Halfdan Branafostres saga

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Nordiske fornaldersagaer


Halfdan Branafostres saga[1]

Hálfdanar saga Brönufóstra


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2021



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson & Bjarni Vilhjálmsson: Fornaldarsögur Norðurlanda, Reykjavík, 1943-44


1. Kong Ring og hans børn

Vikingeskib
Illustration af Jonas Lau Markussen

Der var en konge, der hed Ring, som herskede over Danmark. Han var klog og vennesæl. Han var gift med dronningen, der hed Signy. Hun var datter af kong Ulfhedin af Reidgotaland. Hun var den smukkeste og klogeste af alle kvinder. Kong Ring avlede snart tre børn med hende, to sønner og en datter, der hed Ingebjørg. Hun besad alle kvindelige færdigheder og havde tilmed et udseende så lyst som skinnende guld, og hun var i enhver henseende skabt, som alle ville foretrække at være. Kong Rings sønner hed Halfdan og Asmund. De var smukke at se på, men Halfdan var dog på alle måder bedst af de to. Asmund var 10 år gammel og Halfdan 9 på dette tidspunkt i fortællingen. Kongen lod et hus opføre til sin datter. Dette hus blev bygget med megen kunstfærdighed. Kongens datter blev opvartet af tolv kammerjomfruer, og de var døtre af jarler og hertuger. Kongen elskede sin datter meget højt. Og således stod hendes liv i blomst, som det før blev fortalt. Kongen var da blevet gammel.

Der var en jarl, der hed Torfinn. Han var en del af kongens styre og dennes bedste ven, og han var trofast og pålidelig i alle henseender. Jarlen var en meget klog mand, og derfor lod kongen ham altid være en del af hirden. Han opfostrede kongens børn og elskede dem meget højt. Der var en jarl hos kongen, der hed Tore. Han blev kaldt den Stærke. Han var så stærk, at ingen i riget var stærkere. Jarlen var kongens landeværnsmand. En troldkælling havde kastet den forbandelse på Tore, at han ikke kune tåle at se menneskeblod, men kongen værdsatte ham ikke desto mindre. Han opholdt sig oftest på det sted, der hedder Fyn.

Det skete en nat, hvor Ingebjørg lå i sengen i sit hus og sov, at hun gav sig uroligt i søvne, og da der var gået lang tid, vågnede hun. Hendes kammerjomfruer spurgte, hvad hun havde drømt, men det ville hun ikke fortælle dem. Den næste dag kom jarl Torfinn på besøg i huset, og han satte sig ned hos kongedatteren, og de talte sammen. Ingebjørg sagde: »Jeg vil fortælle dig om min drøm — fosterfar!« »Hvad drømte du?« siger jarlen. Hun svarer: »Min drøm begyndte med, at jeg befandt mig udenfor og betragtede havet. Dér fik jeg øje på noget mørkt, og det var først langt væk, men så kom det nærmere og nærmere. Omsider så jeg, at det var mange skibe, og de lagde til her, og et utal af ulve løb fra borde og herhen mod borgen. To hvidræve løb foran ulvene, og de var stygge begge to. Alle disse dyr var rædsomme. De holdt sig ikke tilbage, men sønderrev både mennsker og heste og hvad som helst, de fik fat i. Og til sidst — fosterfar! — angreb de dig og min far, men i det samme vågnede jeg. Men tyd du nu drømmen — fosterfar!« siger Ingebjørg. Jarlen svarede: »Denne drøm er let at tyde,« siger han, »— vi vil snart erfare om ankomsten af en fjendtlig hær, men derudover vil jeg ikke tyde drømmen.« Dermed sluttede deres samtale, og jarlen gik.

Så skete det en aften, mens kongen sad ved drikkebordet, at haldøren blev åbnet, og ti mand kom ind. Kongen genkendte jarl Tore og hans følge. Kongen spurgte, om der var noget nyt. Jarlen siger, at vikinger var kommet til landet, og de holdt sig ikke tilbage. Kongen spurgte, hvad de hed. Jarlen siger, at den ene hed Sote, den anden Snækol, »— og Sote kommer i det ærinde, at han vil bejle til din datter.« Kongen spurgte, hvordan Sote så ud. Jarlen svarer: »Sote er en nederdrægtig bersærk. Han er tofarvet og sort på den ene side, men rød på den anden. Han har bar overkrop. Han er fuldstændig skaldet på nær ét hår, der stritter midt på skallen af ham.« Kongen sagde: »Så vil jeg hellere kæmpe end at gifte min datter med denne mand.« Dette var alle mest stemt for, selv om kongen ikke havde hærfolk til det. Vikingerne havde givet kongen to dages frist til at samle hæren, men kongen formåede kun at samle en lille styrke på denne korte tid, og han fik i alt tre hundrede mand.


2. Vikingerne angriber borgen

Aftenen før den morgen, hvor slaget var berammet, sagde Halfdan til sin bror Asmund: »Jeg kunne tænke mig — min bror! — at vi går ned til stranden og træffer vikingerne, for jeg er meget nysgerrig efter at møde dem og se Sote.« Asmund sagde: »Dér skal jeg ikke ned, for jeg véd, at jeg snart bliver dræbt, hvis jeg kommer derned.« Halfdan sagde: »Jeg vidste, at du ville være fej, for du turde slet ikke røre dig.« Da sagde Asmund: »Jeg vil følges med dig, hvis du er fast besluttet på at gå derned.« Halfdan sagde: »Det var bedre — men lad os nu komme af sted!« Derpå tog brødrene af sted, og de gjorde ikke holdt, før de kom frem til Sotes telte. Halfdan trådte frem for Sote og hilste ham ærbødigt. Sote tog vel imod ham. Halfdan sagde: »Du er sandt at sige en prægtig mand — Sote! — og jeg ville ønske, at mange af mine slægtninge var som dig.« »Du er ikke så dum — dreng!« siger Sote, »— og du er god til at bedømme en mand, når du ser ham, og du skal nok få lykken med dig, hvis du slutter dig til min flok.« Halfdan svarer: »Jeg er ikke så heldig, at jeg kan være hos en høvding, der er så god, som du er — min kære Sote!« Sote sagde: »Jeg vil ikke have, at du går herfra uden at modtage en gave, men hvor er min skatmester Hunde?« »Jeg er her,« siger Hunde. »Giv du drengen her tre mark sølv!« Det gør Hunde. Halfdan takker Sote og forlader derefter teltet. Hans bror Asmund havde ventet uden for teltet, mens Halfdan var derinde. De går nu hjem til hallen. Halfdan fortæller jarl Torfinn alt om sin færd og giver ham pengene. Jarlen sagde, at det var godt gjort.

Morgenen efter gjorde kongen sig klar til kamp. Tre porte førte ind til borgen, og kongen agtede at forsvare borgen. Han satte jarl Torfinn til at forsvare den ene borgport, den anden blev forsvaret af jarl Tore den Stærke og den tredje af kongen selv, og hver af dem havde hundrede mand. Begge kongesønnerne var hos jarl Torfinn i slaget. Nu skal det fortælles om Sote og Snækol, at de opdeler deres hær, således at Sote skal kæmpe mod kongen, Snækol mod jarl Tore og en tredjedel af hæren mod jarl Torfinn. Nu går vikingerne fra skibene, mens de bider i skjoldrandene. Så begynder en heftig kamp. Sote gik hårdt frem imod kongen. Snækol rettede et kraftigt angreb mod jarl Tore, og han huggede både til højre og venstre. Jarl Tore gjorde i begyndelsen hård modstand, men i det samme gav Snækol jarl Tores ledsager et hug, så han døde på stedet, og så snart jarlen så blodet, løb han væk fra porten og ind i borgen. Snækol gik da straks igennem porten med sine mænd og videre ind i borgen, hvor han dræber jarl Tore. Dette ser jarl Torfinn, og han angriber øjeblikkelig Snækol sammen med nogle mænd, mens Halfdan forsvarer den port, som jarlen hidtil havde forsvaret. Nu var kampen meget voldsom. Jarlen ser da, at Sote angreb kongen heftigt, og han søger derhen, men i det samme hugger Sote efter kongen. Jarlen holdt skjoldet for, men Sote kløvede det helt igennem på langs, og sværdet traf kongens ben, så det blev hugget af. Da faldt kongen. Jarlen var både såret og udmattet, og han styrtede til sidst til jorden. Det var da så mørk nat, at man ikke kunne skelne noget. Ingen af kongens folk stod oprejst. Vikingerne gik ned til skibene, og de var både udmattede og sårede. De drak til langt ud på natten, og siden gik de hen for at sove og hvile sig.


3. Halfdan og Ingebjørg drager til Bjarmeland

Nu skal det fortælles om jarl Torfinn, at han rejser sig på slagmarken. Han mærkede på kongens bryst og indså, at han var død. Han gik da derhen, hvor Halfdan og Asmund lå. Han ser, at Asmund er død. Han spørger, om Halfdan er i stand til at tale. Han svarede, at det var der ikke noget til hinder for. Jarlen spørger, om han ikke er såret. Halfdan sagde, at han ikke var såret, »— men jeg faldt om af træthed,« sagde han, »— men hvad kan du fortælle om min bror Asmund?« Jarlen svarer: »Han er død.« »Jeg tænkte nok,« siger Halfdan, »— at der ikke var noget mandfolk i ham.«

Jarlen bar Halfdan væk fra slagmarken, for han var meget stiv og ikke i stand til at gå. Jarlen gik hen til Ingebjørgs hus, og da hun så jarlen, tog hun godt imod ham og spurgte om nyt. Jarlen fortæller hende, at kongen og hendes bror Asmund og alle mænd i borgen er døde. Dette gjorde Ingebjørg meget bedrøvet, og hun græd. Jarlen siger, at der er bedre at tage sig til end at græde. Jarlen sagde, at hendes kammerjomfruer nu måtte tage afsked med hende. Jarlen tog da Ingebjørg og bar hende på sin ene arm og Halfdan på den anden, og han gik derpå ud i skoven og kommer til en lille gård og banker på døren. En kone kom ud, og hun hilser jarlen. Han tager vel imod hendes hilsen. Denne kone hed Grima. Da sagde jarlen: »Jeg vil gerne have — Grima!« siger han, »— at du tager imod disse børn og skjuler dem, indtil jeg kommer tilbage efter dem, for jeg véd, at vikingerne ikke vil finde dem her. Her er tre mark sølv, som jeg vil give dig.« Hun tog imod begge dele — pengene og børnene — og jarlen tog hjem til borgen og lagde sig blandt de faldne. Ingen havde bemærket hans færd.

Sote og hans mænd vågnede tidligt om morgenen og agtede nu at finde kongens datter. Han forlader straks skibene sammen med sine folk og går op til borgen. Da de kommer frem, ransager de slagmarken, men de kan ikke finde den anden kongesøn. De fik øje på jarl Torfinn og spurgte, om ikke han vidste noget om den anden kongesøn, men han siger, at han ikke véd, hvad der er sket ham. Sote var gået hen til Ingebjørgs hus og kom tilbage og sagde, at hun var væk, og han mente, at jarlen vidste, hvor børnene var. Jarlen sagde, at han ikke vidste noget om dem, og Sote sagde, at han ville hugge lemmerne af ham, hvis han ikke fortalte, hvor børnene var. Jarlen sagde, at han ikke kunne fortælle det. Sote ville ikke dræbe jarlen alligevel. Sote tog derpå magten over både riget og folket, og han blev da konge over Danmark, selv om han havde skaffet sig landet på ond vis. Folket tjente ham da også mere af frygt end af godvilje. Jarlen var tavs den vinter. Sote lod sine folk lede efter de to søskende, men man fandt dem ikke, og så snart de kom i nærheden af Grimas gård, blev det stormvejr, så Sotes folk måtte vende om.

Tidligt en morgen går jarlen — uden at nogen vidste noget om det — hen til Grimas gård. Og da han kom derhen, stod hun udenfor sammen med begge børn. Hun hilste jarlen med glæde, og han svarede venligt. De to søskende blev meget glade for at se deres fosterfar og kyssede ham. Jarlen sagde, at børnene nu måtte tage afsked med Grima, og de sagde da farvel til hende. Han gik nu derfra med børnene, indtil de kom til stranden. Dér så Halfdan en hel flåde. Jarlen ejede et af skibene, og han sagde, at det skulle Halfdan have sammen med ladningen, »— og du skal sejle til Bjarmeland til min bror jarl Ottar og fortælle ham, at jeg siger, at han skal tage imod dig, og hvis han tøver, så giv ham dette guld som jærtegn, og da vil han tage imod dig.« Halfdan sagde: »Jeg ville nu ønske — kære fosterfar! — at du tog med.« Det afslog jarlen. Så kyssede han de to søskende, hvorefter han gik hjem, mens Halfdan gik ombord sammen med Ingebjørg og stod til havs. De fik gunstig vind og nåede til Bjarmeland. Han gik i land og hen til jarlens hal sammen med alle sine mænd. Halfdan gik frem for jarlen og hilste ham. Jarlen svarede venligt og spurgte om nyt. Halfdan fortalte, hvad der var sket, og at kong Ring var død, og at jarl Torfinn havde sendt ham, så han her kunne være tryg og i sikkerhed. Jarlens svar trak ud, men så gav Halfdan jarlen guldet. Jarlen sagde da: »Det er af stor betydning for min bror, at jeg tager imod dig, så det vil jeg også gerne gøre.« Jarlen gav da Halfdan plads ved sin side, og Ingebjørg blev fulgt hen til jarledatterens hus. Hun hed Tora og var både køn og begavet.


4. Halfdan dræber Jerntud og Slægge

En dag trådte Halfdan frem for jarlen og hilser ham. Jarlen svarede venligt og spørger, hvad han ønsker. Halfdan sagde, at han kunne tænke sig at besigtige landet nærmere. Jarlen gav ham da tre skibe, og det fjerde var et stort drageskib. Skibene var veludrustede med mænd og våben. Halfdan takkede jarlen og fik rejseorlov af ham. Han tog derpå ned til skibene sammen med sin søster Ingebjørg.

Halfdan var 12 år gammel, da han stod fra land og sejlede ud på havet. Han kom vidt omkring om sommeren, men da efteråret nærmede sig, ville han vende hjem til Bjarmeland. Da løb han ind i tåge og fór vild og drev ud på havet. Så blev de ramt af så vældig en storm, at alle skibene sank bortset fra Halfdans drage, men han måtte slække meget på rebene. Efter dette drev drageskibet ind mod nogle store bjerge og op på en flad sandstrand. Halfdan siger, at de må finde sig til rette dér. De bad ham om at bestemme. Så trak de drageskibet på land. Der lå meget drivtømmer på stranden, og det samler de for at bygge et hus, og det stod snart færdig. Halfdan og nogle mænd gik ofte op på jøklen, mens andre blev hos Ingebjørg ved huset. Halfdans mænd spurgte, hvilket land dette var. Halfdan mente, at de måtte være kommet til Hellelands ødemark.

En dag gik Halfdan alene op på jøklen for at skaffe føde. Han var på farten dagen lang, og til sidst kom han til en smal sti. I hånden havde han en økse, som jarl Ottar havde givet ham. Halfdan fulgte stien. Der var hugget trin ind i fjeldvæggen, men der var mindst fire alen mellem hvert trin. Halfdan hægtede øksens skæg fast i trinene og halede sig op ved skaftet og kom således op på bjerget. Dér så han en stor klippehule, som var oplyst af ild. Han går hen til huleåbningen og ser, at der sad to trolde ved bålet, og den ene havde skikkelse som en kvinde, den anden som en mand, og de sad på hver sin side af en stor gryde. Der var både hestekød og menneskekød i. Manden havde en krog i næsen, mens kællingen havde en ring. De muntrede sig på den måde, at han hægtede krogen fast i ringen, og så vendte de skiftevis bagdelen i vejret, men da krogen gled af ringen, væltede kællingen bagover. Hun sagde da: »Jeg vil ikke lege på denne måde — kære Jerntud!« »Det er i orden — kære Slægge!« siger han og tager låget af gryden. Jerntud spørger da: »Er der noget tilbage — Slægge!« siger han, »— af de 25 mennesker, som jeg sejdede hertil sidste vinter?« Hun siger, at det er lidt. Hun gik da længere ind i hulen og kom så tilbage med en mand under hver arm, og hun lægger dem ved bålet og siger, at nu er der ikke flere tilbage. Halfdan ser nu, at dette var duelige mænd, og de var så lig hinanden, at man ikke kunne kende den ene fra den anden, og Halfdan antog, at de var tvillinger. Halfdan springer da ind i hulen og hen til troldkarlen og hugger ham i halsen med øksen, så hovedet røg af, mens kroppen bliver siddende. Kællingen sprang da op og sagde: »Det er godt — Halfdan!« siger hun, »— at vi nu møder hinanden.« Han trækker sig nu væk, men hun følger efter ham og får fat i et sakssværd. Hun angreb ham ihærdigt, men han forsvarer sig godt. Slægge smider nu sakssværdet og kaster sig over Halfdan. Deres brydekamp var hård og lang, og Slægge drev ham rundt i hele hulen, men han var så smidig, at hun ikke fik ham skubbet omkuld. Hun trak sådan i ham, at de nåede hen til en slugt. Og den var både dyb og bred. Da stod Slægge helt fremme på afgrundens rand. I det samme blev fødderne fejet væk under hende, og hun faldt ned i slugten, men Halfdan greb da fat i hendes hår. Han så da et guldsmykket sakssværd, der lå ved siden af ham. Han svang det med det samme og huggede hovedet af Slægge. Halfdan spurgte, hvem der havde hjulpet ham og givet ham sakssværdet, men han fik ikke noget svar — endnu.


5. Halfdan frelser Hild og hendes brødre

Da Halfdan havde udrettet dette, gik han længere ind i hulen, indtil han kom til en sidehule. Dér så han en kvinde, der sad på en stol. Hendes hår var bundet fast til stoleryggen, og hun sad med fødderne i det kolde jøkelvand. Da hun ser manden, siger hun: »Jerntud dræber dig øjeblikkelig — mand! — hvis han opdager, at du er her.« Halfdan sagde: »Jeg har dræbt ham og ligeledes Slægge — men hvad hedder du?« Hun siger, at hun hedder Hild og er datter af jarl Angantyr af Skotland, »— og mine brødre hed Sigmund og Sigurd. De var tvillinger. Vi sejlede langs med landet sidste sommer. Jerntud sejdede da mig og alle de andre hertil, og han havde til hensigt at dræbe sin kone og gifte sig med mig, men det ville jeg ikke.« Halfdan befriede hende, og de gik tilbage til hulen, og de to brødre var meget svækkede. De var så magre, at huden var skrumpet ind til knoglerne. Hun satte sig og støttede Sigurd, mens Halfdan støttede Sigmund, og de dryppede vin på deres læber, og de tog snart så meget næring til sig, at de kunne tale. De spurgte, hvem der havde frelst deres liv. Hild siger, at han hedder Halfdan og er søn af kong Ring i Danmark. De blev meget glade, da de så, at deres søster var uskadt, og de takkede alle tre Halfdan, og de blev på stedet i fem dage.

Det kan samtidig fortælles om Halfdans mænd, at de var meget bekymrede for ham, og hans søster Ingebjørg vågede både nat og dag og tillod sig hverken at sove eller spise.

Da den femte nat var gået, gjorde de sig alle klar til at forlade bjerghulen, og Halfdan tog guld og sølv og mange kostbarheder med sig derfra og kom uskadt tilbage til sine mænd. De blev meget glade for at se ham — ikke mindst hans søster. Han fortæller dem alt om sin færd. Der var stor hengivenhed mellem Hild og Ingebjørg. Dér opholdt Halfdan sig nu den vinter, og alt var roligt.


6. Halfdan møder Brana

Da det blev forår, lod Halfdan sit drageskib klargøre og sætte i vandet, og han forlod stedet sidst på sommeren. Da blev de ramt af et voldsomt stormvejr, og Halfdan måtte styre mod de bjerge, der var på modsatte side af fjorden. Halfdan siger, at de må finde sig til rette dér, og så opholdt de sig dér den anden vinter. Halfdan og Sigmund og Sigurd gik hver dag op på jøklen for at skaffe føde. De led ingen mangel i huset.

En dag, hvor fostbrødrene var på jøklen, hørte de om aftenen en skingrende latter. I det samme så de tre troldkællinger, og den, der gik forrest, var klædt i en rød kjortel. Halfdan så, at hun havde menneskelige træk; det havde de andre ikke. Så snart de mødtes, sagde den rødkjortlede: »Her er der lagt op til lystigheder, og jeg vælger kongesønnen.« Halfdan spørger om deres navne. »Jeg hedder Brana,« siger den rødkjortlede, »— og mine søstre hedder Molda og Måna.« »Skam få dine søstre!« siger Halfdan. Brana farer straks på Halfdan, og de brydes længe. Måna springer på Sigurd og Molda på Sigmund, og de slynger dem rundt, men formår ikke at fælde dem. Halfdan og Brana tumlede længe. Brana sagde: »Hvor gammel er du — Halfdan?« »16 år,« siger han. »Men alligevel er du ikke så stærk som en kvinde,« siger hun. »Det vil vise sig nu,« siger Halfdan. Han rykker hende hen over sin hofte, så hun falder. Halfdan spørger, hvad hun ville gøre, hvis han lå, hvor hun nu ligger. Brana sagde: »Jeg er hverken bloddrikker eller menneskeæder, og jeg ville ikke dræbe dig, for jeg frelste dit liv i Slægges hule, da jeg fejede benene væk under hende, og jeg gav dig det sakssværd, som du halshuggede hende med.« »Hvorfor sagde du ikke dette noget før?« siger Halfdan, »— og rejs dig nu op!« Så talte de sammen. Brana sagde: »Du skal vide — Halfdan! — at jeg er halvt menneske, for min mor var datter af kong Vilhelm af Valland. Jernskalle — min far — bortførte hende. Han fik mig med hende, og jeg ligner hende mest, men også ham noget. Jeg blev forpligtet til at tjene hundrede troldkællinger.« Halfdan sagde: »Du er ilde stedt, synes jeg, men nu skal du kigge ned, mens jeg leger med dine søstre.« Hun sagde, at det ville hun gøre. Halfdan går hen, hvor Sigurd og Måna brydes. Han skubber hende hurtigt ud over bjergskråningen, og det samme gør han med Molda, og der var ordentlig udsigt til gavlpartiet på hende. Brana kigger op og spørger, hvor hendes søstre er. »Jeg smed dem ud over bjergskråningen,« siger Halfdan. »Det vinder du ikke megen hæder ved,« siger hun, »— for den ene af dem var 5 år gammel og den anden 6. Men jeg kan have gavn af dig og du af mig, og om seks dage ønsker jeg, at I fæller kommer hen til min hule. Den ligger ikke langt herfra.« Halfdan sagde, at det skulle ske. Brana gik da hjem til sin hule og fællerne hjem til deres hus.


7. Brana dræber Jernskalle

Da der var gået seks dage, gjorde fostbrødrene sig klar til at forlade huset, og de var godt bevæbnede og gjorde ikke holdt, før de kom frem til Branas hule. Da kom Brana dem i møde og hilste på dem med glæde. Hun sagde: »Nu ønsker jeg — Halfdan! — at du hjælper mig, og så dræber vi alle troldkællingerne, og jeg har taget livet af nogle af dem på den måde, at jeg drak dem allesammen så fulde, at de slog sig selv ihjel. Men min far ligger på en kærre. Han har tre hoveder, som alle er lige frastødende. Kærren står midt på hulens gulv, og hulen er stor, men ingen kommer uset derhen. Og selv om du får ham dræbt, så ønsker jeg ikke at se det, men jeg kan være nødt til at gå med dig, hvis det skal lykkes, men det forekommer mig vanskeligt, og intet våben bider på ham på nær dit sakssværd, og det vil jeg have.« Halfdan sagde, at det var i orden, og gav hende sværdet. Hun forsynede fostbrødrene med store køller, og de var alle jernbeslåede.

De går længere ind i hulen. Brana gik forrest. Hun slukker lyset. De tre fæller slog da troldkællingerne både hårdt og tit. Dér faldt mange tvehovedede jætter. Halfdan så da, hvor Jernskalle lå i kærren. Han kom straks på benene. Halfdan slog ham af alle kræfter på kinden med køllen, men Jernskalle mærkede det knap nok og sagde: »Du har forrådt mig nu — min datter Brana! — og jeg véd, at det er Halfdan Ringssøn og Sigmund og Sigurd, der er kommet her.« Begge brødre slog ham da samtidig med deres køller, men han blev stående som hidtil. Da var alle de tilbageværende troldkællinger blevet dræbt. Jernskalle greb Sigurd og svang ham rundt i luften. I det samme slår Halfdan ham i knæhaserne, så han falder, men lander oven på Sigurd. Halfdan véd da ikke, hvad han skal gøre. Så kom Brana derhen og sagde: »Jeg må selv dræbe min far, for jeg ser, at I ikke får taget livet af ham. Jeg vil blive klandret for at dræbe ham, men sådan må det nu være.« Brana springer nu frem og hugger Jernskalle i halsen med sakssværdet, og således mistede han livet. Halfdan væltede ham da væk fra Sigurd.

I det samme skinnede dagslyset ind gennem hulens glughul, men det påvirkede ikke Brana. Hun åbner en lem i gulvet. Der var et dybt hav derunder, og hun kaster troldpakket ned i det. Da dette var gjort, takker hun dem for værket og bad dem blive hos sig vinteren over. Halfdan siger, at det skal ske. Brana blev da meget glad. Hild og Ingebjørg kom også til hulen. Halfdan lå hos Brana hver nat, og om dagen spillede fostbrødrene brætspil.


8. Brana giver Halfdan tre kostbarheder og et skib

Hver morgen gik Brana ud, og hun kom ikke hjem før sidst på dagen. En dag spørger Brana Halfdan, hvor længe der er til sommer. »Seks uger,« siger han. »Det er godt,« siger hun, »— at I ikke mener at have været i hulen i længere tid, end I har, for i morgen er det den første sommerdag, og så vil du nok gerne af sted herfra, og sådan må det være, selv om jeg synes bedre om det andet, men jeg bliver ikke ensom, for jeg er med barn, og du er faderen.« Halfdan siger, at det kan han ikke være uenig i, »— og jeg ønsker, at du sender barnet til mig,« siger han, »— hvis det er en dreng, men hvis det er en pige, kan du gøre, som du vil.« Hun sagde, at det ville hun gøre, »— og du burde sejle herfra til England. Dér hersker den konge, der hedder Olav. Han har en datter, der hedder Marsibil, og hun anses for at være den skønneste af alle unge kvinder i hele verden. Hun besidder alle kvindelige egenskaber, og jeg ville ønske, at du kunne få hende. Du skal sige til dem, at du er på handelsrejse, og her er nogle urter, som jeg vil give dig; dem skal du give kongedatteren, og da vil du opnå hendes kærlighed. Urterne har den natur, at hvis hun lægger dem under sit hoved og sover på dem, så vil hun elske dig som sit eget liv. Og her er en klædedragt, som jeg vil give dig. Intet våben bider på den bortset fra dit sakssværd. Når du bærer den, bliver du aldrig træt under svømning, og ild kan ikke skade dig. Denne ring er den tredje kostbarhed, du skal få. Den hedder Den Nittede, og den er samlet af tre dele. Hvis du har ringen og møder din fjende, vil du vide, hvilken død han har tiltænkt dig; hvis han vil dræbe dig med våben, bliver ringen rød som blod, men hvis han vil svige dig med gift, da bliver den sort som beg.«

De gik derpå ned til havet. Der stod et skib på stranden. Brana sagde: »Her er et skib, som jeg vil give dig — Halfdan! Det har jeg bygget i vinter. Det får gunstig vind, uanset hvor du vil sejle hen. Drageskibet hedder Pryden.« Halfdan takker Brana for gaverne. Hun sagde: »Fra nu af skal du kaldes Halfdan Branafostre. Kong Olavs landeværnsmand hedder Åge. Han er en ond og upålidelig mand. Han bliver kaldt Åge den Onde, og han har mange evner. Lad ham ikke få lov til at svige dig.« Det lovede Halfdan. De gik derpå hjem til hulen og sov hele natten.


9. Halfdan kommer til England

Den følgende morgen står Halfdan tidligt op og klæder sig på. Da havde Brana klargjort hans skib, og hans mænd var mødt. Han tilbød Brana, at hun kunne tage med, men hun sagde, at hun ville blive dér, og bad så fostbrødrene om at bære deres guldbyrder ned til skibet, og det gør de. Brana bar også en byrde, og den var større end alle de andre, og nu går de ned til skibene med dem. Halfdan går om bord på skibet, og hans afsked med Brana var både svær og lang, og Brana skubbede drageskibet fra land.

Halfdan stod til havs og fik straks gunstig vind. Brana beholdt Halfdans drageskib. Han sejlede, indtil han kom til de øer, der hedder Ladøerne. Dér herskede den kvinde, der hedder Ladgerd. Dér opholdt Halfdan sig en tid, og han gav hende store summer, og hun bad ham komme til hende, såfremt han fik brug for hjælp. Det takker han ja til og sejler siden bort fra øerne, og han gør ikke holdt, før han kommer til kong Olavs borg i England. Halfdan går frem for kongen og hilser ham. Kongen tager vel imod ham og spørger, hvem han er. Han sagde, at han hed Halfdan og var på handelsrejse, »— og jeg vil bede om vinterophold her.« Dette tilstår kongen ham. Halfdan fik et hus til at opbevare sine ejendele i, og han satte sine folk til at bevogte dem. Sigurd og Sigmund fulgtes med ham, uanset hvor han gik.

En dag gik de alle tre sammen og kom til et højt plankeværk. Inden for indhegningen så de et meget flot hus. Plankeværket var så højt, at ingen mand dér i landet formåede at komme over det. I indhegningen var der en smuk lille lund. Halfdan spurgte da brødrene, om de kunne springe op over plankeværket. Sigurd forsøgte og nåede en tredjedel op, mens Sigmund nåede halvvejs, men Halfdan sprang op på og over plankeværket og gik hen til lunden. Dér så han en ung pige. Hun legede med en guldring, og hun kastede den op i luften og greb den igen. Men så hændte det, da hun ville gribe den, at hun tabte den, og den faldt ned på jorden. Hun leder efter guldringen. Halfdan går hen til hende og giver hende en anden guldring, og den var større. Hun takker ham pænt og sagde: »Du er den smukkeste mand, jeg nogensinde har set, og jeg ville ønske, at min frænke Marsibil blev gift med dig, for I ligner hinanden rigtig meget.« Derpå går hun ind i huset, mens Halfdan vender tilbage til brødrene. Den unge pige, som Halfdan gav guldringen, hed Alfifa. Hun var datter af kong Sigurd af Skardaborg. Han var kong Olavs farbror. Alfifa afleverer guldringen til Marsibil. Hun siger, at dette ikke er den guldring, hun havde givet hende, »— men denne er dog meget flottere. Hvem har givet dig den?« Hun sagde, at hun havde mødt en mand i haven, »— og han gav mig guldringen, og jeg har aldrig set en smukkere mand, og han var så høvisk, som kun du er, og jeg tænkte, at I burde være ægtefolk.« Marsibil blev så vred på hende, at hun stak hende en lussing, så hun gav sig til at græde, og dermed endte deres samtale.


10. Halfdan og kongedatteren lover hinanden troskab

En dag gik Halfdan alene hen til kongedatterens hus. Denne gang stod porten til indhegningen åben. Han gik ind i haven og hen til den lille lund, han før havde set. Dér sad kongedatteren Marsibil. Han mente ikke, at han havde set en smukkere kvinde. Hun redte sit hår med en guldkam. Men da hun så Halfdan, sagde hun: »Se at komme væk — mand! — hvis du ikke ønsker at blive dræbt, og du er ikke så lidt dristig, når du går herind uden at have fået lov.« Halfdan lod, som om han ikke hørte det, og satte sig ned ved siden af hende og løsnede et klædeknytte. Deri lå de urter, som Brana havde givet ham, og han bad kongedatteren tage dem, men det vil hun ikke. Han lægger dem i hendes skød og går så derfra, og hun samler urterne op og går ind i sit hus og lægger knyttet under sit hoved og sover natten igennem. Om morgenen kalder hun Alfifa til samtale og siger: »Du — min frænke! — skal gå hen til denne købmand, som du mødte i haven. Sig til ham, at han snarest skal opsøge mig, men sørg for, at ingen opdager dig!« Alfifa sagde: »Nu kan det nok være, at du ikke synes dårligere om ham, end jeg gør — men nu skal jeg nok tage af sted.« Hun skynder sig meget og finder Halfdan, og hun fortalte ham, hvad det drejede sig om, og beder ham få fart på. Det gør han, og han går med hende og møder kongedatteren Marsibil. Hun sagde: »Der er store kræfter i de urter, som du lagde i mit skød i går, for jeg elsker dig så meget, at jeg ikke kan undvære dig, og det er mit ønske, at vi straks lover hinanden troskab.« Halfdan sagde, at det skulle ske, og sådan blev det. Kongedatteren bad ham om at komme dér ofte for at tale med hende. Det lover han, hvorefter han gik.

Nu gik tiden, indtil Åge — kongens landeværnsmand — kom hjem. Kongen satte nu så stor pris på Halfdan, at han havde fået plads ved siden af kongen. Åge havde bragt mange kostbarheder med til kongen, og han plejede at sidde ved kongens side, og han var meget misundelig på Halfdan, og han ville gerne have ham dræbt, og han bad sine mænd om at tage livet af Halfdan, men dette fik dog ingen fremgang. Åge bagtalte ham ofte over for kongen, men dette ville kongen ikke høre på.


11. Svømmekampen

En aften sad Åge og Halfdan og drak i hallen, mens kongen var gået hen for at sove. Åge sagde: »Er du en stor idrætsmand — Halfdan?« »Det er jeg ikke,« sagde han. »Skal vi mødes i en svømmekamp?« sagde Åge. »Det kan vi godt,« sagde han. Dette glædede Åge, for han var en virkelig god svømmer. Derefter gik de hen for at sove.

Om morgenen står Åge tidligt op, og han glæder sig til svømmekampen mod Halfdan, og han går frem for kongen og fortæller ham om sin samtale med Halfdan og beder ham komme hen og se på legen sammen med hele sin hird. Det siger kongen ja til, og nu bliver hele hirden kaldt sammen, og kongen går nu selv hen for at overvære denne leg. Der var en sø ikke langt fra borgen. Dér agter de at afholde svømmekampen. Og det gør de og springer ud i vandet. Halfdan bar brynjen Branasgave. Nu angriber Åge ham, men Halfdan dukker ham ned i vandet og holder ham nede i over en kvart dag. Siden kom Åge op, og det er med nød og næppe, at han får kaldt på hjælp dér i vandet. Hans mænd førte ham i land og hjalp ham hjem, men han var så afkølet, at han ikke formåede at tale. Halfdan fortsatte med mange svømmekunster og gik derpå i land og hjem til hallen sammen med kongen, og denne agtede nu Halfdan endnu mere end før.

Morgenen efter går Halfdan hen til kongedatterens hus og fortæller hende om svømningen. Hun syntes godt om det skete, men bad ham dog om at være på vagt over for Åge, for hun siger, at han vil forsøge at hævne sig på ham. Halfdan sagde, at det skulle han nok, og gik igen.


12. Ridderdysten

Åge fandt, at han var blevet ydmyget meget, og han ønskede nu at svige Halfdan på en eller anden vis. Og så udfordrer han ham til en lansedyst til hest, og Halfdan tager med det samme imod udfordringen. Åge blev nu meget glad, og han fortæller kongen, hvad der skal ske. Åge havde en ridehest, der var så god, at der ikke fandtes en bedre i England — bortset fra kongedatterens hest. Åges hest hed Longant, og kongedatterens hest hed Spoliant. Halfdan går nu hen til kongedatterens hus og fortæller hende om sin aftale med Åge. Det synes hun ikke så godt om. Han bad om at låne hendes hest. Det måtte han gerne, sagde hun, men hun bad ham indhylle hesten, så ikke et sted var bart på den. Det vil han gøre, siger han og går derfra. Men kongedatteren mødtes med Alfifa og sagde: »Du skal gå hen til en mand, der bor ikke så langt herfra. Han hedder Ulf og tager vare på min ridehest. Den skal du hente i al hemmelighed og bringe hen til Halfdan.« Alfifa fik fart på og kom hen til Ulf og fortalte ham, hvorfor hendes frue havde sendt hende. Han lod hende få hesten, og hun førte den hen til Halfdan.

Nu kommer den dag, hvor Åge og Halfdan skulle dyste. Åge tog sin hest og rider ud i skoven, og Halfdan kommer ham i møde. De rider ud i en sump. Halfdan støder til Åge med sin lanse, så han bliver vippet ud af sadlen og væltet ned i sumpen, hvor han sidder fast i leret og ikke kan komme fri. Hans mænd kom løbende til og halede ham op, og han syntes nu, at hans stilling var værre end før, mens Halfdan høstede stor hæder af dette. Åge tænker både nat og dag på at hævne sig på Halfdan.

Åge havde erfaret, at Halfdan havde en søster, og han agtede at få sin vilje med hende for at vanære Halfdan, og en nat rejser han sig fra sin seng og går hen til det hus, hvor Ingebjørg og Hild ligger. Han var klædt i skjorte og benklæder af hør. Der var ikke andre folk i huset. Og da Åge slog på døren med håndfladen og med dæmpet stemme sagde, at det var Halfdan, og at de skulle lukke op, bad Ingebjørg Hild om at gå til døren. Hild går hen og åbner døren og ser, at det er Åge. Nu bliver de så bange, at de ikke véd, hvor de skal gøre af sig selv. Men Åge tøver i stedet for at gå ind og bliver stående ved dørstolpen. Ingebjørg sagde: »Jeg ville ønske, at Brana — Halfdans fostermor — hjalp mig nu.« Og da hun havde sagt dette, sad Åge fast på døren, så han ikke kunne komme derfra, og vinden tog da til, og det blev frostvejr, og Åge begyndte at fryse, så han skælvede af kulde. Dér måtte han stå hele natten. Og om morgenen, da Halfdans mænd kom hen til huset, så de Åge stå dér, og det fortalte de Halfdan. Men så snart Halfdan kom derhen, slap Åge fri, men han formåede ikke at tale. Halfdan lod ham følge hjem. Men så snart Åge kunne tale igen, bebrejdede han sig selv meget og syntes, at han havde mistet al værdighed. Han var nu virkelig opsat på at hævne sig på Halfdan.


13. Brana frelser Halfdan fra branden

Åge indbyder nu kongen til gilde. Kongen mødte op med mange i sit følge, og deriblandt var Halfdan sammen med Sigurd og Sigmund. Åge var en god vært og var glad og munter over for Halfdan. På en af gildedagene sad Halfdan og hans fæller og drak i et kastel sammen med Åge, mens kongen og hans mænd befandt sig et andet sted. Åge var meget lystig og forsynede dem hele tiden med drikkevarer. Og da drikken var meget stærk, faldt de snart i søvn. Åge tilkalder da sine mænd, og de sætter ild til kastellet og agter at indebrænde de andre. Dette vidste kongen ikke noget om. Kastellet begynder nu at brænde, og det samme gør fostbrødrenes klæder. I samme øjeblik kom en kvinde ud af skoven. Hun var stor af vækst, og hun vader lige gennem ilden og tager alle tre fostbrødre i sin favn og bærer dem væk fra ilden og hen til skoven. Dér vågner Halfdan og ser, at det er Brana, der er kommet. Hun sagde: »Et gammel ordsprog siger, at det varer længe, før tåben lærer. Det er sandt, og det passer på dig. Jeg advarede dig om, at du ikke skulle lade Åge svige dig. Men nu kan jeg ikke være her længere, for jeg har efterladt en ugegammel pige hjemme, og jeg tror, at hun er blevet afsindig.« Dermed skiltes de, dog uden at deres venskab ophørte. Så vågner de to brødre og tager med Halfdan hjem, og de fortalte kongen, hvad Åge havde gjort, men kongen sagde ikke meget derom, for han var Åges ven. Og om Åge og hans mænd kan det fortælles, at de flygtede rædselsslagne ind i skoven, så snart de så kvinden komme, og nu er Åge midlertidigt ude af sagaen. Kongen tog hjem efter disse hændelser.


14. Hild bliver gift med kong Sigurd af Skardaborg

Det skal nu fortælles, at kongen anstiller et stort julegilde. Til stede var kong Sigurd af Skardaborg og mange andre stormænd. Og på den første aften, da folkene havde indtaget deres pladser, kommer kongedatteren Marsibil ind fulgt af sin skare. Hild og Ingebjørg fulgtes med hende og sad på hver sin side af hende, og udefter sad hendes kammerjomfruer. Alfifa legede på gulvet. Kong Sigurd — hendes far — kalder hende hen til sig og sætter hende på sit skød og siger: »Sig mig, hvem er den kvinde, der sidder til højre for din frænke?« »Hun hedder Ingebjørg,« siger Alfifa, »— og hun er søster til den købmand, der kom hertil i sommer.« Kongen sagde: »Gå du hen til kongens datter Marsibil og sig, at hun skal sørge for, at jeg får den kvinde til kone.« Alfifa går hen til sin frue og fortæller, hvad hendes far har sagt. Kongedatteren bad hende tale med Halfdan om dette.

Nu går natten, men morgenen efter drøftede kongedatteren og Halfdan og kong Sigurd sagen. Kong Sigurd bejler da til Halfdans søster, og kongedatteren støtter hans friermål. Halfdan sagde: »Jeg mener, at kongen bliver fuldgodt gift, hvis han får Hild.« Kongen fremførte da et nyt friermål, som Halfdan tog godt imod, og med samtykke fra Hilds brødre blev dette besluttet, og så blev julegildet ændret til et bryllup, og det varede i en halv måned. Og efter gildet uddelte kong Sigurd gode gaver til mange og drog hjem til Skardaborg sammen med sin dronning. Sigurd fulgte med dem, mens Sigmund blev hos Halfdan.


15. Halfdan lemlæster Åge

Ved sommerens komme gør Halfdan sig klar til at forlade England, og en dag går han hen til kongedatterens hus og fortæller hende, at han agter at tage af sted for at hævne sin far. Kongedatteren sagde: »Her i havnen ligger 20 skibe, som jeg vil give dig.« Halfdan takker hende og sagde, at hans søster skulle blive hos hende. Det siger hun ja til. Han får derpå lov til at tage af sted af hende og hans søster, og han går derfra og siden frem for kongen og takker ham for vinteropholdet og får rejsetilladelse af ham. Halfdan og Sigmund begiver sig derpå ned til skibene.

Men da Halfdan var gået, opsøger Åge kongen og siger: »Véd du — herre! — at Halfdan har besvangret din datter?« »Det anede jeg ikke,« siger kongen, og han bad på stedet Åge om at forfølge Halfdan med mange mænd. Det ville Åge hellere end gerne, og han fór efter Halfdan med ti mand. Det kan fortælles om Halfdan og Sigmund, at de går ad en skovsti. Halfdan blev da klar over, at Åge var på vej. Han bar brynjen Branasgave. Åge nærmer sig hurtigt, og han stiger straks af hesten og angriber Halfdan, men Halfdan og Sigmund stiller sig med ryggen imod hinanden og forsvarer sig meget mandigt, men det ender dog med, at Åge dræbte Sigmund på den måde, at han huggede begge ben af ham. Efter Sigmunds fald bliver Halfdan så umådeligt vred, at han dræber alle Åges mænd og tager fat i Åge og skærer næsen af ham og stikker øjnene ud på ham og skærer begge ørerne af ham og gilder ham. Derpå brækker han begge underben på ham og drejer tæerne bagud og hælene frem, hvorefter han sætter ham i sadlen og sender hesten hjem til kongens hal. Halfdan var hverken træt eller såret. Så højlægger han Sigmund og går derefter ned til skibene og fortæller mændene, hvordan mødet med Åge var forløbet, og de mener, at det er godt gjort. Halfdan sejler nu af sted med 20 skibe foruden sin drage. Han kommer til Ladøerne, og Ladgerd tager godt imod ham og giver ham 20 skibe med besætning og udstyr. Halfdan takker hende for denne gave.

Nu skal det fortælles om Åge, at han kommer hjem, og han puster sig nok så meget op, og kongens mænd ser ham og siger til kongen, at han er vendt hjem. Kongen ser nu, hvor ilde tilredt Åge er, og han jager ham bort, og det er det sidste, vi hører til Åge i denne saga.


16. Halfdan dræber vikingerne Snækol og Sote

Nu tilbage til Halfdan. Han sejler fra Ladøerne med 40 skibe og hjem til Danmark. Og da vikingerne finder ud af, at der er ufred på vej, farer de af sted til kamp. Ingen af landets mænd ville kæmpe sammen med dem. De fandt frem til Halfdan, og de mødtes på flad grund, og en hård strid begyndte. Vikingerne gik voldsomt frem. Der blev hurtigt et stort mandefald i Halfdans hær. Han sagde da til sine folk, at de skulle dække sig og ikke udsætte sig for vikingernes voldsomme angreb. Så gik Halfdans hær hårdt frem, og Snækol og Halfdan stod over for hinanden i kampen, og deres mellemværende ender med, at Snækol styrter død til jorden. Og da Sote ser sin brors fald, vader han frem mod Halfdan og hugger efter ham. Halfdan sprang i vejret, så Sote ikke traf ham, men huggede sværdklingen ned i jorden, og Sote selv ludede forover. I samme øjeblik hugger Halfdan begge ben af ham i knæleddene. Da faldt han og var døden nær, men sagde: »Du har vundet en stor sejr nu — Halfdan!« siger han, »— når du sådan har strakt mig til jorden. Jeg lægger den forbandelse på dig, at du glemmer alt om din trolovede — kongedatteren Marsibil.« Efter dette døde Sote, og Halfdan dræbte hvert et menneske, der havde fulgt Sote. Og Halfdan blev da konge over Danmark, men han havde ingen erindring om kongedatteren Marsibil.


17. Halfdan bliver gift med Marsibil

En nat, hvor Halfdan lå i sin seng, vågnede han ved, at hans fostermor Brana var kommet til ham og talte således til ham: »Rejs dig — Halfdan!« siger hun, »— hvis du vil giftes med kongedatteren Marsibil, for kong Erik fra Miklagård er kommet til England, og han bejler til hende, men hun har låst sig inde i sit hus, og kongen kan ikke få hende i tale. Kom af sted på dit drageskib Pryden!« Halfdan står da op, og han husker alt, som var han vågnet af en døs. Han går ene mand ned til skibet og støder drageskibet i vandet. Han får med det samme medvind og gør ikke holdt, før han kommer til den samme havn i England, som han tidligere stod ud fra, og det var da blevet aften. Han går i land og kommer til plankeværket om kongedatterens hus. Han springer straks over plankeværket og banker på døren. Marsibil og Ingebjørg hører hans banken. Ingebjørg sagde: »Denne banken gør mig glad, og jeg ville lukke op.« Marsibil bad hende bestemme. Hun åbner nu døren og ser, at det er hendes bror Halfdan, der er kommet. De modtager ham med den største glæde.

Den følgende morgen går Halfdan straks til kong Olav og anmoder om Marsibils hånd, og kongens sind skiftede ved disse ord, og hvor han før havde haft til hensigt at dræbe Halfdan, lod han ham nu ægte datteren. Kong Erik friede nu til Ingebjørg, og Halfdan bortgiftede hende til ham. Da var kong Sigurd af Skardaborg kommet sammen med Halfdans fostbroder Sigurd. Halfdan friede nu på Sigurds vegne til Alfifa, og han fik hende. Alle disse bryllupper blev holdt som ét, og det stod på i en halv måned med den største pragt.

Da gildet var til ende, gav kongerne hinanden gode gaver. Kong Erik og hans dronning drog hjem til deres rige og herskede dér til deres alderdom, og de fik mange efterkommere. Sigurd og Alfifa tog hjem til Skotland og styrede det rige til deres dødsdag. Da var Sigurds far Angantyr død. Sigurd fik en søn, der også hed Angantyr. Denne tog magten efter sin far og blev en navnkundig mand. Halfdan og Marsibil tog til Danmark og regerede dér, til kong Olav døde, og de tog da til England og regerede dér til deres alderdom. De havde en søn, der hed Rikard. Han blev konge i England efter sin far. Nogle siger, at denne Rikard var far til Åle Plet.[2]

Men hermed slutter sagaen om Halfdan Branafostre.




Noter:

  1. Hálfdanar saga Brönufóstra findes overleveret i en række håndskrifter, blandt andet AM 152 1 fol. fra ca. 1500-1525. Sagaens oprindelige tilblivelse sættes til omkr. år 1300. Kapitelindelingen i nærværende oversættelse følger ikke forlægget ganske nøje, og kapiteloverskrifterne skyldes alene oversætteren.
  2. Kendt fra riddersagaen Ála flekks saga. Tilnavnet Plet skyldes et mærke på hans kind.