Hromund Gripsons saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Udvalgte fornaldersagaer

Hromund Gripsons saga

Hrómundar saga Gripssonar

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2024

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson & Bjarni Vilhjálmsson: Fornaldarsögur Norðurlanda, Reykjavík, 1943-44

---

1.

Hromund Gripsons saga
fra håndskriftet Rauðskinna

En konge, der hed Olav, herskede over Gårdene i Danmark. Han var søn af Gnod-Asmund. Han var en navnkundig mand. De to brødre Kåre og Ørnulf var kongens landeværnsmænd. De var store krigere. En mægtig bonde boede dér. Han hed Grip. Han havde en kone, der hed Gunlød og var datter af Hrok den Sorte. De havde ni sønner, som hed Rolf, Hake, Gaut, Trøst, Angantyr, Loge, Hromund, Helge og Hrok. De var alle evnerige mænd, men Hromund var dog den fremmeste af dem. Han kendte ikke til frygt. Han havde smukke øjne og var lyshåret og bredskuldret, stor og stærk, og han lignede sin morfar Hrok meget. Der var to mænd hos kongen. Den ene hed Bild, den anden Vale. De var onde og lumske. Kongen satte stor pris på dem.

Engang sejlede kong Olav østpå langs Norge med sin hær, og de styrede mod Ulveskærene og hærgede og lagde til ved en ø. Kongen befaler Kåre og Ørnulf at gå op på øen for at se, om de kunne få øje på nogle hærskibe. De gik op i land og fik øje på seks hærskibe, der lå under en fjeldhammer. Der var et prægtigt udstyret drageskib. Kåre råber til dem og spørger, hvem der bestemmer over skibene. Et uhyre af en mand rejste sig på drageskibet og sagde, at han hed Hrøngvid, »— men hvad er dit navn?« Kåre fortalte, hvem han og hans bror var, og sagde: »Jeg har aldrig set en værre mand end dig, og af den grund skal jeg hugge dig i småstykker.« Hrøngvid sagde: »Jeg har hærget sommer og vinter i 33 år og kæmpet 60 gange og vundet hver gang. Mit sværd hedder Brynjeflænger, og det sløves aldrig. Kom du herhen i morgen — Kåre! — så skal jeg jage det i brystet på dig!« Kåre sagde, at han ikke ville undlade at komme. Hrøngvid valgte hver dag en mand til sværdets od.

2.

Brødrene vendte tilbage til kongen og fortalte ham, hvad der var sket. Kongen befalede, at man skulle drage i kamp, og det blev gjort. De mødtes, og en hård strid begyndte. Brødrene gik godt frem. Kåre fældede otte eller tolv mand med hvert hug. Dette så Hrøngvid. Han sprang op til Kåre på kongens skib, og gennemborede ham med sværdet. Så snart Kåre fik dette sår, sagde han til kongen: »Lev vel — konge! — jeg skal være gæst hos Odin.« Hrøngvid stak sit spyd gennem Ørnulf og løftede ham i vejret. Efter brødrenes fald råber Hrøngvid, at de skal overgive sig. Der hørtes da en slem mukken fra kongens hær. Ingen våben bed på Hrøngvid.

Nu fortælles det, at Hromund Gripson befandt sig i kongens følge. Han tager en kølle i hånden og binder et langt og gråt gedeskæg fast til hagen og tager en bredskygget hat på hovedet. Sådan går han frem, og han finder da begge brødre døde, men samler kongens banner op og banker blåmænd ihjel med køllen. Hrøngvid spørger, hvem denne mand er, »— er det måske den onde Kåres far?« Hromund fortæller, hvad han hedder, og siger, at han vil hævne de to brødre, »— og jeg var ikke i slægt med Kåre, men jeg vil dræbe dig alligevel.« Og i det samme gav han Hrøngvid et sådant slag med køllen, at hovedet hang på ham, mens han sagde: »Jeg har kæmpet vidt omkring, men jeg har aldrig fået et hug som dette.« Hromund slog Hrøngvid endnu en gang, så hovedskallen flækkede. Ved det tredje slag mistede han livet. Efter dette overgav alle, der endnu levede, sig til kongen, og således endte kampen.

3.

Nu gennemsøger Hromund skibet og finder en mand, der står og støtter sig til rælingen i stavnen. Han spørger om denne mands navn. Han siger, at han hedder Helge den Tapre og er Hrøngvids bror, »— men jeg agter ikke at bede om fred.« Hromund lod Helge den Tapres sår behandle. Derefter sejlede Helge til Sverige og blev landeværnsmand dér.

Derpå førte kong Olav sin hær vestpå til Suderøerne, hvor de gik i land og på strandhugst. En gammel mand boede dér i nærheden. Kongsmændene havde taget hans køer og drev dem af sted. Han klagede nok så ynkeligt over dette tab. Hromund kommer derhen og spørger, hvem han er. Den gamle mand siger, at hans gård ligger lige i nærheden, men at det ville være mere hæderfuldt for dem at opbryde gravhøje og stjæle værdier fra genfærd. Manden sagde, at han hed Måne. Hromund bad ham fortælle det, såfremt han kendte noget til den slags. Måne sagde, at det vidste han god besked om, og fortalte: »Traen, som vandt Valland og blev konge dér, var en stor og stærk bersærk og fuld af trolddom. Han blev sat i en høj med sværd og rustning og mange værdier, men der er ikke mange, der har lyst til at komme derhen.« Hromund spørger, hvilken vej man skal sejle for at komme derhen. Manden siger, at han skal sejle stik syd i seks dage. Hromund takker den gamle mand for underretningen og gav ham penge og lod ham beholde sine køer. De sejlede derfra i den retning, som den gamle mand havde anvist, og efter seks dage kunne de se højen lige foran forstavnen.

4.

De kom vestfra til Valland og fandt højen og gav sig med det samme til at bryde den op. Og efter seks dage fik de hul til højens indre. De så en uhyrlig mand, som sad dér på en stol. Han var sort og stor og ganske klædt i guld, så det skinnede. Han brummede højlydt og pustede til en ild. Hromund spørger, hvem der nu vil gå ned i højen, og vedkommende kunne vælge sig tre kostbarheder. Vale sagde: »Der er ingen, der vil give sit liv for det. Der er 60 mand her, og denne trold er i stand til at slå allesammen ihjel.« Hromund sagde: »Kåre ville have vovet dette, såfremt han havde været i live.« Men han tilføjede, at det var rimeligt, at han selv blev sænket ned med et reb, selv om han hellere ville kæmpe mod otte andre.

Så blev Hromund sænket ned med rebet. Det var om natten. Og da han kom ned, samlede han mange skatte og bandt dem fast til enden af rebet. Traen havde i gamle dage været konge over Valland, og han havde gennemført alt med trolddom og begået mange onde gerninger, men da han var blevet så gammel, at han ikke længere kunne kæmpe, lod han sig sætte levende ind i højen sammen med mange værdier. Nu får Hromund øje på et sværd, der hænger oppe på en stolpe. Han rykker det ned og spænder det om livet og går frem mod stolen. Han sagde: »Nu forlader jeg højen, medmindre nogen holder mig tilbage. Men hvordan står det ellers til med dig her — gamle? Så du ikke, hvordan jeg tog dine skatte, mens du forholdt dig i ro — din lede hund! — eller hvad var der for dit blik, da jeg tog sværdet og smykket og mange flere af dine skatte?« Traen sagde, at det ikke betød noget, bare han kunne få lov til at sidde i fred på sin stol, »— jeg forstod førhen at kæmpe, men jeg skulle da være blevet noget fej, såfremt du ene mand skulle frarøve mig mine rigdomme, og jeg nægter dig at tage skattene. Du må tage dig i agt for mig døde mand!« Da sagde Hromund: »Rejs dig op! Du er fej og umandig! Og tag sværdet fra mig igen, hvis du tør!« Genfærdet sagde: »Du vinder ingen hæder ved at bruge sværd mod mig, når jeg er ubevæbnet. Jeg vil hellere prøve kræfter med dig i en brydekamp.« Hromund kaster da sværdet og tror på sin styrke. Dette så Traen, og han tog sin gryde ned fra dér, hvor den hang. Han var ikke hyggelig og pustede derpå til ilden, fordi han havde gjort sig klar til at spise af gryden. Der var et stort bål ved hans fødder, og gryden var fyldt. Han bar en guldprydet trøje. Begge hans hænder var krummet sammen, og neglene krogede sig ud over fingerspidserne. Hromund sagde: »Kom op fra den stol — din feje slyngel! Du, som har mistet alt.« Da sagde genfærdet: »Når du sådan klandrer mig for manglende mod, er det vist på tide at komme på benene.« Dagen går, og det bliver aften, og det blev mørkt i højen. Han smed sin gryde og begyndte at brydes med Hromund. Da udnyttede Hromund sin styrke, og de gik så hårdt til hinanden, at det føg med sten og skærver. Genfærdet sank da ned på det ene knæ og sagde: »Du tager hårdt ved mig, og du er vist en rask mand.« Hromund sagde: »Rejs dig op uden at støtte dig til noget. Du er meget svagere, end gamle Måne sagde.« Nu blev Traen afsindig, og højen fyldtes af en ækel stank. Han satte da sine kløer i nakken på Hromund og flænsede kødet af knoglerne ned ad ryggen på ham, mens han sagde: »Nu skal du ikke klage over, at legen bliver mere hård, og at din krop smerter, for nu skal jeg flå dig i stykker levende.« »Jeg véd ikke,« sagde Hromund, »— hvordan sådan et kattedyr er kommet ind i denne høj.« Genfærdet sagde: »Du må være født af Gunlød. Ikke mange er lig dig.« »Det bliver ondt,« sagde Hromund, »— hvis du skal bruge kløer på mig længe.« Deres brydekamp var hård og lang, og alt i nærheden rystede, indtil Hromund omsider fik ham fældet med et benspænd. Det var da blevet ganske mørkt. Da sagde genfærdet: »Nu vandt du over mig med et kneb og tog mit sværd. Dermed blev vores leg afgjort. Jeg har levet længe i min høj og ruget over mine skatte, men det er ikke godt at fæste for stor lid til sine kostbarheder, selv om de forekommer gode, og jeg havde aldrig forventet, at du — Mistelten, mit gode sværd! — ville volde mig skade.« Hromund slap nu fri og fik fat i sværdet og sagde: »Fortæl mig nu, hvor mange mænd du har besejret i holmgang med Mistelten.« »Et hundrede og fireogtyve,« sagde genfærdet, »— og jeg blev aldrig såret. Kong Sæming, der herskede i Sverige, og jeg prøvede hinanden i forskellige idrætter, og han mente, at det ville vare længe, før jeg blev overvundet.« »Du har længe været til mén for folk,« sagde Hromund, »— og det vil være en god gerning at dræbe dig med det samme.« Og dermed huggede han hovedet af genfærdet og brændte ham op på bålet, og siden forlod han højen. Mændene spurgte, hvordan det var gået mellem ham og Traen. Han sagde, at det var forløbet helt efter ønske, »— for jeg huggede hovedet af ham.« Hromund beholdt nu tre kostbarheder, som han havde fundet i højen: en ring, et halssmykke og Mistelten. De fik alle store skatte. Kong Olav sejlede dermed af sted og nordpå til sit rige, hvor han siden sad i fred og ro.

5.

Efter dette blev Hromund meget berømt og afholdt og meget gavmild. Han gav en mand, der hed Hrok, en god guldring, som vejede en øre. Dette fik Vale at vide, og han dræbte Hrok en nattetime og tog ringen. Og da kongen erfarede dette, sagde han, at Vale skulle få gengæld for sine rænker.

Kongen havde to søstre, den ene hed Dagny, den anden Svanhvid. Hun udmærkede sig i enhver henseende og havde ikke sin lige mellem Sverige og Helgeland. Hromund Gripson var nu hjemme, og han forlystede sig med Svanhvid uden at vare sig for hverken Vale eller Bild. Engang talte hun med Hromund, og hun siger, at Vale og Bild vil bagtale ham hos kongen. Han sagde: »Jeg er ikke bange for feje uslinge, og jeg taler med dig, så længe du vil unde mig en samtale.« Men denne bagtalelse medførte dog, at Hromund og hans bror måtte forlade kongens hird og drage hjem til deres far.

Kort tid derefter taler Svanhvid med kong Olav, og hun sagde: »Nu er Hromund blevet udelukket fra kongens hird, og han har dog øget vores hæder mest af alle, og tilbage står du nu med to, som hverken efterstræber berømmelse eller storværker.« Kongen svarer: »Jeg har hørt, at han prøver på at forføre dig, men sværdet skal gøre det af med jeres kærlighed.« »Du har vist glemt,« sagde hun, »— hvordan han straks gik ind i højen alene, mens ingen andre vovede at gøre det, og snart bliver Vale og Bild hængt,« sagde hun, hvorefter hun skyndsomst gik derfra.

6.

Nogen tid senere ankom to konger fra Sverige. De hed begge Halding. Helge, Hrøngvids bror, var sammen med dem. De bød kong Olav at kæmpe mod dem vestpå på Vänerns is. Han vil nu hellere møde dem end at flygte fra sin odel, og han sender bud efter Hromund og dennes brødre for at få dem i sit følge. Hromund ville ingen steder, og han mente, at Bild og Vale vel var duelige nok til at udføre alle kongens opgaver. Kongen drog af sted med sin hær. Svanhvid var ængstelig og tog hjem til Hromund. Han tog godt imod hende. »Lyt nu mere til min bøn,« sagde hun, »— end til min brors anmodning, og hjælp nu kongen. Jeg vil give dig et skjold med tilhørende bånd; så længe du har det, vil du ikke blive såret.« Hromund takker hende for denne gave. Hun blev da glad. Han og hans otte brødre gjorde klar til at drage af sted.

Nu kommer kongen med sin hær til Vänerns is. Dér ventede den svenske hær. Og om morgenen, da det var blevet lyst nok til at kæmpe, greb de til våben på isen, og svenskerne gik hårdt frem. Så snart kampen begyndte, blev Bild dræbt, mens Vale ikke var til stede. Både kong Olav og kong Halding blev såret. Hromund havde slået sit telt op på den modsatte side af søen. Hans brødre hærklædte sig tidligt om morgenen. Hromund sagde: »Jeg har haft onde drømme i nat, og ikke alt kommer til at gå efter mit ønske, men jeg drager ikke i kamp i dag.« Hans brødre mente, at det ville være en stor skam ikke at turde støtte kongen, når nu man var kommet i dette ærinde. De gik i kamp og gik hårdt frem, og den ene efter den anden i Haldings hær faldt, når de traf dem. En troldkvinde var kommet i svaneham. Hun galdrede med så kraftig en trolddomsrøst, at ingen af Olavs mænd agtede på at forsvare sig. Hun fløj hen over Gripssønnerne og sang højt. Hun hed Lara. Samtidig gik Helge den Tapre imod brødrene og dræbte dem alle otte.

7.

I det samme træder Hromund ind i kampen. Helge den Tapre genkendte ham og sagde: »Nu er den mand kommet, som dræbte min bror Hrøngvid. Tag jer nu i agt for det sværd, som han fandt i højen. Hvor var du henne, da jeg dræbte dine brødre?« Hromund sagde: »Du behøver ikke — Helge! — at klandre mig for manglende mod, for nu skal enten jeg eller du falde.« Helge sagde: »Mistelten er så tungt et våben, at du ikke kan håndtere det. Lad mig låne dig et andet sværd, som du kan magte.« Hromund sagde: »Der er ingen grund til at kalde mig fej. Du husker nok det slag, som jeg gav Hrøngvid, da hans hovedskal blev knust.« Helge sagde: »Du — Hromund! — har bundet en piges strømpebånd om din arm. Skil dig af med det skjold, du bærer! Du bliver ikke såret, så længe du bærer disse ting, og jeg er sikker på, at du tror på denne pige.« Hromund ville ikke tåle disse harmelige ord og smed skjoldet. Helge den Tapre havde altid vundet sejr, men han brugte trolddom. Hans frille hed Lara, og det var hende, der havde antaget svaneskikkelse. Helge hævede sit sværd så højt op i luften, at det kappede benet af svanen, og han huggede sværdet ned i jorden, så kun hjaltet stak op, og sagde: »Mit held er forbi, og det var ondt, at jeg skulle miste dig.« Hromund sagde: »Du voldte den værste skade — Helge! — da du dræbte din egen frille, og nu må det være ude med dit held.« Lara faldt død ned. Men ved det hug, som Helge rettede efter Hromund, da sværdet sank i jorden til hjaltet, strejfede sværdodden Hromunds bug og skar den op, mens Helge bøjede sig forover. Hromund var da hurtig og huggede Mistelten i hovedet på Helge. Hjelmen og hjerneskallen blev kløvet, og sværdet fortsatte ned til skuldrene. Sværdæggen fik derved et skår. Derpå tog Hromund sin bæltekniv og stak huller i randen af sit sår og skubbede det udhængende indvoldsfedt ind, hvorefter han rimpede såret sammen med en tråd og bandt sine klæder stramt henover. Således kæmpede han videre med stor styrke og nedlagde den ene efter den anden og kæmpede til midt nat. De tilbageværende af Haldingernes hær flygtede, og dermed endte striden.

Hromund ser da en mand, der står på isen. Og han véd, at denne samme mand må have skabt isen på søen med sin galder. Han genkendte Vale. Han mente sig forpligtet til at give ham løn som forskyldt, og han løb hen imod ham og hævede Mistelten og ville hugge ham ned. Vale pustede sværdet ud af hånden på ham, og det faldt i en våge og sank til bunds. Da lo Vale og sagde: »Du er dødsens, nu du har mistet Mistelten.« Hromund sagde: »Du skal dø før mig.« Og han kastede sig da over Vale og løftede ham op og slyngede ham ned på isen, så halsen brækkede. Dér lå denne troldmand død. Og Hromund satte sig ned på isen. Han sagde: »Jeg fulgte ikke pigens råd. Derfor har jeg nu fået fjorten sår, og tilmed er mine otte brødre døde, og mit gode sværd, Mistelten, faldt i vandet, og jeg kan aldrig gøre noget ved, at jeg mistede sværdet.« Han gik siden derfra og hjem til sit telt for at hvile sig.

8.

Nu henter man kongens søster. Svanhvid undersøger Hromunds sår og syer bugen sammen og plejer ham. Hun lod ham føre hen til en gammel mand, der hed Hagal, for at blive helet. Han havde en klog kone. De tog godt imod ham og gjorde ham rask. Hromund blev klar over, at dette ægtepar havde forstand på lidt af hvert. Den gamle mand plejede at fiske, og engang da han var på fisketur, fangede han en gedde, og da han kom hjem og skar den op, fandt han Hromunds sværd, Mistelten, i dens mave, og han gav det til ham. Hromund blev glad og kyssede sværdets hjalte og gav den gamle mand en god belønning.

Der var en mand i kong Haldings hær, der hed Blind den Onde. Han fortalte kongen, at Hromund var i live og blev helbredt i hemmelighed hos den gamle Hagal og dennes kone. Kongen mente, at det var utroligt, at de vovede at holde dette hemmeligt. Kongen befalede, at man skulle finde ham. Blind drog af sted til Hagals hus sammen med nogle mænd og spurgte, om Hromund gemte sig dér. Den gamle kone sagde, at de ikke ville finde ham dér. Blind gennemsøgte stedet grundigt, men fandt ham ikke, for kællingen havde skjult Hromund under sin gruekedel. Blind og hans følgesvende gik derfra, men da de var kommet et stykke vej, sagde Blind: »Vi får ikke ros for vores færd, og vi burde vende om.« Dette gjorde de, og de traf den gamle kone hjemme. Blind sagde, at hun var snu og havde skjult Hromund under sin kedel. »Så find ham, og tag ham der!« sagde hun. Men dette sagde hun, fordi så snart hun så, at de kom tilbage, gav hun Hromund kvindetøj på og lod ham dreje kværnen og male. De ledte nu i husene, og da de kom hen, hvor pigen drejede kværnen, søgte kongsmændene overalt, mens denne samme pige så uvenligt på dem. De fandt ikke noget, og gik dermed igen. Men da de var kommet et stykke vej, sagde Blind, at kællingen måtte have forvrænget deres syn, og at han havde en anelse om, at det måtte have været Hromund, der stod og drejede kværnen i kvindeklæder, »— men det overså vi, ser jeg nu. Det nytter ikke noget at trættes med den kælling, for hun er klogere end os.« De ønskede hende ikke noget godt, og vendte dermed hjem til kongen.

9.

Den følgende vinter havde Blind mange syner i søvne, og han fortalte en dag kongen om sine drømme og sagde: »Det forekom mig, at en ulv kom løbende østfra. Den bed dig — konge! — og sårede dig.« Kongen sagde, at han tydede denne drøm således: »En konge et sted fra vil komme hertil, og vores møde vil først volde skade, men der vil dog siden blive indgået forlig.« Blind sagde videre, at han havde set mange høge sidde i et hus, »— og dér genkendte jeg din falk — herre! — men den var aldeles fjerløs og dens ham var flænset.« Kongen sagde: »Der vil komme en vind fra skyerne, som ryster vores borg.« Blind fortalte dette om en tredje drøm: »Jeg så mange svin komme rendende sydfra hen mod kongshallen, og de pløjede jorden op med trynerne.« Kongen sagde: »Det varsler kraftig søgang og vådt vejr og vækst af urter, som vandet får til at gro, når solen skinner på heden.« Blind fortalte om en fjerde drøm: »Det forekom mig, at en skrækkelig mand kom hertil østfra, og han bed dig, så du fik et stort sår.« Kongen sagde: »En konges udsendinge vil komme til min hal. De vil true med alle deres våben, og det vil gøre mig vred.« »Min femte drøm var således,« sagde Blind, »— at en frygtelig slange forekom mig at omkranse Sveavældet.« »Et smukt drageskib,« sagde kongen, »— vil komme hertil lastet med kostbarheder.« »Den sjette gang drømte jeg,« sagde Blind, »— at en sort tåge med kløer og vinger kom til landet og fløj bort med dig — konge! Jeg drømte desuden, at der var en slange hos den gamle Hagal. Og den bed folk frygteligt. Den åd både mig og dig og alle kongsmændene. Men hvad kan dette betyde?« Kongen sagde: »Jeg har hørt, at en bjørn ligger i sit hi ikke langt fra Hagals hjem. Jeg vil drage hen og nedlægge bjørnen, og den vil da blive meget bister.« »Derpå drømte jeg, at en drageham blev trukket omkring kongshallen, og Hromunds bånd sad på den.« Kongen sagde: »Du véd jo godt, at Hromund mistede sit sværd og bånd i søen, eller er du nu bange for Hromund?« Blind drømte flere drømme, og fortalte kongen om dem, og kongen tolkede dem alle til sin egen fordel, men ingen af dem til, hvad de virkelig varslede. Nu fortæller Blind om endnu en drøm, der vedrører ham selv, og han sagde: »Det forekom mig, at en jernring blev lagt om halsen på mig.« Kongen sagde: »Denne drøm skal tydes således, at du vil blive hængt, og dermed må vi begge være bestemt til at dø.«

10.

Efter dette samler kong Olav hæren, hvorefter han drog mod Sverige. Hromund fulgte ham. De kom uventet til kong Haldings hal. Han opholdt sig i et fritliggende hus. Han blev først klar over, hvad der foregik, da husdøren blev brudt op. Halding råber på sine mænd og spørger, hvem det er, der kæmper om natten. Hromund fortalte ham, hvem han var. Kongen sagde: »Du vil nok hævne dine brødre.« Hromund sagde, at han kun havde lidt at sige om sine brødres fald, »— men nu skal du få gengæld og miste livet.« Da sprang en af Haldings krigere op. Han var stor som en kæmpe. Hromund dræbte ham. Kong Halding værgede sig i sengen og blev ikke såret, for hver gang Hromund huggede efter kongen, traf sværdet ham med den flade side. Så greb Hromund en kølle og bankede kong Halding ihjel. Da sagde Hromund: »Her har jeg fældet kong Halding, og jeg har aldrig set en mere berømt mand.« Den gamle Blind, som også hed Bavis, blev bundet og hængt, og således gik hans drøm i opfyldelse. De tog meget guld og andre værdier dér, og vendte siden hjem.

Kong Olav giftede Hromund med Svanhvid. De elskede hinanden højt og fik sønner og døtre sammen, og de var alle ypperlige. Kongeslægter og store krigere stammer fra dem, og hermed slutter Hromund Gripsons saga.

---

Noter: