Hillelilles Sorg

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Dansk.gif


Ung kvinde
middelaldermotiv
Dansk folkedigtning


Kæmpe- og Trylleviser
15. Hillelilles Sorg.[1]


Danske Folkeviser i Udvalg
Ved Axel Olrik og Ida Falbe-Hansen



1. I Bure sidder hun Hille,
— min Sorg ved ingen uden Gud —
hun syr sin Søm saa vilde[2].
Og den lever aldrig til, jeg maa forklage min Sorg.


2. Det syed hun med Silke,
som hun med Guld skulde virke.


3. Og det syed hun med Gulde[3],
som hun med Silke skulde.


4. Der gik Bud for Dronningen ind:
„Saa ilde syr Hillelil Sømmen sin.“


5. Dronningen svøber sig Hoved i Skind,
saa gaar hun i Loft for Hillelil ind.


6. „Hør du det, Hillelille:
hvi syr du dine Sømme saa vilde?


7. Ligesaa syr du dine Sømme
som den, sin Glæde monne glemme.“


8. „Min naadige Frue, sidder hos mig:
al min Sorrig jeg siger for dig.


9. Min Fader havde en Kongevold[4],
min Moder hun var en Dronning bold.


10. Min Fader lod mig saa herlig sømme[5]:
tolv Riddere skulde mig vogte og gemme.


11. Siden lod jeg mig lokke:
en Ridder ud af den Flokke.[6]


12. Han hed Hertug Hildebrand,
Kongens Søn af Engeland.


13. Saa lagde vi Guld paa Gangere to,
den tredje red han og jeg selver paa.


14. Saa kom vi om Kvælde,
der som vi lyste at dvæle.


15. Om Natten kom der Slag paa Dør,
mine syv Brødre var der for[7].


16. Hildebrand klapped mig ved hviden Kind:
„Nævner ikke mit Navn, Allerkæreste min[8]!


17. I–naar du ser mig bløde,
du nævn mig ikke til Døde[9].“


18. Hildebrand ud ad Døren løb,
sit gode Sværd han for sig skød.


19. Han hug i den første Flok
mine syv Brødre med gule Lok.


20. Han hug i den anden Skare
mine elleve Svogre og min Fader.


21. „Stiller eder[10], stiller eder, Hildebrand!
I stiller eder i Vorherres Navn!


22. I lade min yngste Broder leve,
han kan min Moder de Tidender føre!“


23. Næppe var de Ord udtalt:
med atten Saar han til Jorden faldt.


24. Min Broder tog mig ved hviden Haand,
saa bandt han mig med sit Sadelbaand.


25. Han tog mig i gule Lok,
han bandt mig ved sin Sadelknap.


26. Aldrig var der saa dyb en Dam,
min Broders Hest jo over svam.


27. Aldrig var der saa liden en Rod,
den stod jo i Blodet af min Fod.


28. Der han kom til Borgeled,
min sorrigfuld Moder hun stod derved.


29. Min Broder vilde mig kvæle[11],
min Moder vilde mig sælge.


30. De solgte mig for en Klokke,
den hænger i Marri Kirke.


31. Den første Lyd, der Klokken fik,
min Moders Hjærte sønder gik.“


32. Før hun fik udsagt sin Angst og Harm,
da sad hun død i Dronningens Arm.


33. Før hun fik udsagt sin Sorrig og Kvide,
— min Sorg ved ingen uden Gud —
da laa hun død ved Dronningens Side.
Og den lever aldrig til, jeg maa forklage min Sorg.



Fodnoter

  1. Indl. S. 75; DgF. II Bd. Nr. 83.
  2. 1 vilde, vrangt, forkert.
  3. 3 med Gulde, med Guld (gl. Hensynsform).
  4. 9 Kongevold, Kongevælde, Kongerige.
  5. 10 sømme, ære.
  6. 11 sidste Sætning er ufuldstændig: [det var] en Ridder af Flokken [der lokkede mig].
  7. 15 var der for, var der udenfor.
  8. 16 „Du nævn ikke mit Navn“. Kæmper, der havde en særlig Bersærksstyrke, mistede den, naar de blev tiltalte med Navn (se. Indl. S. 75).
  9. 17 til Døde, saaledes at det bliver min Død.
  10. 21 stiller, standser.
  11. 29 Broderen vilde „kvæle“ hende (ɔ: pine, pine ihjel); Moderen, der allerede i forrige Vers er betegnet som den mildere, faar det ændret til, at de sælger hende som Trælkvinde. — Tidlig i Middelalderen var det Ret, at Faderen kunde straffe den Datter, som indlod sig i et Kærlighedsforhold uden hans Vilje, ved at sælge hende som Trælkvinde. Denne Skik forsvandt i 12te Aarh. under den kristne Kirkes stigende Indfydelse; og paa Visedigterens Tid har den næppe været kendt uden som Fortidsminde.