Lappernes liv - De ældste beretninger

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Johan Turi (1854-1934)

Temaside: Samisk religion og mytologi

Johan Turi
En bog om lappernes liv

1910

I.
De ældste beretninger om Lapperne,
de som den ene Lap har fortalt til den anden Lap

Her er alle slags fortællinger; men det er jo ikke sikkert, de er aldeles rigtige, da de ikke har været skrevne.

1. Fortælling om Lapperne, hvor de først har boet, og hvordan deres kaar har været, hvoraf de har levet, og hvorfra de er kommen

Man har ikke hørt, at Lapperne skulde være kommen noget steds fra. Lappen har været indbygger overalt i Lapland, og da Lappen opholdt sig her ved havkysten, da har der ikke været andre beboere, ikke en eneste heller ved havkysten, og den gang var det godt for Lapperne at være til. Og Lapperne har levet paa den svenske side ogsaa ethvert sted. Og den gang var der ingen fastboende nogen steder; Lapperne vidste ikke, at der var andre mennesker end dem.

Jeg tænker, at de først har levet af fangst, af fisk og fugl og vildren, af bjørne og af alle vilddyr. Jeg mener det, da man finder lappiske navne paa fiskepladserne i de søer, hvor nutidens Lapper ikke fisker mere. Og der er endnu et større bevis paa, at Lapperne har boet længe paa et og samme sted, og det er de fordybninger, som er i jorden overalt, hvor fortidens Lapper har opholdt sig. Disse fordybninger har været deres koter (lappetelt). De gjorde sig huler ligesom vilddyrene. Og den største del af de fordybninger finder man ved havkysten, ved sø og elvebredder, og saadanne steder, hvor vilde dyr har deres vej, der hvor fjældkløfter løber sammen, og imellem søer.

Nogle af disse huller har været kødopbevaringssteder, og andre har været fangstgrave. Disse var dybe og med dække over, og naar et dyr kom derpaa, drejede dækket rundt, og det faldt ned i graven, og i bunden af graven var der spidse pinde af træ og af horn, og paa dem ihjelsloges dyret, af hvad slags det end var. Folk tror nok ikke, at disse fordybninger er gjort af mennesker og har været koter; men derfor er fundet mange beviser, ildsteder, et røgtræ og en baandvæv. Og gamle Lapper har nok faaet bevis for, at disse huller ogsaa er grave, og derfor tør Lapperne ikke efterse dem, eller grave for at undersøge; de frygter de fordybninger. Det er hændet saa mange gange, at en Lap har sovet i et saadant hul, og saa er der kommen en menneskeskikkelse, og den har talt og befalet ham at gaa bort, og dens ansigt var som lav (rynket og graat), og den har sagt: «Du maa ikke sove ovenpaa mig!» og om han ikke adlød første gang, saa befalede den for anden gang og endnu haardere. Og disse tegn er ogsaa set af nutidsmennesker. Der er et sted ved foden af Vuoskonjarga, hvor der findes mange af de fordybninger, og derfra er ogsaa nogle mennesker befalet at gaa bort, og den (skikkelsen) fortalte nok, at han var bleven dræbt og lagt der i det hul. Og derfor frygter Lapperne de fordybninger; de tør ikke grave, ejheller sove i de huller. Paa Lappernes flytveje findes fordybningerne ogsaa; intet nutidsmenneske ved sikkert, hvad det er for huller, men man mener, at det har været Lappernes opholdssteder dengang, der var ufredstider, da Ruoša-Tsjuder strejfede om og dræbte alle de Lapper, de fandt, og derfor var de nødt til at gøre sig koter under jorden og bo der. Kun faa er undersøgte; om mange undersøgtes, da fandt man muligvis mange ting. —

Men Lappen havde saadan natur, at han begyndte at faa lyst til vildrenerne. De saa de mange vildrener, og de begyndte at fange dem og vogte dem. Om vinteren i skovene, hvor der var tyk sne, gav de sig til at forfølge og løb paa ski, indtil vildrenerne udmattedes, og saa tog de de spageste; men det har nok alligevel været svært at holde dem. Og da de havde faaet nogle tæmmede eller gjort trygge, saa har det været let med dem at faa flere. I den varme tid, naar renen løber i flok, saa plejer de undertiden at gaa ind mellem høje klippestykker, og der indespærrede de dem, indtil de sultede og vænnedes til at se og lugte mennesket. Og dengang havde Lapperne først begyndt at ofre til seiterne for at faa flere vildrener, eller for at hjorden skulde øges. Fortidens mennesker har dyrket seiterne, saaledes at hjorden blev stor, og for dem er hjorden vokset fra næsten intet, og de havde ogsaa smukkere rener end andre; men deres hjord rækker kun i deres egen levetid, børnene bliver fattige. Og Lapperne plejer at frygte for, at de folks børn bliver fattige, som har en offerhjord. Og det har den, som skriver dette, hørt tale om, at den eller den har en offerhjord, og den er flygtig. Nu havde de ikke mere saa megen tid at fange fisk, enhver gav sig til at fange vildrener, og de fik saa mange, at de begyndte at holde sida. De prøvede saa, hvor der var bedst at være for hjorden enhver tid af aaret, og de fandt paa at flytte, saaledes som Lapperne endnu fremdeles flytter. Dengang var det godt at leve eller klare sig, da var der ingen fastboende, ingen Nordmænd ejheller Svenskere.

Og da prøvede de at opholde sig langt mod syd om vinteren, indtil de fastboende kom og skræmte dem saaledes, at de maatte høre op med at flytte saa sydligt. — Om sommeren i Norge opholdt Lapperne sig ved havkysten og havde hjorden i skovene og paa fjældene, hvor de havde lyst. — Dengang vidste Lapperne ikke, at der var andre mennesker end dem. Og de Lapper, som opholdt sig mod syd, begyndte at flytte mod nord til høj fjældene, og de, som opholdt sig ved havkysten, flyttede ogsaa op til højfjældet, saa mødtes de deroppe og blev bange for hverandre, og saa skjulte de sig, mente, at det var Stalo og Ulda. — —

Og dengang vidste Lapperne ikke, at der var en Gud; men de havde dog saadan tro, at man skal tilbede noget, og naar de dyrkede et eller andet, saa hjalp dette dem, og derfor ofrede de til seiterne. (s. 111-113).

2. Lappernes første flugt. – Fortælling om, hvordan det er gaaet Lappen, da menneskene formerede sig og begyndte at opsøge jord

De kom langs havet her til det nordøstlige hjørne og skræmte Lapperne bort fra havkysten, og saa flygtede Lapperne til det øverste af skoven; og der oppe levede de i fred i mange aar og græssede deres hjorder i de skove og paa de bjærge, hvor der var øde eller mennesketomt.

Dengang malkede Lapperne megen mælk af renkøerne og lavede ost, og dengang brugte de ikke kaffe ejheller mel. Lapperne spiste kød, blod og mælk. Da var der i stedet for morgenkaffen renblodvælling, og i den kom de renmælk, som var tilberedt om sommeren. Og fortidens Lapper var store og sunde. — —

Men som menneskene øgedes, kom atter de mørktklædte folk derhen, hvortil Lapperne først var flygtede, og gjorde sig boliger netop der, hvor Lapperne opholdt sig, fordi de saa, at der var smuk eng, hvor renerne havde gødet, der hvor Lapperne havde levet i mange slægtled; og de jagede atter Lapperne bort fra deres bopladser.

Og saa blev det igen for Lapperne at drage bort; men der var ikke mere skovomraade ovenfor, saa kunde Lapperne ikke flygte mere, saa blev de nødt til at dukke sig, og da Nordmændene ikke kunde faa dem skræmt længere bort, saa begyndte de at røve alt, hvad de fandt, ost, mælk og skind og køer, og en og anden Lap dræbte de ogsaa. — Engang hændte det, at der kom en Nordmand op til enden af Njuorjovuobmi, hvor Lapperne opholdt sig. Og han gjorde ild op der først, da han kom for at undersøge stedet; saa gravede han i jorden og tog den i munden og smagte paa den, og Lapperne mener, Nordmanden smagte for at undersøge, om det var frugtbar jord. — Og den Nordmands navn var Jubonaš. Og det aar foretog han sig ikke noget, men han kom igen næste aar, og da havde han kammerater med, og de byggede en jordhytte først og jagede Lapperne bort derfra ogsaa. Og Lapperne var nødt til at flytte deres koter et stykke. Men da renerne efter gammel vane græssede der omkring stedet, hvor Nordmanden havde bygget sin kote, saa blev han vred, og da han hørte Lapperne, som vogtede renerne, gik de for at forfølge dem, og han traf en Lap, som sprang op paa en stor sten, og han (Jubonaš) løb derhen og slog den Lap ihjel, og da han saa, at han døde, gik han sin vej. Da Lapperne saa, at Nordmanden gik bort, saa løb de hen til den døde og bar ham hurtigt bort ind i græsset. Og Jubonaš gik senere for at se den døde, og da han ikke saa ham, saa mente han, at Lappen endnu var i live. Og han vidste, at det var den Lap, som havde den største hjord, og den Laps navn var Huika. Og Nordmanden gik hen til koterne for at søge det menneske, han havde dræbt, for at kræve betaling, da hans (Lappens) hjord havde græsset paa hans eng; han regnede allerede sig selv som herre over hele den ende af dalen. Men nu havde Lapperne ikke mere jord, ikke saa meget, at de mulig kunde flygte længere bort, og derfor var de nødt til at blive paa de steder og lade hjorderne græsse. Og de raadslog, om de skulde begynde at føre krig, men det turde de ikke. Men da den dræbtes søn hørte, at hans fader var myrdet, saa sagde han i sit had: «Jeg gaar og skyder dem alle, hvor mange Nordmænd der end er!» Da hans moder hørte dette, saa gemte hun krudthornet, og sønnen slap ikke afsted lige med det samme, og senere kom der ikke mere saadant had, og saa slap Jubonaš med livet. — Og Nord- mændene har dræbt endnu en Lap, som hørte under Karesuando. — Og denne plyndren er hændet mange gange. Og dette er kun som eksempel paa, hvorledes det er gaaet med Lappen. Der er mange saadanne hændelser, som ogsaa vi har hørt, og der er ogsaa mange, som vi ikke har hørt, men jeg har ikke lyst til at fortælle mere, da det sagtens nok er grimt at berette saadant; men naar man skal skrive alt, da maa man skrive baade grimt og smukt. — Og af disse samme Lappers bopladser har vi Lapper maattet betale store penge, og betaler fremdeles. Og derfor er Lapperne kommen i gæld, den tid da Nordmanden gjorde loven saadan, at det er saare let at faa penge af Lapperne, selv om de maaske ikke har netop saa megen skyld, som de (Nordmændene) siger. For nok er renerne vel nødt til at søge derhen, hvor der er føde og læ, naar det om sommeren undertiden bliver saa koldt, at en og anden ren fryser ihjel, endogsaa en og anden renvogter, naar det først er hedt, og der saa pludselig kommer nordenvind og regn, og det giver sig til at sne ogsaa. Og det forstaar man nok, at naar det sner paa bjærget ned til trægrænsen, da er det koldt. Og netop i den tid gaar der størst hul paa pengene, skønt Lapperne da springer og jager med hundene; men naar der ingen steder er skov, hvor ikke Nordmanden tager takst, saa slipper renen dog et eller andet sted ind imellem træerne, og saa bliver det øjeblikkelig (at betale) takst. Og dette opfattes saadan, at det er fortjeneste for Nordmændene, naar renerne kommer saa langt, at de kan komme til at faa skadeserstatning, og derved faar de penge; og paa den maade er der intet tab for dem, endskønt de jamrer sig som ræven, da han ikke var i nød. Et bevis herpaa er det, at Nordmanden ikke tillader, at man sætter gærder foran saadanne veje, hvor renen gaar ind paa græsmark, endskønt Lapperne selv vil sætte gærder op. Og denne tids Lapper er nødt til at holde renerne deroppe paa de høje bjærge eller klippeafsatser, hvor der er livsfarligt baade for rener og mennesker, fordi fjældene er saa stejle, og der er is fra verdens begyndelse, og i den er revner, og nogle er saa dybe, at man ikke ved bund; men andre er ikke saa dybe, og fra dem kan man nok en og anden gang faa en ren op igen, om man blot bemærker, hvor den er. Man faar den dog ikke op paa anden maade end ved at slippe et menneske derned med et reb, og han binder rebet fast i renen, og saa trækkes først mennesket op, og derefter trækker man renen op; men mange bliver borte, som man ikke finder, og mange, som man ikke faar op, da der er saa dybt, at reb ikke naar. Og de er meget farlige, da der hver vinter kommer ny sne paa de revner, og saa ser man dem ikke hverken mennesker eller ren, og naar noget levende kommer derpaa, saa falder det paa engang ned i kløften.

Og om Havfjældenes (de norske fjælde) farlighed begynder jeg nu at fortælle, der hvor Lapperne opholder sig med deres rener.

Naar det bliver hedt, springer renerne op paa saadan is, højt oppe, hvor mennesker ikke kan komme. Og de springer for myggene og for hedens skyld paa de høje fjældsider, og de øverste rener løsriver sten, og naar en sten kommer i bevægelse, saa begynder mange sten at rulle, og saa dræbes mange rener paa den maade ogsaa, og om et menneske er nedenfor, da er der samme fare for ham ogsaa. Ride kaldes de (fjælde), som er meget høje og meget græsbevoksede. I hede løber renen op paa fjældtoppene og ind imellem saadanne klipper, hvor den hverken kan komme op eller ned, hvis den ikke lige husker at gaa der, hvor den kom fra. Renen har endnu samme natur som i fordums tid vildrenen, — og vist kan renerne slaa sig ihjel, undertiden hele flokke. Og af saadanne hændelser vilde der være mange, som jeg selv har set; men jeg naar ikke at skrive dem alle. — (s. 114-116).

3. Om Eftersommeren

Om Lappernes flytninger mod syd fra Norge, naar renen efter sin sædvane higer mod syd.

Naar græsset begynder at visne, da begynder renen at længes efter at æde lav, og i Havriget (Norge) er der knapt med lav, i Havriget er der de fleste steder blot græsland. — Saa giver Lapperne sig til at skille (renerne) i saadant distrikt, hvor det ikke er heldigt at flytte sammen, i saadant distrikt hvor hjorden er paa 5 eller 8000 omtrent.

I gammel tid har man ikke brugt gærder, men foretaget skilningen paa en jævn høj. Og om der i nærheden er et sønæs, er det særdeles godt. Og saa begynder man der at skræmme den ene del af renerne, man stikker med staven renen bagi, og den gaar bort, og den anden del af renerne lader man hvile. . . . Og den del, som er bleven tilbage, naar de andre er skræmt bort, denne tiloversblevne del er nu klar, og den jager man bort saa langt, at den er ude af syne, saa de ikke blandes. Og den ene del er endnu fælles hjord, den lader man saa hvile der, og begynder at skræmme den anden del af renerne paa samme maade, man stikker renen bagi, og somme rener gaar paa én gang til den anden kant af hjorden, og somme rener er saa modige, at de løber tilbage, de skræmmes ikke, selv om man slaar dem, og man er nødt til at løbe efter dem, indtil man faar dem bort derhenne, og det gør megen fortræd, det skræmmer de rener, som er skilte ud; og hvis det dertil er et hidsigt menneske, som løber, da skræmmer han meget værre. Og den kunst at skille rener er saadan, at det ikke hjælper, man er stærk eller hurtig til at løbe, men hvem der er dygtig til at skille. Og til denne dygtighed hører mest at være rolig, ikke løbe hurtigt og sætte i bevægelse. De, som bliver vrede og giver sig til at løbe, og dertil hidser med hundene, — og saa springer renerne afsted og blandes, og saa bliver det nyt arbejde. Og af den grund bliver de ofte vrede. Og hvor der er hidsige mennesker, der er det besværligt at skille og meget mere arbejde; men naar de er dygtige, da er det mere end halvt (ɔ: dobbelt) saa let at skille. . . . Og naar de igen har faaet en lille flok (skilt fra), saa jager de den derhen, hvor den første flok er ført hen. Og nu slutter saa dagen, og ejerne forsamles for at raadslaa om, hvorhen det er bedst at føre hver del af hjorden, og naar de er bleven enige om, hvor hver del skal anbringes, saa gaar vogterne til hver flok. Der er nu 3 flokke, (de to skilte flokke) og 1 flok er blandet hjord. . . .

Og naar vejret er godt, saa kan vogterne nok holde hjorden (samlet), og naar det bliver morgen, kommer vogterne igen med hjorden, og saa giver de sig til at skille paa samme maade som før. Og da hjorden nu er bleven mindre, den del som er blandet, saa skiller de fra begge sider, og saa kommer den blandede del i midten, og det er det værste tidspunkt; hvis de da er sindige og dygtige, da gaar det godt og hurtigt, men hvis de er hidsige og udygtige, hvis nogle begynder at løbe, saa er de andre ogsaa nødt til at løbe, og saa springer de sammen, eller renerne blandes, og saa plejer de at give sig til at hidse med hundene, og saa løber det undertiden i et. Og om dertil antræffes nogle umærkede eller saadanne rener, som om sommeren er mærkede med andre reners mærke, og de andre genkender deres rener, saa bliver der klammeri, og de springer af alle kræfter og ødelægger renskilningen, og kommer de dertil op at slaas om dem, saa maa der arbejdes meget mere, de blandes saadan, at der er atter nyt arbejde næste dag, og de bliver saa forbitrede, at de giver sig til at slagte de andres rener. Men fortidens mennesker holdt hjordene saa omhyggeligt samlet, at der ikke var rener i andres hjord; hvis der gik en ren til en anden hjord, saa blev den øjeblikkelig hentet bort igen. — Og tyveris begyndelse var saadan, at gærrige rige har ikke holdt tjenestefolk, og saa kunde hjorderne gaa, hvorhen de vilde, og for de fattigere var der ingen udvej, de gik efter renerne, og de fandt ikke deres egne slagterener, saa var de nødt til at tage af de riges, og saa tog de rige stor betaling, og de fattige kunde ikke betale, og somme lod dem fængsle ogsaa, og saa blev de fattige nødt til at skjule, hvad de spiste. Og da de nu fra begyndelsen havde lært lidt, saa tog det mere og mere til. Men ikke alle de rige var saadan, det var kun de gærrige rige.

Og naar de nu er færdige med renskilningen, saa flytter de bort de samme veje mod syd. Og hvis det er godt vejr, saa drager de roligt sydpaa over de højeste fjælde. Men naar det er et daarligt aar, saa begynder eftersommeren allerede med daarligt vejr i Havriget (Norge), og naar de skal til at flytte, saa kan de ikke faa hjordene samlet, og naar de faar det, saa er det saadan regn og sne, at alting er saa vaadt. Og naar det er koldt, saa fryser teltdugen, saa den ikke kan bøjes, og saa er man nødt til først at tørre den der paa koten og gøre en meget stor ild og tørre den der og de klæder som de mennesker har paa, der har været i ødemarken; deres klæder er vaade allesammen lige ind til skindet; og de har da frosset saa stærkt, at benene er ophovnede og neppe kan bøjes. Og hvis de kommer til at være i ødemarken og ikke kan faa ild, saa fryser de jo ihjel. Nok er det hændet ogsaa, at en renvogter er frosset ihjel om efteraaret, naar det først er stærk regn, og han saa bliver gennemvaad, og han har ikke saa gode klæder heller, og saa begyndte det at sne og blev saa koldt, at hans klæder, som var vaade, frøs, og da hans klæder var frosne, saa de ikke kunde bøjes, saa krøb han sammen ved siden af en stor sten. Og han havde ikke ild, og saa frøs han ihjel.

Og naar flytningen nu er saa forsinket, at de ikke kan komme afsted, saa bliver luften endnu koldere, og mørkere bliver nætterne. Og saa er det om natten meget mørkt, saa mørkt, at man ikke ser en eneste sten ejheller renerne, men hører kun bjælderne og kalvenes grynten. Og da plejer man at miste en del af hjorden, og naar disse undslupne rener kommer ned i skovene, da er det vanskeligt at finde dem. Og hvis det er nordenvind, saa er der i Havriget meget haardt vejr, og i syd er det da atter godt vejr. I saadant haardt vejr, naar det er regn og slud, bliver teltdugen vaad paa koten, og i saadant vejr er teltdugen heller ikke tæt, og da bliver alle sovesagerne inde i koten ogsaa vaade. Og naar det bliver opholdsvejr, saa begynder de at tørre teltdugen, og nogle gaar for at opsøge de bortkomne rener. Og naar det er blevet godt vejr, saa er renerne meget roligere end i haardt vejr. Og naar det gode vejr varer nogle dage eller mange dage, saa kan Lapperne komme til at flytte. Og naar de nu endelig er kommen til at flytte, saa er deres flytning saadan, at de anbringer alt, hvad de har, paa trækrenerne, børnene ogsaa, mindre og større, og saa drager raiderne af, og hjorden er ogsaa i nærheden. Og naar de er sent færdige til at flytte, saa bliver det mørkt, før de naar en lejrplads, og saa er det meget farligt, da bliver trækrenerne saa sky og giver sig til at springe, og byrderne slynges bort af renerne, og tømmerne rives over, og renerne springer ud i vildmarken, og i mørket ser man ikke, hvorhen de gik, og saa er man nødt til at lade de rener gaa. Og børnene falder ogsaa af renerne, og renerne springer over barnet og træder ogsaa undertiden saadan, at barnet næsten omkommer. Og saa er de nødt til at gaa med dem (Renerne), som de endnu har i deres haand, og det er slemt at finde vej. Og naar man nu er naaet til det sted, hvorhen man plejer at flytte den første dag, saa slipper man renerne, og da er de trætte, og dagen er allerede forbi; nu haster det at faa koterne rejst, før end det mørkner, paa den tid begynder nætterne allerede at blive mørke. Og saa rejser de koterne, saa hurtigt de blot kan. Nogle sætter koterne op, og andre hugger ved — her er endnu birkeved. — Og naar de har faaet ild, saa begynder de at spise, renmælk og ost, og brød er der ogsaa i de senere tider, men dengang ikke. Og saa koger de vand og deri juobmo-mælk, og saa drikker de det. Og kvinderne har travlt med at pakke børnene ud og tilse dem og varme de større børn ogsaa, for dem er det endnu værre end for vuggebarnet; de har ikke ly, saaledes som vuggebarnet har i vuggen. Og naar de, som har været med raiderne, har spist og drukket, saa kommer de, som har jaget hjorden, og bringer den til koten, og saa gaar andre for at vogte om natten. Og naar det nu er mørke og regn, da er det saa mørkt, at man ikke ser foran fødderne, undertiden gaar man mod en sten, og undertiden i en sø eller en sump og imod træer, og renerne ser man heller ikke, hører dem kun. Og man skal gaa udenom de yderste rener, og man skal vandre stadigt hele natten og ikke lade hundene jage, hunden splitter hjorden i mange flokke, og saa begynder renen at løbe værre, naar hunden jager haardt. Og naar det er blevet morgen, da jager han (hjorden) til koten; men paa den tid er natten endnu ikke lang. Og naar det er blevet morgen, da er det første arbejde at lede efter de rener, som løb bort med byrderne, og da der ikke er sne, er det ingen let sag at finde dem; og naar de kommer til det sted, hvor renerne slap bort, saa gaar de derhen, hvor de ved, renerne sprang. Og som de gik, fandt de samme byrde, men de andre byrder var endnu borte. Og da de havde søgt en dag og ikke fundet dem, saa havde de ikke tid at søge næste dag; og nu mistede de to trækrener og byrderne, men dem er de nødt til at efterlade. Og da det nu igen blev aften, saa gik atter vogteren om natten med hjorden paa samme maade som før. Og da han bragte hjorden, saa flyttede de igen ligestraks, og de flytter til saadanne bjærge, hvor der ikke mere er birke, nu er de nødt til at standse, hvor der ikke er brændsel. Paa de høje fjælde er det jo besværligt, selv om det ogsaa er godt vejr, da veddet er daarligt, kun dværgbirk (Betula nana L.) og et og andet sted er der enebærbuske (Juniperus communis L.), og de brænder udmærket, selv i regnvejr, og somme steder er der smaa vidjer, men hvis de ikke er udgaaede, saa er de daarlige at brænde, men naar der er tørre vidjer iblandet, saa er det godt at brænde. Og der er endnu en slags græs, kaldet ruvderase (Andromeda tetragona L.), som man ogsaa brænder, naar der ikke mere er dværgbirke. Dette græs vokser højere oppe paa fjældet end dværgbirken. Og naar det er mørkt, saa ser man ikke; da maa den, som har daarlige øjne, føle sig frem, (naar han skal rive ris op). Men naar det er godt vejr, da bjærger Lapperne sig nok, selv om de er paa højfjældene. — Naar de nu atter flytter, saa vælger de de tammeste trækrener, da de ved, at nu er flytvejen farlig, saadan at om renen bliver bange og giver sig til at springe, saa styrter den ned, og dernede er en stor elvekløft, hvori alt paa engang, hvor mange der end er, knuses. De steder er saa stygge, at svage hoveder ikke kan se ned. Og naar de nu er færdige med at læsse byrderne paa renerne, saa flytter de igen, og de kommer godt over det farlige sted, ihvertfald den sida; men det er ikke sikkert, om alle sidaerne slipper heldigt over det sted. Lapperne har en overtro: først naar man flytter fra bopladsen, da er det et tegn, hvordan den første strækning gaar, da gaar hele flytningen saadan; om der er uheld paa den første dagsrejse, saa er der bare uheld paa hele færden. Og denne sida har uheld paa den første dagsrejse, og saa mener de, at nu følger uheldet dem paa hele rejsen; men det sker, som skal ske. Men da det var saa slem en flytvej, saa skulde de kraftigste folk være ved raiden. Og der var en frugtsommelig kvinde, og hun turde ikke gaa til raiden, saa gik hun at drive hjorden ad flytvejen, og saa fødte hun barnet under vandringen, og der var ikke anden udvej end at putte barnet ind paa brystet og jage renerne videre, indtil hun naaede stedet, hvor de var ved at sætte koterne op. Og da hun naaede koterne, saa først kom hun i seng, saadan som Lapperne nu har den — og veddet var daarligt her ogsaa — og de plejede hende saadan, som nu Lapperne bruger at gøre det. Dog hele sidaen kunde ikke forblive der, og saa flyttede den, og en kote blev tilbage der og to mennesker, og de bandt deres trækrener. — Naar Lapperne færdes, under renvogtningen og under flytningen, hænder det ofte, at en kvinde føder et barn, og da er der ikke andet raad end at putte barnet ind paa brystet og drage videre, til hun naar koterne. Vist er dette sørgeligt, sommetider naar man er paa højfjældene i den kolde tid. Men hvis kvinden er i lejren, saa kommer hun i seng, naar hun har født barnet. I gamle dage havde Lapperne dog ikke puder, men skind og pelse og sække med noget i, og birkeris, som altid er i en Lapkote i stedet for gulv, og hø lægges paa renskindet under ryggen indtil kvinden er kommen i orden. Og lejet redes en gang hver dag. Og om barselkvinden ikke kommer til at fryse, da er hun rask efter en uges forløb. (s. 116-121).

4. Om barnepleje

Naar barnet er heldigt født, saa indsvøbes det i renkalveskind, indtil man faar vand varmet, og naar vandet er varmt, vaskes barnet 3 gange om dagen i 3 dage, og efter 3 dages forløb begynder man at vaske det 2 gange om dagen, (og en gang om dagen bliver Lappens barn badet indtil det er 2 aar). Og i førstningen gives barnet kogt renfedt at suge paa; dengang har der ikke været sukker her oppe i Lapland. Man er nødt til at give barnet fedt at suge paa, fordi moderen ikke har mælk det første døgn, og det er farligt til at give smerte, naar moderen det første døgn begynder at arbejde med barnet og amme; somme kvinder er saa dristige, at de begynder at arbejde efter seks døgns forløb, naar de føler, at de er raske, og saa er de blevet saa syge, at de er kommen til at ligge i mange maaneder, og somme er døde ogsaa for saadan dristigheds skyld; og om moderen dør, eller om kvinderne kommer til at forfryse brystet saadan, at de hovner op og sætter materie og mælken hører op, saa bliver det vanskeligt at opføde barnet. — Undertiden er barnet kvalt i moders liv, og saa er der det raad, at man ikke skal skære navlestrengen over, man skal forsøge at faa det til live og suge i næseborene og munden, og paa den maade plejer man at faa liv i barnet. Og om en fod eller en arm vender galt, eller noget andet sted, da retter man det straks ud, før knoglerne bliver faste, og om det ikke holder sig paa anden maade, saa skal man paabinde saadanne træstykker, som passer nøjagtig. Om barnet er vanfør eller har nogen som helst fejl, saa skal man ikke fortælle det til moderen; nogle er saa svage, at deres forstand forvirres, naar de hører, at barnet har nogen slags skavank. — Men nu vaskes barnet, saadan som allerede er fortalt, og saa svøbes det ind i linned og renskind og lægges i vuggen, og i denne er barnet om natten og om dagen, naar man opholder sig paa et sted, og under flytningen eller paa rejser, om sommeren og om vinteren. Og vuggen er forfærdiget af udhulet træ, udhulingen er saa stor, som barnet er, og hovedenden er gjort højere med en kalesche af bøjet træ, som holder vuggeklæderne oppe, at ikke barnet kvæles. Kaleschen er gjort af birketræ, som bøjes, men den øvrige del er lavet af udhulet fyrretræ. Man lægger mos (Sphagnum latifolium H.) i vuggens bund og saa linned og andre klæder, renkalveskind og under hovedet fjerpuder og (hvide) hare- eller polarræveskind. Og udenom træet er garvet renskind, og den snøres sammen (over barnet), i gamle tider med en skindrem, men nu snører man med uldne (vævede) baand. Om vinteren, naar man færdes, er der dobbelt overtræk om vuggen; først er der garvet skind om, som jo bruges sommer og vinter, men om vinteren bruges et overtræk til, som er lavet af hvide (ren) benskind. Over barnets hoved gaar ogsaa et 3-strenget baand, og deri er anbragt mangefarvede perler og sølvknapper, for at barnet skal se paa dem og forslaa tiden, og for at Uldaerne ikke skal kunne forbytte det. Dette har Lapperne faaet at vide fra gammel tid, at Uldaerne har forbyttet barnet meget hurtigt, naar barnet blev ladet alene i koten, men om man straks bliver klar over, hvad der er sket, og giver sig til at rise barnet med brændende enebærris, da tager Uldaerne deres barn igen og giver det andet tilbage; men om man ikke gør saadan, mister man sit sunde barn og faar saadan et barn, som ikke vokser og er vanfør. — Naar det er koldt, da bliver vuggen kold, medens barnet vaskes, og derfor bruger man en hed sten i vuggen, for at den kan vedblive at være varm, og det er gaaet mange gange saadan, at moderen ikke har husket at tage stenen af vuggen, og saa blev barnet lagt paa den hede sten, og saa brænder det jo ryggen; barnet skriger, men moderen ved ikke, hvad der er i vejen med barnet, som det skriger, men er dog nødt til at pakke det op; og saa først ser hun, hvordan det er gaaet hendes barn, og saa sørger nu den stakkels moder og græder saa stærkt, at næsten forstanden forvirres. Og det bliver for barnet en haard pine deraf, og naar det nu endelig kommer sig, saa bliver det dog ikke et helt sundt menneske; sommetider bliver det krumrygget. Men naar børnene er kommen saa vidt, at de løber ude, saa forfryser de undertiden fingrene, og drengebørnene forfryser kønsdelene, og om man ikke forstaar øjeblikkelig at kryste med sne, saa falder de af saa langt, som de er forfrosne. —

Hos Lapperne er de ogsaa alle bestillingsfolk. Den første er husfaderen, og saa husmoderen, og saa tjenestekarlen, og saa pigen, og saa børnene. Den ældste er brændehuggeren, den anden er dolla tsogge (den, som passer ilden) den tredje er guonna-mugga (som lugter af urin), 4) er moders kæledægge, 5) er faders kæledægge. (s. 121-122).

5. Om Lappebørnene s skolekursus

5 aars skolerne er gode for fattige Lapper, naar de (børnene) er i skole i den tid, da de endnu ikke er saa vidt, at de kan arbejde for deres føde, og der er det ogsaa, at de lærer at læse og skrive og regne, saa de ikke bliver bedraget ethvert sted af købmænd og bønder, hvilke før har bedraget mange med regnskab og drik; men det ødelægger kun Lappernes børn, de faar nok en god lærdom, men de lærer meget unyttigt og det, at de faar saa megen bondenatur, og de er den bedste læretid borte fra Lapperne, og saa lærer de blot bondeliv, og Lapliv lærer de ikke, aldeles ikke. Og naturen forandres ogsaa, Lapnaturen tabes, og bondenaturen kommer i stedet. Og mange af de kroneskole-børn er brystsyge; men naar der ikke er skoler i Lappernes egen kote, saa er de nødt til at anbringe dem der, hvor skolerne findes, selv om det ikke er heldigt. (s. 122-123).

6. Her fortælles om børnenes færden under flytningen

Naar barnet endnu er lille og let, da er det nemt at bære i vuggen paa siden af renen, saadan som Lapperne bærer deres andre sager, 20 kg. paa hver side; men naar barnet græder stærkt, da er det jo besværligt for moderen at amme det paa renen, men det er hun dog nødt til og finder sig jo i det. Hvis barnet er meget slemt til at græde, saa maa hun bære barnet selv og hviste det paa armene og ofte amme.

Om større børn. Naar barnet er større og tungere, saa orker renen ikke (at bære det paa siden); naar det er et 4 aars barn, saa er det allerede nødt til at ride paa renens ryg, enten det er godt vejr eller regn eller kulde, og da fryser børnene jo og bliver trætte, saadan at de tilsidst ikke kan blive paa renen, fordi de fryser. Paa renen er der saa koldt, hvor vinden blæser fra neden og alle steder fra. De børn, som renen magter at bære paa siden, dem kan man beskytte meget bedre; de børn, som er i vuggen, de holder sig meget bedre varme. Og naar barnet er blevet saa stort, at renen ikke kan bære det, saa maa barnet løbe selv, skønt det jo er en haard straf, hvis det dertil er daarligt vejr, regn eller snefog; og de udmattes saadan, at de tilsidst ikke kan mere, aldeles ikke, saa er man nødt til at bære dem, (naar) det er en flytvej paa 2 mil og undertiden længere.

Og ligesaa besværligt er det for de overmaade gamle folk ogsaa. Paa de lange flytveje bliver de trætte, og saa kommer de til at overnatte i vildmarken, og nok kommer de jo til at fryse overmaade meget, og vel er somme døde paa flytvejen ogsaa, ejheller har de haft tid at opsøge dem; man har mange aar efter set benene, men dem har man ikke regnet for mere end renben. (s. 123).

7. Her fortælles lidt om flytning i uvejr over højfjældene

Det er jo slemt at flytte, naar det er snefog over højfældene under flytningen.

Og sidaen drog af, og saa begynder de at flytte de lange flytveje, — og deroppe er alligevel koldt, selv om det end er godt vejr. Og saa blev det en saadan kulde og snefog og haard blæst, at det kastede renerne om, og byrderne faldt af renerne, og de ridende børn frøs værst og blev trætte, saa de ikke mere kunde blive paa renen, og deres hænder var saa kolde, at de ikke kunde holde ved enden af kløvtræerne. Og de gamle folk, som var 80 aar gamle, de var afkræftede, og de havde daarlige øjne, og de orker ikke at gaa saadan, at de kan følge med i en flyttende sida, og de afkræftes ogsaa saadan, at de ikke kan vandre de lange dagsrejser ud i en køre; og saa er de nødt til at blive natten over i vildmarken; og undertiden kan de ikke faa ild, ja, selv om de nu ogsaa fik et baal, saa overkommer de dog ikke at rive saa mange ris op, at de kan vedligeholde ilden hele natten; og saa fryser de saadan, at de næsten mister livet; og er det haardt vejr, da er det endnu værre. Og derfor er intet raad, ikke noget som helst at gøre; hverken ren eller menneske orker at bære dem. — Og naar sidaen har spændt fra der, hvor der er en smule fjældbirk og føde for renen, saa ammer kvinderne børnene, og de større trætte børn dækker de til, for at de ikke skal fryse. Naar der er mange og spæde børn, saa græder de alt hvad de kan, men det faar ikke hjælpe, de er nødt til at blive i vuggen; de større græder ogsaa, naar det er koldt. Og dagen er nu forbi, det er sent og ved at blive mørkt, og der er træthed og hastværk; nogle river dværgbirk op, og andre rejser koten og samler sagerne sammen, og veddet er her saa daarligt, at man ikke kan faa ild paa anden maade end ved at grave bærris frem; og knapt er der med dem ogsaa. Og naar de saa har faaet ild, da har kvinderne travlt med at løse op for vuggebørnene og tilse dem, og andre laver mad, og naar maden er færdig, saa spiser de, og de, som har drevet hjorden, bringer den til koten for at hvile, og saa gaar atter andre for at vogte den, og det er allerede mørk nat. Og de lader hjorden bete til næste dag kommer, og saa driver de den til koten, og de flytter straks igen. Men de flytter saa hurtigt, som de bare kan, over de værste højfjælde, for at ikke uvejr skal indhente dem, Og i fordums tider var der godt at være alle steder, da der var renlav, og de opholdt sig paa højfjældene ogsaa, hvor der blot var den mindste smule fjældbirk; thi paa højfjældet er renen rolig, da er det let at malke renkøerne; og i forrige tider malkede de meget; en del af Lapperne, de, som havde en lille hjord, de var nødt til at malke mælk for fødens skyld, da der ikke var anden føde end mælk og kød, og de malkede jo saa stærkt om sommeren, at renerne blev syge paa alle maader. Denne haarde rensygdom dræbte mange rener, og den var dertil saadan, at den smittede som anden smitsom sygdom; om de (syge dyr) blandedes med saadanne sidaer, hvor den ikke var, saa smittede den straks: Og naar sygdommen var paa det højeste, saa smittede den ogsaa ved sporene. Og de sidaer, som ikke havde sygdommen, de frygtede den sida, som havde sygdommen, og gik langt udenom den. Og i varme somre var sygdommen værre, da døde saa mange, at de ikke engang kunde flaa alle skindene af, selv om de flaaede i hundredvis, og kødet var kun spiseligt af en og anden ren. Og derfor vedblev de at være fattige, som var saa haarde til at malke. — Og den sygdom er saadan, at renens klove bliver betændte, og der kommer materie; tyrenes kønsdele hovner op, og renkøernes yver bliver skurvet, og kalvenes muler bliver skurvede. (s. 123-125).

8. Om malkning

Da anvendte de saadan kunst, at de smurte renkoens yver med rengødning, for at kalven ikke skulde die; endnu en kunst er det, at man binder renkoens patter med uldtraad, og naar saa renkoen blev borte, snæredes patterne af. Og dette gør de, for at kalven ikke skal komme til at die, thi saa diede den hele tiden, saa renen ingen mælk havde til malkning.

Den tid var, før der fra øst kom Lapper, saa lærte disse (dem), hvordan man skal vogte renerne, og da alle havde lært at passe dem, saa begyndte hjorderne at vokse. Ikke har Jukkasjærvi-Lapperne kunnet passe renerne helt rigtigt, og derfor er renen ikke kommen til at formere sig saadan, at landet fyldtes af renens mangfoldighed, saadan som der nu er fyldt, at der ikke er plads. Hvis der kommer en lidt daarligere vinter, da maa nødvendigvis en del af renerne dø. Men nuomstunder er der ikke mere rensygdom om sommeren, saadan som der har været i Jukkasjærvi sogn, før end Østlapperne kom, netop de Lapper, om hvem Jukkasjærvi-Lapperne siger, at de har bragt tyveri hertil; men de har ikke aabenbaret det, at de har bragt god lærdom med ogsaa. Og derom vidner sagen selv, at de ikke har kunnet passe renerne rigtigt, da der ogsaa har været plads til Øst-Lapperne. Ej heller kom disse tomhændede, de havde rener med. Og det er ogsaa sandt, at der oppe fra nok fulgte en og anden tyv med ogsaa; men hovedejerne var ordentlige folk: Jone Lasse og Tomos Jouna og fa'r Pekka, og de havde mange rener. Og for dem voksede hjorden saa hurtigt, de, som kunde vogte rener. Og saa mente de herværende Lapper, at de stjal deres rener, og nogle af tjenerne stjal vel ogsaa, men det er ikke vist, om det netop var saa meget, som der er sagt; det er nok set, at paa en fremmed hund springer de allesammen og bider den saa haardt, at om folk ikke kommer til hjælp, saa bider de den ihjel. Og kanhænde folk ogsaa er ligedan; her er dog et lille tegn paa, at det er folk ogsaa, saadant Lapfolk.

Her er ovenfor fortalt om det, at Øst-Lapperne har bragt tyveri hertil; men her har de indfødte Jukkasjærvi-Lapper været tyve, før end Øst-Lapperne bragte lærdommen hertil. En var der, ved navn Nierpe, som var tyv. En gang kom han hen til en sida, da den flyttede op for Bærdoelvens bred, og de havde mange renoste paa trækrenerne, og da han var meget stærk og hurtig, vidste han et sted, hvor han kunde springe over Bærdoelven. Og da raiderne kom lige dertil, saa skar han med kniven ostebyrden af renen, og kastede den paa ryggen, og løb til elvebredden, og kastede byrden over, og selv sprang han ogsaa over den store elv; og den stakkels Lap løb efter, men han kom ikke over. Og det sted har, fra den gang, faaet navnet Nierpespringet, fordi den Laps navn var Nierpe. Og man har ikke fundet nogen anden Lap, der har sprunget over Bærdoelven, som er saa stor, at den dræber mange rener, og den er ogsaa saa grim, og har høje fald og bratte klipper paa bægge sider; den elv er som en kogende gryde og faldene skummer, saa røgen staar, som var det et stort baal eller snefog. — Og om jeg fortalte om endnu en, hvis Navn var Galla Nilas. Han har ogsaa været meget slem til at stjæle, og hans børn har ogsaa været af samme slags, og har været straffet mange gange. Og der var en, som stjal fødevarer fra afdøde Niolpa Jounas' stabur i vildmarken, som var paa højfjældet. Og Niolpa gættede, da han (tyven) forsvandt, at saa var han gaaet for at stjæle i hans stabur, og saa gik han for at søge og fandt, hvor han havde ført (tyvekosterne hen), og saa listede han sig hen til hans lille kote, og saa smøg han sig ind i koten, og tyven naaede ikke noget som helst, han havde jo en bøsse ogsaa, den tyv, men han naaede ikke at skyde, saa sprang Niolpa løs paa ham, og saa trak han ham ud, og risede ham saa stærkt, at han begyndte at bede og love, at han ikke mere vilde stjæle; og saa tog Niolpa ham med sig og førte ham til folk. Og der har jo været flere saadanne tyvelapper, som ikke var Koutokæinere, ejheller af Koutokæino slægt. Og den, som vil tale sandhed, han maa bekræfte sandheden, og her er dog lidt bevis for, at ikke alt tyveri er kommet med Koutokæinerne. — — (s. 125-126).

9. Om rensygdomme

Den første er šlubbo, 2) gærdne, 3) njunevikke, 4) ruodno, 5) tjakkaravikke og saadanne sygdomme, som giver hævelse hvor som helst, i hovedet, i ryggen og i laarene. Og saa er der endnu livcavikke og oaivevuorra, og for den bruger man den kunst at skære ørerne bort. Og en sygdom er saadan, at renen ikke just er saa afkræftet, men den drejer rundt hele tiden, den springer ikke, vandrer kun rundt i en kres.
Lidt forklaring til de ovenfor omtalte arter af rensygdomme.
Šlubbo er saadan, at der kommer hævelse mellem klovene, og det begynder at sætte materie, og njunevikke er saadan, at mulen bliver skurvet, og det gaar paa tungen og i munden og ned i halsen og saa i lungerne, og da dræber det. Og gærdne er saadan, at renkoens yver bliver skurvet og ophovner, og det sætter materie, saadan at hele yveret falder af; og renkoen slikker, og saa smitter det munden og gaar i lungerne, og dræber. Og tjakkarvikke er saadan, at tyrenes kønsdele hovner stærkt op. Ruodno er saadan, at renen gaar (med) sænket (bagkrop) hele tiden, som om den skulde kaste urin, men der kommer ikke noget. Og den sygdom begynder i urinaabningen og gaar ind i blæren, og saa bliver alle indvoldene betændte med materie, og saa dræber den. Livcavikke er saadan, at renen undertiden er fuldstændig rask at se til; men den af- magres, og sommetider bliver den saadan, at den ikke kan holde bagkroppen oprejst, kun med forkroppen trækker den bagkroppen; og den sygdom forekommer om vinteren ogsaa, men de andre sygdomme hører op mod vinter, dog varer šlubbo undertiden ved hele vinteren, men den er dog ikke saa slem som om sommeren, fordi det (om vinteren) kun er en og anden ren (som er angreben). — I hede somre plejer mange rener at miste synet; der er saadanne insekter, som stikker renens øjne; ligeledes bliver de ogsaa blinde, naar de om foraaret afkræftes saa stærkt, at fedtet om øjnene svinder helt bort, da synker øjet ind som paa en død ren. Og om man slaar en ren paa nakkesenen, da bliver øjnene ogsaa hvide. Og der er en sygdom i renens øjne, som kommer ofte, den kaldes dieiggačalbme, og for den er det godt at sætte en lus ind paa øjet, og undertiden svovl. — (s. 126-127).

10. Lidt lægemidler til de ovenfor omtalte rensygdomme

For šlubbo er det godt at bortskære alt det, som er sygt, og saa smøre med noget, som er kogt af træbark, indtil det er blevet tykt som tjære, og det blandes med salt, og det samme er ogsaa godt for njunevikke og for tjakarvikke og laskiđanvikke. Og til ruodnovikke skal man koge sammen tran og smør og tjære og krudt og saa helde det i (renen). Til gærdne skal man blande og koge sammen fedt af renklovene og harpiks af fyr eller gran og smøre med det. Og for kalvens njunevikke er dette ogsaa godt. Jieska er slem, for den er ikke andet medicin end naar en tvilling bider den. For livcavikke har man ikke fundet noget lægemiddel, men en gang har man forsøgt den medicin at hælde stærk Rom eller Kognak (i renen), og saa skal man binde renen, saa den ikke faar føde i et døgn, og den blev rask; men naar hele hjorden begynder, da hjælper det ikke, ejheller overkommer man det, ej heller tør man, de (syge dyr) har saa slem en lugt, at det skader folk ogsaa, hvor der bliver hundrede syge samtidig, og stadig bliver flere syge; og naar sygdommen er paa det højeste, saa dør der hundrede paa en gang. — (s. 127).

11. Her nedenfor skrives om renens fjender,

som ikke har været omtalt før. Bjørnen er ogsaa slem; om den finder renkohjorden, dræber den mange kalve, naar den mærker, at dem kan den indhente; men store rener faar den ikke mange af, og om den faar en, da æder han den helt op; men kommer man over bjørnen, medens den æder, da er den ond og springer op og sønderriver mennesket. Og hvis man giver sig til at forfølge den om foraaret, da bliver den ogsaa vred og gaar (og skjuler sig) ved siden af sporet, og naar mennesket kommer, anfalder den og knuser dets hoved. Bjørnen har mange gange dræbt Lapper. Ulven er renernes største fjende, den dræber rener hele aaret rundt og til enhver tid. Og en slags er en saadan røver, at naar den kommer til en samlet hjord, dræber den saa mange, som den blot overkommer, undertiden paa en nat 10 og 20 og 30. Og om vinteren, naar sneen er dyb, saa dræber den paa en nat 40 og endog 70. — Om jærven. Jærven er ogsaa slem om vinteren. Naar sneen bliver dyb, saa kan den indhente renerne, og ogsaa den kan paa en nat dræbe 10. Og om foraaret paa sneskorpen dræber den ogsaa renerne og om foraaret kalvene; den dræber mange kalve. Og om det er et sulte-foraar, og renerne er afkræftede, da dræber jærven mange rener. Og polarræven og (andre) ræve dræber ogsaa om foraaret mange kalve, inden de vokser til. Og ørnen dræber ogsaa kalve; den er endnu værre end polarræven; ørnen dræber etaarige kalve ogsaa.

Og bøndernes hunde og Nordmændenes hunde bider ogsaa kalve, og Lappernes egne hunde bider ogsaa nogle somme steder. En slags fjender for renen er ogsaa myggene. Naar det bliver varmt, da lever saa mange saadanne insekter op, som kommer og forfølger renen, og naar de sætter sig paa den, da hænger de fast øjeblikkelig. Der er en, som gaar op i næsen, og lægger sine æg deroppe, og de bliver til larver, som dræber renerne om foraaret, hvis de er udmattede. Og en anden er der, som sætter sig fast i renens ryg, og den frembringer maddiker, som om foraaret dræber (de meget) udmattede rener, den gennemborer renens ryg. Og renen frygter de insekter saadan, at den springer hid og did og jager op paa de højeste bjærge og klippeafsatser, hvor der er køligere, og hvor der er megen sne og bræer. Men deroppe er ikke græs, ejheller lav. (Renen vokser ikke paa anden tid end om sommeren, og naar det er en hed sommer, vokser renen daarligt). Og dette er det, som Nordmanden har givet Lapperne, men ikke anden jord, med mindre han betaler saa meget, som de forlanger, selv om der mulig ingen skade er sket. (s. 127-128).

12. Om renens æde- og hviletid

Renen hviler, naar morgendæmringen begynder, og det kaldes daggryhvile, og saa æder den til middag, og saa hviler den middagshvilen, og saa æder den indtil aften, og saa hviler den mørkningshvilen. Saa gaar den og æder til midnat, og hviler saa midnatshvilen. Det er dog kun, naar betesforholdene er gode, at de alle hviler saa bestemt paa en gang, thi naar det er et sulteaar, da faar ikke alle renerne føde paa samme gang, og derfor maa hver især hvile, naar den har ædt, ejheller har renen tid eller bjærger sig ved at hvile længe i sulteaar, selv om den ogsaa har ædt, thi naar laven er daarlig, opholder den ikke livet, naar den hviler længe. Men naar laven er god, da hviler den saa længe, at renvogteren kan sove, saa han er godt udhvilet; og sover han let, da hører han øjeblikkelig, naar den første ren rører sig. Naar de er ved at rejse sig fra hvilen, begynder kalvenes ruovggama (den lyd, kalven frembringer); og et saadant menneske han trættes da ikke. Ogsaa er renerne meget roligere, naar laven er god, og det er smukt vejr. Men det menneske, som sover tungt, han kan nok blive efterladt sovende paa hvilepladsen, og naar han endelig vaagner, da ved han ikke, hvorhen hjorden er gaaet, hvis det er snebar mark; men hvis han gaar imod vinden, eller han ved, hvor renen plejer at søge hen fra det sted, saa gaar han og lytter, og paa den maade finder han hjorden. Og om hele hjorden er gaaet i én retning, saa kan han nok igen faa den samlet, naar de er to mennesker, saadan som de plejer, og naar de to har fundet hjorden, saa gaar de til hver sin side udenom hjorden udenom de yderste rener, ejheller maa de lade hunden jage; men om en del af hjorden er gaaet i en anden retning, saa kan han nok miste den, og undertiden kan hjorden jo slippe bort for vogterne, naar det er regn og haard blæst, da kan han hverken høre eller se, da er det saa mørkt, at man ikke ser nogenting, ejheller hviler renen da uden ganske kort, og er meget flygtig; men naar det er dygtige vogtere, holder de nok hjorden samlet og jager den til koten til morgenhvilen; men de skal jo drive den, medens det endnu er mørkt for at naa til koten lige, naar det begynder at dæmre, da er det hviletid. Og saa snart det begynder at lysne en smule, tager de fat paa at malke renkøerne, og naar de er færdig med malkningen, gaar igen andre vogtere med hjorden om dagen, og om aftenen bringer de den igen til koten, og saa malker man atter. Og de andre vogtere har sovet om dagen, og nu gaar de igen til hjorden. Og naar det gøres saadan, da kaldes det halv vagt. — Men naar de vogter i snetiden, da er det meget lysere, og om man da sover, medens renen hviler, og hjorden slipper bort, da er det let at følge sporene i sneen; hvis det da ikke er stærkt snefog, kan man nok indhente den, men hvis man ikke finder hjorden, da er det saa trist for ren vogteren, om han dertil er halvt barn endnu, da løber han og græder og ved ikke, hvorhen han skal gaa. Og en saadan han finder nok ikke hjorden, han bliver ofte selv borte ogsaa.

Og naar Lapperne er naaet til sydsiden af højfjældene, da begynder de at opholde sig lidt længere ad gangen saadanne steder, hvor der er føde for renen, selv om der er daarligt brændsel. Men de opholder sig ikke paa samme maade hvert aar. Og naar de kommer til det sted, hvor de plejer at være om foraaret, og efterlade vinterklæder og andre vintersager, føde og slæder, saa standser de der i nærheden for at komme til at skifte klæder, tage vinter(klæderne) og efterlade sommer(klæderne). Og der i nærheden er de i (renernes) brunsttid. Og brunsten begynder ved Mikkelsdags-tid, og hovedbrunsten varer ikke længere end to uger. Under hovedbrunsten jager de rige Lapper ikke hjorden meget, ej heller vil de have den jaget i rengærdet, fordi tyrene er olme; om man holder hjorden altfor tæt samlet, da begynder tyrene at springe afsted og at slaas, enhver lille tyr. Og der plejer at omkomme rener, naar gærdet er lille, og der er mange rener derinde. Og paa den tid bruger Lapperne at kastrere tyrene før brunsten. Denne kastrering er saaledes: — de tyre som man ikke vil have til at afmagres under brunsten, dem kastrerer man, — først fanger man den og tvinger den ned; men de er i den tid saa stærke og olme, der er livsfare, man skal have hurtige og stærke hænder. Og naar man har faaet den ned, saa holder den ene hovedet, og den anden gaar til bagkroppen og stikker hovedet ned mellem renens bagben til kønsdelene og med hænderne holder han om bagkroppen, og saa bider han med tænderne først testiklerne over; men man skal passe paa ikke at strække senen. Og naar man har faaet dem bidt over, saa skal man klemme med fingrene, indtil det bliver jævnt som vælling. Og saa skærer man mærke i haaret, at den er bidt; nogle skærer deres eget navn, andre skærer kun tre striber paa halsen som mærke, eller saadan som hver især bruger det; men det er heller ikke bogstaver. I brunsttiden er tyrene meget olme, somme tyre springer løs paa mennesker, og vildmarksrener er allerværst til at anfalde mennesker, og om man ikke slipper bag et træ eller bag en sten, da er der livsfare, de stanger mennesket fordærvet, hvis det er et svagt menneske. (s. 128-130).

13. Hanrenernes navne

Hanrenerne skifter navn hvert aar. Først er der tsjærmak, 1 aars, og den 2-aariges navn er varek, ogsaa den parrer sig lidt, og den 3-aariges navn er vuobbes, og den 4-aariges navn er goddodas, og den 5-aariges navn er goassotas, og den 6-aariges navn er makan, og den 7-aariges navn er nammalapag. — Fattige folk begynder allerede at kastrere renen, naar den er 4 aar, men de rige kastrerer ikke, før den er helt udvokset, ved 5, 6 og 7-aars alderen. Og den bedste tæmningsalder er 4 og 5-aars, de bliver udholdende trækrener, de som tæmmes ved 4-aars alderen; men de bliver mindre, om man det første aar lader dem arbejde indtil overanstrengelse. Saadanne, som kun er 4 aar gamle, de skal tæmmes, kun tæmmes, men ikke arbejde; men de som er ældre, 5 og 6 aar, dem maa man nok lade arbejde saa meget, de plejer at arbejde. Men nok er fattige folk nødt til at lade deres trækrener arbejde saa meget, som renen orker, og vel bliver de mindre, men mere udholdende, det er fattigfolks trækrener. Og naar man om efteraaret kastrerer tyre og ikke tæmmer samme aar, og de lever til næste aar, da faar de nyt navn spailek, og om den lever, 2 eller 3 aar, saa kaldes den 3-aars spailek, eller (om den lever saa længe) 5-aars spailek, men saa er det ikke mere tæmningsalder (s. 130-131).

14. Her begynder det nu at blive flytningstid bort fra brunst-lejrpladsen,

og nu er brunsten forbi, og renkøerne er hørt op med at lade kalvene die, og nu er det den bedste malketid, da renkøerne har megen mælk, og om man ikke malker hver dag, da bliver renkøerne sene, eller mælken hører op for det aar. Og paa den tid har Lapperne meget arbejde, de skal flytte, malke og vogte renerne. Og paa den tid er renerne meget flygtige, da tyrene er trætte af at holde renerne samlet. I brunsttiden holder tyrene hele hjorden samlet, saa den ikke slipper langt paa en nat. Og det plejer at blive tøvejr, naar brunsten slutter, og da er der jo allerede sne paa jorden; og paa den tid da tyrene er afkræftede, da plejer det altid at tø, og den tø kaldes golggonjacco. Og da plejer man at miste hjorderne, fordi vejret da er meget daarligt, taage og regn. Og naar det tør meget, da bliver somme steder snebare, og somme steder bliver sneen liggende, og naar det fryser, da bliver den sne til is, eller som det kaldes, bodneskardan, og den holder sig hele vinteren, saadan som den da er, naar den sidste tø er forbi, og kulden kommer. Men om denne ovenfor nævnte tø ikke ødelægger sneen, da bliver vinteren nok god, hvis der ikke kommer megen sne, dog kan renen nok komme til laven, selv om sneen ogsaa er ret tyk, naar blot bunden er ren, naar der ikke er is i bunden. Og det er paa den tid, Lapperne frygter for, hvordan vinteren bliver. Efteraarsmærkerne er: naar det før Mikkelsdag (29. Sept.) er koldt, saa bliver efteraaret langt, og om der er regnbue, da betyder den ogsaa, at det bliver et langt efteraar; men det er godt, naar det er et langt efteraar, længe snebart, og der saa kommer sne, og den ikke mere tør bort. Tidlig sne om efteraaret er meget farligt. Dette er vejrets kamptid, da plejer kulde og varme at strides, og de vinder skiftevis, og paa den maade kommer der tø ogsaa, og da plejer det at blive daarligt bete, is i bunden, hvilket er meget slemt. Om der er is i bunden, da er det daarligt, selv om der mulig kun er et tyndt lag sne; men var endda renlaven god, saa fik renen føde alligevel, selv om der var is i bunden. Og renen ved nok allerede om efteraaret, hvor der bliver bete, den søger om efteraaret derhen, hvor den ved der er god bund, og om folk slipper renerne om efteraaret, skal de nok gaa derhen, hvor der er føde, og de lever, og de, som man vogter, de sulter og afkræftes, og begynder allerede om efteraaret at udmattes, og om man ikke bliver klar over, hvor der er ren bund, saa sulter den hjord, som man vogter, og de sidaer, som forstaar, hvor der er bete, de holder liv i deres hjorder, men de sidaer, som ikke faar rede paa, hvor der er bete, deres rener udmattes og dør.

Brunstpladserne passer ikke hvert aar ind paa det samme sted. Undertiden kommer man til at flytte med lastrener længere mod syd end det sted, hvor slæderne er. Og naar nu tøvejret (golggonjacco) er forbi, og sneen er kommen, og det er blevet koldt, saa drager de af for at hente slæderne; men undertiden gaar det ogsaa saadan, at de ikke har tid at hente slæderne, da hjorden er adsplittet, og da bliver det ogsaa farligt, naar kulden kommer, og man kun har sommerklæder, da bliver det at fryse, naar man skal være i ødemarken om nætterne at vogte, fordi renerne vil spredes; da kommer vogterne til at følge efter renerne, og saa kommer vinter og kulde. Og naar de nu endelig har tid til at gaa for at hente slæderne, saa tager de trækrenerne i tømmerne, og gaar og leder dem saa langt, som de mener det er nødvendigt. Og naar slæderne er langt borte, da er det svært at lede og tungt at bære madsækken, men ogsaa dertil er Lappen vant. Og naar det nu er saa langt, at man ikke kommer frem paa én dag, saa bliver man nødt til at standse lidt, og lade renerne æde, tøjrede i tømmen, og selv spiser man ogsaa. Og naar man har spist, binder man atter renerne efter hverandre og drager videre og gaar hele natten. Og naar man har naaet slæderne, er det allerede morgen. Man tøjrer da atter renerne, og spiser selv lidt i en fart, og giver sig saa til at pakke sagerne sammen og lægge dem i slæderne, og naar man er færdig med at tilsnøre den, saa tager man renen fat, og anbringer slæden (trækremmen) om renens hals og gaar hjemefter, og gaar, indtil man finder god føde for trækrenen, og saa spænder man trækrenerne af selen og tøjrer dem igen i tømmen, og saa er man nødt til at sove lidt, da man er træt efter at have vaaget 2 døgn. Og den tømme er ikke mere end to-tre favne lang. Og om der ikke er god renlav, saa kommer renen til at sulte, og om der tilmed er mange træer, saa hænger tømmen fast i de træer, og paa den maade kommer renen ogsaa til at sulte; men de er altid nødt til at sulte, naar man er paa rejse. Kørerenen kan man ikke slippe løs, naar der ikke er mange, de rømmer tilbage til hjorden, ligesaa er ulven slem til at finde kørerenerne og forfølge dem og føre dem saa langt det skal være, og somme dræber den. Og af frygt herfor tør man ikke slippe dem løse. Men naar det er et godt aar, da er alt arbejde og rejserne meget lettere. — Og naar de nu er naaet tilbage til sidaen, saa giver alle sig til at bytte sommerklæderne bort og tage vinterklæderne paa. Og sommersagerne efterlader man nu; alt hænges nu op i en birk, eller man laver en suonjer meget høj, og hænger det derpaa vinteren over, indtil man igen om foraaret flytter der til. Og naar de har skiftet alle klæderne og faaet det i orden, saa bliver det flyttetid. Og sne er der endnu lidt af, hver sten og tue er bar; men flytte maa man, da føden for renerne er forbi. (s. 131-133).

15. Og nu flytter man med slæderaider .

Og slæderne har hver sin bestilling; først er der køreslæden, og den anden er barne- og hvalpeslæden, 3) kar-slæden, 4) slæden med sove-sagerne, 5) kote-slæden. Og den raide leder husmoderen, og den kaldes koteraiden. Og den anden raide er den, hvori der er fisk og mel og de fine kirkeklæder og den fineste føde, kaffe og smør og tørret kød. Og der er laag-slæderne og laag-kisterne; og om raiden med foraarsproviant er med, da er der en raide til, og den er tung. — Og naar de nu flytter, er det saa fuldt af tuer, at slæderne slynger fra tue til tue og fra sten til sten, og de mest sky rener de springer tværs for og gaar bag træerne, og slæderne hænger fast bag sten og tuer; og børnene græder, naar slæderne skumpler saa haardt, at barnets hoved ikke taaler det; men de er nødt til at holde det ud, dog kan man nok undertiden blive nødt til at anbringe et barn paa trækrenen eller bære dem som om sommeren; men det er ikke længre saa slemt, naar der kommer mere sne, da taaler børnene meget bedre slæderne, da er ikke mere tuer og sten saadan fremme, men birkene og fyrretræerne er jo lige slemme, selv om ogsaa sneen bliver tyk. Det er netop den værste flytning, naar man lige har taget slæderne; men børnene holder sig meget bedre varme, naar man begynder at flytte med slæder, dog hører man langt bort barnegraad og hundeglam. — Og nu er sidaen naaet til en lejrplads, og de begynder at sætte koterne op, nogle rejser koten, og andre hugger ved; pigerne og konerne hugger ris (til underlag i koten). Men har en kone et lille barn, og det er slemt til at græde, da har hun ikke tid til at arbejde noget, hun maa amme barnet og vugge det. Og om barnet falder i søvn eller holder op med at græde, da gaar ogsaa hun og skærer ris. Og naar koten er færdig, saa lægger man først ris paa sovepladsen og saa sovesagerne ind og kogekarrene i boaššo og saa gør man ild, og det er lifligt, naar der er ild i koten. Og om der ikke er et vandsted, saa nødes man til at smelte sne; og saa begynder man at finde føde frem af madsækken og giver sig til at spise og det er hyggeligt. Og nutidens mennesker bruger kaffe; og kaffekogningen er nu det første, saa snart vandet er varmt, eller sneen smeltet. Og naar betet er godt, da behøver man ikke at vogte renerne, hvis der ikke er ulve i nærheden. Saa synes Lappen det er rart, naar betet er godt, og man er flyttet til et friskt sted. — Det sted er, hvor de nu er standset, paa sydsiden af højfjældene i de birkeskove, som er ovenfor fyrregrænsen. Og i dem opholder de sig, indtil sneen bliver lidt tyk. Og naar det bliver flyttetid herfra, saa er det allerede Juletid, og da er det mørkt og koldt, og saa er det jo besværligt at flytte, da dagen er forbi, naar man er færdig til at drage fra kotepladsen, og saa bliver det at flytte i mørke, og trækrenerne er sky og løber sommetider tværs for, og hænger fast bag træerne, og da er der noget at rede ud. Og da plejer man at kvæle rener til døde, naar slæden hænger fast bag et træ, og den forreste ende af raiden trækker til, og om man ikke naar at løbe hen og skære tømmen over, det er man nødt til at gøre, om man kan naa det, for at holde liv i renen. Og paa den tid plejer der at være snesjap paa søerne og elvene, og i det er det meget slemt at sidde fast med raiden; naar det er koldt, hænger slæden i snesølet, da det er som is, og saa orker renen ikke at trække. Og naar hele raiden er blevet som is, da er man raadløs, man maa vade i snesjap til knæerne, selv om det er 30 og 40 gr. kulde. Og deraf er mange bleven syge, da man fryser fødderne. Dette har den, som skriver, selv været med til alt sammen, alt det som foran er fortalt, det som nutidens mennesker har arbejdet og udrettet. (s. 133-134).

16. Lappernes største helg er Julen

Og den dag, som er foran Juledag, det er ruottabæivve, og den dags aften kaldes ruotta-aften, og det er den farligste aften. Om børnene da støjer alt for slemt, kommer det (onde) til syne, og om der er altfor stor ugudelighed, da viser det sig ogsaa (det onde), selvom det ogsaa er store voksne mennesker, naar de er altfor ligegyldige og kender altfor lidt til Guds ord; men de, som kender og udenad kan læse Guds ord, paa dem bider ikke Bærgalak eller Riettas (Fanden). — Der er beviser for, at denne tilsynekomst af det onde er sandhed. Beviset herpaa er et bjærg, som har faaet navn efter en saadan aabenbaring, og det bjærgs navn er Turkihanvare, og det er nærved Koutokeino. Dette bjærg har faaet navn efter en stor hændelse, grundet paa en aabenbaring.

Engang havde børnene støjet i julehelgen, tumlet med slæderne og med renbjælderne og med hundene, og saa havde de slagtet et barn, og var gaaet ind i koten for at koge det, og saa var Stallo kommen i fugleham paa røgtræet, og da gav børnene sig til at læse i bøgerne (salmebogen og testamentet), og nogle skjulte de under risene, og en skjulte de i kisten, og saa havde Stallo givet sig til at spise det barnehoved, som var i madgryden, og saa sagde et barn, som laa under risene: «Broders hoved knaser». Og saa tog Stallo ogsaa det barn og spiste det. Og saa gik Stallo hen og blæste aske ind gennem nøglehullet i kisten, og saa døde det barn ogsaa. Men der var en kote til, og der var en gammel kone, og hun havde en lille pige, og hende bandt hun fast, og hun læste i bogen; men sin tjenestepige havde hun givet besked; og saa havde pigen taget to sække ben, og taget et regnslag over hovedet, og var kørt til gaarden for at kalde husfaderen og husmoderen hjem, og saa havde Stallo pudset sin hund efter hende, men pigen havde kastet ben til hunden, og da Stallo indhentede hunden, tog han benene bort og sagde: «Er du her endnu?». Og saa tog han benene fra hunden, og pudsede den atter efter pigen; men pigen drog til kirkebyen, der turde Stallo ikke komme, og saa vendte han tilbage. Og da pigen kom til gaarden, saa var renen sprængt, og saa havde husbonden slagtet den, og saa havde de tilberedt den, og da de vilde tage maden op, saa var det sten, som laa i gryden, og saa var husfaderen og husmoderen kørt hjem. Og da de kom i nærheden af koten, saa havde Stallo skaaret kønsdelene af manden og sagt: «Hvorfor har du avlet saadanne onde børn?» og saa havde han skaaret brysterne af konen og sagt: «Hvorfor har du ammet saadanne børn?» og saa blev koten til sten, og konen og manden blev til sten, og hele hjorden blev til sten.

Lapperne har mange skikke denne ruottabæive, de gør alt færdigt, hvad de skal bruge i helligdagene. De slagter rener, og syer alt, som er nødvendigt for helgen, og de hugger en stor mængde ved, og naar de har saa meget, at det rækker helligdagene over, saa gør de orden omkring vedtræet, tager alle ris bort og stabler veddet fint, overordentlig fint, det maa ingen steder stikke frem, for at Stallos raide ikke skal hænge fast; og saa skal der rejses en gren bag vedtræet, hvortil Stallo kan binde sin raide, medens han gaar ind i koten, for at drikke vand. Og om han ikke finder vand, da suger han hjernen ud af en eller anden, og derfor plejer Lapperne ogsaa at sørge for, at der er vand, og kedlen er helt fuld, for at Stallo ikke skal have magt til at gøre noget (ondt). — Og naar helligdagen er inde, saa bestiller man ikke andet end at vogte renerne og at brænde ild i koten og man spiser og drikker, hvad man behøver, og passer paa børnene, at de ikke kommer til at støje. Og i denne samme juletid fører de det smukkeste liv, de arbejder ikke eller foretager sig noget som helst, — om der da ikke kommer et eller andet arbejde for, som de er nødt til at udføre. Om ulven kommer og dræber renerne, saa er man jo nødt til at flaa dem, og for saadant viser der sig jo intet (ondt), da det er en nødvendighed at gøre det, eller hvad som helst man gør af nødvendighed, saa er det dog ikke ens skyld, at man kommer til at gøre det, selv om man ikke havde lyst. Nok er Lapperne nødt til at flytte ogsaa hele sidaen i julehelgen, naar der er saa daarlig føde for renerne, at de ikke kan bjærge sig paa anden maade end at flytte. Hellerikke det er deres skyld, da det er en nødvendighed at flytte. Ogsaa disse ting er dog som loven, at den uskyldige skal ikke straffes. —

Nu begynder de at flytte igen, og flytter til de steder, hvor de skal være om vinteren, nogle (flytter) kortere, og nogle længere. Og dem som flytter langt mod syd, for dem er det besværligere; og hvis de flytter ind paa nybyggernes omraade, saa maa de købe det og betale store penge. Om de ikke betaler, saadan som «herrerne» siger, at de ikke skal betale af den jord, saa bliver det slemt for Lapperne. Men det er tilladt bønderne at have høet aabent hele vinteren hvert aar, og om renerne æder det, saa maa Lapperne betale, og om de ikke betaler det hele, saa kommer bønderne i flokkevis til koten og slaar paa koterne og slaar renerne, og mandfolkene frygter og gaar ud i ødemarken, da de truer med at prygle og gøre hvad som helst. Og derfor er det bedst at betale hvad de forlanger, og naar de betaler og forliges, er det jo bekvemt, da renen har udmærket bete. Hvor der er god renlav behøver man ikke at gaa saa meget paa ski (efter renerne), og hjorden bliver fed. Og naar de flytter, da er det saa herligt at flytte for de sidaer, som har opholdt sig i skattelandet, hvor der er renlav. — Og Lappen har næsten samme natur som renen; de to higer imod syd og imod nord, efter den (sædvane) som de plejer at følge fremdeles. Og de er begge to let skræmte, og de er for deres frygtsomheds skyld skræmt alle steder fra. Og derfor maa nu Lappen opholde sig der, hvor der ikke lever et eneste andet menneske end Lappen, kun oppe paa de nøgne fjælde; han blev der, om det saa var altid, hvis han blot kunde holde sig varm og faa føden til sin renhjord. Og Lappen kender vejret, og noget har han lært af renen ogsaa at kende vejret; og Lappen har let ved at holde sig varm og let for at finde frem; han finder frem i mørke ogsaa, i taage og i snefog, — i hvert fald en del af Lapperne. Og hvad som hører til at gaa paa ski og løbe, det er efter hans natur. — I gammel tid opholdt Lapperne sig i fyrreskovene, og levede der i fred paa ethvert bjærg, og naar betet var forbi, saadan at sneen overalt var opsparket, da flyttede de til et andet bjærg eller til et andet sted, hvor der endnu ikke var udbetet; det er saadan, at hvor renen har betet, der bliver den opsparkede sne saa haard, at renen ikke for anden gang kan komme igennem den. Og naar der er godt bete, da er det rart, og ikke meget arbejde med at løbe paa ski efter renerne, hvis der ikke er ulve.

I daarlige aar rømmer renen nedefter, og Lapperne følger med ned til havet, og endel opholdt sig der, indtil gaardbonden kom og skræmte dem op efter højfjældene til, og jagede Lapperne, indtil højfjældene standsede dem. Og Lapperne gik over højfjældet og langsad højfjældene.

Ogsaa andre mennesker har begyndt at arbejde med rener, men de havde ikke lyst til at følge dem uafbrudt fra sted til sted, da det var saa besværligt at færdes som en ren, og derfor gav de sig til at bo et sted og byggede gaarde og fangede kun vildrener og fisk. (s. 134-136).

17. Fortælling om kote-arbejderne.

Naar Lapperne er naaet til vinterbopladserne, saa tager de fat og arbejder, enhver sin slags arbejde. Mændene passer renerne og alt, som hører dertil, og om de har tid, saa reparerer de slæder, som har taget skade under flytningen, hvis de kan; men om det er saadanne, som ikke kan, da maa de lønne en eller anden fattig Lap, som ikke har arbejde ejheller føde, og saa bliver de to en hjælp for hinanden, og saadan bjærger de sig begge. Og om dygtige mænd har tid, og det er af den flittige slags, saa forfærdiger de nye slæder, skier og alt, hvad Lappen behøver. Køreslæder, lukkede slæder og kister med laag er meget dyre — hvem som havde tid og kunde lave saadanne! — de koster mange penge; og alle Lappernes sommer- og vintersager koster mange penge. Nogle kan nok alt, men andre af mændene kan slet intet af dette haandværksarbejde, og det er stor skade, naar det er en saadan mand, som ikke kan haandværksarbejde; men det er endnu værre, naar konen er udygtig, hun, som skal sy klæderne og alt det, som hører til Lapkvindernes arbejde, og madlavning hører ogsaa til Lapkvindernes arbejde. Naar vinterbopladsen er naaet, saa har man dog lidt tid, da man opholder sig længere paa et sted, og saa begynder kvinderne at arbejde med sit, da de kan komme til at pakke slæderne ud og faa sagerne frem, thi under flytningen kan man ikke pakke ud; det er et stort arbejde, om man i flyttetiden pakker andet ud end lige klæder og mad. Og saa begynder de at tilse de klæder, som under flytningen er blevet vaade og raadne og iturevne; og naar de har faaet dem færdige, saa begynder de at sy nye klæder, sko og alt det, som laves af (renernes) benskind; naar det da er mildt vejr; man kan ikke nære sig til haandarbejde, naar det er saa brændkoldt, at teltdugen rimer paa den indvendige side, selv om ilden brænder i koten hele tiden saa stor, at den kan ses ovenud af røgaabningen; thi da er det et stort arbejde at skaffe brændsel og holde ilden vedlige og tilse børnene, saa de ikke kommer til at fryse eller forfryse sig. Og naar det er en saadan brændkulde, som er 40 gr., da er der inde i koten saadan frosttaage, at man ingenting kan se paa den anden side af ilden. Og naar man i saadan kulde skal bage brød, saa fryser de igen mellem hver kage, man bager og tørrer, og man er nødt til at have deigen lige ved kanten af ilden. Og brødkagerne tørrer man paa en jærnstegepande, og somme tørrer dem paa gløderne, indtil de stivner, saa stilles de op mod et vedstykke for at bages ved ilden, og de tørrer meget godt og hurtigt, saa mange det skal være. En anden fremgangsmaade er at stille den raa kage mod en flad sten og vende den, til den er bleven tør. I gammel tid har de tørret brødet paa ris og under ilden, naar veddet var daarligt og de havde hast paa højfjældene. — Og kaffen brændes i stegepanden, og der er mange maader at male den paa; at gnide den med en rund sten mod en flad sten, og en anden maade er at gøre hul i et stykke træ, og saa at gnide med en træpind, til kaffen er knust; en tredje kunst er at komme kaffen i en skindsæk og saa slaa den med træ paa et vedstykke, til den er knust fin. (Nu bruger Lapperne en lille rund kaffekværn af messing, som kun kan faas i Skibotten, hvor den forarbejdes udelukkende til Lapperne.) Fortidens Lapper brugte som kaffe duovlle og korn og birkesaft. Og brød har man lavet af trælav (det lange sorte mos paa gran og fyrretræer) og af renlav og af guolmas (den bløde del af gran- og fyrrebark) kun lidt mel iblandet, dengang der var knapt med mel her i Nordland. Det (guolmas) laves paa den maade, at først tager man barken af fyrren, og saa ligesom flaar man skindet af, og saa tørres det aldeles tørt, og saa banker man det, til det bliver ligesom mel; man har gjort hul i (et stykke birketræ), og saa igen af birk (havde man lavet) en skarpægget ting, hvormed det hakkedes, indtil det blev fint som mel. Og anden madhjælp tilberedte de af planter. Fadno (etaarig plante af Angelika) kogte mange i vand, og saa kom de det i en renmave, og blandede det med mælk, og saa blandede de det med blodvælling, og det var særdeles godt om vinteren. Og boska (Angelika) samlede de meget og saltede og spiste det ogsaa. Og syre er endnu meget i brug. (s. 136-138).

18. Om renslagtning

Renslagtningen hører til mændene. Naar Lappen har taget en ren ud af hjorden, saa leder han den om til boaššo-siden af koten og binder den ved et træ, og saa gaar han ind i koten for at hvæsse kniven, saa den er rigtig skarp og ren, saa den kan dræbe renen hurtigt; om kniven er smudsig, da dræber den ikke hurtigt, og renen pines længe, før den dør. Ogsaa er somme knive daarligere til at dræbe, — om det er haardt staal, da er de gode til at dræbe, men blødt staal er meget daarligt. Og naar Lappen har gjort alt færdigt, saa kommer han ud, og han tager en kammerat med, om der findes et menneske. Og saa tvinger de renen ned, og saa stikker de renen i bringen, og saa slipper de den løs i tømmen; om det er en god kniv, da kan den ikke engang rejse sig, men om kniven er middelgod, da rejser den sig, men falder straks igen, og er kniven daarlig, da lever den længe, og om den slap løs, kunde den endda gaa langt, inden den styrtede død om. Og naar renen er flaaet, saa tager man blodet i renens egen mavesæk. Maven vaskes ren med vand eller med sænjaš (den underste kornede sne), og lidt blod tager man fra i et særskilt kar, deraf laver man blodpølser, hvis renen er saa fed, at der er fedt til pølser. Og tarmene renses i koten af kvinderne. Og det første maaltid er ryggen og leveren og pølserne; om det er en stor husstand, behøves mere, men om det er en lille husstand, behøves ikke saa meget. (Den første mad naar en ren er slagtet, og naar gryden koger, saa kommer man hjærnen i at koge, og naar den har kogt lidt, saa tager man den op og saa blandes den med guolmas-mel og fedtet som er øverst i gryden, og saa spiser man det, og det er særdeles godt, og det er lægedom for folks mave. Og det har den som skriver det selv smagt.) — Og det andet maaltid af renen er benkødet og hovedet og marvbenene, og saa siden det andet kød, som det nu kan passe. Og Lappens skik er, at hveranden aften koges vælling og hveranden aften kød. Og der laves kun mad om aftenen. Om dagen spiser han fisk og brød og, om der er smør, da dertil smør; men kun en og anden har smør, og saa drikker man kaffe ovenpaa. — Laarene og tungen sælges af de rener, man slagter om vinteren; men af de rener, som slagtes til foraars og sommerføde, — de kaldes foraarsproviant og slæderen, (se anm. 24) — af dem sælger man ikke en eneste bid. Og de slagtes først paa vinteren, og kødet lægges i slæderne, og saa først om foraaret paa kælvningspladsen begynder man at spise af det og tørre det; og dertil er valgt de fedeste rener. Om foraaret er alle renerne magre, her paa de egne, hvor der er daarligt renlav, og skindet er gennemhullet af larver, derfor slagter man om vinteren, hvad man skal bruge om foraaret. Lappen plejer at slagte renen ved koten og i skindet bære det kød ind, som han vil koge; saadan gør de folk, som slagter deres egne rener. — (s. 138-139).

19. Beretning om stjaalen renslagtning

Tyven tør ikke tage renen hen til koten, ej heller om dagen, kun naar han ved, der ikke kommer fremmede folk. Og naar han saa har faaet renen afsides, saa slagter han den der i mørket, og saa bringer han kødet til koten; men skindet bringer han ikke til koten, det skjuler han der borte i sneen eller kommer det i en vaage, og det tager han aldrig mere bort. Og naar kødet er frosset og skindet er skjult, saa er dette stjaalne kød, som om det var hans egen ejendom. Og saadant gøres jo endnu ofte, hvor der er mange tyve i en sida, og der er mange fremmede rener; de slagter da hver aften rener, naar der ikke er folk fra de andre sidaer. Og om efteraaret plejer hjorderne mest at blandes, og da er der rigeligt med tyve. Og somme tyve stjæler og slagter saa mange, at der bliver saa meget kød, at de ikke orker at trække det (med under flytningerne), hvis de ikke slipper til et handelssted, hvor de kan komme til at sælge kødet. Og den skik er overalt i Lapland lige fra østerenden. –

Men renmærkning er en endnu værre tyvekunst, naar det gøres saadan, at de om foraaret mærker andre folks rener, 1 og 2 og 10 og 20 og 50 og 100. Og naar en mand har mange tyvesønner, saa mærker de endnu flere paa et aar. Og naar det er et sulte-foraar, da bliver nogle rige paa den vis, naar folk maa lade hjorden sprede sig, og renerne da gaar ind i de distrikter, hvor de mærker alle unge rener. Og deraf er nogle blevne rige og andre fattige. Og de mennesker, som saadan mærker (andres rener), de samler ikke deres rener før vinteren, og selv ikke da, om de kan komme til at lade dem løbe frit om. Og naar saa endelig folk kommer til at se (de ommærkede rener) og saa genkender deres ejendom, saa slaas de endogsaa om dem. I gammel tid har det været anledning til megen strid, da der endnu ingen lov var for det; men nu er det ikke saa let at strides om dem; hvis de nu begynder at strides om en ren, saa lægger formanden beslag paa den ren. —

Nogle kalder Sydlapperne for tsævvet, og de, som man kalder tsævvet, de har faaet dette navn, fordi de i tsævve-vintre har begyndt at samle de rener, som er spredt overalt i skovene, — saadan som i tsævve-aar renerne er nødt til af sult at spredes overalt i skovene. — Og naar tsævvet tøjrede en bjælderen, saa kom de trætte rener hen til den, og saa gav de sig til at føde dem (med trælav) og vogte dem, og naar det blev sommer og myg, saa gav de sig til at skaffe røg, og renerne syntes om at slippe ind i røgen i fred. Og de gav sig til at vogte de rener, og maaske de behøvede nogle af de kraftigste til føde. Og en og anden renko var ogsaa kommen til syne, og den malkede de, og det var en god hjælp til føden for dem. Og naar de rener fældede, saa begyndte de at slagte saa mange, at de levede deraf. Og de vogtede (renerne) til vinter, og naar Lapperne kom syd paa til skovene, saa saa de, at der er en ny sida. Og de havde lavet et slags mærke skaaret i renernes øren; og nutids Lapper var uvidende om, hvad de skal gøre med tyven. Naar mærket blot var den mindste smule forandret, tog de slet ikke (renerne tilbage) med magt; men dem, som havde rene mærker, dem tog de; dog vilde tsævvet have vogterløn, og Lapperne betalte. Og paa denne maade har tsævvet faaet en begyndelse, og naar der kom en god vinter, saa blev tsævvet ikke en smule rigere; men om der kom en fremmed ren, saa slagtede de den, som om den var deres ejendom; men fattige blev de i gode aar, da de endnu ikke havde faaet saa mange (at de kunde leve af dem); men naar der igen kom tsævve vintre, og de var bleven mere øvede, saa tog de rigtig fat paa at samle udmattede rener. De købte mange store bjælder og smaa bjælder og bandt dem paa rener, for at trætte rener skulde høre dem og komme derhen. De bandt ogsaa bjælder op i birkene, og der slyngede de i baandet, for at renerne ogsaa skulde komme længere borte fra. Renerne har altid bjælder om halsen, og renen er vant til bjældens lyd, og naar den hører den, kommer den langt borte fra. Og ved de kunster har tsævvet faaet hjorder, og saa begyndte de at danne sidaer lige som Lapperne, og malkede megen mælk; og naar det blev efteraar, saa var de foran hjordene, naar Lapperne slap hjordene sydpaa, saa fik tsævvet øje paa disse undslupne rener, og da gav de sig til at undersøge, hvor tykke deres bringer var og tæller, til de er forbi, hvor mange der er, og nok kan de raade med dem, selv om det var en endnu større fugleflok af dem, som har lange, haarde fjer paa hovedet, saadan at der behøves en økse for at faa de fjer hugget over. Og saadan fuglefangst bruger de fremdeles. — (s. 139-141).

20. Beretning om de fastboendes jagt

De fastboende har ogsaa lært at være særdeles gode fangstmænd efter de dyr, som de synes er de mest skadelige. De kan fange de dyr paa mange maader. Lassoen er et af Lappernes allerbedste redskaber, men redskabet duer til intet, om man ikke forstaar at bruge det; men bønderne har lært særdeles godt at anvende dette redskab, og det er udmærket til fangst af de onde dyr. De dyr er gode ogsaa, fordi de dyr har godt kød, og det hænder ogsaa, at de kan spise de dyrs kød, som de hader, ligesom fortidens Stalloer, de hadede Lapperne og spiste (deres) kød. Og nok findes lidt af Kains blod endnu sine steder, lidt i saadanne fangstmænd, som samtidig kan elske og hade. Er det mon ikke had, naar de anbringer fiskenæt paa bjærgene og i fyrreskovene? Men det næt er undertiden saadan, at selv om (fisken) den hænger i nættet, faar man den dog ikke fat paa anden maade end ved at anvende Lappernes bedste redskab. Og de, som har lært at bruge det rigtigt, de faar mange og de bedste fisk, som hænger fast i de næt, som er sat paa tørt land. Og naar de har faaet, hvad de har ønsket, saa begynder rensningsarbejdet. Skindet er nok godt paa de fisk, men det bliver dog alligevel ofte efterladt paa rensningsstedet. Det er et mærkværdigt skind, som er farligt, det søger at skade dem, som tager det med, — dem, som baade hader og elsker. — Og denne fangstmaade tager til i styrke paa de steder, hvor lynilden ikke har slaaet ned; men paa de steder, hvor den ild har brændt, der er fiskerensningsknivene bleven sløve, hvis ikke Verdens Mester (Fanden) kommer til at slibe deres knive igen. — —

Og bønderne har faaet rener af Lapperne, naar de har bragt brændevin, som de selv havde kogt af korn og har drukket Lapperne fulde og har taget renerne, og de anbragte dem hos de samme Lapper til vogtning. Og somme Lapper har været saa fordrukne, at de har gjort ende paa deres rener, og saa var der ikke levnet dem andet livsophold, end at de maatte give sig til at vogte bøndernes hjorder, og deraf har de levet; og vildrener og bjørne og andre vilde dyr var jo deres livsophold. I gammel tid har der været mange vildrener overalt i Lapland, og Lapperne har dræbt mange, — fattige Lapper levede mest af vildrener og af bøndernes hjorder. Og i Havriget har de gjort paa samme maade med Lappen, de har ogsaa drukket Lapperne fulde og taget renerne for brændevin paa samme maade, og sat Lapperne til at vogte dem. Og Lapperne har villet have vogterhjorde, — den var bedst, som fik de fleste vogterhjorder. Og fra den tid, vi har hørt om deres mellemværende, var det i vogterløn 50 øre om aaret for hver ren, og saa skulde Lappen give en stor ost af hver renko, saa mange, som der var renkøer, og den, som havde mange renkøer, han fik mange oste, og efter nutids regning vejede osten 1 kilo. Og da Finnerne begyndte at bringe kaffe og mel nede fra (syd fra), saa gjorde de paa samme maade som ovenfor er omtalt (tilbyttede sig rener). — Bønderne har ikke faaet rener af andre end af Lapperne, og ligeledes har Nordmændene faaet rener fra Lapperne; men Lapperne har faaet rener af vildrenerne. Og det er ikke længe siden, at det er gjort, som ovenfor er skrevet. — (s. 141-142).

21. Om vildrenen

I gammel tid har der været mange vildrener og dengang var der nok heller ingen som gad vogte rener. Og Lapperne har lært at gøre vildrenerne trygge, saadan at de er forbleven i hjorden. Man skal, naar en vildren er kommen i hjorden, gaa meget forsigtigt rundt om hjorden og lade den gaa vidt ud, for at vildrenen ikke skal vide, at der er mennesker i nærheden. Og naar vildrenen har været i hjorden, da er den bleven kendt med hjorden, saadan at den ikke mere gaar bort, selv om den ser mennesker. Men ikke enhver vildren er lige dristig; nogle vildrener bliver aldrig trygge, hvor længe de end er i hjorden, men en og anden behøver kun kort (tid), saa er den tryg for rener og mennesker, ejheller gaar den mere bort, hvis den ikke kommer ind i en flok vildrener; hvis den træffer dem, saa følger den jo vildrenerne. Men den sky slags kan man aldrig gøre tryg, og derfor har man ikke faaet alle vildrenerne som hjord, da de er saa sky. Og de er meget større (end tamrenen) og glinsende, som havde de sølvhaar. — Men man har faaet lidt af den art, som ikke kan gøres trygge, paa den maade, at man har faaet en vildren-tyr til hjorden i brunsttiden. Og naar vildrenen er der, skal man ikke vogte hjorden. — En Lap opholdt sig i nærheden af Koutokeino, og han plejede hvert efteraar at lade renerne parre sig paa et elvenæs, og en vildren kom stadig i brunsttiden, og den kom i mange aar, og den dræbte han ikke; men saa var der en eller anden, som dræbte den, og han betragtede det som et meget værre tab end, hvis det havde været en af hans egne tyre, der var dræbt. Men han fik dog vildrensafkom, hans rener blev som vildrener, saa glinsende og slanke, og den mand fik usædvanlige rener. Og enhver misundte ham hans rener, fordi de var meget smukkere end andres. — (s. 142).

22. Vildrenens sang:

Vildren, vildren, du farer som skyggen, voia, voia, nana, nana,
vildren, vildren, lysende som sølv, voia, voia, nana, nana,
vildren, vildren (skinnende) som čuovča-fisken (= sik, hælt), voia, voia, nana, nana. (s. 142).

23. Og nu begynder Lappernes flytningstid mod nord, bort fra vinterbopladserne,

og Lapperne har ikke hast med at flytte før ugen før Valborgsdag, hvis der ikke kommer tø før og saa igen frost, for saa bliver der sneskorpe; og derfor har man hast før Valborg, da de første renkøer begynder at kælve ved Valborgstid, og da skulde man være paa kælvningspladsen, naar renkøerne begynder at kælve; og derfor har man hast med at flytte før Valborgsdag til kælvningspladsen, og naar der er sneskorpe, er der heller ikke føde for renerne i fyrreskovene, og da er de nødt til at flytte nat og dag, indtil de naar højfjældene. Paa højfjældet er der bete, eller i hvert fald snebar mark. Det er ogsaa en haard tid for Lapperne, da man kan komme til at vaage tre døgn, og undertiden, i et strengt foraar, kan man komme til at vaage en uge. Det hænder dertil ofte, naar man har naaet højfjældene, saa man maa vogte for ulven ogsaa. — (s. 143).

24. Her fortælles om ulvens ufred

Og det er jo meget slemt for Lapperne, naar der er ulve, da er man nødt til at vogte, selv om det er aldrig saa haardt vejr, og hvor koldt det end er. Den vogtning plejer at være saaledes, at om dagen skal hjorden samles i en flok, og naar det begynder at mørkne, saa kommer de, som skal vogte om natten, og de vogter til midnat, og saa gaar de, og de andre vogtere kommer; men nok er det svært at finde frem i mørket, og hvis det dertil er taaget vejr eller paa anden maade ondt vejr; men der er jo nogle, som finder frem i hvad slags vejr det end er; dog er det ikke enhver, som lige let finder vej, nogle plejer ogsaa at fare vild, og de maa blive natten over i ødemarken. Og den vogtning er streng, hvis man skal holde ud med ulven; de skal være paa skierne hele tiden, og huje saa højt, som de kan, — om de holder op med at huje, saa kommer ulven øjeblikkelig og jager. Og om ulven er kommen til at jage og forfølger dem i nærheden af vogteren, saadan at han ser den, og den er nær, saa skal han passe paa, at han ikke hujer hen i den retning, hvor ulven er; men han skal vende munden til den anden side, naar han hujer, og om han ikke gør det, saa tager ulven hans stemme. Og naar ulven kommer, da er den saadan noaidde (troldmand), at den dysser mennesket isøvn, og naar den har faaet vogteren til at sove, saa kan den komme til at skræmme hjorden og sprænge en og anden flok ud, og naar den er sprængt fra, saa fører han den bort og jager og dræber saa mange, som den blot naar. Og 70 paa en nat er det højeste, jeg har hørt; men af en bevogtet hjord faar den ikke ofte ret mange, og hvis det er godt vejr; men naar ulven kommer til en ubevogtet hjord, saa kan den nok paa en nat dræbe en hel flok, og Lapperne plejer at sige, naar ulven saadan har dræbt: «Der brændte ilden!» — Lapperne kalder ulven ilden, — og en anden spørger: «Gjorde den fortræd?» svar: «Hvor brænder ilden ikke, naar den kommer?» — Men naar det er skrappe vogtere, saa kan ulven ikke faa renen at dræbe; og naar der er godt bete, saa de kan æde samlet, da begynder ulven om morgenen efter daggry at søge forfærdelig stærkt, naar den ikke har faaet ren, og saa løber den foran hjorden og slipper saadan lugt, at renerne lugter det og frygter alene for lugten, og saa giver de sig til at springe i alle retninger, og saa kan ulven komme til at sprænge et eller andet hjørne af hjorden og føre dem bort og dræbe saa mange, som den kun overkommer; men om Lappen har en ordentlig hund, da springer den, naar hjorden jager afsted, rundt om hjorden og standser hjorden, og jager ulven bort; en saadan hund kaldes vagtsom; men den bliver jo ofte bidt, saadan en hund. Men naar det er et sulteaar, saa hjælper vogtning ikke, da man ikke kan vogte renerne samlede, da er man nødt til at slippe hjorderne ubevogtede, og saa kan ulven komme til at gøre, hvad den vil, og den dræber da, naar den har lyst; men ikke enhver ulv er lige ond eller lige røverisk. Nogle ulve er saadan, at de ikke dræber mere, end at de kan æde rigeligt; men andre ulve dræber, som de overkommer, og der er endog nogle saadan, at de blot ønsker trækrener, og en saadan kaldes hærggoni, og det er den værste, da den hindrer folk i at flytte, —kørerenen kalder man «flytteren», dem, hvormed man flytter. — Men naar ulven kommer i en samlet renkohjord, det er det allerværste; den dræber først kalvene, og saa senere renkøerne, saa behøver den ikke andet end at vogte paa renkøerne det sted, hvor den har dræbt kalvene. Renkoen er naturligvis saadan, at den søger sin kalv der, hvor den sidst vidste den var. Og saa dræber ulven alle de renkøer, hvis kalve den først har dræbt, og dem kan man ikke vogte, som springer afsted af sorg, fordi de har mistet deres børn. —

Men naar der ikke er ulve, og der er bete paa højfjældene, saa er det herligt for Lapperne og let, de kan komme til at hvile og flytte i ro til det sted, hvor enhver plejer at lade kælve. Og naar de flytter, de sidaer, som har været paa renlaven i skattelandet, da er hjorden saa kraftig; nu vil den til højfjældet efter fortids sædvane. Og naar de har brudt op, trækrenerne indfangede og alt færdigt, saa drager de af, og hjorden og kørerenerne er som flyvende fugle; som de var skræmte, springer de, og naar man først slipper bort fra træerne, og der bliver jævnt og farbart, saa kører de i skarp trav; og foran hjorden køres ogsaa, og det skal være en god køreren, som kan gaa foran hjorden; men der er jo saadanne ogsaa. Og saa kører de paa en nat mange mile. Og naar der er sneskorpe, saa er de nødt til ud i en køre at flytte til højfjældet, paa en eller anden højfjældsslette bete lidt, og selv behøver de ogsaa at spise lidt, og naar de har spist, saa flytter de igen paa samme maade som første gang, indtil de naar højfjældet. Og en fed hjord er meget stærkere til at sparke igennem sneen (efter lav), selv om den ogsaa er haard.

Men paa højfjældet er sneen dog tyndere paa fjældtoppene, hvor vinden blæser den bort. Og en kraftig hjord fryser ikke paa højfjældet, selv om der kommer haard snestorm; men for menneskene er det værre, da det er smaat med brændsel og hvis der er ulve; men er der ikke ulve, og der er bete paa højfjældet, da er det saa let, at der ikke er andet end at sove og spise og flytte lidt hen til et andet sted. Men naar det er et daarligt foraar, saa kommer den første plage allerede, naar det sidst paa vinteren begynder at tø, da bliver det saadan, at skierne ikke kan glide, ej heller bærer det skierne, da sneen er bleven saa blød, at skierne gaar helt ned under den, og da er det saa tungt, at det ligefrem slider i senerne, saa de smerter, men der er ikke tid til at hvile fødderne. Renerne er ogsaa meget urolige, naar sneen er sjappet, da er det saa besværligt for renen at æde, og derfor er de saa flygtige. Og naar sneen saadan er blød som vand, da plejer allerede de første rener at slippe bort (mod Norge). Og naar det nu fryser igen, da først bliver renerne, som var de bevingede, de springer i alle retninger; thi da er sneen som is, der er ingen føde, intet som helst andet end det øverste af tuerne paa sumpene, og naar de af dem skal have føden, da gælder det om, hvem der kan komme først at faa føde, og naar man da skal holde dem samlet, saa er der ikke tid til at sove ejheller til at spise; da skal man staa op og spise, og ikke har man lejlighed til at sove anderledes end lænet mod staven, og saa bliver man tilsidst, som forstanden forvirredes, man kan ikke spise, ejheller mere sove, og undertiden bliver man forstyrret i hovedet, hvis man ikke kommer til at sove. Forklaring paa, hvorfor Lappen paa den tid har det saa besværligt, hvis folk endnu ikke forstaar det af den forklaring, som før er fortalt. Da begynder det saadan, at én skal vogte renerne, og om det er en stor hjord, da skal der være mange vogtere, og nogle skal gaa paa ski omkring hjorden, men naar det er daarligt bete, da indhenter man ikke alle renerne, og nogle rener gaar til en anden sida, og derhenne skal nogle skille dem fra, og andre søger endnu efter de rener, som mangler. Og naar man saa har faaet størsteparten samlet, er man nødt til at flytte, endskønt man ikke har faaet dem alle samlet sammen. Saa drives hjorden til koten, og man begynder at fange trækrener ved aftenstid; men det er meget vanskeligt, og naar hjorden er stor, er det endnu værre; da springer renerne, saa man ikke kommer til at kaste, og man løber alt hvad man orker og bliver saa svedt, at man er nødt til at blotte brystet, saa vinden kommer til at svale kroppen. Og somme mennesker er daarligere til at kaste (med lasso), og for dem er det meget besværligt; de fanger ofte en anden ren end den, de kastede efter, og naar det er saadan, at den er stridig og stærk, saa er der megen besvær og tidsspilde, og nogle bliver vrede, skælder og bander og hidser hunden saadan, at renerne springer, som var ulven efter dem, og da plejer der ogsaa at omkomme renkøer, de kaster (kalvene for tidligt), og enkelte sky trækrener springer bort i vildmarken, og dem er det et stort besvær at faa tilbage til hjorden, det bliver nødvendigt at forfølge dem over mange bjærge, og undertiden faar man dem ikke tilbage, selv om man har forfulgt dem rundt om mange bjærge; man er nødt til at lade dem blive derude. Og naar han er kommen tilbage derfra, da er han saa træt og tørstig, og saa har jo de andre fanget trækrener til ham ogsaa, for at man kan slippe afsted. Og kvinderne har haft fuldt arbejde med at tage koterne ned og gøre slæderne færdige. Og saa er man nu endelig færdig til at flytte fra dette sted.

Men naar man flytter (om foraaret), da er der det besvær, at flytningen sker om natten, da fryser det, da kan man komme frem; om dagen kommer man ingen vegne med at flytte, da det jo allerede er foraarsluft. Om natten bliver sneen ikke blød, og derfor er man nødt til at flytte om natten. Ogsaa for kvinderne er det besværligt at flytte med børnene, de kan ikke komme til at passe dem saadan, som det kunde være nødvendigt. Nok kommer de stakkels børn til at skrige, naar de maa ligge og være vaade, indtil man naar en lejrplads, hvor de kan komme til at pleje børnene og tørre de ting, som er bleven vaade under flytningen — hvis man da finder et betested for renerne. — Og flytvejen er saadanne steder, hvor der ingen spor er, og sneen er saadan, at den bærer løsrenerne, men den bærer ikke raiderne eller trækrenerne, og det er meget besværligt at komme frem, naar renerne, idet de trækker til, synker ned i sneen med benene, og sneen knapt nok bærer slæden. Den første slæde bærer den og den anden, men saa begynder de slæder, som kommer efter, at synke ned, og da orker renerne ikke at trække, naar den forreste ren trækker til, og de bageste rener holder igen, da kan heller ikke den forreste ren trække mere, da de andre holder igen, fordi de ikke orker at trække, da sneen er dyb og den øverste sne saa haard, at det begynder at gøre ondt i renens ben; og saa er der det raad selv at give sig til at trække, og saaledes nødes man til at drage videre, skønt det er tungt, og renerne udmattes og holder op med at trække; og saa maa man efterlade en og anden slæde, eller trække den selv. Og naar man er kommen lidt frem og der er nogle snebare tuer, spænder man renerne fra, saa de kan hvile lidt og æde; men der er ikke megen føde, kun sorte tuer, hvorpaa der ikke er lav, ikke en smule heller, der er ikke andet end bærris, og i dem er der ikke megen næring; men naar renen sulter, da æder den ogsaa birkeris, selv om der heller ikke i dem er nogen næring. Og naar saa folk har spist, gaar de for at hente de slæder, som blev efterladt under flytningen; og naar de er kommen med dem, da drives atter hjorden til koten, og renerne indfanges igen; men saa er de endnu mere sky, da de har mærket, hvor det var tungt og smertefuldt. Og somme mennesker slaar trækrenerne, saadanne hidsige mennesker, og da først bliver den stakkels trækren bange og springer, som gjaldt det livet; men de rener, som er udmattede, de skræmmes ikke mere, fordi de orker ikke at springe mere; de er paa det punkt, at om man spænder dem for en tung slæde, dør den saa pludseligt, at man ikke naar at løse tømmen af dens hoved. Og naar det er et saadant hungeraar, da dør mange trækrener. Og da har man ikke tid at sove men man flytter uafbrudt, en anden gang maa man hente de slæder, som er efterladt, og selv maa man ogsaa trække nogle slæder. Og det forstaar man nok, at dette er saa bedrøveligt, at kvindfolkene græder. Og nu har man vaaget næsten fra den gang, man forlod vinterbopladsen, søvn har der ikke været mere af end at staa lænet mod staven. Og naar man har naaet højfjældet, er der nok lidt bedre bete; men saa kommer ulven, og da er der heller ikke hvile at faa paa højfjældene. Nu er der jo allerede gaaet en uge med saadant besvær, og der gaar jo sommetider flere uger. Og paa den tid plejer mange at miste synet, øjnene løber i vand, og det er saadan smerte i øjnene, at man ikke kan spise, ejheller sove, og nogle bliver halvblinde. Mange Lapper har daarlige øjne, de er røde og opsvulmede, saa de ikke kan aabne dem om morgenen, uden at bløde dem op med vand, indtil de aabnes. Men nogle Lapper vasker aldrig ansigtet, og derfor er Lapperne saa mørke, og de er jo ogsaa mørke af den grund, at de altid er udsat for luften, altid brænder den kolde vind og solen, og røgen i koten og røgen fra baalene i vildmarken tilrøger dem. Og af de grunde er Lapperne saa mørke; nok er der lyse Lapper, saadanne Lapper, som lever i fyrreskovene om vinteren og er flittige til at vaske ansigt og hænder; kroppen vasker Lapperne aldrig, ejheller de klæder, som er af renskind. Og de bruges imod huden med haarene indad og en anden (pels) udenpaa, og den har igen haarene udad. Og benklæderne har ogsaa været af renskind, af garvet skind har de syet bukser, som de brugte om sommeren, om vinteren brugte de renskind med haarene paa den indvendige side; men der dur ikke andet skind end det, som er slagtet om sommeren, naar det er ny fældet, det har et tyndere haarlag. Og de har brugt huer af renskind ogsaa; men det er mest, naar man paa en længere færd mister huen, blæsten tager den, og undertiden triller den i ilden, medens man sover, og hvis man er kommen afsted med sommerhue, naar man gaar for at følge renerne, og det saa bliver vinter og kulde, saa er man nødt til at gøre sig en hue af renskind; og andre klæder forfærdiger man ogsaa i ødemarken; en ren flaas hel, ukløvet, og den trækker man paa som pels (med haarene indad) da, naar paa færden efter renerne skindklæderne raadner; det ved man jo, at renskind mister haarene, naar de bliver vaade, og man ikke kan komme til at tørre dem; og de stinker saadan, naar man ikke kan komme til at tørre dem; selv om ogsaa Lapperne er paa kotepladsen, er der saadan svedlugt, at det menneske, som ikke selv lugter saadan, det kan ikke opholde sig i hans nærhed. Og naar Lapperne dertil kommer ind i en stue i varmen, saa først forpester de hele rummet, saa man kan blive syg af det; og nogle er endog saa urenlige, at de ikke skifter de smudsige klæder, naar de kommer til gaardene eller forsamlingsstederne. — Men de laver sig ikke de klæder i vildmarken uden om efteraaret, naar renen gaar mod syd, og de saa kommer til at følge efter dem paa snebar mark, og bliver opholdt i maaneder, og der saa kommer vinter og sne, saa er det, at de gør sig de klæder, som ovenfor er beskrevet. — Men de har brugt samme slags sko, som ogsaa nu bruges. Og som tiden gik, begyndte ogsaa Lapperne at købe vadmel og klæde og begyndte af det at gøre sig bukser og kofter og huer og (købe) tørklæder, fortidens mennesker brugte renskind i stedet for tørklæde. Og nu bruger de ogsaa regnslaget af vadmel, og forhen har de ogsaa brugt det af renskind, og det er varmt. Og fortidens mennesker har ogsaa, som regnklæder, brugt en kofte af garvet renskind. — (s. 143-148).

__________________________

---

Fodnoter: