Hleidrargaards Skotta

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

Hleidrargaards Skotta
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862


Omtrent i Aarene imellem 1740 og 1770 boede paa Hleidrargaard i Øfjorden en Bonde ved Navn Sigurd Bjørnsson, der blev anseet for en forstandig Mand, men var af et heftigt Sindelag. Det fortælles, at han engang i sine yngre Aar tidligt paa Sommeren drog Vestpaa til Jøkelen, for at kjøbe Fisk. Da traf det sig saa, at han og den Mand, af hvem han kjøbte Fisken, ikke kunde blive enige. Der opstod en Trætte derover imellem dem, der siden udartede til Slagsmaal. Sigurd var en stærk Mand og haard at komme i Kast med, og han fik slængt sin Modstander til Jorden under sig, hvorpaa han gav ham nogle Hug. Da Modstanderen stod op igjen, udstødte han Trusler mod Sigurd og lovede ham Løn som forskyldt før Jevndøgnstid, hvorpaa han gik sin Vei; men Sigurd drog i Følge med sine Reisefæller hjem igjen og blev paa sin Gaard.


I denne Tid boede paa Krynastad, den nærmeste Gaard ved Hleidrargaard, en Mand, der hed Hall, med Tilnavnet: den Stærke. Han var synsk og havde ofte seet Spøgelser og havt med dem at bestille. Det siges nu, at denne Hall en Aften om Høsten, der fulgte paa den Sommer, i hvilken Sigurd var kommen hjem fra sin Reise, stod derude paa sit Gaardslad; da saae han et Spøgelse, i en Piges Skikkelse, komme dernede fra Veien; hun var lille af Væxt, havde en rød Bul paa, et mørkebruunt Skjørt, der kun naaede ned til Knæerne, en Hue uden Dusk, og gik i bare Særkeærmer. Da Tøsen saae Hall, vilde hun gaae ud af Veien, men han stillede sig i Veien for hende, og spurgte, hvem hun var. Hun svarede, at hun havde hedt Sigga. Han spurgte, hvorfra hun kom og hvor hun skulde hen. Hun svarede: »Til Hleidrargaard.« »Hvad har Du der at gjøre?« spurgte han. »Dræbe Sigurd Bjørnsson,« svarede hun. Derpaa løb hun sin Vei, og der tindrede Gnister i hendes Spor.


Den samme Kveld sov Sigurd i sin Seng, der stod saaledes, at der sad et Vindue foroven den. De Andre, der vare i Badstuen, vare vaagne. Sigurd sprang pludselig op af Sengen og spurgte: »Hvem kaldte paa mig?« Man svarede ham, at Ingen havde kaldt paa ham. Han lagde sig igjen tilsengs og sov ind, men neppe var han falden i Søvn, før han sprang op igjen og sagde, at nu var der sikkert Nogen, der havde kaldt paa ham. Men da man sagde ham, at det ikke var Tilfældet, lagde han sig i Sengen paany, men kunde ikke mere falde i Søvn. Da han havde ligget en lille Stund, saae man ham kigge ud af Vinduet og man hørte ham sige: »Ah! hænger det saadan sammen,« og man saae ham skifte Farve derved. Han gik siden hen til Badstuedøren, stillede sig ved Siden af den, og man hørte ham sige ganske høit: »Er der Nogen, som vil tale med Sigurd Bjørnsson, da sidder han der,« og i det Samme pegede han med Haanden paa en Fattigvæsens Dreng, ved Navn Hjalmar, der sad paa en Stol ligeoverfor Badstuedøren og pillede Uld. Øieblikkelig blev Drengen slængt fra Stolen ned paa Gulvet, hvor han væltede sig med Skrig og stygge Vridninger, som om han var ved at kvæles; da hentede Sigurd en Vaand og bankede Drengen overalt dermed; han blev lidt roligere derved og blev igjen lagt op i Sengen; da var hans Krop opsvulmet og bar Mærker af Stød. Disse Anfald fik Drengen tre eller fire Gange den Nat, og siden lidt efter lidt, indtil han tidligt paa Vinteren døde i eet af dem, og da forekom hans Legeme meget opsvulmet og opblæst, og bar øiensynlige sorte Mærker af Spøgelsets Fingre.


Efter denne Tid fulgte Spøgelset Sigurd og hans Børn, ja, hun fulgte endog alle Folkene fra Hleidrargaard. Ofte saae synske Mænd denne Pige, der blev kaldt Hleidrargaards-Skotta[1], et Navn, hun fik af sin Hue, fordi den struttede som en Top paa hendes Hoved. Oftest saae man hende, flaaende Kat[2], som det hedder, hænge paa en eller anden Tverbjælke, helst over Indgangen til Husene. Sigurd kunde altid selv vogte sig for hende, men efterhaanden dræbte hun Kvæg for ham, og selv Kvæget paa Nabogaardene blev dræbt af hende. Kjødet var altid meget stødt og blaat, og aldeles uspiseligt. Hun fik ogsaa Skyld for at have dræbt en dygtig Bonde, Sigurd paa Næs; thi han fik Krampeslag og døde deraf.


Da nu hendes Voldsomhed saaledes tog til, og man frygtede for, at den vilde tiltage i en betydelig Grad, traf det sig saa heldigt, fortalte man, at der fra Jøklen kom en Tigger ved Navn Peter, eller som han i Almindelighed kaldtes Jøkel-Peter, did til Bygden. Han var en stor Troldmand, men brugte altid sin Kunst vel. Sigurd paa Hleidrargaard var en brav og gavmild Mand, og derfor gav han ogsaa Peter en god Understøttelse, men fortalte ham dog med det Samme, at det ikke var hans Bygd, han kunde takke for denne Hjelp; thi den havde jo sendt ham et Spøgelse paa Halsen, der baade gjorde ham og Andre stor Skade, og rimeligviis blev ved dermed, til det fik Livet af ham. Peter lovede, at han nok skulde befrie ham for denne Djævel, og en Nat forføiede han sig da bort, tog Spøgelset med sig og bandt det til en jordfast Steen paa det Sted imellem Strjugsaa og Volde, der hedder Varmhage. I lang Tid kunde Spøgelset nu ingen Skade gjøre, men ofte hørte man det hyle om Natten, og ikke maatte Folk fare det nær forbi; thi da fik de Ondt og Hovedsvimmel, og fore vild, om det end var høilys Dag.


I Aarene 1806-10 byggede Præsten i Saurbær, som hed Sira Sigurd og lever endnu den Dag idag, et Foderhuus i Nærheden af dette Sted, thi der findes netop gode Græsgange. Den første Nat, dette Huus toges i Brug, blev et Faar dræbt, og siden flere. Man opdagede da, at Faarekroppene i enhver Henseende saae ud, som dem, Spøgelset tidligere havde havt Fingre i, og man tænkte derfor, at nu var Haanden igjen begyndt at sidde løs paa det. Sygdom og Død begyndte lidt efter lidt at blive almindelig blandt Faarene omkring i hele Øfjorden; det kalder man Pesten, men den Vantro er dog fra gammel Tid af indgroet blandt Folk, at Spøgelset alene er Skyld deri.




Fodnoter

  1. Isl.: skott betyder egentl.: Hale, endvidere Toppen af en Hue, deraf Benævnelsen Skotta ɔ: et kvindeligt Spøgelse, der bærer Tophue.
  2. »At flaae Kat« (Isl.: flá kött) bestaaer i, at man slynger Benene om en Bjælke og hænger ved dem, med Hovedet nedad, medens man paa samme Tid trækker Trøien, Vesten o. s. v. af og paa.