Havbor og Signild
Hopp til navigering
Hopp til søk
Dansk folkedigtning
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |
Kæmpe- og Trylleviser
1. Havbor og Signild.[1]
Danske Folkeviser i Udvalg
Ved Axel Olrik og Ida Falbe-Hansen
- 1. Havbor Konning og Sivord Konning
- de ypped dem en Kiv:
- alt om hin stalten Signelil,
- hun var saa væn en Viv.
- I vinder ret aldrig saa væn en.
- 2. Havbor Konning drømte en Drøm
- om Natten, som han laa;
- vaagned han saa mødig,
- han sagde sin Moder derfraa[2].
- 3. „Mig tykte, jeg var i Himmerig,
- der var saa favr en By;
- jeg havde stalt Signelil udi min Arm,
- vi fulde igennem den Sky.“
- 4. „Du drømte, du var i Himmerig,
- det buder, du skal vinde den Mø;
- men det du faldt igennem den Sky,
- det buder, du skal for hende dø.“
- 5. „Er det mig til Glæde givet,
- at jeg maa vinde den Mø,
- saa lidet vil jeg det vurde,
- at jeg skal for hende dø.“ —
- 6. Havbor lader sig vokse Haar
- og Jomfruklæder skære;
- saa red han til Dannemark,
- som monde han Jomfru være.
- 7. Midt udi den Borgegaard
- der aksler han sit Skind;
- saa gaar han i Bure
- for stalten Signild ind.
- 9. „Alle de Sløjder, der jeg kan[5],
- dem lærer jeg eder saa gærne;
- I skal æde med mig af Fad
- og sove hos min Tærne.“
- 10. „Jeg har ædet med Kongebørn
- og sovet i deres Arm;
- skal jeg sove hos Tærnen i Nat,
- da dør jeg af den Harm.“
- 11. „Hør I det, min skønne Jomfru:
- I bær der ikke for Kvide!
- I skal æde med mig af Fad
- og sove hos min Side.“ —
- 12. Han tog ud en liden Kniv,
- han skar, som han vel kunde;
- han skrev baade Hjort og Hind,
- som de i Skoven runde[6].
- 13. Han skrev baade Hjort og Hind,
- som de i Skoven runde;
- efter syed stalt Signelil
- det bedste, der hun kunde.
- 14. Alle sade de stolte Jomfruer
- og syed, hver som de kunde[7],
- foruden Havbor Kongens Søn
- han legte med Naal i Munde.
- 15. Det da mælte den Tjenestemø,
- hun havde saa ond en Tunge:
- „Jeg saa aldrig nogen skønne Jomfru,
- der mindre Sløjder kunde.[8]
- 16. Hun syr aldrig saa liden en Søm,
- hun har jo Naal i Munde;
- hun faar aldrig saa stor en Skaal,
- hun drikker den jo ud til Bunde.
- 17. Aldrig saa jeg nogen skønne Jomfru,
- havde to Hænder som Staal:
- og aldrig saa jeg saa djærve Øjne
- under nogen skøn Jomfrus Braa.“
- 18. „Sid og ti, du arge Tærne,
- og skøt du intet om mig!
- enten jeg vender mine Øjne ud eller ind,
- jeg vender dem aldrig til dig.“ —
- 19. Det lidde fast ad Aften,
- de skulde at sove gange;
- op stod stalten Signelil,
- hun fulgte Havbor til Senge.
- 20. Hun lagde Haand paa Havbors Bryst,
- den skinner af Guld saa rød:
- „Hvi er ikke Brysten[9] vokset paa eder
- alt som paa anden Mø?“
- 21. „Det er saa Sæd paa min Faders Land,
- at Jomfruer rider til Tinge[10]:
- fordi er ikke Brysten vokset paa mig
- ud af de Brynjeringe. —
- 22. I siger mig, stalten Signelil,
- men vi er ene to:
- er der nogen i Verden til,
- der eders Hu leger paa?“
- 23. „Der er slet ingen i Verden til,
- der min Hu leger paa:
- foruden ham Havbor Kongens Søn,
- og ham kan jeg ikke faa.“
- 24. „Er det Havbor Kongens Søn,
- I har i Hjærtet kær,
- da vender eder hid, Allerkæreste min,
- han sover eder alt saa nær.“
- 25. „Er I nu Havbor Kongens Søn,
- hvi vilde I mig saa skænde?
- hvi red I ikke i min Faders Gaard
- med Høg paa højre Hænde?“
- 26. „Hvor skulde jeg ride i eders Faders Gaard
- med Høg paa højre Hænde!
- eders Fader han er vorden mig vred[11],
- han truer at lade mig hænge?“
- 27. „I tier kvær, Havbor Kongens Søn!
- I siger ikke saa!
- vaagen ligger min Tærne,
- og lyer hun derpaa.“
- 28. „Ligger, eders Tærne vaagen
- og lyer deroppaa,
- — da ligger under mit Hovedgærd
- mit Sværd og Brynje blaa.
- 30. Sammen laa de Kongebørn,
- de mente, de var ene to;
- ude da stod den Tærne,
- og lydde hun derpaa.
- 31. Ude da stod den Tærne,
- og lydde hun derpaa;
- saa stjal hun bort hans gode Sværd
- og saa hans Brynje blaa.
- 32. Stjal hun bort hans gode Sværd
- og saa hans Brynje blaa;
- saa gik hun til det samme Loft
- som Sivord Konning i laa[14].
- 33. „Vaager op, min ædelig Herre!
- I sover nu altfor længe!
- nu er han Havbor Kongens Søn
- med eders Datter i Senge.“
- 34. „Stat og ti, du arge Tærne,
- og lyv du ikke paa hende!
- i Morgen, førend Sol nedgaar,
- da skal jeg lade dig brænde.“
- 35. „Hør I, Sivord Konning,
- I maa[15] mine Ord vel tro:
- her er Havbors gode Sværd,
- dertil hans Brynje blaa.“
- 36. Op sprang Sivord Konning,
- han raaber over al sin Gaard:
- „Vel op, alle mine Mænd!
- I drager eders Brynjer paa!
- 37. Velop, alle mine Mænd!
- I klæder eder uden Fals !
- Her er Havbor Kongens Søn,
- han er fuld haard en Hals.“
- 38. Stødte de paa Døren
- baade med Glavind og Spjud:
- „Du stat op, Havbor Kongens Søn,
- du gak i Gaarden ud!“
- 39. Op sprang Havbor Kongens Søn,
- han ledte under Hovedgærd;
- borte da var hans Brynje
- og saa hans gode Sværd.
- 40. „Nu er borte min Brynje
- og saa mit gode Sværd;
- saa Mænd ved[16], stalten Signild,
- her bliver fuld ond en Færd!“
- 41. Tak have Havbor Kongens Søn,
- han værged sig som en Mand:
- han værged sig alt saa længe,
- som Fjælen i Sengen vand[17].
- 42. Somme han monde med Hænder slaa
- og somme med Fødder støde;
- tredive af de Kongens Mænd
- for Signelils Bur laa døde.
- 43. Toge de Havbor Kongens Søn,
- de lagde ham Fjædrene paa;
- alle da stunke de sønder[18],
- som de havde været af Straa.
- 44. Skam da faa den Tærne,
- hun gav ud det Raad:
- „I faar ikke Havbor bunden i Dag
- uden med stalt Signilds Haar.
- 45. Tager et Haar af Signilds Hoved,
- I binder om Havbors Hænder:
- før da brister hans Hjærte,
- end han slider det sønder.“
- 46. De tog et Haar af Signilds Hoved,
- de bandt om Havbors Hænder;
- han havde hende i sit Hjætte saa kær,
- han vilde ej slaa det sønder. —
- 47. „Hør I det, stalten Signelille,
- I lader Godvilje kende:
- første I ser mig hænge i Gren,
- I lader eders Bure[19] brænde!“
- 48. „Er her nogen i min Faders Gaard.
- som voldet[20] har i eders Død,
- da skal jeg det hævne i Dag
- paa deres Fæstemøer.“
- 49. Mælte det Havbor Kongens Søn,
- første han den Galge saa:
- „I hænger først op min Kaabe,
- I lader mig se derpaa!
- 50. Hænger først op min Kaabe!
- hun er af Skarlagen rød;
- alle de Fruer, der hende mon se,
- de ynkes vel over min Død.“
- 51. Stalt Signild stander i Bure,
- hun ser den Kaabe hænge;
- lagde hun Ild i Bure sin,
- sig selver[21] inde at brænde.
- 52. Det var stalten Signild,
- stak Ild paa Tag og Rør:
- saa brændte hun sig inde
- med alle sine Møer.
- 53. Længe stod Havbor Kongens Søn.
- sagde, han vilde Verden skue,
- til han saa stalt Signelils Bur
- at stande i lysen Lue.
- 54. „Tager nu ned min Kaabe rød!
- hun maa vel paa Jorden ligge:
- havde jeg nu ti Tusind Liv,
- jeg vilde ikke et af dem tigge[22].“
- 55. Mælte det Sivord Konning,
- han holdt ikke langt derfra:
- „Hveden er dette brændende Baal,
- den store Røg driver af?“
- 57. „Somme I løber til Bure,
- I lader ikke Signelil brænde!
- og somme løber til Galgen,
- I lader ikke Havbor hænge!“
- 58. Der de komme til Bure,
- da var Signelil brændt;
- og der de komme til Galgen,
- da var Havbor hængt.
- 59.
- „Havde jeg det førre vidst,
- at Kærlighed var saa stærk,
- jeg vilde ikke gjort den Gerning i Dag
- for al Dannemark.“
- 60. Havbor var hængt og Signelille brændt;
- det var saa ynkeligt et Mord;
- saa toge de den Tærne,
- satte hende levende i Jord.
- I vinder ret aldrig saa væn en.
Fodnoter
- ↑ Indl. S. 78; Danmarks gl. Folkev. 1 Bd. Nr. 20.
- ↑ 2 derfraa, derfra; her: derom.
- ↑ 8 Kvinde (ɔ: Kvinder), her brugt om gifte Koner; gode, i dette Ords Grundbetydning: som der intet er at udsætte paa.
- ↑ Sløjd, Haandarbejde.
- ↑ 9 der jeg kan; i gammel Dansk bruges ofte der, hvor vi nu bruger som; eller Henvisningsordet udelades helt (f. Eks. i V. 17).
- ↑ 12 de runde, Fortids Flertal af at rende = at løbe.
- ↑ 14 hver syede saa godt hun kunde.
- ↑ 15 gammeldags Ordstilling med Udsagnsordet sidst i Bisætningen (nu: der mindre kunde Sl.).
- ↑ 20 Brysten, gl. Flt. Intetkøn.
- ↑ 21 ride til Tinge, ride til Møde (her brugt om krigersk Sammenkomst). Verset indeholder et Minde om, at Oldtidens Kvinder undertiden deltog i Kamplivet som Skjoldmøer.
- ↑ 26 vorden mig vred, dette Udtryk bruges i Viserne sædv. naar nogen har øvet Manddrab og har maattet flygte derfor. I Oldsagnet tør Hagbard ikke komme til Sigars Gaard, fordi han har dræbt hans Sønner.
- ↑ 29 vaare, var (Fortids Betingemaade).
- ↑ Færd, vovelig Stilling.
- ↑ 32 hvori Kong S. laa („som“ styres af det efterfølgende „i“).
- ↑ 35 maa, kan.
- ↑ 40 saa Mænd ved, gammeldags Ed (ukendt Betydning).
- ↑ 41 saa længe Fjælen vand(t), han værgede sig med Sengefjælen som Kølle, saa længe den holdt ud (indtil den blev slidt i Stykker).
- ↑ 43 Fjædrene stunke sønder, Jærnbaandene sprang itu.
- ↑ 47 Bure = Bur.
- ↑ 48 volde i, være Skyld i.
- ↑ 51 selver; Endelsen –er ved Tillægsordene er gammeldags (opr. kun i Nævneform Hankøn; senere bruges den ganske i Flæng).
- ↑ 54 tigge, modtage som Gave (oldn. þiggja).
- ↑ 56 stalte, hin stalte (stolte).
- ↑ lader Godvilje kende, viser sin Elskov.