Lydlærens hovedpunkter - II. Konsonanter (Grammatik for det islandske oldsprog)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Grammatik for det islandske oldsprog

Af; Finnur Jónsson
København 1925


B. Lydlærens hovedpunkter
II. Konsonanter


   22. Urnordiske forhold.
   I ældre urnordisk tid fandtes (jfr. § 4) vistnok kun stemte spiranter: ƀ, ð, ǥ (ikke de stemte eksplosiver), der dog vistnok i indlyd i visse tilfælde var bleven stemte eksplosiver.
   a. I udækket udlyd var ð, ǥ gået over til t, k i stærkt betonede ord i förurnord. tid: ƀanð (præt.) -ƀant (senere assimileret til batt)t spranǥ-sprank (senere sprakk). ǥ blev umiddelbart efter rodvokalen h, der så bortfaldt (foranstående vokal forlængedes, § 14 b): fraǥ-frah (frá), braǥ-brah (brá). Derimod blev f. eks. urn. ƀanda (subst.) band.
   b. j fandtes i urn, i forlyd: jāra; det forsvandt i slutningen af tidsrummet, undt. vistnok i (got. jah). Hvor j ellers findes i historisk tid, er det opstået ved sammentrækning (e-ōk-jók) eller ved brydning; eller det findes i unge låneord (jungr).
   c. Urn. jj blev ggj (got. ddj) mellem vokaler: tveggja, þriggja, veggr (af twăjjē, þrijjē, wajju-).
   d. Urn. v(w) bortfaldt i senurn. tid i forlyd foran u (o), y, r (vreidr). I (vlíta). Kun enkelte rester findes i historisk tid af v foran r (vrǫngum Bragi, vrungu Egill), især i faste stavrimede vendinger (vreiðr : vega, Eddadigte).
   e. Urn, ww gik mellem vokaler over til ggw (= got.): tryggr (got. triggws, jfr. oht. triwwi).
   f. Det af z (stemt s) opståede ʀ holdt sig i hele den urn. tid og i østnord. langt ned i historisk tid. I norsk-isl, faldt lyden sammen med r allerede i 9. årh.
   23. Lydforskydning. Verners lov.
   Rask og Grimm påviste, at der i germansk-nordiske sprog med hensyn til en række konsonanter var sket en systematisk ændring i artikulationen. Det er den såkaldte lydfremskydning, der består i, at:
ide. p, t, k (ph, th, kh) blev f, þ, h,

- b, d, g
- bh, dh, gh

- p, t, k,
- ƀ, ð, ǥ (senere b, d, g)

Ekss. pater-faðir; tu-þú; caper-hafr;
- sebum-sápa: dens-tǫnn; genus-kyn,
- fero-ber; gr. ϑύϱα-dyrr; hostis-gestr.
Man fandt straks undtagelser fra reglen i forbindelsen sk, sp, st (piscis-fiskr, spic- -spá- f. spah-, hostis -gestr), ligeledes i forbindelsen ft (t uforandret, got. hliftus, gr. χλεππ-), bt (ahtau isl. átta ved assim., gr. όχτώ), Men også andre brud på reglen opdagedes, f. eks. at der til lat. frater, pater i got. svarede broþar, med þ, men fadar, med d. I nord. er dette tilslöret, idet þ i indlyd blev ð (bróðir, faðir). Derimod iagttoges her en anden mærkelig afvigelse i former som slá (f. slaha-) -sló, slógum -sleginn (de sidste med g). Efter at forskellige forklaringer var forsøgte, lykkedes det K.Verner i den berömte afhandling: Eine ausnahme der ersten lautverschiebung (1876) at give den rette forklaring. Ved hjælp af ældgamle betoningsforhold vises det her, at t blev þ og - videre - ð, p blev f og -videre - ƀ, k blev h og - videre - g, når hovedtonen i ide. hvilede på den følgende stavelse, sml. got. broþar (med þ) med gr. φράτωρ, men got. fadar (med d) med gr. πατήρ. Samme regel gælder for s, der over z blev ʀ(r): kjósa-kaus, kuʀum, køʀinn. Ved samme foreteelse forklares også indbyrdes afvigelser mellem beslægtede ord som elli (af elþi) overfor aldr, finna (af finþ-) overfor fundr, tǫnn (af tanþ-) overfor tindr, hór (adj. =hár) overfor haugr osv.
   24. Forlængelse (fordobling).
   a. g forlængedes efter kort vokal foran j: leggja, hyggja: leggr, veggr, egg (fem.), k undertiden foran w. røkkr (af rekw-, got. riqis). Mange analogiundtagelser herfra.
   b. Umiddelbart efter lang rodvokal, ved analogi fra de mange neutra, hvor der fandtes lang konsonant (som blítt, frítt osv.) forlængedes t: grátt, blátt. I ord som bjótt, hjótt (2. pers.) hidrører tt fra tþ (assimilation, bjót-þu-bjótðu-bjóttu-bjótt). r forlængedes dialektisk eller fakultativt i ord som grár, blár-grárr, blárr, og i ligtied dermed s i gen. gráss, bláss, hirðiss, búss, meirr og nærr er snarest analogiformer. I grárra(r), grárri, smærri forlængedes konsonanten efter lang vokal og foran en ubetonet, ligesom i ord som sékka, þréttían, tuttugu. I þann (got. þanu) er n forlænget vistnok analogisk efter hann.
   c. 1 og n forlængedes - i det mindste i 13. årh. - foran dentaler (d, t): hallda, hennda, hellt, annt.
   25. Forkortelse.
   a. Forkortelse fandt hyppig sted, især hvor 3 konsonanter stødte sammen, hvoraf de 2 første eller sidste var de samme: kipði, sløkði, ketlingr, drótni, sendi (f. senddi), akr (f. akrr), blint (f. blintt). Denne forkortelse har måske engang været almengyldig, og den har i mange tilfælde - foruden i de 3 sidstnævnte, hvor den er fast -, holdt sig, f. eks. i forbindelsen tr af ttr: hlátr, dætr, nætr, vetr, men på grund af systemtvang er den hyppigst ophævet. Der skrives ofte rétr, men hyppigst réttr: forf. til den 1. grt. afhdl. har sagt sekkr 'sæk', der modsættes sekr 'skyldig'.
   b. 1 14. årh. forkortes lang konsonant efter lang vokal, samt i afledningsendelser, således skín, ís, stór, Agnar, annar osv. (derimod samtidig herr, gyss osv., hvor konsonanten langt senere også forkortedes, jfr. Uds. 56).
   c. Det samme var i flere tilfælde sket i meget gammel tid i afledningsendelser og mindre stærkt betonede ord og stavelser: heiðit, kallat, eyvit, fram, um, eða (f. eða, got. aiþþau). senere i várkun, miskun, Auðun, Hákun, Halfdan, þikjaa.
   26. Indskud.
   a. Ældgammelt (og fællesgermansk) var indskud af t mellem s og r som i straumr jfr. det langt yngre indskud af t i Ástríðr (f. Ás-ríðr af Ásfríðr), hústrú (f. hús-rú, af húsfrú).
   I nærheden af tandlyd udvikler der sig let et t, der finder sit udtryk i skrivemåder som f. eks. stnúa, raustn. Hyppigst sker dette mellem ll, nn og endelsen s: allz (=alts), mannz (= mants). Dog viser skjaldekvad fra 9.-10. årh., at udtalen hovedsagelig da var rodkonsonanten + s (uden t-lyd).
   h. Sporadisk indskydes p mellem m og t: sampt. sumpt, b mellem m og r: hambri, sumbri, jfr. timbr i meget gammel tid, s i enkelte tilfælde (i enkelte håndskrifter) mellem p(f) og t: krafstr, ofst, samt mellem t og t i impf. af verber som skjóta: skaust (d. v. s.: skauzt f. skautt).
   27. Bortfald.
   a. Allerede i urn. tid er dentaler bortfaldne i ubetonet stavelse (beri f. beriþ), derimod ikke efter kort betonet vokal: þat, hvat. n er i udlyd - når en vokal umiddelbart efter var forsvunden - bortfaldet efter lang vokal: augu (af augōna), men bevaret efter kort: innan (af innana), góðan (af góðana; A. Kock).
   b. Konsonanter er i flere tilfælde bortfaldne og foranstående vokal da forlænget, se § 14 b.
   c. I historisk tid bortfalder forstavelsen g (ga-, jfr. § 16) i det hele, men bevares i enkelte tilfælde helt ned til o. 1300: glíkr, gnógr, og lige til nutiden i granni, grend, gnægð.
   d. þ er bortfaldet i forlyd i at (af þat, der vistnok en gang findes, i Haustlǫng) og an (af þan; yngre en).
   e. h bortfaldt i Norge foran r, 1, n allerede ved 1100; dette skete aldrig i isl., undt. ganske enkelte gange ved efterligning (reint i et digt, jfr. Krákumál). h bortfaldt i forbindelsen hs altid mellem vokal og konsonant [k, t, n, m, w): vaskr, lǫstr, þistill. nýsta, njósn, brosma, mysa (af mihswō; J. Sverdrup); fremdeles efter r: Øróf, k: líkamr, g: Sigvatr (hvor det senere kunde genindføres), - samt i meget gammel tid mellem vokaler: sláa (f. slahan) og efter l: selr (af selhaʀ) og r; merr (af marhiō}, i bægge disse tilfælde uden erstatningsforlængelse; det samme skete i lydforbindelsen hw efter vokal + l, r [smelhwia-smelve(?)], arhwōr-arwōʀ-ǫrvar. I forbindelsen hw bortfaldt iøvrigt først w og senere h med erstatningsforlængelse: hwehwla-hwehla-hvél, līhwan-líhan-léa (ljá), sehwan-sehan-séa (sjá); intervokalsk hw holdt sig længere efter kort vokal end efter en lang og efter den fælles nordiske synkope overgår ehw til iō foran konsonant og i slutningslyd: ehwaʀ- ehwʀ -ewʀ-jór (A. Kock. jfr. E. Olson).
   f. Bilabialt b bortfaldt i gammel tid mellem vokal og u: haƀuk-, hauk-, neƀul- njól-; jfr § 17.
   g. j bortfaldt, efter lang rodstavelse foran a og u: dæma. dæmum, undt. efter k, g, rikjan (hvor det senere analogisk kunde bortfalde), samt foran i: dæmi (konj.), vili, - v foran r og l (§ 22 d), o, u, y samt umiddelbart foran alle u-endelser, foran r og s i nom. og gen. og i udlyd: sǫngr, sǫngs, sǫng, og endelig efter u + gg: skuggi (af skuggw-), hnugginn.
   b. ð faldt bort foran r: hvǭrum (af hvaðarr, der blev hvárr), nórænn (f. norðrænn), samt foran n i Heinir, (f. Heiðnir) og i Hróð- som forled: Hróbjartr, Hrærekr, Hrólfr (af Hróðwolf-).
   i. g (spirantisk) faldt bort foran t i mart, samt i gísl, geirr som efterled: Aðísl, Hróarr (f. Hróðgeirr). Navne med gísl og geirr: Þorgísl, Þorgeirr er nydannelser.
   k. Endelse-r faldt bort i medialendelser foran sk: bersk (f. berrsk), i vin og son (her først i enklitisk stilling, jfr. annan, annat, nøkkut (f. -arn, -art, -urt), - l i mikit, lítit, - f foran r i sidste led af navne: Sigrøðr, Sigríðr (f. -frøðr, -fríðr); - g i -hugð, der blev -úð (illúð), - m i dat, pl. foran artiklen: hestunum (f, hestum-num, etslags dissimilation).
   l. Når 3 konsonanter, der var vanskelige at udtale samlet, stødte sammen, udstødes let en af dem (jfr. e, g, k) og da den mellemste: vats (f. vatns), morni-, apn- (af aptann), drams (f. drambs), stirna (af stirðn-), feðgar (f. feðrgar), æxta (f. æxlta), sýsta (f. sýsla). jfr. sammensætninger som annes (f. and-), hallkvæmr (f. hald-) og lign., samt nom. som Loptki, úlfgi, mangi.
   28. Assimilation.
   Assimilation består i at en konsonant bliver ens med en umiddelbart foregående eller følgende (fuldstændig assimilation) eller i lyd nærmer sig til denne (ufuldstændig assimilation). Den kaldes derefter fremadvirkende eller bagudvirkende.
   a. Fremad virkende assimilation fandtes allerede i urgerm. især foran betonede stavelser: ƀn (el. bn) _ blev bb(pp): toppr (af tuƀn-), ðn (el. dn) - dd (tt): hǫttr (af haðn_), ǥn (el. gn) - -gg (kk): lokkr (af lugn_); ln blev ll full (af fuln, fln), nu blev nn: rinna (af rinu-), yngre er: lþ - ll: goll (af gulþ-), hollr (af hulþ-), ellre (af alþiz-); nþ - nn: sinna (af sinþ-), annar- (af anþar-). Fremdeles assimileredes ʀ med foregående l, n, s, r til ll, nn, ss, rr efter lang vokal, sʀ, rʀ og (fakultativt) lʀ også efter kort: stóll, hreinn, íss, gyss, less; marr, kell (verb.). Det samme sker i alle afledningsendelser: gamall, heiðinn osv. mʀ blev mm i framm (af framiz) og i alle pluraldativer (-m af mʀ f. mis; mr er kun bevaret i tveimr, þrimr). I impf. blev tð tt: hvatta og lign., dð - dd (der forkortedes efter konsonant): venda.
   b. Bagudvirkende. ht blev tt i hovedbetonede stavelser, når ikke konsonant fulgte, men t i relativt ubetonede, samt i hovedbetonede stavelser foran konsonant (A. Kock): dóttir (f. ðóht-), nátt (f. naht), átta (f. aht-), men dætr. ʀl(zl) - ll: hrolla (af hruzl-). ʀd - dd: rǫdd (af razd-), oddr (af uzd-). -ʀn -nn: rann (af razn-).
   ðt-tt: gótt, kallat (f. -att).
   dt(ddt)-tt: statt (af staddr), hrætt (af hræddr).
   nt-tt: vǫttr (af vantu-), vatt (af vinda), vetr (f. vintr). Assimilationen udebliver, når nt kommer til at støde sammen ved synkope af en mellemliggende vokal: blint (f. blindat), vant (f. vanat): undt. herfra er: mitt, þitt, sitt, hitt, hvor assimilationen vistnok forårsagedes af ordenes ubetonede stilling, samt satt (uforklaret; måske analogi efter ord som góðr: saðr-satt jfr. góðr-gott, glaðr-glatt).
   pt-tt: skott, tótt (ret sjældent og sent).
   nk-kk: drekka, bekkr, gekk (af gink f. ging), men hǫnk, hanki, krankr, der er låneord.
   tk-kk: ekki (af et-ki f. eitt-gi), hlýkk (af hlýtk); denne overgang er dog ikke almindelig; der findes i den ældste litteratur etki, jfr. almátkan og lign. ved siden af almákk-. I enkelte tilfælde kan t være genindført fra andre former.
   ggk-kk: likk (af ligg'k), hykk (af hygg'k).
   pk-kk: skakker (f. skapker); sjældent.
   mp-pp: kapp, sveppr, krappr.
Ret unge er følgende assimilationer:
   ðd-dd: Goddalir, guddómr; her blev ð genindsat.
   ðl-ll: frilla, sílla, Hrolleifr; langt ældre er stallr (af staðl-).
   rl-ll: kall, jall, Þolleifr; valla allerede i Stockh. hom.
   nl-ll: mullaug (af mun(d)laug); sjældent.
   rn-nn: honn (af horn), 14. årh.
   rs-ss: foss, bessi, vess (af versus).
   ts-ss: blessun, Gissurr, góss (af góts egl. gen. af gótt).
   mb-bb (fakultativt): klubba.
   fb-bb: abbragð, abbendi, obboð.
   c. Ufuldstændig assimilation findes f. eks. af n til m foran f: fimm (af fimf- f. fenf-), af ƀ(f) til m foran n: jamn- (f. jafn af eƀn; omvendt gik mn over til ƀn(fn) i safna (f. samna), nafn (f. namn), m gik over til n foran g (hverjungi, málungi).
   29. Andre ændringer.
   a. Stemt konsonant blev i almindelighed ustemt foran en ustemt konsonant, hvilket ofte udtrykkes i skrift, således lakt (f. lagt), rankt (f. rangt), ljúpt (f. ljúft), bliþka (f. bliðka), dax (d. v. s.: daks, f. dags), ljúps (f. ljúfs). Men her gjorde systemtvangen sig let gældende, så at der ialfald skreves og sikkert også allerede i 13. årh. udtaltes gt, ft osv. Foran endelsen -s, -t findes stemt lyd i de ældste digte. I flere tilfælde er den ustemte konsonant dog endnu bevaret (f. eks. i blíþka). Altid blev g til k efter t: etki (f. eitt-gi), hvatki, ðs blev ts (tautosyllabisk), skrevet z (tz osv.): góz; senere gjorde systemtvangen sig også i dette tilfælde gældende.
   b. nnr(nnʀ) blev hyppig ðr, altid i former af annarr (aðrir, ǫðrum) og i iðr (af innr-), jfr. iðri, suðr, fiðr, guðr, maðr, meðr, breðr, bruðr, uðr ved siden af innri osv. Forholdet er ikke helt klart; sikkert var det nnr (og ikke nnʀ), der således ændredes, men ʀ gik i Norge-Island tidligere end andre steder over til r (§ 22 f.); r (af ʀ) i nom.-endelser og 3. pers. sg. kan også bero på analogisk genindførelse.
   c. ðð (opr. eller af -ðið) blev dd: blædda, gladda (af blōðiðō, glaðiðō); når det heder virða (præt. af virða), er dette en nydannelse forældre virda. - ðþ blev tt (að þú - attú).
   ð blev d, men ikke i alle tilfælde samtidig, i præt. og fem. subst. på -ð, (undt. efter g, r, rf; lagða, hrærða, erfða; lægð, stærð, erfð): fylgda, lengda, dæmda, talda; hvild, jfr. Haldór, Steindórr (hvor ð- af þ- er blevet d). Ældst er denne overgang efter l og n i lang stavelse (fælda, leynda).
   ð blev t i præt. og fem. subst. efter s, t, p, k - også her til forskellige tider, sidst efter p og k: reista, hrista (f. hrist-ta), kipta, hrakta, samt efter ll, nn (af lþ, nþ) og l, n, hvor disse var bleven ustemte på grund af en bortfalden, ustemt konsonant (h, þ): hylta (af hulþ-), nenta (af nanþ-), rænta (af rahn-), stælta (af stahl-), mælta (af maþl-), vélta (af vehl-). Lignende overgang fandtes i yngre tidsrum også i andre tilfælde (vænti).
   d. s blev r ved analogi og svækket sætningsbetoning i verb. vesa, vas efter de regelmæssige ʀ(r)-former (vǫrum), samt i det relat. pron. es (er).
   e. r(ʀ) blev ð ved dissimilation i freðar, hrøðask og (ældst) i yðr (f. iʀwiʀ). Omvendt kunde ð blive r (i norsk): gurs (f. guðs, skr. guðrs).
   f. k blev h foran n i ret sen tid (14. årh): knútr - hnútr, knífr - hnífr.
   g. Ombytning kunde finde sted i forskellige tilfælde og til forskellige tider: fl-lf i innylfi (f.-yfli), - sl -ls: Gils (f. Gísl), jfr. dobbelformer som argr: ragr, Grikir-Girkir, brot(t)-bort (burt).
   Urnord. er vel ðl-lð(ld): sáld (f. saihaðl-), bíldr (f. bīþla-), skáld (f. skawaðl-), fifrildi (senisl. fiðrildi ved dissimilation) f. fifildri.
   30. I ubetonede ord og stavelser svækkedes k og t - i løbet af 13. årh. - til g, ð: mjǫg, og, eg, mig, þig sig; að, það, lítið, jfr. búð (f. búit), der bruges adverbielt i bet. 'måske'. Det samme var sket meget tidligere i visse tilfælde som kalliga (f. kalla-ek-a), i endelsen -líkr der blev -ligr (-legr) og -līka (adv. endelse), der blev -liga (-lega).