Indledning Nordens Mytologi (NFSG 1808)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


N.F.S Grundtvig (1783-1872)
Ill. Carsten Lyngdrup Madsen
Nordens Mytologi


Indledning

af N. F. S. Grundtvig


Asalæren er en omstyrtet Bygning, og kun enkelte Støtter finde Vi, mere eller mindre hele i Gruset. Vi have Ret til at ordne det Hele efter Dem, men længe maa Vi prøve, før Vi med Sikkerhed kunne bestemme det gensidige Forhold og anvise Alt sin rigtige Plads. Gerne rækker Nordboen Prisen til Grækeren, naar der spørges om Figurernes Bestemthed og det udvortes Smykke, men er Talen om indvortes Kraft og høieste Betydning, da peger Nordboen rolig paa Ragnaroke, og Grækeren maa tie.
(Om Asalæren.)




Her kan ikke være Sted for en historisk og kritisk Undersøgelse om den nordiske Gudelæres Kilder; men en Udsigt over dem og deres indbyrdes Forhold kan og bør gives.


De lade sig henføre til trende Klasser:


De ældste Sange eller den saakaldte Sæmunds (den poetiske, rytmiske) Edda.[1]


En Samling af mytologiske Fortællinger og poetiske Navngivelser, eller den saakaldte Snorros (den prosaiske) Edda.[2] Hertil bør ogsaa henføres hvad som findes hos Saxo og Snorro, da de begge sees at have havt gamle mytologiske Sange for sig.


Sagaerne og de senere Skialdekvad.


I deres Helhed afgive disse, som før er anmærket, et vigtigt Bevis for Gudelærens Virkelighed som et Helt; men naar man af dem vil øse Kundskab om Gudelæren i det Enkelte, da maa man gaa frem med yderste Varsomhed. Dette er allerede klart deraf, at Forfatterne, hvad Tro de saa end havde, brugte Asalæren ligesom de græske Digtere deres Mytologie, enten til Ordbram, eller som Redskab til at opnaa og motivere noget som laa uden for den; men det sættes uden for al Tvivl, naar vi se hvorledes de have brugt denne selvtagne Ret.


Da mine Undersøgelser hidindtil egenlig kun have omfattet Eddaerne som Hovedkilder, vil jeg i min Fremstilling holde mig næsten udelukkende til dem, og derved skaane baade mine Læsere og mig selv for mangt et usselt Eventyr. Kun hvor nogen Oplysning til den gamle Edda kan findes i de mig bekendte Sagaer, Saxos og Snorros Skrifter, vil jeg tage Hensyn paa dem.



Sæmunds Edda.

Med dette Navn betegnes en stor Del Sange af mytologisk og historisk Indhold, der udstamme fra saare forskellige Digtere og Tider. En af disse burde adskilles ganske fra de øvrige, beskues, nydes og forklares aldeles for sig selv, og hvem, blandt dem der kende det allermindste til Edda, ved ikke at jeg kun kan mene


Vølu Spa (Volas Spaadom).

Dette mageløse Digt, hvori hvert Ord har Betydning, er det eneste, som i sig selv bærer et uimodsigeligt Vidnesbyrd om at være udsprunget dybt inde i Hedendommet, førend Sandsen for den høie Lære tabtes. En viis og hellig Vola af Heimdals og Nornernes Slægt, træder frem i Valguders Sal, begynder med Tidens underlige, forborgne Fødsel, glider hen over det store Drama, hviler sig tre Gange: paa Idas Slette, ved Urdas Brønd, og paa Banetuen hos den nedsiunkne Baldur, værdiger ikke Jordlivet et Blik, men iler hurtig til sit Maal; forkynder i de dybeste Toner Guders Fald og Tidens Undergang, og peger da saa blidelig hen paa det herlige Liv, der gennem Død skal udvikle sig af Tidernes Kamp.


Ei kan det undre nogen, uden den som intet kan beundre, at et vist helligt Slør udfolder sig over disse dybe Hemmeligheder, og var der nogen anden ren Kilde, hvoraf vi kunde øse Kundskab om de gamle Guder, da vilde jeg kalde det en Formastelse at hæve Sløret; thi hvem tør tale? naar Vola byder med sin dybe Stemme:


Tier, tier,
Alle Væsner,
Større, mindre!
Vil jeg Valfader!
Dig fremtælle
Gamle Frasagn.


Hvem tør i Ord ville forklare det, hvorom hun med Føie spørger Guder:


Forstaa I det eller ei?


Derfor ginge Aar hen før jeg vovede at bringe et vanhelligt Lys ind i den majestætiske Nat. Jeg stod og lyttede til Volas Kvad. Alle Guder stode trindt mig, og jeg kendte dem, uden at kunne male et af deres Træk. Kun hvad de ikke vare, vidste jeg, og derfor blev jeg grebet af den inderligste Harme, da mit Øie, længe bortvendt fra de tomme Skygger man gav deres Navne, atter faldt paa en saadan. Jeg stræbte at udtale min Beskuelse; men det var, som om min Uskyldighed tabtes, da jeg vilde aabne Helligdommen, mit Syn var forsvundet, og en dunkel Ahnelse, en forvirret Erindring var alt hvad jeg havde tilbage.[3] Jeg maatte nu vandre den tunge, vaklende Gang fra den svundne, ubevidste Nydelse, til fuld Bevidsthed.[4] Neppe staar jeg endnu saa dybt i Helligdommen som jeg engang stod, og stode mine Læsere der saaledes, da kunde jeg fristes til at kaste Pennen; thi de vilde paa den Punkt nyde ethvert Syn Digteren kunde tolke; men da det ei er saa, vil jeg stræbe i talende Lyde halv at bevare Volas hviskende Aandepust, og lade Billedets Omrids blive synlige for dem, der ei kunne skue det i sin Herlighed.[5]


Vist nok burde Gudelæren, saaledes som den heel og sluttet i sig selv fremtræder hos Vola, fremsættes uden al Indblanding eller Afbrydelse, og da følges af de senere Digtninger, som enten maa være en Udvidelse af Volas Vink, eller et Intet. Efter denne Lov havde jeg fuldendt en Udsigt over Asalæren, da jeg troede at opdage, at en behagelig Beskuelse af hele Billedet som det kan være efter Vøluspas Grundrids, der ved gik forloren. Ved den Fremstilling jeg nu har valgt, udsætter jeg den gamle Digtning for at sammenblandes med den senere; men i et Arbeide som nærværende troer jeg det var nødvendigt, og den opmærksomme Læser har jeg stræbt at bevare for Skuffelse.[6]


Det i Ælde og Vigtighed nærmeste Digt er:


Hyndlas Sang


Freyas elskede Otter skal kæmpe med Angantyr, og som det synes skal deres Ætstorhed afgøre Striden.


Freya rider ved Nat paa Gullinbørste til Biergkonen Hyndla for at høre Ottars Slægt opregne. Her indføres vi i Nordens høie Helteskare, der, udsprunget fra Guderne, spreder sig fra Halogaland til Rinens fjerne Bredder.


Mod Slutningen optræde Heimdal og Loke, og det var udentvivl denne Del (som vist er meget ældre end det Foregaaende) Fædrene kaldte den korte Vøluspa. Med Rette kaldes den saa, thi ved Siden af Forklaringer over enkelte Vink i den gamle ligger Spiren til den nyere Digtning og dybt er Hyndlas Blik, skønt det ei er saa dybt som Volas.


Her (paa Overgangspunkten) er det interessant at se, hvorledes de nyere Digtninger udsprunge af en Tragten efter at udfylde Vøluspas Omrids, der nødvendig maatte afpræge sig mere og mere betydningsløs, ligesom disse mere og mere hylledes i Mørke.


Kampen mellem Aser og Jetter lod sig, uden at tabe Betydningen, dele i flere Kampoptrin, der igen sattes i en vis Tid. Saaledes opstode Myterne om Thors stjaalne og genvundne Hammer, om Freies ulyksalige Kærlighed, om Thors første Strid med Midgardsormen, og mange flere, som dels ere ganske gangne forlorne, dels have efterladt sig Spor i den prosaiske Edda. De nævnte Optrin ere fremstillede i Digtene: Tryms Kvæde, Skirners Reise og Hymers Kvæde, hvoraf især det første og sidste udentvivl temmelig sildig have faaet deres nærværende Form; men sees tydelig at være byggede paa ældre Sange.


At Aserne maatte staa og falde med Baldur saaes af Vøluspa, og Digterens Fantasi havde det frieste Spillerum naar han beskuede Asernes nødvendige Stræben efter at beholde Baldur, og deres grændseløse Sorg over hans Død. Saaledes avledes sikkert mange Digte, hvoraf vi nu kun eie det eneste: Vegtams Kvæde, Indholden af et andet i den prosaiske Edda, og maaske Brudstykker af et tredie i Odins Ravnegalder. Dette sidste Digt er nemlig saare mørkt og man maa næsten mistvivle om nogensinde at udlokke dets Betydning. Det troes i Almindelighed at være meget nyt, baade for Stilens Skyld, og fordi det mangler i de ældste Afskrifter. Dette beviser imidlertid intet, da dets Stil endnu mindre ligner den ny end den gamle, og dets tætte Sluttelse til Aserne peger ganske bestemt hen paa en ægte Hedning som Forfatter. Dog, udfindes Indholden engang, afgør vel Striden sig selv og indtil saalænge er den unyttig. Jeg vil i nærværende Arbeide slet ikke bruge det.


Ægisdrekke eller Lokasenna er en Fortælling om et Gæstebud hos Jætten Æger, hvor alle Guder uden Thor, med mange Gudinder vare samlede, og om alle de Forhaanelser Loke ved denne Leilighed udøste mod Aser og Asynier. Snart kunde man tro, at en Kristen her havde benyttet sin Kundskab i Mytologien til at gøre Guderne latterlige, men da dette Digt dog synes at staa i et Slags Sammenhæng med nogle andre Digte, kommer man maaske Sandheden nærmere ved at tro det digtet af en Kristen efter et ældre Kvad. Harbards Sang indeholder et saare upoetisk Skænderi mellem Thor og en Færgekarl, som maaske skal være Odin; men om end Grundideen kan tilhøre en ældre Digter, er dog det hele udført i en saa slet og lav Stil at det ingen Opmærksomhed fortiener.


Allerede tidlig vendte nogle Digtere sig til Naturen og stræbte at knytte den fastere i det Enkelte til Guderne. Saaledes opstod den egentlige Fabellære der har mere eller mindre Betydning, eftersom Digterens Blik var dybt eller spillede paa Overfladen; thi saaledes sluttede hans Digtning sig enten til Gudernes indvortes Liv, eller blot til deres Navne og udvortes Tilværelse. Af hvad Slags de faa Glimt Vøluspa har, ere, behøver ei at siges, men begge Slags finder man i Vafthrudnismal og Grimnismal. I det første forestilles Odin at prøve sin kløgt med den kyndige Jette Vafthrudner, og i det sidste fortæller Odin hos sin Fostersøn Geirrod (som ved Friggas List er lokket til at hænge ham mellem to Ilde) meget om Ygdrasill, Asernes Borge, Valhal og sine Tilnavne.


Alvismal fortæller om en Dværg, som vil giftes med Thors (mon Gudens) Datter. Thor er bange for ham, men faar ham til at spilde Natten med at udtømme sin Visdom (Navne paa samme Ting i mange ubekiendte Tungemaal) og den første Morgenluft driver ham atter ned i sit Bierg.


Fjølsvinsmal synes at høre halv til Gude og halv til Fabellæren; men da det er meget mørkt, maa vi for det første lade det hvile.[7]


Havamal indeholder især Fædrenes Klogskabslære uvist fra hvilken Tidsalder, og har som saadant meget Værd, men her kunne vi blot tage Hensyn paa Myten om Poesiens Oprindelse der synes at have forvildet sig herind, men staar maaske dog paa sit rette Sted. Den sidste Deel af Havamal kaldes Runekapitlet, hvori Asemanden Odin fortæller hvorledes han lærte Runer og til hvad Nytte disse ere.


Et Sidestykke hertil er Gros Galder, hvor en død Vola lærer sin Søn de galdrende Runers Brug.


Allerede i Hyndlas Sang fremstilles Heltelivet som en Fortsættelse af Gudelivet, og de senere Skjalde kvad i samme Aand om de store Helteslægter; men paa Islandsk eie vi nu kun heraf Sørgedramet Volsunger og Niflunger[8]. Dog hører Grottesang som lærer Frode Fredegodes Skiebne nogenlunde hid.



Snorros Edda.

Under dette Navn have vi et Noget om hvis Omfang eller Sammenhæng man ei er enig. Paa nærværende Standpunkt kan denne Strid være os ligegyldig da det her er os nok at vide, at denne Samling (formodentlig fra det 12te eller 13de Aarhundrede) fremstiller en Mængde mytologiske Sagn dels blot som saadanne, og dels som de der indeholde Grunden til Tingenes poetiske Navne.


Der er ingen Tvivl om at jo Forfatteren eller Forfatterne have hel igennem brugt ældre hedenske Sange, men Kristne have de været, og derfor brugt Sangene i flæng, da alt Hedensk jo maatte være urimeligt, og kunde ei tabe ved at sammenmænges.


Imidlertid maa man gøre nøie Forskiel mellem den første Del: Gylfeginning og den anden Skalda eller den poetiske Ordbog.[9]


Forfatteren til den Første har saa nogenlunde fulgt Vøluspaerne og af de andre eddiske Digte kendt Vaftrudnismal, Grimnismal, Skirners Reise og maaske Havamal. Skaldas Forfatter har derimod bygget bestandig paa senere Digte, hvoraf 3 især ere bekendte under Navnene Hakonarmal, Thorsdrape og Idunnas Rov.[10]


Maatte jeg nu kun være heldig nok til med sikker Haand at lede mine Læsere gennem det halvoplyste Mørke op paa den høie Standpunkt, hvorfra der skues ud over Norden i sin Herlighed, og hvor man med Lethed deler Digternes Syner!


Dette vilde glæde mig saa meget mere og renere, som det ikke er en Løn jeg søger for mit Arbeide, thi det er sin egen. Gennem kendte og kære Egne vandrer jeg saa gladelig hen. Hvert Skridt vækker dyrebare Minder i min Siel, og hver Skridt viser mig ny sødtduftende Blomster som Øiet ei kunde se saalænge det stadigt hængte paa Egenes Toppe.


Dem som med Sindbad[11] erklære Fødderne for langt fornuftigere end Hovedet, fordi de holde sig saa kønt ved Jorden, raader jeg at glæde sig ved deres gamle Traad og ei begynde Vandringen til Hedenold; thi der, hvor Alt svæver i den høieste Flugt og kun stundom berører Jorden for at knuse den, staa de lettelig i Fare for at falde, og maa i al Fald kede og forarge sig saare, men det vorde deres egen Skyld! Dixi et liberavi animam.[12]


Fodnoter

  1. Udgivet tildels af den magnæanske Kommission og oversat af Sandvig.
  2. Udgivet af Resen og Gøranson og oversat af Nyerup.
  3. Lidet om Sangene i Edda (Minerva September 1806).
  4. Om Asalæren (Minerva Mai 1807).
  5. O I Høilærte! som alt skeldte mig for Sværmer, som vel her ville kalde mig latterlig, barnagtig Sværmer, fordi jeg ei kan tale om Guddommen, om dens Aabenbarelser i Historien og Livet med samme Kulde som I, skaaner mig for Eders Beklagelser! Tro I at Herder er mere forstandig, da gaaer hen og hører hvad han talte om den af ham dog kun lidet kendte nordiske Profetinde! Selv han vover at kalde hende Poesiens Urda. Forstaa I det eller ei?
  6. Mærkeligt er det at alle de mytologiske Digte, Voluspa ene undtagen, ere kritisk udgivne. Man sagde at det var allerede udgivet, og kaldte saaledes for et Øieblik Resens og Gøransons Forhutlinger, Udgaver, værdige et saadant Digt, der som den sande Edda (alle de andres gamle Oldemoder) burde staaet i Spidsen. Da imidlertid enhver mytologisk Undersøgelse der skal have noget Værd, maa begynde og ende med dette Digt, saa vilde den Arnemagnæanske Kommission fortjene vores og Efterverdenens varmeste Tak, ved at udgive det med al den Kritik, der endnu (uvist hvorlænge) kan være mulig. Høit og offenlig tilbyder jeg herved al den Medvirkning til Værkets Fremme der staar i min Magt. Vil nogen kalde det ubeskedent, da gøre han det! Enhver har sin Talebrug.
  7. Den inderlige Følelse, der opgløder dette Kvæde, har jeg stræbt at lade udfolde sig i Bemærkningerne over Signe (Minerva Juni 1807.)
  8. Stoffet er for en Del det samme som i Tydskernes Lied der Niebelungen og en Del af de handlende Personers Navne møde vi atter i 3die Part af Heldenbuch vom Rosengarden zu Vormbs; men den himmelvide Forskiel ei blot i Farveblanding men selv i Grundideen skal jeg stræbe at gøre beskuelig i en egen Afhandling, hvis det undes mig at ende denne saare interessante Undersøgelse. De nordiske Digte som behandle denne Genstand ere af saare forskelligt Værd. De ere hidtil utrykte, og maaske prøver jeg paa at lade denne skønne Digtning genfødes som et Heelt.
  9. Sagnet om Gylfe som kom til Aserne og lærte megen gammel Visdom, hvilket Forfatteren har brugt som Vehikel for sine Sagn, er vist meget gammelt.
  10. Hakonarmal er Hakon Adelstens Ligsang af Eivind Skjaldespiller, oversat af Sandvig i hans Sange fra det ældste Tidsrum. Af Digtene om Thor og Idunna som skulle være af Tjodolf hin Hvinverske og en Eilif have vi kun Brudstykker.
  11. Aladdin 389.
  12. ”Jeg har talt og lettet mit sind”.