Island i fristatstiden - VII. Fristatens Undergang

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Valtýr Guðmundsson
Island i fristatstiden

1924


VII. Fristatens Undergang



67. Opløsning og indre Kampe.

Ligesom man i det øvrige Norden havde vekslende Perioder, dels mere fredelige og lykkelige, dels mere urolige og kampfulde, saaledes gik det ogsaa paa Island, skønt paa en noget anden Maade. Til Tronfølgekampenes Tid i Danmark (1131—1157), Norge (1136—1240) og Sverrig (1160—1222) svarer paa Island nærmest Slægtsfejderne i Sagatiden (930—1030), skønt de, som naturligt i en Fristat, var af en anden Art. Til Opgangs- og Velmagtstiden i Danmark (1157—1241), Norge (1240—1319) og Sverrig (1222—1306) svarer den fredelige Blomstringstid paa Island(1030—1152), da Kirken og Høvdingerne arbejder Haand i Haand paa at befæste Kristendommen, at tilvejebringe en Kirkeordning og at grundlægge en national Litteratur. Endelig kommer saa en Opløsningstid, fuld af indre Kampe, der ender med at aabne Norden for fremmed Indflydelse, for tyske Kræmmeres og tyske Fyrsters Graadighed. Og hertil svarer paa Island den Omvæltning i Samfundsforholdene og deraf følgende blodige Borgerkrig i Sturlungetiden (1152-1262), der aabnede Landet for fremmed Indflydelse og endte med dets fuldstændige Underkastelse under et Fremmedherredømme, under den norske Krone.


Aarsagerne til Fristatens Fald var mange, dels indre, dels ydre. Og de første af disse var igen af dobbelt Art, dels Stridigheder, der opstod mellem Kirken og Stormændene, dels, og væsentlig, en fuldstændig Omvæltning i de islandske Samfundsforhold og heraf følgende heftige Partikampe imellem Høvdingerne.


68. Som ovenfor fremhævet, var omtrent alle islandske Kirker og deres Godser og Indtægter i den ældste Tid en Privatejendom, ligesom Tilfældet jo havde været med Templerne under Hedenskabet. Og paa samme Maade var Præsterne og hele Gejstligheden fuldstændig underkastet de borgerlige Love og de borgerlige Domstole.


Men da Kirken havde befæstet sin Stilling og faaet en større Magt og Indflydelse, begyndte den at ytre sin Misfornøjelse med dette Afhængighedsforhold og søge at opnaa en mere selvstændig Stilling. Dette skete dog først efter at den havde faaet et kraftigt Rygstød ude fra, og der var blevet oprettet en ny Ærkebispestol i Nidaros (Trondhjem), hvorunder den islandske Kirke blev henlagt (1152). Men efter at den myndige Prælat Eystein Erlendsson (der var af islandsk Slægt) var blevet Ærkebiskop (1157—1188) og havde optaget Kampen for Kirkens Magt og Uafhængighed i Norge, begyndte de islandske Biskopper, først Torlak den Hellige (1178—1193, f. 1133) og senere Gudmund den Gode (1202—1237, f. 1160), at røre paa sig og forlange saa vel Gejstlighedens Uafhængighed af de borgerlige Domstole, som at de private Kirkeejere skulde udlevere deres Kirker og disses Gods til fri Raadighed for Gejstligheden. Det lykkedes dog slet ikke at gennemføre det første Krav (før efter Fristatens Fald), og det sidste kun i et meget begrænset Omfang, idet de Høvdinger og Storbønder, der ejede Kirkerne, bestemt modsatte sig dette, hvad der endog førte til, at enkelte, der allerede havde bøjet sig for Kravet, tog deres Kirker tilbage. Men dette førte dog naturligvis til betydelige Stridigheder og Kampe imellem Biskopperne og de verdslige Høvdinger.


Men der var ogsaa et andet Forhold, som foraarsagede en endnu bitrere Kamp imellem Kirken og Stormændene. Og det var det strænge Sædelighedskrav, som Kirken nu begyndte at gøre gældende.


Under Hedenskabet var det jo ret almindeligt, at en Mand ved Siden af sin Hustru havde Medhustruer eller Friller, hvad der dengang ikke faldt ét Menneske ind at betragte som forargeligt. Heri skete der efter Kristendommens Indførelse ikke nogen Forandring, i hvert Fald ikke for Stormændenes Vedkommende. Og det synes ogsaa i den første Tid at være gaaet upaatalt hen fra Gejstlighedens Side, sagtens fordi den savnede de fornødne Magtmidler og var for afhængig af Stormændene til at kunne forhindre det. Om nogen Opretholdelse af Forbud mod Giftermaal mellem nærbeslægtede synes der i den ældre Tid heller ikke at have været Tale. Det oplyses saaledes, at i Biskop Isleifs Tid var selve Lovsigemanden gift baade med Moder og Datter (sandsynligvis dog ikke paa en Gang), uden at Biskoppen med nogen Virkning kunde skride ind derimod.


Men Forholdet synes ingenlunde at være blevet bedre i det 12. og 13. Aarh., snarere langt værre. Ganske vist blev der i den af Altinget vedtagne Kirkeret (1123) fastsat Forbud mod Ægteskab mellem beslægtede indtil 6. Led. Men dette synes snarere at have forværret end forbedret Tilstanden, dels fordi man herved blev mere indskrænket i Valget af sin Ægtefælle, og dels fordi den forbudne Frugt virkede saa tillokkende. Det oplyses saaledes om omtrent alle Høvdinger og Stormænd i det 12. og 13. Aarh., at de ikke nøjedes med én Kone, men havde en eller flere Medhustruer og en Mængde uægte Børn. Der synes derfor dengang at have hersket en langt større Usædelighed end nogensinde under Hedenskabet, da den Slags Forhold dog var tilladt og fuldstændig lovlige.


At Kirken ikke roligt kunde se paa al denne Usædelighed, uden at den greb ind og søgte at bekæmpe den, var ganske naturligt. Og i den sidste Fjerdedel af det 12. Aarh. begyndte den at optræde særlig skarpt imod den, med Anvendelse af alle til dens Raadighed staaende Midler, f. Eks. Skriftemaal og Bandlysning. Men dette var jo at træffe Stormændene paa deres ømme Punkt, og de satte sig kraftigt til Modværge, hvad der førte til voldsomme Kampe mellem dem og Gejstligheden. Særdeles oplysende i saa Henseende er Kampen i mellem Landets mægtigste Høvding Jon Loftsson og Biskop Torlak den Hellige, hvor Biskoppen truede med Bandstraalen, medens den anden truede ham paa Livet, hvortil Biskoppen svarede, at han vilde sætte sit Liv ind paa at faa Kirkens Krav opfyldt i denne Henseende og ikke vige en Fodsbred for nogen som helst Trusler. Biskoppen sejrede da ogsaa tilsidst i denne Strid. Men her var Forholdet ogsaa af en ejendommelig Art, idet Medhustruen, som Biskoppen forlangte fjernet, var hans egen Søster.


Men nogen almindelig Forbedring i de sædelige Forhold opnaaedes dog ikke herved. Thi i det 13. Aarh. var Sædelighedstilstanden aldeles forfærdelig — værre end nogensinde, før eller senere.


69. Af en langt mere skæbnesvanger og alvorligere Art end Striden imellem Kirken og Stormændene var dog den Forrykkelse af de borgerlige Magtforhold og Formuefordelingen, som i dette Tidsrum fandt Sted.


Som ovenfor paapeget (S. 52) var den islandske Samfundsordning lige fra først af i høj Grad aristokratisk, idet al Magt, saa vel paa Tinge som hjemme paa Egnen, var lagt i Hænderne paa nogle faa Godeslægter. Der blev imidlertid gjort et Par Tilløb til at faa en Ændring i dette Forhold ved at udstykke Høvdingemagten, først ved Gellesloven, da Godernes Antal blev forøget med 3 (fra 36 til 39) og der samtidig indsattes 9 valgte Medlemmer i Lovretten, og dernæst ved Njalsloven, da der i Anledning af Femterrettens Stiftelse blev oprettet 12 nye Godestillinger, der dog ikke fik tildelt fulde politiske Rettigheder. Men endnu mere vilde dog Godevældet være blevet brudt, dersom Njals oprindelige Forlsag om at omdanne Lovretten til en valgt Folkerepræsentation havde sejret. Men dette bjev jo forhindret af de herskende Goder. Og da disse ved Kristendommens Indførelse tabte deres religiøse Magt, sørgede de alligevel for at ordne Kirkens Anliggender paa en saadan Maade, at de fik Haand i Hanke med dens Styrelse, baade derved at de blev Kirkeejere og ved at Gejstligheden paa forskellig Maade blev afhængig af dem, for saa vidt de ikke selv blev enten Biskopper eller Præster, hvad netop flere af dem i Virkeligheden blev.


Men selv om det, trods gentagne Forsøg, ikke i nogen væsentlig Grad var lykkedes at demokratisere Forfatningen, var der dog det Gode ved denne Samfundsordning, at Magten var saa nogenlunde ligelig fordelt over hele Landet, saa at de enkelte Goder kunde holde hinanden Stangen og ingen af dem blive for overmægtig.


Men heri skete der i Løbet af det 12. og endnu mere i den første Halvdel af det 13. Aarh. en stor Forandring, idet enkelte ærgerrige og havesyge Høvdinger begyndte at samle flere Godedømmer paa én Haand. At dette kunde lade sig gøre laa først og fremmest i den Bestemmelse, at Godeværdgheden ikke alene var arvelig, men ogsaa kunde sælges og afhændes.


Man kunde derfor paa forskellig Maade komme i Besiddelse af nye Godedømmer. Naar en Godeslægts mandlige Linie var ved at uddø, kunde man gennem politiske Giftermaal sikre sig vedkommende Godedømme ved Arv. Og da det endvidere efterhaanden ikke var blevet velset fra Kirkestyrelsens Side, at Præster blev for optaget af verdslige Anliggender, gav dette Anledning til, at mange af dem, der enten allerede var Goder eller havde Arveret til et Godedømme, afhændede disse Rettigheder til en anden, naar de lod sig præstevie. Og da endelig Godernes Magt som Herredshøvdinger fuldstændig afhang deraf, hvor mange Tingmænd det lykkedes dem at samle om sig, foretrak mangen en forholdsvis svag Gode, fremfor at ligge i Strid med en overmægtig Nabogode, frivilligt, mod et passende Vederlag, at afstaa sit Godedømme til denne; undertiden blev den svagere ligefrem tvunget til en Afstaaelse.


Da der nu til hvert Godedømme var knyttet baade politisk Magt og forskellige Pengefordele, benyttede flere ærgerrige og havesyge Høvdinger sig af alle disse Muligheder og Midler til at komme i Besiddelse af de flest mulige Godedømmer. Og det endte da med, at al Magten i hele Landet kom i Hænderne paa nogle ganske faa Slægter.


Og paa lignende Maade gik det ogsaa med Formuefordelingen. I Sagatiden var de fleste Bønder Selvejere, og der synes at have været en ret almindelig Velstand, særlig i den kort efter Kristendommens Indførelse indtraadte lange Fredsperiode og Blomstringstid. Men dengang var Velstanden saa nogenlunde ligelig fordelt, uden nogen Ophobning af større Formuer paa enkelte Hænder.


I Sturlungetiden indtræder der imidlertid en stor Forandring i disse Forhold, idet vældige Formuer nu samles paa enkelte Hænder. Og ligesom med Magten kunde dette ske paa forskellige Maader, saa vel ved Arv, Giftermaal, Slægters Uddøen og Gaver til Kirker (som jo ejedes af Høvdingerne), som ved at pengegridske Høvdinger tvang Folk til at afstaa deres Ejendomme eller ligefrem plyndrede dem for deres Gods. Herved indskrænkedes de frie Selvejeres Antal i en uhyggelig Grad, medens der opstod en talrig Klasse af uselvstændige Fæstere, der var fuldstændig afhængige af de rige Stormænds Naade.


Saaledes blev, f. Eks., alle Sturlungerne hovedrige Mænd. Og en af dem, Snorre Sturlason blev endog den rigeste Mand i hele Landet, skønt han intet fik af den ikke ret store Arv, som hans Fader efterlod sig, idet dennes Enke havde sat den overstyr. Men skønt han saaledes maatte begynde med tomme Hænder, lykkedes det ham saa vel gennem Giftermaal som paa forskellige andre, mere eller mindre fine Maader at samle saa stor Formue, at han efter dens Værdi i Nutidspenge sikkert har været Millionær. Han ejede 6 Hovedgaarde, foruden mange andre Storgaarde, og da han i en stræng Vinter mistede 120 Stude paa en Gang, lod han til ikke at ænse dette Tab det mindste, men gjorde lige fuldt sine vanlige, store Julegilder. Snorres Broder Tord efterlod sig ved sin Død 1200 Hundreder (§ 40), og den tredje Broder Sighvat og dennes Søn Sturla havde 3 Hovedgaarde, 2 paa Vestlandet og 1 paa Nordlandet, og kom desuden efterhaanden i Besiddelse af de fleste Storgaarde i Øfjorden. Sturlungernes samlede Formue har derfor sikkert beløbet sig til flere Millioner Kroner i Nutids- penge. Og af Godedømmer var det lykkedes dem at samle saa mange paa deres Hænder, at de paa et vist Tidspunkt herskede baade over hele Vestlandet og en stor Del af Nordlandet.


70. I den første Halvdel af det 13. Aarh. var Udviklingen med Hensyn til Magtfordelingen naaet derhen, at kun 6 Slægter havde faaet Magten i hele Landet.


I Sydfjerdingen herskede to Slægter:

1) Oddeslægten (Sæmund Frodes Efterkommere), hvis Hovedmænd var Jon Loftssons tre Sønner: Sæmund (d. 1222), Orm (d. 1218) og Biskop Paul (d. 1211);
2) Høgedalsslægten (Biskop Isleifs Efterkommere), hvis Hovedmænd var Lovsigemand Gissur Hallssons (S. 140) tre Sønner: Biskop Magnus (d. 1237), Lovsigemanden Hall (d. 1230) og Torvald (d. 1235), samt derefter Torvaids to Sønner: Bjørn (d. 1221) og Gissur (1209—1268), der 1258 blev udnævnt til Jarl over Island.


I Vestfjerdingen herskede ogsaa to Slægter:

1) Vatnsfjordslægten (der nedstammede fra Høvdingen Hailide Marsson, d. 1130), hvis Hovedmand var Torvald Snorreson (d. 1228);
2) Sturlungeslægten (Efterkommere af Høvdingen Sturla Tordsson paa Hvam (1115—1183), sædvanlig kaldet Hvam-Sturla, der blandt sine Forfædre kunde tælle en af Sagatidens mægtigste Høvdinger, Snorre Gode, d. 1031), hvis Hovedmænd var Sturlas tre Sønner: Tord (d. 1237), Sighvat (d. 1238) og Snorre (S. 146), samt Sighvats to Sønner: Sturla Sighvatsson (d. 1238) og Tord Kakale (d. 1256) og deres Fætter Sturla Tordsson (S. 148).


I Nordfjerdingen herskede overvejende Asbjørnsslægten (Efterkommere af Asbjørn Arnorsson, der var gift med en Sønnedatter af Snorre Gode), hvis Hoved- mænd var: Kolbein Tumeson (d. 1208) og dennes Broder Amor (d. 1221) samt den sidstes Søn Kolbein Unge (d. 1245). Men her herskede ogsaa for en Del af denne Periode delvis saa vel en Gren af Sturlungeslægten (Sighvat Sturlason) som Høgedalsslægten eller dennes daværende Overhoved (Gissur Torvaldsson).


I Østfjerdingen herskede Svinefjældsslægten (der nedstammede fra en Broder til Flose Tordsson, som indebrændte Njal), hvis Hovedmænd var: Sigurd Ormsson (d. 1235) og dennes Brodersøn Sigmund Jonsson (d. 1212) samt den sidstes Søn Orm (d. 1241) og Sønnesøn Sæmund Ormsson (d. 1252).


Og alle disse Slægter var gennem politiske Giftermaal ved forskellige Svogerskabsbaand indbyrdes knyttet til hverandre. Saaledes var, f. Eks., Snorre Sturlason besvogret med dem alle, Svinefjældsslægten undtagen. Han selv var i sit andet Ægteskab gift med den hovedrige Enke Hallveig Ormsdatter, der var Enke efter Bjørn Torvaldsson (af Høgedalsslægten) og Datter af Orm Jonsson (af Oddeslægten). Og Snorres tre Døtre var gift med Overhovederne for saa vel Vatnsfjordslægten (Torvald Snorreson) og Asbjørnsslægten (Kolbein Unge) som for Høgedalsslægten (Gissur Torvaldsson), medens hans Søn Urøkja var gift med en Søster til Kolbein Unge. Endvidere var Snorres Broder Sighvat gift med en Søster til Kolbein Tumeson (Asbjørnsslægten) og Sighvats Søn Sturla med en Datter af Sæmund Jonsson (Oddeslægten). — Svinefjældsslægten var igen besvogret baade med Asbjørnsslægten og Oddeslægten o. s. v.


Men skønt disse Svogerskabsbaand til Tider kunde spille stor Rolle og føre til forskellige Forbund, holdt de imidlertid sjælden længe. Thi i disse Tider var det ganske almindeligt, hvis man saa sin Fordel ved at indgaa et nyt Giftermaal, at forskyde sin Kone og tage sig en anden, hvad der snarest kunde forvandle det forrige Venskab til bittert Fjendskab.


Dersom nu alle disse mægtige Høvdinger, Frænder og Svogre havde kunnet holde sammen, med al den Kraft, Intelligens og Rigdom, som de var i Besiddelse af, vilde de have været i Stand til at skabe Landet en lykkelig Fremtid. Men de enkelte Høvdingers Magtbegær og Havesyge var saa ubegrænset, at de ingen Tid havde til at tænke paa Fædrelandet. De tænkte kun paa at forøge deres egen Magt og Rigdomme, og bekæmpede derfor hverandre af al Kraft, saa at der opstod en almindelig Borgerkrig, hvori selv Brødre og andre nærmeste Slægtninge bekæmpede og overfaldt hverandre.


Og disse Kampe førtes ikke, som i Sagatiden, med ærlige og blanke Vaaben. Nu betragtedes alle Midler som lige gode. Listige Baghold, natlige Overfald, ja endog Mordbrand hørte til Dagens Orden. Og den Grusomhed, hvormed disse Kampe førtes, var aldeles enestaaende. Man nøjedes ikke nu, som i gamle Dage, med at dræbe sin Modstander paa en aaben og ærlig Vis, men følte den største Lyst i at lemlæste og mishandle ham paa den skændigste Maade. Og man holdt hverken Ord eller Eder. Man tilsvor sin Modstander den ene Dag Fred og Troskab, for straks den næste Dag at bryde sin Ed og overfalde ham.


Og paa samme Maade gik det med Forholdet til de undergivne, menige Bønder. Man drog i store Flokke plyndrende fra Gaard til Gaard, eller slog sig undertiden hist og her ned og opspiste alle de Forraad, der forefandtes, nedslagtede Besætningen og tvang Beboerne dels til Vagttjeneste paa Heder og øde Fjælde, dels til at følge med dem til Overfald paa deres Fjender. Og hvis disse ikke straks lystrede den givne Ordre, blev de, enten halshugget eller lemlæstet paa den grusomste Maade. Man havde ingen som helst moralske Betænkeligheder, men gav sine Lidenskaber frit Spil, indtil omtrent hele Landet stod i Brand.


Da det nu ikke lykkedes nogen enkelt Høvding eller Slægt helt at faa Overtaget, og der heller ikke i Landet fandtes nogen Centralmyndighed, som kunde gribe regulerende ind og stifte Fred, var Vejen hermed aabnet for fremmed Indflydelse og Indblanding, der heller ikke lod længe vente paa sig.



71. Fremmed Indblanding og Underkastelse.

Som allerede ovenfor meddelt (S. 131) gjorde Kong Olaf den Hellige gentagne Gange Forsøg paa at faa Islænderne til at underkaste sig den norske Konges Herredømme og betale ham Skat. Dette blev imidlertid bestemt afslaaet, og ved Kong Olafs Død faldt Sagen dengang bort. Men gemt var ikke glemt. Tanken blev igen optaget af Kong Hakon Hakonsson (1204—1263), der ved alle mulige Midler og dybt udtænkte Planer søgte at gennemføre den og naa sit Maal. Han følger gennem udsendte Spioner og Tillidsmænd nøje med i de islandske Høvdingers indre Stridigheder og Partikampe, og naar de, enten af sig selv eller hidkaldte af ham under Paaskud af at ville mægle imellem dem, kommer til Norge, søger han paa alle Maader at vinde dem for sin Sag ved at tildele dem høje Titler og Æresbevisninger og stille dem endnu større Hæder og Fordele i Udsigt, hvis det lykkedes dem at gennemføre, hvad han ønskede og forlangte af dem. Og naar de først var blevet hans Hirdmænd, hans edbundne og haandgangne Mænd, var de jo blevet afhængige af ham og havde deres bestemte Pligter overfor ham. Han spiller derpaa den ene Høvding ud imod den anden, ganske som Brikker paa et Skakbræt i et nøje gennemtænkt Spil, og forøger derved stadig Forvirringen og Ufreden imellem dem. Undertiden tilbageholder han ogsaa de farligste Modstandere i Norge, for at de, han har vundet for sin Sag eller som han anser for tjenlige Redskaber til Gennemførelsen af sine Planer, skal have et lettere Spil og kunne underlægge sig Landet til Fordel for ham selv. Og naar saa nogle af dem ved Hjælp af hans Haandlangere er blevet ryddet af Vejen, sætter han sig i Besiddelse af deres efterladte Ejendomme og Godedømmer og besætter dem med sine trofaste Tjenere og Tillidsmænd. Og da det endvidere i Aaret 1238 traf sig saa, at begge de islandske Bispestole var blevet ledige, paatvinger han ved den norske Ærkebiskops Hjælp Islænderne to norske Biskopper, der under Paaskud af at arbejde for Gudsfrygt og gode Sæder anvender alle kirkelige Straffemidler til at ramme Kongens Modstandere og støtte hans Sag.


72. Det første, der gav Kong Hakon og hans daværende Formynder Skule Jarl (d. 1240) Anledning til at blande sig i Islands Anliggender, var en Strid imellem nogle norske Købmænd og Islænderne. Oddeslægtens Overhoved Sæmund Jonsson havde nemlig afpresset norske Købmænd, der drev Handel paa Island, store Pengesummer, medens de til Gengæld dræbte hans uskyldige Broder Orm Jonsson. Saa havde Orms Svigersøn Bjørn Torvaldsson til Hævn for sin Svigerfader slaaet en lige saa uskyldig Nordmand ihjel. Herover blev Kongen og Skule saa vrede, at Jarlen vilde gøre et Krigstog til Island (1220). Men det lykkedes Snorre Sturlason, som dengang opholdt sig i Norge, ved kloge Forestillinger at faa dette forhindret, medens han til Gengæld maatte love, at han ikke alene skulde frede om de norske Købmænd, der drev Handel paa Island, men ogsaa gøre sit bedste for at faa sine Landsmænd til at underkaste sig den norske Konge. Men i den Retning fik han dog intet som helst udrettet og synes heller ikke at have arbejdet videre for det.


Snorres skarpeste Modstander var hans Brodersøn Sturla Sighvatsson. Da denne for at gøre Bod for sin Optræden mod Biskop Gudmund den Gode havde gjort en Pilgrimsrejse til Rom, besøgte han paa Hjemvejen Norge, hvor han blev godt modtaget af Kong Hakon. Sturla fortalte ham om den forfærdelige Ufred, der herskede paa Island, og Kongen udviklede da for ham, at den eneste Mulighed for at stifte Fred i Landet var, hvis man kunde faa Islænderne til at give sig under en Konges Styre, og spurgte samtidig, om Sturla ikke vilde paatage sig den Opgave at arbejde herfor. Dertil erklærede Sturla sig villig, dersom han fik Kongens Støtte og modtog en saadan Belønning, som Kongen fandt passende. Kongen gav ham saa det Raad, at han ikke saa meget skulde erobre Landet ved Manddrab, som søge at tage sine Modstandere til Fange og sende dem ud af Landet, eller paa en eller anden Maade se at komme i Besiddelse af deres Magt og Myndighed.


Da Sturla i Aaret 1235 kom hjem til Island, tog han straks fat paa at udføre disse Planer. Han tog sin Fætter, Snorres Søn Urøkja, der havde optraadt med den største Voldsomhed paa Vestlandet og angrebet begge sine Farbrødre, Tord og Sighvat, til Fange, hvorefter han mishandlede ham paa det grusomste og tvang ham til at rømme Landet. Sturla drog ogsaa sammen med sin Fader og et Følge paa 1000 Mand mod Snorre, saa denne skyndsomst maatte rømme sine Gaarde og flygte længere sydpaa og tilsidst til Østlandet. Og nu førtes der et helt Aar ordentlig Krig imellem Frænderne og deres Tilhængere paa hver Side, indtil der kom Bud fra Norge, med Hilsen fra Kongen, Skule Jarl og Ærkebiskoppen, om at Islænderne skulde komme til Norge for at faa deres Trætter forligt. Denne Opfordring efterkom Snorre og rejste i 1237 til Norge.


Efter at Sturla saaledes var blevet af med de nærmeste af sine farligste Modstandere, spillede han i nogen Tid Herre i en stor Del af Landet. Men der var dog endnu to Høvdinger tilbage, som han nærede nogen Frygt for, nemlig Asbjørnsslægtens Overhoved Kolbein Unge og Høgedalsslægtens Hovedmand Gissur Torvaidsson, som nu havde vundet stor Magt paa Sydlandet. Sturla siges selv at have udtalt, at hvis det lykkedes ham at besejre Gissur, vilde han kunne betragte sig som Herre over hele Landet. Han søgte først at slutte Forbund med ham, og Gissur syntes ikke helt uvillig til dette. Men da det kom til Stykket og de mødtes, turde Sturla dog ikke stole paa Gissurs Oprigtighed og lod ham tage til Fange, hvorefter han tvang ham til af afstaa sine Godedømmer og sværge at ville rømme Landet. Men ikke et Øjeblik faldt det Gissur ind at holde de ham aftvungne Eder, og hans første Skridt, da han var blevet fri, var at slutte Forbund med Kolbein Unge. De samlede saa en stor Hær, og i et blodigt Slag paa Ørlygsstad i Skagefjorden (1238) faldt baade Sturla og hans Fader Sighvat efter et heltemodigt Forsvar, hvorefter Kolbein underlagde sig hele Nordfjerdingen.


Da Efterretningen herom naaede til Norge, vakte den stor Opsigt, og det gjorde Kong Hakon særdeles ondt at høre om Sturlas Fald, hvorved hans Planer havde lidt et stort Afbræk. Snorre Sturlason, som dengang opholdt sig hos Skule Jarl (der nu var blevet Hertug) i Trondhjem, tog sig ogsaa sin Broder; Sighvats Død nær, selv om der ofte havde været Brist i Enigheden imellem dem. Han var nu blevet Slægtens selvskrevne Overhoved og vilde for alt i Verden generobre sine Ejendomme og sine Frænders Godedømmer. Han belavede sig derfor paa at rejse til Island i Foraaret 1239. Men da kom der Breve fra Kongen, hvori han forbød alle Islændere at rejse hjem den Sommer. Kongen vilde nemlig, at Gissur nu skulde være ene om Spillet paa Island; thi han vidste, at denne var venlig stemt imod ham, medens Snorre altid mere havde sluttet sig til Hertug Skule, som paa dette Tidspunkt var ved at komme i aaben Strid med Kongen.


Snorre vilde imidlertid ikke af nogen som helst Forhindringer lade sig afholde fra at rejse og sejlede til Island. Men herved havde han jo som Kongens Hirdmand gjort sig skyldig i et aabenbart Brud paa sin Lydighedspligt mod denne, og Kongen skrev da til Gissur, at han skulde enten sende Snorre tilbage eller tage ham af Dage, hvilket sidste Gissur saa gjorde ved et natligt Overfald paa ham (S. 147). Nu var Gissur og hans Forbundsfælle Kolbein blevet de mægtigste Mænd i Landet og kunde i Forening beherske, de tre Fjerdedele af dette (Sydlandet, Nordlandet og Vestlandet). Gissur rejste derpaa til Norge for at aflægge Beretning om sin Virksomhed til Kongen og opnaa større Hæder og Ære hos ham.


73. Kort efter at Gissur var afrejst fra Island, ankom en ny Mand af Sturlungeslægten til Landet, nemlig Sturlas yngre Broder Tord Sighvatsson, sædvanlig kaldet Tord Kakale. Han søgte nu at samle alle de efterlevende af Sturlungerne og deres Venner for at kæmpe mod Kolbein Unge. Og det kom i de følgende Aar til vældige Kampe imellem dem, bl. a. et stort Søslag i Hunebugten (1244), hvori Kolbein dog havde Overtaget. Men da Tord straks efter samlede nye Folk, sendte Kolbein (1245) Bud til ham om, at de begge skulde rejse til Norge og lade Kong Hakon dømme dem imellem. Men inden dette kunde ske, døde Kolbein den samme Sommer.


Paa dette Tidspunkt var Gissur imidlertid vendt tilbage til Island, og det kom saa til Kampe imellem ham og Tord. Men ogsaa de blev dog tilsidst enige om, at de begge skulde rejse til Norge og overlade til Kong Hakon at afgøre deres Mellemværende.


Da de kom til Norge, sammenkaldte Kongen en større Raadsforsamling, og de talte her hver for sig udmærket for deres Sag. Men man mente at kunne skønne, at Kongen paa alle Punkter, hvor dette kunde lade sig gøre, snarest tog Gissurs Parti.


Paa dette Tidspunkt (1247) kom der imidlertid en pavelig Legat, Kardinal Vilhelm, til Norge for at krone Hakon, og Kongen lod da baade Gissur og Tord føre deres Sag for sig i Kardinalens Nærværelse og lod Folk forklare ham alle Omstændigheder ved deres Strid. Kardinalen syntes, at Gissur havde den største Skyld og vilde ikke høre Tale om andet, end at Tord blev sendt til Island, men Gissur holdt tilbage i Norge. Han fandt det raadeligst, at kun én Mand blev sat til at styre Landet, dersom der skulde blive Udsigt til Fred. Dette Raad fulgte saa Kongen, og Tord drog til Island, hvor han i tre Aar var omtrent enevældig i Landet. Men da den ene af de norske Biskopper paa Island, som var en ivrig Tilhænger af Hakon, fandt, at Tord mere arbejdede for at befæste sin egen Magtstilling end for at bringe Landet under Kongen, blev han (1250) kaldt tilbage til Norge, hvor han nogle Aar senere (1256) døde af Slag.


Der var paa denne Tid mange Høvdinger og fornemme Islændere i Norge, og man kunde længe ikke blive rigtig enig om, hvem der skulde afløse Tord Kakale. Kongen satte dog størst Pris paa Gissur og en Sønnesøn af Tord Sturlason, Torgils Bødvarsson, sædvanlig kaldet Torgils Skarde (ɔ: med Skaar, i Læben), der var Kongens Hirdmand og i alle Retninger en brav Mand. Ved denne Tid overdrog baade Oddeslægten og flere andre islandske Høvdinger deres Godedømmer til Kongen, og han selv regnede sig som Ejer af saa vel Snorre Sturlasons Godedømmer som hans efterladte Formue. Enden paa Forhandlingerne blev da, at baade Gissur og Torgils blev (1252) sendt til Island for at overtage Styrelsen i de Herreder, som Kongen regnede for sine. Med dem fulgte ogsaa den norskfødte Biskop paa Island, Henrik, og de var alle tre ved en fælles Overenskomst bundet til at støtte hverandre og arbejde for Kongens Sag. Torgils blev forlenet med Borgarfjorden (i Vestfjerdingen), medens Gissur havde sine egne Godedømmer i Sydfjerdingen og desuden blev forlenet med Størstedelen af Nordfjerdingen.


Gissur bosatte sig saa (1253) paa Gaarden Flugumyr i Skagefjorden, idet han bortjog den Mand derfra, som Tord Kakale havde sat til at varetage sit Høvdingeskab i Skagefjorden. Han hed Eyjolf Ofse (ɔ: Voldsomhed) og var gift med en Datter af Sturla Sighvatsson. Men Eyjolf vilde ikke finde sig heri; han besluttede at tage Hævn derfor og indebrændte ved et natligt Overfald Gissur og hele hans Husstand det samme Aar. Der omkom her 25 Mennesker, deriblandt Gissurs Hustru og Sønner, medens Gissur selv paa en højst ejendommelig Maade slap levende ud af Ruinerne.


Der blev ikke noget godt Samarbejde mellem Gissur og Torgils. Torgils betragtede det som sin Ærespligt at holde sine Løfter over for Kongen, medens Gissur ikke lagde sig videre i Selen for at fremme Kongens Sag og var alt andet end tro mod Torgils. Biskop Henrik, der var meget ivrig for Kongens Sag og overmaade voldsom i sin Fremfærd, bandlyste dem begge skiftevis, naar han var utilfreds med deres Optræden, ligesom han ogsaa gjorde med flere andre Høvdinger. Men tilsidst fik Biskoppen sat igennem, at Gissur (1254) blev kaldt til Norge og her holdt tilbage. Derefter forligtes Biskoppen og Torgils, som begge var lige trofaste Venner af Kongen, og de havde nu i nogen Tid hele Magten paa Nordlandet.


I Aaret 1255 sendte Kongen en af sine Tillidsmænd, Ivar Engleson, til Island, for at denne sammen med begge Biskopperne skulde arbejde for hans Sag. Og det lykkedes ham (i Foraaret 1256) med Torgils’s og Biskop Henriks Støtte at faa alle Bønder i Skagefjorden og Øfjorden samt Størstedelen af Bønderne i hele Nordfjerdingen til at gaa ind paa at betale Kongen Skat. Men i Syd- og Vestfjerdingen fik han intet som helst udrettet, hvad man gav Gissurs Venner Skylden for. Kongen satte da Torgils over Øfjorden og flere andre Herreder, som han beholdt, indtil han ved et Overfald blev dræbt i Januar 1258.


74. Efter Torgils Skardes Død var Gissur alene tilbage af de Høvdinger, som Hakon havde anvendt til at fremme sine Planer paa Island. Men han var ogsaa den, som Kongen i Grunden holdt mest af. Hakon mindede ham da ogsaa tit om, at de var Frænder, idet Gissur jo saa vel gennem sin Stamfader Gissur Hvide (S. 126) som gennem sin Moder, der var en Datterdatter af Jon Loftsson (S. 139), langt ude var beslægtet med den norske Kongefamilie. Kongen viste ham derfor stor Hæder, selv om han syntes, at Gissur ikke havde ydet hans Planer paa Island saa kraftig en Støtte, som han kunde have ønsket.


Gissur havde nu opholdt sig 4 Aar i Norge, hvor han havde haft et Embede som Kongens Sysselmand i Trondhjem. Han udtalte jævnlig overfor Hakon, at det nok kunde lade sig gøre at faa hele Island til at underkaste sig Kongen og betale ham Skat, dersom Sagen fik en Forkæmper, der havde saa høj en Rang, at Indbyggerne fandt det stemmende med deres Værdighed at tjene under ham. Kongen havde jo hidtil fulgt det Princip, at lade de Høvdinger, som han fik i sit Garn, afstaa deres Godedømmer, og han havde saaledes efterhaanden faaet Raadighed over hele Nordfjerdingen, en stor Del af Sydfjerdingen og en Del (Borgarfjorden) af Vestfjerdingen. Og da han nu fik Efterretning om Torgils Skardes Død, forlenede han Gissur med alle de nævnte Herreder og udnævnte ham samtidig til Jarl og gav ham en Lur og et Banner som Tegn paa hans Magt og høje Værdighed. Saa skulde Gissur til Gengæld faa de Høvdinger, der endnu ikke havde underkastet sig Kongen, til at gøre dette og betale ham Skat. Og saaledes udrustet drog Gissur til Island (1258).


Den følgende Vinter opholdt Gissur sig i sit Arvegodedømme paa Sydlandet, hvor han holdt store og prægtige Gilder, og hvor 30 Mænd blev hans haandgangne Mænd, nogle som Hirdmænd og andre som »Gæster« (den lavere Hirdmandsklasse), saaledes som Skik var ved Hirden i Norge. Og han gav dem at forstaa, at hans haandgangne Mænd skulde have alle de samme Titler og Rettigheder hos Kongen i Norge, som de havde hos ham selv, hvad der fristede mange. Men dette viste sig dog senere at være usandt. Samtidig søgte Jarlen gennem Udsendinger at befæste sin Stilling i Nordfjerdingen, og det følgende Foraar drog han selv derhen og købte en stor Gaard, Reynistad (i Skagefjorden), hvor han bosatte sig. Men han berørte aldrig sine Løfter om at faa Indbyggerne til at betale Skat til Kongen, da han vidste, at et saadant Forhold ikke var velset. Han gjorde i det hele taget ikke ret meget for at fremme Kongens Planer og opnaaede heller ikke store Resultater i saa Henseende.


Men Kong Hakon havde sine Spejdere ude og holdt sig nøje underrettet om alt, hvad Jarlen foretog sig, thi han nærede ikke synderlig Tillid til ham. Da Jarlen i Sommeren 1258 vendte hjem til Island, lod han ham ledsage af en af sine Hirdmænd for at holde Øje med ham. Og senere sendte han i Stilhed med andre Skibe flere Tillidsmænd og Spejdere i samme Hensigt.


Der gik nu to Aar saaledes, at det ikke engang var lykkedes Jarlen at underlægge sig alle de Herreder, han var blevet forlenet med af Kongen, endsige mere. Og Spørgsmaalet om Skatten havde han aldrig berørt. Dette fandt Kongen var et kummerligt Resultat og tilsendte derfor Altinget (1260) Breve om sine Skattekrav, der blev overbragt af to af Kongens Hirdmænd. Der var ikke synderlig Stemning for at gaa ind paa dem; men Jarlen, der kom tilstede paa Altinget, støttede dog selvfølgelig Hirdmændenes Krav, skønt paa en noget anden Maade, end Brevene lød paa. Sydlandets Beboere protesterede imod Skatten, skønt Jarlen netop havde størst Magt i disse Herreder, og man mente ogsaa, at de næppe vilde have udtalt sig saa skarpt imod Skatten, hvis de havde troet, at det var meget imod Jarlens Vilje. Resultatet blev derfor, at man afslog at gaa ind paa Kongens Skattekrav, og med det Budskab rejste hans Sendemænd hjem til Norge.


Da Kongen fik Underretning herom, indsaa han at det aldrig vilde lykkes ham at underlægge sig hele Landet og faa sine Skattekrav sat igennem ved Gissurs Bistand alene. Han besluttede sig derfor til den følgende Sommer (1261) at sende endnu en af sine Hirdmænd, Hallvard Guldsko, med Breve til Island. Hallvard var en klog Mand og røgtede sit Ærinde med stor Behændighed. Han talte først med Jarlen og gjorde ham kraftige Forestillinger angaaende Kongens Sag. Derpaa forligte han flere Høvdinger, der laa i Strid med hverandre, for at stifte Fred, og lovede alle dem Venskab og Æresbevisninger, som vilde gaa Kongen til Haande, mens han paa forskellig Vis gjorde Stillingen vanskelig for Jarlen. Paa den anden Side holdt han Møder med Almuen i flere Herreder og talte for, at man skulde gaa ind paa Kongens Skattekrav, og lovede til Gengæld forskellige Fordele og forøgede Rettigheder. Og Resultatet af hans Overtalelser blev, at saa vel Høvdinger som Bønder fra de Fjerdinger, Nord-, Vest- og Sydfjergdingen (med Undtagelse af Oddeslægten) i 1262 tilsvor Kongen Overhøjhed over Landet og en evindelig Skat, for ham selv og hans Arvinger. Det følgende Aar (1263) sluttede Oddeslægten sig hertil og i 1264 ogsaa hele Østfjerdingen. Der blev herom oprettet en fra islandsk Side opsigelig Overenskomst, som endnu findes bevaret. Den gaar nu under Navnet »Den gamle Overenskomst« (Gamli sáttmáli), og dens enkelte Bestemmelser har senere under Islændernes Frihedskampe været Genstand for flere forskellige Fortolkninger.


75. Island var altsaa nu fra at være en selvstændig og uafhængig Fristat kommet under en Konges Styre, hvad der, saaledes som Forholdene havde udviklet sig, ogsaa synes at have været den eneste Udvej til at stifte Fred i Landet. Men forskellige af den oprettede Overenskomsts Bestemmelser blev ikke overholdt fra Kongens Side, uden at islænderne dog over for den stærke Kongemagt havde Kraft nok til at forhindre det. Der skete derfor i den nærmest følgende Tid en fuldstændig Omvæltning i Landets Forfatningsforhold, saa vel i dets Administration som i dets Lovgivning. Fristatens gamle Lovbog, Graagaasen, blev efter nogle Aars Forhandlinger afskaffet og (1281) erstattet af en ny Lovbog efter norsk Mønster, Jonsbogen (opkaldt efter dens Overbringer, Lovmand Jon Einarsson), af hvilken enkelte Afsnit har været gældende paa Island helt ned til vore Dage.


Al den Magt, som Goderne tidligere var Indehavere af, var nu samlet hos Kongen. I Stedet for den gamle Inddeling i Tinglag kom nu en Inddeling i 12 Sysler, med bestemte geografiske Grænser, og i Stedet for de frie og uafhængige Goder Sysselmænd, der som Repræsentanter for Kongemagten blev udnævnt af Kongen. Vaartingsdomstolene bortfaldt og Domsmagten i Herrederne gik over til Sysselmændene, der altsaa blev Underretsdommere, men tillige fik det Hverv at fuldbyrde de idømte Straffe, hvad der jo tidligere havde været overladt til Domhaveren.


Den øverste indenlandske Administration skulde ifølge Overenskomsten være hos Jarlen som Kongns Stedfortræder paa Island. Efter Gissur Jarls Død (1268) blev der dog ikke udnævnt nogen ny Jarl, men Landets Styrelse blev foreløbig overdraget til to kongelige Ombudsmænd, indtil der i 1279 under Navn af Hirdstyrer blev udnævnt en Statholder for hele Landet, hvilken Ordning derefter blev staaende.


Altinget vedblev at staa, men i en helt ændret Skikkelse. De særlige Domstole paa Altinget, de 4 Fjerdingsretter og Femterretten bortfaldt, idet baade Domsmagten og Lovgivningsmagten (ligsom i Norge) blev forenet hos en Institutio, Lovretten, som nu altsaa blev baade dømmende og lovgivende, medens den tidligere kun havde været lovgivende. Og i Stedet for en af Lovretten valgt Lovsigemand kom nu, først en af Kongen udnævnt Lovmand, og senere (fra 1277) to Lovmænd, den ene for Syd- og Østlandet, den anden for Nord- og Vestlandet. Lovmændene var, foruden Formænd for Lovretten, Dommere, saa vel hjemme i Herrederne, ved Siden af Sysselmændene, som paa Altinget i Forening med Lovretten, hvor de var Overretsdommere, medens den højeste Domsmyndighed var hos Kongen og hans Raad i Norge.


Ogsaa Lovrettens Sammensætning undergik ved Godernes Bortfald en væsentlig Forandring. Thi i Stedet for at være en stor Forsamling paa 144 Medlemmer kom den nu til at bestaa af kun 36 Medlemmer. Sysselmændene skulde nemlig fra hele Landet udvælge 84 Nævnsmænd til at ledsage dem til Altinget, og her skulde saa Lovmændene i Forening med Sysselmændene udtage 36 af disse til at tage Plads i Lovretten og blive Lovrettemænd. Den saaledes indrettede Lovrette havde Domsmagt i Forening med Lovmændene og Lovgivningsmagt i Forening med Kongen, som dog efterhaanden fik den overvejende Indflydelse paa Lovgivningen.



76. Litteraturen.

Den litterære Virksomhed fortsattes uafbrudt, saa vel i selve Sturlungetiden (S. 146 —49) som efter Underkastelsen. Men de litterære Frembringelser fik nu en anden Karakter og var ikke saa originale og kunstnerisk udformede som den Bogavl, der frembragtes under Fristatens Frihedsbanner. Foruden at man flittigt afskrev de ældre Sagaværker og Digte og til Dels bearbejdede og udvidede dem ved nye Indskud, lavede man nu store Samlerværker (f. Eks. den store og berømte, Flatøbog der af Biskop Brynjolf Sveisson i 1622 blev skænket til Kong Fredrik den Tredje), hvori man sammenstøbte Kongesagaer og Familiesagaer eller mindre Sagaer om enkelte Islændere og deres Oplevelser i Udlandet. Desuden begyndte man nu fortrinsvis at beskæftige sig med forskellige Oldsagn og skrev en hel Række forhistoriske og mytiske Fortidssagaer (»Fornaldarsagaer«), f. Eks. »Hervørs Saga« (Tyrvingsagnet), »Rolv Krakes Saga«, »Ragnar Lodbrogs Saga«, »Ørvar-Odds Saga», »Volsungers Saga« (deriblandt om Sigurd Faavnesbane), »Fridtjofs Saga« o. s. v.[1] Desuden skrev man en Mængde Æventyrsagaer og Ridderromaner, dels (og for det meste) oversatte, dels opdigtede. Endelig oversatte man en Masse legendariske Sagaer eller Helgensagaer.


Fig. 23. Vinteraften i en islandsk Badstue (Folkestue), hvor en Mand læser Sagaer og kvæder Rimer. (Efter Maleri af Prof. A. H. G. Schiøtt.)

Skjaldedigtningen hørte op, og islandske Skjalde, besøgte ikke mere fremmede Fyrstehoffer, dels fordi Forbindelsen med Udlandet nu ikke blev saa livlig som tidligere, og dels vel ogsaa paa Grund af den tiltagende Sprogforskel, som gjorde det vanskeligt for fremmede at nyde islandske Digte. De to sidste islanske Skjalde, der besøgte og digtede om fremmede Fyrster, var de to Brødre Sturla Tordsson (S. 148), der digtede om Kong Magnus Hakonsson (samt om dennes Fader Kong Hakon) og om Birger Jarl i Sverrig (d. 1266), Olaf Hvideskjald (1210—1259), der digtede baade om norske og svenske Fyrster (Kong Erik Eriksson, d. 1250) og om Kong Valdemar Sejr (d. 1241), hos hvem han opholdt sig i længere Tid, og der synes at have bestaaet et stort Venskab imellem ham og Kongen.


De gamle Skjaldekvad blev nu afløst af Helgenkvad, af hvilke der blev digtet mange, til Dels særdeles betydelige, samt af en helt ny Digtart, der kaldtes »Rimer«. Det var en Versifikation af Sagaer, dels indenlandske, dels udenlandske Æventyrsagaer, altsaa en Slags episke Digte, Sagaer sat paa Rim, uden at Digteren dog underkastede det foreliggende Stof nogen anden digterisk Behandling end at omsætte det til Vers. Det var dog Skik at indlede hver enkelt Rime eller Sang med nogle Strofer, der i Modsætning til den paafølgende Omdigtning af selve Sagaen var Digterens eget originale Paafund, og som kunde indeholde et større eller mindre lyrisk Element. De enkelte Vers eller Strofer bestod hyppigst af 4 Verslinier, men kunde dog indskrænkes til baade 3 og 2. De havde baade Enderim og Indrim, der imidlertid kunde varieres paa højst forskellig Maade. Og Rimedigterne viste ofte en ikke ringe Opfindsomhed i at udfinde nye Variationer for at gøre Versene mere klingende og Afvekslingen større, saa at hver enkelt Rime (Sang) kunde have sit eget Versemaal. Der opstod herved en ny Kunstdigtning, som med Hensyn til kunstige Versemaal ikke gav den gamle Skjaldedigtning noget efter, men i formel Henseende i Tidens Løb snarere overgik den. Ogsaa de gamle Skjaldeomskrivninger bevaredes i Rimedigtningen og undergik her endda en ny Udvikling, idet de efterhaanden varieredes i det uendelige. Derimod var Emnevalget hos Rimedigterne ikke altid lige smagfuldt (hyppigst det modsatte) og Behandlingen alt andet end aandfuld. Men det havde den gamle Skjaldedigtning, paa ganske enkelte Undtagelser nær, heller aldrig været, men nærmest haft sin Styrke i det formelle, i sin Rimkunst.


Formaalet med Rimedigtningen var at gøre Stoffet baade mere underholdende og lettere at huske, idet det i Rimerne anvendte Bogstavrim blev en kraftig Støtte for Hukommelsen. Dette Formaal opnaaedes ogsaa i fuldt Maal, idet Rimerne efterhånden (lige til Nutiden) blev den mest yndede Underholdningslitteratur, som man i Hjemmene brugte til at forkorte Tiden med i de lange Vinteraftener. Der blev da sat en enkelt Mand til at foredrage Rimerne med høj Røst for Husets samlede Beboere, medens de andre sad og lyttede til, fuldt beskæftiget med deres forskellige Arbejde. Men det var dog ikke sjældent, at flere eller færre stemte i med, saa at en større eller mindre Del af hele Forsamlingen blev et syngende Kor, hvori den foredragende nærmest virkede som Forsanger. Rimerne blev nemlig altid foredraget i en halvt syngende Tone eller som man kaldte det »kvædet« (messet), hvortil ogsaa den anvendte Versform fortrinlig egnede sig, idet man ved Valget af denne særlig lagde an, paa klangfulde Rim, der kunde kildre Øret. Rimedigtningen havde den allerstørste Betydning for Bevarelsen af det islandske Sprog og Forstaaelsen af de gamle Skjaldeomskrivninger.



Fodnoter

  1. Oversættelse af disse Sagaer findes udgivet i 3 Bind af Det kgl. nord. Oldskriftselskab under Titlen: »Nordiske Fortidssagaer«.