Fortælling om Styrbjørn Sveakæmpe(C.C.Rafn)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ||||||
Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók. |
---|
Oldnordiske Sagaer
Bind 5
Fortælling om Styrbjørn Sveakæmpe
Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
nordiske Oldskriftselskab
København, 1831
Kapitel 1: Her begynder Fortællingen om Styrbjørn Sveakæmpe, hvorledes han stred med Erik de Svenskes Konge
Vor Fortælling begynder dermed, at Bjørn den Gamles Sønner Erik og Olaf regjerede over Sverrig. Olaf var gift med Ingeborg, en Datter af Thrond Sula Jarl; hendes Broder hed Ulf; Olafs og Ingeborgs Søn hed Bjørn. Olaf døde pludselig af Gift under Maaltidet i Upsal. Da lod Erik Bjørn opføde ved sit Hof, efter at Hans Fader var død: Ulf opfostrede ham. Da Bjørn var tolv Aar gammel, sad han paa sin Faders Høj, og kom ikke til Bords med Kongen; da gjorde han første Gang Fordring paa Riget, og sagde, at det gik med Riget i Henseende til Bestyrelsen, som med hans Alder, nemlig det gik noget barnagtig til; det samme tildrog sig den næste og den tredie Vaar. Erik erklærede, at han havde ingen Ret hverken til Kongedømme eller Arv, førend han var sexten Aar gammel, men da, erklærede han, vilde han fra sin Side intet have derimod. Samme Aar kom Eriks Hirdmænd Aage og Bjørn i Trætte med Hinanden: Bjørn kastede Fligen af en Kappe over Hovedet paa ham, men Aage slog Bjørn i Ansigtet med et Horn. Samme Dag dræbte Bjørn Aage udenfor Salsdøren; for Hvilket Drab Bjørn ingen Bøder vilde give, men Kongen bødede derfor. Da skulde Kongen drage andensteds hen til Gjæstebud, men Bjørn blev tilbage og oppebiede Tiden , da der skulde holdes Thing; men paa Thinget trak Bønderne en anden Mand frem af ringe Herkomst, som skulde gjøre Bjørn Kongedømmet stridig, og denne Mand blev da tagen til Konge over den Deel af Landet, som tilkom Bjørn; derpaa rede Bjørn og Ulf bort fra Thinget, som endte dermed, at Almuen kastede efter dem med Jord og Stene; kort Tid efter blev besluttet, at Bjørn skulde begive sig til Kongens Hof; hvorpaa da Kongen endelig skaffede sig ham af Halsen ved at give ham tresindstyve velbesatte og med alt forsynede Skibe; og skulde da Bjørn være udenlands i tre Aar, thi Kongen meente ikke han kunde beholde ham i Riget formedelst hans heftige og ustyrlige Sind og Bøndernes Knurren. Bjørn sejlede da bort, og fik Spørgsmaal paa, hvor de Svenskes nys antagne Konge monne være, begav sig derpaa derhen, holdt Slag med ham, og fældede ham. Derpaa begav han sig til østerlandene, og hærgede der, og hvervede rundt omkring Folk til at drage paa Krigstoge med sig. Efter tre Aars Forløb naaede han til Jomsborg i Venden, og blev Overbefalingsmand derover. Der hændtes det Under, medens han var der med sine Folk, at der viste sig et Søuhyre i den Grav, som var gravet omkring Borgen, hvilket kvad følgende:
Hver Morgen Hilde under
Det røde Krigsskjold stander,
For danske Sejermøer
Haard Vaabenleg bestemte!
Ej Kampens Vej dem aaben
Vil staae, thi dem er Odin,
Den gode Balders Fader,
Ublid, ej Livet sikkert.
Førend Bjørn forlod Landet, havde Kong Erik givet ham et Øgenavn formedelst hans Haardførhed og Krigslyst, og kaldte ham Styrbjørn. Han drog nu i Vesterviking til Danmark, og anrettede der megen Ufred. Der sluttedes da Fred med de danske paa Vilkaar, at han fik til Ægte Harald Gormsøns Datter Thyre, og dertil skulde de give ham hundrede Skibe og staae ham bi i tre store Fægtninger. Efter en Nats Hvile drog han til Jomsborg i Venden, thi der var kommen en stor Mængde Krigsfolk til ham fra Østerlandene, som vilde undslaae sig for Toget, hvis han ikke kom; med denne hele Hær vendte han tilbage til Danmark, og havde da et Tusende Krigsskibe, og truede med at ville sætte sig fast i de danskes Lande, med mindre de gave ham to hundrede Krigsskibe, og en Mand, hvilken han selv vilde vælge, til Anfører, og han valgte da Kong Harald; da kvade de danske denne Vise:
Ej Jyderne udrede
Til Flaaden noget vilde,
Før Styrbjørns stolte Skibe
Ved Stranden Anker kasted;
Nu Danmarks Drot sig givet
Har under Kæmpens Fane,
Selv uden Folk og Lande
Som fattig Træl han lever.
Derpaa sejlede Styrbjørn med hele denne Krigsflaade til Sverrig.
Kapitel 2: Slag imellem Erik og Bjørn Sveakæmpe
Thorgny hed en Mand, en Søn af Thorgny; han var Lavmand i Tiundaland, og dette havde hans Fader været før ham; han var den viseste Mand paa den Tid i Sverrig, og stod i megen Anseelse hos Kong Erik, thi han vidste Udvej til at løse og binde alle vanskelige Sager. Den Gang da det foregik, som vi her fortælle, var han en højaldrende, svagsynet Mand. Da nu Kong Erik spurgte, at Styrbjørn samlede en Hær, meente han det var hans Hensigt at berøve ham det svenske Rige, stævnede derfor Thing, og raadspurgte sine vise Mænd. Thorgny Lavmand raadte til, at han skulde forbedre Loven for Almuen og forøge Folkets Rettigheder, samt befale, hvilke Vaaben og Rustning hver Bonde skulde eje; han skulde ogsaa lade Søvejen op til Upsal besætte med Pæle, saaledes at ingen Skibe kunde sejle der. Tre Mænd vare der hos Kongen, som han gjorde meget af, men af Almuen vare de ikke afholdte, dog vare de drabelige Krigere, men kunde rigtignok ligesaa snart fortjene Navn af Voldsmænd, som af Helte; den ene af dem hed Helge, den anden Thorgils, den tredie Thorer. Da Styrbjørn nu kom til Kysten af Sverrig, blev han alle de Anstalter vaer, som man havde føjet; de gik da i Land, hvor det forekom dem fredeligst, og gave sig til at bane en Vej igjennem den Skov, som hedder Myrkvid, men da bleve nogle sendte imod dem, som skulde forbyde dem Toget igjennem Skoven. Styrbjørn truede med, at han vilde afbrænde Skoven, hvis de ikke fik lov til at drage igjennem den. Kong Erik tillod dem da at fare igjennem Skoven, hvorpaa Styrbjørn med hele sin Hær kom til Fyresvalle. Styrbjørn brændte alle de Skibe, som han var kommen med, thi han meente, Hans Mænd vilde ikke saa let flye, naar alle Midler til at komme bort vare dem berøvede. Thorgny lavmand gav Kong Erik det Raad, at han skulle lade alle Arbejdsdyr, Heste og Øxne, samle sammen, lade lægge Aag paa dem alle og besætte Aagene forpaa med Brodder og Spydblade; dem skulde Trælle og gemene Folk drive frem. Dette blev ogsaa iværksat, saa at hele denne Hob blev dreven ind paa Styrbjørns Hær den første Dag! og Styrbjørn led deraf et stort Mandetab; den anden Dag holdt de Træfning med fylket Hær, da vare de lige stærke; Heming Jarl var med Styrbjørn; Natten skilte de Stridende. Da ofrede Styrbjørn til Thor efter sin Fosterfader Ulfs og Almuens Opmuntring: samme Nat saae man en rødskægget Mand i Styrbjørns Telte, hvilken kvad følgende:
Mig Styrbjørn, Hærs forstyrrer,
Som Freden bryder, ikke
Nu Ro vil længer unde,
Paa ham jeg vred maa blive;
Hans Anslag vist det volde,
At Vunder snart forbindes,
Alt priste Drotters Skjolde
Jeg seer af Blodet rødne.
Selvsamme Nat gik Erik ind i Odins Tempel, og indviede sig til ham for Sejer, imod at have ti Aars Frist at leve i; han havde allerede forhen bragt mangt et Offer, da lykken gik ham imod; kort efter saae han en stor Mand med en sid Hat, som gav ham en Rør-stok i Haanden, og befalede ham, at kaste denne over Styrbjørns Hær med de Ord: Odin ejer eder alle! Men da han havde udkastet denne, da saae han et Spyd flyve igjennem luften, som fløj over Styrbjørns Folk, og strax blev Styrbjørns Hær og derpaa han selv slagen med Blindhed; derefter skete saa stort et Under, at der brast et Fjeldstykke løst, og styrtede ned paa Styrbjørns Hær og dræbte alle Hans Folk. Men da Kong Harald saae dette, begav han sig paa Flugten tilligemed alle de danske; de fik deres Syn igjen, saa snart de kom bort fra det Sted, hvor Spydet var kommet og var fløjet over dem; de kom tilbage til Danmark. Styrbjørn befalede sine Mænd at sætte Fanestængerne i Jorden og ikke flye af Stedet, saa at han faldt med hele sin Hær. Da stod Erik paa Upsala Bakke, og befalede at digte hvo der kunde, og lovede Belønning derfor. Thorvald Hjaltesøn kvad disse Viser:
Mod Vest til Fyrisvalle
Troldkvinders Heste (1) drage,
Af Foer ved Skandsevolden
For eder nok der gives;
Der blodig Val for Ulve
I Kamp har Erik fældet,
Det lyse Gulds Uddeler,
Slig Roes ham vel tilkommer.
Og fremdeles kvad han:
Ond Vikingernes Rejse
Fra Hjemmet var til Sverrig,
Let fandt de fordret Leje
I Fjeldets brustne Side;
Vel deres Hær var større,
Dog hjalp ej Folketallet,
Thi de af dem kun leve,
Som Flugt for Liv maae takke.
Thorvald fik til Belønning en Ring af en halv Marks Vægt for hver Vise; han digtede aldrig hverken før eller siden, det nogen veed af.
Noter:
1) Ulve.