Kong Harald sin Drøm; hun sagde, at hun vilde gjerne lade ham raade for Barnets Navn, naar det kunde hjælpe noget til hendes Helsen; Rane lagde da Bæltet om hende, som han havde taget af Olaf Geirstade-alf, hvorpaa hun snart blev lykkelig forløst.

---

Noter:

1) Nemlig i Fortællingen om Harald Grænske i Flatøbogen.