Lappernes liv - Om Ruoša-Tsjuderne
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Samisk religion og mytologi
Johan Turi
En bog om lappernes liv
1910
Fortælling om Ruoša-Tsjuderne
Lappens bedste tilflugt er, naar han kan komme til at flygte og skjule sig bort fra mennesker. Og derfor har Lapperne i fortiden indrettet koter under jorden ogsaa og skjult sig der. — Lapperne har haft mange fjender saadan som nu ogsaa Ruoša-Tsjuderne, hvilke har strejfet over Lapland og dræbt alt, hvad de har fundet, og taget al den ejendom, som de har truffet paa. Og derfor har de ogsaa skjult sølv og penge i jorden. Og der er endnu meget i jorden heroppe. Og Ruošaerne har ogsaa skjult penge i jorden, i Laplands jord. — Og tilsidst begyndte Lapperne at tænke paa, hvorledes de mulig skulde ombringe Ruošaerne. Og endelig fandt de paa raad saaledes, at de dræbte mange Ruoša-Tsjuder. —
En begivenhed, som jeg har hørt fuldstændig, hvorledes der er omkommen Ruoša-Tsjuder paa Tsjudebuolča. Den aas har faaet navn deraf, og den har endnu det navn. Det begynder saadan: Der er en aas, og Ruošaerne kom langs den, og fra den aas gaar en ende ud i et stort næs, og der er mange saadanne øer, som narrer folk, de er lige saa høje som aasen og mange øer side om side. Og da Ruošaerne kom til enden af den aas, saa mødte de en gammel kone, og saa sagde de, hun skulde følge dem til folk: «Vi gør ikke dig noget.» Den gamle bedstemoder sagde: «De flygter, naar de ser I kommer; men hvis I lover at tage mig til vandbærer eller tjenestepige, for at jeg kan leve, saa skal jeg raade jer.»
Da Ruošaerne hørte det, saa syntes de om det og lovede at tage hende, og de sagde: «Det er en fører for os.» Saa spurgte de: «Hvorledes mener du, det er bedst at gøre?» «Jeg mener at vente til de sover, de Lapper er saa hurtige til at løbe og svømme, at I ikke naar dem, hvis de mærker os.» Ruošaerne sagde: «Det er nok saadan, vi venter.» Saa ventede de, til det blev mørkt. Og saa tog morlillen sin birkebarkskappe paa, som var forfærdiget saaledes: der var saadanne lapper af garvet skind, hvori der var luft, syet paa birkebarken. Den var udmærket til at flyde. Den havde lapperne fundet paa allerede i gamle dage. Og Ruošaerne forstod slet ingen ting af det. Saa fortalte hun, at nogle opholdt sig paa en ø og andre ved stranden, og hun sagde: «Vi kommer nok til at vade lidt, kan I svømme?» Ruošaerne sagde: «Det kan vi nok.» Ruošaerne spurgte: «Kan du?» «Jeg kan lidt,» svarede konen. Og saa blev det nordenvind. Konen sagde: «Jeg kommer sandsynligvis til at tænde ild i birkebark, for at I kan se at følge.» Ruošaerne syntes atter om dette og lovede at hjælpe konen, hvis hun ikke kunde holde ud at svømme. Morlillen havde en stor hue. Og da hun saa, at nordenvinden var meget haard, skulde det nok gaa godt. Saa sagde hun: «Nu gaar vi, nu sover de nok, Lapperne, og da det er haard blæst, saa hører Lapperne os ikke.» Atter syntes Ruošaerne om dette. Og saa drog de afsted og svømmede til den første ø, og det kom de meget let. Og saa drog de videre. Og saa stak hun ild i et stort knippe birkebark, og saa begav hun sig ud at svømme. «Men I maa ikke komme lige straks, I som er hurtige til at svømme, jeg er sen, det er kedeligt for eder at vente, til jeg kommer frem,» sagde konen. De gjorde det, og konen drog afsted. Og da den store barkild brændte, saa saa de den langt; da de saa den fjærne sig, saa drog ogsaa de afsted. Og konen slap barkebundtet, og det brændte, og hendes egen hue slap hun ogsaa, og vinden førte dem paa langs ad søen; og konen svømmede selv til den nærmeste bred. Og Ruošaerne fulgte efter barkilden. Og vinden førte barkilden saa hurtigt, at de ikke indhentede den, før de var midt paa den bredeste sø, da indhentede de hurtigste den og fandt konens hue. Og da de fandt den, saa sagde de: «Hun er druknet.» Og saa begyndte de at søge og svømmede hid og did i søen, indtil de udmattedes og frøs ihjel allesammen og omkom der. —
Der kom en Ruoša-Tsjude til et sted, hvor han vidste, at der var folk i nærheden. Og de begyndte at søge, og de fandt (koterne), og folkene var flygtet bort. Men en modig noaidekælling var ikke bange, hun ventede. Hun havde allerede tænkt færdig, hvorledes hun skulde gøre. Og da de kom til koterne, da saa de, at der ikke var folk, og de spurgte: «Hvor er folkene?» Kællingen svarede: «De er gaaet til byen, der er det nu forsamlingstid, og der er mange fester». Da Ruošaerne hørte det, saa bød de hende føre dem derhen, og hun sagde: «Jeg skal nok føre jer.» Men Ruošaerne var meget sultne, og kællingen havde megen mad, og hun gav dem det hele, og de vilde have endnu mere mad, og hun sagde: «Jeg har ikke mere, før end jeg gaar og henter.» «I dag?» sagde Ruošaerne. «Idag, ja.» «Hvis du gaar i dag, gaar vi nok ogsaa,» sagde Ruošaerne. Kællingen svarede: «I finder ikke frem, det er saa snever en vej, at I ikke kommer frem i mørket.» Og Ruošaerne fik større lyst. De begyndte at ville gaa med det samme; men saa sagde kællingen: «Naar I nu skal følge mig, saa skal I tage et reb med her fra.» Og de (Lapperne) havde lavet reb af rensener, hvilke var fine og stærke. — Og hun sagde: «Saa kommer I til at bindes sammen i rebet allesammen i den snevre krogede vej.» Og de gjorde saadan. Og da de kom til det sted, saa bød hun dem nu, at binde dem sammen om halsen, og hun sagde: «Vent lidt, jeg gaar for at undersøge vejene.» Og hun havde taget megen birkebark med. Og da hun gik foran, saa stak hun ild i megen bark og kastede det ned (i kløften). Og saa bandt hun rebet om en stor sten, og en stang var ved siden af, hvormed hun bevægede den. Og da hun fik det færdigt, saa gik hun hen til Ruošaerne og sagde: «Nu gaar vi, der er endnu ild i byen, jeg gik, saa jeg kunde se det.» Og da de gik til den klippeskrænt, saa sagde hun: «Kan I se byen?» «Ja vi kan» (de ansaa de brændende barkstykker for lysene i staden). Kællingen sagde: «Nu skal i løbe hurtigt, her er en høj skrænt, jeg løber nu saa meget, jeg kan.» Og da hun kom hen til stenen, som hun havde gjort færdig, saa slyngede hun kun rebet fast om stenen, og med stangen styrtede hun stenen ned. Og saa gav de sig til at springe saa hurtigt, som det var muligt. Og den sidste begyndte at ane, at den færd var ikke heldig; men han orkede ikke at standse, ejheller naaede han at skære baandet over. Og saa for de allesammen derned. — Kællingen gik om morgenen for at se, hvordan det var gaaet. Størsteparten var døde, og en del var kun lemlæstede, men havde lidt liv. Og da de saa kællingen, saa svor de og ønskede at faa hende fat. Og hun saa, at de kom ikke mere til at strejfe om nogensteder. Og hun styrtede sten ned, saa at de knustes allesammen. — Og den klippe er endnu rød, som om det var blod. (s. 206-208).
104. Om Giebosduoddars navn. (Et bjærg nord for Gellivare)
Da Lapperne vidste, at Ruošaerne var i nærheden, saa havde de forud i en kløft opført et stillads af fyrretræ og lagt mange og store sten paa, og en saadan skydeindretning, som var saa let som en bøsse at faa til at gaa af. Og de havde nogle folk, som udspejdede, hvor Ruošaerne var, og hvorhen de gik, og de blev ikke selv sete. Og saa saa Lapperne, at nu kom de derhen, hvor de opholdt sig. Men de havde stilladset der, hvor de havde fæstning. De opholdt sig der i nærheden af stedet. Og da Ruošaerne kom til de steder, saa efterlod Lapperne en listig noaidekælling netop der, hvor de vidste, at de vilde komme. Og saa kom Ruošaerne og fandt kællingen, og de spurgte: «Hvor er folk, naar de ikke er her, skønt her dog er koter?» Kællingen svarede ikke noget fordi hun vilde høre, hvad de sagde. Saa begyndte de at tilbyde løn, hvis hun førte dem til folk. Og saa lovede hun at føre dem. Og saa gik hun med dem og vandrede der rundt om bjærgene, indtil det begyndte at blive mørkt; saa først førte hun dem til kløften. Og saa sagde hun: «Nu skal I gaa langs kløften, indtil I finder folk; men I skal have lys foran, for at I kan se vejen.» Og saa gik de og gik langs ad kløften ind i krogen. Og da de samledes der, saa trak de af, de, som var ovenfor kløften, og da ramlede stilladset ned, eller det kaldes en fælde. Og de kom under faldlemmen og ihjelsloges allesammen. En noaide blev tilbage halvdød, han var en kugle- og pileforgører, de som var af jærn, af kobber, af bly og af sølv. Og de skød meget paa ham, dog kunde de ikke faa livet af ham. Men saa tog de lommens næb og skød med det. Og saa bed den (pil), og da sagde han: «Alt har jeg vidst og forgjort; men lommens næb vidste jeg ikke af, ejheller kunde jeg forgøre det. Og saa spurgte han: «Er broder Giebbo endnu levende?» Men han var allerede død. Og fjældet fik navn der af. Giebbosduoddar er endnu dets navn. Lapperne forstod alt, hvad Ruošaerne sagde. — Og det har været de sidste Ruošaer. (s. 208-209).
105. Fortælling om Govare
En lille undersøgelse af, hvorfor det navn er; og det har man faaet rede paa. Her oppe ved Tornetræsk har der fra først af været ene Lapper. Og de var ulærde allesammen, de kunde ikke skrive ejheller læse skrift — den gang var der heller ikke mange bønder, som kunde skrive. — Tiden gik, og saa kom et lidt oplyst menneske, og hans navn var Gova. Og han tilkendegav, at han var sendt hertil af kongen. «Og I skal være mig lydige og betale mig skat af alle mennesker, som dør, og af dem som fødes, og hvis I faar det behov, skal jeg nok hjælpe eder.» Og Lapperne troede ham og gjorde alt, hvad Gova vilde. Og naar folk døde, da delte han arven. Og af børn tog han en mindre del, og naar hustruen døde, da tog han 1/5 del. Og naar manden døde, da tildelte han sig 1/4 part. Og naar børn fødtes, saa tog han ogsaa en lille del. Og han fulgte Lapperne om sommeren, og naar det blev vinter, saa gik han ned (syd paa), og han blev rig, han tog megen ejendom fra Lappen. Ved sydsiden (den svenske side) af Norges grænse begyndte han at tage de ejendele. Katto-vuoma var hans hoved arbejdsplads. Og da nu igen en mands hustru var død om foraaret, og Gova hørte det, saa vilde han, de skulde dele, saa at han ogsaa kunde faa sin part. Og Lappen sagde: «Jeg deler ikke endnu, før end jeg har samlet alle mine ting, saa først deler jeg». Og da det blev vinter, saa drog han ned for at søge oplysning, om der mon ikke fandtes en bedre lov. Og han fik at vide, at han var en bedrager den Gova.
Og da han kom tilbage til de andre Lapper, saa fortalte han, at han (Gova) var falsk. Og de raadslog om, hvorledes de skulde gøre. Og de fandt det bedste raad at hænge ham i et træ. Og de gjorde det, hængte ham og begravede ham paa en høj. Og den høj er kaldet Govabuolča. Det navn mindes de nutidsmennesker endnu, som er levende dette aar 1908. Men den har nu faaet et andet navn, Skattobuolča er dens nuværende navn, og derfor har den faaet det navn, da den dal er Skattovuobme. Og Skattovuobme (= Kattovuoma) har faaet det navn deraf, at Gova opholdt sig i Skattovuoma og tog skat af Lappen, — denne hans parts navn var skat —. Og Govare og Gojaure og Gomuotke har faaet navn efter det samme menneske, efter Gova, som opholdt sig paa de steder og fulgte Lap-sidaerne. (s. 209-210).
