Gisle Sursøns saga - Uddrag (CCR/FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Islændingesagaer

Grønlands historiske mindesmærker II

XIV
Uddrag af Gisle Sursøns saga
især indeholdende Helge Vesteinsöns,
een af Grönlands förste Indbyggeres, Levnet

paa dansk ved

Finnur Magnússon og C. C. Rafn

Helten Gisle Sursöns Saga, som af P. E. Müller ansees for een af de ældste og troværdigste, indeholder forskjellige Efterretninger om een, eller endog tre mærkværdige Personer, som kom til Grönland i dets förste Landnamstid, udmærkede sig der ved klogt Forhold og tildeels efterlod sig betydeligt Afkom. Hovedpersonen blandt dem, forsaavidt vi kunne lære deres Levnet at kjende, er Helge Vesteinsön; de Efterretninger, som angaae ham, meddele vi derfor af ovenmeldte Saga, tillige med andre korte, men indholdsrige, om de to övrige mærkelige Personer, der udgives for Södskende (som og een Gang vist have spillet en vigtig Rolle i de gamle grönlandske, nu næsten aldeles tabte, Slægtregistre); disse sidste Efterretninger ere opbevarede i en Hovedrecension af Sagaen, der hidindtil har været Almeenheden næsten fuldkommen ubekjendt.

Gisle Sursson med sin hustru Aud og deres fosterdatter Gudrid, fra en engelsk utgivelse ved George Webbe Dasent i 1866.

Nordmanden Thorbjörn Sur, Gisles Fader, hvis Bedrifter den samme Saga omhandler, blev Stamfader for vidtlöftige og anseete Slægter i Island. Sagaens Chronologie maa i visse Henseender være af Vigtighed for os, hvorfor vi have undersögt adskilligt dertil hörende. Derved bemærkede vi den synderlige Omstændighed at Thorbjörn Surs Ankomst til Island fastsættes (næst efter saaledes at ommelde Ingolfs, den förste Landnamsmands og Ulfljots, den första Lovgivers) i de ældste islandske Annaler til et vist Aar hvilket ellers der er höist usædvanligt. Det samme er Tilfældet med en anden af Sagaens Begivenheder, nemlig Goden Thorgrim Thorsteinsöns Drab. Anledningen til at dette især er bemærket paapege vel Annalerne selv, ved at berette, at han var Snorre Godes Fader. Dette antage vi saa meget hellere, som Bestemmelser ogsaa findes her for Thorgrims Farfaders, Thorolf Mostrarkjægs, Dödsaar, samt dennes Söns og Thorgrims Fader, Thorstein Thorskabits, Födselsaar. Vi troe saaledes, at Forfatteren har indflettet Thorbjörn Sur, som i Island ikke gjorde sig særdeles udmærket og ikke engang kunde henföres til Landnamsmændene, blot af den Aarsag, at han var Snorre Godes Morfader. Baade Snorres Födsels- og Dödsaar ere bemærkede, men det for os mærkeligste er vel det, at det samme er Tilfældet med hans Datter Thurid; thi fra hende havde Are Frode, efter hvad han selv tilstaaer, en vigtig Deel af sine, i hans Schedæ meddeelte Efterretninger og chronologiske Bestemmelser, see ellers herom ovenfor l, 500-501. Heraf bliver det höist sandsynligt, at netop Are, Thurids Frænde og Nabo, har skrevet de ældste islandske Annaler, men denne Formodning maa næsten blive til Vished, naar vi endvidere bemærke, at næsten alle de övrige Personer, som ommeldes i dem förend Aaret 1000 (med Undtagelse af Laugmændene og enkelte Befordrere af Christendommens Indförelse) netop höre til Ares egne Forfædre paa een eller anden Maade, nemlig: Tbord Geller, Brodd-Helge, Thorkel Eyolfsön, fra hvilke han selv i lige Linie nedstammede, og andre som vare besvogrede eller beslægtede med dem, som Bland-Ketil, Tungu-Odd og Geiter. Desuden nedstammede Are fra Bjarne, Brodd-Helges Sön, som var Ophavsmand til to i Annalerne (ellers for den Tid sparsomt) bemærkede Begivenheder, Geiters Drab og Slaget i Bödvarsdal. Gjennemlöbe vi endvidere Annalerne fra Aaret 1000 af til Ares Dödsaar 1148, saa ommeldes der, foruden hans eget Födselsaar, af særegne Begivenheder, især de som vedkom Snorre Gode, Ares egne Forfædre og deres slægtninge, samt hans Ven Sæmund Frode. Vi troe saaledes, at Begyndelsen til de islandske Annaler uden Betænkning kan tillægges Are Frode, hvis Tilböielighed til at meddele sin Stamtavle, samt Efterretninger om hans egne Stamfædre og deres Slægt (fra hvilken han og havde en stor Deel af dem) vi ellers tilstrækkelig kjende af hans Schedæ.

Adskillige Lærde have forhen, med Föie, tillagt Are Frode betydelig Deel i forskjellige islandske Sagaer (foruden Landnama og Kristni-Saga), som Eyrbyggja (hvorom her forhen I, 498 o. f.) med flere, efter hvad Werlauff, i sine Undersögelser over Ares Levnet og Værker, især har oplyst. Det er desuden sandsynligt, at Are, hvis store Kundskab om Islands almindelige Sagnhistorie hans Skrifter noksom vise, har efterladt sig skrevne Samlinger, vedkommende enkelte Bygders og Slægters Historie, af hvilke han i Landnama kun har givet meget kortfattede Uddrag, samt at disse Samlinger sildigere ere blevne benyttede af de Lærde, i hvis Hænder de efterhaanden faldt, som Snorre Sturlesön, Styrmer Frode, Sturla Thordsön og Hank Erlendsön (jfr. ovenfor I, 22-31, 33 o. f., 58, 60), vel ogsaa andre, hvorom vi ikke kunne vide dette, som Gunlög, Odd, Biskop Brand o. fl. Er denne Gisning rigtig, har Are vistnok ikke i den Henseende udeladt Thorbjörn Surs og hans Afkoms Historie, om hvilken just hans sagnkyndige Veninde Thurid kunde give ham nöiagtige Underretninger. Da bliver det og mærkværdigt, hvad her berettes om Vesteins, Geirmunds og Gudrids Udvandring til Grönland. og deres Bosættelse sammesteds, thi derom kunde Are være bleven underrettet af hans Farbroder Thorkel Gellersön, som selv havde været paa Grönland og der faaet sine Efterretninger om Landets förste Beboelse, tildeels af en Mand der selv var udvandret dertil med Erik den Röde (see ovenfor I, 170, 173). I Landnama handler Are ikke udförlig om Gisle Sursön der ikke hörte til de egentlige Landnamsmænd, men det er mærkeligt, at han forudsætter hans Begivenheder som almindelig bekjendte, i det han tilfældigviis melder at den Ingjald, som hjalp ham i hans Fredlösheds Tilstand, var til Straf derfor fordreven fra Gaarden Hergilsö af Gisles Fjende og Drabsmand Börk den Tykke. (Landn. 2B. 19 C.).

Uvist bliver det vel for stedse, hvo der har været Hovedforfatter til Gisle Sursöns Saga; den er kun een Gang udgiven, nemlig i Björn Marcussens bekjendte Octav-Samling, men yderst slet og ufuldstændig. De Udtog, som vi her meddele, ere derfor ingenlunde tagne af denne, hvorimod den blot er bleven jevnfört med fölgende af os benyttede Haandskrifter, tilhörende den Arnæ-Magnæanske Samling.

A) En Membran, stor Qvart, Nr. 556 (som tillige indeholder Sagaerne om Gretter; Hörd og Holmverjerne, samt flere af udenlandsk og fabelagtigt Indhold), der er af os bleven lagt til Grund ved disse Uddrag. Den synes at være skreven sidst i det 14de eller först i det 15de Aarhundrede, öiensynlig efter en ældre Original, som paa enkelte Steder sees at være bleven misforstaaet eller feilagtig læst af Afskriveren.

B) Et maadeligt Papiirshaandskrift med cursiv Skrift, Nr. 147, Fol. (som har tilhört Torfæus).

C) Ligeledes, Nr. 148 (ved Jon Erleudsen) og

G) i Qvart, Nr. 481 (ved Ketil Jörundsen) ere begge skrevne 1651 efter en Sagabog (efter Arne Magnussens Mening, paa Pergament) da tilhörende Thorleif Magnussen paa Hlidarende. Baade de og B, samt E, 160 og 1, 552, a, tilhöre den samme Hovedrecension som A. (F, 163, 4, er kun et nyere upaalideligt Uddrag). K, Nr.52 i Basks Samling ligesom ogsaa de nedenfor nærmere omhandlede L, M og N höre til bemeldte Recension, men ere kun meget, ufuldstændige og stemme mest overeens med den ovenmeldte trykte Udgave, af os betegnet Tr; den indeholdes i den Samling (fra S. 127 til 180) som har denne Hovedtitel: Ágiætar Fornmanna-Sögur, eru á þrikk wtgeingnar ad Forlage Hr. Více-Lögmannsins Björns Marcussonar. Hólum MDCCLVl. 8. Ovenfor er dens Beskaffenhed kortelig antydet, og vi bemærke kun videre derved, at den f. Ex. kun har 8 af Viserne, men udelader deraf ikke mindre end 24 hele Stropher som findes i A (hvoriblandt en især er mærkelig som formodet Levning af sðguljóð eller Oldtidens fortællende Digte, hvorpaa rimeligviis en Deel af Sagaen er bygget) og en anden, af Gisle Sursön selv, ved den Sammenligning som han (i det 10de Aarhundrede) anstillede mellem sin Söster Thordis og den af Eddaerne m.m. bekjendte Gudrun Gjukedatter. Hertil komme Papirs Haandskrifterne D og H, begge med Asgeir Johnsens Haand. Af dem har D, 149 Folio, tilhört Torfæus, men H, 482 4to, rimeligviis fra först af, Arne Magnussen selv. Om dette eller dets Kilde findes ingen anden Efterretning fra hans Haand, end en lös Seddel med denne Paategning: ex bibliotheca regia. Disse Haandskrifter ere dog særdeles mærkværdige, da de indeholde en fra den ovenommeldte i mange Henseender afvigende Hovedrecension af Gisle Sursöns Saga (hvilken Sagabibliothekets Forfatter, som blot har benyttet den trykte Udgave, der slet ingen Variant-Tillæg har, aldeles ikke har kjendt). Deri behandles Gisles norske Forfædres Historie meget vidtlöftigere end i den bekjendte, og dog har meget deraf manglet i Afskrifternes Original (da 5 Blade i Folio og 10 i Qvart i Afskrifterne derfor ere levnede blanke.) Kilden til disse Afskrifter har vel været en Membran, som nu ikke mere haves. At en saadan, som (maaskee blandt flere) har indeboldt Fostbrödre Saga, forhen har tilhört det store Kongel. Bibliothek, vide vi af det ovenfor (ll, 259-60 samt 267) anförte, endskjönt den i de nyere Tider ikke har kunnet findes der. Derimod haves sammesteds (under Nr. 1181-82) Apparat til en Udgave af Sagaen, hvilket Suhm i sin Tid har tilveiebragt, bestaaende af en Afskrift med Varianter og latinsk Oversættelse, som synes at være skrevne af den Magnæanske Stipendiar, siden Sysselmand John Johnsonius. For Afskriften er enten vor D eller H öiensynlig blevet lagt til Grund, da denne Recension, forsaavidt som den ikke er defect, er den udförligste. Af de Varianter, som her ere anförte ved det af os nu udgivne Stykke fandtes ingen mærkelig, foruden dem som vi selv havde antegnet.

At Helge Vesteinsön maatte blive en særdeles kjæk og dygtig Mand, derom syntes allerede hans her fortalte Barndoms Begivenheder at spaae. Om Geirmund kan dette derimod neppe siges, hvorfor vi ikke have uddraget det af Sagaen, som angaaer ham, men nöies med at meddele det oversat i fölgende kortfattede Uddrag af de Hovedbegivenheder i Gisle Sursöns Saga, som udfordres til at gjöre Sammenhængen mellem hans og de herombandlede Personers Levnet forstaaelig for vore Læsere, i det vi iövrigt henvise til Sagaen selv og til P. E. Müllers Uddrag af den i Sagabibliotheket l, 167-175, samt Petersens Danmarks Historie ll, 478-483. Thorbjörn Sur, Helten Gisles, samt Thorkels og Ares Fader, udvandrede med sine to förstnævnte Sönner, fra Surnadalen (nu Syrdalen) i det vestlige Norge, til Island (efter de fleste Exemplarer af Annalerne 952). De ankom til Dyrefjorden og den Havn som da kaldtes Haukudalsós, og kjöbte et Stykke Land der i Nærheden, hvor de opbyggede Gaarden Söbol i Hökedalen. De förte först der, og siden (efter at de havde indrömmet deres Söster Thordis og hendes Mand Thorgrim fra Thorsnæs Gaarden Söbol), paa Hol, en fælles Huusholdning, indtil Thorkel, som var gift, ved hemmelig at lytte til sin Kones fortrolige Tale (med Aude, Gisles Hustru) erfarede at hun holdt meget af Vestein, Audes Broder og Gisles Fostbroder. Fortörnet herover begyndte Thorkel strax at pönse paa Vesteins Undergang, ophævede derfor Fællesskabet med Gisle, og begav sig til sin ovennævnte Svoger, Thorgrim, (Thorstein Thorskabits Sön, Snerre Godes Fader; see ovenfor I, 566-570) som var fjendsk sindet mod Vestein. Den sidstnævnte blev myrdet, da han var Gisles Gjest, midt om Natten; Thorkel ansaaes for Ophavsmanden, men Thorgrim som Gjerningsmanden. Efter Fostbroderskabets Love var Gisle paa det helligste forpligtet til Blodhævn paa den Myrdedes Banemand, og han udförte den, ligeledes hemmelig, paa sin egen Svoger Thorgrim; dog blev dette röbet ved hans egen Uforsigtighed, og Börk den Tykke, som havde ægtet Thordis, Thorgrims Enke men Gisles Söster, ansaae sig for pligtig til at hævne Mordet paa dennes egen Broder. Han anlagde derfor Sag mod Gisle, som blev dömt fredlös, og forfulgte ham siden i mange Aar uophörlig. Imidlertid opvoxte den myrdede Vesteins Sönner, Berg og Helge, indtil de, i Barndomsalderen, hævnede deres Faders Mord paa dets Ophavsmand, Thorkel Sursön, saaledes som det berettes i de efterfölgende Saga-Uddrag.

Södskendene Geirmund og Gudrid, som efter Recensionen D, H, kom til Grönland med Helge Vesteinsön, og bleve anseelige blandt dets Indbyggere, vare, efter samme Recension, (hvilket og tildeels kan sluttes af den anden mere bekjendte), Börn af lngjald paa Hergilsö i Bredefjorden, som var de Surs-Sönners Frænde og Ven, hvorfor Gisle, som i Förstningen forestod det fælles Bo, havde taget dem som smaae Börn til Opfostring. Da Thorkel flyttede bort og Fællesskabet blev hævet, tog han Geirmund med sig, men Sösteren Gudrid blev tilbage hos Aude og Gisle. Dagen förend Thorgrim blev myrdet, havde han, uden skjellig Aarsag, givet Drengen Geirmund en Kindhest, hvorover han blev höilig forbittret; heraf benyttede Gisle sig, for at formaae ham til at lade Dören til Tborgrims Huus staae hemmelig aaben om Natten og til i Tide at slukke den i Sovestuen brændende Lampe, saa at Mordet paa den Maade let lod sig udföre. Gudrid var stedse hos Aude, för og efter Gisles Drab, som det endelig lykkedes Börk, ved sin Medforbundne Eyolf den Graa, med stor Overmagt at udföre, indtil de begge, tilligemed Geirmund og Vesteins Sönner, forlode Island.

Börk havde hverken stor Glæde eller Fordeel af sin magelöse Hævn for en Svoger paa en anden Svoger; de for ham skadelige og haanlige Fölger deraf ere berettede, efter Eyrbyggja ovenfor (I, 596-604); dermed stemmer i det Væsentlige Gisle Sursöns Sagas 35te Capitel. Disse Begivenheder have sikkerlig havt betydelig Indvirkning paa Vesteins Sönners og de övrige af Börk forfulgte Personers Skjæbne, hvilket vi nu ville söge at udvikle, for derved, saavidt muligt, at udfinde Tiden for vor Helges o. fl. Udvandring til Grönland.

Arne Magnussen har nöie undersögt Eyrbyggja-Sagas Chronologie. Efter gamle paalidelige Uddrag af hans hertil hörende Bemærkninger, af hvilke jeg, Finn Magnusen er i Besiddelse, maa Gisle Sursöns Drab være skeet næsten sidst i Aaret (maaskee i October) 980, men Börks Skilsmisse fra hans Kone og Bortllytning fra Helgafell 981. Hvor pludselig denne skete, erfares af Beretningen derom, og han maa ikke have været i liden Vaande med at skaffe sig Bopæl paa en Gaard, hvor han strax kunde drive sin betydelige Qvægavl. Navnet paa den Bopæl han erholdt, Barkarstaðir (Börks Stade eller Bolig), mellem tvende forhen bekjendte Gaarde (Orrahol og Tunga), viser og, at han har maattet anlægge den fra först af paa en öde Mark. Alt dette har medfört for ham, som nylig havde lidt stort Pengetab paa forskjellige, tildeels harmfulde og nærgaaende Maader, saa mange Bryderier og Ubehageligheder, at han umulig paa den Tid kunde tænke paa at fortsætte Hævnen for Thorgrims Drab, som nu desuden var kommet ham saa dyrt til at staae, paa Vesteins Sönner eller andre. Paa Barkarstade har Börk sandsynligligviis boet adskillige Aar og saaledes flyttet derfra henved 986 til Gleraaskoge ved Hvamsfjorden. Nu var han da kommen nærmere til de ovenmeldte af ham forfulgte Personers opholdssteder, for hvilke ogsaa hans atter tiltagende Magt begyndte at blive frygtelig, saa at de derfor besluttede at forlade Landet. De have da i det eller snarere det fölgende Aar forladt Landet, og saaledes rimeligviis i 987 udvandret fra Norge til Grönland og Erik den Rödes nye Colonie-Anlæg, som da var i fuld Opblomstren.

Med Hensyn til Gudrid Ingjaldsdatter, om hvis Opholdssted Sagaernes Hovedrecensioner ere uenige, tillade vi os at gjætte at de begge, i visse Maader, have Ret, saaledes nemlig: at hun först har opholdt sig i Norge og siden i Grönland. Vi antage det for rimeligt at hun egentlig er den Gudrid der ommeldes i Erik den Rödes Saga, som en Islænderinde, men kommen fra Norge til Grönland med sin Mand Nordmanden Thorer, som kort efter döde, da hun af Sagaskriveren (eller mulig en senere lnterpolator) kan være bleven forvexlet med en Landsmandinde af hende, Gudrid Thorbjörnsdatter, især da begge vare komne fra Islands Vesterland. Denne Gudrid lngjaldsdatter er vel neppe bleven döbt förend i Grönland, men hun havde i Island havt, hvad der i de Dage var sjeldent, en halvchristen Huusfader, Gisle Sursön; han var nemlig i Viborg i Danmark bleven optaget i de christelige Catechumeners Tal ved den saakaldte Primsignelse, lsl. primsigning, egentlig (prima signatio). Dette er rigtig blevet berettet af Torfæus (i hans Trifolium historicum S. 49) og efter ham af Pontoppidan o. fl., men modsagt af Finn Johnsen (Hist. eccl. Island I, 40), som i den Henseende beraaber sig paa Gisle Sursöns Sagas trykte Udgave S. 136, hvor ikke et Ord findes derom. Den höilærde Forfatter har her sat alt for stor Lid til denne yderst ufuldkomne Kilde, men Torfæus har vistnok Ret, da han havde öst sin Underretning af Sagaens fuldstændigere Hovedrecension, af hvilken vi ovenfor have seet at han selv har været i Besiddelse; denne har derimod været Finn Johnsen ubekjendt, skjönt denne Forfatter gaaer for vidt i at benægte at Sagaen, selv efter den trykte Udgave, ikke röbede det mindste Spor af Gisles Christendom (nee ullum christianismi in ipsius vita repertitur signum), thi der siges netop udtrykkelig (S. 139) at Gisle havde ophört med at offre til de hedenske Guder, siden han var i Viborg; jfr. Suhms Hist. af Danmark Ill, 227, hvor dette bemærkes, men denne Forfatter havde da (1787) rimeligviis ikke ladet Sagaen kritisk bearbeide eller oversætte, i det hin omtvistede Beretning da vilde have været ham bekjendt. Den synes heller ikke at have været kjendt af John Olafsen ved Udarbeidelsen af hans ypperlige Skrift om Daaben blandt de gamle Nordboer, hvortil den kunde have været et ikke uvigtigt Bidrag. Vi anföre derfor den i den trykte Udgave udeladte og ubemærkede Periode efter Haandskrifterne D. H. Í þenna tíma var kristni komin í Danmörk ok lètu þeir Gisli félagar primsignaz, því at þat var i þann tíma míkill siðvani þeirra manna er í kaupferðum voru, ok voru þeir þá í öllu samneyti með kristnum mönnum, d. e. Paa den Tid (omtrent 962) var Cbristendommen kommen til Danmark, og Gisle, med hans Staldbrödre, lod sig (i Viborg) Primsigne, thi da var det en meget udbredt Sædvane blandt de Mænd som vare Paa Handelsreiser, -- og da deeltoge de i alskens Omgang (eller Fællesskab) med christne Mennesker." (Jfr. Egilr-Saga Iih. Udg. S. 265). Blandt Gisles herommeldte Staldbrödre var hans Fostbroder Vestein, som saaledes modtog Primsignelsen tilligemed ham, men pleier heller ikke (af samme Aarsag) at regnes blandt Islands förste Halvchristne. Da baade Audes og Gunnilds Ægtemænd saaledes halvveis havde antaget Christendommen, bliver det let forklarligt at deres Enker, strax efter Ankomsten til det da endnu hedenske Norge, begave sig til Danmark for der at modtage Daaben; deres inderlige Hengivenhed til den christne Tro (som længe havde været forberedet) indlyser bedst deraf, at de strax tiltraadte en for dem vistnok meget besværlig Pilegrimsreise tilv Christenhedens Hovedstad paa de Tider, fra hvilken de ikke kom tilbage.

4. Öll lönd voru þá numin á hvorru tveggju Strönd. [Nú keypti Þorbjörn súr land á hinni suðri Strönd, á Sæbóli í Haukadal; þar gjörði Gisli bæ, ok búa þar siðan. Bjartmarr hèt maðr, er bjó í Arnarfirði inn í botni, en kona hans hèt Þuríðr, ok var Hrafnsdóttir [af Ketilseyri úr Dýarfirði, en Hrafn var son Dýra, er fjörðinn nam. Þau áttu sèr börn; hèt dóttir þeirra Hildr, hún var [elzt barna þeirra; Helgi hèt son þeirra , Sigurðr ok Vestgeirr. Vesteinn hèt austmaðr einn, er útkom um landnám ok vistaðist með Bjartmari; hann gengr at eiga Hildi dóttur hans. Ok er þau höfðu eigi lengi ásamt verit, gátu þau lI börn at eiga: Auðr hèt dóttir þeirra, en Vesteinn son. [Vesteinn austmaðr var Vegeirsson, bróðir Vebjarnar Sygnakappa. Bjartmarr var son Áns rauðfelds, Grimssonar loðinkinna, bróður Örfarodds Ketilssonar hængs, sonar Hallbjarnar hálftrölls; [Móðir Áns rauðfelds var Helga, dóttir Åns bogsveigis. Vesteinn Vesteinsson gjörðist farðreíngr góðr, þó átti hann bú í Önurdarfirði undir Hesti, er [þá var komit sögunni. Kona hans hèt Gunnhildr. Bergr hèt son hans ok Helgi.

5. Gisli Sürsson bað systur Vesteíns, Auðar Vesteinsdóttur, ok fèkk hana; búa nú báðir saman í Haukadal.

28. Börkr (hinn digri) ferr til Þorskarfjarðarþíngs með fjölmenni, ok ætlar at hitta vini sína. Gestr (Oddleifsson) ferr vestan af Rauðasandi á Barðaströnd, ok Þorkell Súrsson, ok ferr á sínu skipi hvorr þeirra. Ok er Gestr er albúinn, koma til hans sveinar tveir, ok klæddir illa, ok höfðu stafi í höndum. Þess verða menn vísir at Gestr hefir launtal við sveinana; ok verða menn þess vísir, at þeir biðja hann fars, ok hann veítir þeim, [ok flytr hann þá Hallsteinsnes; sveinarnir gánga nú upp í Teígsskóg, fara eptir skóginum þartil er þeir koma til Þorskafjarðarþíngs. Maðr er nefndr Hallbjörn; hann var gaungumaðr ok fór um hèruðin, eigi með færri mönnum en X eðr XII, en hann tjaldaði sèr búð á þínginu. Þángat fara sveinarnir, ok biðja hann búðarúms, ok segjast vera gaungumenn. Hann kvezt veíta búdarrúm hverjum þeim er hann vill beitt hafa; [hefi ek hèr verit mörg ár, sagði hann, ok kenni ek alla höfðíngja [ok goðorðsmenn. Þeir sveinarnir segja, at þeir vildi hlíta hans ásjá, ok fræðast af honum: [er okkr mikil forvitni á at sjá stóreflismenn, þar er miklar sögur gánga frá. Hallbjörn kvezt mundu fara ofan til strandar, ok sagðist mundu kenna hvert skip skjótliga sem kæmi, ok segja þeim til. Þeir biðja hann hafa þökk fyri lèttlæti sitt, fara nú ofan til [strandar ok svâ til sjófarins; sjá nú at skipin sigla at landi. Þá tekr sveinn hinn eldri til orða: hverr á þat skip er nú siglir híngat næst? Hallbjörn sagði at þat á Börkr hinn digri. En hverr siglir þar næst? Gestr hínn spaki, sagði Hallbjörn. En hverír sigla þar næst ok leggja skip sitt við fjarðarhornit? Þat er Þorkell Súrsson, sagði Hallbjörn. Þeir sjá nú at Þorkell gengr á land ok sezt niðr einhversstaðar meðan þeir flytja varnað þeirra af skipínu, svâ [sem sjórinn fèlli á 1and en Börkr tjaldar búð þeirra. Þorkell hafði girzkan hatt á höfði ok feld grán, ok gulldálk um öxl, en sverð í hendi. Síðan gengr Hallbjörn ok sveinarnír með honum þángat at sem Þorkell sitr. Nú tekr annarr sveinninn til orða, sá hinn eldri, ok mælti: hverr er hínn göfugligi, er hèr sitr? ekki hefi ek sèð vænna mann nè tiguligra. Hann svarar: vel fara þèr orð, en Þorkell heiti ek. Sveinninn mæltí: allgóðr gripr mun sverðit þat vera, sem þú hefir í hendinní, eðr hvört muntu lofa mèr at sjá? Þorkell svarar: furðu undarlíga lætr þú um þetta, en þó mun ek þetta leyfa þèr, ok rèttir at honum. Sveinninn tók ok við sverðinu ok [veik sèr [frá lítt at, ok sprettir friðböndunum ok bregðr sverðíllu, ok er Þorkell sá þat, þá mælti hann: [Þat lofaði ek þèr ekki þarna at bregða sverðinu. Þar spurða ek þik ekki at leyfis, sagði sveinninn, ok reiðir upp sverðit ok rekr á hálsínn Þorkeli, svo at af tók höfuðit. En þegar þessi tíðindi eru orðín, þá [hleypr upp Hallbjörn gaungumaðr en sveinn kastar niðr sverðinu alblóðugu, ok grípr upp staf sinn, ok hlaupa þeir með þeim Hallbirni , ok urðu gaungumenn næsta at gjalti. Þeir hlaupa upp hjá búðinni er Börkr tjaldaði. Menn drífa þá at Þorkeli, ok ok þikkjast ekki vita, hverr verkit hefir unnit. Börkr spyrr hverju gegndi þyss sá eðr kliðr er var hjá Þorkeli, ok er þeir Hallbjörn hlaupa upp hjá búðinni, [ok eru Xll gaungumenn; ok er hann Börkr spurði þessa þá svarar sá hinn yngri sveinninn er Helgi hèt, en sá hèt Bergr er vígit hafði vegit: ekki veit ek hvat þeir þínga, en þat hygg ek, at þeir þræti um, hvort Vesteinn hefði átt eptir dætr einar, eðr hefði hann áttan son nokkurn. Hallbjörn hleypr til búðar, en sveinarnir til skógar [er þar var nærr, ok verða eigi fundnir.

29. Menn hlaupa nú til búðar Hallbjarnar, ok spyrja hve gegndi, en þeir gaungumennirnir segja at sveinar tveir úngir höfðu komit í flokk þeirra, ok [segja at þeim kom þetta (óvart), ok kvoðust engi deili á þeim vita. Þeir segja þó frá yfirlitum þeirra ok viðrtal þeirra, [hvílikt verit liafði. Börkr þikkist nú vita, af orðum þeim er Helgi hafði mælt, at synir Vesteins muni verit hafa; ok eptir þetta [gengr hann til fundar við Gest ok ræðr um við hann, hversu [með skal fara. Börkr mælti: mèr er þat skyldast allra manna at mæla eptir Þorkel mág, þikkir oss ekki [því ólíkt hafa til borit, sem synir Vesteins muni unnit hafa verkit, þvíat eigi vitum vèr annarra manna von, þeirra er sakir hafi átt við Þorkel, en þeir. Nú kann vera, at þeir hafi komizt burt at sinni; gef þú til ráð, hversu [málit skal upptaka. Gestr svarar: kunna munda ek mèr ráð, ef ek hefða vígit vegit, at hafa þat undanbragð at málit mætti ónytt verða, ef á [mèr yrði haft, at nefnast annan veg en ek hèta, ok letr Gestr mjök, at sökín sè fram höfð. Þat hafa menn fyri satt haft at Gestr hafi verit í ráðuni með sveinunum, þviat hann var skyldr þeim at frændsemi. Nú hætta þeir, ok [falla niðr málin, en Þorkell er heygðr af fornum sið, ok fara menn heim af þínginu, ok gjörist ekki fleira til tiðinda á því þingi. Börkr unir nú illa við sína ferð, sem þó átti hann stundum venda til, ok hefir þó, [svâ búit, mikla sneypu [ok svívirðíng af þessu máli. Sveinarnir fara nú unnzt þeir koma í Geirþjófsfjörö, ok liggja úti X dægr; koma þeir til Auðar, ok er Gisli þar fyri. Þeir koma þar um nótt, ok drepa á dyrr. Auðr gengr til hurðar, ok heilsar þeim[ok spyrr tiðinda, en Gisli lá í rekkju sinni, ok var þar jarð̈hús undir niðri, ok beindi hún raust þegar, ef hann þyrfti at varast. Þeir segja henni nú vig Þorkels ok um hvat væla var; segja henni ok, [hversu leingi matlausir þeir hafa verit. Ek mun senda ykkr, sagði Auðr, yfir hálsinn í Mosdal til sona Bjartmars; skal ek fá ykkr vistir ok jarteignir, at þeir skjóti yfir ykkr nökkru skjóli, [ok gjöri ek því þetta , at ek nenni ekki at kveðja Gísla bjargar við ykkr . Nú fara sveinarnir í skóga, þá er þeir mega ekki finnast, ok neyta matar, þvíat þeir höfðu leingi matar mist ok leggjast síðan niðr ok sofa, [er þeir voru mettir, þvíat þeir voru mjök syfjaðir.

30. Nú er at segja fra Auði at hún gengr inn til Gisla ok mælti: Nú skiptir mik miklu, hversu þú villt til snúa at gjöra minn sóma meira, en ek em verð. Hann tók þegar undir ok mælti: veit ek at þú munt segja mèr víg Þorkels bróðúr míns. Svo er sem þú getr, sagði Auðr, ok [eru hèr komnir sveinarnir, ok vildu at þèr [byrgizt at allir saman, ok þikkjast nú ekki traust eiga nema þetta. Hann svarar: ekki má ek þat standast at sjá bróðurbana mina [ok vera ásaint við þá, ok hleypr upp, ok [vill bregða sverði, [ok kvað vísu:

Hverr of veit nema hvassan

hjaldrís dragi Gísli ,

at [mun firða frètta

færi von úr sponum,

allz [sígi víðir segja

snyrti hríngs af þingi,

drýgjum enn, til dauða,

dáð, Þorketil ráðinn.

[Nú sagði Auðr þá á burtu, ok hafða ek vit til þess at hætta þeim ekki hèr. Gisli sagði, at þann veg var ok allra bezt, at þeir hittist ekki , ok sefast hann brátt, ok [eru nú kyrr ein tiðíndi.

38. Synir Vesteins fara til Gests frænda síns, ok skora á hann at hann komi þeim utan með ráðum sínum ok Gunnhildi móður þeirra ok Auði, er Gisli hafði átta ok Guðríði Ingjaldsdóttur ok Geirmundi bróður hennar. [Fara þau öll utan í Hvítá; kom Gestr þeim [utan með fè sínu. Þau voru skamma stund úti, ok komu við Noreg; gengr Bergr á stræti, ok vill kaupa þeim búðarúm í kaupángi, ok II menn með honum. Þeir mæta Il mönnum, ok var annarr í skarlatsklæðum, úngr maðr ok míkill vegsti; sá spurði Berg at nafni. Hann sagði til hit sanna um nafn sitt ok kyn, þvíat hann ætlaði at [hann mundi þar niðr koma, at hann mundi njóta [föður síns en gjalda eigi; en sá, er í skarlatsklæðunum var, brá sverði, ok hjó Berg banahögg; þat var Ari Súrsson, bróðir Gisla ok Þorkels. Förunautar Bergs fóru til skips, ok sögðu tíðindin. Styrimaðr kom þeim undan ok tók Helga far til Grænlands. Helgi [kom þángat, ok þroskaðist þar, ok þótti hinn bezti dreingr, ok voru menn sendir til höfuðs honum, en þess varð ekki auðit. Helgi týndist í veiðiför, ok þótti þat mikill skaði. Þær Auðr ok Gunnhildr fara til Danmerkr, í Heiðabæ; tóku þær við trú, ok gengu suðr, ok komu ekki aptr. Geirmundr [var eptír i Noregi, ok kvongaðist, ok varð vel at þroska. Guðríðr systir hans var manni gefin, ok þótti skir kona, ok eru margir menn frá henni komnír. Ari Súrsson fór til Íslands; hann kom í Hvitá, ok seldí skipít, en keypti sèr land at Hamri ok bjó þar nökkra vetr. Víðar hefir hann búit á Mýrum, ok eru menn komnir fra honum.

__________

4. Alle Jorder vare da blevne tagne i Besiddelse paa begge Strandene. Thorbjörn Sur kjöbte sig derfor Land paa den söndre Strand, paa Söbol i Hökedalen. Der opförte Gisle en Gaard, og der boede de siden. Bjartmar hed en Mand som boede i Arnarfjorden, inde i dens Bund; hans Hustru hed Thurid Rafnsdatter fra Ketilsöre i Dyrefjorden, en Sönnedatter af Dyre, som först tog den Fjord i Besiddelse. De havde Börn sammen; Datteren, Hilde, var den ældste; Sönnerne hedde Helge, Sigurd og Vestgeir. En Östmand (eller Nordmand) ved Navn Vestein kom til Landet i Landnamstiden, og tog sit Ophold hos Bjartmar samt ægtede hans Datter Hilde. De havde ikke været længe gifte, da de fik to Börn, Datteren hed Aude og Sönnen Vestein. Östmanden Vestein var Vegeirs Sön, en Broder til Vebjörn, Sognboernes Kæmpe Bjartmar var en Sön af An Rödfeld, Sön af Grim Lodenkinne (men Broder til Örvar-Odd) Sön af Ketil Hæng, Hallbjörn Halvtrolds Sön. An Rödfelds Moder var Helga, en Datter af An Bogsveger. Vestein Vesteinsön blev en dygtig Söfarer, dog drev han en Eiendomsgaard under (Bjerget) Hest i Önundarfjorden, paa den Tid, da de her fortalte Begivenheder indtraf. Hans Kone hed Gunhild, hans Sönner Berg og Helge...

5. Gisle Sursön friede til Vesteins Söster Aude Vesteinsdatter, og fik hende til Ægte. De boede derefter begge sammen i Hökedalen...

28. Börk (den Tykke) drager til Torskefjords Thing med et stort Fölge, og agter at træffe sine Venner der. Gest (Oddleifsön) tog vestenfra, fra Rödesand paa Bardestrand, samt Thorkel Sursön; dog havde hver af dem sit eget Fartöi. Da Gest havde gjort sig færdig til Afreisen, kom til ham to Drenge, slet klædte med Stave i Hænderne. Folk lagde Mærke til, at Gest talte noget hemmelig med Drengene, og ligeledes til det, at de bade ham om Befordring over Vandet, hvilken han ogsaa tilstod dem. Han lod dem sætte over til Hallsteinsnæs. Drengene gik derfra op til Teigs Skov, og over den indtil de kom til Torskefjords Thing. En Mand, ved Navn Hallbjörn, var i den Tid en Landlöber, som vandrede omkring i Herrederne med ikke mindre end 10 eller 12 Fölgesvende; han indrettede en Teltbod til sig paa Thinget. Dertil toge Drengene, bade ham om Plads i hans Bod, og udgave sig for Omlöbere. Han sagde at han var villig til at unde enhver Plads i sin Bod, som vilde bede ham derom. “Jeg har været her mange Aar," sagde han, “og kjender alle Hövdinger og Øvrighedspersoner." Drengene sagde at de vilde sætte Lid til hans Omhu, og belæres af ham; “vi (sagde de) ere meget nysgjerrige efter at see de overhaands mægtige Mænd, om hvilke mærkværdige Sagn fortælles." Hallbjörn svarede, at han vilde gaae ned til Stranden, og foregav at han snart kunde kjende ethvert Fartöi, som kom til den, og underrette dem derom. De bevidnede ham deres Tak for hans Beredvillighed, og de gik da tilsammen ned til Söen, hvor de saae at Fartöierne seilede til Landet. Da spurgte den ældre Dreng: “Hvem eier det Fartöi som nu seiler nærmest?)” Hallbjörn svarede at Börk den Tykke eiede det. “Men hvo seiler dernæst?” “Gest den Kloge," svarede Hallbjörn. “Men hvilke seile næst efter ham, og lande med deres Fartöi ved Fjordhukken?" “Det er Thorkel Sursön," svarede Hallbjörn. De see nu at Thorkel gik i Land og satte sig etsteds ned, medens de andre bare deres Gods fra Fartöiet saa höit op, at Floden ikke kunde række det. Börk indrettede imidlertid deres Telthuus. Thorkel havde en russisk Hat paa Hovedet, en graa Kappe med et Guldspænde paa Skulderen, men et Sværd i Haanden. Derpaa gik Hallbjörn og Drengene med ham dertil, hvor Thorkel sad. Den ene Dreng spurgte da: “Hvo er den Anseelige som sidder der? jeg har aldrig för seet en smukkere eller herligere Mand!” Han svarede: “Du taler ret vakkert, men jeg hedder Thorkel." Drengen sagde: "Det sværd, som du holder i Haanden, er vist en Kostbarhed, og vilde du vel tillade mig at see det?” Thorkel svarede: “Det er höist besynderligt at du giver dig saaledes af med dette, men dog vil jeg tillade dig det" - og han rakte ham Sværdet. Drengen tog mod det, vendte sig fra ham i en Hast og löste Skederemmen op. Da Thorkel saae det, sagde han :“Dette hersens, at blotte Sværdet, tillod jeg dig ikke." "Jeg spurgte dig ikke om Tilladelse dertil," sagde Drengen og svang Sværdet saaledes, at det rammede Thorkels Hals og skilte Hovedet fra Kroppen. Da dette var skeet, sprang Landstrygeren Hallbjörn op, men Drengen kastede det bloddryppende Sværd, og tog sin Stav atter i Haanden. Drengene löb da bort med Hallbjörn og hans Fölge; Omlöberne vare næsten ude af sig selv. De löb alle forbi det Telthuus, som Börk da var i færd med at opreise. Folk stimlede sammen omkring Thorkels Lig, og ingen var istand til at sige hvo Ophavsmanden var. Börk spurgte, hvad det Oplöb eller Allarm omkring Thorkel havde at betyde, og da Hallbjörn löb forbi Boden med de andre, i alt 12 Omlöbere, men Börk spurgte dem herom, svarede den yngre Dreng som hed Helge (men den som havde fuldfört Drabet hed Berg) "Jeg veed ikke hvorom de raadslaae, men jeg troer at de trættes derom, om Vestein blot har efterladt sig Döttre, eller om han har havt nogen Sön." Hallbjörn löb til sin Bod, men Drengene til den Skov, som var der i Nærheden, og kunde ikke findes der.

29. Folk löb derpaa til Hallbjörns Bod og spurgte hvorledes Sagen hængte sammen. Omlöberne forklarede, at to unge Drenge havde givet sig i deres Selskab, men aldeles uformodentlig, og forsikkrede at de ikke kjendte det mindste til dem; dog beskreve de deres Udseende saaledes som det havde været, og fortalte hvad de havde talt med dem. Börk troede nu at kunne slutte sig til, af de Udtryk som Helge havde brugt, at disse Drenge havde været Vesteins Sönner. Derpaa gik han hen for at besöge Gest og talte med ham om denne Sags Behandling. Börk sagde: “Af alle Mænd er jeg pligtigst til at paatage mig Eftermaalet for min Svoger Thorkel; os tykkes at det slet ikke er usandsynligt at Vesteins Sönner have gjort Gjerningen, thi vi have ingen Formodníng om at nogen anden har havt Aarsag til Fjendskab mod Thorkel, end de. Nu er det muligt at de ere slupne for denne Gang; giv derfor gode Raad angaaende Sagens Anlæggelse." Gest svarede: "Hvis jeg havde begaaet Drabet vilde jeg sikkert kunne hitte paa Raad til saadanne Udflugter, at Sagen nok skulde blive afviist, om man end vilde anke paa, at jeg havde kaldt mig anderledes end jeg hed" - og overhoved raadte Gest meget fra at Sagen blev der anlagt. Man har antaget det for sandt, at Gest har deeltaget i Drengenes Anslag, fordi han var noget i Slægt med dem. Nu ophörer Samtalen, og Sagen faldt hen, men Thorkel blev jordet i en Höi efter Oldtidens Skik. Ellers forefaldt intet Nyt paa det Thing, hvorfra Folk nu begave sig hjem. Börk var da meget ilde tilfreds med sin Reise, ligesom det ellers sædvanligst gik for ham, og havde saaledes, som Tingene da stode, kun Skam og Skændsel af denne Sag. Drengene gik deres Vei, indtil de kom til Geirthjofsfjorden, men kom ikke i Huus i ti (halve) Dögn; der kom de til Aude, hos hvem Gisle da var. De kom der om Natten og bankede paa Dören. Aude gik til den, og hilste dem og spurgte om Nyheder, men Gisle laae i sin Seng, under hvilken der var et Jordhuus (eller dyb Kjelder), men hun pleiede at forstærke sin Stemme, naar han behövede at tage Sig i Agt. De fortalte hende Thorkels Drab, og hvorledes Sagerne nu forholdt sig, samt hvorlænge de ingen Mad havde faaet. Aude sagde: "Jeg skal sende eder over Fjeldryggen til Mosdal, hvor Bjartmars Sönner boe; jeg skal give eder Födemidler og Jertegn (visse Kjendemærker) for at de skulle lade eder tilflyde nogen Beskyttelse, og dette gjör jeg af den Aarsag, at jeg ikke kan overtale mig til at opfordre Gisle til at komme eder til Hjelp." Drengene tyede da til Skove, i hvilke de ikke kunde findes, og toge Föde til sig, thi de havde længe maattet savne den; derefter lagde de sig til at sove, thi de vare blevne meget sövnige.

30. Det have vi at fortælle om Aude, at hun gik ind til Gisle og sagde: “Det er nu meget magtpaaliggende for mig, hvad du vil beslutte dig til, for at vise mig en större Hæder end jeg fortjener." Han svarede strax og sagde: “Det veed jeg, at du nu vil fortælle mig min Broder Thorkels Drab." "Din Gisning er rigtig," sagde Aude, "og Drengene ere konme hid, samt önske, at I kunne forsvare eder her i Fællesskab, da de ikke troe at kunne have nogen anden Tilflugt". Han svarede: “Det vilde jeg ikke kunne udstaae at see min Broders Drabsmænd og være i samme Huus som de", hvorpaa han sprang op og vilde trække sit Sværd af Skeden, samt sang denne Vise:

Hvo veed, om snart ei Gisle

det hvasse Sværd vil drage

af Skeden, da jeg hörer

de Sagn, der sligt maa fordre;

thi de, som kom fra Thinget,

forkynde, der man Thorkel

med Svig har dræbt; vi skulle

end noget Drab udföre.

Da sagde Aude at de vare allerede borte, "og jeg havde saa megen Forstand at bringe dem ikke i Fare her." Gisle svarede at det vistnok var det bedste, at de ikke traf hinanden; hans Vrede sagtnedes snart, og nu skete der ingen mærkelige Begivenheder.

38. Vesteins Sönner tyede til Gest, deres Frænde, og opfordrede ham til at gjöre Udvei, for at de kunde komme bort fra Landet, tilligemed deres Moder Gunnild , Aude, som havde været gift med Gisle, Gudrid Ingjaldsdatter og hendes Broder Geirmund. De reiste alle ud af Landet fra Hvidaaes Havn; Gest skaffede dem bort paa sin Bekostning. De vare ikke længe paa Söen og anlöb Norge. Berg gik i Land, samt omkring paa Gaden og vilde leie Huusrum for dem der i Kjöbstedet, tilligemed to andre Mænd. De mödte to Mænd, af hvilke den ene, som havde en Skarlagensklædning paa, var en ung Mand, anseelig af Væxt; han spurgte Berg om hans Navn. Berg fortalte rigtig om sit Navn og Slægt, thi han tænkte, at han kun skulde komme paa de Steder, hvor han snarere vilde nyde godt end vederfares noget ondt for sin Faders Skyld, men Manden i Skarlagensklæderne trak sit Sværd og tilföiede Berg et dödeligt Saar. Denne Mand var Are Sursön, Gisles og Thorkels Broder. De som havde ledsaget Berg begave sig til Skibet, og fortalte hvad der var skeet. Skipperen bragde de övrige Reisende i Sikkerhed, og skaffede Helge Plads i et Skib som var bestemt til Grönland. Helge kom dertil, blev stor, för og stærk, samt ansaaes for en særdeles ypperlig Mand. Snigmordere udsendtes for at skille ham ved Livet, men det lykkedes ikke. Helge omkom paa Fiskefangst, og det blev anseet for Tab. Aude og Gunnild reiste til Danmark, til Hedeby; der gik de over til Chrístendommen, og begave sig paa en Pilegrimsreise til Rom, men kom ikke tilbage. Geirmund blev tilbage i Norge, giftede sig og blev en holden Mand; hans Söster Gudrid blev givet en Mand til Hustru, blev anseet for en meget fornuftig Kone, og en vidtlöftig Slægt nedstammede fra hende. Are Sursön kom til Island, i Hvidaaes Havn, solgte sit Skib og kjöbte Gaarden Hammer, hvor han boede nogle Aar, samt ellers siden paa flere Steder i Myre Egnen, og adskillige nedstamme fra ham.