Harald Hildetand

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Saxo Grammaticus
Danmarks krønike


oversat af
Fr. Winkel Horn


Harald Hildetand


Harald var saare fager og overmaade stor af Væxt, ligesom han overgik sine jævnaldrende i Kræfter og Legemsbygning. Odin, paa hvis Bud han syntes at være bleven avlet, var ham saa gunstig at love, at Jærn ikke skulde kunne volde ham nogen Mén, og som Følge heraf mægtede Vaaben, som saarede andre, ikke at tilføje ham nogen Skade. Han undlod da heller ikke at gjengjælde denne Velgjerning, thi, efter hvad der fortælles, skal han have lovet Odin Sjælene af dem, han fældede. Til Minde om sin Fader lod han nogle Runeristere indhugge hans Bedrifter paa en Klippe i Bleking, som jeg allerede har omtalt i Fortalen. Derpaa drog han, da han spurgte, at Vesete skulde holde Bryllup i Skaane, did i en Tiggers Skikkelse, og da Gjæstebudet om Aftenen var til Ende, og alle laa døvede af Drik og Søvn, sprængte han med en Bjælke Brudekammerets Væg. Vesete tilføjede ham ikke noget Saar, men slog ham saadan over Munden med en Knippel, at han mistede to Tænder derved; senere voxede der uventet et Par Kindtænder ud i Stedet og bødede paa Skaden. Heraf fik han Tilnavnet Hildetand, som nogle siger, han fik, fordi han havde en Række fremspringende Tænder. Efter ved denne Lejlighed at have fældet Vesete fik han Herredømmet i Skaane. Derpaa angreb han Hader i Jylland og fældede ham, og en Bys Navn hevarer stadig Mindel om hans Fald. Derpaa bemægtigede han sig Lejre, efter at have fældet Hunding og Rørik, og samlede atter det splittede Danerige i dets gamle Omfang. Saa spurgte han, at Asmund, Kongen over Vigen, var bleven berøvet sit Rige af sin ældre Søster, og opbragt over en saadan Frækhed af en Kvinde, drog han, medens Krigen endnu var uafgjort, til Norge med et Skib for at komme Asmund til Undsætning. Da Slaget begyndte, gik han imod Fjenden iført en Purpurkaabe og med en guldbaldyret Hue paa Hovedet, saa at han snarere maatte siges at være pyntet til Fest end rustet til Kamp, saaledes stolede han i Steden for paa Vaaben paa den lønlige Vished, han havde om, at Lykken var ham god. Men hans Mod svarede ikke til hans Dragt, thi skjønt han var vaabenløs og kun iført sit kongelige Skrud, gik han frem foran de væbnedes Fylkinger, stillede sig blot i Kampen og udsatte sig for de største Farer. Spydene, der slyngedes imod ham, mistede al Evne til at volde ham Men, ret som om deres Odde var døvede, og da Fjenderne saa', hvorledes han kæmpede vaabenløs, trængte de ind paa ham og var, om ikke for andet, saa for Skams Skyld, nødte til at gaa drabelig frem. Men Harald, som stadig var uskadt, fældede dem med sit Sværd eller nødte dem til at fly, og saaledes gav han Asmund hans Rige tilbage, efter at han havde dræbt hans Søster. Da Asmund bød ham Sejrens Løn, sagde han, at Æren alene var Løn nok, og viste sig saaledes lige saa stor ved at afslaa de Gaver, der bødes ham, som han havde vist sig ved at fortjene dem. Herved indgjød han alle lige saa stor Beundring for sin Uegennyttighed som for sin Tapperhed, idet han erklærede, at Sejren skulde bringe ham Hæder og ikke Guld og Gods.

Imidlertid døde Svenskernes Konge Alver og efterlod sig Sønnerne Olaf, Yngve og Ingild. Yngve var ikke fornøjet med den Magt og Anseelse, der var gaaet i Arv til ham fra hans Fader, og for at udvide sit Rige erklærede han Danskerne Krig. Da Harald var opsat paa at faa Gudernes Mening at vide om, hvilket Udfald Krigen vilde faa, kom der en overmaade stor gammel Mand, som kun havde et øje og havde en laaden Kappe paa, til ham og sagde, at han hed Odin og forstod sig paa Krigsvæsen, og han gav ham de nyttigste Anvisninger om, hvorledes han skulde opstille sin Hær i Slagorden, Han bød ham, naar han skulde kæmpe til Lands, at dele hele sin Hær i tre Fylkinger, som han hver skulde ordne i tyve Rækker, men den midterste Fylking skulde desuden springe frem foran deandre to med tyve Mand opstillede i fem Rækker, og den ligesom de to andre skulde han give Form som Spidsen af en Kegle eller Kile, og paa begge Sider af den skulde Fløjene gaa skraat ud. Rækkerne i hver af Fylkingerne skulde han ordne saaledes, at der, naar Krigsfolkene stillede sig op, i den forreste Række skulde være to Mand og saa kun én flere i hver af de følgende, saaledes at der i anden række var tre, i tredje fire og saaledes fremdeles; saaledes skulde Forholdet holdes alle Rækkerne igjennem, indtil Fløjmændene i Midterfylkingens sidste Række kom i lige Linie med og sluttede sig tæt op til Sidefløjenes sidste række, og derfra skulde saa hver Fylking fortsættes videre med ti Rækker. Bag disse Fylkinger skulle han opstille det unge Mandskab med Kastespyd og bag det igjen de gamle, som med deres prøvede Tapperhed skulde styrke deres Stalbrødres Kræfter, naar de glippede; derefter, skulde en med Valpladsen vel kjendt Regnemester hertil føje Fløje af Slyngekastere, som skulde staa bag deres Stalbrødre og angribe Fjenden paa langt Hold med deres Blider, og bag ved dem igjen skulde han i Flæng og uden Hensyn til Stand og Vilkaar stille Folk af anhver Alder og Rang. Bagtroppen skulde han derhos ordne i tre Kiler ligesom Fortroppen og med det samme Forhold i Rækkerne. Den bageste Del af denne vilde saa, idet den stødte op til de foranstaaende , beskytte dem just derved, at den vendte til den anden Side. Men kom han i Søslag, skulde han udskille en Del af sin Flaade, som saa, naar han begyndte slaget, paa mangfoldig Maade skulde fare hid og did omkring de fjendtlige Skibe. Efter at have tilegnet sig disse Regler i Krigskunsten kom han Svenskerne i Forkjøbet og fældede Yngve og Olaf, medens de endnu var ved at lave sig til at føre Krig. Da deres Broder Ingild sendte Bud til ham og under Paaskud af, at det stod ilde til med hans Helsen, bad om Vaabenstilstand, tilstod han ham hans Begjæring, for at hans Tapperhed, som havde lært at skaane dem, der havde Sorg og Kvide, ikke skulde faa Udseende af at krænke den, der nu kun havde saa krank en Lykke. Da Ingild senere udæskede ham ved skammelig at røve hans Søster, mattede han ham længe ved at paaføre ham en Krig, i hvilken Sejren snart hældede til den ene, snart til den anden Side, indtil han omsider sluttede Venskab med ham, idet han holdt det for bedre at have ham til Forbundsfælle end til Fjende.

Da han derefter spurgte, at der skulde være Krig om Kongedømmet imellem Trøndernes Konge Olaf og Jomfruerne Stikla og Rusla, blev han saare opbragt over disse Kvinders Frækhed og drog, uden at nogen vidste af det, til ham, forklædte sig saaledes, at man ikke saa hans fremstaaende Tænder, og angreb Jomfruerne. Han fældede dem begge og gav to Havne Navne, der mindede om deres. Ved den Lejlighed gav han et storartet Bevis paa sin Tapperhed, thi uden at have andet paa end en Skjorte, som man bærer den under Rustningen, stillede han sit Bryst blot for Fjendernes Vaaben. Da Olaf tilbød ham Løn for Sejren, afslog han den, saa det var ikke let at sige, om han havde lagt størst Tapperhed eller Uegennyttighed for Dagen. Derpaa angreb han en frisisk Kæmpe ved Navn Ubbe, som tit hærjede paa Jyllands Kyster og anrettede stort Mandefald blandt Almuen, og da han ikke kunde faa Bugt med ham med Vaaben, bød han sine Krigsfolk gribe ham med Hænderne, strakte ham til Jorden og lod ham binde og lægge i Lænker. Saaledes overvandt han paa en forsmædelig Maade den, som han kort i Forvejen havde troet skulde tilføje ham et svært Nederlag. Harald gav ham imidlertid sin Søster til Ægte og fik ham derved til at tage Krigstjeneste hos sig, og derpaa gjorde han de Folk, der boede ved Rhinen, skatskyldige og udskrev Krigsfolk af de tapreste iblandt dem. Lidende paa dem overvandt han Slavenland i Krig og bød, at dets Høvedsmænd Dal og Duk formedelst deres Tapperhed blot skulde tages til Fange og ikke dræbes. Efter at have taget dem i sin Tjeneste, underlagde han sig med Vaabenmagt Aqvitanien og drog saa strax efter til England, fældede Humbrernes Konge og tog alle de ypperste af det overvundne Lands Ungdom med sig; som den første iblandt dem regnedes Orm med Tilnavnet den Bretske. Rygtet om disse Bedrifter lokkede Kæmper til ham fra alle Dele af Verden, og dem samlede han i en Flok for sig, som han gav Sold. Hans Styrke øgedes saaledes ved dette Tilløb, at han holdt alle Lande i den Grad i Ro ved den Frygt, hans Navn indgjød, at han betog alle deres Fyrster Modet til at kæmpe indbyrdes, og paa Havet turde ingen tiltage sig noget Herredømme, uden at han gav sit Minde dertil, thi fra Arilds Tid af havde i Daneriget Herredømmet til Lands været adskilt fra Herredømmet til Vands.

Imidlertid døde Ingild i Sverige og eflerlod sig en ganske liden Søn, Ring, som han havde med Haralds Søster. Harald gav ham Formyndere og gjorde ham til Konge i hans Fædrenerige. Efter saaledes at have underlagt sig Lande og Fyrster levede han halvtredsindstyve Aar i Fred. For at Krigsfolkenes Mod ikke skulde sløves til Dorskhed i denne lange Fredstid, bestemte han, at Kæmperne flittig skulde undervise dem i at give og afbøde Hug og Stød. Nogle af hans Kæmper var drevne i en mærkelig Maade at kæmpe paa, idet de plejede at ramme Modpartens øjenbryn med et Hug, som aldrig fejlede. Blinkede nogen af Frygt, naar Hugget faldt, blev han strax jaget bort fra Hirden og afskediget af Krigstjenesten.

I de Dage drog Olaf eller Ole, en Søn af Sivard og Haralds Søster, fra Norge til Danmark opsat paa at se sin Morbroder. Eftersom det er vitterligt, at han først kom i Haralds Hird og efter Svenskekrigen fik Herredømmet over Danmark, hører det i visse Maader hid at fortælle, hvad Mindet har bevaret om hans Bedrifter. Da Ole havde naaet sit femtende Aar i sin Faders Gaard, gav han hartad utrolige Beviser paa, hvilke ypperlige Gaver han besad baade i Henseende til Sjæl og Legeme, og derhos var han saa grum og vild af Aasyn, at han over for Fjenden udrettede det samme med sine øjne som andre med Vaaben og skræmmede selv de modigste med sine hvasse og lynende Blikke. Da han havde spurgt, at Gunne, Høvedsmanden over Thelemarken, sammen med sin Søn Grim paa Stimandsvis hærjede i ødeskoven, der er opfyldt af tæt Krat og skumle Dale, blev han harmfuld over dette Uvæsen og bad sin Fader om at give ham Hund og Hest og saadanne Vaaben, som let kunde skaffes til Veje, idet han fordømte den Ungdom, der lod den Tid, der burde vies til Tapperhed, hengaa i ørkesløshed. Da han havde faaet, hvad han bad om, ransagede han paa det omhyggeligste den nævnte Skov og fandt da Spor dybt indtrykte i Sneen, som røbede, hvor Stimanden havde haft sin Gang. Ledet af dem kom han over et Bjærg og naaede til en overmaade stor Elv. Her hørte Menneskesporene, som han hidtil havde fulgt, op, og han besluttede da at sætte over Elven, men selve Vandets Masse, hvis Bølger rullede af Sted i rivende Fart, syntes at gjøre det umuligt at komme over, thi der var fuldt op af skjulte Skjær, saa hele Elvelejet stod som i én skummende Hvirvel. Lysten til at komme hurtig af Sted fik imidlertid Overtaget i Oles Sind over Tanken om Faren, saa hans Mod fik Bugt med hans Frygt, og hans Dumdristighed lod haant om Faren, han ansaa intet for vanskeligt, naar han havde Lyst dertil, og kom paa sin Hest igjennem de brusende Hvirvler. Da han var kommen over Elven, kom han til nogle snævre Passer, som paa alle Sider var omgivne af Moser, som det ikke var let at trænge ind i, fordi der var opkastet en Vold foran dem. Han førte sin Hest over Volden og saa' da en Indhegning med mange Stalde. Opsat paa at sætte sin Hest ind dér, drev han en Flok af dem, der var der, ud, men saa kom en Mand ved Navn Toke, Gunnes Træl, ud, opbragt over, at en fremmed var saa fræk, og angreb ham haardelig, men han afbødede hans Angreh blot ved at holde Skjoldet for. Ole syntes, det vilde være en Skam at dræbe ham med sit Sværd og han greb ham derfor og knuste hvert Ledemod i ham og kastede ham saa ind i Huset, han var kommen saa hæsblæsende ud af. Gunne og Grim blev strax rasende over denne Forsmædelse, kom ud hver af sin Dør og gik begge paa en Gang løs paa Ole uden at ænse hans Alder og Kræfter. Han saarede dem dødelig, og da deres Legemskræfter var helt udtømte, kvad Grim, skjønt han næsten var helt kraftesløs og knapt kunde drage sit sidste Suk, med sin sidste Rallen følgende Vise:

Mat og mødig
nu jeg mærker,
at i Døden
snart jeg daaner;
tungt og trægt
jeg tækker Vejret,
ud af Saaret
Livet siver.

Dog en stakket
Stund endnu
vil vort Sværd
vi modig svinge,
at, vi, naar
i Grav vi gjemmes,
maa for Mod
og Manddom prises.

Sidste Slag
vi nu vil slaa,
før vi skal
til Helhejm fare.
Med paa Farten
skal vor Fjende!
Samme Grav
os alle gjemme!

Saalunde kvad Grim, og hans Fader, som vilde kappes med ham i ubetvingeligt Mod og føje sin Opfordring til sin Søns kjække Vise, kvad nu:

Vælder Blodet
end af Brystet,
er kun lidet
Liv os levnet,
kjækt vi til
det sidste kæmper,
at vort Ry
maa evigt leve.

Sværd for sidste
Gang jeg svinger,
flux jeg nu
vor Fjende fælder,
Trende Lig
paa Baal skal lægges,
samme Urne
Asken gjemme.

Da han havde kvædet dette, gjorde de begge, støttende sig paa deres Knæ - thi den nær forestaaende Død havde udtømt deres Kræfter - en sidste Kraftanstrængelse for at kæmpe med Ole, for at de kunde faa deres Fjende med i Døden, thi at de skulde dø, ænsede de ikke, naar blot han, som fældede dem, kom til at gjøre dem Følgeskab. Ole fældede den ene af dem med sit Sværd, den anden lod han sin Hund gjøre det af med. Men han vandt ikke denne Sejr, uden at den kostede ham Blod, thi han, som hidtil var forbleven uskadt, havde nu faaet et Saar foran paa Kroppen. Hans Hund slikkede ham flittig, og saa kom han til Kræfter igjen. For at udbrede sikker Kundskab om sin Sejr hængte han Stimændenes Lig op i Galger, saa de kunde ses vidt og bredt. Derhos bemægtigede han sig deres Borg og gjemte alt det Bytte, han fandt der, til Brug i Fremtiden.

Paa den Tid havde Brødrene Skate og Hjale's frække Overmod i den Grad taget Overhaand, at de røvede fagre Jomfruer fra deres Forældre og krænkede dem. Det traf sig nu saa, at de fik i Sinde at røve Æse, en Datter af Olaf, Underkongen i Vermland, og de lod da hendes Fader vide, at hvis han ikke vilde give hende til Pris for dem, maatte han enten selv gaa i Tvekamp til Værn for sit Barn eller stille en anden i sit Sted. Da Ole spurgte det, glædede han sig over den Lejlighed til Kamp, der her tilbød sig, og gik til Olafs Hus forklædt som Bonde. Han fik Plads blandt de nederste ved Bordet, og da han saa', at hele Kongens Hus sørgede, kaldte han med Forsæt Kongens Søn hen til sig og spurgte, hvorfor de satte saa bedrøvelige Ansigter op. Han svarede, at hvis der ikke snart kom nogen til Hjælp, vilde hans Søsters Kyskhed inden føje Tid blive krænket af nogle grumme Kæmper. Ole spurgte saa, hvad Løn den vilde faa, der satte sit Liv paa Spil for Jomfruen, og da Sønnen spurgte Olaf derom, svarede denne, at den, der gik i Kamp for hans Datter, skulle faa hende til Ægte. De Ord vakte i høj Grad Oles Lyst til at indlade sig paa det Vovestykke. Jomfruen havde for Skik at gaa tæt hen til Gjæsterne og holde et Lys op for Ansigtet og tage dem nøje i øjesyn for at danne sig et sikkert Skjøn om deres Sæder og Levemaade, som gjæstede dem, ja, man tror endogsaa, at hun af Ansigtets Mærker og Linier skjønnede deres Herkomst, hun saa' paa, og blot ved sit skarpe Syn kunde afgjøre, hvad Byrd enhver var af. Da hun nu kom hen til Ole og stod og saa' paa ham med sine forskende øjne, blev hun slaaet af det usædvanlig gruopvækkende, der var i hans Blik, og faldt om næsten død, men da hendes Kræfter lidt efter lidt vendte tilbage, og hun igjen begyndte at trække Vejret friere, prøvede hun igjen paa at se paa Ungersvenden, og hun gled da pludselig og faldt forover, som om hun var helt fra sig selv. Tredje Gang prøvcde hun paa at aabne sine lukkede og nedslagne øjne, men faldt atter pludselig om ude af Stand ikke blot til at aabne øjnene, men ogsaa til at staa paa sine Fødder. I den Grad kan Forbavselse lamslaa. Olaf spurgte nu, hvoraf det kom, at hun faldt saa tit, og hun svarede, at hun var bleven slaaet af Gjæstens barske Blik, han var af Kongeæt, og hvis han kunde gjøre Røvernes Forsæt til intet, var han overmaade værdig til at blive hendes Husbond. De bad nu alle Ole om at blotte sit Ansigt - han havde nemlig trukket Hatten ned over det -, at de kunde se hans Træk. Han bød dem da alle aflægge deres Sorg og holde sig fra al Graad og Kvide, og saa blottede han sit Ansigt, og alle stirrede ivrig paa ham undrende sig over hans store Fagerhed, thi hans Lokker var gule og skinnede som Guld. øjnene holdt han lukkede for ikke at indjage dem Skræk, naar de saa dem. Saa fattede de Mod igjen i Haab om bedre Tider, og det var, som om Gjæsterne vilde give sig til at danse og Hirdmændene til at hoppe og springe, idet den dybeste Sørgmodighed vejredes bort af overstrømmende Glæde og Munterhed. Saaledes borttog Haabet Frygten, og Gjæstebudet fik et helt andet Udseende, og intet var, som det havde været fra første Færd af; saaledes forjog en Gjæsts venlige Løfte den fælles Frygt af alles Sind. Imidlertid kom Hjale og Skate med ti Svende, som om de vilde bortføre Pigen lige paa Stedet, og gjorde Ustyr overalt med Raaben og Skrigen. Hvis Kongen ikke strax overgav dem Pigen, udæskede de ham til Kamp, sagde de. Ole besvarede strax deres Skraal med at love, at han vilde slaas med dem; han stillede den Betingelse, at ingen lumsk maatte angribe nogen bagfra, medens Kampen stod paa, der skulde kun kæmpes Ansigt mod Ansigt. Derpaa fældede han med sit Sværd, som hed Løgthe, ene dem alle tolv, hvilket var en større Bedrift, end man skulde vente af ham efter hans unge Alder. For øvrigt fandt Kampen Sted paa en Holm midt i en Mose, og ikke langt derfra ligger der en Landsby, som til Minde om denne Kamp bærer begge Hjale og Skates Navne i Forening.

Nu fik han altsaa som Sejrens Løn Pigen til Ægte, og da hun havde født ham en Søn Omund, fik han af sin Svigerfader Lov til at drage hjem og se til sin Fader. Da han havde faaet at vide, at hans Land paa Underkongen Thores Vegne blev angrebet af BlotToste og Ljotar, som ogsaa havde et Tilnaavn, ilede han did for at kæmpe med dem, kun fulgt af en Svend, der var forklædt som Kvinde. Da han ikke var langt fra Thores Borg, gjemte han sit Sværd i en hul Stok og lod sin Ledsager gjøre ligesaa, og da han kom til Kongeborgen, skjulte han sit sande Aasyn under en falsk Skikkelse og gav sig Udseende af at være en affældig Olding. Han havde været Stodderkonge hos Sivard, sagde han, men Kongens Søn Ole havde ved sit stadige Had drevet ham i Landflygtighed. Saa begyndte adskillige af Hirdmændene strax spotvis at hilse ham med Kongenavn, knæle for ham og række ham Haanden. Derpaa bød han dem gjøre Alvor af, hvad de havde gjort for Spøg, drog Sværdet, han havde skjult i Stokken, og gik løs paa Kongen. En Del hjalp Ole, idet de tog Spøgen for Alvor og ikke vilde bryde det Løfte, de spotvis havde givet, men adskillige brød sig ikke om det taabelige Løfte og stillede sig paa Thores Side, saa der opstod en indbyrdes og tvivlsom Kamp. Omsider blev Thore overvældet og dræbt ikke mindre af sine egne Folks end af sin Gjæsts Vaaben, og Ljotar, der var bleven dødelig saaret og skjønnede, at Sejrherren, Ole. var lige saa skarpsindig som tapper til at øve Bedrifter, gav ham Tilnavnet den Flinke og spaaede ham, at samme Slags Svig, som han havde anvendt over for Thore, ogsaa vilde blive hans Bane, thi der var ingen Tvivl om, at Forræderi blandt hans egen Husstand vilde fælde ham. Og med de Ord paa Læberne opgav han pludselig Aanden. Vi ser altsaa, at den døendes sidste Ord med Spaadomskløgt varslede Sejrherrens Død, som den med Tiden skulde times ham.

Efter disse Bedrifter begav Ole sig ikke til sin Fader, førend han havde skaffet ham Fred i hans Hus. Hans Fader gav ham Anførselen til Søs, og han fældede i Søslag halvfjerdsindstyve Søkonger, af hvilke Birvil og Hvirvil, Torvil, Nef og Onef, Redvard, Rand og Erand var de ypperste. Ved den Hæder og Ære, han saaledes vandt, opflammede han mange Kæmper, hvis hele Digten og Tragten gik ud paa at øve tapre Bedrifter, til at slutte Forbund med ham. Han dannede sig endog en Livvagt af ubændige Ungersvende, som brændte af Begjærlighed efter at vinde Hæder. I den optog han ogsaa Stærkodder og behandlede ham med den største Ære og viste ham større Venskab, end han selv havde Gavn af. Udrustet med saadanne Kræfter revsede han ved sin store Navnkundighed Nabokongernes Frækhed saaledes, at han berøvede dem al Styrke til at føre Krig med hinanden og ogsaa betog dem al Lyst og Dristighed dertil.

Derefter drog han til Harald og fik ogsaa af ham Anførselen til Søs, og til sidst blev han sendt i Krigstjeneste hos Ring. Paa den Tid var der en Mand ved Navn Brun, som ene var indviet i og deltog i alle Haralds Raad og Anslag. Hver Gang Harald og Ring havde Brug for et hemmeligt Bud, plejede de at betro Hvervet til ham. Grunden til denne Fortrolighed var, at Harald og Brun var bleven opdragne sammen og havde leget sammen som Børn. Da han paa en af sine stadige møjsommelige Rejser druknede i en Flod, paatog Odin sig hans Navn og Udseende og bragte ved at røgte de Sendelser, der blev ham overdragne, paa forræderisk Maade den stærke Enighed, der var imellem Kongerne, til at vakle, og saa stor var hans Falskhed i Henseende til at saa Splid, at han paa begge Sider avlede et saa bittert Had imellem dem, der var knyttede til hinanden med Venskabs og Frændskabs Baand, at det kun syntes at kunne stilles ved Krig. I Førstningen voxede Uenigheden imellem dem i Stilhed, indtil den hemmelige Avind brød aabenlyst frem, da det, de pønsede paa hver for sig, kom for Dagen. Efter at Fjendskabet var erklæret, gik der syv Aar med at træffe Forberedelser til Krigen. Nogle siger, at Harald ikke handlede, som han giorde, dreven af Had eller af Skinsyge i Henseende til Kongemagten, men med Flid og af egen Drift hemmelig søgte en Anledning til at komme af med Livet, thi da han formedelst sin Alderdom og sin Strænghed var bleven Landsens Folk til Byrde, foretrak han at falde for Sværd fremfor at pines af Sygdom, vilde hellere opgive Aanden paa Valpladsen end i Sengen og attraaede en Død, der svarede til hans forbigangne Livs Bedrifter. For derfor at gjøre sin Død saa meget berømmeligere og fare heden med et saa meget større Følge stod hans Hu til at faa mange til at gaa i Døden sammen med ham, og han beredte sig derfor af egen Drift til Krig, for at der kunde være Stof til Mandsslæt. Af disse Grunde var han opsat paa baade selv at komme af med Livet og at skille andre af dermed, og for at Mandefaldet kunde blive lige stort paa begge Sider, magede han det saa, at begge Parter var omtrent lige mandstærke, idet han dog lod Ring have en noget større Styrke, fordi han helst saa', at han gik ud af Kampen med Livet og som Sejrherre.