Lappernes liv - Koutokæino

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Johan Turi (1854-1934)

Temaside: Samisk religion og mytologi

Johan Turi
En bog om lappernes liv

1910

IX.
Koutokæino

115. Den tildragelse som kaldtes Kontokæinoforvildelsen, som hændte det aar 1852

L. L. LÆSTADIUS var en præst, som var taler, og han var meget haard og ekstatisk og revsende og indtrængende; men han havde ikke Helligaanden, før han fik den ved en Lappige. Og selv læste han skrifterne og fik klaret, hvor vejen er til himlen eller det evige livs naade. Og han prækede strængt og ihærdigt; dog prækede han haardt loven og dommen og evangeliet og prækede saadan, som der staar i skriften, at man skal stride med et tveægget sværd, og om man ikke forsøger at skære nøjagtig ens med begge ægge eller netop saa meget, som man skal, da er det farligt. Og det var, som om Læstadius en tid brugte den ene æg skarpere, thi engang blev der stor forvirring for hans prækens skyld, fordi han prækede næsten for haardt loven og dommen. Og da der var mange mennesker forsamlede fra mange sogne, saa prækede han og foreholdt dem hele tiden vækkelsen. Og da han var den eneste prædikant, saa naaede han ikke overalt at raade og lære dem. Og en del, som var kommen fra Koutokæino, de drog igen tilbage til Koutokæino. Og nu var de vaagnede af syndesøvnen, og for dem var præket loven og evangeliet; men det var, som om loven var præket mest, thi lovekstasen steg disse mennesker til hovedet. De var meget hensynsløse, og kristendommen var dem en hjertesag. Og de begyndte at præke selv, og af denne samme lovekstase, hvormed de var vækket. Men da Læstadius ikke var naaet derop at lære og lede dem som det barn, der næsten ikke kan gaa, saa kom de selv til at begynde at ro, og saa gik de netop den gale vej. Det er jo sagt, at de, som giver sig til at flyve før vingerne bærer, de falder i møghullet. Det er gaaet saadan for dem den gang, og det gaar nok endnu paa samme maade med aandelige sager og ligeledes med verdslige sager. (s. 230).

116. Fortælling om dem, som drog til Koutokæino

Da de var bleven kristne ved Læstadius ord, blev deres hu brændende, og de begyndte at efterligne Læstadius. De prækede og fordømte alle dem, som ikke gav sig til at følge dem. Og de blev allerede en lille flok. Og derefter tog de endnu haardere fat. Og de begyndte at ophidses saadan, at de forlod deres sidaer og gav sig til at følge de andre sidaer og prækede det, som de havde hørt Læstadius præke, men de huskede ikke andet end at dømme til helvede alle dem, som ikke fulgte dem og gav sig til at præke paa samme maade som dem. Og da de fremdeles fik flere folk, saa blev de endnu haardere, og deres forstand forvirredes stadig mere. Og de begyndte at besværge folk stærkt til at følge dem. Og da de ikke fik dem ved, at de fordømte dem, saa gav de sig til at slaa og dømme til helvede og bande og bespytte dem, som ikke begyndte. Og da det havde varet en tid, saa blev de dertil saadan, at enhver roste sig selv: «Jeg er højere end du.» Og den næste sagde: «Jeg er endnu højere.» Og en anden sagde: «Jeg er saa høj som Gud.» Den tredje sagde: «Jeg er endnu højere end Gud.» Og de sagde, at de skulde vinde hele verden. «Og om vi ikke vinder paa anden maade, saa fører vi krig, og vi vinder sikkert hele verden.» Og de truede allerede med at begynde striden; men folk troede det ikke; dog frygtede de Lapper, som saa, at de pryglede de Lapper, som ikke gav sig til at følge dem. Og omsider blev det jo saadan, at en og anden blev nødt til modvillig at indvillige i deres tro, for at de skulde holde op at prygle. Og saa skulde de begynde at dømme og forbande de syndige, som ikke fulgte deres vilje. Og i mange aar var de inde i saadan en taage, og flokken fik de større og større. Og saa kom deres hoveder ind i endnu værre taage, saa meget ogsaa, at de begyndte at tilegne sig bøddelvirksomhed. Og dette mørkets arbejde blev udført af dem, da loven var stegen dem til hovedet. Og de begyndte at dræbe «herrerne» først. Og det blev endelig fuld alvorlig strid. Men saadanne Lapper var der, som gav sig til at kæmpe imod.

Det var kirkebyen ved navn Koutokæino, som de gav sig til at afbrænde, og de dræbte mennesker. Købmanden og lensmanden naaede de allerede at dræbe. Og saa slap der en Lap afsted til en anden lille by hvis Navn var Auci. Og de gav sig til at samle folk fra de Lapsidaer, som var i nærheden. Og da de fik lidt folk, saa drog de straks afsted allesammen, kvinderne ogsaa. Og om natten kørte de ud paa den færd. Og det forstaar nok enhver, at da var det ikke fornøjeligt at køre til kirkebyen. Og de kom om morgenen, da det lige var ved at lysne, og de bandt renerne paa den udvendige side af gærdet. Og stave havde de som vaaben. Og de var en mindre flok, men de var ikke bange for andet end købmandens bøsse, hvis de (andre) havde fundet den, og det havde de jo; dog det fik ikke hjælpe, afsted maatte de, enten de saa blev dræbte eller ej. Men det var spørgsmaalet, hvem turde gaa foran? Og saa gik de to stærkeste og største mænd. De mænds navn var, den ene O. O. Thuuri, og den andens navn var Juffu. Og da de kom tilsyne, saa opdagede deres vogter (de forvildedes vogter) dem og begyndte at raabe: «Se der kommer krigsfolk, vi gaar imod dem, vi vinder nok!» Og de sprang afsted og raabte saa højt, som de havde stemme til. Og da de mødte dem, saa begyndte de at slaa med knipler. Og da saa de nøgterne folk, at det var bedst at give sig til at værge sit liv. Og saa begyndte de at slaa med kniplerne, og saa sloges de som ulve. Og de saa, at de klarede sig godt; men saa skød de paa O. O. Thuuri, dog var det rimeligvis ikke med hagl, men kun krudt. Han fortalte, at det kun sværtede hans pels. — Jeg har hørt det af ham selv mange gange, jeg er hans søn, og han har fortalt dem utallige gange, alle de hændelser. Og denne krig var rigtig krig. De slog dem kun til de besvimede, og andre bandt dem efterhaanden. Og da de var færdige med den kamp og havde bundet dem, saa sprang de hurtigt afsted for at se, om præsten endnu var levende. Og da de kom til præstegaarden, saa saa de, at vinduerne var knuste og vogtere foran hvert vindu, og mange spaaner allerede indstukne (til ildspaasættelse). Og da O. Thuuri kom, saa raabte han med høj røst, saadan som hans røst var, som en lille torden, den kunde nok forskrække, naar den uventet lød. Han raabte: «Er præsten endnu levende?» De svarede: «Levende er han, men han er bunden.» Og saa skreg han endnu haardere: «Slip ham løs, og det i en fart, om I vil, at det skal gaa jer godt!» Og saa slap de. Og han (Thuuri) løb selv overalt for at se, om der var fare (for ild) nogen steder. — Og da præsten slap løs, saa styrtede han Thuuri om halsen og græd højt og takkede, fordi han kom og frelste hans liv. — Og saa havde de da vundet, der blev rigtignok en af de forvildede slaaet ihjel i den kamp; men det regnede loven ikke for en forbrydelse. Og saa sendte man de bundne mennesker til Norge. Og de blev forhørt i Alahæjo eller Bossekop. Og det varede hele vinteren hver dag. Og nogle af de forvildede gav sig paa flugt til højfjældet med hele sidaen, da de saa, at de ikke var saa stærke, som de mente. Og saa kom der bud fra kronens folk, at man skulde fange dem alle, og de drog af og hentede hele den sida, og de vendte tilbage. Og disse deres hjorder solgte kronens folk ved auktion. Og af de smukke rener blev mange købt hertil ogsaa af Jukkasjærvilapper. — Og da de havde faaet alle sagerne udredt gennem megen granskning, saa dømtes nogle til langt fangenskab, til 12 aar og til 6 aar. Og to halshuggedes, ligesom de jo havde myrdet to andre ogsaa, lensmanden og købmanden. Liv for liv og tand for tand. — Og nogle af dem (fangerne) blev store lærde mænd. En var saadan, at han har oversat mange bøger fra norsk til lappisk, og kunde for lærdoms skyld have været tjenlig til præst; men han havde gjort saa stor en forbrydelse, at loven ikke kunde tillade det. Og den præst, som havde været i livsfare, han tillod det aldeles ikke; og han var jo den gang naaet til at blive biskop, og derfor havde han stor magt til at hindre det efter loven. Og han vandt let den sag saadan, som han vilde. (s. 231-233).

116. Yderligere beretning om, da Koutokæinoherrerne ikke kunde staa sig imod de enfoldige Lapper, som slog dem og tilsidst dræbte dem

Det var paa den maade, som det havde været i mange aar med denne forvildelse, de samme trudsler, at de skulde vinde alle, hele verden. Og herrerne vidste, at det skete aldrig, at de vandt noget som helst andet end en og anden af de dummeste Lapper, saadan som det ogsaa gik, dog saaledes, at de var farlige. Men Koutokæinoherrerne troede ikke, at de skulde tage saa haardt fat og med saa stort had til dem. Hvis de havde troet det, da vilde de have sørget for vaaben og, om det saa var, nogle krigsfolk, hvormed de havde tilintetgjort hele skaren; men de vilde slet ikke tro det saadan, som det var. Og da de hørte, at nu havde de begyndt striden paa kraft, og det sagdes til dem, at de skulde give sig til at søge hjælp, saa svarede de, at det havde man hørt før, og alligevel var det ikke blevet værre eller farligere. Og vantro er jo det, som gør mange ting anderledes.

Og da de forvildede kom til kirkebyen, ved navn Koutokæino, saa gav de sig til at tvinge alle og enhver til bekendelse, herrerne endnu strengere. Dem slog de saa haardt som tyvehunde. Og afdøde Ruth (købmanden) løb de efter op paa loftet og stak ham med kniven i skulderen, og dræbte ham der. Og blodet flød igennem loftsgulvet ned. Og derefter brændte de hele gaarden. Og den anden (lensmanden) dræbte de ogsaa og brændte. Og paa den maade udførte de disse triste gærninger.

Og præsten pinte de saa sørgeligt, at man ikke kan beskrive det. De bandt ham fast, og slog ham saa haardt, at han af og til besvimede. —

Og da de forvildede kom tilbage fra fangenskabet, da var de aldeles fattige, de havde ikke en eneste ren; saa var de nødt til at begynde at tjene andre Lapper, selv om de jo næsten havde glemt Laparbejde. Men der var dog ikke anden tilflugt end at give sig til at udføre det samme arbejde, som de havde lært i ungdommen, det huskede de dog hurtigst. Og deres slægtninge hjalp ogsaa, gav ogsaa lidt klæder og føde, indtil de begyndte at arbejde og tjene sig nogle midler. Og somme giftede sig ogsaa. —

Den præst blev Thuuri saa god en ven, at han vilde være gudfader til hans søn, og det blev han. Og præsten Hvoslef har været gudfader til den, som skriver dette. (s. 233-234).

__________________________

---

Fodnoter: