Lappernes liv - Forord af Emilie Demant

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Emilie Demant Hatt
(1873-1958)

Temaside: Samisk religion og mytologi

Johan Turi
En bog om lappernes liv

1910

Forord
Af Emilie Demant

JOHAN OLAFSSON TURI, han som har skrevet denne bog, er født i nærheden af Koutokæino. Aarstallet for hans fødsel staar i en eller anden kirkebog; antagelig er det et halvt hundrede aar siden han første gang blev svøbt i et renkalveskind; selv ved han ikke, hvor mange somres sol og hvor mange vintres snefog, der har bidt og brændt hans ansigt og sat mærker i hans sjæl. Johan Turi er fjældlap; han har hele sit liv levet som nomade og færdedes med renerne i ødemarken; men for ham var renerne ikke et og alt, saadan som for de fleste andre Lapper. Turi har det urgamle jægerblod i sig; fra han var en lille purk, har de vilde dyrs liv og færden interesseret ham mere end vogtningen af renhjorden, ihvorvel han ogsaa som renvogter har gjort sit arbejde samvittighedsfuldt, redelig og pligttro, som han er i et og alt; men for faa aar siden opgav han dog renvogtningen og hengav sig helt til sin lyst at kæmpe mod renernes værste fjende, ulven; og det er et ret imponerende antal ulve og andre farlige rovdyr, han har sendt heden. Om sommeren og først paa efteraaret, naar det ikke er jagttid, fisker han, men saasnart den første sporsne røber vilddyrenes veje, efterser han sine fangstredskaber og skier og gaar sin vej; og fra den dag ved ingen med sikkerhed, hvor Turi er at finde hele den lange vinter. Hans kaar er da ikke stort bedre end de vilde dyrs, som han forfølger. Paa sine lange skier glider han frem over de frosne sumpe og over bjærgene. Sneen, maanen, stjærnerne og nordlysene gør det muligt for ham at finde frem i mørketiden, og ofte, meget ofte overnatter han derude i vildmarken. Lappen reder sig et leje af ris paa sneen, trækker yderpelsen op over hovedet for ikke at forfryse ansigtet, og saaledes sover han trygt under den vældige himmel, selv om det fryser, saa isen synger og træerne vaander sig. Rolig lægger Turi sig til hvile i den mægtige natur, ødemarkens rædsel har ingen magt over ham; nok lever han i dens mystik; han tror paa alt det onde, som kan skade et menneskebarn; men han tror ogsaa, at paa den uskyldige bider intet ondt, og med godhed og respekt behandler han alt, hvad han kommer i berøring med derude; saaledes bortvender han «hadets kraft», saa intet kan gøre ham fortræd. Johan Turi er naiv og primitiv i sin livsførelse og i sit forhold til naturen som det folk, han tilhører; men han deler ikke dets mistænksomhed mod mennesker af en anden race; han tænker godt om andre; han er i besiddelse af et saa kultiveret hjærte og saa megen forstaaelse af mennesker, at han er overbærende med deres fejl og svagheder; han har færdedes saa meget i den store natur, at vildmarkens vælde har lært ham at se stort paa livet ogsaa. Han taler ikke meget, men hans af vind og vejr sammenknebne blaa øjne ser dybere ind i mennesker og forhold, end mange aner. Han drager sine slutninger, han ræsonnerer, men meddeler ikke resultaterne til nogen — hvem skulde han ogsaa meddele sig til; hans egne vilde ikke forstaa ham, og med undtagelse af finsk behersker han ikke noget andet sprog, hverken norsk eller svensk, saaledes, at han kan udtrykke, hvad han tænker. Han lever i sin egen verden, og den er hverken snæver eller fattig, opfyldt af den dag i morgen; han har saa meget andet at «fundere» paa og er altid beskæftiget med et eller andet forehavende. Han arbejder ikke hurtigt, men alt, hvad han gør, det gør han godt; han tænker ikke hurtigt, men han tænker grundigt; han taler ikke hurtigt, men hvad han siger, har han overtænkt.

I Turis hjærne har denne bog levet i mange aar. Han saa sit folks kampe, eller rettere dets vigen for overmagten; han saa grænserne rykke nærmere og nærmere, som et forbud mod nomadens ret til at leve. Han saa, at om det blev saaledes ved, da gik det mod død og undergang for det folk, han tilhører, og hvis liv han lever. Og lige saa lidt som Johan Turi deler Lappens mistænksomhed mod mennesker, lige saa lidt deler han deres frygtsomhed og forsigtighed; han siger i sin naivitet: «Sandhed er sandhed, og naar jeg blot taler sandhed, har jeg intet at frygte». — Han træffer sikkert i centrum, naar han mener, at det er mangel paa grundigt kendskab til nomadernes liv og forhold, der er roden til alt det onde, som kommer over dem fra de omboende folk.

Turi vilde skrive det han tænkte; han vilde fortælle om fjældfolkets liv; men det tog ingen rigtig vækst. Arbejdet var uvant og hindringerne mange; skrive kunde han nok, ogsaa læse sit eget sprog; begge dele har han lært sig selv som voksen — Turi har aldrig faaet nogen som helst skoleundervisning —; men der var andre hindringer. Først skrev han paa finsk — hans eget sprog var han vant til at betragte som alt for ringe til, at en bog skrevet paa det kunde have nogen som helst fremgang, — og nok kan han tale finsk, men alligevel flyder tankerne lettest paa modersmaalet. Saa var der ogsaa det, at baade Finner og Lapper haanede ham, fordi han vilde arbejde med noget saa ørkesløst som at skrive; de fordømte det som brødløst tidsspilde, og Turi tænkte af og til, at de maaske havde ret, skønt han ikke har familie, som han skylder regnskab for sin tid. Der fandtes jo ogsaa dem, som opmuntrede ham, venligtsindede Svenske, som han betroede sine planer for at styrke sin svigtende selvtillid, men — det er lettere at drømme og at ville end at handle.

En prøve på Turis håndskrift

Nu er bogen — Turis bog om Samid — alligevel bleven til virkelighed, og herfor maa man takke disponenten Hjalmar Lundbohm i Kiruna, som tilbød at paatage sig alt vedrørende bogens offentliggørelse, hvis den blot blev færdig fra Turis haand. Da Turi hørte dette, fattede han sin beslutning for alvor; nu skulde den skrives; naar selve «disponenti» troede paa ham og vilde tage sig af hans arbejde, da var der ingen tvivl længere; saa lod han dem snakke, alle dem, som spurgte, om han fik dagløn for sit arbejde. Nu skulde drømmen virkeliggøres.

Den, som har haft glæden at ordne og oversætte dette arbejde, boede sammen med Johan Turi de maaneder, medens han skrev. En producerende aand maa ikke forstyrres i sine betragtninger af huslige bekymringer som madlavning eller sligt; derfor var en kvindelig hjælp slet ikke overflødig. Turi og jeg var desuden gamle bekendte. Jeg havde truffet ham, da jeg i 1904 var paa en kort sommerrejse i Lapland. Jeg havde allerede dengang fattet min beslutning, at jeg vilde leve sammen med fjældlapperne og følge dem paa deres flytninger et aar rundt — ogsaa en mangeaarig drøm, som jeg gærne vilde se virkeliggjort. Da Turi hørte om mit i hans øjne mærkelige forehavende, tilbød han at hjælpe mig med, hvad han kunde, som at sørge for, at jeg kom til at bo hos gode Lapper, et løfte, som han ogsaa holdt, da jeg først i Juni maaned 1907 atter kom derop. Jeg havde held til at gennemføre min plan, og 20. Juli 1908 vendte jeg atter tilbage til mit udgangspunkt efter at have levet det rigeste og mærkeligste aar i mit liv. — Jeg havde lovet Turi at være nærværende, naar han skulde skrive, for at han kunde faa den fornødne ro; i en finnegaard var det umuligt at skrive uforstyrret, og endnu mindre lod det sig gøre i en lapkote; derfor slog han sig ned i en barak, som stod i skoven nær Torneträsk og var bygget af malmsøgere. For mig var de maaneder sammen med Turi meget indholdsrige. Da en lappisk husholdning er ret enkel, var der god tid til samtaler. For en fjældlap var det jo et meget uvant arbejde, som nu begyndte; han var ikke hærdet i at sidde timevis bøjet over skriveri; tankerne blev trætte, og haanden blev træt, og ofte mente han, at stoffet var udtømt; men nu kendte jeg, efter det aars erfaringer, ogsaa lidt til Lappernes liv og mente derfor, at der kunde være mere at fortælle om et eller andet, som han ikke havde tænkt paa at medtage, hvilket han som oftest indrømmede og derfor gav sig til at skrive igen. Men naar dagen mørknede og ilden lyste fra den lille rustne ovn, hvor kobberkedlen stod og kogte med renkødet til aftensmaden, dagens hovedmaaltid, da lagde Turi pennen eller blyanten, strakte sig og skubbede topluen med den røde dusk bag i nakken, saa var det ikke vanskeligt at faa ham til at fortælle. Han gled fra emne til emne; hans billedrige sprog flød med en skønhed og storhed i linjerne om det, han fortalte; han lukkede mig ind i en fremmed, mystisk verden; han lærte mig sit folks tankegang at kende; han fortalte om menneskeskæbner, om trolddom og mærkelige hændelser; ødemarkens saga lød i mine øren, underlige billeder gled frem for mine øjne. Han var aaben og tillidsfuld, han troede mig godt; derfor viste han mig det lands og folks sjæl, hvis ydre liv jeg en kort tid havde prøvet at leve. — Naar Turi saaledes havde talt, bad jeg ham om at skrive et eller andet ned; han gjorde det ogsaa, og paa den maade voksede bogen; men desværre giver den kun et svagt genskin af den mundtlige beretnings stil og glans; alligevel er den «bogen», den han har drømt om i saa mange aar. Alt hvad der staar i den, har han selv tænkt, selv skrevet og maa selv tage ansvaret for.

Jeg skulde ikke have omtalt min egen, meget beskedne rejse her, hvis det ikke var, fordi den skulde tjene som en slags undskyldning for, at jeg har indvilliget i at oversætte dette arbejde. Mit kendskab til det lappiske sprog hviler ikke paa videnskabelige studier; størsteparten har jeg lært i det daglige samliv med Lapperne, og jeg føler bedst selv, hvor ringe adkomst jeg i sproglig henseende har haft til at foretage denne oversættelse; og hvis det kun havde drejet sig om at oversætte en ordnet, samlet grundtekst, skulde jeg næppe have vovet at gøre det; men som Turis manuskript foreligger, tror jeg, at det for en anden vilde frembyde en del vanskeligheder, da det ikke er skrevet i bestemt rækkefølge; ofte er det samme emne gentaget og fortsat paa flere forskellige steder i de mange smaa lommebøger og paa løse papirsark. Jeg har derfor maattet ordne stoffet og supplere det ene med det andet; jeg har ment mig i stand til at udføre dette nogenlunde i overensstemmelse med Turis hensigt, da jeg tror at kende sammenhængen mellem brudstykkerne efter at have gennemgaaet dem med Turi. — Desuden overgaar Johan Turis egenhændige manuskript senere til et offentligt bibliotek. Jeg har søgt at gøre oversættelsen saa ordret som muligt, selv om det paa flere steder gaar ud over klarheden; jeg mener derved at komme stilen og udtryksmaaden nærmest, saa man kan danne sig en forestilling om dens fortrin og mangler. Enkelte af Turis meddelelser har jeg anbragt blandt anmærkningerne, da de ikke saa godt lod sig indordne i teksten. Nogle anmærkninger har jeg ment at burde tilføje som en nærmere oplysning til den fulde forstaaelse af teksten. At arbejdet vilde vinde ved mere indgaaende og oplysende anmærkninger, indser jeg vel; men jeg har ikke villet sinke udgivelsen med et saadant særskilt arbejde, som det jo maatte blive — Hvad tegningerne angaar, da er det sikkert overflødigt at bemærke, at de helt og holdent stammer fra Turis egen haand; han følte en naiv trang til at anskueliggøre det fortalte; og hos de Lapper, som tilfældigvis har set dem, har de vakt stor henrykkelse og beundring.

Tegningerne af raider og rener paa omslaget skyldes en anden fjældlap ved navn Skum.

En prøve paa Turis haandskrift (blyant) medfølger. Det er et brudstykke af originalteksten omhandlende bjørnen. Randtegningen demonstrerer, hvorledes man dræber en bjørn med spyd. Saadanne smaa tegninger har Turi ofte anbragt i teksten for at anskueliggøre fremstillingen. — Turi har villet, at jeg her skulde fremføre hans tak til dr. Lundbohm for hans interesse for «bogen» og omsorg for dens fremkomst.

Ogsaa jeg skylder dr. Lundbohm tak for hans forstaaelse af min færd deroppe og af mit arbejde her.

Professor Vilh. Thomsen maa det være mig tilladt at takke for den velvilje, hvormed han har gennemset dele af manuskriptet og det meste af tredje korrektur og for de raad og den bistand, som jeg under arbejdet stadig har nydt godt af.

For læsningen af hele første korrektur og for anden værdifuld hjælp skylder jeg magister Anders Pedersen stor tak.

Emilie Demant

__________________________

---