Jomfru i Fugleham

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Dansk.gif


Kærlighedsscene
middelaldermotiv
Dansk folkedigtning


Kæmpe- og Trylleviser
13. Jomfru i Fugleham.[1]


Danske Folkeviser i Udvalg
Ved Axel Olrik og Ida Falbe-Hansen



Jeg ved vel, hvor den Skov hun stander,
hun staar for uden ved Fjord[2];
der gror inde de fejreste Træer,
som nogen maa se paa Jord.


Der gror inde de fejreste Træer,
som man kalder Siljer[3] og Linde;
der spiller inde de ædelige Dyr,
som man kalder Hjorte og Hinde.


Der spiller inde Hjorte og Hinde
og alle Dyr i Skove;
der spiller den favre liden Hind,
som Guldet bær under Bove.


———


1. Det var Nils Erlandsøn,
han rider de Dyr at bede;
der saa han den liden Hind,
han mon de hende efter lede.
Saa vinder den Svend sin Jomfru.


2. Efter gik Nilus Erlandsøn,
saa saare da mon han lange[4];
der var han i Dage tre,
han kunde ikke Hinden fange.


3. Han satte Snarer paa hver den Sti,
som Hinden var van at gange;
Hinden hun var saa vár om sig,
han kunde hende ikke fange.


4. Hr. Nilus ganger i Lunden,
han kunde hende ikke faa;
saa slog han løs de Rakker fem,
at de skulde Hinden naa.


5. De Hunde traade[5] den Hind saa nær,
at Hinden maatte[6] ej henfly;
saa skabte hun sig til saa liden en Fugl,
hun fløj saa højt ved Sky.


6. Hun blev til en liden Falk,
satte sig paa Lindegren;
Hr. Nilus stander der neden fore,
det tykte hannem være stor Meen.


7. Han tog Øksen i sin Haand,
han vilde det Træ nedfælde;
der kom den Mand, som Skoven aatte,
han skød sit Skaft imellem[7].


8. „Hugger du neder min fædrene Skov,
og gør du mig den Vælde[8],
jeg lover dig, Nilus Erlandsøn:
saa dyre skal du det gælde[9].“


9. „Du lad mig hugge det enlige[10] Træ,
du gøre mig ingen Møde!
fanger jeg ikke den liden Fugl,
den Sorg tvinger mig til Døde.“


10. „Hør du, favren Ungersvend,
og vil du lyde[11] mit Raad:
du faar ikke af liden Fugl,
uden hun fanger tamme Braad[12].“


11. Han skar Braaden[13] af sit Bryst,
hængte den paa Lindekviste;
hun flagred med Vinge, hun lod vel om[14],
fuld ond var Braaden at miste.


12. Ned fløj favre liden Fugl,
hun tog af den blodige Braad;
saa blev hun til den skønnest' Jomfru,
der maatte paa Jorden gaa.


13. Jomfruen under Linden stod
i Silkesærk saa rød:
Ridderen tog hende i sin Arm,
hun klaged for hannem sin Nød.


14. „Jeg sad over min Faders Bord,
jeg legte med Roser og Liljer;
der kom min Stifmoder gangendes ind:
det var ikke med hendes Vilje.


15. Hun skób[15] mig til saa liden en Hind,
bad mig i Skoven at løbe,
og mine syv Møer til Ulve graa,
hun bad, de skulde mig gribe.“


16. Jomfruen under Linden stod,
slog ud sit favre Haar;
hendes syv Møer kom gangende did,
som før var Ulve saa graa. —


17. „Haver I Tak, Nilus Erlandsøn,
I har mig løst af Harm!
I skal aldrig Søvnen sove
uden i min hvide Arm.


18. Haver I Tak, Nilus Erlandsøn,
I har mig løst af Kvide!
I skal aldrig Søvnen sove,
uden ved min hvide Side.“
Saa vinder den Svend sin Jomfru.



Fodnoter

  1. Indl. S. 72, DgF. II Bd. Nr. 56.
  2. for uden ved Fjord, yderst ved Fjorden.
  3. Silje, Piletræ (især Skovpil, modsat den simple Graapil eller Buskpil).
  4. 2 lange, længes.
  5. 5 traad, gl. Fortid af træde.
  6. maatte, kunde.
  7. 7 Skovens Ejer stak sit Spydskaft imellem; i Middelalderen havde Folk, der færdedes ude, sædvanlig deres Spyd med sig.
  8. 8 gør du mig den Vælde, hvis du udfører den Voldshandling imod mig.
  9. gælde, undgælde, bøde.
  10. 9 enlig, enkelt.
  11. 10 lyde, adlyde, efterfølge.
  12. Du faar ikke af (ɔ: du faar slet ikke) Fuglen uden hun faar Kød af noget tamt Dyr eller Væsen.
  13. 11 Braad, Kødstykke, Steg.
  14. hun lod vel om, hun viste sig glad derved.
  15. 15 skób, Fortid af at skabe (ligesom: fare, for).