Hillelilles Sorg
Hopp til navigering
Hopp til søk
Dansk folkedigtning
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
Kæmpe- og Trylleviser
15. Hillelilles Sorg.[1]
Danske Folkeviser i Udvalg
Ved Axel Olrik og Ida Falbe-Hansen
- 1. I Bure sidder hun Hille,
- — min Sorg ved ingen uden Gud —
- hun syr sin Søm saa vilde[2].
- Og den lever aldrig til, jeg maa forklage min Sorg.
- 2. Det syed hun med Silke,
- som hun med Guld skulde virke.
- 3. Og det syed hun med Gulde[3],
- som hun med Silke skulde.
- 4. Der gik Bud for Dronningen ind:
- „Saa ilde syr Hillelil Sømmen sin.“
- 5. Dronningen svøber sig Hoved i Skind,
- saa gaar hun i Loft for Hillelil ind.
- 6. „Hør du det, Hillelille:
- hvi syr du dine Sømme saa vilde?
- 7. Ligesaa syr du dine Sømme
- som den, sin Glæde monne glemme.“
- 8. „Min naadige Frue, sidder hos mig:
- al min Sorrig jeg siger for dig.
- 9. Min Fader havde en Kongevold[4],
- min Moder hun var en Dronning bold.
- 10. Min Fader lod mig saa herlig sømme[5]:
- tolv Riddere skulde mig vogte og gemme.
- 11. Siden lod jeg mig lokke:
- en Ridder ud af den Flokke.[6]
- 12. Han hed Hertug Hildebrand,
- Kongens Søn af Engeland.
- 13. Saa lagde vi Guld paa Gangere to,
- den tredje red han og jeg selver paa.
- 14. Saa kom vi om Kvælde,
- der som vi lyste at dvæle.
- 15. Om Natten kom der Slag paa Dør,
- mine syv Brødre var der for[7].
- 16. Hildebrand klapped mig ved hviden Kind:
- „Nævner ikke mit Navn, Allerkæreste min[8]!
- 17. I–naar du ser mig bløde,
- du nævn mig ikke til Døde[9].“
- 18. Hildebrand ud ad Døren løb,
- sit gode Sværd han for sig skød.
- 19. Han hug i den første Flok
- mine syv Brødre med gule Lok.
- 20. Han hug i den anden Skare
- mine elleve Svogre og min Fader.
- 21. „Stiller eder[10], stiller eder, Hildebrand!
- I stiller eder i Vorherres Navn!
- 22. I lade min yngste Broder leve,
- han kan min Moder de Tidender føre!“
- 23. Næppe var de Ord udtalt:
- med atten Saar han til Jorden faldt.
- 24. Min Broder tog mig ved hviden Haand,
- saa bandt han mig med sit Sadelbaand.
- 25. Han tog mig i gule Lok,
- han bandt mig ved sin Sadelknap.
- 26. Aldrig var der saa dyb en Dam,
- min Broders Hest jo over svam.
- 27. Aldrig var der saa liden en Rod,
- den stod jo i Blodet af min Fod.
- 28. Der han kom til Borgeled,
- min sorrigfuld Moder hun stod derved.
- 29. Min Broder vilde mig kvæle[11],
- min Moder vilde mig sælge.
- 30. De solgte mig for en Klokke,
- den hænger i Marri Kirke.
- 31. Den første Lyd, der Klokken fik,
- min Moders Hjærte sønder gik.“
- 32. Før hun fik udsagt sin Angst og Harm,
- da sad hun død i Dronningens Arm.
- 33. Før hun fik udsagt sin Sorrig og Kvide,
- — min Sorg ved ingen uden Gud —
- da laa hun død ved Dronningens Side.
- Og den lever aldrig til, jeg maa forklage min Sorg.
Fodnoter
- ↑ Indl. S. 75; DgF. II Bd. Nr. 83.
- ↑ 1 vilde, vrangt, forkert.
- ↑ 3 med Gulde, med Guld (gl. Hensynsform).
- ↑ 9 Kongevold, Kongevælde, Kongerige.
- ↑ 10 sømme, ære.
- ↑ 11 sidste Sætning er ufuldstændig: [det var] en Ridder af Flokken [der lokkede mig].
- ↑ 15 var der for, var der udenfor.
- ↑ 16 „Du nævn ikke mit Navn“. Kæmper, der havde en særlig Bersærksstyrke, mistede den, naar de blev tiltalte med Navn (se. Indl. S. 75).
- ↑ 17 til Døde, saaledes at det bliver min Død.
- ↑ 21 stiller, standser.
- ↑ 29 Broderen vilde „kvæle“ hende (ɔ: pine, pine ihjel); Moderen, der allerede i forrige Vers er betegnet som den mildere, faar det ændret til, at de sælger hende som Trælkvinde. — Tidlig i Middelalderen var det Ret, at Faderen kunde straffe den Datter, som indlod sig i et Kærlighedsforhold uden hans Vilje, ved at sælge hende som Trælkvinde. Denne Skik forsvandt i 12te Aarh. under den kristne Kirkes stigende Indfydelse; og paa Visedigterens Tid har den næppe været kendt uden som Fortidsminde.
