Lappernes liv - Laplands ukendte dyr
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Samisk religion og mytologi
Johan Turi
En bog om lappernes liv
1910
Fortælling om Laplands ukendte dyr
LAPLAND er det land, hvor der findes saadanne dyr, om hvem menneskene ikke rigtig ved, hvordan de bjærger sig; men nok ved folk det, at paa en del af jorden er en slags dyr, saadanne mindre værdifulde dyr, som lever paa de steder, hvor andre dyr ikke kan klare sig. Og disse dyr slipper menneskene ikke ind paa bedre jord, endskønt de ikke ved sikkert, hvordan de bjærger sig der, hvor de er. Menneskene slipper ikke disse dyr nogen steder hen, folk mener, at det ikke er heldigt at lade dem gaa saadan saa vidt ud heller; naar de har bjærget sig til nu, kan de vel ogsaa bjærge sig med mindre land. «Vi behøver selv jord, og om vi heroppe finder land, hvorpaa vi kan bjærge os, skræmmer vi dem bort derfra, hvor man finder saadan jord, hvor vi kan klare os og opholde os (og derhen), hvor landet er ubrugeligt for os. Nok har disse dyr været overalt paa de gode jorder; men vore forfædre har skræmt dem bort; og disse dyr er lette at skræmme, de er meget sky; ejheller er det da farligt, om de ikke skulde klare sig saa godt, de behøver ikke at formere sig, og ikke er det farligt, om de har det daarligt og bliver pinte, de er vante til det liv». Ejheller er menneskene nogen sinde gaaet ind iblandt dem for rigtig at undersøge, om end de nok langt borte fra har set med en kikkert, at der er dyr her, og at de lever; men dog ved menneskene ikke sikkert, hvordan de lever. En del af menneskene mener, at disse dyr lever særdeles godt, og mulig ogsaa nogle ønskede, at de skulde leve godt, ogsaa de dyr, da det dog er saadanne dyr, som ikke gør fortræd, endskønt nogle mennesker holder dem for at være skadelige og fortæller dette til saadanne folk, som intet ved om, at de er skadelige, og disse mennesker har lyst at tilintetgøre dem; men en del af rigets øvrighed giver dog endnu ikke tilladelse til at ødelægge de dyr. Og nok var der en del mennesker som, om de vidste dyrenes besværligheder og daarlige forhold, ikke kunde lade være at sørge, nok græd de mange gange, naar dyrene maatte taale saa megen pine, sult og kulde. Men en del mennesker vilde dræbe dem, som var de elsdyr[1], om det mulig var tilladt; men da det ikke er tilladt at dræbe dem, saa bliver de nødt til at lade dem leve; men dog kan de faa øvrigheden til at tro sig saavidt, at den giver tilladelse til at fortrænge dem mere og mere paa den maade, at de indskrænker deres land lidt efter lidt, og om det bliver ved at gaa, som det er gaaet hidtil med jordens indskrænkning, saa ødelægges de dyr og kun gennem lidelse, som nok er imod dyrplageriloven. — Om disse dyr havde en husbond, og han forstod, hvorledes de led, saa købte han mulig mere jord til dem, men da de ikke har en saadan rigtig husbond, saa bliver det for dem at være under lidelsen indtil døden, hvilket er en sørgelig sag for den, som tænker og forstaar. Men den, som skriver dette, ønsker dog, at naaden maatte lyse for deres øjne ogsaa som for de andre jordens skabninger, hvilke er skabte af samme Gud. —
Tilsidst være vi i Guds skød, som barnet paa sin moders knæ, hvor det har sin bedste tilflugt. (s. 235-236).
Fodnoter:
- ↑ De finske nybyggere i det nordlige Sverig driver et udstrakt og ubarmhjærtigt krybskytteri paa elgen, deraf lignelsen.
