Indledning (Færeyínga saga (C.C.Rafn))
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
eller
Færøboernes historie
oversat af
C. C. Rafn
København 1833
Indledning
Til Læseren.
I den Bearbejdelse af de norske Kongers, Olaf Tryggvesøns og Olaf den Helliges historier, som er udgivet efter gode skindbøger af det Kongelige Nordiske Oldskrift-Selskab i Værket Fornmanna Sögur 1-5 Bind, findes indflettede adskillige Efterretninger om færøiske Begivenheder. I Olaf Tryggvesøns Saga omtales nemlig Færøernes første Bebyggelse ved Grim Kamban, samt indføres Sigmund Brestersøns mærkværdige Levnetsløb, og berettes Kristendommens Indførelse ved ham paa Færøerne; og Olaf den Helliges Saga indeholder Beretninger om Thoralf af Dimons Mord i Norge og om Karl den Mørskes Sendelse til Færøerne og hans Drab ovre paa Øerne, hvilke sidstnævnte ogsaa findes temmelig ligelydende i de af Snorre Sturlesøn bearbeidede Noregs Konúnga Sögur, sædvanlig Heimskringla benævnte, hvor derimod Fortællingen om Sigmund Brestersøn aldeles forbigaaes.
Men foruden disse Bearbejdelser af Beretningerne om de færøiske Tildragelser har man endnu en tredie, som er udførligere i Behandlingen af nogle af de vigtigste Begivenheder og langt fuldstændigere, i det den indeholder flere ikke uvigtige Tildragelser, som intet andet Sted findes omtalte, og tillige forener hine adspredte Efterretninger til et sammenhængende Heele. Denne, meente jeg, fortjente ogsaa at opbevares, og jeg paatog mig derfor at besørge en Udgave af den, som herved overgives til velvillig Modtagelse af den nordiske Oldhistories Dyrkere og Velyndere.
Her fremtræde saaledes for første Gang samlede i Grundskriften (1), Fortællingerne om hvad mærkeligt der har tildraget sig paa Færøerne i længst forledne tider, om disse Øers første Bebyggelse, saavidt nemlig samme har været bekjendt, og om de mindeværdige og for Øerne følgerige Begivenheder i det tiende og ellefte Aarhundrede. Sigmund Brestersøn og Thrand den Gamle ere Hovedpersonerne, deres Stridigheder og Kristendommens Seier over Hedenskabet der paa Øerne udgjøre Sagaens Hovedindhold. Disse Begivenheder ere fortalte paa en skjønsom Maade og med en Udførlighed; der ikke kan andet end gjøre Fortællingen om saadanne Tildragelser saare tiltrækkende, og derhos i et classisk Sprog, der bærer alle Mærker paa at være fra den islandske Historieskrivnings gyldne Periode. Jeg vil her indføre en kritisk Vurdering af denne Sagas Beskaffenhed, afgiven af en Mand, hvis udbredte Studium af den hele Saga-Literatur, dybe og grundige Indsigter og skarpe Blik give hans Dom den allerstørste Betydenhed. Vor fortræffelige P. E. Müller omtaler den nemlig saaledes i sit Saga-Bibliotheks 1. B. S. 183:
”Denne Saga har vel ingen Vers, men derimod alle andre indvortes Præg paa Ægthed. Den er fortalt i et godt Sprog, har flere charakteristiske Træk, og intet utroligt, uden hvad Tidsalderen antog at ske sædvanligen. Den angaaer en for Færøerne saare mærkelig Mands Bedrifter, der let maatte indpræge sig i Hukommelsen, og hvis Minde endnu lever i Almuens Sagn paa disse Øer. Der findes ikke mindste Spor til, at Munke have udsmykket Fortællingen om denne Kristendommens første Udbreder paa Øerne, hvilket vist vilde have blevet tilfældet, hvis hans Levnetsbeskrivelse var bleven. sammensat i det fjortende Aarhundrede. Sigmunds Skjæbne er nøie knyttet til de norske Kongers Historie og stemmer godt med denne overeens.”
I Sagaens sidste Deel findes dog i nærværende Recension et Vers, skjønt ikke, som de i Sagaerne ellers forekommende, af historisk Indhold, ei heller med de sædvanlige poetiske Omskrivninger og Metaphorer eller i den oftest brugelige strængt regelbundne Verseart; det er nemlig Trands Credo (S. 257). Skjønt af en ualmindelig Art og Beskaffenhed, bærer denne Strophe dog alle Mærker paa Ægthed; det første Udtryk gángat ek er ganske efter den gamle poetiske Talebrug, og Alliterationen er heelt igjennem regelret iagttagen. Men Strophen er lidt forvansket, saaledes som den findes her, thi det sees lettelig, at dens første Line, der ligesom de forreste Linier i alle de øvrige Disticha maa have indeholdt to Riimbogstaver er ved Glemsomhed eller Afskriverens Skjødesløshed udeladt. Ligesom flere Vers af religiøst Indhold, som tillægges Thrand, ere ved mundtlig Tradition opbevarede paa Færøerne, saaledes ogsaa dette mig af Hr. Pastor Schröter meddeelte i den færøiske Dialect saa lydende:
Gjivnir eru Ajnglar gowir [af Gudi],
Aj gengji e ajna udi,
Ferun mujnun filgja
Fim Guds Ajnglar;
Bije e firi mär Bøn,
Bera tajr tä [Bøn] firi Kriste
Singje e Sålmana sjej,
Sär Gud til Såluna mujna.Givne ere Engle gode [af Gud],
Ei gaaer jeg ene ude,
Fødder mine følge
Fem Guds Engle;
Beder jeg for mig Bøn,
Bære de den [Bøn] for Christus,
Synger jeg Salmer syv,
Sørger Gud for min sjæl.
De indklamrede Ord formenes at være uægte, da de forstyrre Versemaalet og Alliterationen. Herefter kan man fuldstændiggjøre denne Strophes første Hemistichium saaledes:
Gefnir eru einglar góðir,
Gángat ek einn úti,
Ferðum mínum fylgja
Fimm guðs einglar.
Hvad der i Sagaen forekommer om Gjengangere, Hexeri, Tro paa Drømme o. d. l. kan naturligviis, som aldeles stemmende med den Tids Begreber og Oplysning, ikke tale imod dens Ægthed. De Gjengangere, som saa ofte og kjendelige viste sig paa Østerø om Vinteren efter Sigurd Thorlaksøns og Frænders Landsforviisning og Bortreise fra øerne, skjønnes at have haft en meget god naturlig Grund, og at den kløgtige Thrand i de allerførste Aar efter Kristendommens Indførelse kunde faae folk ovre paa disse afsondrede Øer til at indbilde sig, at han fremmanede Sigmund Brestersøns og Stalbrødres Gjenfærd, kan ikke forundre os, da vi kjende, hvor vidt overtroiske Begreber i langt senere Tider være indgroede og udbredte her i de nordiske Lande.
Foruden en udførlig Fremstilling af Begivenhederne paa Færørne i de ovennævnte Aarhundreder, hvorved Sagaen bliver det vigtigste Kildeskrift til disse i flere Henseender mærkværdige Øers Historie, afgiver den ogsaa adskillige ikke ubetydelige Bidrag til Kundskab om vore Forfædres Begreber, Sæder og Skikke og Troesmeninger i Kristendommens tidligste Periode her i Norden. Af saadanne torde de Vink, Sagaen afgiver til Oplysning om de gamle Nordboers Retsforfatning og thinglige Færd være nogle af de vigtigste. Efterat hos saa mange flere end tilforn Opmærksomheden er bleven henvendt paa den gamle nordiske Lovkyndighed, fornemmelig ved Udgaven af den ældste islandske Lov- og Retsbog Graagaasen, og ved de fortræffelige Oplysninger, hvormed vor fortjente J. F. W Schlegel i sin Indledning til denne Udgave har ledsaget samme, vil det vist interressere mange, her at see, at Underviisning i Lovkyndighed, eller i det mindste om den Fremgangsmaade, som var fornøden at iagttage ved Sagsøgning og Rettergang, saavel paa egne som ogsaa paa andres Vegne, hørte med til de gamle Nordboers Børnelærdomme, hvori Thrand havde undervist Leif Øssursøns søn Sigmund, som var til opfostring hos ham, allerede i dennes niende Aar.
Sigmund Brestersøns Minde lever end i Sagn blandt Beboerne paa Færøerne, og, hvad der endnu er vigtigere, det er ligeledes bevaret i eet af deres Kvæder eller gamle Kæmpeviser, benævnt Sigmunðar Kväji, som findes i den i Haandskrift-samlingen paa det store Kongelige Bibliothek værende J. C. Svabos Haandskrevne ”Samling af Færøeske Kväjir eller gamle Kæmpe-Sange samt Rujmur, samlede og optegnede i Aarene 1781 og 1782”, 1ste Hæfte s. 61-76. Vor af den færøiske Literatur ved sin Udgave af ”Færøiske kvæder om Sigurd Fofnersbane og hans Æt” fortjente H. C. Lyngbye indsendte i aaret 1827 til det Kongelige Nordiske Oldskrift-Selskab en med Oversættelse og Anmærkninger ledsaget Optegnelse af det samme Kvad, saaledes som det under hans Ophold paa Færøerne var blevet ham dicteret af en Mand fra Kvannesund paa Viderø, hvilket indeholder enkelte Forskjelligheder. Her har man en kort Fremstilling af Kristendommens Indførelse paa Færøerne ved Sigmund, i de færøiske Kæmpevisers sædvanlige Smag, forplantet gjennem Aarhundreder ved mundtlig Overlevering paa selve Øerne. Kvædet bestaaer af tre Tåttir eller Sange, og jeg vil her til Sammenligning indføre et kort Uddrag af Indholdet:
Første Sang. Kong Olaf Tryggvesøn lader Sigmund kalde ind for sig, overdrager ham Hælften af Færøerne, og byder ham at reise over til disse Øer ledsaget af i Præsten Tambar, for at indføre Kristendommen der og tvinge den troldkyndige Thrond i Götu. Efter tre Dages Seilads fik han Færøerne i Sigte, og styrede lige paa Mjowanes, men her maatte han ligge udenfor Gata i tre Dage og to Nætter, og kunde ikke komme i Land, fordi Thrond hexede et Uvejr (rejste Gand) imod ham; han .besluttede sig da til at drage derfra.
Anden Sang. Sigmund seilede dernæst nordefter til Svinø, hvor der boede en rask Bonde ved Navn Bjarne. Da de kom der, laae alle Folkene i deres dybe Søvn, og Dørrene vare lukkede. De brøde Dørrene op, og kom ind, men Bjarnes Kone mæglede Forlig paa det Vilkaar, som Sigmund fremsatte, at Bjarne skulde antage Kristendommen. Bjarne lod nu dække Bord og fremsætte Mad og Drikke for de ankomne; de vare der nu i Fryd og Gammen i sex Dage, og Sigmund omvendte Bjarne tillige med hans Folk til Kristendommen.
Tredie Sang. Sigmund drog dernæst til Store Dimon, hvor der boede en Bonde, som hed Øssur. Paa Veien overfaldt der dem et Uvejr, men Sigmund var uforsagt. De toge Farten gjennem Skuføfjord. Da de nærmede sig Store Dimon, styrede han lige mod grønne Skaaar, som er en græsbevoxet Fjeldkløft paa den vestre Kyst af Øen, og han agtede at lægge til Land paa et Sted, som kaldes uj Ratt. En af hans Ledsagere, ved Navn Torbjødn (formodentlig en Forvexling af Thorer) beder Sigmund om, at han maatte gaae først i land, men Sigmund svarede ham, at han dennesinde ikke vilde tilstede ham det, men bød ham at tage vare paa Skibet. Sigmund kastede sit Sværd op paa Fjeldet, saa at Odden gav gjenlyd ved at slaaes ind i Klippevæggen. Bjerget angives at være tredive Favne høit, og det siges at Sigmund klavrede op ad det ved et Toug, som var fastgjort til Sværdet. Da han kom op, traf han paa Stien to Mænd, som han strax dræbte, og gik derefter frem mod Skorar Heigj, Øssurs Bolig. Huusfruen Gia underretter Øssur om de fremmedes ankomst, og han leverede strax sine Folk Vaaben, og ilede selv tiende imod dem; og de søgte nu med Bistand af tolv Maalmara (Malmklædte) at forsvare Stedet. Paa den vestlige Side af. Borgen (Skandsen) dræbte Sigmund een af Øssurs Folk. Sigmund bød Øssur antage Kristendommen, og lovede ham da Skaansel; men Øssur svarede: „Jeg gav dig Liv, og det var vel; men Thrand lod slaae din Fader ihjel." De kæmpede med hinanden i samfulde tre Dage, inden nogen af dem kunde faae Seier over den anden. Endelig fældte Sigmund Øssur om Aftenen den tredie Dag ved en Behændighed i Fægtning, som Olaf Tryggvesøn havde lært ham, nemlig ved at han vå vi opnun Sjildri, hug til ham fra Siden af (efter at have, som det hedder i Sagaen, omskiftet Sværdet i Hænderne), hvorved han afhug Øssurs Fod og Haand tillige. Endnu vilde Øssur ikke lade sig kristne; men da han mærkede at Døden forestod ham, udbad han sig af Sigmund, at denne skulde føre ham op paa en Dreng (d. e. en af Søen høit opragende Klippe) ved den Vestlige Kyst af øen, og der begrave ham. I denne Klippebegravelse vilde han have sit Hoved vendt mod. Fjeldkløften Grønne Skaar. Til Slutning hedder det i Svabos Optegnelse, at Sigmund blev dræbt i Suderø og Begraven i Skygvojgj; men Lyngbye slutter med at Sigmund var født paa Skufø og blev dræbt syd i Kvalvig af Tourur Hund.
Ved at sammenligne denne Sang med den gamle islandske Fortælling seer man, at kun enkelte Træk af Begivenhederne, dem man dog gjenkjender, ere i Sangen bevarede, og at i denne hersker en forvexling af Sigmunds første Tog til Øerne, den Gang Øssur blev dræbt, og hans senere Færd omkring paa Øerne, for at indføre Kristendommen. Det Svar til Sigmund, som Sangen lægger Øssur i Munden, at han skjenkede ham Livet, den Gang Thron ihjelslog hans Fader, hidrører også fra en Forvexkling af Øssur og dennes Fader Hafgrim, som var til stede ved Sigmunds Faders Drab, eller rettere med Bjarne paa Svinø, som egentlig var den, der ved denne lejlighed reddede Sigmunds Liv. Desuden findes der i Sangen flere lignende Unøiagtigheder, f. Ex. I Navnene Thorbjødn for Sigmunds Frænde Thorer, hvem der upaatvivlelig her menes, og Towrur Hund for Thorgrim den Onde.
At ved Præsten Tambar, som Kong Olaf gav Sigmund med paa Reisen til Færøerne, menes Thangbrand, kan neppe være nogen Tvivl underkastet, men at han anføres her, synes at lede til den Formodning, at Sangen har sit første Udspring fra Olaf Tryggresøns Saga, hvori Præsten Thangbrands Sendelse til Island berettes paa samme Sted som Sigmunds til Færøerne.
Men skjønt Sigmundar-Kväji, i det Hele taget, viser sig som mindre paalideligt, saa bør det dog ikke ansees som aldeles ubrugbart i historisk Henseende, og det kunde vel fortjene at udgives tillige med flere Kvæder om færøiske Begivenheder, der for en Deel ogsaa kunne nærmere oplyses ved ikke faa og ikke ubetydelige Folkesagn, som endnu ere gængse paa Øerne.
Debes, og efter ham Lyngbye, er af den Formening, at Sangen maa gives Medhold i Henseende til Stedet, hvor Øssur Hafgrimsøn blev dræbt, nemlig paa Store Dimon, ikke, som Sagaen beretter, paa Skufø. Paa Store Dimon er der kun eet Landingssted, og ved samme er Opgangen til Øen ad en steil klippevæg, tredive Favne høi, hvor man ved Hjælp af nogle Indhug i Klippen kan klattre op; som oftest hisses man op i et Toug. Dette passer nøie med Sagaens Beskrivelse af Skufø, men derimod skal denne ikke passe godt paa selve Skufø. Efter Traditionen skal Øssur af Sigmund være begraven paa den nu saakaldte Øssurs Dreng, ovenpaa hvilken en Deel store løse Stene sees liggende.
Ligesom Sproget i Sagaen med utvivlsomme Mærker henviser til det tolvte Aarhundrede, som den Tidsperiode, i hvilken Sagaen sildigst er bleven skriftlig optegnet, saaledes vidne ogsaa andre Data om det samme. At. Snorre Sturlesøn har benyttet Sagaen ved Bearbeidelsen af sit Værk Heimskringla, og deraf saa godt som ordret optaget flere Capitler, gjør det klart, at den maa have været til i hans Tid. Sagaen selv har ogsaa en Angivelse, som kan tjene til Vejledning. Det hedder nemlig (S. 271-272), at Hafgrim Sigmundsøns Sønnner, Einar og Skegge, havde (da Sagaen skrreves) for kort siden været Sysselmænd paa Færøerne. Da Sigmund Leifsøn var, efter min Udregning, født 1026, og Leif døde senest 1046, altsaa i Sigmunds tyvende Aar, hvilket muligen kan have foranlediget, at denne har tidligere giftet sig, saa maa efter sædvanlig Regnemaade dennes Sønnesønner Einar og Skegge være blevne Sysselmænd strax i Begyndelsen af det tolvte. Aarhundrede, og da deres Embedstid vel næppe kan anslaaes over tredive Aar, saa følger deraf, at Sagaen maa være skreven sildigst i Midten af samme Aarhundrede. Neppe er den heller skreven meget tidligere. I Fortællingen om Sigmund Brestersøns Deeltagelse i Slaget mod Jomsvikingerne i Hjørungavaag, som i den her udgivne Recension ikke staaer i umiddelbar Sammenhæng med Færeyinga Saga, nævnes Præsten Are Frode Thorgilssøn som Hjemmelsmand, og han grundede igjen sit Frasagn herom paa Hallbjørn Hale den Ældres samt pas Steingrim Thorarensøns Udsagn. Om denne sidstnævnte har jeg ingen Oplysning kunnet udfinde, men Hallbjørn Hale, der til Adskillelse fra en yngre af samme Navn og Tilnavn, som omtales i Sturlúnga Saga (3, 221), kaldes den ældre, omtales i Fortællingen om Thorleif Jarleskjald (Fornmanna Sögur, 3. B. S. 102 -103). Han var først Kvæghyrde hos Thorkel paa Thingvalle, men efter at have kvædet et Lovkvad om Thorleif Jarleskjald blev han en udmærket Skjald, drog udenlands, og besang mange Høvdinger, af hvem han modtog Hædersbeviisninger og gode Gaver, og vandt derved Store Rigdomme, ”og om ham gaae,” saa hedder det, ”mange Fortællinger baade her i Landet (Island) og udenlands, skjønt de ei ere nedskrevne her.” Tillægget hinn fyrri til Hallbjørn Hale maa være tilføiet af en senere Afskriver efter Midten af det trettende Aarhundrede, da den anden Hallbjørn med dette Tilnavn var opstaaet. Rimeligviis er denne Beretning dog tidligere opskreven, men kan, da Are citeres, ikke være stort ældre end Midten af det tolvte Aarhundrede.
Ved den Rigdom af mærkelige og, Opsigtvækkende Begivenheder, som Sagaen i Almindelighed, og i Særdeleshed Sigmund Brestersøns Levenetsløb, fremstiller, maatte den naturligviis blive meget yndet som Folkelæsning, men deraf har fulgt, at flere have Bearbeidet og ført den i Pennen, og der have saaledes dannet sig forskjellige Recensioner, af hvilke tvende ere opbevarede til vor Tid.
Den her fremtrædende Færeyinga Saga bestaaer af flere afsondrede, skjønt øiensynlig oprindeligvis sammenhørende Fortællinger, der, ihvorvel adskilte, dog give en sammenhængende Fremstilling af Begivenhederne. De afsondrede Dele passe temmelig godt til hinanden, og det er, at antage, at ikke meget af den oprindelige Færeyinga Saga er gaaet tabt, hvorfor jeg ogsaa har troet det passende at beholde denne omfattende Overskrift, skjønt den nu kun findes som Citat, ikke som Overskrift.
Ved nærværende Udgave ere følgende Haandskrifter benyttede:
1) Flatøbogen, Codex Flateyensis (her benævnt F), er lagt til Grund for samtlige Stykker paa det 27ende Capitel nær. Denne Oldbog, som formedelst sit omfattende Indhold, sin Størrelse og den Ziirlighed, hvormed især Capitlernes Begyndelsesbogstaver ere skrevne eller rettere malede, er bleven meget bekendt og anseet, har sit Navn af Øen Flatø i Bredefjorden paa Island, hvor den en Tiid lang har været opbevaret. Derfra erholdt den Skalholtske Biskop Brynjulf Svendsen den fra Eieren Jonas Torfesen, som til Vederlag blev tilstaaet Skattefrihed for en lille Landeiendom, hvorefter Biskoppen nedsendte Bogen som Foræring til Kong Frederik den Tredie. Flatøbogen er, som en Paategning i selve Membranen oplyser, skreven i Aarene 1383 til 1385 af de tvende Præster Jon Thordsøn og Magnus Thorhallesøn, af hvilke den førstnævnte har Skrevet alle de her udgivne Stykker.
Denne store Oldbog indeholder, som bekendt, foruden en Deel andre Sagaer og kortere Fortællinger, de norske Kongers, Olaf Tryggvesøns og Olaf den Helliges, Sagaer. I disse tvende ere de forskjellige Bestanddele af den oprindelige Færeyinga Saga indflettede eller tilføiede, og det for det meste aldeles uforandrede, ligesom Flatøbogen i Almindelighed indeholder en Samling af ordnede Udskrifter, ikke af nye Bearbejdelser. For en tydelig Oversigts Skyld vil jeg her opregne disse forskjellige Bestanddele med Angivelse af enhver enkelt Deels Plads i Oldbogen. De ere følgende:
a) Capp. 1-26 findes under Overskrift þáttr Þrándar ok Sigmundar Col. 59-73 imellem Capitlerne Ólafr konúngr skirðr og Bónorð Ólafs konúngs við Gyðu (jf. Cap. 79 og 80 i Fornmanna Sögur I, S. 147-148).
b) Cap. 27 er taget af Olaf Tryggvesøns Saga, Membranen Nr. 61 i Fol. af den Arna-Magnæanske Samling (her benævnt O). Da Flatøbogen indfletter Beretningen om Sigmund Brestersøns Deeltagelse i Slaget mod Jomsvikingerne i Hjørungavaag i Beskrivelsen af selve Slaget, lod den sig ikke der godt rive ud af Sammenhængen. Derfor blev Beretningen i O foretrukken, som der (inde i Cap. 186, 2, S. 116-117) er sat i Forbindelse med den øvrige Beretning om Sigmund, og saaledes passer dertil, uden at nogen Forandring ved samme behøvede at foretages. Flatøbogens Beretning om denne Begivenhed, som er noget afvigende, har jeg for Fuldstændigheds Skyld tilføiet i Anmærkningen S. 272. Umiddelbar efter den følger i F Capitlet Sigvaldi flýði or orrostu. Det ældste Haandskrift af Jómsvíkínga Saga omtaler ikke Sigmunds Deeltagelse i Slaget (jf. Fornmanna Sögur, 11te B. S. 140), men Olaf Tryggvesøns Saga beretter ogsaa det samme kortere inde i Forællingen om Slaget (Fornmanna Sögur I, 178) med de indledende Ord sumir menn segja.
c) Cap. 28 findes Col. 185, og følger efter þáttr Helga Þórisssonar. Umiddelbar i samme Cap i Codex følger, ligesom i Cap. 187 i Olaf Tryggvesøns Saga (Fornmannaa Sögur, 2, 118): þat sumar kom utan af Ístandi Stefnir Þorgilsson o. s. v., og dernæst ligesom i O, Capitlet Þangbrandr prestr kom til Olaf konungs.
d) Capp. 29-33 følge umiddelbar paa dette Cap, Col. 186-189. I Cap. 32 findes et Stykke om Kong Olafs Idrætter, svarende til Cap. 206 (Formmanna Sögur, 2, 169-170) i O, hvilket Stykke her, som Færeyinga Saga uvedkommende, er udeladt. Paa Cap. 33 følger i F Capitlet Ólafr konúngr hóf bónorð við Sigríði (Cap. 193 i O, Formmanna Sögur 2, 128 -129). Begyndelsen af Cap. 32, som gjentager Indholdet af det foregaaende Capitels Slutning, synes at vise at nogle af disses Stykker ere udskrevne, ikke umiddelbar af den sammenhængende Færeyinga Saga, men af en ældre Codex af Olaf Tryggvesøns Saga, der, ligesom O, har haft disse Capitler afsondrede fra hinanden Det samme skjønnes af Slutningsordene i Cap. 33 (Col. 189): svá sem segir í Færeyinga sögu, hvorved henvises til Fortællingen i denne Saga om Sigmund Brestersøns Død; men netop den er senere (Col. 288 og fg.) optagen ganske omstændelig, saa den neppe kan have været udførligere i selve Sagaen.
e) Capp, 34-41 findes med Overskrift þáttr af Sigmundi Brestissyni, Col. 288-293. Foran Cap. 34 staaer Grænlendinga þáttr, og nærmest foran, imellem denne og nærværende Stykke, et lille Capitel som overskrives Hér segir af Einari Tambaraskelfi, og beretter om; at Erik Jarl gav Einar Fred efter Slaget ved Svölder og om Einars Færdigheder; samt om at Jarlerne gave ham deres Søster Bergljot Hakonsdatter tilægte. Bag efter Cap. 41 følger et Capitel, som overskrives: Frá jörlunum Eiriki ok Sveini; og dernæst þattr jarlana Einars ok Þorfinns.
f) Capp. 42-48 med Overskrift Færeyínga þáttr ok Ólafs konúngs paa Col. 437-441. Umiddelbar foran Cap. 42 gaaer Capitlet Ólafr konúngr sendi Þórarin Nefjúlfsson til Islands (jf. Fornmanna .Sögur, 4, 174). Efter Cap. 48 følger Capitlet Þórðr fékk Isríðar, móðursystur Ólafs konúngs (jf. Fornmanna Sögur, 4, 287). Slutningsordene af cap. 47 lede til lignende Bemærkning, som Begyndelsen af Cap. 32, at nemlig Jon Thordsøn har udskrevet Capp. 42-47 af en ældre Codex af Olaf den Helliges Saga, og sluttet ligesom denne, og som Heimskringla: ok eru frá því stórar frásagnir, og har først, efterat disse Ord vare nedskrevne, besluttet sig til, af Færeyinga Saga at optage disse Frasagn (Cap. 48 og fg.) og derfor endvidere tilføiet: sem enn mun sagt verða.
g) Capp. 49-56 under Overskrift þáttr frá Þrándi ok frændum hans Col: 516-520 heelt ud. Foran Corp. 49 staaer Slutningscapitlet af Olaf den Helliges Saga Andlát Sighvats skálds og efter Cap. 58 følger paa Col. 521 Orkneyínga þáttr.
Slutningen af Sagaen, hvor Sigmund Brestersøn nævnes, er øiensynlig den almindelige Slutning, som den oprindelige Færeyinga Saga har haft; og at Afskriveren af Flatøbogen har bibeholdt denne, gjør det saa meget mere klart, at han heller ikke har udeladt noget af Betydenhed af den foregaaende Fortælling. Han har skrevet ud efter en ældre Codex af Kongesagaerne, som tidligere havde optaget enkelte Stykker af Færeyinga Saga, og han har, ifølge sin udførligere Plan, efter selve Færeyinga Saga indført de øvrige, i hin ældre Codex ikke optagne, Stykker af samme paa de Steder, hvor han troede de kunde passe, og det sidste Stykke (Cap. 49-58) først efter Olaf den Helliges Sagas Slutning.
Ved Grundtextens Bearbejdelse er den Retskrivning fulgt, som Oldbogen selv bruger, forsaavidt den er overeensstemmende med sig selv og med de Regler, som følges almindeligst i de bedste islandske Codices, hvorfra Flatøbogen har enkelte særegne Afvigelser, af hvilke nogle her bemærkes: den bruger nemlig ofte e for i, som vilde, syner, Haleyre for vildi, synir, Haleyri; ofte æ for e, som hæim, Þorstæinn for heim, Þorsteinn; f for p, som efter for eptir; g for k, som mjög for mjök; den angelsaxiske Form ea, eö for ja, jö, som Þorbeörn for Þorbjörn; og andre Særegenheder, som umbræða for umræða. Til nøiere Kundskab om denne mærkværdige Codex’s Form og Beskaffenhed lader jeg følge i kobberstukket Facsimile et temmelig stort Stykke af Sagaens Begyndelse paa Col. 59, hvoraf tillige Oldbogens betydelig store Format skjønnes, da hver Side indeholder to saadanne Spalter. Øverst paa Siden sees Slutningen af det foregaaende Capitel om Kong Olaf Tryggvesøns Daab, der, ligesom Cap. 79 i Fornmanna Sögur 1ste B., S.148, slutter saaledes: Þá var Ólafr konúngr hálf þrítögr at aldri, er hann var skírðr; þá voru liðnir frá holdgan, vors herre Jesú Christí (niú) hundrut vetra ok fjórir tigir ok þrjú ár; Þat var á tiunda ári rikis Ottónis k. hins únga ok á fyrsta ári ok 20sta rikis Aðalsteins. Eing[la-konúngs, er fóstraði Hákon. Ved Siden af denne Slutning staaer Overskriften Þáttr Þrándar ok Sigmundar, skreven med rød Farve; derunder Sagaens Begyndelse: Maðr er nefndr Grímr kamban o. s. v. Facsimilet slutter i 2det Capitel med Ordene: fjölmenni mikit með honum; 2 hirðmenn konúngsins eru nefndir er þar voru þá með.
Til Collationering med den til Grund lagde Oldbog har jeg benyttet følgende andre hjælpemidler:
2) De herhid hørende Stykker, som ere indflettede i den Recension af Kong Olaf Tryggvesøns Saga, der er udgiven i Fornmanna Sögur, nl. 2det B., S. 89 -118, 120-128, 168-172 (benævnt O). Grundcodexen er her Nr. 61 i Fol., ligesom de følgende, af den Arna-Magnæanske Samling (benævnt Oa, naar den skilles fra de øvrige). Denne fortrinlige Oldbog er rimeligviis skreven i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede. Et Facsimile af den er at see i Fornmanna Sögur 4de B. Den er her igjen jævnført ligesom ogsaa flere i Udgaven af Olaf Tryggvesøns Saga benyttede Codices, nl. Nr. 54 og Nr. 53 i Fol. (her benævnte Ob og Oc, forsaavidt de have forskjellige Læsemaader fra O eller Oa).
3) Membranen Nr. 62 i Fol. (benævnt S) ogsaa af Olaf Tryggvesøns Saga, som indeholder i Slutningen en saavel fra O som fra F noget afvigende Recension. Efter þáttr Helga Þórissonar er noget over en Spalte og dernæst to hele Sider ubeskrevne, hvorefter Sagaen begynder øverst paa den næste Side, den bageste paa det Blad som har deri sidste af disse to blanke Sider, med Overskrift: Hèr hefr Færeyiega Þátt og med et usædvanlig stort Begyndelsesbogstav foran første Capitel. Den lader, ligesom F, Cap 32 følge umiddelbar paa Cap. 31, men udelader hele Fortællingen Capp. 24-41. Den er i det Hele taget mindre correct, og har stundum enkelte Ord udeglemte. Skjønt den begynder som en særskilt Fortælling, slutter den dog, ligesom F og O, med Ordene: svâ sem segir I Færeyinga sögu, og fortsætter derefter Olaf Tryggvesøns Saga, begyndende igjen med Capitlet om Kongens Frieri til Sigrid Storraade.
Med Hensyn til O og S bemærkes, at Fortællingen stundom er saa afvigende i Ord og Udtryk, at det kun har været mueligt at optage de vigtigste forskjellige Læsemaader, som ogsaa kan ansees for tilstrækkeligt, da O's Recension er udgiven i Fornmanna Sögur.
Med . Capp. 42-47 er ligeledes Codex 61 jevnført, da dette Stykke ogsaa er indført, ikke meget afvigende, i Kong Olaf den Helliges Saga (jf. Udgaven i Fornmanna Sögur, 4de B. Capp. 124, 131-132, 138, 139). Ganske enkelte Varianter ere der tagne af de andre Haandskrifter, om hvilke nærmere kan efterses Fortalen til Fornmanna Sögur 4de B. De, som der benævnes B, C, D, G, H, S, kaldes her Ob, c, d, g, h, s.
4) Med de samme Capitler er fremdeles jevnført den med O temmelig ordret overeensstemmende Bearbeidelse, eller rettere Udskrift, af dette Stykke i Snorre Sturlesøns Heimskríngla i Olaf den Helliges Saga Capp. 136, 145, 152-153, (benævnt H). Her ere ogsaa et Par Varianter optagne af de i Foliantudgaven under Mærkerne B og D benyttede Haandskrifter, som her benævnes Hb og Hd.
5) Endelig har jeg med Capp. 49-58 jevnført dem Udgave af þáttr af Leifi Øssurarsyni, som B. Thorlacius har besørget efter “et meget godt Papirshaandskrift, som var erholdt fra Island," og udgivet i Fol. som academisk Høitidsskrift i Anledning af Hans Majestæts Fødselsdag den 28 Jan. 1817 (her benævnt T). Det er den selv samme Fortælling, og F og T ere i Meningen næsten altid overeensstemmende, skjønt de ofte i Ord ere afvigende fra hinanden. F er ældre, som Sproget udviser, f. Ex. S. 232: kveðr hann ills eins unna öllum frændum sínum, F; svaradi hann ynni ekki neins góðs o. s. v., T; S. 234: berr saman tal þeirra, F; talast þau við, T; S. 258 tali, F; skröfuðu, T; og det er neppe nogen tvivl underkastet, at T, uagtet den har saa mange Ordforskjelligheder, og vel ogsaa eet og andet Udtryk, som synes sprogrigtigere, dog oprindelig nedstammer fra F gjennem flere unøiagtige Afskrifter. Dette skjønnes af flere Udtryk, f. Ex. S. 233 har F Þórhalli þótti sá (nemlig kostr) harðr; Afskriveren af T har rimeligviis ikke kendt denne Ellipsis, som dog undertiden forekommer, men anseet Udtrykket for ufuldstændigt, og derfor forandret det til þótti þetta hart. S. 237 har F udeglemt Ordene um daga; T har, istedenfor at supplere Meningen med disse Ord, udeladt de foregaaende en geingu heim til bæjar. Strophen S. 257 er i T forvansket opløst i Prosa, og i T fattes mange Ord som for en stor Deel synes at være ligefrem udeglemte. Slutningen er rimeligviis udeladt i T, fordi den ikke hører til Fortællingen om Leif Øssursøn, men til den hele Færeyinga Saga i Almindelighed.
Af Færeyínga Saga gives i den Arna-Magnæanske Samling nogle flere Haandskrifter, nl. Nrr.: 292, 334 og 592A i 4, som jeg har efterseet, men fundet af saadan Beskaffenhed, at de aldeles ikke fortjente at benyttes ved Collationeringen.
Til Oversigt over de trende Hovedrecensioners Forskellighed har jeg forfattet følgende tabellariske Jævnførelse, i hvilken jeg for Kortheds og Tydeligheds Skyld har betient mig af mathematiske Sammenlignings Figurer.
Udgaven af Grundtexten ledsages her med tvende Oversættelser, en færøisk og en dansk. Det færøiske Sprog tiltrækker sig ved de mange nationale Minder, ved sin Lighed med det oldnordiske Stamsprog og ved sin nøie Overeensstemmelse med Almuesproget i adskillige af Norges Bygdelav alt større og større Opmærksomhed; men hidtil ere kun faa prosaiske Stykker trykte i den færøiske Dialect og af altfor ubetydeligt Omfang til deraf at danne sig et nogenlunde fuldstændigt Begreb om Sproget. Vor store Sprogforsker, Professor Rask, der med en saa sjelden Lærdom og Skarpsindighed har bearbejdet Sprogbygningen af flere af de gothisk-germaniske Tungemaal, har ogsaa for en Deel Aar tilbage, som Tillæg til den danske Udgave af sin islandske Sproglære, leveret en kort Udsigt over det færøiske Sprogs Bygning, til hvis Studium der i øvrigt hidtil hverken haves grammatikalske eller lexicalske Hjælpemidler udgivne. Da han erfarede, at jeg agtede at udgive den fuldstændigere Recension af Færeyínga Saga med Oversættelse, opmuntrede han mig til at lade denne Udgave ledsage ogsaa med en Oversættelse i den færøiske Dialect, som han meente vilde give et interessant Udbytte i lingvistisk Henseende. Da jeg derhos troede, at muligen flere af Færøboerne vilde glæde sig ved, paa deres eget Tungemaal at læse Fortællingerne om Fortids Tildragelser der paa øerne, fandt jeg, at jeg burde følge dette Forslag, og henvendte mig desangaaende til Hr. Pastor J. H. Schrøter, den Gang paa Suderø, nu emeritus og boende i Torshavn, en indfødt Færøbo, der allerede tidligere havde oversat Mathæi Evangelium paa Færøisk, og hvis Indsigter i sine Fædreneøers gamle Historie jeg ved flere Meddelelser havde den Fornøielse at kjende, og anmodede ham om at paatage sig at oversætte Færeyínga Saga paa Færøisk. Med Glæde modtog han dette Hverv, og jeg sendte ham da den bearbeidede Grundskrift, ledsaget med min temmelig ordrette danske Oversættelse: Efterat Pastor Schrøter havde fuldført dan færøiske Oversættelse, paatog sig dernæst, fordi hans Haandskrift var noget utydeligt, Hr. Amtscontorist Jens Davidsen, ligeledes en indfødt Færøbo, der besjæles af stor Interesse for sit Modersmaals Studium, at reenskrive det Hele med ordnet Retskrivning, og Læseren vil med Erkjendtlighed paaskjønne, at denne Oversættelse har vundet meget i Correcthed ved ogsaa at være gaaet igjennem hans Pen. Ved et Sprog, hvortil man kun har saa faa Hjælpemidler, er naturligviis den yderste Grad af Tydelighed ved et Haandskrift af høieste Vigtighed, og paa at give det Haandskrift, hvorefter Trykningen skulde skee, denne, har Hr. Davidson anvendt saare megen Flid. Hvad der ved dette Sprog ogsaa voldte nogen Vanskelighed var, at dets Retskrivning hidtil var høist vaklende og ubestemt. For heri at bringe en Overeensstemmelse og Fasthed tilveie, raadspurgte jeg Professor Rask, og brevvexlede dernæst desangaaende med DHrr. Schrøter og Davidson, og vi bleve snart enige om Bestemmelsen af samme. Jeg var kun lidet bekjendt med det færøiske Sprogs Egenheder, Professor Rask derimod betydelig mere, og han var nu saa beredvillig at tilbyde sin Hjælp ved Correcturen af det Færøiske, for at bidrage til Nøiagtighed og Regelrethed i denne vanskelige Deel af Værket. Læserne ville vel bemærke enkelte Ujævnheder i Henseende til de grammatikalske Former af Ordene; de ere heller ikke blevne ubemærkede ved Udgivelsen, men hverken Professor Rask eller Udgiveren har vovet at indbringe Eenhed i slige Ting imod det ved stor Nøiagtighed og Tydelighed udmærkede Haandskrift, for ikke at udsætte os for at gjøre et urigtigt Valg, og saaledes paatvinge Dialecten den mueligen sletteste Form, hvor flere gives; til Exempler maae tjene S. 77 Jadlsins, men S. 96 Jadlins; S. 17 Håkun Jadls, men S. 80 Ajriks Kong; S. 72 båji, S. 92 bådi, S.123 baji; S. 91 til Nørikjis, S. 92 og 129 til Nøris , S. 150 til Norra. Undertiden ligger det vaklende i Udtalen eller Skrivningen, som S. 71 flujgja, S. 76 flujdja, hvilket, efter Professor Rasks Formening, af hvem ogsaa de følgende færøiske Sprogbemærkninger ere mig meddeelte, grunder sig paa en Udtale af g, der ligner den engelske i George, general, og den italienske i giusto, giudice, hvilken det efter Oprindelsen af det danske bløde gj, og Overeensstemmelsen med Italiensk, synes ganske naturligt at betegne med gj; men som efter Lyden, der ligesom begynder med et d, og den franske Brug af dj, heller ikke ilde skrives dj. Over sligt har man ikke villet tiltage sig nogen Afgjørelsesret, allermindst da ingen indfødt Lærd var her tilstede, som man kunde raadspørge om enkelte mueligen tvivlsommme Tilfælde. Paa et Par Steder er Textens Mening misforstaaet af Oversætteren, f. E. S. 197 Høli at liggja uj, og siden Kvujlustäji. Nogle Udtryk synes at indeholde Feil imod Sproget, saasom S. 66 heji mikla Gäman , Hunkjön for Intetk., S. 160 um adlan Stund, Hank. for Hunk. Ligeledes i Gjerningsordene S. 96 gjördi og S. 108 vardi, Eental for Fleert.; S. 80 og 83 fluttu for flujddu (S. 38). Undertiden synes en Feil at ligge i Skrivemaaden, som S. 77 ólujtla, for liden, og S. 83 ófåjir, for faa, (isteden for ovlujtla, ovfåjir, eller kanskee ólujtla, ófåjir?) I det mindste er der saavel i det Oldnordiske som i det nyere Islandske saa stor Forskjel imellem oflitla og ólitla, offáir og ófáir, at det ikke er let at begribe, hvorledes disse Former kunde forblandes eller falde sammen i det Færøiske. Dog da enhver ny Sprogarts Afvigelser fra Hovedsproget i Førstningen ere enkelte Sprogfeil, der siden vinde Fasthed og Sammenhæng , og da navnlig Islandskens Afvigelser fra den gamle danske Tunge tildeels bestaae i slige Forandringer af Kjøn og andre Sprogformer, f. E. örn og björn, Hunkjøn for Hank., þann tid, Hank. for Hunk., en allerede gammel Feil, læknirar eller sædvanlig læknarar for læknar, een Bøiningsmaade for en anden, Friðrek for Friðrekr, Gjenstandsformen for Navneformen, ja hos Digterne stå og gå for standa og gánga o. desl., saa har man heller ikke villet udmønstre noget sligt af det Færøiske paa egen Haand, men ladet sig nøie med at udgive det skjønne Haandeskrift som det var.
Til Lettelse i at benytte Udgaven har jeg bagved tilføiet et historisk Navneregister, et geographisk eller Stedregister og et antiquarisk eller Sagregister. Til Oplysning af Beretningerne om de paa Færøerne foregaaede Begivenheder troede jeg det vilde være tjenligt, at Udgaven ledsagedes med et Kort over disse Øer, med Angivelse af de i Sagaen forekommende Stedsnavne i den gamle nordiske Form. Jeg besluttede da at lade et saadant gravere. For samme bleve det efter Capitain Borns trigonometriske Opmaaling af det Kgl. Søkortarchiv 1806 udgivne, samt det af Prof. Forchhammer forfattede geognostiske Kort, som er indført, tillige med et særskilt over Suderø, i det Kgl. Danske Vidensk. Selskabs naturvid. Afh. 2den D., Kbh. 1826, lagte til Grund; men da Navnene paa disse Korter ere ofte paa forskjellig Maade omformede paa Dansk, foretrak jeg at omvexle dem med de ægte færøiske Navne, hvormed Stederne endnu benævnes paa Øerne, og jeg bad derfor DHrr. Schrøter og Davidson at meddele mig en Fortegnelse i den færøiske Dialect paa alle disse Navne. Fra dem modtog jeg derefter en saadan Fortegnelse, til hvilken de endvidere havde føiet adskillige flere Navne, som ere benyttede til Kortets Fuldstændiggjørelse, saa vidt de passende kunde faae Plads paa samme. Kortet blev dernæst graveret i det under vor fortjente Oberstlieutenant Abrahamsons Direction staaende Kongelige Steentrykkeri af Premier-Lieutenant J. H. Mansa, som derpaa har anvendt megen Flid, og venter jeg, at det vil vinde Kjenderes Bifald. Efterat det var graveret, sendte jeg det i Correctur op til Færøerne, for at faae det yderligere berigtiget af de to ovenranførte og flere Færøboer, hvorved det naturligvis vandt end mere, saavel i Nøiagtighed som i Fuldstændighed. Da jeg havde fattet den Beslutning, at ledsage Udgaven med dette Kort, underrettede jeg ogsaa Pastor Lyngbye om denne min Agt, og han var saa beredvillig at meddele mig adskillige Optegnelser fra sin Reise paa Øerne af geographisk Mærkværdighed. Ligeledes erholdt jeg fra Pastor Schrøter ved samme Leilighed meget udførlige geographiske Oplysninger. Det er her naturligviis ikke Stedet at indføre saadanne i deres fulde Udstrækning, hvorfor jeg maa indskrænke mig til at anføre ganske enkelte Bemærkninger, der have noget Sammenhæng med Sagaens Begivenheder.
Østerø. Thrands Bolig skal have været i Nora-gøta, hvor Bygningspladsen endnu paavises. Da Sigmund vilde føre Thrand til Olaf Tryggvesøn, skete den første Stranding (see S. 147) efter Sagnet tæt Østen for Rituvujk.
Strømø. Thinget holdtes paa Thingenæs, Næsset imellem Thorshavn og Frederiksvaag. Efter Sagnet vare Leif Øssursøn og Gille Lagmand gaaede hen til den første Høide i Nordvest for Thorshavn, som benævnes Uppi å Vära, d. e. oppe paa Udkiksstedet, den Gang de bleve vaer, at Sigurd Thorlaksøn og Følge opstege ved Landingsstedet Kojtu nordenfor Hojvujk (S. 226-27). Det i Sagaen omtalte Forbjerg (höfði), paa hvilket de opstege, kaldes nu Kuurbjerg, som uden Tvivl betyder Vagtbjerget.
Sandø. Snæulfs Bolig (S.16, 21) skal have været i Husavig. Det Sund, som omtales S. 163-166, hvor Sigmund lod Thrand undkomme, skal have været Hoddasund imellem Sandø og Trødlhöddi.
Skufø. Fra Klippen Towrarenni siges Sigmund, Thorer og Einar at være sprungne i Havet, sikkert for at naae Store Dimons nordvestlige Kyst, hvor det ikke havde været vanskeligt for dem at komme i Land, men Strømmen har ikke strakt til, og derfor kastet dem ved Vestfaldet ind paa Sandvig paa Suderø, hvilket Sted nu. benævnes Kvalvig.
Suderø. Det Sted ved Kvalvig, hvor Sigmund, da han svømmede fra Skufø, tilsidst kom op (see S. 275), kaldes Mölin vi Hús; denne Strandbred bestaaer af løse, runde Sandsteen, og der opdriver megen Tang. Da Mölin er noget brat, og de løse Stene, som rulle ved Brænding, endnu gjøre Fodfæste vanskeligere, maa det ikke have været let for Sigmund at komme i Land der. Der gives her Flyvesand. Fra den bratte Udhuk Mjowanes siges Hafgrim at have holdt Udkik efter Brødrene Brester og Beiner, for at kunne træffe dem paa deres Reise til Dimon (S. 27). Hans Følge opholdt sig, efter Sagnet, imidlertid hos Bonden i Gillium, hvis Datter hans Søn Øssur siden ægtede. Bondens anden Datter, som blev boende paa Gilljegaard, var Gille Lagmands Moder. End bemærkes et Sagn, som vel ikke staaer i Forbindelse med Sagaen, men dog kan fortjene ogsaa her at bevares, at ved Asdäl skal meget Høit oppe i Oldtiden en dansk Konge, maaske en saa kaldet Søkonge, ved Navn Frode, være landet efter lang Omdriven i Havet, og siden have besat Stedet med Folk og Faar, og efter ham skal Frodba, som nu udtales Froba, have sit Navn.
Endeligen tilføier jeg en chronologisk Oversigt over de vigtigste af de i Sagaen omtalte Begivenheder, som jeg har forfattet efter de i Fortællingen indeholdte Data. Ved disses Hjælp er jeg for det meste kommen til samme Resultat, som enkelte i Margen paa Flatøbogen senere tilskrevne Aarstal, hvilke Torfæus ogsaa følger; Debes henfører; uden at angive sin Grund, Grim Kambans Nedsættelse paa Færøerne til Aar 868, og Torfæus beretter efter Flatøbogen, at det skete i Harald Haarfagers Dage. Men da Grim Kambans Sønnesøn Thorolf Smjør var een af Flokes Stalbrødre, som efter almindeligt Antagende kom til Island i 867, saa maa Færøernes Bebyggelse ved Grim Kamban sikkert sættes noget høiere op i Tiden. Flatøbogen siger vel, at denne Bebyggelse skete i Harald Haarfagers Dage, men de benyttede Codices af Olaf Tryggvesøns Saga have her en vigtig forskjellig Læsemaade ved Tilføielsen af Partiklen en foran á dögum Haralds hina hárfagra, hvorved Angivelsen af denne Konges Tidsalder kommer til at gaae, ikke paa Grim Kamban, men paa det følgende, at mange flyede for Kongens Herskesyge, og at nogle af disse nedsatte sig paa Færøerne. Denne Læsemaade holder jeg for den rigtigste. Den irlandske Munk Dicuil, som skrev 825, beretter i sin Bog „De mensura orbis terræ," ed. Princ. besørget af, C. A. Walckenaer, Paris 1828, (see det Kgl. Nordiske Oldskrift-Selskabs Hovedberetning for Aarene 1825, 1826 og 1827, S. 35-36), at Lyst til Enebolivet havde alt i 100 Aar (altsaa omtrent fra 725) bragt nogle irlandske Klerke til de mange Øer i de nordlige Egne af det brittiske Hav, som man fra de nordbrittiske Øer kan naae i to Døgn, naar Vinden er gunstig. „Disse fra Verdens Skabelse ubeboede og ubenævnte Øer," siger han, „ere nu (825) formedelst de normanniske Sørøvere forladte af Eneboerne. De have utallige Faar og mange Arter Søfugle." At det er Færøerne her menes, kan neppe være nogen Tvivl underkastet, og da Sagaen beretter, at Grim Kamban var den første Nordmand, der nedsatte sig pas disse øer, saa kunne vi vist med Føie hensætte denne Begivenhed til Aaret 825. Vil man antage, at Sigmund Brestersøn har opholdt sig i Norge i Vinteren 993-994 og deeltaget i Slaget mod Jomsvikingerne i Hjørungavaag, for hvilket der synes at være paalidelige Vidnesbyrd, da maa Brødrene Bresters og Beiners Drab hensættes til 975, som er to Aar tidligere end Schøning, men samme Aar som Flatøbogens Annaler sætte Harald Graafelds Fald. Vilde man ikke holde sig til den Beretning, men antage at det var i Vinteren 994-995 Sigmund senest ophold sig hos Jarlen, saa vil Beretningen stemme med nogle Annalers Angivelse af Harald Graafeds Dødsaar 976. Men til 977 kan Bresters og Beiners Drab efter Beretningerne ikke hensættes, thi da vilde Sigmunds Reise til Jarlen falde om Efteraaret 995, og det siges, at Sigmund opholdt sig Vinteren over hos Jarlen, hvilket ikke kunde være Tilfældet den Vinter, eftersom Jarlen i samme Aar 995 blev dræbt, og Olaf Tryggvesøn allerede da udraabt til Konge. Jeg hensætter derfor Bresters og Beiners Drab til 975, og derefter bestemmes de øvrige Aarstal.
Kjøbenhavn den 6te December 1831.
C. C. RAFN.
Noter
1) Paa Latin ere disse Beretninger i sin Tid bearbeidede af Thorm. Torfæus i hans Comment. historica de rebus gestis Færeyensium, Hafn. 1695, oversat paa Dansk vid Peter Thorstensen, Kbhavn 1770.
