Kong Harald Haarfagers Skjaldes Saga
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ||||||
Kilde til denne oversættelse: A.M. 67a fol., 67b fol., A.M. 307 og A.M. 544. |
---|
Oldnordiske Sagaer
Bind 3
Kong Harald Haarfagers Skjaldes Saga
Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1827
1. Kapitel
Kong Harald Haarfager regjerede over Norge; han havde mange berømte Mænd om sig; blandt andre vare der tre Skjalde hos Kongen; nemlig: Ølver Hnufa, Thorbjørn Hornklofe og Audun Ilskælda. Thoralf i Hvin havde Tilladelse at opholde sig hjemme, da det, som her skal fortælles, foregik. Audun var da igjen kommen i Naade hos Kongen, hvis Unaade han havde paadraget sig ved at tage Omkvædet ud af den Drape, som Hans Frænde Ulf Sebbesøn havde gjort om Kong Harald; deraf fik Audun sit Øgenavn og Drapen Navn af Stjaalenstef, som der fortælles i Ulf Sebbesøns og Kvig Jarls Saga. Kong Harald var til et anseeligt Gilde paa Hussted i Nordmøre hos sin Frænke Ingeborg den Rige; der vare hans Skjalde og mange andre anseelige Mænd med ham. Gildet var meget prægtigt, og Enken vartede selv op; hun var en smuk og beleven Kvinde; hun skjenkede om Aftenen et Dyrehorn for Audun; han tog hendes Haand med Hornet, og sagde: “Du er en smuk Kvinde, og særdeles vel synes jeg om dig, og om du vil tillade mig at sove hos dig i Nat, da vil jeg give dig denne Guldring, som Kongen har givet mig, og desuden mange andre Ting, om du vil modtage dem.” Hun svarede: “Det kan ikke være din alvorlige Mening, thi du maa være drukken, og Kongen vil blive vred paa dig, om han mærker dette.” “Ej bryder jeg mig om det,” sagde Audun, “om du vil samtykke.” Hun betragtede Ringen, og syntes at den var smuk, og sagde: “Eftersom jeg synes vel om dig, og dette kunde holdes hemmelig, saa vil jeg gjøre din Villie, naar du vil rette dig efter det, som jeg foreskriver; du skal komme til min Fruerstue, naar den tredie Deel af Natten er forløben, og jeg skal da sørge for, at Stakitlaagen er aaben og ligeledes de tre Døre, der ere for Stuen, * * * og han kyste hende til Afsked. Dernæst kom Ingeborg for Thorbjørn Hornklofe paa samme Maade som for Audun, og deres Samtale gik ud paa det samme, og det sluttede med, at han skulde ogsaa komme til Fruerstuen ligesom hin. Siden kom hun for Ølver Hnufa, og han tog mod hende paa samme Maade som de forrige; det sluttede med, at enhver af dem gav hende en Guldring, og hun tog imod dem alle, og bad Ølver komme, naar der kun var en tredje Deel tilbage af Natten. Ingen af dem vidste noget af de andre, og enhver var derfor vel tilfreds med det Løfte, der var ham gjort. Da hun nu om Aftenen gik til Sængs, sade endnu mange oppe, og vare meget drukne, og enhver sov ind paa den Plads, hvor han var. Skjaldene sade ogsaa tilbage og vaagede, thi de forglemte ikke, hvor hen de skulde. Da den tredie Deel af Natten nu var forløben, stod Audun op, og gik til Ingeborgs Fruerstue. Stakitlaagen var aaben, han gik nu ind, og lukkede den ene Dør op efter den anden, indtil han kom til selve Stuen, da fandt han, at den var i Laas; han agtede da at gaae bort, men i det samme hørte han, at den Dør, som var næst indenfor ham, smældede i Laas; der stod han da. Ved Midnat stod Thorbjørn Hornklofe op, og gik til Ingeborgs Fruerstue, han gik ind igjennem Stakitlaagen og ind ad den Dør, som var der næst ved; Stuen var da i Laas, og han vendte tilbage, men da var ogsaa den Dør i Laas, som han forhen lukkede op. Og da de to Trediedele af Natten vare forløbne stod Ølver op, og gik til Ingeborgs Fruerstue; Stakittet stod aabent, men da han kom til Døren til Stuen, var den i Laas, og da han agtede sig ud igjen, var Stakitlaagen i Laas; enhver af dem sad nu der, hvor han var, det øvrige af Natten, og den ene vidste ikke af den anden; ingen af dem havde flere Klæder paa end sit Linned og en Overkappe; Vejret var koldt og det var stærk Frost. Da nu Kongen om Morgenen kom i sit Højsæde, savnede han sine Skjalde, og man gik at søge efter dem. Ingeborg fortalte da Kongen, hvorledes det hang sammen; Kongen gik ud til Fruerstuen med mange Folk, og fandt der sine Skjalde. Kongen var saa vred, at man næppe kunde faae et Ord indført hos ham, og bad at dræbe dem saa hurtig mueligt for deres Dumdristighed. Der vare mange brave Mænd hos Kongen, som bade for dem, og saa gjorde de ogsaa selv; men da deres Frænder og Venner ikke kunde faae udvirket dem Fred, bade de Kongen, om han vilde sende dem i noget Ærende, som han ønskede at faae udført, skjønt der var nogen Livsfare derved, isteden for at lade dem dræbe for ikke større Sag, saa meget som han forhen havde agtet dem. Overtalt af sine Venner, fattede Kongen nu denne Beslutning, og sagde at han vilde sende dem over til Sverrig til Kong Erik Bjørnssøn, for at tilvejebringe Fred imellem Rigerne; dette bestemte Kongen, fordi en, hver af deres Mænd, som kom i den andens Rige, blev strax dræbt. Hver af Skjaldene havde gjort sin Vise om Natten mellem Dørrene. Denne kvad Audun:
Under den aabne Himmel
Vi indspærrede stode,
Een efter den anden,
Inden denne Klemme;
Tilskyndt vist man har, at
Krigeren hæftes skulde,
Møen ej jeg fandt, og
Fængsiet slipper jeg næppe.
Denne kvad Thorbjørn:
Dette voldte Kvinden,
* * *
Derfor jeg lyster at taste
Denne Færd * * *
At i Lag med den smukke
Mø jeg kom * * *
Og Ølver kvad denne:
Skjaldens Øjenlaage
Skigaarden har lukket,
Ej for Vaaben han maatte
Døe i Strid med Ære;
Og den uheldsvangre
Sængs * * * , derfor
Har jeg taalmodig
* * *.
Kapitel 2
Skjaldene berede sig til Bortrejse.
Kong Harald havde, den Tid Skjaldene stode i højest Anseelse hos ham, tilladt dem, at enhver af dem maatte udvælge een af Kongens Hofsinder til sin Tjeneste og sit følge; den, som Audun havde valgt, hed Rejkul; Thorbjørn valgde Kolofostri, og Hjalmgrim hed den Mand, som Ølver valgde. Uagtet Skjaldene nu vare faldne i Unaade hos Kongen, vilde dog ingen skilles fra sin Stalbroder, skjønt der var saa stor Fare at udsætte sig for. Da de vare færdige, gik de for Kongen, toge Afsked med ham, og bade ham give dem sin Lykke med paa denne Rejse; og uagtet Kongen var vred, lovede han dog det, de bade om, og ønskede dem en lykkelig Rejse. De rede derpaa bort sex i følge. Da sagde Audun: “Skjønt vi ere faldne i Kongens Unaade, er det dog bedst at lade, som vi have mange anseelige Frænder, og jeg vil foreslaae, * * * Bistand, førend han begav sig paa denne Rejse; de syntes, at det var det bedste Raad, de kunde tage. Ølver sagde: “Ring den Hvide paa Søndmøre er min nære Frænde, han er nemlig min Morbroder, og han er tillige Kong Haralds Lehnsmand. Ham vil jeg drage til, og bede ham at ledsage os paa denne Rejse, han er ung og mandig, og vil sandsynligviis være en tapper Mand, om noget behøves.” Da sagde Audun: “Jeg har ogsaa en Fnænde, som hedder Thorfin; han er ogsaa Kong Haralds Lehnsmand, og har Nummedalsfylke; han er atten Vintre gammel; han bliver kaldt Thorfin den Stærke; han har nylig taget imod sin Fædrenearv; ham vil jeg bede drage med os; thi jeg holder for at den Plads, han indtager, ikke vil befindes øde.” De skiltes nu, og enhver drog til sin Frænde; og fortælles der først om Ølver, at han drog syd paa til Møre, og kom til Ring Hvide, som tog imod ham med megen Venlighed, og der var Ølver tre Nætter og blev godt behandlet. Han fremførte derpaa sit Ærende, og sagde saa: “Jeg er kommen her til dig, for at sige dig, at Kong Harald har sendt os, sine Skjalde, over til Sverrig for at tilvejebringe Fred mellem Kongerne og imellem Landene.” “Hvad have I da gjort,” spurgde Ring, “hvorfor Kongen vil skille eder ved Livet?” “Han tænkte,” svarede Ølver, “at vi ville kunne udrette mere end andre.” “Siig mig det Sande, hvorledes det hænger sammen,” sagde derpaa Ring; og Ølver fortalte ham nu alt, som det var. Ring sagde: “Det var ilde.” “Saa er det nu hermed,” svarede Ølver, “at jeg vil bede dig, at følge med mig, thi jeg vænter mest Hjælp af dig, saa meget mere, jo vanskeligere Stilling jeg befinder mig i. “Til sligt er jeg endnu kun lidet skikket,” sagde Ring, “formedelst min Ungdom og Ubevanthed med slige Foretagender, men hvilke flere agte I at anmode om at drage med i denne Færd?” Ølver nævnte Rolf og Thorfin. “Hvis de tilstaae at rejse,” sagde Ring, “da vil jeg ikke undslaae mig, men i modsat Fald vil det ikke hjælpe at anmode mig mere herom.” De skiltes nu med Venskab, og Ring bad Ølver sende Bud, om Thorfin og Rolf lovede at rejse, da skulde de mødes paa Stejg i Gudbrandsdalene. Om Thorbjørn Hornklofe er dernæst at fortælle, at han kom til Oplandene til Rolf Nefja, og blev der vel imodtagen; han fortalte Rolf om Rejsen og om Aarsagen til den og tillige, at han vilde bede Rolf at drage med, læggende til, at han af ham væntede sig mest af alle sine Frænder. Rolf svarede: “Ej er jeg nu skikket til at drage paa slige Rejser paa min gamle Alder; men den Gang, jeg var i mine bedste Aar, vilde jeg ikke have afslaaet denne Rejse, om der droge flere med, som jeg ansaae at besidde nogen Duelighed til Strid.” Paa den samme Tid kom Ølver Hnufa der, og sagde, at Ring havde lovet at rejse, og bæstemt, hvor de skulde mødes; Rolf lovede da ogsaa at ville rejse med. Om Audun Ilskælda er endelig at berette, at han kom til Nummedalen til Thorfin, og mødte der en god Modtagelse. Thorfin havde en gammel Amme; den samme Aften kom han til hendes Sæng; hun hilste ham, og spurgde, om der vare kommen nogle Fremmede, som vare hans Frænder; han sagde, at der ingen vare komne. “Det væntede jeg mindst,” sagde hun, “at du vilde lyve for mig; thi jeg kjender her din Frænde Audun Ilskældas Fylgie (1); de kom her i Morges tidlig, og han tykkes at have et nødvendig Ærende til dig, og han har stor Bekymring i Sindet.” Thorfin svarede: “Det er sandt, Fostermoder! at han og Hjalmgrim kom her i Dag, og du er ikke ganske blind, men jeg veed ikke deres Ærende.” “Det gaaer her som sædvanlig,” sagde hun, “at det blot ere saadanne Ærender, som der intet Godt er ved.” Siden gik Thorfin bort, sigende, at han vilde komme til sin Amme, om der maatte blive ham noget foreslaaet, som syntes ham vanskeligt.” Hun takkede ham for hans Tiltro til hende, og sagde, at han viste sig nedladende med at vælge sine Raadgivere. Dagen efter sagde Audun til Thorfin: “Kong Harald har sendt os sine Skjalde til den svenske Konge at søge at tilvejebringe Fred mellem Landene, i det han troede os bedst til at kunne udvirke en gunstig Vending i denne Sag.” “Thorfin svarede: “Jeg kan ikke skjønne andet end at dette er en yderst farlig Rejse, og jeg seer altsaa, at Kongen ikke under eder det bedre end andre.” “Man kan vænte,” svarede Audun, “at faaer denne Rejse et lykkeligt Udfald, blive de ogsaa forfremmede, som udføre den; og det er mit Ærende hid at bede dig at drage med paa denne Færd; jeg vænter, at det vil gaae mig bedre ved min Foranstaltning end dig, thi jeg veed, at Kongen vil hædre dig, om du gjør dette; der ere ogsaa andre ypperlige Mænd med paa denne Rejse, saasom Ring og Rolf Nefja.” Thorfin svarede kun lidet, men gik til sin Fostermoder, og fortalte hende Auduns Ærende. Hun spurgde: ”Lovede du at rejse?” “Nej,” svarede han. “Det er dog ligesaa fuldt,” vedblev hun, “som om du havde lovet det, thi det vil blive Enden paa det.” “Synes det dig raadeligt, Fostermoder!” sagde han. “Ej vil jeg fraraade dig,” svarede hun. Siden talte de om, hvorledes han skulde berede sig til Rejsen. Hun sagde: “Du skal drage med tolv Mænd, og skulle alle vore Roerkarle følge dig, Hermund Bersærk og din Fosterfader Ingjald Skare; men du skal blive deres anfører i denne Færd paa den Maade, at naar I ere samlede, alle Formændene, da skulle I sætte eders Spyd sammen, og skal saa den være Anfører for eder, i hvis Spyd det synger, men jeg skal mage det saa, at det skal hændes dig.” Siden gav hun ham Salve og en Deel Bindsler, og sagde, at han vilde komme til at behøve dem alle. Hun følte dernæst omkring paa ham, og sagde: “Jeg vænter, at faa atten Vintre gamle Karle ville være dine Lige; men da hun følte ham paa hans Sider, sagde hun: “Der stødte det paa, men dog vil du komme tilbage; nu vil jeg, at du skal kysse mig, før du drager bort;” han gjorde saa. Thorfin begav sig nu paa Rejsen med Audun. De droge derpaa Vejen frem, til de kom til Stejg i Gudbrandsdalene; der traf de Skjaldene og tillige Rolf og Ring. De rede nu mod Østen, hvor Vejen gaaer, og vare 38 Mænd tilsammen; Thorfin blev deres Anfører, eftersom Kærlingen havde maget det.
Kapitel 3.
Da Vreden forlod Kong Harald, og han spurgde, at Skjaldene vare borte, og at hans Lehnsmænd vare dragne med dem, udsatte for Fredløshed og Fare i en anden Konges Rige; blev han saa vred, at han sendte Bud over hele Norge, og stævnede Folk til sig, og agtede selv at ride med Oplændingerne og Thrønderne ind i Sverrig, saasnart Sommeren begyndte, thi han troede at kunne vænte, at han der vilde faae sine Mænd at hævne. Han stævnede til sig fra Halogeland Thorolf Kveldulfssøn og Sigurd af Sandnæs, Røgnvald fra Mjola og mange andre fra den nordlige Deel af Landet; og sydfra stævnede han Asbjørn Hamarljome fra Hedemarken, Eysten Egdefork og mange Stormænd fra Oplandene. Sin Søn Erik satte han over Ledingshæren, og bød ham sejle til den østlige Side af Vigen; de skulde gjøre Landgang i Gotland, og derfra hærje op i Sverrig; over Flaaden sattes, tilligemed Erik, Røgnvald Møre-Jarl og Thrand Fjalekat (2), Romund Guldtanni fra Sogn, Eysten Hvide fra Vors og mange andre af Kong Haralds Kæmper. Skibshæren kom sammen i Ejkundesund sønden for Jæderen, og sejlede dernæst over til Elven. Om Lehnsmændene og Skjaldene er nu at fortælle, at de droge over kjølen ad Vejen, som gaaer til Sverrig. De fik ondt Vejrlig, baade Frost og Sneefog. En Dag, da de gik frem ad en stor Skovvej, og det var en rygende Snee, saa de en Mand komme imod dem; de kjendte, at det var Rejkul, og spurgde ham, hvorfra han kom; han sagde, at han havde løbet forud, og havde fundet en stor og stærk Skale (3): “Døren var lukket i paa Klem,” sagde han, “og jeg maatte bruge alle mine Kræfter, inden jeg fik den op; der kunde staae fyrretyve Heste derinde, og ligesaa mange Lejer vare der; der manglede heller ikke paa Gods.” “Saa raader jeg til, at vi overnatte der,” sagde Thorfin. De samtykte det, rede til Skalen, og vare der om Aftenen, men da Tusmørket begyndte, hørte de Hestegny og Vaabenbrag; en Mand red til Døren, og stak sit Spydstaft mod den, saa at Døren strax sprang op paa vid Væg. Thorfin og hans Mænd dræbte denne og to andre, som rede ind, men Hestene løb til deres Staldrum. Derpaa red endnu en Mand ind ad Døren; Thorfin hug til ham; han holdt Luven (4) imod, og det bed ikke; han havde hverken Skjold eller Hjælm. Han trak sig da ud igjen, og sagde: “Kan Hama høre mig ?” Da svarede en stor og smuk Mand: “Hvad vil du ham?” “Vi trærffe her Mænd i vor Skale,” sagde han, “som synes at have noget at betyde, thi saasnart jeg agtede at ride ind, blev der hugget saa haardt til mig, at jeg nær havde faaet Skade deraf, da jeg holdt Luven imod; men tre af de Mænd, som rede forud * og rede først ind, troer jeg, ere alle strax dræbte.” Nu er det bedst,” sagde Hama, “at vi begive os til vor Skandse.” “Det er vistnok bedst,” sagde Sjone, “og lad es hellere træffes i Morgen!” De rede derpaa bort, og hine forbleve i Skalen om Natten. Der fattedes intet, og de toge, hvad de behøvede. Tidlig om Morgenen begave de sig paa Vejen, Men da de vare komne et Stykke Vej frem, saae de Mænd stillede tvært over Vejen, ikke færre end fyrretyve, og midt i Troppen stod en Mand, der var saa stor, at ingen af de andre naaede ham til Skuldrene; han saae derhos meget barsk ud. Thorfin opmuntrede dem til at gaae uforfærdet frem, Men da de kom hinanden nær, spurgde Thorsøn, hvo deres anfører var. Den store Mand svarede, og sagde, at han hed Hama, og var fra Helsingeland, “men disse ere mine Mænd, som følge mig, og jeg vil gjøre ved eder det samme, som jeg gjør ved andre, der drage over Kjølen; jeg vil have eders liv og Gods.” Thorfin sagde, at det vilde koste ham mere, end han troede; “Vi ville fordele os saaledes, at Mand gaaer imod Mand ; men hvor gammel er du, Hama?” “Jeg er nu atten Vintre gammel,” svarede Hama, og spurgde igjen, hvor gammel Thorfin var. Denne svarede, at de i Henseende til Alderen vare hinanden lige. Thorfin talte nu til sine Mænd, og spurgde Rolf og Ring, om de vilde kæmpe mod to Mænd hver af dem, eller begge mod Hama allene, “thi de have to flere end vi.” De svarede begge paa een Gang, at enhver af dem vilde hellere stride mod to. “Vel er det,” sagde da Thorfin, “at jeg og Hama komme til at prøve en Dyst; Ingjald Skarafostre kommer til at gaae imod Sjone, thi til at stride mod denne Trold ville faa andre være i Stand; Hermund Bersærk skal imod den af dem, som er den tredie i Stridbarhed, og hedder Lede, og faa skal fremdeles Mand sættes imod Mand.” De gik siden ind paa hinanden, og kæmpede paa det hidsigste. Kolofostre var den første, der fik Bugt med den Mand, der var sat mod ham, og han hjalp strax Thorbjørn Hornklofe, og da de nu vare to om een, blev der snart en Omskiftning, og de dræbte ham. Thorbjørn hjalp dernæst Rolf, thi han havde faaet nogle store, dog ikke mange, Saar, da han var stiv af Alderdom, men da tre anfaldt een, dræbte de ham strax. Rolf tilbød da at hjælpe Ring, som ogsaa havde faaet mange Saar, der dog vare smaae; de gjorde nu saa, og den Kamp var ligeledes snart til Ende. Imidlertid var ogsaa Hjalmgrim bleven færdig med den Mand, som var sat imod ham; han drog da til sin Stalbroder Audun, og de dræbte den, som Audun gik imod. De vendte sig nu derhen, hvor Thorfin og Hama saa vel og mandigen strede mod hinanden, at man ikke kunde see, hvo der vilde sejre; de vilde hjælpe Thorfin, men han vilde ikke tilstæde det, og sagde, at ingen skulde deeltage i deres Kamp, hvo af dem der saa skulde gaae af med Sejren, Hermund kæmpede vel; men Ingjald Skare og Sjone strede paa mange Maader med Grumhed og Trolddom, saa at ingen syntes at kunne tage Deel i deres Kamp; men enhver, som var bleven færdig, hjalp sin Ven og Slalbrooer, og omsider endtes det med, at Hama og Sjone flyede bort i Skoven tilligemed Lede, men alle de andre vare dræbte. De vendte nu tilbage til Skalen, og forbandt deres Saar; Thorfin var ikke saaret. De forbleve nu der i syv Dage; derpaa droge de over Kølen, og der fattedes da ikke, Heste og andre Fornødenheder. De kom ned i en Dal, hvor der var en stor Gaard; de gik til Huset; der boede en Kone, som hed Rudda; hun var mægtig og havde mange Mænd om sig; hun indbød dem til sig, og spurgde dem om Tidender, de sagde, at de faa eller ingen havde at berette. Rudda sagde: “Det kan dog være, at der er gaaet noget for sig, skjønt I intet ville sige; Sjone kom her forrige Dag, og kaldes nu Halvhoved; han sagde ogsaa, at Hama var død i Skandsen af Saar, at Indvoldene vare ude paa ham, da han kom fra Striden; han bandt da Klæderne fast om sig, og naaede saaledes til Værket, hvor han døde; “og nær have I gaaet mig med eders Hug, thi Hama var min Søn; men hvis du, Thorfin! vil blive min Mand, og være mig i Søns Sted, da ville vi snart blive forligte.” Han lod, som han vilde antage dette; de vare der om Natten. Dagen efter lod hun det udegaaende Kvæg drive hjem, men Thorfin brød sig ikke meget derom; den anden Dag bad hun Thorfin gaae at see hendes Kostbarheder og Løsøre; “thi du, Thorfin! har meget at bøde, fordi du dræbte min Søn Hama, thi hans Fader er Jarlen i Helsingeland, men ej vil jeg tage det tilbage, som jeg forhen har sagt dig.” Han svarede ikke meget dertil. Hun bad ham da gaae med hende at see hendes Kostbarheder, og han gjorde saa. Han saae der mange herlige Ting, men da hun havde taget alt op af Kisten, laae der tre Guldringe paa Bunden af den; hun bad Thorfin tage Ringene til sig; han bukkede sig da ned, men i det samme trak hun et Sax eller kort Sværd frem, og stak til ham dermed, saa det stod fast i Benet; men han sprang op, i det han fik Stikket, og slog hende med den knyttede Næve, saa at hun faldt om paa Gulvet: og det blev hendes Død. I Thorfins Saar gik der Betændelse, thi Sværdets Æg var forgiftet, og man maatte skjære alt det nærmeste ud af Saaret, inden det vilde læges. Dertil brugtes nu de Bind, som Kærlingen sidst havde givet ham ved Afskeden. De vare der nu nogle Dage, og droge siden videre ad Vejen, og Indbyggerne øverst oppe i Sverrig vare ikke at lide paa for dem. En Dag saae de, hvor der rede tredive Mand; de hilste Anføreren, og spurgde ham om Navn; han sagde, at han hed Hjalmar, og var en Søn af Jarlen i Helsingeland, og at han nylig havde taget imod sin Fædrenearv; at hans Broder hed Hama, “og han er en fortrinlig Mand, vi have Fader sammen,” lagde han til, “men han har en ond Moder.” Thorfin spurgde, hvorhen han agtede sig; han sagde, at han skulde til Upsal til Kong Erik. Han spurgde igjen Thorfin om hans Rejse. Thorfin sagde ham, som det var, og bad ham tale deres Sag for den svenske Konge. Han lovede dem sin Bistand, og den lovede de hinanden gjensidigen, og sluttede derom en fast Aftale. Siden sagde Thorfin ham, hvad der var skeet. Hjalmar svarede: “Skade tykkes mig Hamas Tab for Slægtskabets Skyld; men fordi han ved sin Moders Overtalelser tog til en ond Bedrift og blev Stimand, var han ogsaa min Regjering til Hinder og Skade, saa at jeg næppe kunde udføre den; og da hertil kommer, at I forsvarede eder med Mandighed, vil jeg ikke tilregne eder dette; der er heller ingen Konge, som jeg synes saa godt om, som Kong Harald, og min Agtelse for ham skal komme eder meget til Gode. De droge nu alle sammen, til de kom til Upsal. Kongen tog med Mildhed mod Hjalmar, og gav ham Plads i Højsædet ligeover for sig; men Nordmændene bleve koldt modtagne. Kongen spurgde Hjalmar om deres Ærende. Han sagde, at de vare sendte af Kong Harald med store Pengegaver for at skaffe Fred tilveje mellem Landene, og i det samme gik Nordmændene for Kongen, og fremførte det samme Ærende. Hjalmar sagde, at det var Kong Erik til den største Hæder, at saadan en Konge, som Kong Harald var, bad ham om Fred, og syntes ikke at kunne udholde hans Vrede. Skjaldene frembare nu anseelige Gaver, som de sagde, at Kong Harald sendte til Kongen, men det var dog det Gods, som de havde faaet i Skalen og fra Rudda; og efter manges Tilstyndelse optog Kong Erik det vel, og viste Skjaldene til en hæderlig Plads. Saasnart Skjaldene vare tagne i Fred, gave de med megen Veltalenhed prøver paa deres Færdighed, og begyndte at gjøre Hæderskvad om Kongen og andre fornemme Mænd. Da de nu havde været der saa lang Tid, at de havde fuldført deres Ærende, beredte de sig med Kongens Tilladelse til Hjemrejse; og Kongen gav dem paa sine Vegne Hjalmar med paa Rejsen, og sendte Kong Harald meget anseelige Gaver med hæderlige Tilsagn om Fred. Om dem er nu at fortælle, at de droge Vejene frem over Kølen og dernæst mod Vesten over Skovene. Da de nu kom ned til Bøjgderne, kom Kong Harald imod dem med en stor Hær, og agtede at hærje paa Sverrig, om der havde været tilføjet hans Mænd nogen Skade. Hjalmar tilligemed Lehnsmændene og Skjaldene og deres følge gik nu for Kongen, og Hillste paa ham, og han tog med Mildhed imod dem, og syntes at have faaet dem tilbage fra Underverdenen. De fortalte nu udførlig, hvorledes det var gaaet paa deres Rejse, og fremførte Kong Eriks Hilsen og de Gaver, han havde sendt Kong Harald. Kongen vendte da tilbage, men sendte Hauk Habrok og Rolf Nefja over til Vigen til Kongens Søn Erik og Røgnvald Møre-Jarl at sige dem, at der nu var gjort Fred mellem Rigerne. De vare tolv tilsammen, og droge frem ad Vejen, og som de nu en Aften droge igjennem en Skov, kom de til en stor Skale. De agtede at overnatte der, men da de lukkede Døren op, saae de, at der sade tolv Mænd ved Ilden; Rolf kjendte Sjone, som var anfører for denne Trop. De sprang op, grebe deres Vaaben, og løb ud af Skalen, og der begyndte strax en Kamp; Sjone trængte ind paa Rolf, og det endtes imellem dem med, at Sjone stak ham igjennem med et Krogspyd, og det var Rolfs død. Da sagde Sjone: “Det agtede jeg at faae udført i Norrig, at faae taget Hævn for Hama, og skjønt Hævnen ikke træffer der, hvor jeg ønskede det, er dette dog bedre end intet.” Dette hørte Hauk, og spurgde: “Hvor vilde du heller, at den skulde have truffet?” “Paa Kong Harald eller Thorfin,” svarede Sjone. Derpaa løb Sjone mod Hauk, og stak Spydet til ham; Hauk holdt Skjoldet imod, men Sjone stak igjennem Skjoldet og Hauks Brynje saa haardt, at Stikket gik ind til Benet; det var et stort Saar. Hauk slap Skjoldet af Haanden, og han var fast paa Spydet; han tog da med begge Hænder en stor Øxe, og hug til Sjone, men det bed ikke. Hauk slog da med Hammeren Sjone over Armen nedenfor Skulderen, saa at Armen gik i Stykker; da faldt Spydet ned; Sjone greb det i den anden Haand, og skød det igjennem en Mand af Hauks Hær, og løb derpaa bort i Skoven, og bød sine Folk følge sig. Hans Trop var da svunden ind til det Halve, men fire af Hanks Mænd vare døde. De skiltes nu; Hauk forbandt sine Mænds Saar, og drog siden til Erik Kongesøn, og berettede ham sit Ærende. Erik havde før hans Ankomst hærjet vidt omkring i Gotland, men vendte nu tilbage med Flaaden, og traf sin Fader i Tønsberg, og de sagde hinanden, hvorledes det var gaaet dem hver især. Thorfin og Hjalmar droge op til Halogeland, og fik begge gode Gaver af Kongen, og droge bort som hansVenner; og da de kom hjæm, bleve de modtagne med aabne Arme; Thorfins Fostermoder blev glad ved ham, og sagde, at det havde ikke gaaet meget anderledes, end hun havde anet. Hjalmar drog derfra hjem til Helsingeland, og Thorfin fulgde ham, og gav ham fortrinlige Gaver med. Thorfin forblev der en Tid, og ægtede Hjalmars Søster Magnild, og de vare nogle Aar sammen, indtil Hjalmar døde. Hele hans Arv tilfaldt da Magnild, og Thorfin drog derpaa til Helsingeland, hvor der blev givet ham Jarlsnavn; han formerede der sin Slægt, og mange nedstamme fra ham. Da den svenske Kong Erik mærkede, at hans Land blev hærjet, og at det var ikke noget alvorligt Fredsforslag, som Skjaldene havde fremført, blev han meget vred; dog udbrød ingen Krig mellem Rigerne, men det var aldrig siden godt mellem disse Konger. Kong Haralds Dage vare mange og æresulde, og hans Endeligt saadant, som mange have hørt. Her fortælles ej længer om ham.
Noter:
1) Skytsgudinde.
2) d. e. Musefælde.
3) d. e. en eenlig Bygning.
4) Haandens indvendige Muskel.