Liden Engel

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Afbrændingsscene
Middelaldermotiv

Dansk folkedigtning

Ridderviser
33. Liden Engel.

Danske Folkeviser i Udvalg
Ved Axel Olrik og Ida Falbe-Hansen

1. Det var liden Engel,

han var baade favr og bold;

han for sig vel op ad Land,

han tog en Frue med Vold.

Mon ingen Dag vil oplyse?

2. Hun hed liden Malfred,

det Navn bar hun med Pris;

den første Nat, de sammen sov,

det var i tykken Ris. —

3. Det var liden Engel,

han vaagner om Midjenat;

udaf sine stærke Drømme

siger han saa overbrat.

4. „Mig drømte om de Ulve

og om de Ulve graa,

de havde mit Hjerte i sin Mund,

saa vaagen som jeg laa.“

5. „Det er intet Under,

at eder drømmer saa:

I har taget mig bort med Vold,

spurgte ikke mine Frænder til Raad.“

6. Ind kom liden Smaadreng,

og stedtes han for Bord;

han var snild i Tunge,

han kunde vel føje sine Ord.

7. „Hør I, liden Engel,

og vil I ikke fly?

her kommer Gøde Lovmand

fire Veje til By.“

8. „Jeg ræddes ikke for fire,

jeg ræddes ikke for fem:

ikke for Gøde Lovmand

og ikke for tredive Mænd.“

9. „De er flere end fire,

og de er flere end fem;

det er Gøde Lovmand

med hundred væbnede Mænd.“

10. Det var liden Engel,

tog Malfred i sin Arm:

„Du kende mig nogen gode Raad

udi Vorherres Navn!“

11. „Tager I eders Svende,

som I har givet Brød:

saa søger vi Mari–Kirke,

meden os trænger Nød!

12. Tager I nu eders Svende,

som redet har eders Heste:

saa søger I Mari–Kirke,

som I kan allerbedst!“

13. De laa derfor i Dage,

og vel i Dage fem;

alt var Gøde Lovmand

fremmest for alle dem.

14. Mælte det Malfreds Moder,

hun var hende ikke huld:

„I brænder af Mari–Kirke

og bygger hende op for Guld.

15. Tager vi baade Guld og Sølv

og lader i Skaalen løbe:

er nu Mari–Kirke fal,

i Dag vil vi hende købe.“

16. Saa skøde de Ild paa Mari–Kirke,

og Luen legte fast ind;

det var liden Malfred,

hun blegner under Skind.

17. Der var saa hedt paa Kirkegaard,

alt som den Ild mon brænde;

der var langt hedere i Kirken inde,

der Blyet tog til at rinde.

18. Mælte det liden Engel,

han var i Hjerte saa mod:

„Stinge vi vores Heste ihjel,

vi svaler os i deres Blod.“

19. Mælte det liden Smaadreng,

han havde de Heste kær:

„Stinge vi liden Malfred ihjel,

den Død er hun vel værd.“

20. Det var liden Engel,

tog Malfred i Armen sin:

„Den Død est du ikke værd,

Allerkæreste min!“

21. Saa satte de hende paa Skjolde,

de løfted under hende med Spjud;

saa løfted de hende saa sørgende

ad Kirkevinduet ud.

22. Det var liden Malfred,

hun ganger om Kirkegaard;

svedne saa var hendes Klæder,

brændt saa var hendes Haar.

23. Mælte det liden Malfred,

hun kom i grønnen Eng:

„I Dag brænder Mari–Kirke

og en saa rask en Svend.“

24. Det var ikke længer derefter

end i den samme Høst:

gaar hun sig i Bure,

hun fødte en Søn saa trøst.

25. Han var født om Aften,

de kristned hannem om Nat;

de kaldte ham liden Engel,

de dulgte ham, meden de maatt'.

26. Fostred hun ham i Vintre,

og fostred hun ham i syv:

„Din Morbroder slog din Fader ihjel,

det siger jeg dig nu!“

27. Fostred hun ham i Vintre,

og fostred hun ham i ni:

„Din Morbroder slog din Fader ihjel,

det mindes jeg allen Tid.“

28. Det var liden Engel,

han kaldte sine Frænder i Raad:

„Jeg vil ride mig op ad Land

og hævne min Faders Død.“

29. Det var Gøde Lovmand,

han sidder over breden Bord;

ind kom liden Smaadreng,

han kunde vel føje sine Ord.

30. „Hør I, Gøde Lovmand,

og vil l ikke fly?

her kommer liden Engel

fire Veje til By.

31. Her kommer liden Engel

ad fire Veje til By;

han er sig i Hu saa vred,

han fører sine Glavend i Sky.“

32. „Jeg har været saa vide

baade til Ting og Stævne:

aldrig kom jeg paa det Sted,

jeg hørte liden Engel nævne.“

33. Det var Gøde Lovmand,

klapped ham ved hviden Kind:

„Vedst du nogen gode Raad,

kære Smaadreng min?“

34. „Vidste jeg nogen gode Raad,

jeg sagde eder dem helst:

søger vi vor Stenstue,

imeden vi trænger mest.

35. De Vægge de er af Marmelsten,

de Døre de er af Bly;

det skal gaa fuld underlig til,

om de tager os deri.“

36. Sætte de den Stenstue

vel fire Veje omkring;

selv var liden Engel;

forrest i den Ring.

37. Det var Gøde Lovmand,

han ud ad Vinduet saa:

„Hvem er her for uden,

meden I brasker saa?“

38. Svared det liden Engel

under sit Skarlagenskind:

„Det er jeg, liden Engel,

kære Søstersøn din.“

39. Svared det Gøde Lovmand

udaf saa megen Harm:

„Det tørst du lidet af rose,

du est et Slegfred–Barn.“

40. „Er jeg mig et Slegfred–Barn,

da er jeg af de bedste:

nok har jeg baade Sølv og Guld

og Riddere og høje Heste.

41. Er jeg end et Slegfred–Barn,

det har du meget i voldet;

nok saa har jeg Skove saa grønne

og dertil Borge saa bolde.“

42. Det var liden Engel,

han var en Helt saa god:

han satte Ild paa Stenstuen,

at Luen i Skyen stod.

43. Ikke vilde liden Engel

ride af den Gaard,

før han saa, den Stenstue

var brændt til Aske graa.

44. Det var liden Engel,

slog op med hviden Haand,

der han saa sin Morbroder

at ligge i Iysen Brand.

45. Det var liden Engel,

red i sin Moders Gaard;

ude stod hans kær Moder,

hun var vel svøbt i Maar.

46. „Hil stander I, min kær Moder,

I er vel svøbt i Skind;

nu har jeg været mig op ad Land

og hævnet Fader min.“

47. Det var Fru Malfred,

hun græd og Hænder slog:

„Før da havde jeg een daglig Sorg,

nu haver jeg to.“

48. Svared det liden Engel,

han kasted sin Hest omkring:

„Det vil jeg for Sanden sige,

underligt er Kvindesind.“

49. (Nu ligger Gøde Lovmand

han ligger under Jorden død:

liden Engel tjener i Kongens Gaard

for Gods og Guld saa rød).

Mon ingen Dag vil oplyse?