Lausavísur (Hallfröðr Óttarsson vandræðaskáld)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
Hallfröðr Óttarsson vandræðaskáld
Lausavísur
1.
Saa er Hedningens Vrede
Frygtelig mig for Øjet,
Hans, som i Mængde sænker
Mælkekar ned i Vandet (1),
Som en stor og gammel
Gaardhunds, der knurrer mest mod
Kommende Gjæster; Viser
Udenfor Buret (2) jeg synger.
2.
Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Jeg råder ikke krigerne at bejle til Avaldes eneste datter - de truer skjalden med det - ; sent vil min hu forlade (holde op med at tænke på) den rolige Kolfinna; den mening har man om hende.]
3.
Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Jeg har endnu lyst til at kysse Kolfinna, uagtet strømmene slår hårdt mod vor stavn; skibet puffes stærkt - thi jeg elsker nu den ætgode, dygtige kvinde næsten mere end om hun var mig lovet.]
4.
Vore Reb vi føre,
Farer mod Knørren (3) Søen,
Ankertouget strammes,
Hvor er Akkerisfrakke?
5.
Veed jeg, den Vældige Konning
Visens Digter gav et
Nøgent Sværd, jeg nu nogen
Kostbarhed dog ejer;
Fæsteknappen i Sværdets
Vogters Haand nu glindser;
Spidsen, jeg holder frem, naar
Kongens Gave jeg svinger.
6.
Før jeg selve Lidskjalfs
Raske Herre dyrked,
Nu er i Menneskers Skjæbne
Skeet en stor Omvexling.
7.
Sang til Odins Yndest
Hele Folkets Stamme,
Vore Fædres Id mig
Ofte er i Minde;
Men ej villig, da Vidrers (4)
Vælde Skjalden fryder,
Frigges Mand (5) jeg hader;
Nu da Krist jeg tjener.
8.
Gjæve Fyrste! Vi ofre
Ej til Ravneguden (6),
Som med Priis udøved
List i Hedendommen.
9.
Thor hin stærke og Odin,
Frey og Freya mig skulle
Fjærne være, ej hylder
Njørd jeg, Kongen formildes!
Krist og Gud jeg ene
Beder om Held, og Sønnens
Vrede jeg frygter, thi under
Faderen styrer han Jorden.
10.
Saa er Sognboers Fyrstes
Sæd, at Ofring forbydes,
Nødes vi Norners fleste
Gjøglerier at undflye;
Alle Folk nu ansee
Odins Slægt for Blændværk,
Maa jeg Njørd forlade,
Krist om Frelse bede.
11.
Der er et Sværd blandt Sværde,
Som gjør mig rig paa Sværde,
Sværdes Svingere ofte
Sværde maa nu møde;
Er der ej Sværdemangel,
Værd er jeg trende Sværde,
Om en med Farve malet
Skede jeg fik til Sværdet.
12.
Næred jeg med Blodet
Ravnen, skjønt jeg aldrig
Havde i Sinde at svige
Ham, som Rigdom samled;
Tjente jeg, som jeg kunde
Krigeren, men de blanke
Sværdes Slider mig tragted
Svigefuld efter Livet.
13.
Saa min Sag jeg forfulgde
Heftig, at sønder i Kampen
Audgisls nedrige Morder
Død jeg lod tilbage;
Faldt hin gjæve i Striden,
Sørger jeg over den tapre,
Men saa har jeg taget
Hævnen for os begge.
14.
Hænder paa Hunden jeg lagde,
Hævede ham i Vejret,
Og den nedrige Niding
Vred om Kuld jeg kasted;
Denne Stridens Mand paa
Svig mod Folk ej siden
Pønser, da hans Blod har
Rød min Kaarde farvet.
15.
Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: En hed stinkende svedlugt føres fra Gris til den lyse kvinde: hun døjer megen kval hos ham; men den sorgludende kvinde bøjer hovedet hos ham som en svane på vandet; jeg lovpriser den lyse kvindes sindelag.]
16.
Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Manden går så tungt og trægt til sængen, som han kunde være en med sild proppet stank-måge, der svømmede på bølgen, før den uskønne leskaftbryder tør krybe under klæderne; han haster ikke med at komme i kvindens sæng.]
17.
Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Den hvide (feje) kriger og den grå Strut (hunden) vil ikke gå skyndsomt forbi madhuset, han vil aldrig besidde kvinden, uagtet den uskønne lebryder har store fæhuse og lange fårefolde; krigeren har hjord nok.]
18.
Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Kolfinna erklærer, at hun mærker (noget råddent dvs.:) uvenskab fra skjalden (mig); jeg digter fremdeles om denne sag; man siger, at den kloge kvinde har grund dertil; men manden (jeg) synes at der fra den unge kvinde slår ham i møde en herlig duft; jeg digter gærne et vers.]
19.
Ej det mig meget bekymrer,
Om i den myndige Kvindes
Favn jeg dræbes (af Karle
Koner med Fare besøges),
Da i den smukkes Arme
Naaet jeg har at sove;
Styre min Elskov til den
Lyse Viv jeg ej kunde.
20.
Elskov til den fagre
Viv mit Sind betager;
Ikke jeg veed, hvad mere
Nu jeg sige skulde;
Dersom Manden havde
Spurgt, hvad der mig fryder,
At jeg af Soens Griis har
Gedebælgen afflaaet (7).
21.
Fiin er Huden paa Kvinder,
Men de fagre alle
Komme fra Sommer-Sætre
Hjem med Huden skrumpen;
Nu jeg ej længer forbyder,
At enhver jo sin Mø maa
Tage, om end Kvinden
Skulde fortørnes noget.
22.
Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: I høj grad agter manden i sin indbildskhed at angribe mig; han truer mig; vi husker, kvinde, andre dage herligere; langt vanskeligere vil det blive for blotmanden end at slikke sin offerskål indvendig; det vænter jeg.]
23.
Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Da vil mit mod blive prøvet for krigerne til visse i kamp - jeg mindes ved (kysser) Kolfinna -, dersom den raske mand sender mig mod Gris til holmgang; jeg er vel til mode ved at lade det ske.]
24.
Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Det synes mig, når jeg ser kvinden, som et skib svæver over søen mellem tvende øer, men når jeg ser på hende i den glade kvindeskare, (er det) som et prægtigt udstyret skib med forgyldt skrud skred fremad.]
25.
Med det klingrende Guld mig
Hædred en Jarl og en Konning,
Gods i en Uhelds Time
Har jeg ved Daad erhvervet,
Om til Madsvenden Gris jeg
For et ringe Kvad skal
Pengebøder udrede,
Kvinden dog ej have.
26.
Paa min Hjærteside
Bølgen, oprørt af Byger,
Raaen stødte, aldrig
Saadan Sø mig ramte;
Søen tumler min Knørre (8),
Pyntelig før, jeg er bleven
Vaad, den skvalpende Vove
Vil sin Skjald ej skaane.
27.
Vil den vakre Mø med
Hvide Haand det bløde
Øjenlaag aftørre,
(Ømt er Kvindens Hjærte)
Hvis mit Folk nu skulde
Over Bord mig kaste,
Før jeg var den unge
Kvinde tit til Sorrig.
28.
Døe jeg sorgløs vilde
Om min Sjæl jeg vidste
Frelst, tit i min Ungdom
Haard jeg var i Tungen;
Jeg for intet ængstes,
Helvede dog jeg frygter;
Raade Gud for min Alder!
Døe engang skulle alle.
Fodnoter:
1) nemlig for at reengjøres, d. e. befatter sig med kvindelige Sysler.
2) Fruestuen.
3) d. e. Fartøjet.
4) Odins.
5) Odin.
6) Odin.
7) En Talemaade, som vel betyder: tvunget ham til at aflægge sin Fejghed.
8) Skib
1. Oldnordiske Sagaer - Kong Olaf Tryggvesøns Saga, Bind 1-3, oversatte af C. C. Rafn, København, 1826-27
2. Finnur Jónsson: Den norsk-islandske Skjaldedigtning, Bind 1-2, København, 1912-15
Titel, disposition, strofernes nummerering og evt. indskudte bemærkninger følger Finnur Jónsson. De steder, hvor oversætteren har udeladt en strofe, er Finnur Jónssons udgave af strofen indsat. (Dette er altid markeret tydeligt.)
Finnur Jónssons oversættelse er strengt taget mere en parafrase end en oversættelse, idet kenninger som regel gengives med et enkelt ord. Kvadets indhold går forud for dets form. Jónssons eget mål var, at den danske oversættelse skulle "være til praktisk nytte."