Hervørs og Hejdreks Saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Nordiske Heltesagaer

Hervørs og Hejdreks Saga

Paa Dansk ved Fr. Winkel Horn
Kjøbenhavn 1876

1.

Det er at melde, at i gamle Dage hed Landet nord i Finmarken Jættehjem, og søndenfor, imellem det og Haalogaland, laa Ymesland. Der boede Riser vidt og bredt den Gang, men somme vare Halvriser, og bleve Folkene meget blandede, thi Riserne toge sig Hustruer fra Ymesland. Gudmund hed en Konge i Jættehjem, hans Gaard hed Grund, og Herredet, den laa i, hed Glasesvold; han var en stor Blotmand, vis og mægtig; han og hans Mænd bleve mange Mandsaldre gamle, og derfor troede Hedningerne, at Udødelighedsagren laa i hans Rige, og at Sot og Ælde veg fra hver den, der kom did, saa han ikke kunde dø. Efter Gudmunds Død blotede de til ham og gjorde ham til deres Gud. Høvund hed hans Søn, han var baade fremvis og kløgtig og sad til Doms i alle Sager i Rigerne der omkring; aldrig dømte han vrangt, og ingen turde bryde hans Domme.

Hergrim hed en Mand, han var Rise og Bjærgbo; han røvede Kong Ymers Datter af Ymesland og tog hende til sin Viv. Deres Søn var Her grim Halvtrold; han tog øgn Alfaspreng fra Jættehjem og giftede sig siden med hende, og deres Søn hed Grim. Hun var fæstet bort til Starkad Aludreng med de otte Arme; han var faret nord over Elivaager, den Gang hun blev røvet, men da han kom hjem, fældede han Hergrim i Holmgang, og øgn gjennemborede sig da med et Sværd, thi hun vilde ikke giftes med Starkad. Saa røvede Starkad Kong Alvs Datter Alvhild fra Alvehjem, men Thor dræbte ham, og Alvhild for da til sine Frænder, og Grim var hos hende, til han for i Hærfærd og blev den største Hærmand. Han tog Starkad Aludrengs Datter Bøgerd til Hustru og satte Bo paa den Ø ved Haalogaland, som hedder Bolm, og blev han siden deraf kaldet Ø-Grim Bolm. Hans og Bøgerds Søn var Arngrim Bersærk, som siden boede paa Bolm og blev en saare anselig Mand.

2.

Sigrlame hed en Konge; om ham gaar Ordet, at han var Odins Søn. Svavrlame hed hans Søn, som tog Riget efter sin Fader og var en vældig Hærmand. En Dag, da Kongen red paa Jagt, kom han bort fra sine Mænd og blev ene. Ved Solnedgang saa' han en stor Sten og ved den to Dværge, og tryllede Kongen dem da saa med Trylletegnene paa sit Sværd, at de ikke kunde komme ind i Stenen. De bad ham spare deres Liv og bød sig til at kjøbe det af ham. «Hvad hedder I?» sagde Kongen. Den ene hed Dvalin og den anden Dulin. «Eftersom I ere de hændigste af alle Dværge», sagde Kongen, «skulle I gjøre mig et Sværd, det bedste I evne. Knap og Stang og det hele Fæste skal være af Guld, det skal bide i Jærn som i Klæde, og aldrig maa Rust sætte sig derpaa. Sejr skal det fange i Krig og Tvekamp til hver den, der fører det». Det lovede de, og Kongen fór hjem. Paa den aftalte Dag red Kongen til Stenen. Dværgene stode udenfor og rakte Kongen Sværdet, og det var over al Maade fagert. Men da Dvalin stod i Aabningen i Stenen, sagde han: «Dit Sværd, Svavrlame, vorder Mands Bane, hver Gang det drages, og trende Niddingsværker skal der øves med det, ogsaa skal det vorde din Bane». Da hug Kongen med Sværdet efter Dværgene, men de løb ind i Stenen, og Sværdet ramte den, saa at begge Æggene skjultes, thi Aabningen lukkede sig i det samme. Kongen kaldte Sværdet Tyrving og bar det siden i Krig og Tvekamp og havde altid Sejr. Saa var Tyrving beskaffent, at hver Gang det droges af Balgen, lyste det som en Solstraale, var det end mørkt, og varmt Mandeblod maatte der være paa det, naar det atter fór i Balgen. Ikke levede den til den næste Dag, som blødte for det; saare navnkundig er Tyrving i alle gamle Frasagn.

Arngrim laa den Gang i Viking i Østerleden ved Bjarmeland; han hærjede paa Kong Svavrlames Rige dg holdt Slag med ham, og han og Kongen skiftede Hug. Kongen hug til ham, men Arngrim bødede for sig med Skjoldet; Spidsen blev hugget af det, og Sværdet røg ned i Jorden og stod fast der, og Arngrim hug da Armen af Kongen, saa han tabte Tyrving. Arngrim greb det og fældede først Kongen og siden mange andre med det. Han gjorde stort Bytte der og førte Øfura, Kongens Datter, en saare fager og klog Kvinde, bort med sig til sin Gaard paa Bolm. Han avlede med hende tolv Sønner, Angantyr var ældst, og de andre vare Hervard, Hjørvard, Sæming og Hrane, Brame, Barre, Rejvner, Tind og Bue og de to Haddinger, de to gjorde tilsammen kun Gavn for én, thi de vare Tvillinger og yngst af dem alle, men Angantyr gjorde Gavn for to, han var ogsaa et Hoved højere end andre Mænd. Alle vare de Bersærker og overgik alle andre i Kræfter og Mod, og naar de fór i Viking, var der aldrig flere end de tolv Brødre om Bord paa deres Skib. De fór vide om Land og hærjede, vare saare sejrsæle og vandt det største Ry. Angantyr havde Tyrving, men Sæming Mistelten, Hervard Hrotte, og alle de andre havde ogsaa ypperlige Holmgangssværd; men naar de var hos deres Mænd og de mærkede, at Bersærkergangen kom over dem, havde de for Skik at gaa op i Land og tumle med Træer eller store Stene, thi det var hændt for dem, at de havde dræbt deres Mænd og ryddet deres Skibe. Store Frasagn gik der om dem, og stort var deres Ry.

3.

En Juleaften paa Bolm gjorde Angantyr, som Sæd var, Lofte ved Bragebægeret, at han skulde faa Kong Yngve s Datter Ingebjorg i Upsale, den fagreste og klogeste Mø, saa vidt den danske Tunge taltes; hun og ingen anden skulde vorde hans Viv, eller han vilde lade Livet; men ikke meldes der, hvad de andre gjorde Løfter om. Den Sommer fór Brødrene til Upsale i Svearige og gik ind i Kongens Hal; Angantyr sagde ham det Lofte, han havde gjort, og at han vilde have hans Datter. Alle, som vare der inde, hørte derpaa. Da Angantyr bad Kongen sige, hvad Svar de skulde have paa deres Ærinde, tren Hjalmar den hustore frem for Kongen og sagde: «I drage eder nu til Minde, Herre, hvor stor Hæder jeg har vundet eder, siden jeg kom hid i jert Rige, og hvor tit jeg har været stedt i Livsfare for eder, og nu beder jeg eder for den Tjeneste, jeg har gjort, at I giver mig eders Datter til Ægte; tykkes det ogsaa rimeligere, at I opfylder min Bøn, end at I skulde gjøre disse Bersærker til Vilje, som gjøre hver Mand ondt». Kongen overvejede ved sig selv, og tyktes det ham en saare vanskelig Sag, hvorledes han skulde svare herpaa, saa der kom mindst Ulykke deraf, og omsider svarede han: «Det er min Vilje, at Ingebjørg selv skal vælge, hvem hun vil have til Mand». Hun sagde: «Vil I give mig en Mand, da vil jeg have den, jeg alt kjender og kun véd godt om, og ikke ham, som jeg kun kjender af Frasagn, som derhos alle ere onde». Angantyr sagde: «Ikke vil jeg kives med dig, thi jeg skjønner, at du elsker Hjalmar; men du, Hjalmar, kom sønder paa Samsø til Holmgang med mig, og hver Mands Nidding skal du være, om du ikke kommer til Midsommer næste Aar». Hjalmar sagde, han skulde ikke tøve med at komme til det Stævne. Arngrims-Sønnerne for hjem til deres Fader og meldte ham, hvad Aftale der var gjort; han sagde, at aldrig havde han været ræd paa deres Vegne før, men nu var han det. De var hjemme om Vinteren, men om Vaaren fór de bort og stævnede først til Bjartmar Jarl og var til Gilde hos ham. Om Kvælden bad Angantyr Jarlen give ham hans Datter til Viv, og dette som alt andet skete efter hans Vilje; der blev holdt Bryllup, og saa lavede Arngrims-Sønnerue sig til at fare derfra. Men Natten førend de for bort, havde Angantyr en Drøm og sagde Jarlen den: «Det bares mig for, jeg var paa Samsø med mine Brødre; vi saa' mange Fugle der og dræbte dem alle, men siden tyktes det mig, vi tog en anden Vej ind paa Øen, og der fløj to Ørne imod os; jeg gik imod den ene, og vi havde en haard Dyst sammen, og omsider satte vi os begge ned og mægtede intet, men den anden Ørn stredes med mine elleve Brødre og fældede dem alle». «Det var Varsel om Stormænds Fald«, sagde Jarlen. Brødrene fór nu hjem og gjorde sig rede til Holmgangen. Deres Fader fulgte dem til Skibs og gav saa Angantyr Sværdet Tyrving, «jeg tænker«, sagde han, «at du nu kan have gode Vaaben nødig». Saa bød han dem Farvel, og de skiltes. Da Brødrene kom til Samsø, saa' de to Skibe af dem, der kaldes Asker, ligge i Munarvaag, og skjønnede, at det vist maatte være Hjalmars og Odd den vidførles, kaldet Ørvar Odds Skibe; drog Arngrims-Sønnerne da deres Sværd og bed i Skjoldrandene, thi Bersærkergangen kom over dem, og de gik ud paa Skibene, sex paa hvert. Men der var saa gode Kæmper om Bord, at alle toge deres Vaaben, og ingen flyede fra sin Plads, og ingen talte rædde Ord, fast Bersærkerne gik frem langs den ene Side og atter tilbage langs den anden og dræbte dem alle, og derefter gik de hylende op i Land. Hjalmar og Odd var gaaet op paa Øen for at se, om Bersærkerne vare komne, og da de kom ud af Skoven og vilde gaa ned til deres Skibe, gik Bersærkerne fra Borde med dragne Sværd og blodige Vaaben; Odd kvad:

«Ræd jeg mig følte

for første Gang,

da de fra Borde

brølende ginge

og paa Holmen

hylende landed,

æreløse

Arngrims-Sønner».

Da sagde Hjalmar til Odd: «Ser du nu, at alle vore Mænd ere faldne, og rimeligst tykkes det mig, at vi alle ville gjæste Odin i Valhal i Kvæld«, og det er den eneste Gang, Folk véd af at sige, at Hjalmar har talt rædde Ord. «Det raader jeg til«, sagde Odd, «at vi fly ind i Skoven; vi to kan ikke slaas med de tolv, som have fældet de tolv gjæveste Kæmper i Svearige». Da sagde Hjalmar: «Aldrig skulle vi fly for vore Fjender, hellere maa deres Vaaben bide os; jeg vil fare i Kamp mod Bersærkerne». «Ingen Lyst har jeg til at gjæste Odin i Kvæld«, sagde Odd, «hellere skulle alle disse Bersærker være døde før Kvæld, men vi to leve». Saalunde sandes det i Viserne, at de talte dette med hinanden: Hjalmar kvad:

«Med Sværd og Skjolde

af Skibene gange

de æreløse

Arngrims-Sønner.

Vist i Aften

Valhal gjæste

vi Fostbrødre to,

men de tolv er i Live».

Odd sagde:

«Flux jeg Gjensvar

flyr dig, Hjalmar:

vist i Aften

Valhal gjæste

de tolv Bersærker,

vi tvende vil leve».

Hjalmar og Odd kunde se, at Angantyr havde Tyrving i Haanden, thi det lyste som en Solstraale. «Vil du gaa imod Angantyr alene eller imod hans elleve Brødre?« sagde Hjalmar. «Jeg vil slaas med Angantyr«, sagde Odd, «svære Hug vil han give med Tyrving, men jeg stoler mere paa min Skjorte end paa din Brynje til Værn». «Hvor have vi være stedte i Kamp saa, at du gik foran mig?« sagde Hjalmar; «du vil slaas med Angantyr, fordi det tykkes dig en større Manddomsprøve, men jeg er Hovedmanden ved denne Holmgang, og andet lovede jeg Kongedatteren i Svearige, end at jeg skulde lade dig eller nogen anden gaa i mit Sted i denne Tvekamp, jeg vil slaas med Angantyr». Saa drog han sit Sværd og gik frem imod Angantyr, og de viste hinanden til Valhal. Kort var der imellem de drabelige Hug, de skiftede. Odd raabte paa Bersærkerne og kvad:

«Én imod én,

om han ej er fejg,

og Modet svigter,

mandig skal kæmpe».

Da gik Hjørvard frem, og han og Odd skiftede drabelige Hug, men Odds Silkeskjorte var saa sikker, at Vaaben ikke bed paa den, og hans Sværd var saa godt, at det bed i Brynjen som i Klæde, og faa Hug havde han givet Hjørvard, før han faldt død om. Da gik Hervard frem, og det gik paa samme Vis, saa Hrane og saaledes den ene efter den anden, men Odd hug saa haardt til dem, at alle elleve Bredre fik Bane. Men om Hjalmars og Angantyrs Leg er at melde, at Hjalmar fik sexten Saar, men Angantyr faldt. Odd gik hen til Hjalmar og kvad:

«Hvor lider du Hjalmar?

Lød du skifted,

mødig du er

af mange Vunder;

din Hjælm er kløvet

og kvæstet Brynjen,

dit Liv, mig tykkes,

lider mod Enden».

Hjalmar kvad:

«Saar har jeg sexten,

søndret Brynje,

for Øjet det sortner,

jeg ser ej at gange;

gnaved mig Angantyrs

Glavind ved Hjærtet,

den hvasse Od

i Edder hærdet».

Og videre kvad han:

«Før aatte jeg fulde

fem Bo gode,

agted da lidet

al min Velstand;

nu skal jeg ligge

Livet røvet

her paa Samsø

af Sværdød bidt.

Drikke i Hallen

Huskarle Mjød

hos min Fader

i Fryd og Gammen.

Mundgodt matter

mangen Svend,

men jeg er mødig

af mange Vunder.

Bort jeg fór

fra den fagre Mø,

paa Agnafit

Farvel hun bød mig;

sande jeg maa,

hvad hun sagde da,

at aldrig vi skulde

atter mødes.

Drag nu den røde

Ring af min Arm,

og til den unge

Ingeborg bring den;

haardt hendes Sind

af Sorg vil knuges,

naar ej jeg med Odd

til Upsale kommer.

Glad ved Gammen

gik jeg bort,

fra Møernes Sange

med Sote gik jeg,

skyndte paa Færden

og fór i Leding

for sidste Gang

fra gode Venner.

Komme ser jeg

den sorte Ravn,

fra øst den stævner

med Ørn i Følge.

For sidste Gang

jeg giver dem Brad,

byder mit eget

Blod dem at drikke».

Saa døde Hjalmar. Odd lod dem alle lægge i store Høje med alle deres Vaaben, men Hjalmar førte han hjem til Svearige, og saa snart Ingebjørg Kongedatter saa' Hjalmars Lig, faldt hun død om, og de bleve højlagte sammen ved Upsale.

4.

Nu er at melde, at Bjartmar Jarls Datter fødte et Pigebarn, og tyktes det de fleste raadeligst at udsætte hende, thi ikke vilde hun faa Kvindesind, om hun slægtede sine fædrene Frænder paa, sagde de, men Jarlen lod hende vandøse og opfostre, kaldte hende Hervør og sagde, at naar hun levede, var Arngrimssønnernes Æt ikke helt uddød. Som hun voxede op, blev hun fager; hun øvede sig i at skyde og bruge Sværd og Skjold og blev stor og stærk, men fra det første hun evnede noget, gjorde hun tiere ondt end godt, og naar det blev hende forment, løb hun til Skovs, dræbte Mænd og tog deres Gods. Men da Jarlen fik det at vide, lod han hende gribe og føre hjem, og saa var hun hjemme en Stund. En Gang var hun ude hos nogle Trælle og var ond imod dem som mod andre. Da sagde en af dem: «Du vil kun gjøre ondt, Hervør, og andet end ondt er ikke at vente af dig; men Jarlen har forbudt alle at sige dig, hvem der var din Fader, thi det tyktes ham en stor Skam, at du skulde vide det, eftersom det var den usleste Træl, der delte din Moders Leje, og han er din Fader». Hervør blev over al Maade vred over disse Ord og gik for Jarlen og kvad:

«Liden Hæder

har jeg at melde,

kaldes end Frodmars

Frue min Moder;

højbaaren Fader

havde jeg tænkt mig,

en Svinehyrde

siges han nu».

Jarlen kvad:

«Denne Lyde

er Løjet paa dig;

hugprud din Fader

blandt Helte nævnes.

Sønder paa Samsø

hans Sal blev rejst,

Angantyrs Gravhøj,

grønsværddækket».

Hun kvad:

«Did vil jeg fare,

Fosterfader,

mine fremfarne

Frænder at gjæste;

Guld og Gods

de gjæve aatte,

det vil jeg hente,

om Hel mig ej faar.

Flux skal alt

til Færden redes,

Lin jeg lader

lægge om Haar,

store Tidender

times snart,

i Morgen I skære mig

Skjorte og Kappe».

Siden sagde Hervør til sin Moder og kvad:

«Rust mig til Færden

som fortest du kan,

som var jeg din Søn,

du sanddru Moder!

Saa vil det gaa,

som mig sagde min Drøm,

her faar jeg længe

paa Lykken bie».

Saa fór hun ene derfra i Mandsklæder og med Vaaben; hun kom til nogle Vikinger og var hos dem en Stund. Hun kaldte sig Hervard, og da deres Høvding døde kort derpaa, tog hun Styret. En Gang da de var komne til Samsø, gik hun i Land, og ingen af hendes Mænd vilde følge hende, thi det baadede ingen at være ude om Nætterne der, sagde de. Hervør sagde, at det var at vente, at der var meget Gods i Højene, gik i Land og op paa Øen, kort før Sol gik ned, men hendes Skib laa i Munarvaag. Hun traf en Hyrde og spurgte ham om Tidender. «Er du ukjendt her paa Øen, saa gaa hjem med mig«, sagde han, «thi det baader ingen at være ude her, efter at Sol er gaaet ned, og jeg gaar strax hjem». «Sig mig, hvor Hjørvards Høje ligge«, sagde Hervør. «Rasende er du, om du vil se efter det om Natten, som faa tør se efter midt om Dagen; der leger brændende Ildsluer over Højene, saa snart Solen er gaaet ned». Hervør sagde, at hun vilde visselig hen til Højene. «Jeg sér, at du er en modig Mand, er du end uforstandig«, sagde Hyrden; «nu vil jeg give dig denne Halsring, følg saa hjem med mig». «Giver du mig end alt, hvad du ejer, faar du mig ikke derfra«, sagde Hervør. Men da Solen gik ned, hørtes der store Drøn over Øen, og Højilden slog op; da ræddedes Hyrden og tog til Bens og løb ind i Skoven, saa fort han kunde, og saa' sig aldrig tilbage. Dette er kvædet efter deres Samtale:

Mødte Møen

ved Munarvaag,

da Solen sank,

Svenden ved Hjorden.

«Hvo kommer ene

til Øen nu?

Gak at søge dig

Gjæsteherberg».

"Ej vil jeg gange

som Gjæst til nogen,

ingen jeg kjender

af Øens Folk;

sig du mig heller,

før heden du gaar,

hvor er de Høje,

I Hjørvards kalde?«

"Frit ej saa frækt

om farlige Veje,

Vikingers Ven,

vanvittig est du!

Fort lad os fare,

som Fødder os bære!

Alt er det ondt nu

ude at færdes».

«Guld jeg dig giver,

om Graven du viser,

Kæmper ej kyses

af Koglefærd;

alt, hvad i Verden

er værd at eje,

fra mit Forsæt

fristed mig ej».

«Taabe er den,

som tøver her

ene i Mulm

og mørke Nat.

Ild slaar ud

af aabne Høje,

Myr og Muld

i Mørket lyse».

«Ej lad os blinke

for Blændværksluer,

om end hele Øen

af Ild omspændes!

Lad dog ej døde

levende skræmme!

Frem vil vi fare,

at faa dem i Tale».

Flyede da Hyrden

flux til Skovs,

Modet ham svigted

ved Møens Tale,

men Hjærtet hint haarde,

som Hervør aatte,

i Bersærks-Barmen

bæved af Lyst.

Hun saa' nu Højildene og de højlagte Kæmper staa udenfor Højene; gik hun da did og ræddedes ikke, men gik igjennem Ilden, som var det Røg, til hun kom til Bersærkernes Hej, da kvad hun:

5.

«Vaagn nu Angantyr,

dig vækker Hervør,

enbaarne Datter

af dig og Tove;

ræk mig af Højen

haardægget Værge,

som Dværge smedded

til Svavrlame.

Hervard, Hjørvard,

Hrane, Angantyr!

Fra Skovens Rødder

rejser jer alle

med Skjold og Brynje

og skarpe Sværd,

Hjælm og Ridetøj,

rødnede Spyd.

Til meget Mén

I Mulden øge,

ilde det huer mig,

Arngrims-Sønner,

om ingen af Øfuras

Æt vil skifte

Ord med Hervør,

da hid jeg kom.

Hervard, Hjørvard,

Hrane, Angantyr,

jer saa det svide

om Hjærterødder

som laa I møre

i Myretue,

faar jeg ej Sværdet,

smeddet af Dvalin, —

ej sømmer Drauger

dyre Vaaben!«

Angantyr svarede:

«Styr dog din Tunge,

taabelig er du,

ondt du dig avler

med al din Vildskab;

rasende er du,

som raaber paa os,

vild du i Vanvid

vækker de døde.

Ej Fader mig jorded

eller Frænder andre,

Tyrving tog

de to, som leved,

én er dog nu

dets Ejermand».

Hun kvad:

«Lyv ikke for mig!

Lade dig Odin

aldrig fange

Fred i Højen,

om nu du gjerrig

gjemmer Tyrving

og ej vil yde

din Arving sin Ret!«

Da var det at se som en lysende Lue helt om Højene, og de aabnede sig. Da kvad Angantyr:

«Helgrinden knager,

Højene aabnes,

Ild over Øen

til alle Sider;

alle Rædsler

rase om dig,

skynd dig Mø, om du kan,

til Skibene atter».

Hun svarer:

«Ej brænder I Baal

og Blus i Natten

saa svare, at jeg

ved Synet ræddes;

modløst skjælver

ej Møens Hjærte,

om end Drauger hun ser

i Dørre stande».

Da kvad Angantyr:

«Hervør, hør mig,

Høvdingdatter,

sige jeg vil dig

hvad siden vil ske.

Tro paa min Tale:

om Tyrving du fanger,

al din Æt

den øder for vist.

En Søn du føder,

som siden mon

Tyrving bære

og tro paa dets Kraft;

Hejdrek blandt Mænd

han hedde skal,

saa vældig en Drot

er i Verden ej baaren».

Hun kvad:

«Saa jeg tryller

og taler jer til,

at I blandt Drauger

i Dyssen skal raadne,

om ej du mig rækker,

Angantyr,

flux af Højen

Hjalmars Bane».

Han kvad:

«Ulig Mennesker,

Mø, du mig tykkes,

som færdes her

ved Højen i Natten,

med skinnende Spyd,

med Skjold og Sværd,

med Hjælm og Brynje

for Hallens Dør».

Hun kvad:

«Mellem Mænd

jeg Menneske tyktes,

før end jeg søgte

til eders Sale.

Den Brynjehader

af Højen ræk mig,

Dværgenes Værk

ej dølge du længer».

Angantyr kvad:

«Under Hærderne har jeg

Hjalmars Bane

i Ildsluer svøbt

fra Od til Fæste;

ej oven Mulde

Mø jeg véd,

som djærves at løfte

af Luer Sværdet».

Hun siger:

«Det gode Glavind

jeg gjemmer varlig,

om den hvasse Klinge

du kalder min.

Ej for den luende

Ild jeg ræddes,

den lystrer mit Blik

og lægger sig flux».

Han kvad:

«Taabelig, Hervør,

du Heltemod øder,

om med aabne Øjne

du i Ilden dig kaster;

af Højen jeg rækker

dig hellere Sværdet,

jeg mægter ej længer

dig, Mø, det at nægte».

Hun kvad:

«Vel du gjorde,

Vikingers Ætling,

da mig det gode

Glavind du rakte,

gladere er jeg

for Gaven, jeg fik,

end om jeg vandt

al Verdens Lande».

Han kvad:

«Ve, som du taler!

Du véd ej selv,

Ulykkesfugl,

hvorover du frydes;

ve over Tyrving,

tro mig Mø,

al din Æt

det øde lægger».

Hun siger:

«Nu jeg mig skynder

til Skibene ned,

glad i Hu

er Hervør vorden.

Ej din Datter,

Angantyr, ræddes,

for hvor siden

Sønnerne lide».

Han kvad:

«Glad skal du eje

med Gammen længe

Hjalmars Bane,

i Balgen dølg det;

rør ej ved Æggene,

i Edder de hærdedes,

ej værre Mén

end den Manddraber véd jeg.

Far nu vel Datter,

flux jeg dig giver

tolv Mands Liv,

om du lider paa mig,

alt, hvad godt

vi Arngrims-Sønner

af Mod og Kraft

og Manddom aatte».

Hun kvad:

«Sidder nu alle

sæle i Højen,

bort vil jeg fare

flux herfra;

Helhjem næst

jeg her mig tyktes,

mens røde Luer

lyste omkring mig».

Saa gik hun ned imod Skibene, men da det blev lyst, saa' hun, at de vare borte; Vikingerne vare blevne rædde for Drønene og Ilden paa Øen. Hun for da bort derfra paa et andet Skib, og der er intet at melde om hendes Færd, før end hun kom til Gudmund paa Glasesvold; der var hun om Vinteren og kaldte sig endnu fremdeles Hervard.

6.

En Dag, da Gudmund spillede Skak og hans Spil næsten var tabt, spurgte han, om nogen kunde give ham et Raad. Da gik Hervard frem og gav ham Raad, og kun en liden Stund varede det, før Gudmunds Spil stod bedre. Imedens tog en Mand Tyrving og drog det; Hervard saa' det, rev Sværdet fra ham og dræbte ham og gik saa ud. De andre vilde løbe efter ham, men Gudmund sagde: «Holder Fred! Det er ikke saa stort at tage Hævn over ham, som I tro, thi I vide ikke, hvem han er; dyrekjøbt vil denne Kvinde vorde eder, før I faa taget hendes Liv».

Hervør laa nu længe i Leding og var saare sejrsæl, og da hun blev kjed deraf, fór hun hjem til sin Morfader Jarlen, og nu skikkede hun sig som andre Møer og vænnede sig til Væven og anden kunstig Kvindesyssel. Det spurgte Høvund, Gudmunds Søn, og fór han da did og bejlede til Hervør, fik hende og tog hende med sig hjem. Høvund var den største Vismand og saa retfærdig til at dømme, at hans Domme aldrig skejede ud fra hvad Ret var, hvad enten det var hans Landsmænd eller Udlændinger, der havde Del i Sagerne, og efter hans Navn skulde den hedde Høvund i hvert Rige, som dømte Mænd imellem. Han og Hervør havde to Sønner, den ene hed Angantyr, den anden Hejdrek; begge vare de store og stærke Mænd, kloge og fagre. Angantyr lignede sin Fader i Sind og vilde hver Mand vel; Høvund elskede ham højt, og ligesaa alt Folket, men hvor meget godt han end gjorde, fik Hejdrek dog gjort mere ondt. Hervør elskede Hejdrek højt; hans Fosterfader hed Gissur.

En Gang da Høvund gjorde Gilde, havde han budet alle Høvdinger i sit Rige undtagen Hejdrek. Det huede Hejdrek ilde; han fór ubuden did og sagde, at han vilde gjøre dem noget ondt. Da han kom ind i Hallen, rejste Angantyr sig og gik ham i Møde og bad ham sidde hos sig. Hejdrek var ikke glad; han blev siddende længe om Kvælden, efter at Angantyr var gaaet bort, og vendte sig til de Mænd, der sadde ham næst, og ved sin Tale fik han dem ægget saa, at de truede hinanden; da Angantyr kom ind igjen, bød han dem tie, men da han atter var gaaet ud, mindede Hejdrek dem om deres Trætte, og fik han dem da saa vidt, at de slog hinanden, men da kom Angantyr tilbage og fik dem forligte til næste Morgen. Da Angantyr saa for tredje Gang var gaaet bort, spurgte Hejdrek ham, der var bleven slaaet, hvorfor han ikke turde hævne sig, og saa vidt fik han ham med sine Overtalelser, at han sprang op og vog sin Fælle. Da kom Angantyr atter ind, og denne Daad huede ham ilde, og da Høvund fik at vide, hvad der var sket, bod han Hejdrek rømme hans Rige, om han ikke vilde lide Døden. Hejdrek gik da ud, og hans Broder fulgte ham; da kom hans Moder hen til ham og gav ham Tyrving. Hejdrek sagde: «Ikke véd jeg, hvornaar jeg faar gjort saa stor Forskjel imellem min Fader og min Moder, som der er i deres Færd imod mig; min Fader jager mig af Landet, men min Moder gav mig Tyrving, som tykkes mig mere værd end det største Rige; vel skal jeg øve den Daad, som vil hue ham værst». Saa drog han Sværdet, og det lyste og gnistrede af det, han fnyste, og Bersærkergangen var ved at komme over ham, og som nu Brødrene vare ene sammen og Tyrving maatte blive en Mands Bane, hver Gang det blev draget, hug han sin Broder Banehug. Det blev sagt Høvund; Hejdrek var strax flyet ind i Skoven. Høvund lod drikke Arveøl efter sin Søn, og alle sørgede over Angantyrs Død. Hejdrek var saare ilde til Mode over den Daad, han havde øvet; han blev længe i Skovene og skød sig Dyr og Fugle til Føde; men da han ret fik tænkt over sin Sag, tyktes det ham, at der vilde gaa for ringe Frasagn om ham, naar ingen vidste, hvad der var blevet af ham, og randt det ham i Hu, at han endnu kunde blive en Mand, som der gik Ry af for Storværker ligesom hans Ætmænd. Saa for han da hjem og gik til sin Moder og bad hende bede hans Fader give ham Heldraad med paa Vej. Hun gik til Høvund og bad ham give sin Søn Heldraad. Høvund svarede, at han vilde kun give ham faa Raad, men endnu ringere Nytte vilde han dog have af dem, og heller ikke var det for hans Bøns Skyld han gjorde det. «Det raader jeg ham da for det første, at han ikke hjælper nogen Mand, som har dræbt sin Herre og saalunde brudt sin Ed; det andet er, at han ikke skal give nogen Mand Fred, som har dræbt sin Fælle; det tredje, at han ikke lader sin Hustru fare for tit hjemmefra til sine Frænder; det fjerde, at han ikke bliver sent ude hos sin Frille; det femte, at han ikke skal ride sin bedste Hest, om han skal skynde sig; det sjette, at han ikke skal fostre Barn for nogen Mand, der er mægtigere end han selv; det syvende, at han altid skal være munter mod nykommen Gjæst; det ottende, at han aldrig skal lægge Tyrving ved sine Fødder, men ingen af disse Kaad vil han følge». Hans Moder sagde ham disse Heldraad. Hejdrek svarede: «Med ond Vilje ere disse Kaad givne, og ingen af dem vil jeg følge». Hans Moder gav ham en Mark Guld, da de skiltes, og bad ham aldrig lade sig det gaa af Minde, hvor hvast hans Sværd var, og hvor stor Navnkundighed, der fulgte hver den, der bar det, hvor trygt den, som forte det i Krig eller Tvekamp kunde lide paa dets hvasse Ægge, og hvor stor Sejr der fulgte det. Saa skiltes de. Han gav sig paa Vej, og længe havde han ikke faret, for han mødte nogle Mænd, som førte en Mand bunden imellem sig. Han spurgte, hvad denne Mand havde gjort; de sagde, at han havde sveget sin Herre. «Vil I lade ham løs for Penge?« spurgte han. Det sagde de ja til, og han løste ham da med en halv Mark Guld. Manden bød sig til at gaa i hans Tjeneste, men han svarede: «Ikke vil du være tro imod mig, som du ikke kjender, siden du sveg din Herre, som du havde meget godt at lønne». Lidt efter mødte han atter nogle Mænd, som førte én bunden imellem sig; han spurgte, hvad han havde gjort; de sagde, at han havde myrdet sin Fælle; han kjøbte ham løs for den anden halve Mark Guld, men da Manden bød sig til at gaa i hans Tjeneste, sagde han nej dertil. Saa fór han, til han kom til Rejdgotland; han gik til Kongen, som raadede for Landet der; han hed Harald og var da en gammel Mand. Kongen tog vel imod ham, og han blev der en Stund.

7.

Der var to Jarler, som fordum havde hærjet paa Kong Haralds Rige og underlagt sig det, og eftersom han var en gammel Mand, betalte han Skat til dem hvert Aar. Hejdrek vandt Kongens Venskab, og omsider kom det saa vidt, at han blev Høvding for hans Hær, og nu fór han i Leding og blev snart vidt og bredt navnkundig, saa sejrsæl han var. Han hærjede nu ogsaa hos de to Jarler, som havde lagt Kong Haralds Rige under sig, og der blev en haard Dyst imellem dem. Hejdrek vog med Tyrving, og det gik nu som før, at intet kunde staa sig imod det, thi det bed Staal som Klæde, og omsider dræbte han begge Jarlerne, og alt deres Mandskab flyede. Saa fór han om i Riget og lagde det under Kong Harald og tog Gisler; derefter fór han hjem, og Kong Harald gik ham selv i Møde med stor Hæder, og han blev saare navnkundig af denne Daad. Kongen gav ham sin Datter Helga og det halve Rige, og Hejdrek værgede Landet for dem begge. Saa gik det en Stund.

Kong Harald fik en Søn i sin Alderdom, og Hejdrek fik ogsaa en Søn, som hed Angantyr. Saa kom der et svart Uaar over Rejdgotland — det hedder nu Jylland —, og det saa' ud til, at hele Landet vilde blive lagt øde. Der blev da fældet Blotspaan for at faa Gudernes Vilje at vide, og saa faldt Svaret ud, at der ikke vilde komme god Aaring igjen i Rejdgotland, før end den ypperste Svend blev blotet. Hejdrek sagde, at Kong Haralds Søn var den ypperste, men Kongen sagde, at Hejdreks Søn var det, og ingen kunde skille den Trætte uden Høvund, hans Dom var altid at lide paa. Hejdrek fór da til sin Fader. Der blev taget vel imod ham, og han bad nu sin Fader dømme i Sagen. Høvund sagde, at hans Søn var den ypperste der i Landet. «Hvad dømmer du da, at jeg skal have for mit Tab?« sagde Hejdrek. «Du skal kræve som Vederlag hver anden Mand i Kong Haralds Hird«, sagde Høvund, «saa har ingen nødig mer at give dig Raad. naar du har slig en Hær, og med det Sind, du har». Saa for Hejdrek hjem og stævnede Ting og sagde sin Faders Dom: «Han dømte, at min Søn skulde blotes, men til Trøst skulde jeg have hver anden af Kong Haralds Mænd, og det vil jeg I skulle sværge mig til». De gjorde saa, og Bønderne bade ham nu overgive sin Søn, at de kunde faa bedre Aaring; men Hejdrek talte med sine Mænd, da Mandskabet var blevet delt, og æskede paa ny Troskabsed af dem, og de lovede og svor ham til, at de vilde følge ham udenlands og indenlands og lyde ham i alt, hvad han vilde. Da sagde han: «Saa tykkes det mig, at Odin har faaet fuldt Vederlag for en Svend, naar han faar Kong Harald og hans Søn og hele hans Hær i Stedet». Han bed dem nu rejse hans Mærke og gaa imod Kong Harald og dræbe ham og alt hans Mandskab, den Flok gav han Odin i Stedet for sin Søn, sagde han, og rødnede Altrene med Kongens og hans Søn Halvdans Blod; hans Hustru dræbte sig i Disesalen. Hejdrek blev nu taget til Konge over hele Riget.

8.

Kong Hejdrek fór i Leding og kom til Saxland med en stor Hær. Kongen af Saxland sendte Bud til ham, og de sluttede Fred imellem sig. Kongen lod Hejdrek byde til Gilde, og han tog imod Indbydelsen. Ved det Gilde bejlede Hejdrek til Kongens Datter og fik hende og dertil meget Gods og Land, og saa fór han hjem til sit Rige. Hun bad tit om Lov til at fare hjem og se til sin Fader; han føjede hende, og hendes Stifsøn Angantyr fulgte med. En Gang da Hejdrek kom fra Ledingsfærd, laa han ved Saxland i en Lønvig; om Natten gik han op i Land og kom til Fruerstuen, hvor hans Dronning sov. Han havde en Mand med sig. Hele Vagten sov, og saa' han da en fager Mand i Sengen hos sin Kone. Han tog sin Søn Angantyr bort med sig og skar en Lok af Mandens Haar og fór saa til sit Skib. Om Morgenen lagde han ind i Kongshavnen, alt Folket gik ham da i Møde, og der blev redet til Gilde for ham. Lidt efter lod han stævne Ting og spurgte, hvad man vidste om hans Søn. Dronningen sagde, at han var død brat; han bad hende følge ham til hans Grav; Dronningen sagde, at det vilde øge hans Sorg, men han sagde, at det brød han sig ikke om; der blev da set efter i Graven, og der laa en Hund svøbt i Lin. Hejdrek sagde, at ilde havde hans Søn forandret sig, lod saa Drengen føre frem paa Tinge og sagde alt, om hvorledes Dronningen havde baaret sig ad; han lod den Mand, der havde været i Sengen hos hende, føre frem, og det var en Træl. Saa sagde Hejdrek sig skilt fra Dronningen og fór saa hjem til sit Rige.

En Sommer, da Hejdrek var i Leding, kom han til Huneland og hærjede der. Hans Maag Humle flyede, og Hejdrek gjorde stort Hærfang der og tog hans Datter Sivka bort med sig, da han fór hjem til sit Rige; hun fik en Søn, som hed Lød, med ham, og kort efter sendte han hende hjem. I Finland hærtog han en anden Kvinde, som ogsaa hed Sivka; hun var den fagreste Kvinde, nogen Mand havde set.

En Sommer sendte han Folk øster til Holmgaard; de skulde tilbyde Kong Rolløg, som da var den mægtigste Konge, at Kong Hejdrek vilde fostre Barn for ham, thi han vilde bryde alle sin Faders Raad. Sendemændene kom til Holmgaard og sagde Kongen deres Ærinde; han havde en ung Søn, som hed Herløg. Kongen svarede: «Hvor kan han tro, at jeg vil sende ham min Søn til Opfostring, efter at han har sveget sin Maag Kong Harald og andre Frænder og Venner?« Dronningen sagde: «Vær ikke saa snar til at svare Nej til dette; thi tager du ikke imod dette Tilbud, er Ufred dig vis, og venter jeg da, at det vil gaa dig som de fleste andre, at Ufred fra ham vil vorde dig tung; han har det Sværd, som intet staar imod, og altid fanger den Sejr, som. bærer det». Saa valgte Kongen at sende sin Søn til Hejdrek, og Hejdrek tog vel imod ham, fostrede ham og elskede ham saare. — Det Raad havde hans Fader ogsaa givet ham, at han ikke skulde sige sin Frille sine Løndomme.

9.

Hver Sommer fór Kong Hejdrek i Leding; han fór stadig i Østerfærd og havde Fredland hos Kong Rolløg. En Gang bød Rolløg ham til Gilde. Hejdrek talte med sine Venner, om han skulde tage imod Kongens Indbydelse; de fleste raadede derfra og bad ham mindes sin Faders Heldraad, men han svarede: «Alle hans Raad vil jeg bryde«, og sendte Bud til Kongen, at han vilde komme til Gildet. Hejdrek delte sit Mandskab i tre Flokke; den ene lod han blive tilbage for at vogte paa Skibene, den anden fulgte med ham, den tredje bød han gaa i Land og skjule sig i Skoven ved Gaarden, hvor Gildet skulde staa, og holde Øje med, om han kom til at trænge til Hjælp. Hejdrek kom til Gildet, og anden Dagen, da Kongerne vare komne til Sæde, spurgte Hejdrek, hvor Kongens Søn, hans Fostersøn, var. Der blev søgt efter ham, men han var ikke til at finde. Hejdrek blev da meget uglad og gik tidlig til Sengs. Da Sivka kom til ham, spurgte hun, hvorfor han var uglad. Han svarede:

«Vanskeligt er det at tale derom, thi det gjælder mit Liv, i Fald det kommer op». Hun sagde, at hun skulde tie dermed, «sig mig det for vor Kjærligheds Skyld». Svarede Kong Hejdrek da: «Jeg red i Gaar i Skoven at finde Huro; da saa' jeg en Vildgalt og stødte efter den med mit Spyd, men det bed ikke, og Skaftet brast isønder. Da sprang jeg af Hesten og drog Tyrving; det bed, som venteligt var, og jeg dræbte Galten, men da jeg saa' mig om, var der ingen Mand i Nærheden uden Kongens Søn; men saa er Tyrvings Natur, at der maa være varmt Mandeblod paa det, naar det stikkes i Balgen, og saa vog jeg Drengen. Men det bliver min Bane, om Kong Rolløg spørger dette, thi vi have kun lidet Mandskab her».

Om Morgenen, da Sivka kom til Dronningen, spurgte hun, hvorfor Hejdrek var uglad; hun svarede, at hun turde ikke sige det, men Dronningen overtalte hende saa længe, til hun sagde hende alt, hvad Hejdrek havde sagt. «Det var en stor Tidende!« sagde Dronningen og gik saare sorrigfuld til Kongen og sagde ham det, «men dog har Hejdrek ikke gjort det med Vilje». Kongen sagde: «Nu er der kommet ud af dine Raad, hvad jeg ventede«; saa gik han ud af Hallen og bod sine Mænd væbne sig. Hejdrek anede, hvad Sivka havde sagt, og bod sine Mænd lønlig hærklæde sig, «og gaar saa ud i smaa Flokke og faar at vide, hvad de pønser paa». Lidt efter kom Kong Rolløg ind og bad Hejdrek følge ham i Enrum og tale med ham, og da de kom ud i Urtegaarden, sprang nogle Mænd imod Hejdrek, greb ham og slog Lænker om hans Fødder og bandt ham fast. To var der, som især bandt fast, og han kjendte, at det var dem, han havde kjøbt fri for Døden. Kongen bød dem føre ham ud i Skoven og hænge ham. De vare to Hundrede Mand, men da de kom ud i Skoven, løb Kong Hejdreks Mænd efter dem med hans Vaaben og Mærke og Lur og blæste strax, da de fór efter dem; det hørte deres Fæller, der vare skjulte i Skoven, og de søgte ogsaa did, men da Landsens Folk saa' det, flyede alle, der fik bjærget Livet, men de fleste bleve dræbte, og Goterne tog deres Konge og løste ham. Saa fór Hejdrek til sine Skibe og havde Kongens Søn med sig, thi han havde ladet ham være hos de Mænd, der vare skjulte i Skoven. Kong Rolløg samlede nu en Hær og blev saare mandstærk, men Hejdrek hærjede i hans Rige, hvor han for frem. Kong Rolløg sagde da til sin Dronning: «Ilde have dine Raad baadet mig; jeg har spurgt, at vor Sen er hos Hejdrek, og saa vred som han nu er, vil det kun tykkes ham en ringe Sag at dræbe ham, saadan Ildgjerningsmand som han er, der dræbte sin Broder sagesløs». Dronningen sagde: «Vi have været altfor lettroende. Du saa' strax, hvor vennesæl han er, at ingen uden to onde Mænd vilde binde ham. Men vor Søn er vel faren, det har været en List af ham, og en Prøve, han vilde sætte os paa, men I vilde lønne ham ilde for at han fostrer vor Søn. Send nu Bud til ham og byd ham Forlig og saa meget af dit Rige, som I enes om, og giv ham din Datter med Riget, om vi maa faa vor Søn igjen, hellere end at I skulde skilles i Fjendskab; har han end et stort Rige, har han dog ikke saa fager en Viv». Kongen sagde: «Ikke havde jeg tænkt, jeg skulde komme til at tilbyde nogen hende, men efterdi du er en klog Kvinde, skal du raade». Der blev nu sendt Bud til Kong Hejdrek for at søge Forlig, og der blev aftalt et Møde, og der forligtes de saa, at Hejdrek fik Kong Rolløgs Datter Hergerd og i Medgift med hende Vendland, som ligger Rejdgotland næst. Saa skiltes de i Fred, og Kong Hejdrek fór hjem i sit Rige med sin Kone. En Gang vilde han føre Sivka bort og lod tage sin bedste Hest; det var sent om Kvælden. Da de kom til en Aa, blev hun saa tung for ham, at Hesten styrtede, men Kongen sprang frem over den. Han skulde nu bære hende over Aaen og tog hende paa sine Skuldre, men lod hende falde, saa hun brød sin Ryg, og det blev Enden, at hun drev død ned ad Aaen. Kong Hejdrek sad nu i sit Rige og blev en stor Vismand.

10.

Hejdreks og hans Dronnings Datter hed Hervør; hun blev opfostret hos en Mand, der hed Ormar, og var den fagreste Mø og dertil stor og stærk som en Mand; hun øvede sig i at bruge Bue og Pile. Gest hin blinde hed en mægtig Mand i Rejdgotland; han var i Kong Hejdreks Unaade. Der var syv Mænd i Kongens Hird, som skulde dømme i alle Folks Sager der i Landet. Kong Hejdrek blotede til Frej; ham lovede han den største Galt, han kunde faa; den holdt de for at være saa hellig, at over dens Børster skulde der sværges i alle store Sager, og den skulde blotes som Sonoffer. Juleaften skulde Sonegalten føres ind i Hallen for Kongen, og Mændene lagde da deres Hænder paa dens Børster og gjorde Løfter. Kong Hejdrek gjorde det Løfte, at ingen, som kom i hans Magt, skulde have forbrudt sig saa svart imod ham, at han ikke skulde lade sine Vismænd dømme ham; han skulde ogsaa være fredhellig for ham, om han lagde saadanne Gaader for ham, at Kongen ikke kunde løse dem. Men naar Folk prøvede at lægge Gaader for ham, fik han altid raadet dem. Kongen sendte Bud til Gest hin blinde, at han skulde komme til ham, og satte ham en Stævnedag; kom han ikke paa den, sagde han, vilde han sende Folk til ham. Intet af disse Kaar tyktes Gest godt, thi han vidste, at han ikke var Mand for at skifte Ord med Kongen, og heller ikke mente han at have noget godt at vente af Vismændenes Dom, thi der var Sager nok at fælde ham for; han vidste ogsaa, at kom Kongens Mænd til ham, gjaldt det hans Liv. Saa blotede han til Odin og bad ham hjælpe sig og lovede ham store Gaver. En Kvæld kom der en Gjæst til Gest hin blinde; han kaldte sig ogsaa Gest hin blinde, og de vare hinanden saa lige, at man ikke kunde kjende dem fra hinanden. De skiftede Klæder, og Husbonden skjulte sig, men alle troede, at Gjæsten var deres Husbond. Denne Mand fór til Kongen og hilsede ham. Kongen saa' paa ham og tav. Gest hin blinde sagde: «Jeg er kommen hid, Herre, for at forliges med eder». «Vil du have Vismændenes Dom?« spurgte Kongen. «Er der ingen anden Udvej?« sagde Gest hin blinde. «Du kan lægge Gaader for mig«, sagde Kongen, «og du er fri, om jeg ikke kan løse dem». «Lidet duer jeg til sligt«, svarede Gest hin blinde, «men haardt er det andet Kaar». «Vil du hellere have Dommen?« sagde Kongen. «Nej«, svarede han, «jeg vil hellere lægge jer Gaader for». «Det er ogsaa godt«, sagde Kongen, «men det er højt Spil: sejrer du over mig, skal du faa min Datter, og ingen skal forholde dig hende. Men lidet rimeligt er det, at du er saa vis, og end er det aldrig hændt, at der blev lagt Gaader for mig, jeg ikke kunde løse». Saa blev der sat en Stol frem til Gest hin blinde, og Folk glædede sig til de vise Ord, de skulde høre. Da sagde Gest hin blinde:

11.

«Have jeg vilde,

hvad jeg havde i Gaar,

véd du vel, Konge, hvad det var?

Mænd det matter

og Munde binder,

somme ogsaa til Ord det ægger.

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

giver ham Mundgodt, det lammer mangen Mands Vid, somme lægger det mange Ord paa Tungen, men somme slaar det Laas for Munden».

Gest hin blinde kvad:

«Hjemmefra fór jeg,

hjemmefra stævned jeg,

Veje saa' jeg paa Vejen:

Vej for neden

og Vej for oven,

Vej var der alle Vegne.

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt:

du fór over en Bro, og Aaen løb under den, men Fugle fløj over dit Hoved og paa begge Sider af dig; det var deres Vej, og Lax saa' du i Aaen, det var dens Vej».

Gest hin blinde sagde:

«Sig, hvad Drik

jeg drak i Gaar,

ej var det Vin eller Vand,

ej var det Mjød

og Mundgodt ej heller,

læsked dog Tungen for Tørst.

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt:

du lagde dig i Skyggen og kjølede dine Læber paa Duggen. Men er du den Gest hin blinde, jeg mente, da er du kløgtigere, end jeg troede, thi jeg havde spurgt, at du var uvittig i din Tale, men nu føjer den sig snildt, alt som den lider». Gest hin blinde sagde: «Det er at vente, at det snart vil slippe op for mig, men dog vil jeg, I skulde høre noget endnu.

Hvem træder med Gny

saa tungt sin Vej

og træder den atter og atter?

To Munde han har,

og haardt han kysser,

og ene paa Guld han ganger.

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

Kong Hejdrek svarer:

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

det er Guldsmedens Hammer, som Guldet hamres med».

Gest hin blinde sagde:

«Hvem lider med Vælde

over Landet frem,

Søer han sluger og Kjær;

for Mænd han ej viger,

men for Vind er han ræd,

og Sol han hader især?

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

det er Taagen; den dølger Søen, men den flyr strax, naar Vinden kommer, og Mænd mægte intet imod den, den dræber Solens Skin. Men listig er du, som kommer med saadanne Gaader og mørke Taler, hvo du saa er».

Gest hin blinde sagde:

«Hvem er den stærke,

der stoles paa tit,

halvt han vender mod Hel;

Mænd han bjærger,

med Muld han brydes,

om trøstig hans Ven paa ham tror?

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

det er Ankeret med det tykke, stærke Tov, det raader for mangt et Skib; det griber med den ene Klo i Jorden, og den vender mod Hel, det bjærger mangen Mand. Men saare undres jeg over din Vittighed og Ordkløgt». «Nu er jeg ogsaa næsten læns for Gaader«, sagde Gest hin blinde, «men enhver er ivrig for at bjærge Livet.

Hvo bygger paa Fjæld?

hvo falder i dybe Dale?

hvo lever aandeløs?

hvo tier aldrig?

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

Ravnen bygger paa de høje Fjælde, Duggen falder i de dybe Dale, Fisken lever aandeløs, og den brusende Fos tier aldrig». «Nu bliver det vanskeligt«, sagde Gest hin blinde, «og jeg véd ikke, hvad jeg skal finde paa:

Hvad er det Under,

jeg ude saa'

for Dellings Dør:

Hovedet vendte

mod Hel det ned,

Solen dets Fødder saa'?

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

det er Løget; dets Hoved vender ned i Jorden, men Bladene op i Luften».

Gest hin blinde sagde:

«Hvad er det Under,

jeg ude saa'

for Dellings Dør:

to aandeløse

uden Rast

Saarløg syded?

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

det var Smedebælge, de have Vejr, men ikke Aande».

Gest hin blinde sagde:

«Hvad er det Under,

jeg ude saa'

for Dellings Dør:

hvide Fugle

mod Fjældet slog,

sorte i Mulde sank?

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt;

nu gaar det tilbage med Gaaderne; det er Hagl og Regn, thi Haglen slaar imod Jorden, men Regndraaberne synke ned i Sandet og søge ned i Jorden».

Gest hin blinde sagde:

«Hvad er det Under,

jeg ude saa'

for Dellings Dør:

i Skarnet jeg saa'

saa sort en Galt,

men Børster han bar ej paa Ryg.

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

det er Skarnbassen, og nu søger du vidt omkring, siden en Stormand som du maa gribe til Skarnbasser for at faa noget at spørge om». «Frist er halv Betaling«, sagde Gest hin blinde, «men mangen en stævner for højt, og derfor komme somme galt afsted. Ogsaa ser jeg nu, at alle Udveje maa prøves.

Hvad er det Under,

jeg ude saa'

for Dellings Dør:

ti Tunger det har

og tyve øjne,

med firti Fødder

farer det frem?

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

du saa' en So, som gik svanger med ni Grise». Saa lod Kongen Soen dræbe, og var der da ni Grise i den, som Gest hin blinde havde sagt. Da sagde Kongen: «Nu skjønner jeg ikke rettere, end at en større Vismand, end jeg havde troet, har Del i dette, og ikke véd jeg, hvad du er for en Mand». Gest hin blinde sagde: «Jeg er saa, som du kan se; jeg vilde gjærne bjærge Livet og slippe for disse Prøver». Kongen svarede: «Du skal blive ved med dine Gaader, til du ikke kan mere, eller til jeg ikke kan gjætte dem».

Gest hin blinde sagde:

«Hvad er det Under,

jeg ude saa'

for Dellings Dør:

højt som en Fugl

det fløj med Skrig,

hvasse var, Konning, dets Klør?

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

det er en Pil«, siger Kongen.

Gest hin blinde sagde:

«Hvad er det Under,

jeg ude saa'

for Dellings Dør,

med otte Fødder

og fire Øjne,

og Knæ over Bugen det bar?

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

Kong Hejdrek svarede: «Baade er det saa, at du har en sid Hat, og ogsaa ser du dybere i Tingene end de fleste andre, siden du tænker paa alle Jordens Vidundere; det er Edderkoppen».

Gest hin blinde sagde:

«Hvad er det Under,

jeg ude saa'

for Dellings Døre:

det lider med Lys

over Land og Hav,

og altid er Ulve med?

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

det er Solen, den lyser over Land og Hav og skinner paa alle Mennesker, men Skalle og Hatte hedde de to Ulve, den ene løber foran, den anden bag efter Solen».

Gest hin blinde sagde:

«Hvad er det Under,

jeg ude saa'

for Dellings Dør:

som Kullet sort

og som Kridtet hvidt,

stift som en Stok

og stærkt som Horn?

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

det var Ravnesten, du saa' ligge i Huset, og Solen skinnede derpaa. Men kan du ikke sige Gaaderne anderledes frem, end at du altid skal begynde dem paa samme Vis? Du tykkes jo ellers at være kløgtig nok».

Da sagde Gest hin blinde:

«Haarfagre Møer

til Huse gik,

Øl de tvende

Terner bare;

ej med Haand

eller Hammerslag

blev Karret dannet,

Krumhals det gjorde.

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

to Ederfugle lagde Æg, de er hverken dannede med Hammer eller Haand, og i Æggeskallerne bar to Tjenestekvinder Øl». Gest hin blinde sagde: «Den faar se sig om efter Hjælp, som kun har et ringe Sværd og er lidet kløgtig; jeg vilde gjærne blive ved en Stund endnu.

Kvinder bo

paa Bjærgets Top,

Kvinde avler Barn med Kvinde,

Mø ved Mø

Moder vorder,

ej til Mænd de Kvinder kjende.

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

det er to Fjældkvanner, der staa sammen, og der skyder et Kvanneskud op imellem dem».

Gest hin blinde sagde:

«Saa haard en Dyst

om Drotten staar,

uden Vaaben Kvinder kæmpe,

de brune vil

ham Bane raade,

tro de hvide om ham værne.

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

det er Brætspil; Brikkerne slaas vaabenløse om Kongen, og de hvide værge ham».

«Lystige Møer

lide over Land,

langt bort fra Fader de fór;

hvide Skjolde

om Vintren de bære

men sorte ved Sommertide.

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt.

det er Ryper».

Gest hin blinde sagde:

«Sørgende gange

graadfagre Møer,

langt bort fra Fader de fór,

med hvide Lin

over lyse Haar,

i Vind de Møer maa vaage.

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

det er Bølgerne, de hedde Ægers Møer».

Gest hin blinde sagde:

«Hvem er de Møer,

som, mange i Følge,

langt bort fra Fader fór:

mangen Mand

til Mén de blev,

og ej som Kvinder de komme.

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

det er Bølgerne lige som før».

Gest hin blinde sagde:

«Møer fare

ad Fjorden frem,

blaa er de Brudes Særke;

haardt Leje have

de linsmykte Kvinder,

kun lidet i Lune de lege.

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

det er atter Ægers Møer, men nu gaar det svært tilbage med Talen; vil du nu ikke tage imod Vismændenes Dom?« Gest hin blinde sagde: «Det gaar jeg nødig til, men det maa nu vel snart komme.

Mødte jeg nys

en Muldbo paa Vej,

Lig saa' jeg sidde paa Lig;

blind red paa blind

til Bølgerne ned,

aandeløst Øget var.

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

du kom til en Aa, ned ad den drev en Isflage, og paa den Iaa en død Hest og paa Hesten en død Orm, og saalunde bar en blind en anden blind, da de tre kom drivende sammen».

Gest hin blinde sagde:

«Et Dyr jeg véd,

som dræber Fæ,

helt er det hyllet i Jærn,

med otte Horn,

men hovedløst,

det løber, naar det løbe kan.

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

det er Bjørnen i Brætspil, den hedder Bjørn og løber, naar den bliver kastet».

Gest hin blinde sagde:

«Hvad hedder det Dyr,

som Daner skjærmer,

bærer blodig Bag,

men bjærger Mænd,

tager mod Spyd

og sparer Liv,

dets Bug er Kæmpens

Bryst et Værn.

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

det er Skjoldet, det bjærger Mænd og har tit blodig Bag».

Gest hin blinde sagde:

«Voxen var Anden,

Æg den lagde,

barnlysten bar den

til Boet Tømmer:

skarpe Halmknive

skjærmed Fuglen,

over den Drikkens

Ur sig hvælved.

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

en And laa paa Æg imellem et Nøds Kjæver, det er dem, du kalder for skarpe Halmknive, Hovedskallen kalder du Drikkens Ur og Reden selv Boets Tømmer».

Gest hin blinde sagde:

«Fire gange,

fire hænge,

to vise Vej,

to værne for Hunde,

en hænger bag,

oftest skiden.

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

det er Koen, den har fire Ben og fire Patter, to Horn og to øjne, men Halen hænger bag».

Gest hin blinde sagde:

«I Askegruen

ene han sover,

af Sten og Staal blev han til,

fader- og moderløs

fostres han der,

gridsk han er efter Gods.

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

det er Ilden, der ligger skjult paa Arnen, og som er slaaet af Flint».

Gest hin blinde sagde:

«Ride til Tings

raske Kæmper,

sexten sammen de fare,

sende saa vide

Svende om Land,

byde dem Bosteder bygge.

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest bin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

det er Tavlkongens Brikker».

Gest hin blinde sagde:

«Saa' jeg i Sommer

ved Solbjærgstid

Hird uden Gammen

om Gildesbordet;

tavse Jarlerne

tømte Horn,

men Bollen hørte jeg

brøle derved.

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

det er en So med Grise, hun vræler, naar Grisene die hende, men de tie. Men ikke véd jeg, hvad du er for en Mand, som saa snildt kan gjøre saa meget ud af saa lidt». Og nu bød Kongen lønlig sine Mænd at lukke Hallens Dør.

Gest hin blinde sagde:

«Møer jeg saa'

Muld de ligned,

Heller til Leje de havde,

sorte og matte,

naar Solen skén,

fagre først, naar Nat faldt paa.

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

det er Gløder, der ligge og ulme paa Arnen».

Gest hin blinde sagde:

«Sad jeg og saa'

hvor sværdbidte Mænd

Blodaarer bar

til Bjærgets Top.

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«God er din Gaade,

Gest hin blinde,

dog jeg gjætter den grandt,

du sad og saa' en Falk flyve med en Ederfugl i Kløerne».

Gest hin blinde sagde:

«Hvem er de tvende

med trende øjne,

fem Par Ben

og fælles om Halen?

Gjæt nu Gaaden

grandt, Kong Hejdrek».

«Mangt prøver du nu, da du finder paa at komme til mig med Ting, der længst ere forgangne. Det var den Gang Odin red Hesten Slejpner, den havde otte Ben, og Odin to, tilsammen havde de tre øjne, Slejpner to og Odin et».

Gest hin blinde sagde:

«Saa sig da tilsidst,

om du snildere er

end hver en Drot i Verden,

hvad Odin Balder

i Øret hvisked,

før han blev baaret paa Baal».

Kongen svarede:

«Ondskab og Argelist,

alskens Djævelskab,

tænker jeg vist, at det var;

hvad da du sagde,

du ene véd,

du lumske og lede Trold!«

Kongen drog da Tyrving og hug efter Gest hin blinde, men han forvandlede sig til en Falk og fløj ud igjennem Hallens Glug, men Sværdet ramte Falkens Stjert, og derfor, tro Hedningerne, er den siden stumpstjertet. Men nu var Odin bleven vred paa ham, da han hug efter ham, og i den samme Nat blev Kongen dræbt.

12.

Det er at melde, at Kong Hejdrek havde nogle Trælle, han havde taget i Vesterviking; de vare ni i alt, ætstore Mænd, og det huede dem ilde at være i Trældom. Om Natten, da Kong Hejdrek laa i sin Sovestue og kun havde faa Mænd hos sig, toge Trællene Vaaben og gik til Kongens Herberge; de dræbte først Vagterne udenfor og gik saa ind og brød Herberget op og dræbte Kongen og alle dem, der vare der inde. De tog Sværdet Tyrving og alt det Gods, der var, og førte det bort med sig, og først vidste ingen, hvem der havde gjort dette og hvorhen man skulde vende sig for at tage Hævn. Da lod Angantyr, Kong Hejdreks Søn, stævne Ting, og paa det Ting blev han taget til Konge over alle de Higer, Kong Hejdrek havde ejet, og der gjorde han det Løfte, at aldrig skulde han sætte sig i sin Faders Højsæde, førend han havde hævnet ham. Kort efter Tinget forsvandt Angantyr ene, og vidt fór han om for at søge efter disse Mænd.

En Kvæld gik han ned til Søen langs den Aa, som hed Gravaa; der saa' han tre Mænd i en Fiskerbaad, og en af dem trak en Fisk op og raabte til en af de andre, at han skulde give ham Agn kniven til at skære Hovedet af Fisken med, men den anden sagde, at han ikke kunde undvære den. «Saa tag Sværdet frem fra Hovedfjælen og giv mig det«, sagde den første; han fik det, drog det og skar Hovedet af Fisken, og da kvad han denne Vise:

«Gjælde maa Gedden

for Gravaas Mund,

at Hejdrek vi vog

under Harvadafjælde».

Angantyr kjendte strax Tyrving; han gik da ind i Skoven og blev der, til det var mørkt. Fiskerne roede i Land og gik til deres Telt og lagde sig til at sove. Men henved Midnat kom Angantyr did, rev Teltet ned over dem og dræbte alle ni Trælle og tog Sværdet Tyrving som et Mærke paa, at han havde hævnet sin Fader. Saa fór Angantyr hjem og lod rede til et stort Gilde i Danparstad, paa den Gaard, som hedder Aarhjem, det skulde være Arveøl efter hans Fader. Da raadede disse Konger, som her nævnes, for Landene:

Humle raaded

for Huneland,

Gissur for Gøter,

for Goter Angantyr,

Valdar for Daner,

for Valer Kjaar,

Alrek den frækne

for Anglerfolket.

Kong Hejdreks Søn Lød fostredes af sin Morfader Kong Humle; han var den fagreste og mandhaftigste Ungersvend, man kunde se. Det var en gammel Talemaade den Gang at sige, at en Mand var født med Vaaben og Heste; Meningen var, at de Vaaben, der bleve smeddede, da Manden blev født, saa og de Dyr og Hoveder, Heste og Øxne, der bleve fødte i den samme Stund, alt blev samlet til Ære for Stormanden, saa som kvædet er om Lød Hejdreksson:

I Huneland

Lød blev født,

med Sax og Sværd

og siden Brynje,

med ringsmykt Hjælm

og hvasse Glavind,

med vel tæmmet

Hest i den hellige Lund.

Nu spurgte Lød sin Faders Død og at hans Broder Angantyr var taget til Konge over hele det Rige, deres Fader havde ejet. Bleve da Kong Humle og Lød enige om, at han skulde fare til sin Broder Angantyr og kræve Arv af ham, først med gode Ord, som kvædet er:

Hejdreks Arving

fra Østen red,

kom til Gaarden,

hvor Goter bygge,

i Aarhjem vilde Arv

han kræve,

hvor Hejdreks Arveøl

Angantyr drak.

Lød kom nu til Aarhjem med en stor Hær, som kvædet er:

Sent paa Kvælden

til Salen han kom,

en Svend han mødte

og saa ham hilste:

«Hil dig Svend,

i Hallen gak,

Ord jeg vilde

med Angantyr skifte».

Manden gik ind for Kongens Bord, hilste Kong Angantyr høvisk og sagde:

«Hid er kommen

Hejdreks Arving,

kamplysten er han,

kalder sig Lød;

højt han knejser

paa Hesteryg,

kræver at tale,

Konge, med dig».

Da Kongen hørte dette, kastede han Kniven paa Bordet, stod op og klædte sig i Brynje og tog et hvidt Skjold i den ene Haand og Sværdet Tyrving i den anden. Der blev da stort Gny i Hallen, som kvædet er:

Gny blev i Hallen,

den gjæve de fulgte,

alle vilde lytte

til Løds Ord,

alle vilde høre

Angantyrs Svar.

Da sagde Angantyr:

«Hil og velkommen

hid du være!

gak ind med os til Drikkebordet og lad os drikke Mjød efter vor Fader, først til Endrægtighed saa og til Ære for os alle med al Hæder». Lød sagde: «For andet fore vi hid end for at fylde vor Vom.

Have vil jeg Hælvten

af Hejdreks Eje,

af Syl og af Od

og alle hans Skatte,

af Ko og Kalv

og knagende Kværn,

Trælle og Terner

og Trællebørn,

Den mægtige Skov,

som Mørkved hedder,

den hellige Grav

i Goters Land,

den fagre Sten,

som stander i Danpstad,

Hælvten af Hejdreks

Hærborge alle,

Land og Folk

og lødige Ringe».

Angantyr kvad:

«Briste skal, Broder!

mit blanke Skjold

og kolde Egge

krydses med Gny,

bide skal mangen

Mand i Græsset,

førend Tyrving

i to jeg deler,

giver dig, Humling,

Hælvten af Arven».

Og videre kvad Angantyr:

«Fagre Ringe

jeg, Frænde, dig byder,

Guld og Gods,

hvad gjævest dig tykkes,

tolv Hundred Mænd

og tolv Hundred Heste,

tolv Hundred Skjoldvagter

skjænker jeg dig.

Gode Gaver

jeg giver dem alle,

rige skulle de

ride af Gaarde,

hver Mand jeg giver

en Mø til Brud,

hver Mø jeg hænger

om Halsen Ringe.

Siddende skal jeg

med Sølv dig skjule

og gangende dig

med Guld bedække,

saa rundt om de røde

Ringe rulle,

du raade for tredje

Delen af Riget».

13.

Gissur Grytingalide, Kong Hejdreks Fosterfader, var den Gang hos Kong Angantyr; han var da overmaade gammel. Da han hørte Kong Angantyrs Tilbud, tyktes det ham altfor stort budet, og han sagde:

«Tækkes maa sligt

den trællefødte,

af Tyendeæt,

skjønt avlet af Kongen:

Fæ han vogted,

Frillesønnen,

da Adelbarnet

ved Arven tog».

Lød blev nu saare vred, da han blev kaldt Trællesøn og Frilleunge, om han tog imod sin Broders Tilbud; han fór strax bort med alle sine Mænd, hjem til Huneland, til sin Morfader Kong Humle og sagde ham, at hans Broder Angantyr ikke havde undt ham at skifte lige med ham. Kong Humle fik alt at vide, hvad der var blevet talt dem imellem, og saare vred blev han over, at hans Dattersøn Lød skulde kaldes Trælkvindesøn. Han sagde:

«Sæle vil sammen

vi sidde i Vinter,

Mjøden den gode

med Gammen drikke,

lade Hunerne

hamre Vaaben,

som kjækt vi siden

i Kamp vil bære».

Og videre kvad han:

«Vel skal, Lød,

vi vælge vor Hær,

djærvelig bære

de blanke Skjolde,

tolvaars Mandskab

og toaars Foler,

saa fare Huner

i Hærfærd frem».

Den Vinter sad Kong Humle og Lød i Ro, men om Vaaren drog de saa stor en Hær sammen, at Huneland var helt øde for kampføre Mænd. Alle, der kunde bære Vaaben, fra tolvaars Drenge af, og alle Heste fra toaars Foler, og saa meget Mandskab var der, at det maatte tælles i Tusindvis, og der var Tusinder i hver Fylking. Der var sat en Høvding over hvert Tusind Mand, og hver Fylking havde sit Mærke, men i hver Fylking var der fem Tusind Mand, regnet efter tretten Hundreder paa hvert Tusind, og paa hvert Hundred otte Snese, og af saadanne Fylkinger var der tre og tredive. Da denne store Hær var bleven samlet, red den igjennem den Skov, der hedder Mørkved og skiller Huneland fra Goteland. Men da de var komne igjennem Skoven, laa der store Bygder og vide Sletter for dem, og paa Sletterne laa der en fager Borg; for den raadede Angantyrs og Løds Søster Hervør og hendes Fosterfader Ormar; de vare satte til Landeværn imod Hunerne der og havde meget Mandskab.

14.

Det var en Morgen, som Sol stod op, at Hervør stod paa et Taarn over Borgeleddet, og saa' hun da store Støvskyer af Heste sønder ved Skoven, saa at Solen tit og længe skjultes deraf, og saa saa' hun det glimte i Støvskyen, som var det det blanke Guld, af fagre guldbelagte Skjolde, gyldne Hjælme og hvide Brynjer; skjønnede hun da, at det var Hunerne, der kom i stor Mængde. Hun gik da skyndsomst ned og kaldte paa sin Lursvend og bød ham blæse Mandskabet sammen, og derefter sagde hun: «Tager nu eders Vaaben og gjør eder rede til Kamp; men du, Ormar, skal ride Hunerne i Møde og byde dem Slag ved det søndre Borgeled». Ormar kvad:

«Flux jeg rider

med røden Skjold

at byde Huner

til Hildes Leg

sønden for Borgen

med bolde Goter».

Saa red Ormar af Borgen frem imod Hunerne, han raabte lydt til dem og bad dem ride til Borgen og sagde: «Jeg byder eder Slag paa Sletterne sønden for Borgeleddet; de, som komme først, bie paa de andre der». Saa red Ormar tilbage til Borgen, og da var Hervør og hele hendes Hær rede til Kamp. De red da ud af Borgen med hele Hæren imod Hunerne, og der yppedes en stor Dyst, men eftersom Hunerne havde langt mere Mandskab, blev der det største Mandefald paa Hervørs Side, og omsider faldt hun selv og mange Mænd om hende. Men da Ormar saa' at hun var faldet, flyede han og alle, der fik bjærget Livet; Ormar red Nat og Dag det forteste han kunde, til han kom til Kong Angantyr i Aarhjem, men Hunerne tog til at hærje og brænde vidt om i Landet. Da Ormar kom til Kong Angantyr, kvad han:

«Fra Sønden jeg fór

at sige dig Bud,

i Skov og paa Hede

Hærværk de øved,

gøded Jorden

med Goters Blod».

Og videre kvad han:

«Din Søster segned

for Sværdets Æg,

død saa' jeg Hejdreks

Datter ligge; hende

have Huner fældet,

og mange gjæve

Mænd med hende.

Heller hun skifted

i Hærfærd Hug

end med Bejler Ord

paa Brudebænken».

Da Kong Angantyr hørte dette, smilede han, og længe varede det, før han tog til Orde, men omsider sagde han:

«Haardt han, Søster,

handled med dig,

ej som Broder,

bolde Mø».

Saa saa' han ud over sin Hird, og der var ikke meget Mandskab hos ham; han kvad:

«Mange vi vare,

da Mjød vi drak,

nu er vi færre,

da til flere der trænges.

I hele min Hird

jeg har ej en Mand,

som, bad jeg ham end

og bød ham Ringe,

ride vilde

med røden Skjold

at bære Hærbud

til Huners Folk».

Gissur den gamle sagde:

«Jeg kræver ej

det klingre Sølv,

ej mindste Skjærv

du skjænke mig, Konge,

dog jeg rider

med røden Skjold

og bærer Hærbud

til Huners Folk».

Den Lov havde Kong Hejdrek sat, at naar der kom en Hær i Landet og Landsens Konge stævnede den til Strid og bestemte et Sted dertil, maatte Vikingerne ikke hærje, før end Slaget havde staaet.

Gissur hærklædte sig og rustede sig med gode Vaaben og sprang op paa sin Hest, som var han en Ungersvend. Saa sagde han til Kongen.

«Hvorhen skal Huners

Hær jeg stævne?«

Kong Angantyr svarede:

«Stævn den til Dylgja

og til Dunhede,

ved Jøsurfjælde

fare vi mod dem;

der ypped Goter

ofte Dyst,

slog, saa herlig

Sejr de vunde».

Saa red Gissur, til han kom til Hunernes Hær; han red ikke nærmere end saa, at han kunde tale til dem, da raabte han med høj Røst og kvad:

«Daadløs Flok

med Dødsens Drot,

vort Banner skal vaje,

vred paa jer er Odin».

Og videre:

«Jeg stævner jer til Dylgja

og til Dunhede,

ved Jøsurfjælde

finde os kan I;

som sværdbidt Val

I snart skal ligge,

sende Odin sin Pil,

som jeg peger nu!«

Da Lød havde hørt Gissurs Ord, sagde han:

«Griber Gissur

Grytingalide,

Angantyrs Mand,

fra Aarhjem kommen».

Kong Humle sagde:

«Ej vi skulle

øde Livet

for Folk, som ene

fare til os».

Gissur sagde:

«Ej eders Hornbuer,

Huner, os fælde».

Og saa sporede han sin Hest og red til Kong Angantyr, gik frem for ham og hilste ham vel. Kongen spurgte, om han havde truffet Hunerne. Gissur sagde: «Jeg talte med dem og stævnede dem til Kamp paa Dunhede og i Dylgjadalene». Angantyr spurgte, hvor stor Hunernes Hær var. Gissur svarede:

«Saare mange

Mænd de ere,

Fylkinger sex

saa' jeg der var,

og i hver Fylking

fem Tusinder var der,

hvert et Tusind

paa tretten Hundreder,

og hvert Hundred

holdt otte Snese».

Da Angantyr havde faaet Tidender om Hunernes Hær, sendte han Folk ud alle Vegne og stævnede alle Mænd til sig, som vilde yde ham Hjælp og kunde føre Vaaben. Saa fór han til Dunhede med sit Mandskab, og det var en overmaade stor Hær. Da kom Hunehæren imod ham, og den var dobbelt saa stor.

15.

Næste Dag begyndte de Slaget og sloges hele den Dag, og om Kvælden gik de til deres Telte. Saalunde sloges de i otte Dage, da vare Høvdingerne endnu alle i Live, men ingen vidste Tal paa, hvor mange Mænd der vare faldne, men baade Dag og Nat strømmede der Mandskab til Angantyr alle Vegne fra, saa at hans Hær ikke blev mindre, end den var fra først af. Nu blev Dysten endnu drabeligere end før; Hunerne fór djærvelig frem, thi de skjønnede, at de kun kunde vente at bjærge Livet, i Fald de sejrede, og at det kun vilde baade lidt at bede Goterne om Fred, men Goterne værgede for deres Frihed og Fædreland mod Hunerne, og derfor stod de fast og æggede hverandre. Da det led ud paa Dagen, gjorde Goterne saa haardt et Anfald, at Hunernes Fylking gav efter derfor, og da Angantyr saa' det, gik han frem fra Skjoldborgen fremmerst i Fylkingen med Tyrving i Haanden og hug baade Mænd og Heste ned. Brødes da Fylkingen for Hunekongerne, og Brødrene skiftede Hug med hinanden. Der faldt Lød og Kong Humle, og da toge Hunerne Flugten, men Goterne dræbte dem og fældte saa stor en Val, at Aaerne stemmedes op og kom ud af deres Leje, og Dalene laa fulde af døde Mænd og Heste. Angantyr gik nu hen og undersøgte Valen og fandt sin Broder Lød. Da kvad han:

«Bød jeg dig Broder,

hvad bedst dig baaded,

nok af Gods

og gyldne Skatte;

for Kamp du valgte,

hverken du faar

Riget i Arv

eller røde Ringe».

Og videre kvad han:

«Ve os Broder,

din Bane jeg blev,

aldrig det glemmes,

grum var Nornen».

16.

Angantyr var længe Konge i Rejdgoteland, han var mægtig og gavmild og en stor Hærmand, og fra ham stamme Kongeætter. Hans Søn var Hejdrek Ulveham, som siden længe var Konge i Rejdgoteland; han havde en Datter, der hed Hild; hun blev Moder til Halvdan den snilde, Ivar den vidtfavnendes Fader. Ivar den vidtfavnende kom med sin Hær til Svearige, som Kongesagaerne melde, og Kong Ingjald Ildraade ræddedes for hans Hær og brændte sig selv inde med hele sin Hird paa den Gaard, som hedder Ræning. Ivar den vidtfavnende lagde da hele Svearige under sig; han vandt ogsaa Danevælde og Kurland og Saxland og Estland og alle Riger i Østerleden lige til Gardarige; han raadede ogsaa for det vestre Saxland og vandt den Del af England, som kaldes Nordhumberland. Ivar den vidtfavnende lagde da hele Danevælde under sig, og siden satte han Valdar til Konge derover, og gav ham sin Datter Alvhild til Ægte. Deres Sønner vare Harald Hildetand og Randve, som siden faldt i England. Men da Valdar døde i Danmark, tog Randve Danriget og gjorde sig til Konge derover, men Harald Hildetand lod sig give Kongenavn i Gotland, og siden lagde han alle de nys nævnte Riger, som Kong Ivar den vidtfavnende havde haft, under sig. Kong Randve blev gift med Aase, Kong Harald den granrødes Datter nord fra Norge; deres Søn var Sigurd Ring. Kong Randve døde en brat Død, og Sigurd tog da Kongedømmet i Danmark. Han holdt Slag med Kong Harald Hildetand paa Braavold i Østergøtland, og der faldt Kong Harald og en stor Mængde af hans Mænd med ham. Disse Slag ere de navnkundigste, de gamle Sagaer melde om, og dem, hvor Mandefaldet har været storst, det paa Braavold og det, Angantyr og hans Broder Lød holdt paa Dunhede. Kong Sigurd Ring raadede for Danerige til sin Død, og efter ham Kong Ragnar Lodbrog, hans Søn. Harald Hildetands Søn hed Øjsten Ildraade; han tog Svearige efter sin Fader og raadede for det, til Kong Ragnars Sønner fældte ham, som det meldes i hans Saga.

Ragnars Sønner lagde da Sveavælde under sig, men efter Kong Ragnars Død tog hans Søn Bjørn Jærnside Sveavælde, men Sigurd Danevælde, Hvidsærk Østerleden og Ivar Benløse England. Bjørn Jærnsides Sønner vare Erik og Revil; Revil var Hærkonge og Søkonge, men Kong Erik raadede for Svearige efter sin Fader og levede kun en stakket Stund. Da tog Revils Søn Erik Riget; han var en stor Hærmand og en saare mægtig Konge. Erik Bjørnssøns Sønner vare Ønund Upsale og Kong Bjørn; da blev Svearige atter skiftet imellem Brødre, thi de toge Riget efter Erik Revilssøn. Kong Bjørn byggede den By, som hedder Høj; han blev kaldt Bjørn paa Høj; hos ham var Brage Skjald. Erik hed Kong Ønunds Søn, som tog Riget i Upsale efter sin Fader; han var en mægtig Konge. I hans Dage kom Norge under Harald den haarfagre, som var den første af sin Æt, der blev Enevoldskonge i Norge. Kong Eriks Søn i Upsale hed Bjørn; han tog Riget efter sin Fader og raadede længe for det. Bjørns Sønner vare Erik den sejrsæle og Olav, de tog Riget og Kongedømmet efter deres Fader; Olav blev Fader til Styrbjørn den stærke. I deres Dage døde Kong Harald den haarfagre. Styrbjørn sloges med sin Farbroder Kong Erik paa Fyrisvold, og der faldt Styrbjørn. Siden raadede Erik for Svearige til sin Død; han var gift med Sigrid Storraade. Deres Søn hed Olav; han blev taget til Konge i Svearige efter Kong Erik; han var da Barn, og Svearne bare ham med sig, og derfor kaldte de ham Olav Skjødkonning, men siden Olav svenske. Han var længe Konge og mægtig; han var den første af Sveakongerne, der tog Kristendommen, og i hans Dage kaldtes Svearige kristent. Kong Olav svenskes Søn hed Ønund og tog Riget efter ham; han døde af Sot; i hans Dage faldt Kong Olav den hellige paa Stiklestad. Øjmund hed en anden Søn af Olav svenske, som tog Kongedømmet efter sin Broder; i hans Dage holdt Svearne kun ilde deres Kristendom. Øjmund var kun Konge en stakket Stund.

Stejnkel hed en mægtig og ætstor Mand i Svearige; hans Moder hed Astrid og var en Datter af Njaal, Fin den snaksommes Søn fra Helgeland, men hans Fader var Røgnvald den gamle. Stejnkel var først Jarl i Svearige, men efter Øjmunds Død toge Svearne ham til Konge, og da gik Kongedømmet fra den gamle Kongeæt, som længe havde raadet for Riget, Søn efter Fader. Stejnkel var en stor Høvding; han var gift med Kong Øjmunds Datter; han døde af Sot i Svearige næsten paa samme Tid som Kong Harald faldt i England. Inge hed Stejnkels Søn, som Svearne toge til Konge næst efter Haakon. Inge var længe Konge, vennesæl og en god Kristen. Han gjorde Ende paa Blotene i Svearige og bad alle Folk der tage ved Kristendommen, men Svearne havde stor Tro paa de hedenske Guder og holdt ved de gamle Skikke. Kong Inge tog til Hustru en Kvinde, som hed Mær, hendes Broder hed Svend; ingen Mand huede Kongen saa vel som Svend, og derfor blev han den mægtigste Mand i Svearige. Svearne mente, at Kong Inge brød Landsens gamle Love imod dem, da han vragede meget, som hans Fader Stejnkel havde ladet staa, og paa et Ting, Svearne holdt med ham, bød de ham tvende Kaar, enten skulde han holde de gamle Love eller slippe Kongedømmet. Kong Inge sagde, at han ikke vilde aflægge den Tro, som var den sande, og da skreg Svearne op og trængte ind paa ham med Stenkast og drev ham fra Lovtinget. Svend, Kongens Maag, var bleven tilbage paa Tinge; han tilbød Svearne at holde Blot for dem, om de vilde give ham Kongedømmet. Det sagde de alle Ja til, og blev Svend da tagen til Konge over hele Svearige. Der blev da ført en Hest frem paa Tinge, og den blev hugget i Stykker og uddelt for at ædes, og Blottræet blev rødnet med dens Blod. Alle Svearne aflagde da Kristendommen og Blotene begyndte igjen, men Kong Inge drev de bort, og han for til Vestergøtland. Blot-Svend var Konge over Svearne i tre Aar. Kong Inge fór med sin Hird og noget Følge, men dog kun en liden Hær, øster gjennem Smaaland til Østergøtland og derfra til Svearige, red baade Nat og Dag og kom uventet over Svend en Morgen tidlig. De tog Hus over dem og brændte det Mandskab inde, der var der; der brændte ogsaa en Lendermand inde, som hed Thjov; han var fulgt med Blot-Svend. Svend gik ud og blev strax dræbt. Saa tog Inge atter Kongedømmet over Svearne og bragte atter Kristendommen paa Fode og raadede for Riget til sin Død; han døde af Sot. Halstejn hed en Søn af Kong Stejnkel, Broder til Kong Inge; han var Konge sammen med sin Broder. Halstejns Sønner vare Philippus og Inge, som toge Kongedømmet i Svearige efter Kong Inge den gamle. Philippus var gift med Ingegerd, en Datter af Kong Harald Sigurdssøn; han var kun Konge en stakket Stund.