Lappernes liv - Om Stallo

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Johan Turi (1854-1934)

Temaside: Samisk religion og mytologi

Johan Turi
En bog om lappernes liv

1910

V.
Om Stallo

Og Stalloerne er det folk, som er halvt menneske og halvt trold.

Han var stærk, og han var troldkyndig. Og Jettanas var næsten samme slags; men han hadede ikke menneskene saadan som Stallo. Stallo dræbte mennesker og aad dem. Jettanas var stærk, han var ogsaa stor, og ogsaa han var noaide. Og de to sloges ofte, og de vandrede ogsaa sammen. Engang gik de hen til et guldtræ for at tage guldblade; og de havde ikke mere end eet øje, og det var endda Jettanas’s. Stallo havde ikke mere øjne, siden den gang hans tjenestedreng brændte dem bort (Stallos tjenestedreng har heldt hedt tin i Stallos øjne, da han tjente ham, og fra den gang var han blind), og nu kunde han derfor ikke se noget; men da Jettanas havde et øje, saa klarede de sig med det. Og en lille knægt fulgte med for at se, hvor guldtræerne var. Og saa klatrede Stallo op i guldtræet og begyndte at samle guldløvet; og saa kunde han ikke se, da han ikke havde øjet, og saa bad han Jettanas om at give ham sit øje for at se til at tage bladene. Og saa rakte Jettanas øjet, men drengen snappede det, og Jettanas mente, at Stallo tog det; og saa bad Stallo igen, at han hurtig skulde give ham øjet, og Jettanas sagde: «Jeg har jo allerede givet dig øjet.» Og saa blev der skænderi imellem dem, og de blev atter vrede og sloges, og de sloges, lige til de revnede begge to. Og drengen tog guldbladene, saa mange han kunde bære. Men senere fandt drengen ikke stedet igen. Stalloerne og Jettanas skjulte det sted. — Naar de hentede de døde Stalloer, kom de til live igen, naar de kom til deres gaarde. Deres liv var i et lille hus, og inde i det var en tønde, og i tønden var et faar, og i det var en høne, og inden i den var et æg, og i ægget livet.

Stalloerne enedes indbyrdes om, at den ene ikke maatte gaa ind paa den andens omraade, ejheller maatte den ene gaa til den anden. De opholdt sig ved Stallojaure (Stallosøen), da de gjorde den lov, og enhver af dem holdt den lov. (s. 200).

101. Fortælling om den Stallo, som har boet ved Stallojaure

Og af denne Stallos boplads har søen faaet navn, og mærker findes endnu der. Stallo boede ved denne samme Stallojaure, og han havde hustru og søn og datter, og de fangede fisk og vildrener og Lappernes rener. Og Stallo var troldkyndig eller noaide, og hans kone var ligedan, og hun havde et jærnrør, hvormed hun sugede folks kraft bort, naar hun kom i fare; og om hun endda ikke bjærgede sig, saa sugede hun ogsaa livet bort, naar det da ikke var saadanne Lapper, som kunde trolde. Nok har der været mange saadanne Lapper, som har været troldkyndige, som kunde forgøre jærn og kugler. — Stalloerne dræbte mennesker og aad mennesker. Og folk frygtede Stalloerne og gik udenom de steder, hvor Stalloerne boede. Og denne Stallo boede ved Stallojaures snævring. Og der er et bjærg paa vestsiden af søen, og det bjærg var Stallos hovedopholdssted. Og naar Lapperne kom til dette bjærg, da gjorde Stallo stadig et eller andet ondt for Lapperne; somme tider dræbte han rener, og somme tider blev Lapperne syge paa det bjærg; og saa begyndte Lapperne at kalde det bjærg Goartavare, fordi det koglede paa mange maader, undertiden blev rener hængende fast i klipperevner; undertiden blev renerne halte og ligedan menneskene. Og undertiden blev folk og rener borte, og derfor begyndte Lapperne at kalde det bjærg Goarttavare (troldebjærget), og saadan hedder det endnu. Og den første fos, der hvor elven gaar ud af Stallojaure, deri er en lille indsø, hvor Stallo altid fiskede — og gennem den fos har Stallo gravet en baadvej og væltet saa store sten, at nutidsmennesker ikke kan rokke dem, om de saa var 20 mand. Man vilde heller ikke tro det, om der ikke var mærker, hvoraf man ser, at det er sandt. Og af den grund hedder ogsaa den fos Stallofossen, og den har endnu samme navn. Og det bjærg, som er paa østsiden af Stallojaure, har Stallo givet navn. Stallo havde hørt af Uldaerne, at i det bjærg skal der blive boret meget (efter malm), og derfor begyndte Stallo at kalde det Borebjærget, og dette navn har det endnu. Og oppe paa Borebjærget er en sø, hvis navn er Vatnimajaure (Strækkesøen). Og den har faaet sit navn derfra, at naar Lapperne flytter der og skal op for elvebredden, da er denne saa stejl, at renerne ikke orker at trække slæderne, saa forstrækkes de, og derfor har søen faaet det navn. Syd for Stallojaure paa vestsiden er der et bjærg, hvis navn er Paccajægil, og det har faaet det navn, fordi der har været den bedste rensdyrlav, og saa sagde man, at paa det bjærg var der endnu levnet lav, og saa fik det navnet Paccam jægil (= levnet lav), og det er endnu dets navn, Paccajægil. Og disse Uldaers bopladser er paa skrænten af Gortovare, lige over for Čoalmis (ɔ: Salmi). Og der er endnu en klipperevne eller et hul, og i det hul har nutidens mennesker ogsaa mistet geder, 10, og en tid efter kun fundet benene. Og det samme sted antager man, at det ogsaa kan hjælpe hvem, som dyrker det, taler med det og giver noget. (s. 201-202).

102. Fortælling om det, hvorledes det gik den Stallo, som boede ved bredden af Stallojaure

Da en kristen Lapmand var ude at vandre, kom han ind i denne Stallos kote. Og den Lap havde en smuk datter og en søn. Og Lappen var træt, og han var ogsaa sulten; og Stallo gav ham at spise af sin mad, og han spiste, skønt han ikke rigtig kunde, da Stallo havde kogt mange mennesker i samme gryde; men han var nødt til at spise. Og da han havde spist, spurgte Stallo: «Giver du din datter til min søn?» Og han turde ikke vægre sig, han lovede ham sin datter, og de aftalte, hvornaar de skulde holde bryllup. Dengang var der ingen lysning at besørge, de gjorde ikke andet end enes og give hinanden haanden, saa var det i orden. Og da Lappen vidste, hvor Uldaerne boede, og han var kendt med Uldaerne, saa gik han til dem og bad om raad, da det var ham saa meget imod at give sin datter til Stallos søn. Og da han kom til Uldas bolig, sagde Ulda-bedstemoderen straks: «Voi, voi, at du har givet din datter som svigerdatter til Stallo!» Lappen sagde dog: «Ved du ikke noget raad?« Ulda svarede: «Jeg ved det ikke sikkert, men om du vil komme hertil, naar du gaar til Stallos kote, da skal jeg raade dig.» Lappen gik hjem. Og saa fortalte han sin husstand, hvordan sagen nu stod. — Og saa drog de afsted for at holde bryllup. Og da de gik, saa kom de til Uldaerne, og de raadede dem: «I skal gaa ad natsiden (nordsiden) af Goartovare, Stallo har nok drømt om det, at om I kommer fra natsiden af bjærget, da er det farligt, og han spørger jer straks, hvilken side af bjærget I kom fra, bjærgets natside eller dagsiden (sydsiden)«. — De svarede: «Vi kommer fra dagsiden.« Og saa frygtede han ikke. Og de begyndte at holde bryllup. Og de hængte to store gryder over ilden. Og da kødet var kogt, saa løftede Lappens søn den ene gryde ned, siddende paa knæerne, og Stallo sagde til sin søn: «Løft ogsaa du gryden paa knæerne lige som den anden karl gjorde.« Og da han begyndte at løfte gryden, sagde hans kæreste: «Skal jeg hjælpe dig?« Stallo sagde: «Han er stærk nok, han kan ene løfte den.« Og da han saa gav sig til at løfte den, snappede kæresten i grydehanken som for at hjælpe, og hun løftede saa højt, at hun hældte den hede suppe ned gennem brystaabningen paa fæstemandens pels, og han brændte maven og kønsdelene, og han sagde ikke, at han havde brændt sig saa slemt. Og saa begyndte de at spise, og der var kommen mange Lapper til brylluppet, og de spiste og drak; men brudgommen, som var døende, han spiste intet, han gik udenfor og lagde sig, og bruden satte sig ved hans side, hun saa nok, at han ikke kunde leve. — Og saa gik de ned paa søen for at lege, saadan som skikken var blandt Lapperne i gammel tid at lege, naar de havde spist bryllupsmaaltidet. Og Lapperne havde hugget mange huller i isen og dækket dem med sne og lagt store knipler ved siden af. Og saa holdt kvinderne megen kommers indbyrdes der og kogte drikke, indtil mændene kom tilbage. Lappernes kvinder vidste nok, hvilke kunster der skulde ske. Og de vidste, at Stallos kone havde et jærnrør, som var farligt, om hun kom til at suge med det, saa var der nød paa færde. Og derfor stjal de hendes jærnrør og stak mundingen ind i gløderne. Og saa lyskede de hverandres hoved. Og mandfolkene legede ude paa søen. Stallo havde dækket sine øjne, og de andre løb rundt og rørte ved hans pels, og Stallo snappede efter dem, og naar han fangede en, sagde han: «Njauka, njauka, jo vist faar jeg et friskt maaltid, det skal være aftensmad.» Og han bed en stump af klæderne, selv om der kom kød mellem tænderne, bed han saa dybt, som han fik fat; og derefter løb de endnu stærkere. Og naar han saa igen fik en fanget, saa sagde han atter: «Njam, njam, godt var det, at jeg fik et lille morgenmaaltid.» Og han bed, saa der kom kød imellem tænderne, og rigtignok gjorde det meget ondt, og vred blev han ogsaa. Og saa løb de, til de fik Stallo til at falde i et hul, og saa begyndte de at slaa ham med kniplerne i hovedet, og Stallo gav sig til at raabe til sin kone: «Saa, sugerøret!» Og da hun hørte sin mands stemme, saa begyndte hun at søge efter røret og fandt det ikke, og hun hørte, at Stallo var i nød; da sagde den kone, som lyskede hende: «Hvad er det, som brænder i ilden ?» Og da hun fik øje paa røret, saa snappede hun det og sugede det brændende rør, og halsen fik hun fuld af gløder; og hun brændte halsen og maven, saa hun døde paa stedet. Og Lappen og hans kammerater slog Stallo, til han døde. Og sønnen var død paa samme tid som moderen, og Stallo levede lidt længere. Og da Stallo døde, søgte de sten og bandt dem om Stallos hals og sænkede ham ned i et hul i isen. Og derfor er Stallojaure den fiskefattigste sø. Og Stallos kone og søn er begravet paa østsiden af søen, og der er endnu gravsted. Og den jord er forbandet saadan, at alle mennesker smittes lidt, de bliver saa trættekære indbyrdes, at de er værre end noget andet menneske her i nærheden. (s. 202-203).

103. Om Bure Laura og Stallo

Da gubben Bure Laura flyttede med sidaen mod syd over Polno — og Stallo boede der paa flytvejen —, og da han (Bure Laura) flyttede, stak Stallo en bjælderen (fast mellem to grene) i et træ (for at lokke andre rener til). Og da Bure Laura hørte, at Stallo havde gjort det, saa gik han derhen, og saa begyndte de at tage livtag. Og saa brækkede han først Stallos ene finger. Og da Stallo ikke rigtig kunde vinde over ham, begyndte han at bide, og Bure Laura forbød det: «Brug ikke hundekunster!» Saa holdt han op at bide og gav sig til at raabe paa Rakas (Stallos hund); men den var bunden — om den havde været løs, kunde den nok have bidt et menneske fordærvet — men da heller ikke det hjalp, saa sloges de videre. Og saa brækkede Stallo sit ene ben. Og da fik Laura Stallo under sig, og han brækkede Stallos ene arm. Og saa begyndte han at partere ham; da sagde Stallo: «Stik mig med min egen lille sølvkniv, dræb mig ikke med din egen rustne tingest!» Men det gjorde Laura ikke, han vidste, hvordan Stallo havde forgjort sin kniv. Og da han havde dræbt ham, saa begyndte han at skære med Stallos egen kniv, og saa gik kødet sammen ligestraks igen; og saa forsøgte han atter med sin egen kniv at partere Stallos legeme, og da gik det fra hinanden. Og saa bandt han med vidjer stumperne af Stallo i et knippe, og saa trak han det i søen. Og derfor har den sø endnu rødt vand. Og en del kogte han i Stallos egen kote. Og han flaaede Stallos skæg og hele ydre af og tog det paa sig selv. Og da Stallos kælling kom — hun havde været paa rejse — gav han hende at spise, og kællingen sagde: «Hvorfor mon det smager mig saadan?» Og Laura havde lagt en jærnkile i ilden. Og han sad ved siden af Stallos kælling, og hun troede, at det kun var Stallo, og tænkte ikke paa frygt. Kællingen var endnu stærkere end Stallo selv. Saa pludselig snappede Laura det hede jern og stak det i kællingens mund. Og saa kom det igen til kamp. Og med nød og neppe overvandt Laura kællingen; men han stod sig dog. Og da han havde dræbt hende, brændte han kællingen og koten og tog de bedste sager selv, som Stallo havde røvet fra Lapperne. Hunden var det sidste der blev dræbt paa Beski (stedets navn).

Rimagalles var den største Stallo, der var en halv alen mellem hans øjne, og han havde forfærdelig langt skæg, og han var ene, og han var fredelig; han hadede ikke Lapperne og gjorde ikke ondt for nogen, og han var ogsaa noaide. Men Lapperne troede ham dog ikke godt. De talte indbyrdes om, hvordan de skulde faa livet af ham. Og den tale gik viden om over hele Lapland fra øst til vest for at høre, hvor der var saadanne, som turde kæmpe med denne Rimagalles. Og i Jokmok var der tre, en stærk, en hurtig og en jærnkyndig (en som kunde forgøre jærn), som gik derhen for at kæmpe med Rimagalles. Og da de om aftenen havde gjort ild op, saa talte de om, at imorgen skulde de maale afstanden mellem Rimagalles øjne. Og Rimagalles hørte selv, hvad de talte om. Og da de sov, forgjorde han deres hund (saa den ikke kunde gø), og selv gik han hen til baalet og lagde et jærnspyd i ilden for at gløde det. Og da det var brændt hvidglødende, saa stak han det igennem de to, den hurtige og den jærnkyndige. Og den stærke lod han leve, kun brækkede han hans arm.

Og da befalede den stærke: «Blæs ilden op, saa jeg kan se, hvordan du er mellem øjnene!» Og da han saa det, sagde han: «Ho, ho, du er heller ikke lig mig». Thi der var en halv alen mellem hans øjne. Og saa bød Rimagallas den stærke: «Gaa hjem og kom saa flere.» Og saa gik han tilbage. Og saa kom de næste gang ni mand. Og Rimagalles vidste straks, at de var paa vej, han var noaide. Og han gik for at vogte ved elvebredden, den øverste ende af Rautasjaure. Og da de var ved at vade over elven og alle kom i vandet, saa skød Rimagalles med buen igennem dem allesammen, kun een blev tilbage halvdød. Og pilen gik endnu længere, paa den anden side elven hvinede den ned i jorden. Den niende gik hjem. Rimagalles har saadan lov, at han lader stadig een leve, som bringer bud; og han befalede ham at bringe endnu flere. Men da den niende saa, at Rimagalles skød dem saa fuldkomment, at pilen gik endnu længere, saa turde de ikke mere komme til kamp. — —

Stalloerne var store, og naar mennesker (Lapper) kom, saa skammede de sig over, at de var saa store, og disse andre mennesker var saa smaa og saa smukke. Og Stalloerne var daarlige til at formere sig, ogsaa havde de faa kvinder. De levede mest af vildrener og bjørne og alle andre vilddyr. —

En Stallo var ungkarl, og han fulgte undertiden med Lapperne. Og saa begyndte han at opholde sig i en sida, som var umaadelig rig. Og denne Lap havde en datter, og Stallo bejlede til denne Lappige og pigen begyndte ogsaa at synes om Stallosønnen. Og pigens fader var meget imod det, han forstod ikke, hvordan han skulde faa sin datter bort fra Stallo. Men saa hittede han paa raad. Han ventede, til Stallo skulde ud at fange vildrener, saadan som deres skik var. Saa gjorde Lappen istand til flytning; og da de flyttede, sagde han til sin svigersøn: «Jeg flytter, hvis du bliver længe borte, men jeg efterlader pigen og slagterener til jer.» Og da han flyttede, bandt han renerne til sin svigersøn. Og pigens klæder klædte han paa en tør træstub og ordnede alt omhyggeligt og anbragte grene ned under sneen. Da Stallo siden gik forbi, traadte han paa disse grene og mente, at hun var levende da de grene, som var skjult under sneen, bevægede den (løse træstub). Og da han havde maden færdig, saa kaldte han sin kæreste ind at spise; men da hun ikke kom, sagde han: «Kom om du vil, saa spiser jeg selv». Da sidaen flyttede, havde de hugget mange huller i isen paa flytvejen og dækket dem saadan, som de brugte forhen at gøre (naar de frygtede forfølgelse). Og da Stallo skulde til at sove, saa kaldte han igen paa sin kæreste: «Kom og sov!» De havde allerede før ofte sovet sammen. Og da kæresten ikke kom hen til ham, da han raabte, saa løb han og greb hende og bar hende hen ved sin side og han begyndte at føle i pelsens brystaabning, og hvem ved, hvor han følte, da han mærkede, at det kun var en paaklædt birkestub; og saa blev han vred saadan, som Stalloerne har været rasende, naar de blev vrede, saa har de ikke vidst, hvad de først skulde gribe til. Og denne Stallo vidste heller ikke, at han først skulde have klædt sig paa og saa derefter gaaet at forfølge sidaen; men han var af samme slags som de andre Stalloer. Han løb nøgen ad flytvejen, og da der paa den var hugget mange huller, saa løb han i mørket i et hul; og han kom op første gang og løb saa igen, faldt atter i det næste hul, kom igen op, løb derefter endnu stærkere og faldt saa atter i; og nu var han frossen halvt ihjel og kunde ikke mere komme op, og saa frøs han ihjel. Og saa gik de for at se, hvorledes det var gaaet; og pigen gik ogsaa for at se efter. Og saa fandt de ham, hvor han var frossen ihjel og den stakkels kønsdel var frossen fremskudt og det syntes hans kæreste dog ikke om, da hun saa, at hendes fæstemand var ihjelfrossen, og saa sagde hun: «Voi, voi, som den stakkels ting er frossen!» Og hun næsten græd. Hun var begyndt at synes om Stallosønnen, og hun havde giftet sig, om det var lykkedes hende. Men faderen skilte sin datter fra Stallo paa den maade, at han ødelagde ham saadan, som ovenfor er fortalt.

Stalloerne er borte nu næsten allesammen; men dog er der endnu nogle Lapper, som er i slægt til Stallo. Og det er gaaet til paa den maade, at naar Stalloerne har giftet sig med en Lappige, da er nogle mennesker bleven halvt Stallo og halvt menneske, og de er lidt anderledes end andre folk af udseende og natur. (s. 203-206).

__________________________

---

Fodnoter: