Kagsuk (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
88. Kagsuk
Der siges, at Kagsuk engang havde sin Vinterbolig paa Karsit, udenfor Amerdlok, og at hans Søn besvogrede sig med endeel Brødre, som boede paa Satuk ved Maneetsok, idet han ægtede deres eneste Søster. Baade Kagsuk og hans Søn vare mægtige og stærke, hiin tillige en Manddraber, hvis Fjender ikke kunde faae Bugt med ham. Engang, siges der, da Sønnen om Dagen havde været ude sammen med sine Svogre, og det om Aftenen blev mørkt i Huset, begyndte han at tale og derpaa at skjændes med sin Kone. Svogrene taug først dertil, da de frygtede hans Styrke, men da han tilsidst gav Konen et Stød, grebe de ham alle for at forsvare Søsteren. Han søgte at tale dem tilrette, men de vilde ikke høre paa ham; tilsidst stak de ham med en Kniv, men hvergang han blev saaret, strøg han sig med Haanden og lægte det strax, og tilsidst kastede han dem til Jorden, den ene efter den anden. Men senere engang om Natten i Bælmørke flygtede han derfra over den faste Iis, idet han lod sin Kajak blive tilbage. Han gik bag om Maneetsok og kom til Agpamiut, hvor der var flere godt befolkede Huse, hvis Beboere toge godt imod ham, da de kjendte hans Magt. Ved Agpamiut begyndte det aabne Vand, og der siges, at Stedets Beboere dreve Hvalfangst og at de overtalte Kagsuks Søn til at følge med, for at roe omkap med dem, men han kom altid forud. Efter nogen Tids Ophold vilde han derfra roe i sin Kajak til Karsit, hvor Faderen boede, skjøndt det var Vinter og Isen laa deromkring. Agpamiutterne raadede ham derfra, men han vilde ikke høre paa dem, og der siges at han roede udenskjærs, og paa een Dag naaede Karsit. Da han fortalte sin Fader om sit Slagsmaal med Svogrene, sagde Kagsuk: »dersom dine Svogre have stukket dig med en Kniv, saa lader os endnu i denne Nat gjøre Ende paa Satuks Beboere!« — Der siges, at Sønnen raadede til, at de skulde vente til det blev lys Dag, men da Faderen blev haardnakket ved sit Forsæt, droge de afsted endnu den samme Nat til Satuk og myrdede alle Pladsens Beboere, med Undtagelse af en Dreng og en Pige, som de lode leve. Derpaa droge de tilbage til Karsit, og fra den Tid af blev Kagsuk en endnu værre Drabsmand. Tilsidst ihjelslog han endog sine egne Huusfæller. Da Beboerne af Amerdlok hørte dette, holdt de dem af Frygt nær under Landet. Kagsuk og hans Søn indførte følgende Levemaade: naar Veiret var godt, gik Kagsuk ikke i Kajak, fordi han havde Mistanke, men Sønnen gik alene; naar derimod Faderen gik ud, blev Sønnen hjemme, undtagen i meget haard Blæst, thi saa gik de begge ud.
Engang om Vinteren, da Dagen længedes, gik to Kajakker fra Amerdlok ud paa Sælhundejagt, men bleve overfaldne af stærk Snee og Blæst, saa at de ikke kunde finde Land igjen. Vildfarende kom de til Kagsuks Plads, og da de saae hans Huus, tænkte de, at han ikke vilde lade dem leve. Da de lagde til Land, kom Kagsuk ud af Huset, men inden han fik talt, sagde de: »vi ere komne hertil, uden den Hensigt at gaae paa Besøg; vi forvildede os blot i Sneefoget, og kunde ikke arbeide os imod Vinden.« Kagsuk svarede: »stiger iland! naar Veiret bedager sig, kunne I reise hjem igjen.« Herover følte de sig beroligede og de gik ind i Huset, hvor der var meget varmt. Sønnen var ude i Kajak, og Kagsuk snakkede meget hele Tiden, indtil henad Aftenen, da han blev ganske taus; det blæste og sneede dengang endnu stærkt. Endelig spurgte han sine Huusfæller: »hvilken Kajak benytter han idag?« De svarede: »den med den skarpe Kjøl.« Da sagde Kagsuk: »jeg var først ængstelig, men nu er det forbi, siden jeg hører, han er i den Kajak.« Om Aftenen blev der endelig raabt, at nu kom han, slæbende en Hvalros. Da de Folk, som skulde slæbe Fangsten op paa Land, vare gaaede ud, sagde Kagsuk: »de ville ikke blive her, men ere komne som vildfarne imod deres Villie.« Gjæsterne saae sig om, og bemærkede da først, at han talte med Sønnen, som stak Hovedet frem af Opgangen, og havde spændt Buen imod dem. Ved at høre Faderens Ord trak han sig tilbage, men kom strax ind igjen og spurgte, om Gjæsterne havde faaet noget at spise. Da der blev svaret nei, sagde han, at han vilde spise med dem, og der blev nu sat Mad frem, nemlig Hvalroskjød, Mattak, tørret Renskjød og Tælg. Da Gjæsterne havde spiist godt, sagde Kagsuk: »lægger eder nu kun roligt til at sove.« Endnu medens de sov, kom Kagsuk, vækkede dem og sagde, at nu var Veiret godt, nu kunde de reise hjem igjen. Da de toge afsted, lod han dem give Kajakkerne fulde af Fødemidler, men tilføiede: »lad nu ikke nogen af de andre fra eders Plads komme her paa Besøg, thi vi lade dem ikke leve!« Derpaa reiste de hjem, uden at være dræbte. Da de ankom til Amerdlok og Folk saae, hvad de bragte med sig, fik de alle Lyst til ogsaa at besøge Kagsuk, og endskjøndt de tvende gjentoge Kagsuks Advarsel, var der dog Flere, som ikke vilde lade sig afholde. Disse, iblandt hvilke der vare to gamle Mænds eneste Sønner, droge afsted, men de bleve alle dræbte, og ingen vendte tilbage. De to gamle Mænd vare nu uden Forsørgere, og levede blot af at fiske Ulke. Nogle vilde tilraade dem at hævne sig paa Kagsuk, men da saae de dem lave sig Buer af en Arms Længde. Da de vare færdige, sagde den ene Gamle: »vi ville nu drage mod Kagsuk, I andre skulle komme til Huset fra Søsiden, jeg og den anden Gamle hist vi ville komme bagfra.« En Mængde Kajakker begave sig paa Veien, anførte af de to Gamle, af hvilke den ene sang Trylleviser. Kagsuk havde til Amulet en Ømmert, som sad ovenpaa hans Huus, og varslede ham hvergang der var Fare. Da han hørte Ømmerten skrige, gik han udenfor, opdagede strax Kajakkerne og udbrød: »jeg seer eder nok!« Men de Gamle havde han ikke bemærket. Disse listede sig overland, og da Kagsuk var gaaet ind igjen, stillede de sig tæt foran Indgangen. Da han nu anden Gang kom ud, skjød og dræbte de ham med det samme. Da Kajakkerne kom iland, dræbte de ogsaa alle hans Huusfæller. Alene Sønnen undslap, fordi han var borte; men nogle sagde, at naar han kom, vilde han maaskee gjøre det af med dem alle, derfor skulde de skynde sig bort, — og saa flygtede de. Senere hen engang droge endeel Kajakker ud mod Kagsuks Søn, men da de kom til Pladsen, var Huset revet ned og Baaden borte. Lang Tid senere saae engang nogle Rensjægere i det Indre af Landet ved Iluligsat tre ubekjendte Mænd, og da En tilraabte dem: »hvis Efterkommere ere I?« — blev der svaret: »Kagsuks Efterkommere.« Men senere blev der intet mere hørt om dem. —
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 245-249.
