Havbor og Signild

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Dansk.gif


Signe
af Lorenz Frølich
Dansk folkedigtning


Kæmpe- og Trylleviser
1. Havbor og Signild.[1]


Danske Folkeviser i Udvalg
Ved Axel Olrik og Ida Falbe-Hansen



1. Havbor Konning og Sivord Konning
de ypped dem en Kiv:
alt om hin stalten Signelil,
hun var saa væn en Viv.
I vinder ret aldrig saa væn en.


2. Havbor Konning drømte en Drøm
om Natten, som han laa;
vaagned han saa mødig,
han sagde sin Moder derfraa[2].


3. „Mig tykte, jeg var i Himmerig,
der var saa favr en By;
jeg havde stalt Signelil udi min Arm,
vi fulde igennem den Sky.“


4. „Du drømte, du var i Himmerig,
det buder, du skal vinde den Mø;
men det du faldt igennem den Sky,
det buder, du skal for hende dø.“


5. „Er det mig til Glæde givet,
at jeg maa vinde den Mø,
saa lidet vil jeg det vurde,
at jeg skal for hende dø.“ —


6. Havbor lader sig vokse Haar
og Jomfruklæder skære;
saa red han til Dannemark,
som monde han Jomfru være.


7. Midt udi den Borgegaard
der aksler han sit Skind;
saa gaar han i Bure
for stalten Signild ind.


8. „Hil sidde I, stalten Signelil,
med Møer og gode Kvinde[3]!
Havbor har mig til eder sendt,
om I vil mig Sløjder[4] kende.“


9. „Alle de Sløjder, der jeg kan[5],
dem lærer jeg eder saa gærne;
I skal æde med mig af Fad
og sove hos min Tærne.“


10. „Jeg har ædet med Kongebørn
og sovet i deres Arm;
skal jeg sove hos Tærnen i Nat,
da dør jeg af den Harm.“


11. „Hør I det, min skønne Jomfru:
I bær der ikke for Kvide!
I skal æde med mig af Fad
og sove hos min Side.“ —


12. Han tog ud en liden Kniv,
han skar, som han vel kunde;
han skrev baade Hjort og Hind,
som de i Skoven runde[6].


13. Han skrev baade Hjort og Hind,
som de i Skoven runde;
efter syed stalt Signelil
det bedste, der hun kunde.


14. Alle sade de stolte Jomfruer
og syed, hver som de kunde[7],
foruden Havbor Kongens Søn
han legte med Naal i Munde.


15. Det da mælte den Tjenestemø,
hun havde saa ond en Tunge:
„Jeg saa aldrig nogen skønne Jomfru,
der mindre Sløjder kunde.[8]


16. Hun syr aldrig saa liden en Søm,
hun har jo Naal i Munde;
hun faar aldrig saa stor en Skaal,
hun drikker den jo ud til Bunde.


17. Aldrig saa jeg nogen skønne Jomfru,
havde to Hænder som Staal:
og aldrig saa jeg saa djærve Øjne
under nogen skøn Jomfrus Braa.“


18. „Sid og ti, du arge Tærne,
og skøt du intet om mig!
enten jeg vender mine Øjne ud eller ind,
jeg vender dem aldrig til dig.“ —


19. Det lidde fast ad Aften,
de skulde at sove gange;
op stod stalten Signelil,
hun fulgte Havbor til Senge.


20. Hun lagde Haand paa Havbors Bryst,
den skinner af Guld saa rød:
„Hvi er ikke Brysten[9] vokset paa eder
alt som paa anden Mø?“


21. „Det er saa Sæd paa min Faders Land,
at Jomfruer rider til Tinge[10]:
fordi er ikke Brysten vokset paa mig
ud af de Brynjeringe. —


22. I siger mig, stalten Signelil,
men vi er ene to:
er der nogen i Verden til,
der eders Hu leger paa?“


23. „Der er slet ingen i Verden til,
der min Hu leger paa:
foruden ham Havbor Kongens Søn,
og ham kan jeg ikke faa.“


24. „Er det Havbor Kongens Søn,
I har i Hjærtet kær,
da vender eder hid, Allerkæreste min,
han sover eder alt saa nær.“


25. „Er I nu Havbor Kongens Søn,
hvi vilde I mig saa skænde?
hvi red I ikke i min Faders Gaard
med Høg paa højre Hænde?“


26. „Hvor skulde jeg ride i eders Faders Gaard
med Høg paa højre Hænde!
eders Fader han er vorden mig vred[11],
han truer at lade mig hænge?“


27. „I tier kvær, Havbor Kongens Søn!
I siger ikke saa!
vaagen ligger min Tærne,
og lyer hun derpaa.“


28. „Ligger, eders Tærne vaagen
og lyer deroppaa,
— da ligger under mit Hovedgærd
mit Sværd og Brynje blaa.


29. Her ligger under mit Hovedgærd
min Brynje og gode Sværd;
og vaare[12] her hundrede raske Hovmænd,
jeg ræddes ikke den Færd[13].“


30. Sammen laa de Kongebørn,
de mente, de var ene to;
ude da stod den Tærne,
og lydde hun derpaa.


31. Ude da stod den Tærne,
og lydde hun derpaa;
saa stjal hun bort hans gode Sværd
og saa hans Brynje blaa.


32. Stjal hun bort hans gode Sværd
og saa hans Brynje blaa;
saa gik hun til det samme Loft
som Sivord Konning i laa[14].


33. „Vaager op, min ædelig Herre!
I sover nu altfor længe!
nu er han Havbor Kongens Søn
med eders Datter i Senge.“


34. „Stat og ti, du arge Tærne,
og lyv du ikke paa hende!
i Morgen, førend Sol nedgaar,
da skal jeg lade dig brænde.“


35. „Hør I, Sivord Konning,
I maa[15] mine Ord vel tro:
her er Havbors gode Sværd,
dertil hans Brynje blaa.“


36. Op sprang Sivord Konning,
han raaber over al sin Gaard:
„Vel op, alle mine Mænd!
I drager eders Brynjer paa!


37. Velop, alle mine Mænd!
I klæder eder uden Fals !
Her er Havbor Kongens Søn,
han er fuld haard en Hals.“


38. Stødte de paa Døren
baade med Glavind og Spjud:
„Du stat op, Havbor Kongens Søn,
du gak i Gaarden ud!“


39. Op sprang Havbor Kongens Søn,
han ledte under Hovedgærd;
borte da var hans Brynje
og saa hans gode Sværd.


40. „Nu er borte min Brynje
og saa mit gode Sværd;
saa Mænd ved[16], stalten Signild,
her bliver fuld ond en Færd!“


41. Tak have Havbor Kongens Søn,
han værged sig som en Mand:
han værged sig alt saa længe,
som Fjælen i Sengen vand[17].


42. Somme han monde med Hænder slaa
og somme med Fødder støde;
tredive af de Kongens Mænd
for Signelils Bur laa døde.


43. Toge de Havbor Kongens Søn,
de lagde ham Fjædrene paa;
alle da stunke de sønder[18],
som de havde været af Straa.


44. Skam da faa den Tærne,
hun gav ud det Raad:
„I faar ikke Havbor bunden i Dag
uden med stalt Signilds Haar.


45. Tager et Haar af Signilds Hoved,
I binder om Havbors Hænder:
før da brister hans Hjærte,
end han slider det sønder.“


46. De tog et Haar af Signilds Hoved,
de bandt om Havbors Hænder;
han havde hende i sit Hjætte saa kær,
han vilde ej slaa det sønder. —


47. „Hør I det, stalten Signelille,
I lader Godvilje kende:
første I ser mig hænge i Gren,
I lader eders Bure[19] brænde!“


48. „Er her nogen i min Faders Gaard.
som voldet[20] har i eders Død,
da skal jeg det hævne i Dag
paa deres Fæstemøer.“


49. Mælte det Havbor Kongens Søn,
første han den Galge saa:
„I hænger først op min Kaabe,
I lader mig se derpaa!


50. Hænger først op min Kaabe!
hun er af Skarlagen rød;
alle de Fruer, der hende mon se,
de ynkes vel over min Død.“


51. Stalt Signild stander i Bure,
hun ser den Kaabe hænge;
lagde hun Ild i Bure sin,
sig selver[21] inde at brænde.


52. Det var stalten Signild,
stak Ild paa Tag og Rør:
saa brændte hun sig inde
med alle sine Møer.


53. Længe stod Havbor Kongens Søn.
sagde, han vilde Verden skue,
til han saa stalt Signelils Bur
at stande i lysen Lue.


54. „Tager nu ned min Kaabe rød!
hun maa vel paa Jorden ligge:
havde jeg nu ti Tusind Liv,
jeg vilde ikke et af dem tigge[22].“


55. Mælte det Sivord Konning,
han holdt ikke langt derfra:
„Hveden er dette brændende Baal,
den store Røg driver af?“


56. Det da svared den liden Smaadreng,
saa saare hans Øjne monde rinde:
„Det er stalte[23] Signelille,
hun lader Godvilje kende[24].“


57. „Somme I løber til Bure,
I lader ikke Signelil brænde!
og somme løber til Galgen,
I lader ikke Havbor hænge!“


58. Der de komme til Bure,
da var Signelil brændt;
og der de komme til Galgen,
da var Havbor hængt.


59.
„Havde jeg det førre vidst,
at Kærlighed var saa stærk,
jeg vilde ikke gjort den Gerning i Dag
for al Dannemark.“


60. Havbor var hængt og Signelille brændt;
det var saa ynkeligt et Mord;
saa toge de den Tærne,
satte hende levende i Jord.
I vinder ret aldrig saa væn en.


Fodnoter

  1. ↑ Indl. S. 78; Danmarks gl. Folkev. 1 Bd. Nr. 20.
  2. ↑ 2 derfraa, derfra; her: derom.
  3. ↑ 8 Kvinde (ɔ: Kvinder), her brugt om gifte Koner; gode, i dette Ords Grundbetydning: som der intet er at udsætte paa.
  4. ↑ Sløjd, Haandarbejde.
  5. ↑ 9 der jeg kan; i gammel Dansk bruges ofte der, hvor vi nu bruger som; eller Henvisningsordet udelades helt (f. Eks. i V. 17).
  6. ↑ 12 de runde, Fortids Flertal af at rende = at løbe.
  7. ↑ 14 hver syede saa godt hun kunde.
  8. ↑ 15 gammeldags Ordstilling med Udsagnsordet sidst i Bisætningen (nu: der mindre kunde Sl.).
  9. ↑ 20 Brysten, gl. Flt. Intetkøn.
  10. ↑ 21 ride til Tinge, ride til Møde (her brugt om krigersk Sammenkomst). Verset indeholder et Minde om, at Oldtidens Kvinder undertiden deltog i Kamplivet som Skjoldmøer.
  11. ↑ 26 vorden mig vred, dette Udtryk bruges i Viserne sædv. naar nogen har øvet Manddrab og har maattet flygte derfor. I Oldsagnet tør Hagbard ikke komme til Sigars Gaard, fordi han har dræbt hans Sønner.
  12. ↑ 29 vaare, var (Fortids Betingemaade).
  13. ↑ Færd, vovelig Stilling.
  14. ↑ 32 hvori Kong S. laa („som“ styres af det efterfølgende „i“).
  15. ↑ 35 maa, kan.
  16. ↑ 40 saa Mænd ved, gammeldags Ed (ukendt Betydning).
  17. ↑ 41 saa længe Fjælen vand(t), han værgede sig med Sengefjælen som Kølle, saa længe den holdt ud (indtil den blev slidt i Stykker).
  18. ↑ 43 Fjædrene stunke sønder, Jærnbaandene sprang itu.
  19. ↑ 47 Bure = Bur.
  20. ↑ 48 volde i, være Skyld i.
  21. ↑ 51 selver; Endelsen –er ved Tillægsordene er gammeldags (opr. kun i Nævneform Hankøn; senere bruges den ganske i Flæng).
  22. ↑ 54 tigge, modtage som Gave (oldn. þiggja).
  23. ↑ 56 stalte, hin stalte (stolte).
  24. ↑ lader Godvilje kende, viser sin Elskov.
Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Havbor_og_Signild&oldid=28686»