Magnus Blindes saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Snorre Sturlasøn

Kongesagaer

oversat af

Gustav Storm

Kristiania
J.M. Stenersen & Co
1900

Nationaludgave (2den udgave)

Magnus Blindes saga

[1130-1136]

1. Kong Sigurds søn, Magnus, blev taget til konge i Oslo over alt land, saaledes som almuen havde svoret kong Sigurd; mange gik ham da strax tilhaande og mange blev lendermænd. Magnus var vakrere end enhver anden mand, som da var i Norge; han var overmodig og grusom, dygtig i alle færdigheder, men hans faders vennesælhed virkede mest til at skaffe ham almuens venskab; han var god til at drikke, pengelysten, uvenlig og umedgjørlig. Harald Gille var venlig, lystig, leken, nedladende, gavmild, saa at han ikke sparede noget imod sine venner, og føielig, saa at han lod andre raade med sig i alt det, de vilde. Alt sligt skaffede ham vennesælhed og et godt lov; mange stormænd gjorde sig da til venner med ham, ikke færre end med Magnus. Harald var i Tunsberg, da han spurgte sin broders, kong Sigurds død. Han havde da strax stævner med sine venner, og de blev enige om at holde Hauge-ting der i byen. Paa det ting blev Harald taget til konge over det halve land; det blev da kaldt tvungne eder, at han havde svoret fra sig sin fædrenearv. Harald tog sig da hird og gjorde lendermænd; snart drog det sig ikke færre folk til ham end til kong Magnus. Det fór da mænd imellem dem, og det stod saa i syv nætter. Men fordi Magnus fik meget færre folk, saa han ikke andet kaar for sig end at skifte land med Harald. Det blev da skiftet saa, at hver af dem skulde have det rige halvt med den anden, som kong Sigurd havde havt, men skibene og bordtøi og kostbarheder og alt løsøre, som kong Sigurd havde havt, det fik Magnus, og var alligevel mindre tilfreds med sin lod; de raadede dog landet nogen tid i fred, men var dog meget lidet enige. Kong Harald fik en søn, som hed Sigurd, med Tora, Guthorm Graabardes datter. Kong Harald giftede sig med Ingerid, datter af Ragnvald; han var søn af kong Inge Steinkelsøn. Kong Magnus giftede sig med Kristin, datter af Knut Lavard og søster af Valdemar danekonge. Kong Magnus kunde ikke elske hende og sendte hende tilbage syd til Danmark; siden gik ham alt tyngre, og han fik meget uvenskab af hendes frænder.

2. Da de havde været konger i tre vintre, kong Magnus og kong Harald, sad de den fjerde vinter begge nord i Kaupangen, og hver gjorde da gjestebud for den anden, men dog var det nær ved at komme til kamp mellem deres folk. Men om vaaren [1134] søgte kong Magnus med skibshær syd langs land og drog til sig alt det folk, han fik. Han søger da hos sine venner, om de vilde yde ham støtte til at tage kongedømmet fra Harald og give ham kun saa meget rige, som ham syntes; han nævner det for dem, at Harald havde svoret sig fra riget. Til dette fik Magnus samtykke af mange stormænd. Harald fór til Oplandene og landeveien øster til Viken; han drog ogsaa folk til sig, da han spurgte om kong Magnus; og hvor de fór, huggede de begge kvæg for hinanden, og ligesaa dræbte de mænd for hinanden. Kong Magnus var meget mandsterkere, thi han havde hele landet at samle folk over. Harald var i Viken østenfor fjorden og drog folk til sig, og da tog hver fra den anden baade folk og gods. Med Harald var da Kristrød, hans sammødre broder, og mange lendermænd var med ham, men dog mange flere med kong Magnus. Kong Harald var med sin hær paa det sted, som heder Fors i Raanrike, og for derfra ud imod sjøen. Laurentsmesseaften fik de mad til natverd paa den gaard, som heder Fyreleiv; men vagtmændene var tilhest og holdt hestevagt paa alle veier fra gaarden. Og da blev vagtmændene var ved, at kong Magnus’s hær fór imod gaarden. Magnus havde 60 hundrede mænd, men Harald havde femten hundrede mænd. Da kom vagtmændene og bar tidende til kong Harald og sagde, at kong Magnus’s hær var da kommet nær gaarden. Harald svarer: «Hvad mon kong Magnus, min frænde, vil? Det kan da ikke være, at han vil stride imod os?» Da siger Tjostolv Aalesøn: «Herre, saasandt maa I nu til at gjøre raad for eder og eders hær, som kong Magnus vel har draget hær sammen i hele sommer for at ville stride med eder, saasnart han finder eder.» Da stod kongen op og talte til sine mænd, bad dem tage sine vaaben: «hvis Magnus vil stride, da skal ogsaa vi stride.» Dernæst blev det blæst, og hele kong Haralds hær gik ud fra gaarden til et akerjorde og satte der op sine merker. Kong Harald havde to ringbrynjer, men hans broder Kristrød havde ingen brynje; han blev kaldet den kraftigste mand. Da kong Magnus og hans mænd saa Haralds hær, fylkede de sin hær og gjorde fylkingen saa lang, at de skulde helt omringe kong Haralds hær. Saa siger Haldor Skvaldre:

Magnus fik der meget

(mange kom i hans følge)

længere fylkinge-armer;

folk faldt der i mængde.

3. Kong Magnus lod bære det hellige kors foran sig i slaget; det blev en stor og haard strid. Kristrød kongsbroder havde med sit følge gaaet midt ind i kong Magnus’s fylking og huggede til begge sider, og mændene veg for ham ad begge veier. Men en mægtig bonde, som var i kong Haralds hær, stod bag Kristrød; han svang sit spyd op med begge hænder og stak det gjennem herderne, saa det kom frem i brystet, og der faldt Kristrød. Da spurgte mange, som stod nær, hvorfor han gjorde dette onde verk. Han siger: «Nu fik han det saa godt, fordi de huggede buskapen min i sommer og tog alt det, som hjemme var, men havde mig tvungen med i hæren med sig; sligt eslede jeg ham før, hvis jeg kunde komme til.» Efter det kom det flugt i kong Haralds hær; der faldt Ingemar Sveinsøn af Ask, en lendermand hos kong Harald, og nær 60 hirdmænd. Kong Harald flyede da øster i Viken til sine skibe og fór siden til Danmark til kong Eirik Eimune og søgte hjælp hos ham; de mødtes syd i Sjæland. Kong Eirik tog vel imod ham og mest af den aarsag, at de havde svoret sig i brødre-lag med hinanden. Han lod Harald faa Halland til indtægt og underhold og gav ham otte langskibe uden redskab. Efter det fór Harald nord gjennem Halland, og da kom mange mænd til ham. Kong Magnus lagde efter dette slag hele landet under sig; han gav grid til alle mænd, som var saarede, og lod dem helbrede som sine egne mænd. Han krævede nu alt landet for sig og havde nu det bedste mandevalg, som var i landet. Men da de raadslog, da vilde Sigurd Sigurdsøn og Tore Ingeridsøn og alle de viseste mænd, at de skulde holde flokken i Viken og der bie paa, om Harald kom nordover. Men kong Magnus valgte det med sin egenraadighed, at han fór nord til Bjårgyn og satte sig der om vinteren, men lod hæren fare fra sig og lod lendermændene fare til deres gaarder.

4. Kong Harald kom til Konungahella med den hær, som havde fulgt ham fra Danmark. Da havde der lendermænd og bymænd en samling imod ham og satte en fylking opover fra byen; men kong Harald gik op fra sine skibe og sendte mænd til bondehæren og krævede af dem, at de ikke skulde med vaaben hindre ham fra at naa sit land, og sagde, at han ikke vilde kræve mere, end han med rette skulde have; og det fór nu mænd mellem dem. Omsider gav bønderne samlingen op og gik kong Harald tilhaande; da gav Harald for at vinde hjælpere len og landindtægter til lendermændene, som gik med i hans hær, men rettebøder til bønderne. Efter det samlede sig meget folk til kong Harald; han fór vest [nord] over Viken og gav alle mænd god fred, undtagen kong Magnus’s mænd, dem lod han rane eller dræbe, hvor han kom over dem. Og da han kom vest [nord] til Sarpsborg, da tog han der to af kong Magnus’s lendermænd, Asbjørn og hans broder Nereid, og bød dem det vilkaar, at den ene skulde man hænge, men stupe den anden i fossen Sarp, og bad dem selv vælge. Asbjørn valgte at fare i Sarp, thi han var den ældste og den død tyktes den grusomste, og saa blev gjort. Om det taler Haldor Skvaldre:

Asbjørn, som holdt ilde

sit ord til kongen, maatte

(fyrsten liggribber giver

føde) stige i Sarpen.

Nereid kongen lod hænge

paa Hagbards skadetræ grumme;

guld-øderen fik at lide

for løse taler paa husting.

Efter det fór kong Harald nord [vest] til Tunsberg, og der tog man vel imod ham; der samledes ogsaa en stor hær til ham.

5. Kong Magnus sad i Bjårgyn og spurgte disse tidender. Da lod han kalde de høvdinger, som var i byen, til samtale med sig og spurgte dem om raad, hvorledes man skulde bære sig ad. Da svarer Sigurd Sigurdsøn: «Her kan jeg give et godt raad. Lad I ruste en skute ud med gode drenger og sæt mig eller en anden lendermand til at styre den for at fare til din frænde, kong Harald, og byde ham et forlig efter det, som retsindige mænd her i landet gjør mellem eder, og det er, at han skal have halvt rige med eder; og det tykkes mig rimeligt med gode mænds støtte, at Harald tager imod dette tilbud, saa at det kan blive fred mellem eder.» Da svarede kong Magnus: «Ikke vil jeg have dette vilkaar; eller hvad hjælper da det, at vi ihøst vandt hele riget under os, hvis vi nu skal dele riget i to? og giv derom et andet raad.» Da svarer Sigurd Sigurdsøn: «Saa synes det mig, herre, som dine lendermænd, de som ihøst bad dig om hjemlov, nu sidder hjemme og ikke vil komme til dig; du gjorde da meget imod mine raad, at du spredte saa meget den folkemængde, som vi da havde, — thi jeg tyktes at vide, at kong Harald og hans mænd vilde søge tilbage til Viken, saasnart de spurgte, at det der var høvdingeløst. Nu er det et andet raad, og det er ondt, men det kan være, at det er gavnligt; tag dine gjester og andre mænd med dem, og lad dem fare hjem til de lendermænd, som nu ikke vil hjælpe dig, naar nøden kræver det, og dræbe dem, men giv deres gods til nogle af dem, som er eder tro, om de end forhen ikke var saa høit skattede. Lad dem kjøre sammen folket og tage ikke mindre onde mænd end gode, og far saa siden øster imod Harald med den hær, som I faar, og kjæmp med ham.» Kongen svarer: «Uvennesæl vil jeg blive, om jeg lader dræbe mange stormænd, men hæver smaafolk op; slige har ofte svigtet ligesaa meget og styret landet daarligere. Jeg vil endnu høre flere raad af dig.» Sigurd svarer: «Det bliver nu vanskeligt at give raad, siden du ikke vil forliges og ikke vil kjæmpe. Lad os da fare nord til Trondhjem, der hvor landets styrke er mest for os, og lad os tage underveis alt det folk, som vi faar; da kan det være, at Elvegrimene trættes ved at ræke efter os.» Kongen svarer: «Ikke vil jeg fly for dem, som vi drev paa flugt isommer; og raad mig et bedre raad.» Da stod Sigurd op, gjorde sig rede til at gaa og sagde: «Jeg skal da raade dig det raad, som jeg ser du vil have, og som vil have fremgang. Sid her i Bjårgyn, indtil Harald kommer med en stor hær, og da vil I faa at taale enten bane eller skam.» Og var Sigurd ikke længere med i denne samtale.

6. Kong Harald fór vestover langs landet og havde en meget stor hær. Denne vinter blev kaldt muge-vinteren. Kong Harald kom juleaften til Bjårgyn og lagde sine skibe i Floruvaagar; han vilde ikke kjæmpe i julen for helgens skyld. Men kong Magnus rustede sig imod ham i byen. Han lod reise en valslynge ude paa Holmen, og han lod gjøre lænker af jern og delvis af træstokker og lod lægge dem tvers over Vaagen fra kongsgaarden. Han lod slaa hærsporer og kaste ud over Jonsvoldene, og det blev ikke holdt helg i julen [1135] mere end tre dager, saa at det ikke blev smedet. Men affaredag i julen lod kong Harald blæse sin hær til at lægge ud af havnen; ni hundrede mænd havde samlet sig til kong Harald i juletiden.

7. Kong Harald gjorde for at faa seier det løfte til den hellige kong Olav, at lade bygge der i byen en Olavskirke paa sin egen kostnad. Kong Magnus satte sin fylking ude paa Kristkirkegaard; men kong Harald roede først henimod Nordnes. Men da kong Magnus og hans mænd saa det, vendte de sig ind i byen og ind i Vaagsbunden. Men da de fór ind gjennem strætet, løb mange bymænd ind i gaardene og til sine hjem, men de, som gik over paa Voldene, løb paa hærsporerne. Da saa Magnus og hans mænd, at kong Harald havde roet med hele sin hær over til Hegravik og gik der op paa bakken ovenfor byen. Da vendte kong Magnus om udefter strætet; da flyede hans mænd fra ham, nogle op i fjeldet, nogle op forbi Nonnesæter, nogle i kirker, eller gjemte sig paa andre steder. Kong Magnus gik ud paa sit skib, men de kunde ikke fare bort, thi jernlænkerne stængte udenfor. Det var ogsaa faa mænd, som fulgte kongen; derfor kunde de ikke udrette noget. Saa siger Einar Skulesøn i Haraldsdraapa:

De lukked’ Bjårgyns-vaagen

en uge; der fik ikke

de høie havhester

holde bort fra byen.

Lidt efter kom kong Haralds mænd ud paa skibene, og da blev kong Magnus taget til fange; han sad agter i forrummet paa høisædeskisten, og med ham sad hans morbroder Haakon Fauk; han var en væn mand, men regnedes ikke for vís. Ogsaa Ivar Åssursøn og mange andre af hans venner blev da fangne, men nogle strax dræbte.

8. Kong Harald holdt da stævne med sine raadgivere og bad dem om raad, og ved enden af denne stævne blev det afgjort, at man skulde tage Magnus saaledes fra riget, at han ikke kunde kaldes konge siden efter. Han blev da givet i hænderne paa kongens træler; men de lemlæstede ham, stak ud hans øine, huggede af ham den ene fod, og tilsidst blev han gildet.

Eilif Peterssen: Kong Magnus lemlæstes.

Ivar Åssursøn blev blindet, men Haakon Fauk dræbt. Efter dette gav hele landet sig under kong Haralds rige. Det blev da ledt meget efter, hvem som havde været kong Magnus’s bedste venner, eller hvem som kunde vide mest om hans skattegjemmer eller kostbarheder. Det hellige kors havde kong Magnus havt med sig, siden slaget ved Fyreleiv havde været, og han vilde ikke sige til, hvor det da var kommet hen. Biskop Reinald i Stavanger var engelsk og regnedes for meget lysten efter gods; han var en kjær ven af kong Magnus, og det tyktes mange rimeligt, at man havde givet i hans varetægt baade gods og dyrebare stykker. Det blev sendt mænd efter ham, og han kom til Bjårgyn. Denne mistanke blev nu baaret paa ham, men han negtede og tilbød skirsel for sig. Kong Harald vilde ikke det; han lagde paa biskopen at betale ham 15 mark guld. Biskopen sagde, at han ikke vilde saa forringe sin biskopstol, han vilde heller bringe sit liv i fare. Siden hængte de biskop Reinald ude paa Holmen ved valslyngen. Men da han gik til galgen, rystede han støvlen af sin fod og sagde med ed: «Ikke ved jeg om mere af kong Magnus’s gods end det, som er der i støvlen.» Det var en guldring i den. Biskop Reinald blev jordet paa Nordnes ved Mikalskirken, og dette verk blev meget lastet. Siden var Harald ene konge over Norge, saalænge han levede.

9. Fem vintre efter kong Sigurds død [1135] hændte det store tidender i Konungahella. De var da sysselmænd der: Guthorm, søn af Harald Flette, og Sæmund Husfrøia. Han var gift med Ingebjårg, datter af Andres prest Brunsøn; deres sønner hed Paal Flip og Gunne Fis. Asmund hed Sæmunds uegte søn. Andres Brunsøn var en meget merkelig mand; han var prest ved Korskirken. Solveig hed hans kone. Hos dem fostredes og opfødtes Jon Loftsøn og var 11 vintre gammel. Loft prest Sæmundsøn, Jons fader, var ogsaa der. En datter af Andres prest og Solveig hed Helga, som Einar var gift med. Det hændte i Konungahella natten til første søndag efter paaskeugen, at det blev en stor gny ude i stræterne over hele byen, som naar kongen fór med hele sin hird, og hundene bar sig saa ilde, at man ikke kunde holde dem inde, og de brød sig ud. Men alle de, som kom ud, blev galne og bed alt, som kom ud for dem, mennesker og kvæg; og alt det, som var bidt og blod kom ud paa, blev rasende, og alt det, som bar paa foster, mistede fosteret og blev rasende. Slige varsler hændte næsten hver nat fra paaske til himmelfartsdagen. Menneskene ræddedes meget ved disse undre; mange gjorde sig rede til at flytte bort, solgte sine gaarder og fór op i landet eller til andre kjøbstæder, og alle de, som var de viseste, fandt det merkeligt og var rædde for, som det var, at dette skulde varsle store tidender, som da endnu ikke var komne frem. Men Andres prest talte paa hvidesøndag længe og veltalende, og ved enden af sin tale vendte han sig til det, at han talte om bymændenes fare og bad dem hærde sin hug og ikke lægge denne dyrebare stad øde, men heller holde vagt for sig og finde paa raad og vogte sig imod alt det, som kunde komme paa, imod ild og ufred, og bede til Gud om miskund for sig.

10. Tretten byrdinger seilede fra byen og skulde til Bjårgyn; elleve sank med mænd og gods og alt det, som i dem var; ogsaa det tolvte brødes, men mændene reddede sig, og godset blev borte. Da fór Loft prest nord til Bjårgyn med alt sit, og han kom uskadt frem. Det var Laurentsmessedag, at byrdingene sank. Eirik Eimune danekonge og Åssur erkebiskop sendte begge bud til Konungahella og bad dem tage vare paa sin stad; de sagde, at Venderne havde en stor hær ude og herjede vide paa de kristne og havde stadig seier. Bymændene lagde altfor liden vegt paa sin sag, og jo længere det led fra den rædsel, som havde kommet over dem, desto mere sorgløse og glemsomme var de. Laurentsmessedag, da det blev talt til høimesse, kom venderkongen Rettibur til Konungahella og havde halvt tredje hundrede snekker, men paa hver snekke var det fire og firti mænd og 2 hester. Dunimiz hed kongens søstersøn, men Unibur hed en høvding, som raadede for en stor styrke. Disse to høvdinger roede op med en del af hæren ad den østre arm om Hisingen og kom saa ovenfra til byen, men med en anden del lagde de op ad den vestre arm til byen. De lagde til land ude ved pælene, førte sine hester op der og red op over Brattsaas og saa op om byen. Einar Andres-maag bar denne tidende op til Kastelkirken, thi der var byfolket og havde søgt til høimesse; og Einar kom, mens Andres prest talte. Einar sagde mændene, at en hær fór imod byen med en mængde skibe, men noget af hæren red ned over Brattsaas. Da sagde mange, at det kunde være Eirik danekonge, og man ventede sig grid af ham. Da løb alt folket ned i byen efter sit gods, og de væbnede sig og gik ned paa bryggerne, men saa da strax, at det var ufred og en vældig hær. Ni østerfarerskibe, som kjøbmænd eiede, flød i aaen foran bryggerne. Venderne lagde først til der og kjæmpede med kjøbmændene. Kjøbmændene væbnede sig og kjæmpede længe og kjækt; det var der en haard strid, inden kjøbmændene blev overvundne. I den strid mistede Venderne halvandet hundrede skibe af sin hær. Da striden var som sterkest, stod bymændene paa bryggerne og skjød paa hedningene.

Eilif Peterssen: Bymændene paa bryggen skyder på Venderne.

Men da striden sagtnede, flyede bymændene op i byen, og siden løb alle til kastellet, og mændene havde med sig sine kostbarheder og alt det gods, som de kunde faa med. Solveig og hendes døtre og to andre kvinder gik op i landet. Da Venderne havde vundet kjøbskibene, gik de op paa land og mønstrede sin hær, og da aabenbaredes den skade, de havde lidt. Nogle af dem løb da ind i byen, men nogle ud paa kjøbskibene og tog alt det gods, de vilde have med sig. Dernæst satte de ild paa byen og brændte den helt op og ligesaa skibene. Efter det søgte de med al sin hær imod kastellet og ordnede sig til at søge imod det.

11. Kong Rettibur lod byde dem, som var i kastellet, at gaa ud og faa livsgrid med vaaben og klæder og guld. Men alle raabte imod og gik ud paa borgen; nogle skjød, nogle kastede staurer, og det blev da en haard strid; det faldt da folk paa begge sider, men meget flere af Venderne. Solveig kom op til Solbjarger og fortalte der tidenden. Da blev hærpil skaaret op og sendt til Skurbaagar; der var et sammenskuds-øl og mange mænd. Det var der en bonde, som hed Ålve Miklemunn; han løb strax op, tog sit skjold og sin hjelm og en stor øx i haanden og raabte: «Lad os staa op, gode drenger, og tag eders vaaben, og lad os fare og hjælpe bymændene; thi det vil tykkes en skam for hver mand, som spørger det, at vi sidder her og tyller øl i os, mens gode drenger sætter sit liv i fare for vor skyld i byen.» Mange svarede og talte imod; de sagde, at de vilde komme af dage, men ikke bringe bymændene nogen hjælp. Da løb Ålve op og sagde: «Om end alle andre dvæler efter, skal jeg dog fare alene, og dø skal én eller to hedninger for mig, inden jeg falder.» Han løber ned til byen. Folkene fór efter ham og vilde se hans færd og ligesaa, om de kunde hjælpe ham i noget. Men da han kom saa nær kastellet, at hedningene kunde se ham, da løb otte mænd, fuldt væbnede, imod ham. Men da de mødtes, løb hedningene rundt ham. Ålve svang øxen op, og med det fremre hjørne traf han den mand, som stod bag ham, under kverken, saa at den skar sønder kjæven og struben, og manden faldt ned baglængs. Da svang han øxen frem for sig og huggede en anden i hovedet og kløvede ham ned til herderne. Siden skjød de paa hverandre, og han dræbte da endnu to, men blev selv meget saaret. Men de fire, som var tilbage, flyede nu. Ålve løb efter dem, og de kom til et dige; to af hedningene løb deri, og dem begge dræbte Ålve, men han stod da ogsaa fast i diget. Men to hedninger kom unda af de otte. De mænd, som havde fulgt Ålve, tog ham op og flyttede ham tilbage med sig til Skurbaagar, og han blev ganske helbredet. Og det er mænds tale, at ikke har nogen mand faret en mere drengelig færd. To lendermænd, Sigurd Gyrdsøn, broder til Filippus, og Sigard, kom med 600 mænd til Skurbaagar, men Sigurd vendte tilbage med 400 mænd; han tyktes siden lidet værd og levede en kort tid. Sigard fór med 200 mænd til byen og kjæmpede imod hedningene og faldt med hele sin hær. Venderne søgte imod kastellet, men kongen og styremændene stod udenfor kampen. Paa et sted, hvor Venderne stod, var det en mand, som skjød med bue og skjød en mand død med hver pil; to mænd stod foran ham med skjolde. Da sagde Sæmund til sin søn Asmund, at de skulde begge paa én gang skyde imod skytten: «men jeg vil skyde paa den, som bærer skjoldet.» Han gjorde saa, men manden skjød skjoldet for sig. Da skjød Asmund mellem skjoldene, og pilen kom i skyttens pande, saa at den gik ud i nakken, og han faldt død bagover. Man da Venderne saa det, da hylte de alle som hunder eller ulver. Da lod kong Rettibur raabe til dem og byde dem grid, men de negtede. Siden søgte hedningene haardt imod dem. Da var det en af hedningene, som gik saa nær, at han gik helt til kastelporten og stak med sverdet til den mand, som stod indenfor porten, men mændene bar skud og sten paa ham, og han var uden skjold, men han var saa troldkyndig, at intet vaaben fæstede sig paa ham. Da tog Andres prest viet ild og signede den, og skar tønder og lagde ild i det og satte det paa en pileodd og gav det til Asmund. Men han skjød denne pil imod den troldkyndige mand, og dette skud bed saa at han ikke trængte til mere, men faldt død til jorden. Da bar atter hedningene sig ilde som før, hylte og hvinte. Da gik alt folket til kongen, og de kristne mænd tænkte, at det var som til raad om, at de skulde søge bort. Da skjønte tolken, som kunde vendisk, hvad den høvding sagde, som hed Unibur; han talte saa: «Dette folk er fælt og ondt at have at skifte med, og om vi end tager alt det gods, som er i denne stad, da kunde vi have givet ligesaa meget gods til, at vi ikke havde kommet her, saa mange mænd og høvdinger som vi har mistet. Men i førstningen idag, da vi tog paa at kjæmpe imod kastellet, da havde de skud og spyd til vern, dernæst kjæmpede de med sten imod os, og nu slaar de os med kjepper som hunder. Jeg ser af det, at deres vaaben til vern mindskes, og vi skal endnu en gang søge haardt imod dem og friste dem.» Men det var saa, som han sagde, at nu skjød de staurer, men i den første kamp havde de uvarlig kastet skudvaaben og sten. Men da de kristne mænd saa, at mængden af staurene mindskedes, da huggede de hver staur i to. Men hedningene søgte imod dem og vakte en haard strid og hvilte sig imellem. Begge hærer blev nu trætte og saarede. Og under en hvil lod kongen atter byde dem grid, at de skulde faa have sine vaaben og klæder og det, som de kunde selv bære ud af kastellet. Da var Sæmund Husfrøia falden, og da var det de mænds raad, som levede efter, at give kastellet og sig selv op i hedningenes vold, og det var det uklogeste raad, thi hedningene holdt ikke sine ord, tog alle til fange, karler og kvinder og børn, og dræbte alle dem, som var saarede og unge og ikke syntes dem brugelige til at flytte med sig; de tog alt det gods, som var der i kastellet; de gik ind i Kastelkirken og rante den for alt dens skrud. Andres prest gav kong Rettibur en sølvprydet pig-øx, men hans søstersøn Dunimiz en guldring; derfor tyktes de at vide, at han maatte have noget at sige i staden, og hædrede ham mere end andre mænd. De tog det hellige kors og førte det bort; da tog de ogsaa tavlen, som stod foran alteret, og som kong Sigurd havde ladet gjøre i Grækenland og ført til landet, og lagde den ned paa trinet foran alteret. Derefter gik de ud af kirken. Da sagde kongen: «Dette hus har været udstyret i stor kjærlighed til den gud, som eier dette hus, og saa synes det mig, som om man lidet har vogtet staden eller huset, thi jeg ser, at guden er vred paa dem, som vogter dem.» Kong Rettibur gav Andres prest kirken og skrinet, det hellige kors, bogen plenarius og fire klerker. Men hedenske mænd satte ild paa kirken og alle de huser, som var i kastellet. Men den ild, som de havde tændt i kirken, sluknede to ganger; da huggede de kirken ned, og da tog den til at lue overalt indentil og brændte som andre huser. Da fór hedningene til sine skibe med hærfanget og mønstrede sin hær; men da de saa den skade, de havde faaet, da tog de alt folket i hærfang og skiftede dem mellem skibene. Da fór Andres prest og klerkene til kongsskibet med det hellige kors; da kom det rædsel over hedningene af det varsel, at det kom saa stor hede over kongsskibet, at de alle tyktes nær ved at brænde. Kongen bad tolken spørge presten, hvad det kom af. Han sagde, at den almægtige Gud, som kristne mænd troede paa, sendte dem et merke paa sin vrede, fordi de var djerve nok til at have i hænderne hans pinselsmerke, de som ikke vilde tro paa sin skaber: «og saa megen kraft følger med korset, at ofte forud er hændt slige jertegn, og nogle end mere aabenbare, over hedenske mænd, naar de havde det i hænderne.» Kongen lod prestene sætte i skibsbaaden, og Andres prest bar det hellige kors i sit fang. De førte baaden frem langs skibet og frem foran stavnen og agterover langs den anden skibsside til løftingen, skjød siden til den med forker og drev baaden ind til bryggerne. Siden fór Andres prest med korset om natten til Solbjarger, og da var det baade vind og regnskyl. Andres flyttede korset til et godt hjemmested.

12. Kong Rettibur og de af hans hær, som var i live, fór bort og tilbage til Vendland, og mange af de folk, som var tagne til fange i Konungahella, var længe siden i Vendland i trældom; men de, som blev løste ud og kom tilbage til Norge til sin odel, kom alle til mindre trivsel end før. Kjøbstaden i Konungahella har aldrig faaet slig opkomst som forud.

Kong Magnus, som havde været blindet, fór siden til Nidaros og gav sig i kloster og tog imod munkeklæder; da blev Store Hernes paa Frosta skjødet til klostret for hans underhold. Men kong Harald raadede da ene for landet vinteren efter og gav alle mænd fred, som vilde have det; han tog da mange mænd op i hirden, som havde været hirdmænd hos kong Magnus. Einar Skulesøn siger saa, at kong Harald havde to kampe i Danmark, den ene ved Hvedn, den anden ved Lesø:

Mandige ravne-mætter!

Modig ved Hvedn den høie

du farved’ i vantro fiende-

flokker de tynde sverde.

Og fremdeles dette:

Ved Lesøs flade strander

strid du vakte, haarde

kriger! der hvor vifted’

i vinden om mændene merket.

13. Sigurd hed en mand, som fødtes op i Norge; han blev kaldt søn af Adalbrikt prest. Sigurds moder var Tora, datter af Saxe i Vik og søster til Sigrid, kong Olav Magnussøns moder, og til Kaare Kongsbroder, som var gift med Borghild, Dag Eilivsøns datter; deres sønner var Sigurd paa Austraatt og Dag; Sigurds sønner var Jon paa Austraatt, Torstein og Andres Døve; Jon var gift med Sigrid, søster til kong Inge og hertug Skule. Sigurd blev i barndommen sat til bogen, og han blev klerk og viet til degn. Men da han blev fuldvoxen i alder og styrke, da blev han den drabeligste og sterkeste mand, stor af vext, og i alle idrætter var han omfram alle sine jevnaldrende og næsten hver anden mand i Norge. Sigurd var tidlig meget overmodig og voldsom; han blev kaldt Slembe-degn. Han var meget vakker; hans haar var noget tyndt, men dog smukt. Da kom det op for Sigurd, at hans moder sagde, at kong Magnus Barfot var hans fader, og saasnart han selv raadede for sine handlinger, da lagde han klerkeseder tilside og fór bort fra landet. I disse færder var han i lang tid. Da gjorde han en færd ud til Jorsaler og kom til Jordan og søgte hellige steder, saaledes som palmerne pleier. Og da han kom tilbage, dvælte han i kjøbfærder. En vinter opholdt han sig nogen tid i Orknøerne; han var hos Harald jarl ved Torkel Fostre Sumarlidesøns død. Sigurd var ogsaa oppe i Skotland hos David skotekonge; der var han meget hædret. Siden fór Sigurd til Danmark, og det var hans og hans mænds udsagn, at han der havde ført skirsel for at bære vidnesbyrd om, hvem som var hans fader, og han bar det saa, at han var kong Magnus’s søn, og der skulde fem biskoper have været tilstede. Saa siger Ivar Ingemundsøn i Sigurdsbaalken:

Om Skjoldungens æt

skirsler gjorde

biskoper fem,

som de fremste tyktes;

saa det sig viste,

at vældige konges

fader den milde

Magnus var.

Kong Haralds venner sagde, at det havde været svig og løgn af Danerne.

14. Da Harald havde været konge over Norge i 6 vintre [1136], kom Sigurd til Norge og fór til sin broder kong Harald, traf ham i Bjårgyn og gik strax for kongen, aabenbarede ham sin herkomst og krævede, at kongen skulde tage ved frændskabet med ham. Kongen afgjorde ikke strax denne sag, men bar den for sine venner; de holdt da samtaler og stævner. Men af deres samtaler kom det op, at kongen bar klage over Sigurd om det, at han havde været med at tage Torkel Fostre af dage vestenfor havet. Torkel havde fulgt Harald til Norge, da han først havde kommet til landet; Torkel havde været en meget god ven af kong Harald. Denne sag blev fulgt saa sterkt, at man gav Sigurd dødssag for den, og efter lendermændenes raad hændte da dette, at silde en kveld gik nogle gjester did, hvor Sigurd var, kaldte ham til sig og tog en skute og roede bort fra byen med Sigurd og syd til Nordnes. Sigurd sad agter paa kisten og tænkte over sin sag og havde mistanke om, at dette nok var svig. Han var saa klædt, at han havde blaa buxer og skjorte og en kappe med baand over sig. Han saa ned for sig og havde hænderne i kappebaandene, trak dem stundom over sit hoved, stundom ned igjen. Men da de var komne foran et nes, var de glade og drukne, roede fast og tænkte ikke paa noget. Da stod Sigurd op og gik til skibskanten, men de to mænd, som var satte til at vogte ham, stod op og gik til kanten, tog begge i kappen og holdt den ud fra ham, som skik er at gjøre med stormænd. Men da han havde mistanke om, at de holdt i flere af hans klæder, da greb han dem, en med hver haand, og stupte sig udenbords med dem begge, men skuten rendte langt frem, og det blev dem da sent at vende og en lang ventetid, inden de fik taget sine mænd. Men Sigurd dukkede saa langt bort, at han var oppe paa land, før end de havde vendt sit skib efter ham. Sigurd var den fodrappeste mand, og han stævnede op paa land, men kongsmændene fór og ledte efter ham hele natten, men fandt ham ikke. Han lagde sig i en bergkløft og havde det meget koldt; han tog buxerne af, skar et hul i bagstykket og smøg dem paa sig, idet han stak hænderne ud, og bjergede saa sit liv for den gang. Kongsmændene fór tilbage og kunde ikke skjule sin færd.

15. Sigurd tyktes nu at finde, at det ikke vilde være ham til nogen hjælp at søge til kong Harald, og han var da i skjul hele høsten og førstningen af vinteren. Han var i byen Bjårgyn lønlig hos en prest og speidede efter, om han kunde svige kong Harald, og det var overmaade mange mænd med i disse raad med ham, og nogle af dem var kong Haralds hirdmænd og herbergesfæller; men de havde før været kong Magnus’s hirdmænd og var nu i stor yndest hos kong Harald, saa at det altid var en eller anden af dem, som sad ved kongens bord. Luciamesse om kvelden taltes to mænd sammen, som sad der; den ene sagde til kongen: «Herre, nu har vi skudt afgjørelse af vor trætte til eders dom, og vi har veddet en ask honning hver af os. Jeg siger det, at I i nat vil ligge hos dronning Ingerid, eders hustru, men han siger, at I vil ligge hos Tora Guthormsdatter.» Da svarede kongen leende og anede aldeles ikke, at dette spørgsmaal var lagt med saa megen list: «Ikke vil du vinde veddemaalet.» Af dette tyktes de at vide, hvor man skulde søge ham denne nat; men hovedvagten blev da holdt udenfor det herberge, hvor de fleste troede at kongen var inde og dronningen sov i.

16. Sigurd Slembe-degn og nogle mænd med ham kom til det herberge, der kongen sov, og brød døren op og gik ind der med dragne sverd. Ivar Kolbeinsøn gav kong Harald det første saar. Men kongen havde lagt sig ned drukken og sov fast og vaagnede ved det, at folk saarede ham, og sagde da i uvid: «Saart farer du nu med mig, Tora!» Hun løb op derved og sagde: «De farer saart med dig, som vil dig værre end jeg!» Der lod kong Harald sit liv. Men Sigurd gik bort med sine mænd. Han lod da kalde til sig de mænd, som havde lovet ham følgeskab, om han fik taget kong Harald af dage. Da gik Sigurd og hans mænd til en skute, og mændene satte sig ved aarerne og roede ud paa Vaagen foran kongsgaarden; det tog da at lysne af dagen. Da stod Sigurd op og talte til dem, som stod paa kongsbryggerne, og lyste kong Haralds drab sig til haande og bad, at de vilde tage imod ham og tage ham til konge, saa som hans byrd var til. Da drev det mange mænd fra kongsgaarden ned did til bryggerne, og alle svarede, som om de talte med én mund, og sagde, at det skulde aldrig hænde, at de viste lydighed og tjeneste til den mand, som havde myrdet sin broder: «men hvis han ikke var din broder, da har du ingen æt til at være konge.» De slog sine vaaben sammen og dømte dem alle utlæge og fredløse. Da blev det blæst i kongsluren og stævnet alle lendermænd og hirdmænd sammen. Men Sigurd og hans mænd fandt det da raadeligst at komme bort; han styrede til Nordhordaland og holdt der ting med bønderne; de gik under ham og gav ham kongenavn. Derefter fór han ind i Sogn og holdt der ting med bønderne; ogsaa der blev han taget til konge. Derefter fór han nord i Fjordene; der blev han modtaget vel. Saa siger Ivar Ingemundsøn :

Der tog ved Magnus’s

milde søn

Horder og Sygner

efter Haralds fald.

Der svor sig mange

mænd paa tinge

i broder-sted

med Budlunge-sønnen.

Kong Harald blev jordet i den gamle Kristkirke.

Noter: