Lys for adskillig misgerning og ulykke

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind II, s. 434

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Lys for adskillig misgerning og ulykke


131. Gamle Sine fortalte, at der henne i Hobro-Egnen var en Kone, som saa' et Lys brænde ude i Hjørnet af sin Have. Hun gik saa derud og tog fire smaa Pinde og satte dem ned omkring Lyset i en Firkant, og saa gik hun ind i sin Seng igjen. Næste Morgen gik hun atter derud med en Spade og gravede ned, hvor Pindene stod. Der fandt hun saa Skelettet af et lille Barn, og de Ben blev samlede sammen og gravet ned paa Kirkegaarden. Siden saa' de aldrig Lyset.
Madam Thomsen, Møltrup.


132. Lav a var en bitte Tøs, da kom der en Dag en Pige ind til mine Forældre, hun var fra Krajbjærg og havde været i Aarhus, og nu vilde hun hvile sig lidt og saa over til Elsted for at være ved hendes Søster om Natten, for det var blevet Aften for hende. Saa siger min Moder:
   "Du skal tøve lidt og have en Taar Kaffe, og saa kan Ane følge lidt med dig paa Veje."
   Ane det var min Søster.
   Saa blev hun ogsaa. Den Gang hun saa vilde gaa, saa vilde a med, for det var lyst Vejr, og det var om Sommeren. Vi følger med hende næsten til Elsted, men da vi saa gaar tilbage, saa ser vi et Lys, der kommer i Land i et Gaardssted. Der havde før ligget en Gaard, men den var brændt og flyt lidt uden for Byen, og ham, der ejede den, ham skyldte de for, han havde selv brændt hans Gaard af, det havde for Resten været vor Nabomand. Saa siger min Søster:
   "Ii, det er da sært, der gaar nogne med en Lygte, det er da ikke saa mørkt."
   A kan lige saa tydelig huske det, som det er passeret i Dag, te hun sagde saadan.
   Saa gav det sig til at rende og løb hen til den nye Gaard, og saa ligesom stod det og kikkede ind ved Enden af Stuehuset ad den Laage, der var imellem Husene, og saa foer det langs hen forbi Vinduerne til den anden Ende af Stuehuset og stod der og kikkede ved den anden Laage imellem Stuehuset og det andet Udhus, ligesom det vilde til at ind, men det kom ikke inden for. Da det foer langs hen ad Huset, blussede det saadan op, som det vilde have stukket Ild i Taget. Derefter foer det ud i Marken til Møgelhøj, hvor det brændte Tømmer var blevet lagt. Vi skulde om ved Gaarden, og havde det altsaa ved den ene Side af os, men saa kom det tilbage fra Højen, og nu kom det bag efter os. Det var ligesom en lang hvid Stang med et Blus oppe paa' den overste Ende, og saa stod det der ud til alle Sider. Vi turde ikke dreje Hovederne om efter det, og saa' altsaa ikke, hvor det videre blev af, for vor Fader havde sagt, te naar vi saa’ noget, vi ikke vidste hvad var, saa maatte vi endelig passe ikke at dreje Hovedet og se om efter det, for saa kunde Hovedet blive drejet paa os, og vi saa blive skjævhovedet alle vore Dage. A gik og skubbede mig over paa min Søster, a var jo rede til at rende hende omkuld, men hun sagde:
   "Du skal ikke være ræd, vi har ikke noget med det at skifte."
   Da vi kom ind, blev vi saa syge begge to, og saa vidste vi jo, det var overnaturligt. Vi tykte jo, den Stang var saa meget farlig lang, og den faret saa stærk, te der var ingen Mennesker, der kunde have gaaet med den. Naboen til den anden Side, Anders Jensen, han sagde, de havde flere Gange set om Aftenen et Lys brænde der paa den gamle Gaardsplads, og det var ligesom et hvidt Menneske, der gik og holdt denher Stang i Land, og det blussede ogsaa saadan i den øverste Ende.
   Denher Mand, der skulde have brændt Gaarden af, vil a ikke nævne, men han gik jo og tiggede til Brandsted, som det var Skik den Gang. Saa var der altid en Mand med, der skulde snakke for dem, det kjender vi jo nok.
   En Aften var det blevet noget sildig, og han var ikke kommen hjem. Saa gik Konen ud for at se efter ham, og da hører hun noget, der kommer naastrende henne paa Vejen. Saa tænkte, hun jo, det var de to Mænd, og hun siger da:
   "Er det dig, Søren."
   Men da giver det et Hvin af sig saa grimt saa grimt, og saa var der aldrig nogen Ting. Konen hun blev jo angst og gik ind nok saa sloten. Men siden turde hun ikke gaa ud og se efter Manden.
Lystrup v. Aarhus. Johanne Sørensdatter, Ejstrup.


133. Ovre i Aarestrup, vesten for Byen, der brændte ogsaa et Lys paa en Høj. Saa gik en Mand derud for at se, hvad det var, og da sad der et bitte Barn og sad og græd, og det havde ikke uden én Hose, den sad det og trak af det ene Ben og paa det andet hele Tiden.
   Saa vilde han have at vide, hvad det betydde, og det var da Arven, de havde narret Barnet fra, derfor havde de slaaet det ihjel og begravet det der tilligemed Arven. Saa grov Manden ned paa Stedet og fandt Arven, det var en hel Del Penge i en jærnbunden Kiste, Læderpenge med Sølvnagler i. Barnet blev henne, og der brændte aldrig Lys mere.
   Der skal ogsaa være fundet af de Penge under Alteret i Aarestrup Kirke.
Søren Andersen, Bravlstrup.


134. I Røverstuerne i Borris brænder til visse Tider en Ild. Naar en kunde komme nær nok til den, saa var det at se ud til, ligesom to Mennesker, en stor og en lille, stod og slog ned i Ilden. Min Aldefader fortalte, at en kunde aldrig komme helt der hen til, for saa blev det henne. En klog Mand, der hed Otto Lindvig, har gaaet efter at ville se det, men han sagde siden, at han vilde ikke raade nogen til at gaa efter det.
Mette Katrine Thomasdatter, Lem.


135. Vi havde en Pige at tjene, naar hun gik hjem, skulde hun over Røverstuerne i Borris,og hun sagde, at det var, ligesom to stod og tarsk med en Plejl, men naar hun kom nær til dem, saa forsvandt det. Det Lys kan sees her fra Skolen hver Aften, men kun om Sommeren. Det er lige saa stort som en Kulmile eller som en Gaard, der brænder, og det viser sig altid akkurat i samme Retning. Der skal fødes et Barn paa Borris Fattiggaard med 11 Fingre, og det skal løse Gaaden og finde Skatten, som der er gjemt.
Lærer Kroghs Kone, Faster.


136. For et Par Aar siden vaagnede Folkene i Karlekammeret her paa Gaarden og hørte et rædsomt Spektakel ude i Hestestalden, det var, ligesom det rumlede med en Masse tomme Tønder. Hestene kunde det ikke være, der gjorde den Larm, og heller ikke Kattene, og det var de eneste Dyr, der var der. Drengen, der laa ved Siden af den ene Karl, sagde:
   "Huha, sikket Spektakel, lad os putte os."
   Næste Sommer kom den Karl, der laa i Kammeret, galt af Sted, han faldt ned af en Vogn og blev kjørt over, brækkede en Arm og nogle Ribben og slog hovedet slemt. Der blev nu savet Skinner inde i Stalden paa Hakkelsekisten til alle de sølle steder, og den lyd lignede akkurat den af de tomme tønder, de hørte den nat.
Frøken Helga Knudsen, Trøjborg.