Kort Omrids af de norske Kongers Sagaer

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Kongesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 10


Kort Omrids af de norske Kongers Sagaer



Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1836


1. Kapitel

. . . Han blev da kaldet Harald Lufa, thi Manden var da ikke . . . lig; men siden omskiftedes hans Navn, og han blev kaldet Harald Haarfager, thi han var den fejreste Mand og havde særdeles dejligt Haar. Men her er det passende at oplyse det Spørgsmaal, som Kristne gjøre, hvad Hedninge kunde vide om Julen, eftersom vor Juul er fremkommen af vor Herres Fødsel. Hedningene holdt ogsaa hellige Sammenkomster til Ære for Odin; men Odin havde mange Navne; han hedder Vidrer, og han hedder Haur og Thridie og Jolner, og efter Jolner blev Juul kaldet. Men med Halfdans Dødsmaade forholdt det sig saaledes: han var til Gjæstebud paa Hadeland, men da han rejste derfra i Slæde, druknede han i Rykinvig i Rand, hvor der var en Vaage, og blev siden ført til Steen i Ringerige, og der højlagt.


2. Kapitel

Harald arvede efter Halfdan det Rige hans Fader havde haft, og erhværvede sig endnu større Herredømme derved, at han, som en Mand der tidlig var stærk og en Kjæmpe af Væxt, holdt Slag med de nærmeste Konger, og overvandt dem alle, og han var den første Konge, som ene underlagde sig hele Norge i en Alder af tyve Aar, og det sidste Slag holdt han med en Konge, der hed Skeidarbrand, i Hafersvaag ved Jæderen; og Brand flygtede til Danmark, og faldt i et Slag i Vindland, som det hedder i Kvædet Oddmjor, der er digtet om Kongerækken, med disse Ord:

Med Skjold uddrev den Skjoldung
Hiin Skeidar-Brand af Landet,
Og siden snild, som Konning,
For hele Norge raadte.

Det var ti Aar han kjæmpede forat vinde Landet, inden han blev Enevoldskonge over Norge; han sørgede for gode Sæder og Fred i sit Land, og havde tyve Sønner, med mange Koner; kun to af dem naaede Kongenavn, nemlig Erik Blodøxe og Hakon den Gode; Erik Blodøxe hørte til det ældste Kuld af hans Sønner, men Hakon, som Englands Konge Adelsteen antog i Søns Sted, til det yngste Kuld. Den tredie var Olaf Digerbeen, den fjerde Bjørn Kjøbmand, som nogle kalde Buna, den femte Godorm, den sjette Halfdan Svarte, den syvende Dag, den ottende Ring, den niende Godrød Skirja, den tiende Røgnvald, den ellevte Sigtryg, den tolvte Frode, den trettende Rørek, den fjortende Tryggve, den femtende Gunrød, den sextende Øisten, den syttende Sigurd Rise, den attende Gudrød Ljome, den nittende Halfdan Hvidbeen, som nogle kaldte Højfod; den tyvende Røgnvald Rykil, som nogle kalde Ragnar, og som var en Søn af en Finnekvinde, der hed Snefrid, en Datter af Finnekongen Svase; han slægtede sin Moder paa, og blev kaldet Seidmand, det er Spaamand, og tog sin Bolig i Hadeland, øvede der Seid, og blev kaldet Skratte.


3. Kapitel

Juleaften da Harald sad og spiste, da kom Svase til Døren, og sendte Kongen Bud, at han skulde gaae ud til ham, men Kongen blev vred over det Sendebud, og den samme bar Kongens Vrede ud, som havde baaret Budskabet ind; men den anden bad ham ikke desmindre anden Gang, og gav ham et Bæverskind derfor, og sagde, at han var den Finn, som han havde givet Lov til at sætte sin Gamme paa den anden Side af Bakken paa Thopte, hvor Kongen den Gang var. Men Kongen gik ud, og samtykkede i at gaae over til hans Gamme efter nogle af hans Mænds Tilskyndelse, skjøndt andre raadte fra. Der stod Svases Datter Snefrid op, en særdeles skjøn Kvinde, og rakte Kongen et Kar fuldt af Mjød, og han tog paa een Gang det og hendes Haand, og strax foer der ligesom en brændende Hede i hans Legeme, og han vilde strax have hende den samme Nat; men Svase sagde, at det kunde ikke skee, med mindre han vilde tvinge ham, hvis ikke Kongen fæstede hende og ægtede hende paa lovlig Viis; og han fæstede hende, og ægtede hende, og elskede hende med et saadant Raseri, at sit Rige og sin kongelige Værdighed satte han til Side, og sad hos hende næsten Nat og Dag, saalænge de begge levede, og tre Aar efter at hun var død, sørgede han endnu over den døde, men alt Landsfolket sørgede over Hans Forvildelse.


4. Kapitel

Men til at stille denne Forvildelse kom Thorleif den Spake med sin Lægedom, i det han med forstand og Overtalelse stillede denne Forvildelse saaledes: “Det er ikke underligt, Konge!” sagde han, “at du mindes saa smuk og højbyrdig en Kvinde, og hædrer hende paa Duun og paa Silke, som hun bad dig; men baade din og hendes Hæder er dog mindre end det sømmer sig, i det hun ligger for længe i de samme Klæder, det er meget bedre hun bliver rørt af Stedet;” men strax da hun blev rørt, da stod der en afskyelig Lugt og Stank og alskens slem Os ud af Legemet; der blev da i en Hast gjort et Baal, og man brændte hende; men forinden var dog hele Legsmet blevet blaat, og der vældede Orme og Øgler, Frøer og Padder og alskens Kryb ud af det; sank hun saa i Aske, men Kongen steg til sin forstand, og lod sin Daarskab fare, styrede og styrkede siden sit Rige, og han glædtes ved sine Undersaatter, og Undersaatterne ved ham, men Riget ved dem begge, og han sad i Norge som Enevoldskonge i tresindstyve Aar, efterat han inden ti Aar havde underlagt sig hele Norge. Han døde siden i Rogeland, og blev højlagt paa Hauge op fra Hasløsund.


5. Kapitel

Men efter Harald kom Erik Blodøxe til Regjeringen; hans Broder Hakon var derimod i England hos Kong Adelsteen, hvem hans Fader i levende Live havde sendt ham til Opfostring. Erik Blodøxe var en smuk Mand, stor og meget anseelig; han var gift med Gunhild, en Datter af Ossur Lafskeg; deres sønner vare: Gamle og Goddorm, Harald Graafeld, Erling og Sigurd Sleva, og endnu nævnes: Godrød Ljome og Ragnfred, Halfdan og Eivind og Gorm; og han regjerede i alt over Norge i fem Aar, de to Aar medregnede, da han blev hilset som Konge i Landet, medens Harald levede, og tre derefter. Hans Kone Gunhild var en meget smuk Kvinde, liden af Udseende men stor i sine Planer; hun blev saa ildraadende og han saa tilbøjelig til Grusomhed og al Slags Haardhed imod Folket, at det var tungt at bære. Han raadte sin Broder Olaf Digerbeen og Bjørn og flere af sine Brødre Bane; han blev kaldt Blodøxe, fordi han var en saa voldsom og grum Mand, fornemmelig efter hendes Raad. Da kaldte forstandige Mænd Hakon tilbage til Landet i Løn, to Aar efter Harald Haarfagers død, og han kom fra England med to Skibe, og sad om Vinteren uden at have Kongenavn. Hakon var en meget smuk Mand, stor og behændig, og saa stærk, at Hans Lige ikke fandtes; han var sit hele Hoved højere end andre Mænd, og Haaret paa hans Hoved guult som Silke; i al Slags Ridderskab og Belevenhed overgik han andre. Han var næsten tyve Aar gammel da han kom til Landet, og fik snart saa mange Tilhængere, at Erik ikke kunde gjøre ham Modstand; han og hans Kone flygtede da, først til Danmark. Hakon sad nu som Enekonge over Norge, og det havde det saa godt under hans Regjering, at det kunde aldrig have det bedre, paa det nær, at det ikke var kristnet. Han derimod var en Kristen, og havde en hedensk Kone, og for hendes Skyld og af Eftergivenhed imod Folket, der var imod Kristendommen, veg han meget af fra denne; men helligholdt dog Søndagen og fastede om Fredagen. Hakon sejlede til Danmark med to Skibe, og stred der, og ryddede ti Skibe med to Skibe. Paa dette Tog underlagde han sig Sjælland og Skaane og Vestergøtland, og sejlede saa tilbage til Norge. I hans Dage antoge mange Kristendommen formedelst hans Vennesælhed, men nogle ophørte med de hedensie Ofringer, skjøndt de ikke lode sig kristne; han rejste nogle Kirker i Norge, og indsatte Præster derved. Men de opbrændte Kirkerne og dræbte Præsterne for ham, saa at han ikke kunde vedblive dermed formedelst deres Voldsomheder; og derefter gjorde Thrønderne et Anfald imod ham paa Møre, og bøde ham at ofre som de andre Konger i Norge; “ellers,” sagde de, “forjage vi dig fra Riget, hvis du ikke gjør noget overeensstemmende med os.” Men eftersom han saae deres Hæftighed imod ham efter Høvdingernes Raad, saa gav han for saa vidt efter, at han undslog sig ikke for nogen ydre Handling for at holde Venskab med dem. Der siges, at han bød paa Hestelever, dog saa at han slog et Klæde om og bød ikke paa den bar, og han ofrede ikke paa anden Maade. Men der siges, at siden den Tid gik alt ham tungere end før. Han satte efter Thorleif den Spakes Raad Gulethingslov, der havde været fordum. Men da han i femten Aar havde styret Norge med Vennesælhed og Fred, da gjorde Erik Blodøxes sønner et Anfald paa Norge, Gamle Gunhildssøn, som var den ældste og i alle Henseender den raskeste af Brødrene, og Godorm og Harald Graafeld, og alle de Brødre, og de holdt et Slag med Hakon ved Øgvaldsnæs paa Kørmt; der faldt Gudorm, Halfdan, Eivind, men de andre undkom ved Flugten; et andet Slag holdt de kort efter igjen med Hakon paa Fræde, hvor Hakon atter sejrede. Men alle Brødrene flygtede bort fra Landet undtagen Gamle, han flygtede til Landet og ind over Surnedal til Throndhjem, men Hakons Mænd satte med Folkets Bistand efter ham, og fældte ham i Gauldalen paa det Sted, som efter hans Navn kaldes Gamlesleer.


6. Kapitel

Men siden efter, ni Aar efter at disse Brødre havde hjemsøgt Norge med Krig, sejlede de tilbageblevne Brødre, Harald Graafeld, som efter Gamles Fald var den vigtigste, tilligemed sin Moder tilbage til Landet, og holdt et Slag med Hakon ved Biskopssteen paa Fitje i Stord, der vare fire mod een imod Hakon. Der i Hæren med dem var en Mand, der hed Eivind Skreja; han var en stor Kjæmpe, større end andre Mænd, og Jern bed næppe paa ham; han gik saaledes frem om Dagen, at ingen Ting kunde staae sig imod ham, thi ingen kunde udrette noget imod ham; han foer saaledes hylende og tudende frem, og ryddede saaledes for sig at han hug til begge Sider, og spurgte, hvor er han nu henne, Nordmændenes Konge? “Hvorfor skjuler han sig nu!” sagde han. “Hold du kun saaledes vel frem, hvis du vil finde ham!” kvad Kongen; men derved blev den anden endnu mere rasende, og hug til begge Sider med en stor bred Øxe, saa at den gik ned i Jorden. Da sagde Thoralf den Stærke, en Islænder, som den Gang var hos Kongen, nitten Aar gammel, og som holdtes for ligesaa stærk som Kongen; “vil du, Herre!” sagde han, “at jeg skal gaae imod ham?” “Nej,” svarede denne, “mig vil han træffe, mig skal han derfor ogsaa finde;” hvorpaa han afkastede den Dølghætte, som Skjaldespilder havde sat paa den forgyldte Hjelm, Kongen havde paa Hovedet, forat skjule ham, at han skulde være vanskeligere at kjende end før, thi han var ellers let at kjende formedelst sin Højde og Udseende. Derpaa gik Kongen frem under Bannerne imod hiin Kjæmpe, i Silkeskjorte, med Hjelm paa Hovedet, Skjold for sig og med Sværdet, som hed Kværnbider, i Haanden; og saaledes rustet syntes han alle en drabelig Mand. Da styrtede Kjæmpen frem imod ham, med Hjelm og Brynje, og løftede Øxen med begge Hænder, og hug til Kongen; men Kongen veg lidt tilbage, saa Kjæmpen forfejlede ham, og hug ned i Jorden, og ludede han nogenlunde frem derved; men Kongen hug ham med Sværdet isønder i Midten paa Brynjen, saa at hver Deel faldt sin Vej. Men efterat Kjæmpen var falden, gik Slaget Brødrene imod, og der faldt da Gorm og Erling og en Mængde Mænd, men alle de andre Brødre flygtede til Skibene, og saa bort fra Landet, hver som kunde. Men Kong Hakon forfulgte de Flygtende med sine Folk. Da fløj en Piil mod Kongen, uden at nogen vidste hvem der skjød den, og den gik ind under Armskinnen i Musen paa Overarmen. Men der siges, at ved Gunhilds hemmelige Kunster vendte en Madsvend om med en Pill, og udbrød: “Giver Plads for Kongens Bane!” og lod Pilen fare hen i Flokken, der foer ham imøde, og saarede Kongen, som før er sagt. Men da Kongen mærkede, at det var et Banesaar, siden han ikke kunde standse Blodet, saa bad han, at man skulde bringe ham til Alrekstad; paa Vejen kom de til den Helle, der nu kaldes Hakonshelle; der var han bleven født af Trælkvinden Thora Morstang, der havde sin Slægt og var født paa Moster, hvoraf hun kaldtes saa. Men da Kongen saae, at hans Ende nærmede sig, da angrede han meget hvad han havde gjort imod Gud. Hans Venner tilbøde ham at føre hans Lig over til England og jorde det i en Kirke. “Det fortjener jeg ikke,” svarede han, “i mange Ting levede jeg som Hedningene, derfor skal man ogsaa jorde mig som Hedningene, og jeg haaber da større Miskundhed af Gud end jeg fortjener.” Han døde i Hakonshellen, men blev højlagt paa Sæheim i Nordhordeland; baade hans Venner og Fjender sørgede over hans Død; der blev ikke lagt mere Gods i høj med ham end hans Sværd Kværnbider og Hans Rustning; han blev lagt i et Steentrug i Højen.


7. Kapitel

Men med Erik Blodøxes Foretagender gik det saaledes, da han flygtede fra Landet, at han sejlede med sin Flaade over til England, og drev der Sørøveri og Viking, og forlangte Understøttelse af Englands Konge, som Kong Adelsteen havde lovet ham. Han fik af Kongen et Jarldømme i Northumberland; blev da endnu efter sin Kone Gunhilds Raad saa grum og ond mod sine Folk, at man næppe troede at kunne taale ham. Derefter gav han sig paa Hærtog og Viking vide om i Vesterlandene, og faldt paa et Tog i Spanien. Men Gunhild vendte tilbage til Danmark til Kong Harald, som da var Konge i Danmark, og var der med sine sønner indtil de vare fuldvoxne.


8. Kapitel

Efter Hakons Død toge Nordmændene efter Kong Hakons Raad Harald Graafeld til Konge i Norge; og Harald Graafeld kom tilbage til Landet, og erholdt Riget med sine Brødre Sigurd Sleva, Gudrød Ljome og Ragnfred. Harald var den fremmerste, smukkeste og dygtigste af Brødrene; derfor blev dette kvædet:

Over Ild immer mine
Øjne til Graafeld vendes

eftersom Manden var smuk af Udseende. Harald var Konge i femten Aar, han fulgte sin Moders Raad, og gjorde haard Ret for Landets Indbyggere, ligesom alle de Brødre; paa deres Tid herskede der i Norge Sult og Nød og alskens Plage; de vare alle Voldsmænd og Slagsmænd; næsten alle bleve ogsaa dræbte, fordi man ikke kunde udholde deres Undertrykkelse og Lovløshed. Der fortælles, at Vorserne gjorde et Anfald paa Kong Harald og hans Brødre paa et Thing, og vilde tage dem af Dage, men de undkom; men siden dræbte de Sigurd Sleva paa Alrekstad, og anfører for dem var Vemund Valebryder; Sigurd blev dræbt af en Mand, der hed Thorkel Klyp, hvis Kone Sigurd havde voldtaget; han gjennemborede Sigurd med et Sværd, men han blev strax hævnet af sin Hirdmand Erling den Gamle.


9. Kapitel

Harald Graafeld … Paa den Tid bød den danske Konge Harald Harald Graafeld til sig med Svig; han kom til Limfjorden med tre Skibe, men der kom Guldharald, Knuds Søn, Brodersøn til Harald Blaatand, imod ham med ni Skibe, efter Raadslagning imellem denne og Hakon Jarl, Som da var Jarl i Norge over sin Fædrenearv, efterat hine Brødre havde raadet hans Fader Bane paa Hauklo i Trondhjem. Men da Kong Harald Graafeld saae, at han var overvældet ved Svig og Overmagt, sagde han til Guldharald: “Det glæder mig,” sagde han, “at jeg seer du vil have en kort Sejer, thi vor Frænde Hakon Jarl kommer hid med Folk, og dræber eder for vore Fødder inden kort Tid, og hævner saaledes os.” Kong Harald Graafeld faldt der ved Hals i Limfjorden med alle hans Folk; men Hakon Jarl dræbte strax Guldharald, og vandt saaledes Norge under sig med Skatskyldighed til Danmark.


10. Kapitel

Efter Haralds Død kom Hakon Jarl til Regjeringen, og havde saaledes omtrent hele Norge, under Jarls Navn, som hans Forfædre havde haft. Hans Æt stammede fra Helgelænderne og fra Mørerne, og der var Jarleæt i begge Slægtgrene, derfor vilde han ikke hædre sig med Kongenavn. Hans Fader hed Sigurd Hyrnajarl, men Hans Moder Bergljot, en Datter af Thorer den Tavse, Jarl af Møre. Han var gift med Olof, en Datter af Harald Haarfager, hun var Moder til Bergljot. Han fandt strax efter at han havde faaet Riget i førstningen Modstand af Gunhild Kongemoder, og de lagde alle Slags Snarer for hinanden, thi derpaa skortede det ingen af dem. Hakon Jarl var en meget smuk Mand af Udseende, ikke høj, gik noget kroget, men var ellers en anseelig Mand; han besad megen Kløgt og forstand, og var derfor mere forslagen end Gunhild i sine Raadslagninger. Han holdt endnu Venskab med Kong Harald, som da regjerede over Danmark, og ansporede ham til at oplægge Svig imod Gunhild, og faae hende ud af Landet, ved at sende hende sin Skrivelse og Sendebud forat bejle til hende; han sendte hende ogsaa en Skrivelse, og ytrede, at det sømmede sig, at hun som gammel giftede sig med en gammel Konge, og hun laante hans Forslag Øre, og hendes Rejse blev prægtig foranstaltet men kun til hendes Undergang, thi strax da hun kom til Danmark, blev hun tagen og nedsænkt i en Mose, og saaledes endte hun sit Liv, efter hvad mange sige.


11. Kapitel

Hakon Jarl regjerede i tyve Aar efterat Harald Graafeld var falden ved Hals i Limfjorden, og han regjerede med stor Vælde og imod Slutningen med megen og mangfoldig Uvennesælhed, især een, som blev Aarsag til hans Død, i det han ansaae alle Kvinder, som han fik lyst til, lige meget for sin Ejendom, uden at han gjorde nogen Forskjel eller brød sig noget om, hvis Kone eller Søster eller Datter det var. Han fik engang Lyst til en Kvinde, der hed Gudrun Lundesol, der boede paa Lunde i Gauldalen, og han sendte sine Trælle fra Medalhuus, forat tage hende og føre hende til ham til Vanære. Men imedens Trællene spiste, havde hun samlet saa mange Folk, at der var ingen Mulighed i at føre hende bort, og hun sendte da Bud til Hakon Jarl, at hun vilde ikke komme til ham, uden han sendte den Kvinde, han havde hos sig, der hed Thora paa Remol. Efter dette Budskab drog han op til Gauldalen med alle sine Folk. Men Haldor paa Skerdingstad udsendte Budstikke overalt i Dalen, og allevegne fra søgte en Flok imod ham. Da Jarlen saae den samlede Mængde, og mærkede han var svegen, saa lod han alle sine Folk adsprede sig. Men han og hans Træl Karke rede til nogle Vaager, nedsænkede der hans Heste, og lod hans Kappe og Sværd blive tilbage paa Isen, men selv begave de sig til en Hule i Gauldalen, der endnu hedder Jarlshulen; der faldt Trællen i Søvn, og lod ilde i Søvne, og sagde da han vaagnede, at en sort og styg Mand gik ved Hulen, og han var bange for han vilde gaae ind, og han sagde til ham, at Ulle var dræbt; men Jarlen svarede, at da maatte hans Søn være dræbt, og saa forholdt det sig ogsaa. Trællen sov anden Gang ind, og lod ikke bedre end før; og sagde derpaa, at den samme Mand var igjen kommen ned, og bad ham sige Jarlen, at nu vare alle Sunde lukte. Deraf skjønnede Jarlen, at Hans dødsdag var kommen, og begav sig til Remol til Kvinden Thora, som var hans Frille, og hun skjulte ham og Trællen i sin Svinesti. Derpaa kom der en Flok og ransagede; og eftersom han ikke fandtes, saa agtede Flokken at stikke Ild paa Gaarden paa alle Kanter. Men da Jarlen hørte det, vilde han ikke oppebie sine Fjenders Mishandlinger, og lod Trællen skjære sig i Struben, og mistede denne Mand, der havde ført et saa ureent Liv, i et ureent Huus sit Liv og Rige. Hovedet blev bragt til Kjøbstaden; og da Folkene droge ned over Steenbjerg, var hele Fjorden fuld af Skibe, da hele Almuen i Følge Budstikken havde samlet sig forat tage ham af Dage. Hovedet blev da bragt ud paa Holmen, og hver Mand kastede Steen derpaa. Trællen Karke havde bragt Hovedet for Dagen, og haabede derfor at beholde Livet, men han blev dog hængt. Det var om Foraaret at Hakon døde. Just paa samme Tid kom Olaf Tryggvesøn fra England til Norge; men Erik Hakonsøn flygtede bort fra Landet, og gik Olaf den svenske i Sverrig tilhaande, ligesaa hans Broder Svend.


12. Kapitel

Hakon Jarl raadte ikke derfor ene for Norge, at han havde Arveret efter dem, som næst før ham havde været Konger, men formedelst sin Kraft og Styrke, og fordi han var en klog Mand, skjøndt han brugte sin forstand til det Onde; dernæst ogsaa fordi al Gunhildsønnernes Æt var da borte og næsten udslukt; og om end nogen var tilbage deraf, saa var den dog forhadt af alle, og man ventede sig noget bedre, men det Haab slog fejl. Men han kunde dog regne sin Slægt tilbage til en Konge, der hed Herser og var Konge i Nummedalen; hans Kone hed Vigda, efter hvem endnu en Aa i Nummedalen hedder Vigda; Herser mistede hende, og vilde af Sorg over hende tage sig selv af Dage, hvis der fandtes Exempel paa, at nogen Konge før havde gjort det; men der fandtes kun Exempel paa, at en Jarl havde gjort det, ikke nogen Konge; han gik da op paa en Høj, og væltede sig ned, og sagde, at nu havde han væltet sig fra Kongenavnet, hvorpaa han hængte sig selv med Jarlsnavn; og siden vilde hans Afkom aldrig antage Kongenavnet. Bekræftelsen herpaa kan man finde i Haalejetal, som Eivind, kaldet Skjaldespilder, digtede.


13. Kapitel

Til Regjeringen efter Hakon Jarl steg Olaf Tryggvesøn, og han hædrede sig med Kongenavnet i Norge, da han nedstammede fra Harald Haarfager; thi Olaf hed Haralds Søn, Fader til Tryggve, som i Gunhilds sønners Dage havde Konge-Navn og Magt i Romerige (1); og han blev der tagen af Dage paa Sotenæs, og er der højlagt, hvilket Sted man kalder Tryggvesrør. Men hans Endeligt fortælle ikke alle paa samme Maade; somme tillægge Bønderne det, at de nemlig fandt hans Herredømme for haardt og dræbte ham paa Thinge; andre sige, at han skulde slutte Forlig med sin Farbroders Sønner, og at de dræbte ham ved Gunhild Kongemoders Svig og onde Raad, og det troe de fleste.


14. Kapitel

Men efter hans Død flyede Estrid, som Tryggve havde faaet paa Oplandene, over til Ørkenøerne med sin og Tryggves tre Aar gamle Søn Olaf, forat undgaae Gunhilds og hendes sønners og Hakon Jarls Efterstræbelser, hvilke den Gang endnu alle stredes om Norge; thi da vare endnu ikke Gunhilds sønner tagne af Dage; og hun kom til Ørkenøerne med tre Skibsmandskaber. Men eftersom hendes Rejse ikke kunde skjules, og megen Svig kunde skee, saa sendte hun Barnet bort med en Mand, som nogle kalde Thorolf Luseskjæg, og han bragde Barnet hemmelig til Norge, og med stor Fare til Sverrig, og fra Sverrig vilde han drage til Holmgaard, thi der var en Deel af hans Slægt; men da overfaldt Ester det Skib han var paa, og noget af Mandskabet blev dræbt, andet fanget; hans Fosterfader blev dræbt, men han selv fangen udenfor den Ø der hedder Øsyssel, og derpaa solgt som Træl.


15. Kapitel

Men Gud, der havde udseet dette Barn til store Ting, magede det saa, at han blev udløst paa den Maade, at der kom en Mand til Estland, et Sendebud fra Kongen af Holmgaard, som var sendt hen forat tage Skat af Landet, og han var en Frænde til Barnet, løskjøbte sin Frænde, og tog ham med til Holmgaard; og der var han en Tid uden at mange havde Kundskab om hans Æt. Men da han var tolv Aar gammel, hændte det sig en Dag paa Torvet, at han saae en Mand med en Øxe i Haanden, som han kjendte for den Thorolf havde haft; han forhørte sig nu, hvorledes han var kommen til den Øxe, og blev af den andens Svar overtydet om, at det baade var hans Fosterfaders Øxe og tillige hans Banemand; han tog da Øxen fra ham, og dræbte den der havde bragt den med, og hævnede saaledes sin Fosterfader. Men der var stor Mandhelge og haard Straf for Drab, og han besluttede sig til at tye hen til Dronningens Beskyttelse, og ved hendes Bøn, og fordi det tyktes at være en drabelig Gjerning af en Mand paa tolv Aar, og saasom Hævnen syntes billig, saa blev han benaadet af Kongen; og derpaa begyndte hans Berømmelse og Anseelse at tage til og hele hans Stilling. Og da det led endnu længer frem i Tiden, fik han Folk og Flaade, og drog baade til eet og til flere Lande og hærgede, og hans Flok blev snart forøget med Nordmænd og Gøter og danske, og han øvede Storværk, og erhværvede sig derved Berømmelse og god Omtale.


16. Kapitel

Han gjorde Hærtoge vide om baade i Vindland og Flæmingeland, i England og Skotland, i Irland og mange andre Lande, og havde sit bestandige Vintersæde i Vindland i Borgen Jomsborg. Men hvor længe han nu end drev sligt Værk, saa hændte det sig omsider, at han landede ved et Sted i England, hvor der var en stor Guds Ven, en Eneboer, berømt af sine gode og mangfoldige Kundskaber. Olaf fik Lyst til at prøve ham, og han sendte een af sine Tjenestemænd i Kongens Klæder for under Kongens Navn at spørge ham til Raads, og han fik det Svar: “Du er ikke Kongen, men det er mit Raad, at du er din Konge tro.” Da Olaf havde hørt et saadant Svar, fik han endnu mere Lyst til at træffe ham, thi nu tvivlede han ikke mere om, at det jo var en sand Prophet. Men under Samtalen og denne gode Mands Formaninger, tiltalte han Kongen med disse Ord af hellig Viisdom og himmelsk Fremsyn: “Du vil blive,” sagde han, “en berømmelig Konge og øve berømmelig Daad; du skal bringe mange Folk til at antage Troen og Daaben, hvorved du vil gavne baade dig selv og mange andre; og forat du ikke skal tvivle om dette mit Svar, maa dette være dig til Tegn: ved dine Skibe vil du Møde Svig og Oprør, det vil komme til Kamp, og du vil miste nogle Folk, og selv faae Saar,” og af det Saar vil du blive nær Døden og baaren ombord paa Skjold; men af dette Saar vil du komme dig inden syv Dage, og strax efter vil du modtage Daaben.” Alt gik som Manden sagde, og Olaf antog saa Troen, kom dernæst til Norge, og havde Biskop Sigurd, som var indviet til at forkynde Folkene Guds Navn, med sig, samt endnu nogle Gejstlige, Præsten Thangbrand og Thormod og nogle Degne. Til Kristendommens Forkyndelse holdt han det første Thing paa Moster i Hørdeland, og det gik let med at forkynde den, baade fordi Gud hjalp, og Menneskene vare kjede af Hakon den Ondes Voldsomhed; og der tog Folket mod Troen, men Olaf mod Riget. Han var syv og tyve Aar gammel, da han kom til Norge, og i de fem Aar, han bar Kongenavn i Norge, kristnede han fem Lande, Norge, Island, Hjaltland, Ørkenøerne og Færøerne; han byggede først Kirker paa sine egne Hovedbol, afskaffede hedenske Offere og Offergilder, og indsatte i deres Sted, forat føje Folket, Højtidsdrikkelag, Juul og Paaske, St. Hansdagsøl og Høstøl ved Mikkelsdag. Olaf var en stor Mand, høj og anseelig, med ganske lyst Haar, rethaaret, en meget rask Mand og vel bevandret i al Slags Belevenhed.


17. Kapitel

Strax derefter giftede Olaf sig, og tog den danske Konge Svend Tveskjægs Søster, ved Navn Thyre, som en Hertug i Vindland havde fæstet imod hendes Villie, hvorfor det Fæstemaal gik overstyr. Men efterat de vare komne sammen, forholdt Kong Svend de Ting, der vare lovede og bestemte som hans Søsters Medgift, hvilket Kong Olaf tyktes var ham en Forhaanelse. Forat hævne dette, samlede han en Hær imod Danmark, og biede efter sine Folk paa Landsgrændsen, men da det varede noget længe inden de kom, saa sejlede han over til Vindland med elleve Skibe, og haabede at hans Folk skulde komme efter ham. Men da dette Haab blev skuffet, eftersom Folkene strax vendte tilbage, saasnart han havde forladt Landet, saa tænkte han at faae Understøttelse i Vindland hos sine sande Venner, som paa hans Toge havde været hans hulde Venner og troe Kamerader. Men det lykkedes ham ikke, thi Kong Svend havde forbundet sig med den svenske Konge Olaf og Hakon den Ondes Søn Erik, og de kom imod ham ved Sjælland med to og fiirsindstyve Skibe; Svend havde tredive, Olaf tredive, og Erik to og tyve Skibe. Først lagde Svend imod ham med tredive Skibe, og led et stort Tab, og vendte tilbage med Skamme. Derpaa lagde Olaf den svenske frem med ligesaa mange Folk, som Svend, og maatte med ligesaa stor Skam gaae tilbage. Derefter lagde Erik til, og fik Overhaand. Men om Olafs Fald var intet bekjendt, kun saae man, at han, da Striden dalede, endnu stod levende i Lyftingen paa Ormen den lange, der havde to og tredive Rum. Og da Erik skulde gaae op i Stavnen for at lede efter ham, da viste der sig pludselig et Lys for ham, som et Lyn, men Kongen selv var forsvunden, da Lyset var borte. Nogle formode, at han er kommen bort paa en Baad, og sige, at han siden har været seet i et Kloster i Jorsaleland; men andre formode, at han er falden overbord; men hvorledes han end har endt sit Liv, saa er det rimeligt, at Gud har hans Sjæl.


18. Kapitel

Eftersom Svend tyktes at have vundet Norge ved Olafs Drab, saa gav han Hakons Sønner, Erik og Svend, Norge, og Erik beholdt Landet allene, efterat den danske Konge Svend var død. Og da Erik havde styret Norge i alt i tolv Aar med Jarls Navn, overgav han Landet til sin Søn Hakon, og sejlede selv over til England, hvor han forenede sig med sin Maag Knud, da denne erobrede England, og døde der af en Forblødning, da Drøvelen blev skaaren paa ham.


19. Kapitel

Men saa megen Flid og Omsorg, som Olaf Tryggvesøn havde anvendt paa at fremme Kristendommen, hvorved der ikke sparedes noget, som kunde være Gud til Ære og Kristendommen til Styrke, saa meget lagde Erik og hans Søn Vind paa at undertrykke Kristendommen; og det vilde have lykkets, hvis ikke Gud da havde viist sin Naade ved Olaf Grenskes Komme, der paa den Tid, som snart skal høres, havde vendt sin Hu til verdslige Sejre, men siden vendte sin Tro til Kristendommen, og ved Troens Stadfæstelse vandt evig Salighed og Hellighed. Men forat man kan vide hvad Arveret han havde til Riget, saa høre man følgende.


20. Kapitel

Olaf den Helliges Fader Harald var en Søn af Gudrød, men Gudrød en Søn af Bjørn, og Bjørn en Søn af Harald Haarfager, der var den første Enevoldskonge over Norge. Om Olafs vidtløftige Rejser er meget fortalt. Men hvor vide han end foer, saa søgte han strax tilbage, da Gud vilde aabne Riget for ham, og han kom sejlende fra England med to Knarrer, landede ved Sæla, og sejlede siden ind i Saudungesund; og som Gud da skikkede det, saa saae man Hakon sejle, som den Gang efter sin Fader Erik styrede Landet, femten Aar gammel, en meget smuk Mand, og han stævnede ind i Saudungesund, som paa den Tid var den almindelige Vej, uden at vide, at Olaf Digre allerede laae der; og Hakon havde ikke større Flaade end et Langskib og en Skude. Da Kongen bemærkede hans Sejlads, lagde han sine Skibe hvert paa sin Side af Sundet; og da Hakon roede imod dem, dreves hans Skibe snart sammen, og han blev taget til Fange, men Kongen skjænkede ham og hans Folk Livet, hvorimod han tilsvor Olaf Landet Norge til evig Tid. Da havde Erik og hans Søn Hakon, samt Svend Hakonsøn regjeret over Landet i fjorten Aar med Jarls Navn. Olaf den Hellige gav Hakon Syderøerne, efter hvad nogle sige, og understøttede ham saaledes, at han satte sig fast der, og der var han Konge saalænge han levede.


21. Kapitel

Da modtog Olaf den Hellige Norges Rige, og styrkede det med Kristendommen og alle gode Sæder, skjøndt med megen Vanskelighed, thi mange angrebe ham baade inden- og udenlands, især for Kristendommens Skyld, som han paabød. Den første Vinter var han den meste Tid hos sin Maag Sigurd i Oplandene, men Foraaret efter hjemsøgte Svend Jarl hans Land med Krig, og de holdt Palmedag et Slag udenfor Nefje ved Grenmar, i hvilket Olaf vandt Sejer; der faldt en stor Deel af Svends Folk, men Svend selv flygtede. Einar Thambeskelmer kastede et Anker i Svends Skib, og sejlede imod hans Villie med ham til Danmark. Derpaa drog Svend øster til Garderige, og kom aldrig mere tilbage.


22. Kapitel

Derefter bejlede Olaf til Olaf den svenskes Datter Astrid, Søster til Ingerid, som før var lovet ham, men hendes Fader brød dette Løfte i Vrede, og giftede hende med Jaritlav, Konge i Østerveg. Olaf Digre avlede Børn med hende, men vi kjende ikke deres Navne og Skjæbne, undtagen deres Datter Gunhilds, som Hertug Otto i Saxland ægtede. Olaf var smuk og tækkelig, han havde bruunt Haar og rødere Skjæg, var velvoxen, af Middelvært, ikke høj; han var tyve Aar gammel, da han kom til Norge, og forstandige Mænd i Norge fandt, at han udmærkede sig ved sin forstand og Dygtighed for enhver anden.


23. Kapitel

Paa denne Tid raadte Knud for England, som han havde vundet ved Olaf den Helliges Hjælp og Bistand, Men han lønnede ikke Olaf bedre derfor, end at han bestak de Høvdinger, som vare i Norge, hvilket siden kom for Dagen, forat de ved Svig skulde berøve ham Landet. I dette Forræderi deeltoge Erling paa Sole, Kalf paa Eggje, Thorer Hund og mange andre. Men da den hellige Olaf drog østerpaa forat Møde Kong Knud, da traf han Erling, og ventede at han var kommen ham til Hjælp imod ham. Men han anfaldt da Kongen, og holdt et Slag med ham, i hvilket den hellige Olaf vandt Sejer, og Erling blev stædt i en saadan Nød, at der ikke var andet for ham at gjøre, end at tye til Kongens Naade, og han tog ham ogsaa i Forsvar, da de andre satte ind paa ham. Aslak Fitjeskalle hed en Mand, der var Kongens Stavngjemmer; han gik tilbage i Skibet, og havde en Haandøxe hemmelig under sine Klæder, og ingen blev det vaer, førend han havde hugget ham et Banesaar i Hovedet, med de Ord: “Saa skal Nidingen mærkes.” Men Kongen svarede: “Nu har du hugget Norge ud af min Haand.” Men da erfarede han af de Mænd, han der fangede, at alle de anseeligste mænd i Landet havde stiftet Forræderi imod ham. han begav sig da, nordpaa til den Fjord der hedder Slaygsarfjord ind fra Borgung, gik der fra Skibene, og op i den Dal, der hedder Valdal, og drog derpaa fra Landet i fjortende Aar efterat han var kommen til Landet, og dernæst til Østerleden, og havde sin Søn Magnus den Gode med sig.


24. Kapitel

Knud satte da til Regjeringen først sin Søstersøn Hakon, og sikrede sig Landet ved at tage de anseeligste Mænds Sønner til Gisler, og lagde svære Paalæg og Skat paa Folket, men Hakon drog om Foraaret efter til Englandshav. Men da Knud erfarede det, satte han sin Søn Svend og hans Moder Alfiva til Regjeringen. Da var i Førstningen de danskes Anseelse saa stor, at et Vidnesbyrd af een af dem skulde fælde ti Nordmænds. Ingen skulde have Lov til at drage fra Landet uden med Kongens Tilladelse, og hvis nogen gjorde det, forfaldt hans Ejendom til Kongen. Hvem der begik Drab, skulde derved forbryde Land og Løsøre. Var en Mand i Landflygtighed, og der tilfaldt ham en Arv, da tog Kongen den. I Julen skulde hver Bonde give Kongen af hver Arne en Mæle Malt og et Laar af en treaars Oxe, det kaldtes Vennegave, og et Spand Smør, og enhver Huusfrue en Rokketot, det var saa meget uspundet Hør, som man kunde spænde om med den største og længste Finger. Bønderne vare ogsaa forpligtede til at bygge alle de Huse, Kongen vilde have paa sine Gaarde. Syv Mænd skulde stille een vaabenfør Mand, og det for hver fem Aar gammel, og derefter skulde Skibsfolk udredes. Hver Mand, som roede ud paa Havet, skulde betale Kongen Landvarde, det er fem Fiske, hvorfra han end roede. Hvert Skib, der sejlede bort fra Landet, skulde lade et Rum tværs over Skibet for Kongen. Hver Mand, der sejlede til Island, skulde betale Landøre, hvad enten han var her fra Landet eller udenlandsk. Og al denne Skat vedvarede indtil Kong Sigurd Jorsalefarer eftergav de fleste af disse svære Paalæg. Men skjøndt denne Nød og Plage trykkede Landet, trøstede man sig dog ikke til at gjøre Opstand for sønnernes Skyld, som vare Gisler.


25. Kapitel

Derefter søgte den hellige Olaf tilbage til Landet igjennem Sverrig, kom fra Jæmteland til Throndhjem, og kom ned i Værdalen; da gjorde Eggje-Kalf Oprejsning imod ham, og søgte af al Magt at bringe det til et Slag, baade af Hæftighed og Ondskab; han fik mange Tilhængere, allerhelst forat hans Forkyndelse af Kristendommen ikke skulde have Fremgang i Landet, hvilken man vidste at han paa ny af alle Kræfter vilde paabyde og fremme, ligesom han før havde gjort; men som Paaskud brugte han, at gode Mænds sønner ikke skulde være Gisler, og han holdt et Slag med Kong Olaf paa Stiklestad. Høvdinger for Thrøndernes Hær vare tilligemed Kalf Thorer Hund, Erlend fra Gerde og Aslak fra Finøerne. Men med Olaf vare hans Broder Harald, femten Aar gammel, en meget smuk Mand og høj af Væxt, Rognvald Brusesøn og Bjørn hin Digre. I dette Slag var Erlend fra Gerde den første der faldt af Thrøndernes Hær. Det var ogsaa i Begyndelsen af Slaget at Kong Olaf faldt; han havde Sværd i Haanden, men hverken Hjelm eller Brynje; han blev saaret i Knæet af Kalfs Huuskarl, bøjede sig, og bad for sig og skjød Sværdet ned. Thorer Hund og Thorsteen Knarresmed fik Ord for at have dræbt Kong Olaf. Og saa steg den hellige Olaf fra dette Slag bort fra dette Rige til Himmerige. Bjørn den Digre faldt ved Kongens Hoved, men Thorsteen Knarresmed blev strax dræbt for Kongens Fødder. I dette Slag faldt Aslak fra Finøerne og en stor Mængde af Thrøndernes Hær.


26. Kapitel

Efter Kongens Fald maatte Folket tilfulde føle Elendigheden, som Svend og Alfiva bragde over dem, og sørgeligt var det at boe under deres Regjering baade formedelst Undertrykkelse og Uaar, da Folket levede mere af Kvægføde end Menneskespise, thi aldrig vare der gode Aar i deres Dage, som man kan høre i den Vise, Sighvat kvad:

Den unge Kriger længe
Alfivas Tid vil mindes,
Da Folk af Bark, som Bukke,
Og Studeføde nærtes;
Alt var det anderledes,
Da Olaf Riget styred,
Enhver, af Bønder, ejed
Da fuld af Korn sin Lade.


27. Kapitel

Den hellige Olaf bar i denne Verden Kongenavnet i Norge i femten Aar, indtil han faldt; da var han fem og tredive Aar gammel. Og da han faldt vare ledne fra vor Herres Fødsel et tusende og ni og tvve Aar. I det Slag, hvori den hellige Olaf faldt, blev hans Broder Harald saaret; han flyede efter hans Fald bort fra Landet og til Østerveg, og saa til Miklegaard, og nogle sige, at han tog Kongenavn i Norge, men andre nægte det.


28. Kapitel

Men da Gud begyndte at aabenbare Jærtegn over den hellige Olaf, gjorde de bedste Mænd sig færdige til at drage fra Landet forat opsøge Magnus, den hellige Olafs Søn, thi man indsaae sin Misgjerning, og angrede, og vilde gjøre det godt paa hans Søn, hvad man havde forbrudt mod ham selv; de søgte over i Østerveg til Kong Jaritlaf, og bragde alle de bedste mænds Budskab og Bøn, at han skulde vende tilbage til Riget. Høvdingerne i denne Færd vare Rognvald Jarl, Einar Thambeskelmer, Svend Bryggefod og Kalf Arnesen. Men deres Bøn blev ikke før hørt eller opfyldt, førend de tilsvore ham Land og Troskab, thi Dronning Ingigerd modsatte sig.


29. Kapitel

Derefter kom han til Landet fire Aar efter sin Faders Kong Olafs Fald; og eftersom Svend og Alfiva kjendte Folkets Hengivenhed mod ham og deres egen Uvennesælhed, saa flyede de til Danmark; men Kong Magnus tog mod Riget med Almuens Yndest omsider, thi fra først af var det med mangens Uvillie, da han begyndte sin Regjering med Haardhed formedelst sin Ungdom og Raadgivernes Begjerlighed; han var næsten elleve Aar gammel, da han kom til Landet. Han holdt Thing i Nideros, og gav med Haardhed alle Thrønderne Sag, og de stak alle deres Næser i Skindkapperne, og tav alle uden at svare. Da stod en Mand, ved Navn Atle, op, og sagde kun de Ord: “ Min Sko trykker mig paa Foden, saa at jeg ikke kan komme af Stedet.” Men Sighvat kvad der strax denne Vise:

Den Trusel vist er farlig;
De Gamle, som jeg hører,
Mod Kongen selv vil drage,
Slig Fare maa afvendes.
Alt er det øjensynligt,
At Folket tavst er blevet;
Med Hoved Thingmænd helde,
Og skjulte Raad oplægge.

Thinget opløstes saaledes, at Kongen bad alle Mænd at indfinde sig igjen om Morgenen, og da mærkedes det paa hans Ord, at Gud havde omskiftet hans Sind; hans Haardhed forvandlede sig til Naade, han lovede alle Mænd Godt, og gjorde som han lovede eller endnu bedre; herved erhværvede han sig megen Vennesælhed og det Navn, at han blev kaldet Magnus den Gode.


30. Kapitel

Men da han havde styret Landet i nogle Aar, sørget for Love og alle gode Sæder, og styrket Kristendommen, da erindrede han sig den Uret, der var begaaet imod hans Fader, og styrede med en Hær til Danmark, hvortil alle vare meget villige forat tage Hævn. Men da var Svend Død i Danmark, saavel som hans Fader Knud i England; og over Danmark regjerede den Gang Svends Broder, Horde-Knud, der styrede med en Hær imod Magnus, og de mødtes ved Brennøerne; forstandige Mænd underhandlede imellem dem, og mæglede Forlig, hvilket de sluttede saaledes, at efterdi Knud tyktes at have ret Tiltale til Norge, som hans Fader havde indtaget, og hvor hans Broder havde haft Sæde, Magnus derimod tyktes ilde om de Forurettelser, der af Knud vare tilføjede hans Fader, Svig, Landflygtighed og voldsom død, saa bilagde de den Sag ved det Forlig, at den Længstlevende skulde erholde begge Lande, men hver raade for sit Rige saalænge de begge levede, og de stillede hinanden Gisler. Knud døde først, og Magnus fik da Danmark uden Modsigelse, thi de bedste Mænds sønner vare stillede til Gisler.


31. Kapitel

Men da Svend, en Søn af Ulf og Knud den Mægtiges Søster Astrid, spurgte dette i England, saa samlede han sig en Hær allevegne fra, hvor han kunde, men Magnus drog imod ham, og de mødtes til Søes ved det Næs, som hedder Helgenæs, og holdt et Slag; Svend flyede til Vindland, og samlede sig derfra en Hær anden Gang, hvor han kunde faae den fra, og styrede med den til Danmark, saa at Magnus kun kort før havde faaet Nys derom; han havde derfor kun liden Udrustning, og frygtede formedelst Mangel paa Folk, men beredte sig dog saa godt han kunde til Modstand.


32. Kapitel

Men om Natten som han skulde stride næste Morgen, og han frygtede meget for hvorledes det vilde gaae, da aabenbarede hans Fader sig for ham i Drømme, og sagde, at han skulde vinde Sejer, hvilket ogsaa skete. De mødtes nu om Morgenen paa den Hede, som hedder Lyrskovshede og ligger ved Skotborgaa, og Magnus stillede sin Hær i Fylkinger, saaledes som den hellige Olaf forud havde lært ham i Drømme; ligeledes begyndte han Slaget paa den Tid, som han havde sagt ham forud om Natten, nemlig da Solen stod i Sydøst. Sin midterste Fylking stillede han imod Svends Fløjfylking, der aldeles maatte vige, og Svend led et stort Tab ved det, som han havde tænkt skulde bringe ham Sejer; thi han havde stillet Øxne i Spidsen af sin Hær, og bundet dem Spyd paa Ryggen og Fjælle for Øjnene, men Nødene vendte først om, saa at Svend blev indeklemt imellem Nødflokken og Magnuses Flok; heraf led Svend et stort Tab, men frelste sig ved Flugten, og Magnus tilligemed en anden Mand forfulgte længe Svend og hans Flok. Man har bevaret den Ytring af Svend og hans Mænd, at dersom de alle havde stredet saaledes som den unge smukke Mand i Silkeskjorten, da vilde ingen Sjæl være undkommen; men det var Kongen selv, der siden vendte tilbage til sin Hær, hvor alle modtoge ham med Glæde; forhen havde de derimod frygtet for hans Fald, da han opholdt sig saa længe med at forfølge de Flygtende med een Mands Hjælp. Svend søgte sig nu et Fredland. Kong Magnus sad nu i Danmark i god Fred og Ro.


33. Kapitel

Men da nu Tiden led frem, da drog den hellige Olafs Broder Harald hjem fra Garderige over Østerveg paa et Handelsskib, velforsynet med Gods og Kostbarheder, og landede i Danmark uden at Kong Magnus vidste noget hverken om ham eller hans Skib; og magede det saa, at han kom i Nærheden af det Sted hvor Kongen var, og skaffede sig en Sammenkomst med Kongens Raadgiver, Ulf Staller, og talte med ham om Haralds Sag, som om han var Haralds Sendebud og ikke Harald selv; han bad derpaa Ulf at spørge Kong Magnus, hvorledes han vilde tage imod sin Farbroder, hvis denne søgte tilbage til Landet; og forestillede, at der var god Grund til at tage vel imod ham; “som saadan,” sagde han, “regner jeg deres Slægtskab, og den Bistand, han har viist sin Broder den hellige Olaf, Magnuses Fader;” han forestillede ligeledes, at Harald var en forstandig og stærk Mand, og havde udført mange og store Bedrifter udenlands; en Mand, der ogsaa nu var vel forsynet med Gods og Kostbarheder, og formedelst alt dette kunde han yde sin Frænde megen Bistand, men det kunde ogsaa blive meget farligt, hvis hans Modtagelse ikke blev hæderlig. Men Ulf tog med Glæde mod dette Ærende; ligeledes tog Kong Magnus med Glæde derimod, og sagde, at han af alle de brave Mænd, han havde hos sig, ventede sig Understøttelse og gode Raad, men allermest af sin Farbroder. Efter dette Kongens Svar begav Harald sig til sit Skib, og dernæst til sin Frænde, og da mærkede Ulf, at den store og vakre Mand, der havde udgivet sig for Haralds Sendebud, var Harald selv. Der blev nu siden en stor Glæede imellem Frænderne over deres Møde, og Harald fik det halve Norge baade i Følge den Arveret han havde dertil og som en god Konges gode Gave; thi Harald var en Søn af Sigurd Syr, Sigurd en Søn af Halfdan, som nogle kaldte Heikilnef, andre Hvitbein, og Halfdan var en Søn af Sigurd Rise, der var Harald Haarfagers Søn.


34. Kapitel

Magnus regjerede siden over Damnark og det halve Norge i Fred og Ro uden nogen Modsigelse, saalænge han levede; og han regjerede i alt over begge Rigerne i tretten Aar med de sex, i hvilke han havde Danmark; og blev syg i Sjælland, og døde der et Aar efter at hans Farbroder Harald var kommen til Landet. Da var han næsten fire og tyve Aar gammel. Hans Lig blev ført til Throndhjem, og nedsat i Kristkirken, der hvor hans Fader hviler; begge Lande sørgede meget over hans død, thi han efterlod sig ingen Børn, uden en Datter, der ved hans Død var ganske ung. Paa sin Sotteseng sendte han sin sammødre Broder Thorer til Svend Ulfsen, saaledes, at denne ikke forkyndte ham hans Død, men snarere, at han havde skjænket ham Riget; men Svend formodede dog nok hans død, og tog med Venlighed imod Gaven, modtog Riget, og lod alle de Indretninger, Magnus havde gjort, staae ved Magt, saa og hans Gaver baade til hans Broder Thorer og til alle andre.


35. Kapitel

Men Kong Harald fik nu allene hele Norge og styrede det med megen Haardhed, dog med god Fred, og der var ingen anden Konge, som alle bare en saadan Frygt for baade for hans forstand og Dygtighed. Kong Harald giftede sig snart, da han var kommen til Landet, og ægtede en Broderdatter af en Mand, ved Navn Finn, der boede øster paa Ranrige, en Mand af høj Slægt og rig. Han gav sin Maag Kong Hakon store Leen, men vilde siden efter tage dem tilbage, hvoraf der opkom Uenighed imellem dem; derpaa søgte han ud af Landet med sine Frænder, søgte til Kong Svend i Danmark med syv Langskibe, og fik af ham Jarls Navn; han viste da dem hjem, som havde fulgt med ham, og vilde ikke at de skulde miste deres Ejendomme samt Koner og Børn. Men Svend og han samlede Folk sammen, og droge med en Hær til Norge; Kong Harald drog imod dem, og de mødtes ved Nitze i Halland i Danmark; Harald laae ved den Ø, som ligger der ved Fastlandet, og Svend tænkte at hindre ham fra at faae Vand, thi det var ikke bekjendt at der var Vand vaa Øen. Men Kong Harald lod søge efter, om der fandtes en levende Orm paa Øen; den fandtes, og blev derpaa efter Kongens Raad udmattet ved Ild, at den skulde tørste ret meget; derpaa blev en Traad bunden ved Halen paa den, og den løsladt, hvorpaa den strax tyede hen til Vand forat drikke og saaledes blev Vand fundet. Men saasnart Harald tyktes at være færdig, saa lagde han til Slag, strax da hans Folk vare komne, som han laae og biede efter; Svend blev overvunden efter at have liidt et stort Tab, og undflyede med faa. Men Finn blev fangen, og fik Fred, og drog hjem med Harald til sine Besiddelser.


36. Kapitel

Da Harald havde regjeret i nitten Aar over hele Norge, efter Magnuses død, kom der en Mand fra England, ved Navn Toste; han var Jarl og Broder til Harald Gudinesen, der den Gang regjerede over England, og havde samme Fødselsret til Riget, som Harald, men havde da mistet alt, og forlangte Hjælp af Harald, og lovede ham det halve England, hvis de kunde faae det erobret. Harald sejlede derover med ham med en Hær, og de indtoge hele Northumberland. Men Englands Konge var da i Nordmandi, og strax da han spurgte det, skyndte han sig tilbage med en Hær, og kom saa uforvarendes paa dem, at deres fleste Folk vare paa Skibene, og de, som vare paa Land, næsten vaabenløse, uden Hugvaaben og Dækvaaben; de stillede sig da alle i een Fylking, og gjorde sig færdige, men Kongen selv var til Hest, og red imedens han fylkede Hæren; Hesten faldt under ham, og kastede ham af, og Kongen sagde, da han stod op: “Sjælden gik det saa, naar Lykken var med,” sagde han, og det gik ogsaa som Kongen sagde, at han ikke spaaede galt; thi i det samme Slag om Dagen faldt baade Kong Harald og Toste Jarl, og mange Folk tilligemed dem, men de, som undkom, toge Flugten. Anføreren for disse Folk var Haralds Søn Olaf, en meget smuk Mand, næsten tyve Aar gammel, der kaldtes Bonde formedelst sin Klogskab og Sindighed; han begjerede Fred af Harald, samt sitt Faders Legeme, og fik begge Dele; siden drog han med Povel Jarl til Ørkenøerne, og om Foraaret efter til Norge, og jordede Kong Haralds Lig i Mariekirken i Nideros, men nu ligger han begravet i Elgesætr, thi man fandt det passende, at han fulgte med den Kirke han havde ladet bygge, som Ærkebiskop Eisten flyttede derhen som Munkenes Ejendom, hvormed han forøgede de andre Ejendomme, han selv havde givet dertil.


37. Kapitel

I de tolv Maaneder Harald og hans Søn vare vesterpaa, regjerede imidlertid hans Søn Magnus i Norge, en meget smuk Mand, og han og hans Broder Olaf skiftede nu Riget imellem sig. Men hurtigere end man tænkte, to Aar efter, døde Magnus, og efterlod sig en Søn Hakon, som blev givet Steig-Thorer til Opfostring; men Olaf regjerede derpaa allene over Norge i fire og tyve Aar; og i ingen Konges Tid efter Harald Haarfager havde Norge nydt en saadan Lykke, som i hans Dage; han eftergav mange af de Ting, som Harald med Haardhed har indført og overholdt. Han var gavmild paa Guld, Sølv, Klenodier og Kostbarheder, men sparsom med Jorder; det voldte hans Klogskab, og det at han saae, at det gavnede Kongedømmet; og der er mange gode Indretninger af ham at omtale. Han byggede en Steenkirke ved Bispestolen i Nideros over sin Frænde den hellige Olafs Legeme, og fuldendte den. Og hvor stor hans Godhed og Kjærlighed mod Folket har været, det kan man skjønne af de Ord, han sagde en Dag i et stort Gilde; han var munter og i godt Lune, og der vare nogle, som sagde: “Hvilken Glæde det er for os, Konge, at du er saa munter;” men han svarede: “Skulde jeg ikke være munter nu, da jeg paa mit Folk seer Glæde og Frihed, og sidder i det Lag, som er indviet til min hellige Farbroder. I min Faders Dage da var Folket i stor Tvang og Frygt, og de fleste skjulte deres Guld og Kostbarheder; men nu seer jeg det skinne paa enhver som ejer noget, og deres Frihed er min Glæde.” Det var ogsaa saa godt i hans Dage, at han uden Krig fredede for sig og sit Folk udenlands, og hans nærmeste Naboer bare Frygt for ham, skjøndt han var fredelig og mild sindet, som Skjalden siger:

Med Trusler og tillige
Med fredelige Taler
Saa værner Olaf Riget,
At Drotters Krav forstummed.


38. Kapitel

Da han havde regjeret over Norge i syv og tyve Aar, det første medregnet, da han var vesterpaa efter Haralds Fald, imedens hans Broder Magnus var i Norge, da blev han syg paa Gaarden Haukbo øster i Ranrige, hvor han var paa Gjæsteri, og døde der; hans Lig blev ført til Nideros, og begravet i den Kirke, han havde ladet bygge.


39. Kapitel

Herefter kom hans Søn Magnus Barfod til Regjeringen; han var næsten tyve Aar gammel da han tog Kongenavn efter sin Fader tilligemed hans Frænde Hakon, hvem Steig-Thorer, som nys blev sagt, havde til Opfostring; denne var da omtrent fem og tyve Aar gammel. De vare een Vinter begge Konger, og tilbragde den i Nideros, hvor Magnus var i Kongsgaarden, men Hakon i Skulegaarden ned fra Klemenskirke, og holdt saaledes Julen. Da afskaffede Hakon Julegaver og alle Afgifter og Landørepenge hos Thrønderne og alle Oplændingene, som toge imod ham, og forbedrede derimod ved meget andet Undersaatternes Ret. Da begyndte for den Sags Skyld Magnuses Sind at foruroliges, da han tyktes at faae mindre af Landet og af Landskatterne, end hans Fader eller Farbroder eller Forfædre havde haft, og han meente, at ved denne Gave dem til Ære var hans Lod ligesaa meget eftergivet, som Hakons og han ansaae sig derved tilsidesat og misholden af sin Frænde og hans og Thorers Raad; de frygtede derfor ogsaa meget for, hvorledes Magnus vilde synes derom, thi han holdt den hele Vinter syv Langskibe i aaben Vaag ved Kjøbstaden. Men om Foraaret henved Kyndelmesse lagde han bort ved Begyndelsen af Natten med tjeldede Skibe og Lys derunder, og lagde ind til Hefring; blev der om Natten, og tændte store Ilde oppe paa Landet. Da troede Haken og de Folk, som vare i Byen, at det var gjort til Svig, og han lod Folket blæse ud; alle Kjøbstedsfolkene søgte derhen, og bleve samlede om Natten. Men om Morgenen da det blev lyst og Magnus saae hele Folket paa Øren, saa styrede han ud af Fjorden, og saa Sønderpaa til Gulethingslag.


40. Kapitel

Men Hakon begyndte sin Rejse øster til Vigen, efterat han først havde holdt et Møde i Kjøbstaden, hvor han sad til Hest, og lovede dem alle sit Venskab, og bad om deres; og sagde, at han forstod ikke ret sin Frændes Villie. Alle lovede ham, deres Venskab med god Villie og Bistand, om behøvedes; og hele Folket fulgte ham ud under Steenbjerg. Han begav sig da op til Fjeldet, og foer en Dag efter en Rype, som fløj op for ham da han red; da blev han syg, fik Banesot, og døde der paa Fjeldet. En halv Maaned efter kom Tidenden derom til Kjøbstaden, og man skulde gaae hans Lig imøde; hele Folket gik det imøde, de fleste grædende, thi alle elskede ham højligen. Hans Lig blev nedsat i Kristkirken.


41. Kapitel

Efter Hakons Død kunde Thorer ikke bøje sit Sind til Magnus, som da tog mod Riget, men rejste af Ærgjerrighed en Mand imod ham, ved Navn Svend, en Søn af Harald Fletter; de fik Hjælp fra Oplandene, og kom ned i Romsdalen og paa Søndmør, hvor de fik sig Skibe, og sejlede siden til Throndhjem. Men da Sigurd Ulstreng og mange andre af Kongens Venner spurgte denne Steig - Thorers Oprejsning og Fjendskab, saa samlede de med en Krigsbudstikke alle de Folk imod Thorer, de kunde faae, og stævnede dem til Vigge. Men Svend og Thorer styrede did med deres Hær, holdt et Slag med Sigurd, vandt Opgang, fik Overmagten, og anrettede et stort Nederlag. Men Sigurd flyede til Kong Magnus, da de begave sig til Kjøbstaden, og Thorer og de andre strejfede om i Fjorden. Men da Thorer og de andre vare færdige til at forlade Fjorden, og havde lagt deres Skibe i Hefring, da kom Kong Magnus udenfra i Fjorden, hvorpaa Thorer og hans Følge lagde deres Skibe over til Vagnvigestrand, flygtede op af Skibene, og kom ned i den Dal, som hedder Therdal i Seljehverf; og Thorer blev paa en Baare ført over Fjeldet. Derpaa samlede de Skibe, og begave sig til Helgeland, men Kong Magnus satte efter dem, og den ene Flok saae den anden i den Fjord, som hedder Harm. Hine lagde siden til Hesfjetun. Thorer og hans Følge troede at de vare komne til Fastlandet, men det var en Ø, og mange bleve der fangne med Steig-Thorer, men han selv siden hængt paa den Holm, som hedder Vambholmen. Thorer sagde da han saae Galgen: “Ilde lykkes onde Raad,” og han kvad følgende, førend han blev hængt og Strikken blev lagt ham om Halsen:

Vi fire Fæller vare,
Førte dog een til Roret.

Egil Askelsøn fra Ørland, en meget rask Mand, blev ogsaa dræbt der og hængt med Thorer, thi han vilde ikke forlade sin Kone Ingeborg, Øgmunds Datter, Skoptes Søster. Kong Magnus sagde, da Egil hang i Galgen: “Ilde komme hans gode Frænder ham til Hjælp.” Men Svend flyede ud paa Havet, og saa til Danmark, og blev der indtil han blev forligt med Magnuses Søn, Kong Eisten, som tog ham til Naade, gjorde ham til sin Skutelsvend, og viste ham megen Kjærlighed og Fortrolighed. Kong Magnus havde da Riget allene og uden at nogen gjorde ham det stridigt, fredede vel for sit Land, ødelagde alle Vikinger og Røvere, var en krigersk, rask og virksom Mand, og i det hele mere lig sin Farfader Harald i Sind, end sin Fader; alle vare de store og smukke Mænd.


42. Kapitel

Magnus gjorde mange Krigstoge. Først gjorde han den Paastand paa Gøtland, at han sagde, at Dal, Vear og Vardynjar med Rette skulde høre til Norge, og sagde, at hans Forfædre fordum havde haft dem; han lagde sig derpaa ved Landsgrændsen med en stor Hær, lejrede sig i Telte, og agtede at gjøre Anfald paa Gøtland. Men da Kong Inge erfarede det, samlede han hurtig en Hær sammen, og stævnede imod ham; og da der kom tilforladelig Efterretning om hans Tog til Kong Magnus, saa skyndede Høvdingerne til at man skulde vende tilbage, men det syntes han ikke om, og gik imod Kong Inge førend han tog sig i Agt, ved Nattens Begyndelse, og tilføjede ham et stort Nederlag, men Kong Inge frelste sig ved Flugten. Derpaa kom Sagen til Forlig, og Kong Magnus fik Kong Inges Datter Margrete, og med hende de Landstrækninger, som han før havde gjort Fordring paa.


43. Kapitel

Paa dette Tog vare med Kong Magnus Øgmund Skoptesen, Sigurd Sigurdsøn, Sigurd Ulstreng og mange andre. Men derefter sejlede Kong Magnus med en Hær til Ørkenøerne. Da vare følgende Høvdinger med ham: Dag, Gregoriusses Fader, Vidkun Jonsøn, Ulf Ranesøn, Broder til Sigurd, Nikolausses Fader, og mange andre store Høvdinger. Paa Ørkenøerne tog han derpaa Jarlen Erlend med sig og hans atten Aar gamle Søn Magnus, som nu er hellig; derpaa begav han sig paa Hærtog til Skotland og Bretland, og dræbte der en Jarl, der hed Huge den Digre; han blev skudt i Øjet og døde deraf; men den, som havde skudt, kastede, efter hvad nogle fortælle, Buen til Kongen, og udbrød: “Til Lykke med Skuddet, Herre!” og gav Kongen Æren for det Skud. Han vendte hjem fra dette Hærtog med Skibene ladede med Guld og Sølv og Kostbarheder.


44. Kapitel

Faa Aar efter sejlede han til Irland med en Skibsflaade og med en stor Hær, og agtede at indtage Landet, og vandt ogsaa en Deel i Førstningen; derover blev han dristigere og blev uforsigtigere, fordi det i Førstningen gik ham gunstig, ligesom hans Farfader Harald, da han faldt i England; den samme Svig paadrog ham ogsaa døden, thi Irerne samlede hemmelig om Aftenen før Bartholomæusmesse en utallig Hær imod Kong Magnus; da de gik fra Skibene op paa Land forat øve Strandhug, vidste de ikke af noget, førend Hæren kom imellem dem og Skibene; men Kongen og hans Mænd vare kun slet forsynede med Rustning, thi han var gaaet i Land med Silketrøje, Hjelm paa Hovedet, omgjordet med Sværdet og med Spyd i Haanden, og med Stighoser, som han ofte plejede. I dette Slag faldt Kong Magnus med en stor Deel af hans Folk; det Sted, hvor han faldt, kaldes Uladstir, og Eivind Finnsøn faldt der med ham og mange andre store Høvdinger. Vidkun var stædt næst ved Kongen, og fik tre Saar; men da Kongen saae sin visse død, bad han Vidkun frelse sig ved Flugten, hvorpaa han og de andre Folk, som undkom, søgte ned til Skibene, og saa tilbage til deres Fædreland; han stod siden i megen Anseelse hos Kongens Sønner, fordi han havde holdt sig saa vel der. Den Gang var Myrjartak Kondjalfasøn Overkonge paa Irland; med hans Datter var Sigurd Magnussøn gift nogen Tid; hun hed Bjadmynja. Magnus Barfod var i alt Konge i ti Aar.


45. Kapitel

Efter Magnus kom hans tre sønner til Regjeringen, Eisten og Sigurd og Olaf; alle gode og vakre Mænd, rolige, sindige og fredelige, og meget Godt og Herligt er om dem at sige. Olaf prøvede man dog for kort Tid, thi han levede ikke længer end tolv Aar efter sin Faders død; han døde i Kjøbstaden sytten Aar gammel, blev begravet i Kristkirken, og alle Mænd sørgede over hans død. Men i Begyndelsen da de tre Brødre, Eisten, Sigurd og Olaf, sade i Riget, da fik Sigurd Lyst til at drage bort fra Landet til Jorsal med sine Brødres og de bedste Mænds Samtykke i Landet. Men forat erhværve sig Guds Naade og Vennesælhed hos Almuen, afskaffede alle Brødrene de Tynger og Trængsler og onde Paalæg, som haarde Konger og Jarler havde lagt paa Folket, saaledes som før er sagt.


46. Kapitel

Brødrene vendte nu saaledes Trældom til Frihed, men derpaa drog Sigurd bort fra Landet til Jorsal med tresindstyve Skibe, fire Aar efter hans Fader Magnuses død, og havde mange og gode Mænd med sig, dog kun dem, der vilde fare; han blev i England det første Aar, men sejlede det andet ud til Jorsal, nød der megen Hæder og fik dyrebare Kostbarheder.


47. Kapitel

Kongen bad om noget af det hellige Kors, men erholdt det dog ikke, førend tolv Mænd og han selv som den trettende svore, at han skulde fremme Kristendommen af al sin Magt, og oprette en Ærkebispestol i Landet, hvis han kunde, og at Korset skulde være der, hvor den hellige Olaf hvilede, og at han skulde stemme Tienden og selv give den. Og noget af dette holdt han, thi Tienden fremmede han, men hiint brød han, hvilket kunde have blevet til stor Ulykke, hvis Gud ikke havde forhindret Ulykken ved Iertegn; han rejste en Kirke ved Enden af Landet, og satte Korset der næsten i Hedningenes Vold, som siden viste sig; han tænkte det skulde der være til Landets Forsvar, men deri tog han fejl; did kom Hedningene, brændte Kirken, toge Korset og Præsterne, og førte dem bort; men siden kom der en saadan Hede over Hedningene, at de tyktes næsten at brænde, og bleve forfærdede over denne Tildragelse. Men Præsten sagde dem, at denne Brand kom af Guds Magt og det hellige Korses Kraft, hvorpaa de skjøde en Baad ud, og satte begge, Korset og Præsterne, i Land. Og efterdi Præsten ikke fandt det raadeligt, anden Gang at udsætte Korset for samme Fare, saa flyttede han det hemmelig nordpaa til den hellige Olafs Sæde, som svoret var, og der er det nu siden.


48. Kapitel

Men der skete ogsaa meget andet Godt paa hans Rejse; han indtog nogle hedenske Borge, og lovede, forat vinde een af dem, at afskaffe Kjødspisen om Tvætdagen i Norge. Han drog til Miklegaard, og nød der ved Kejserens Modtagelse megen Hæder og store Gaver, og efterlod der til Minde om sit Ophold sine Skibe, og tog af et af sine Skibe et stort og kostbart Hoved, som han satte paa Peterskirken. Men hjem til Norge drog han igjennem Ungerland og Saxland over Danmark, tre Aar efter at han var dragen fra Landet, og hele Folket glædede sig over hans Ankomst. Han var tyve Aar gammel, da han kom tilbage til Landet fra denne Rejse, og var bleven meget navnkundig. Eisten var et Aar ældre, men Olaf var da tolv Aar gammel. Endnu ere mange Steder prydede med de Kostbarheder, som Sigurd den Gang førte . . .


49. Kapitel

. . . og paalagde Smaaland en Udredsel af femten hundrede Øxne, og de antoge Kristendommen; derpaa vendte Kong Sigurd hjem med mange store Kostbarheder og Bytte, som han havde gjort paa dette Tog, og denne Leding blev kaldet Kalmar-Leding. Denne Leding var Sommeren før det store Mørke. Der herskede da god Tid i hans Dage, baade med frugtbart Aar og mange andre gode Ting, og der var kun det i Vejen, at han næppe kunde styre sit Sind, naar den Uhyggelighed kom over ham i Slutningen af hans Liv; men alle ansaae ham dog for den dyrebareste og mærkeligste af alle Konger, allerhelst formedelst hans Rejse; han var ogsaa den anseeligste Mand og meget høj som hans Fader og Forfædre; han elskede sit Folk og Folket ham, og han tilkjendegav sin Kjærlighed ved følgende Kvædling:

Boende (2) tykkes mig bedste,
Beboet Land og Freden.

Men formedelst den Støtte han tyktes at have i Folkets Kjærlighed lod han i levende Live Landet tilsværge sin Søn Magnus i hele Norge; han var en Frillesøn, og een af de smukkeste Mænd der har været til.


50. Kapitel

Men derefter kom der en Mand fra Irland, som hed Harald Gillekrist, og udgav sig for at være en Søn af Magnus og Broder til Sigurd, og tilbød at bevise det. Dette antog Kongen mere af Egenvillie end efter forstandige Mænds Raad, og Harald traadte da ni gnistrende Plovjern, og blev befunden reen. Han var siden i god Anseelse hos sin Broder, thi Manden var rask og krigersk, høj af væxt og af et meget liveligt Udvortes. Men de Eder, som vare vundne angaaende Magnus, stode ved Magt. Harald aflagde ogsaa Ed, førend han stædtes til Jernbyrd, at han ikke skulde gjøre Fordring paa Riget, saalænge Magnus levede, og ved denne Eds Aflæggelse vilde Kongen stadfæste Folkets Ed og sin Søns Regiering, forebygge Fare og hindre Blodsudgydelse. Renselsen skete paa Sæheim, og man fandt den vel streng, efterdi han bar Jern forat bevise sin Fædreneherkomst, men ikke sin Ret til Riget, som han edelig havde frasagt sig. Kort efter døde Kongen i Oslo. Harald og Magnus vare i Tønsberg; der blev strax sendt Bud ud til Magnus, og han skyndte sig til Oslo, og fik saaledes Klenodierne. Kong Sigurds Lig blev begravet i Halvardskirke, efterat han i alt havde regjeret over Norge i syv og tyve Aar.


51. Kapitel

Nu vilde Magnus ene tiltræde Regjeringen, som hans Faders Anordning og Almuens Ed gav ham Ret til; men Harald brød sig ikke derom, gjorde Fordring paa det halve Rige, og vilde hverken mindes sine Eder eller sin Broders Bestemmelse; i de første syv Dage blev der nu Uenighed imellem dem, Hirden og Høvdingerne og Almuen deelte sig i to Partier, hvorved Harald fik Folk nok, og . . .


52. Kapitel

. . . deres Fosterfædre; og Kongerne Inge og Sigurd havde begge een Hird, men Kong Eisten sin egen for sig. Og da alle disse Høvdinger døde, som med deres Raad kraftig havde styret Riget med dem efter Landslovene, Omunde, Thjostolf Olesøn, Ottar Birting, der var gift med Ingerid, Kong Inges Moder, Ogmund Svipt og Ogmund Dreng, Broder til Erling Skakke og Søn af Kyrpinge-Orm, der baade var langt ypperligere af Anseelse end Erling, medens de begge levede, og ældre af Aar: saa adskilte strax derefter Brødrene Sigurd og Inge deres Hird. Kong Sigurd var en stor Mand af Væxt, krigersk, stærk af Kræfter, lunefuld og veltalende, vanskelig og slem at stille til Rette, Modig og glad. Kong Eisten var en høj Mand, stærk, fritalende, snu, underfundig, fast og begjerlig efter Gods, sort og stridhaaret. Kong Inge var hvid og smuk af Ansigt, vanfør, krogrygget, hans ene Fod var vissen, saa at han haltede meget, mild og venlig mod sine Mænd. Sigurd var i alle Dele voldsom og trættekjær strax i sin Opvæxt; ligesaa hans Broder Eisten, men han tog dog noget mere Villighed i Betragtning, derimod tyktes han den gjerrigste af dem. Kong Inge var elsket af Almuen. Noget efter Kongernes Raadgiveres Død indtraf følgende Begivenhed: En Mand hed Geirsteen, og havde to Sønner, Hjarrande og Hising; hans Datter var Kong Sigurds Frille, og de stode i Yndest hos ham. Geirsteen var en trættekjær og uretfærdig Mand, men stolede paa Kongens Beskyttelse. Kort fra ham boede en fornem Enke, der hed Gyda, en Søster til Ragnhild, der var gift med Dag Eilifssøn øster fra Vigen; hun var en meget mandig Kvinde. Geirsteen drog ofte hen til hende og bejlede til hendes Kjærlighed, men hun gav ham Afslag, og da optændtes han af Vrede imod hende, og sagde, at det skulde bekomme hende ilde. Hans første Raad og Anslag var det, at han lod hendes Kvæg drive hen paa sine Agre, og gav hende Sag derfor, og der hos lod han med Vold sit Kvæg føre paa hendes Agre, og hende tilføje megen Skade paa mange Maader. Da hun nu saae, at hans Had var saa stort og at der tilføjedes hende Skade, saa talte hun med sine Venner om, hvor meget hun savnede sine gjæve Venners og Mænds Beskyttelse, siden hun paa saa mange Maader skulde lide Overlast. Da sagde en Mand, der hed Gyrd, til hende, han var opfødt der hos hende, af god Slægt og en rask Mand: “Frue!” sagde han, “det er sandt hvad du siger, megen Ulempe har du liidt af den Mand; men lader os see til at indrette det saa, at du ikke skal lide endnu værre.” Og det hændte sig en Dag, da hun gik fra sin Gaard, at hun saae meget Kvæg paa sine Agre, og en Deel deraf gjorde megen Skade; da blev hun vred, tog et Spyd, og løb ud, did hvor Kvæget var. Nu kom Gyrd hende imøde, tog Spydet, gik imod Kvæget, og drev det bort, og hen over en Bro, der var over Aaen imellem Gaardene; men nu kom Geirsteen ham imøde, løb strax imod ham, og sagde, at de havde trukket Trællene for meget frem, naar saadanne skulde lignes med ham, og stak efter ham; Gyrd afværgede Stikket, men hug derimod igjen til ham i den venstre Side, og gav ham Banesaar; derpaa begav han sig til Gyda, og sagde hende hvad der var skeet. Hun havde ogsaa da ladet to Heste gjøre færdige, den ene belæsset med Gods, den anden til at ride . . .



Noter:

1) Rettere: Ranrige.
2) På den tid kaldtes alle Husfædre Boende (hvoraf ordet bonde), enten de så hørte til Bønder eller Borgere.

Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Kort_Omrids_af_de_norske_Kongers_Sagaer&oldid=46972»