Fortællingen om Thorodd Snorresøn (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif


Kongesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 4


Fortælling om Thorodd Snorresøn



Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1831



Thorodd Snorresøn var bleven tilbage hos Kong Olaf, da Geller Thorkelsøn fik Tilladelse af Kongen til at drage til Island, som før er fortalt; han opholdt sig da hos Kong Olaf, og var meget misfornøjet med den Vold, man øvede imod ham, at han ikke skulde have Lov til at rejse, hvorhen han vilde. I Begyndelsen af Vinteren, den nemlig, som Kong Olaf tilbragde i Nideros, gav Kongen sin Villie tilkjende, at han vilde sende Mænd til Jæmteland at kræve Skat; men ingen havde Lyst til at paatage sig denne Rejse, thi de Sendebud, Kongen før havde skikket derhen, havde sat Livet til, nemlig Thrand den Hvide selv tolvte, som foran er fortalt, og siden den Tid havde Jæmterne viist Kongen af Sverrig Lydighed. Thorodd Snorresøn tilbød at paatage sig denne Rejse, thi han brød sig kun lidet om, hvorledes det gik ham, naar han, kun fik sin Frihed. Dette behagede Kongen, saa Thorodd drog selv tolvte over til Jæmteland, hvor han tog ind hos en Mand, ved Navn Thorar, som var Lagmand der, og stod i mest Anseelse, som den, der havde Almuen under sin Befaling. Hos ham bleve de vel modtagne, og da de havde været der nogen Tid, underrettede de ham om deres Ærende, Han svarede, at det var en Sag, hvori Almuen og de andre Høvdinger havde ligesaa meget at sige, som han, men lovede at holde et Thing desangaaende; saa skete, der blev udsendt et Thingbud, og stævnet til talrigt Thing; Thorar drog til Things, men Sendebudene opholdt sig imidlertid hjemme paa hans Gaard. Thorar fremsatte Sagen for Almuen, men da blev det aftalt, at man skulde beholde Sendebudene, indtil den svenske Konges Sysselmand kom til dem, og han skulde da, efter Overlæg med Almuen, handle med dem, som han vilde; som Paaskud vilde man bruge, at de bleve opholdte, fordi de maatte bie efter Skatten, til denne var samlet sammen til dem; man skulde ogsaa skille dem ad, saa at de bleve lagte i Kost, to eller tre paa hvert Sted.


Thorodd laae selvanden hos Thorars. Der blev om Julen holdt et stort Gjæstebud og Sammenskudsgilde, hvortil der kom mange Bønder fra Landsbyen, og drak sanmen om Julen. Ikke langt derfra laae en anden Landsby, hvor Thorars Svoger, en mægtig og rig Mand, boede. Begge Svogrene holdt Juul sammen. Nu drak Svogrene med hinanden, men Thorodd med Bondens Søn; der blev drukket omkaps, og siden talt omkaps, og anstillet Sammenligning imellem Nordmænd og svenske; og derpaa stred man om den Norske og den svenske Konge, saa om de forrige Konger, og om de Handeler, der havde været imellem Kongerne, og de Plyndringer, der forhen havde fundet og endnu fandt Sted. “Dersom vore Konger,” sagde Bondens Søn, “have mistet flere Mænd ved Nordmændene, end omvendt, saa vil den Svenske Konges Mænd, naar de komme hertil efter Juul, ved tolv Mænds Liv bringe Ligevægt deri; I Stakler vide kun lidet, hvorfor I ere blevne saaledes opholdte.” Thorodd lagde disse Ord paa Hjerte, men mange dreve Spot dermed, og gave dem, og deres Konge med, adskillige Stikpiller; thi Øllet, de havde drukket, talte nu ud af dem. Derved kom det da ogsaa for Dagen, hvad Jæmterne hemmelig havde overlagt, og som Thorodd ikke havde haft nogen Mistanke om. Dagen efter toge Thorodd og hans Medfølger deres Klæder og Vaaben, og lagde dem tilrede, hvis de i en Hast vilde tage dem, og om Natten, da alle Mænd sov, løb de bort til Skoven.


Om Morgenen, da man mærkede deres Flugt, satte man efter dem med Sporhunde, og fandt dem da i Skoven, hvor de havde skjult sig; derpaa bleve de førte hjem tll et Udhuus, hvori der var en Grube; den bleve Thorodd og Hans Ledsager kastede ned i, og der blev sat Laas for Døren; der fik de kun liden Mad, og ingen flere Klæder, end de gik og stod i; da de kom herned i Gruben, satte de sig paa Halmen. Men Thorar og alle hans frie Mænd droge hen til hans Svoger, for at drikke Julen ud. Thorars Trælle skulde imidlertid passe paa Fangerne i Gruben; de vare blevne vel forsynede med Drikkevarer, men de holdt ingen Maade med at drikke, da de kom til at raade sig selv, og berusede sig endnu samme Aften, som Huusbonden var dragen hjemmefra. Da de nu havde drukket saa meget de kunde og vilde, sagde de til hverandre, at man skulde bringe Fangerne i Gruben Mad, at de ikke skulde mangle noget; saa gjorde de. Thorodd sang for dem, og morede dem med lystige Historier, hvorpaa de sagde, han var en fortræffelig Mand, og gave ham en stor tændt Kjerte ned i Gruben. Derpaa kom de andre Trælle ud, som før havde været inde, og kaldte heftig paa de andre, at de skulde komme ind, men begge Parter vare saa berusede, at ingen af dem tænkte paa at lukke for Huset eller Gruben. Derpaa skare Thorodd og hans Kamerad deres Skindpelse i Stykker, knyttede dem sammen, og sloge en Knude paa den ene Ende, hvilken de kastede op i Gluggen paa Huset, og op paa Gulvet, saalænge til den snoede sig omkring Foden af en Kiste. Derpaa forsøgte de at klavre op; Thorodd løftede sin Kamerad op, saa at denne kom til at staae paa hans Skuldre, hvorpaa han klattrede op i Huset; ovenfor var der Reb nok, hvilket han lod gaae ned til Thorodd; men da han vilde trække denne i Vejret, kunde han ingen Vej komme dermed; Thorodd sagde da til ham, at han skulde kaste Redet op over Bjælken, som var der i Huset, derpaa gjøre en Løkke paa Enden, og lægge saa meget Tømmer og Steen deri, at det vejede mere, end han; den anden gjorde saa, hvorpaa Rebet gled ned i Gruben, og Thorodd op. Derpaa toge de saa mange Klæder der i Huset, som de behøvede; der laae ogsaa nogle Rensdyrskind, af hvilke de skare Beenlingerne med Klovene paa, hvilke de bandt bagvendt under deres Fødder; men førend de gik bort, lagde de Ild i en stor Kornlade, og løb derpaa bort i det tykkeste mørke; Laden brændte reent af, og mange andre Huse i Landsbyen; men Thorodd og hans Kamerad løb hele Natten, og skjulte sig mod Dag.


Om Morgenen savnede man dem, og drog ud med Sporhunde, for at opsøge dem paa alle Sider fra Gaarden; men Hundene fulgte Sporene tilbage til Gaarden, thi de havde Lugten af Rensdyrklovene, og fulgte Sporet der hvor disse vendte hen; der blev altsaa ikke videre søgt efter dem. Thorodd og hans Stalbroder droge længe omkring igjennem den øde Skov, og kom endelig en Aften til en lille Gaard, hvor de gik ind; derinde sade en Mand og en Kone ved Ilden, han navngav sig Thorer, “og dette” sagde han, “er min Kone, som sidder her ved Ilden,” og tillige sagde han, at de vare Ejere af Hytten; han tilbød dem derpaa, at blive der om Natten, hvilket de modtoge, og fortalte dem, at han var flygtet fra de beboede Steder for et Drabs Skyld. Thorodd og hans Stalbroder bleve beværtede paa det bedste, og de sade alle ved Ilden og spiste; derpaa blev der redt et Leje paa Bænken for Thorodd og hans Kamerad, og de begave sig til Ro, medens Ilden endnu brændte i Lue; Thorodd var ikke ret søvnig og vaagede endnu en Stund, men hans Stalbroder sov strax ind; da saae Thorodd en ung Mand komme ind, saa høj, at han syntes aldrig at have seet hans Lige; han var klædt i en Skarlagens Kjole, og alle hans Klæder vare besatte med Guldsmykker, og Manden selv var ogsaa overmaade smuk af Udseende. Thorodd hørte, hvorledes han irettesatte Manden og Konen, fordi de saaledes toge mod Gjæster, da de neppe havde saa meget, de selv kunde spise. Konen svarede: “Vær ikke vred, Broder! sjelden hændes det; yd dem heller nogen Hjælp og Understøttelse, da du har bedre Evne dertil, end vi.” Thorodd hørte, at de kaldte Manden Arnljot Gellina, samt at Konen der i Huset var hans Søster. Thorodd havde ogsaa for hørt tale om Arnljot Gellina, og at det var den største Ransmand, Ildgjerningsmand og Stimand, som laae ude i Skovene og myrdede de Rejsende, for at røve deres Gods.


Nu sov Thorodd og hans Stalbroder der om Natten, thi de vare meget modige af deres Gang; men da omtrent en Trediedeel af Natten var tilbage, kom Arnljot Gellina, og befalede dem at staae op, og gjøre sig færdige til Rejsen; Thorodd og hans Stalbroder kom strax paa Benene, og klædte sig paa, og deres Davre blev sat for dem; derpaa gav Thorer dem hver et Par Skier. Arnljot lavede sig ogsaa til at rejse med dem, og steg ligeledes paa sine Skier, som vare baade lange og brede. Men saasnart Arnljot stødte mod Jorden med sin Skistok, var han strax langt borte fra dem, hvorfor han biede efter dem, og sagde, at paa den Maade kom de ingen Vej, han bad dem derfor staae op paa hans Skier, hvilket de gjorde. Thorodd stod ham nærmest, og holdt sig med begge Hænder fast i Arnljots Belte, men hans Kamerad holdt sig igjen i Beltet paa ham; Arnljot skred da saa rask frem, som om han var løs og ledig. Da en Trediedeel af Næste Nat var gaaet, kom de til en lille aaben Fjeldhytte, hvor de tændte Ild og lavede Mad; men da de spiste, sagde Arnljot til dem, at de maatte ikke kaste noget bort af Maden, hverken Smuler eller Been. Arnljot tog en Sølvdisk op af Lommen, og spiste paa den. Da de nu alle havde spiist, samlede Arnljot Lævningerne sammen, og derpaa lavede de sig til at gaae til Sengs. I den ene Ende af Huset var et Loft oppe over Tværbjælkerne, der gik de op og lagde sig til Hvile. Arnljot havde et stort Huggespyd, hvis Spids var beslaaet med Guld, men Skaftet var ikke højere, end at man med Haanden kunde række op til Jernspidsen; han var ogsaa omgjordet med et guldbeslaaet Sværd; de havde deres Vaaben og Klæder oppe hos sig paa Loftet. Arnljot bad dem være stille; han laae selv foran paa Loftet. Kort efter at de saaledes vare komne til Ro, kom der tolv Mænd sammen ind i Huset; det vare Kjøbmænd, som vilde til Jæmteland med deres Varer; da disse vare komne ind, gjorde de megen Støj og vare muntre, de tændte store Ilde for sig, og under Maaltidet kastede de alle baade Smuler og Been ud af Huset; derpaa gjorde de deres Natteleje færdigt, og lagde sig paa Bænken i Nærheden af Ilden. Men da de havde sovet en kort Tid, kom der en stor Troldkone ind, som neppe var kommen ind, før hun skrabede sammen alt hvad hende syntes spiseligt, og stoppede det tilhobe i Munden; derpaa greb hun den Mand, som var hende nærmest, rev ham i Stykker, og kastede Stykkerne paa Ilden; da vaagnede de andre i Forfærdelse, og sprang op; men hun dræbte den ene efter den anden, indtil der kun var een tilbage; denne løb ind under Loftet, og skreg om Hjælp, om der var nogen deroppe, som kunde hjælpe ham; da rakte Arnljot sin Arm ned fra Loftet efter ham, tog ham i Hænderne, og trak ham op paa Loftet til sig; men Troldkvinden vendte sig om imod Ilden, og gav sig til at fortære de Mænd, som hun syntes vare stegte. Da stod Arnljot op, løftede sit Spyd, og satte hende det imellem Skuldrene, i det hun bukkede sig over Ilden, saa stærkt at Odden gik ud igjennem Brystet; hun sprang i en Fart op derved, gav et højt og skrækkeligt Skrig af sig, og løb ud; Arnljot maatte give Slip paa Spydet, hvilket hun førte bort med sig. Arnljot bar derpaa Lævningerne af Ligene ud, og satte Døren og Dørstolperne igjen for Huset, thi alt dette havde hun brudt af, i det hun løb ud. Derpaa sov de den øvrige Deel af Natten, men da det dagedes, stode de op, og spiste først Davre, og da de havde endt deres Maaltid, sagde Arnljot: “Her skilles vi nu ad; I skulle nu drage af den nys banede Vej, ad hvilken Kjøbmændene kom hertil i Gaar; men jeg vil opsøge mit Spyd, og for min Umage vil jeg have hvad jeg kan nytte af det Gods, Kjøbmændene havde med sig; du, Thorodd, skal bringe Kong Olaf min Hilsen, og siig ham, at han er den blandt alle Konger i Norden, som jeg helst vilde tjene, og som jeg gjerne strax vilde drage til, og jeg haaber vel en Gang at kunne besøge ham, men han bryder sig vel kun lidet om min Hilsen.” Derpaa tog han Sølvdisken, tørrede den omhyggelig af med Dugen, og sagde: “Bring Kongen denne Disk, og siig ham, at dette er min Hilsen, og bed ham ikke forsmaae den, og for hans Skyld har jeg viist eder denne Hjælp og Bistand.” Derpaa gjorde begge Parter sig færdige til Rejsen, og skiltes saaledes ad; Thorodd drog nu med sit følge sin Vej, og med ham fulgte ogsaa den Kjøbmand, som var bleven frelst; Thorodd fortsatte sin Rejse, indtil han kom til Kong Olaf i Kjøbstaden Nideros, og fortalte Kongen om sin Rejse, hvorledes alt var gaaet til, sagde, at Arnljot hilsede ham, og leverede ham Sølvdisken. Kongen sagde, at det var ilde, at Arnljot ikke strax var kommen til ham med Thorodd; “det er stor Skade,” sagde han, “at saa rask og brav og en saa mærkelig Mand, som han er, skal føre et saa stet Liv.” Thorodd blev hos Kong Olaf den øvrige Deel af Vinteren, og fik da Lov til at rejse til Island Sommeren efter, og skiltes de da i Venskab fra hinanden.