Harald Hildetand (2)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Saxo Grammaticus
Danmarks krønike


oversat af
Fr. Winkel Horn


Harald Hildetand


Svenskekrigen er først bleven beskrevet i danske Vers af Stærkodder, som selv var en af Hovedmændene i den, og dens Historie er mere bevaret i mundtlig Overlevering end i Skrifter. Idet jeg nu har sat mig for at gjengive den Fremstilling, som han efter Fædrenes Skik gav i Modersmaalet, paa Latin, vil jeg først og fremmest opregne de ypperste Stormænd paa begge Sider, thi den store Hob, som det ikke engang er muligt at give nøjagtigt Tal paa, har jeg ingen Lyst til at opregne. Og først vil jeg da nævne dem, der stod paa Haralds Side, og derefter dem, der tjente Ring.

Af de Høvdinger, der var stødt til Harald, var vitterlig de navnkundigste Svend og Sambar, Ambar og Elle, Rate Fynbo, Salgard og Ro, som førte Tilnavn efter sit lange Skjæg. Til dem kommer Skalk Skaaning og Alf Aggessøn, ølve Brede og Gnepja Gamle samt Gard, som grundlagde Byen Stang. Endvidere Haralds Frænder Blend, der havde hjemme i det yderste Thule, og Brand med Tilnavnet Billing. Til dem sluttede sig Thorny og Thorving, Tejt og Hjalte. Disse Mænd var sejlede til Lejre rustede til Kamp med Legemet, men de udmærkede sig ogsaa ved ypperlige Aandens Gaver, og til deres anselige Ydre svarede den Iver, hvormed de øvede sig i aandelige Idrætter; de afskjød nemlig Pile ikke blot med Buer, men ogsaa med Blider, kæmpede for det meste Mand for Mand med Fjenden og var ogsaa overmaade forfarne i at digte paa Modersmaalet. Saa ivrig havde de lagt Vind paa ligelig at øve Sjæl og Legeme. Men fra Lejre kom Hjort og Borg, Bele og Beigad, og til dem sluttede sig Barre og Toke. Fra Slesvig var Hake Huggenkind og Tymme Sejlmager komne under Anførsel af Hed og Visna, som Naturen havde givet Mands Mod i Kvindekroppe. Vebjørg var opfyldt af det samme Mod, og hende fulgte Bo Bramessøn og Brat Jyde, begjærlige efter Krig. I samme Flok var Orm den Bretske, Ubbe Friser, Are den Enøjede, Alf og Got. Efter dem nævnes Dal den Tykke og Duk Slaver. Visna, der var en saare haardsindet Kvinde og overmaade forfaren i, hvad der hørte til Krigsvæsenet, var omgiven af en Flok Slaver, af hvilke Barre og Gnizle var de ypperste, men de andre i den Flok dækkede Legemet med smaa Skjolde og havde meget lange Sværd og himmelblaa Skjolde, som de i Slaget enten kastede om paa Ryggen eller gav til Trosknægtene, hvorpaa de uden at dække Brystet og med Legemet udsat for alskens Fare med dragne Sværd stormede ind i Kampen. Som de ypperste blandt dem udmærkede sig Tolkar og Yme. Efter dem nævnes med Berømmelse Toke fra Jom samt Otrit, som førte Tilnavnet hin Unge. Hed, der var omgiven af de raskeste Mænd, førte en væbnet Skare i Striden; de ypperste blandt dem var Grimar og Grensle. Efter dem nævnes Ger Liflænder, Hame og Hunger, Humble og Bjarre som de tapreste blandt Kongerne. Disse Mænd holdt tit Tvekamp og havde Held med sig og vandt vidt og bredt herlige Sejre. Saaledes æredes de Jomfruer, jeg har nævnet, ikke blot for deres Høviskhed, men ogsaa for Dygtighed til Kamp, og nu førte de deres Landkrigere i Slag. Saaledes strømmede den danske Hær sammen Skare efter Skare. Der var syv Konger lige i Mod, men ikke paa samme Side, idet nogle af dem havde sluttet sig til Harald, andre til Ring. Paa Haralds Side stod endvidere Høme og Hosathul, Him og Hasting og Hedin den Smækre, samt Dag med Tilnavnet Grenske og Harald Olafssøn. Fra Hadeland kom Haar og Herlev samt Hødbrod med Tilnavnet den Ubændige og tog Tjeneste i den danske Hær. Fra Imisland kom Humnehy og Harald; til dem sluttede sig Hake og Bemundssønnerne Sigmund og Serk, som alle kom Nord fra. Alle disse Mænd tjente Kongen, som viste dem gavmildt Venskab, thi han holdt dem højt i Ære og skjænkede dem guldprydede Sværd og kosteligt Krigsbytte. Der kom ogsaa gamle Gandalfs Sønner, som Harald viste stort Venskab, fordi de havde tjent ham fra gammel Tid af. Havet var opfyldt af den danske Flaade, der syntes at danne ligesom en Bro imellem Sjælland og Skaane; de, der vilde færdes imellem disse to Landsdele, havde en nem Vej til Fods over denne tætte Skibshob. Men Harald vilde ikke ruste sig til Krig, uden at Svenskerne vidste Besked derom, derfor skikkede han Sendemænd til Ring, der aabenlyst skulde erklære ham Fjendskab og gjøre almindelig kundbart, at Freden imellem dem var brudt. Dem bød han ogsaa i Forvejen forkynde Stedet, hvor Slaget skulde staa. Nu har jeg opregnet dem, der stod paa Haralds Side.

Paa Rings Side opregnes Ulf, Agge, Vindar, Egil den Enøjede, Gøt, Hildir, Gute Alfssøn, Styr den Stærke og Sten fra Venern. Hertil kommer Gert den Raske og Grom Vermlænding. Saa de, der havde hjemme ved den nordre Del af Elben, Saxe Splitter, Sal Gøtlænder, Thord Nikkende, Thrond med Næsen, Grunde, Odde, Grind, Tove, Koll, Bjarke, Høgne den Snilde, Rokar den Sorte. Disse Mænd ansaa det for under deres Værdighed at slaa sig sammen med Hoben og sondrede sig ud fra den øvrige Hær i en Flok. Derhos nævnes Rane Hildessøn og Liud Gode, Svend den Skallede, Rethyr Falk og Rolf Kvindekjær. Til dem sluttede sig Ring Adilssøn og Harald fra Thoten, Valstén fra Vigen, Thorolf Digre, Thengil den Høje, Hun og Sølve, Birvil den Blege Borgar og Skumbar. Fra Thelemarken kom de tapreste, de, som havde mest Mod og mindst Overmod, Thorlev den Stædige, Thorkel Gotlænder, Grette den Onde, der holdt af at gjøre Indfald. Efter dem kom Had den Haarde og Roald Taa. Fra Norge nævnes Thrond Trønder, Toke fra Møre, Ravn Hvide, Hafrbjarne, Blig Braknæse, Bjørn fra Sogn, Find fra Fjordefylke, Besse fra Fjalar, Sivard Ornehoved, Erik Sagamand, Holmstén Hvide, Rut Tvivler, Erling Snog. Fra Jæderen kom Odd Engelskmand, Alf Vidførle, Ejnar Tykvom og Ivar den Drøje. Fra Island kom Maar den Røde, der var født og opfostret i det Landskab, som kaldes Midfjord, Grombar Gamle, Gram Bryndalk og Grim fra Skjære i Skagafjord. Dernæst Berg Spaamand med sine Følgesvende Brage og Ravnkel. Men blandt Svenskerne var de tapreste: Arvake, Keklukarl, Krok Bonde, Gudfast og Gunne fra Gislemark. De var Frænder af Guden Frø og Gudernes trofasteste Vidner. Ogsaa Yngve og Ole, Alver og Folke, Alriks Sønner, gik i Krigstjeneste hos Ring; de var raske paa Haanden, raadsnare og meget nære Venner af Ring. De holdt ogsaa for, at Guden Frø var deres Slægts Stamfader. Blandt dem var ogsaa Sigmund fra Sigtun, en vældig Stridsmand paa Tinge, dreven i at faa Overenskomster om Kjøb og Salg bragt i Stand. Derhos Froste Tumling. Sammen med ham var Alf den Høje fra Upsal; han var flink til at kaste med Spyd og plejede at gaa forrest i Slaget. Ole var omgiven af syv Konger, der var saare raske paa Haanden og raadsnare, nemlig Holte og Hendil, Holmar, Lejf og Home og derhos Ragnald Ruthener, Radbards Sønnesøn, samt Sivald, der pløjede Havet med elleve Snekker, Læse, Pannoniernes Overvinder, hejsede gyldent Sejl paa sin guldbeslagne Snekke, og Erik Helsing sejlede paa et Skib, hvis Stævne var bugtede som en Drage. Tryggve og Torvil kom sejlende for sig selv med tolv Skibe hver. Forøvrigt var der i hele Rings Flaade to Tusind fem Hundrede Skibe, og den gotlandske Flaade ventede paa den svenske i den Havn, som hedder Garnum.

Ring anførte Landhæren, Ole havde han sat til at staa for Styret paa Flaaden. Gotlænderne havde faaet Tid og Sted berammet, hvornaar de skulde møde Svenskerne imellem Vig og Verund. Da saa' man vidt og bredt Snekker pløje Havet, og de fra Masterne udspændte Sejl hindrede Udsigten. Den svenske Flaade havde en heldig Sejlads og kom først til Kamppladsen, Danskerne havde ugunstigt Vejr at kæmpe med. Ring lod det Mandskab, der var om Bord paa Flaaden, gaa i Land og lod det flokkevis opstille i Slagorden tillige med det, han selv havde ført over Land. Da Hæren begyndte at udfolde sig i videre Udstrækning over Sletterne, viste det sig, at den ene Fløj naaede helt til Verund. Kongen red selv omkring iblandt Mængden, der ikke havde Rede paa Sted og Orden, og stillede alle de flinkeste og bedst rustede forrest under Anførsel af Ole, Regnald og Vivil; Resten af Hæren opstillede han paa begge Fløjene ligesom i en Bue. Den højre bød han Yngve og Tryggve og Alrikssønnerne at tage sig af, over den venstre satte han Læse. Store Flokke af Ester og Kurer dækkede Hærens Flanker. Bagest stod Slyngekasterne.

Imidlertid var den danske Flaade efter i syv samfulde Dage at have sejlet for Medbør naaet til den Stad Kalmar, og vel maatte man undre sig, naar man saa at sige vidt og bredt saa' Havet sætte Sejl til for Vinden og Himlen skjules af de fra Ræerne bugnende Sejl; Flaaden var nemlig bleven forøget med Slaver og Liflændere og syv Tusind Sachsere. Men til at føre og vejlede dem, der drog over Land, udvalgtes Skaaninger, thi de var vejkjendte. Da den danske Hær naaede frem til Svenskerne, som stod rede til at tage imod den, bød Ring sine Krigsfolk taalmodig vente, til Harald havde opstillet sin Slagorden, og ikke blæse til Angreb, førend de saa', at Kongen havde besteget sin Vogn ved Siden af Bannerne. Han haabede, sagde han, at en Hær, der satte sin Lid til en blind Mands Anførsel, let vilde blive slagen. Harald, som paa Gravens Rand var bleven greben af Begjærlighed efter en andens Rige, var ikke mindre vidløs end blind; skjønt han, naar han betænkte, hvor gammel han var, næsten burde lade sig nøje med en Grav, kunde han ikke faa Magt nok. Fjenden havde letsindigt og frækt begyndt Krigen, Svenskerne var derfor nødte til at kæmpe for deres Frihed, deres Fædreland og deres Børn. Desuden var overmaade faa af Fjenderne Danske, de fleste i deres Hær var Sachsere og andre blødagtige Folkefærd. Svenskerne og Nordmændene burde derfor betænke, i hvor høj Grad Nordboerne altid havde været Tyskere og Slaver overlegne. En Hær, som snarere syntes at bestaa af sammenløbet Udskud end af en fast og paalidelig Krigsstyrke, var kun Foragt værd. Ved denne Tale opflammede han ikke lidet sine Krigeres Mod. Brun, som Harald havde befalet at opstille Hæren i Stedet for ham, ordnede den nu i Kilefylking, stillede Hed paa højre Fløj, satte Hake over den venstre og lod Visna bære Banneret. Harald, der sad paa sin Vogn, beklagede sig nu saa lydelig, han kunde, over, at Ring lønnede de Velgjerninger, han havde vist ham, med Utaknemlighed. Han, der havde faaet sit Rige som Gave af ham, paaførte ham nu Krig. Ring havde hverken Medlidenhed med en gammel Mand eller skaanede sin Morbroder, men satte alt Hensyn til Frændskab og nydte Velgjerninger til Side for sine egne Lidenskaber. Han bød derfor Danskerne mindes, at de altid havde vundet Berømmelse ved at sejre over fremmede, at de mere havde været vante til at herske over deres Naboer end til at adlyde dem, og opfordrede dem til ikke at finde sig i, at en saa stor og straalende Hæder blev tilintetgjort ved et overvundet Folks Frækhed, eller tilstede, at det Rige, han havde vundet, da han stod i sin Ungdoms Vaar, blev ham fratagen nu i hans affældige Alderdom.

Saa gjaldede Lurerne, og Kampen begyndte af yderste Kraft paa begge Sider. Man kunde fristes til at tro, at Himlen var falden ned paa Jorden, at Skove og Sletter sank i Afgrunden, at alt blandedes imellem hinanden, at det gamle Kaos var vendt tilbage, at guddommelige og menneskelige Ting hvirvledes imellem hinanden af et rasende Uvejr, og at alt paa én Gang styrtedes i Undergang. Da de begyndte at kaste med Spyd, fyldte Vaabnenes ulidelige Klirren Luften med et utroligt Gny, Dampen fra Saarene lagde sig pludselig som en Taage over Himlen, og Dagens Lys formørkedes af den tætte Spydhagl. Og Slyngekasterne udrettede heller ikke lidt i Slaget. Men da de med Hænderne eller med Blider havde bortskudt alle deres Kastevaaben, sloges de i Nærkamp med Sværd og jærnbeslagne Køller, og da naaede Blodsudgydelsen sit Højdepunkt; Sveden begyndte at drive af de trætte Legemer, og Sværdenes Gny hørtes langt bort. Stærkodder, som er den første, der har beskrevet dette Slag paa Modersmaalet, kæmpede forrest i Fylkingen, og han fortæller, at han fældede Haralds Hirdmænd Hun og Elle, Hort og Burgha og hug den højre Haand af Visna. Han siger ogsaa, at en Mand ved Navn Ro tillige med to andre, Gnepja og Gardar, blev saarede af ham og faldt i Slaget, og foruden dem Skalks Fader, som han ikke nævner ved Navn. Han fortæller endvidere. at han slog Hake, den tapreste af Danskerne, til Jorden, men at han til Gjengjæld blev saa haardt saaret af ham, at han gik af Slaget med Lungen hængende ud af Brystet, at han fik Halsen halvt skaaret over og mistede en Finger paa den ene Haand, og at et gabende Saar længe holdt sig aabent, som om det aldrig vilde sætte Ar eller kunde læges. Han vidner ogsaa, at Pigen Vebjørg kæmpede mod Fjenden og fældede Kæmpen Sote, og medens hun truede flere andre Kæmper med Døden, gjennemborede Thorkel fra Thelemarken hende med en Pil. Gotlænderne var nemlig saa stærke til at spænde Buen, at deres Pile endogsaa gik igjennem Skjoldene, og intet var værre til at anrette Mandsslæt, Pilespidserne trængte igjennem Brynjer og Hjælme, som om det var den bare Krop, de ramte. Imidlertid havde Ubbe Friser, den raskeste af Haralds Krigsfolk og udmærket frem for andre i Henseende til Legemsvæxt, fældet fem og tyve udsøgte Kæmper, foruden at han havde saaret elleve. Alle disse var af svensk eller gøtisk Herkomst. Derpaa angreb han den forreste Fylking, trængte ind iblandt Fjenderne, hvor de stod tættest, og jog med Sværd og Lanse de skrækslagne Svenskere fra hinanden, saa de flygtede til alle Sider, og det hele var nær ved at blive til almindelig Flugt, da Hagder, Rold og Grette angreb Kæmpen og kappedes med ham i Tapperhed, idet de satte sig for at forebygge det almindelige Nederlag ved at udsætte sig selv for Fare. Men angribe ham paa nært Hold turde de dog ikke, de holdt sig i Afstand og skjød med Pile efter ham, og saaledes blev Ubbe paa langt Hold gjennemboret af en Mængde Pile, idet ingen dristede sig til at indlade sig i Haandmænge med ham. Der sad hundrede og fire og fyrretyve Pile i Kæmpens Bryst, inden Kræfterne svigtede ham og han bed i Græsset. Da først anrettede Thrønderne og Folkene fra Dalarne et vældigt Nederlag blandt Danskerne; Striden blussede nemlig op igjen som Følge af den store Kraft, Bueskytterne udfoldede, og intet voldte vore Landsmænd større Fortræd.

Men da Harald, som var blind af Ælde, hørte sine Folks klagende Mumlen, forstod han, at Lykken havde tilsmilet hans Fjender. Han kjørte i en med Leer besat Stridsvogn, paa hvilken Brun forræderisk gjorde Tjeneste som Kusk, og nu bød han da denne skaffe sig at vide, hvorledes Ring havde opstillet sin Fylking. Brun trak lidt paa Smilebaandet og sagde, at han havde opstillet sin Hær til Kamp i Kilefylking. Da Kongen hørte det, blev hans Sind uroligt, og saare forundret spurgte han, af hvem Ring kunde have lært at ordne sin Hær paa den Maade, saa meget mere som det var Odin, der havde opfundet den Opstilling og lærte den fra sig, og ingen andre end han havde faaet Undervisning af ham i denne ny Maade at ordne Fylkingen paa. Da Brun ingen Ting svarede hertil, gik det op for Kongen, at han var Odin selv, og at Guden, som fordum havde været ham saa huld, nu havde paataget sig en anden Skikkelse for enten at komme ham til Undsætning eller unddrage ham sin Hjælp. Han begyndte da strax ivrig at bønfalde ham om at lade den afgjørende Sejr tilfalde Danskerne, som han før havde været huld, og at øve sin Velgjerning imod dem fuldt ud, saa Enden kom til at svare til Begyndelsen, og til Gjengjæld lovede han at vie alle de faldnes Sjæle til ham. Men Brun lod sig ingen Maade bevæge af hans indtrængende Bønner, han stødte pludselig Kongen ud af Vognen, saa han styrtede til Jorden, rev i Faldet hans Kølle fra ham, svang den mod hans Hoved og dræbte ham med hans eget Vaaben. Omkring Kongens Vogn laa der utallige Lig af slagne Kæmper, den uhyggelige Dynge gik helt op over Hjulene, ja, Lighoben naaede helt op til Vognstangen. Af Rings Hær var der nemlig faldet henved tolv Tusind Ædlinger og af Haralds henved tredive Tusind for ikke at tale om de mange af Almuen, der havde maattet lade Livet.

Da Ring spurgte, at Harald var død, gav han Tegn til, at hans Fylking skulde opløses, og bød sine Mænd holde inde med Kampen. Derpaa sluttede han Fred og Stilstand med Fjenderne efter at have mindet dem om, at nu, da de havde mistet deres Høvding, var det ørkesløst at kæmpe længer, og saa bød han Svenskerne søge rundt omkring i de hulter til bulter liggende Dynger af Lig efter Haralds, for at det kongelige Lig ikke skulde gaa glip af de Gravofre, der tilkom det, og Folk begyndte da ivrig at lede imellem Ligene. Der gik en halv Dag med at søge efter det, og da det omsider blev fundet tillige med Køllen, lod Ring for at forsone Haralds Aand, Hesten, han red paa, spænde for Kongens Stridsvogn, prydede den med et gyldent Sadeldækken og indviede den til ham. Derpaa aflagde han højtidelige Løfter og tilføjede en Bøn om, at Harald paa den Ganger maatte ride til Underverdenen forud for dem, der havde fulgt ham i Døden, og hos dens Fyrste opnaa rolige Boliger for sine Stalbrødre og sine Fjender. Saa lod han rejse et Baal og bød Danskerne sætte deres Konges guldprydede Skib op derpaa. Og da Ilden fortærede Liget paa Baalet, gik han omkring blandt de sørgende Stormænd og opfordrede dem indtrængende til gavmildt at nære den ved med rund Haand at kaste Vaaben og Guld og alt, hvad de ellers havde af Klenodier, ind i den for at hædre en saa stor og af alle saa fortjent Konge. Han bød ogsaa, at det brændte Ligs Aske skulde lægges i en Urne og føres til Lejre og der bisættes paa kongelig Vis med hans Hest og Vaaben. Ved saaledes fuldt ud at give sin Morbroder den Ære efter Døden, der tilkom ham, vandt han Danskernes Hjærter og vendte deres Had til Kjærlighed. De bad nu, om Hed maatte blive sat over det, der var tilbage af Riget, men for at Fjendernes svigtende Kræfter ikke strax skulde voxe til igjen, skilte han Skaane fra Danmark og satte Ole til at raade for det, og lod blot Hed staa for Styret paa Sjælland og i de øvrige Dele af Riget. Saaledes lagde den omskiftelige Lykke Daneriget under Svenskernes Vælde. Og her ender Fortællingen om Braavallaslaget.