Magnus Erlingsøns saga

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif


Snorre Sturlasøn

Kongesagaer


oversat af

Gustav Storm

Kristiania
J.M. Stenersen & Co
1900

Nationaludgave (2den udgave)


Titelfrise Magnus Erlingsøns saga.jpg


Magnus Erlingsøns saga

[1161-1177]


1. Erling havde nu faaet vished om, hvad for raad Haakons mænd havde taget, og han sendte da bud til alle de høvdinger, som han vidste havde været kong Inges tro venner, og ligesaa til kongens hirdmænd og haandgangne mænd, som havde kommet unda, og til Gregorius’s huskarler, og bød dem til stævne. Men da de mødtes og holdt samtale, da blev de strax enige om, at de skulde holde flokken sammen, og det bandt de ved faste aftaler sig imellem. Siden talte de om det, hvem de skulde tage til konge. Da talte Erling Skakke og spurgte, om det vilde være høvdingenes eller andre stormænds raad, at Simon Skaalps søn, Harald Gilles dattersøn, blev tagen til konge, men Jon Halkelsøn blev formand for flokken. Jon undslog sig. Da spurgte man Nikolas Skjaldvårsøn, kong Magnus Barfots søstersøn, om han vilde blive høvding for flokken. Han svarede paa den vis, at det var hans raad, at man skulde tage den til konge, som var kommen af kongeætten, men den til at raade for flokken, som kunde ventes at forstaa det; da vilde de have bedre for at faa hjælp. Da spurgte man Arne Kongsmaag, om han vilde lade tage til konge en af sine sønner, kong Inges brødre. Han svarede det, at Kristins søn, kong Sigurds dattersøn, var bedst ætbaaren til kongedømme i Norge; «der er,» sagde han, «den mand til at styre for ham, som er skyldig til at bære omsorg for ham og for riget, nemlig hans fader Erling, en vís og haardsindet mand, meget prøvet i kampe og en god landsstyrer; ham vil det ikke skorte fremgang i dette raad, om lykken vil følge.» Mange gik gjerne ind paa dette raad. Erling svarede: «Saa høres det mig til, som om de fleste af dem, som man har søgt hen til, helst unddrager sig at tage op den vanskelige sag. Nu tykkes det mig, om vi tager fat paa denne sag, lige uvist, om den, som stiller sig i spidsen for flokken, faar kongemagten, eller det gaar den vei, som det forud er gaaet med mange, som har taget op saa store raad, at de for den sags skyld har mistet al sin eiendom og dermed livet. Men hvis denne sag faar fremgang, da kan det være, at det er nogle, som vilde have taget dette vilkaar. Den, som tager paa sig dette vanskelige verk, kan trænge at sætte sterke skranker imod, at han da støder paa modstand eller fiendskab af dem, som nu er med i dette raad.» Alle lovede at gjøre dette sambaand med fuld troskab. Erling sagde: «Det faar jeg sige om mig, at det tykkes mig nær min bane at tjene Haakon; og skjønt det tykkes mig farefuldt, vil jeg dog heller vove paa at lade eder raade, og jeg vil tage ved styrelsen af flokken, hvis det er eders alles raad og ønske og I alle vil binde dette med ed.» Alle lovede det, og paa den stævne blev det aftalt, at de skulde tage Magnus Erlingsøn til konge. Siden holdt de ting i byen, og paa det ting blev Magnus tagen til konge over hele landet. Da var han fem vintre gammel. Siden gik alle de mænd ham tilhaande, som var der, og som havde været kong Inge haandgangne, og hver af dem fik slige navnbøder, som han forud havde havt hos kong Inge.


2. Erling Skakke gjorde sig rede til en færd og skaffede sig skibe; han havde med sig kong Magnus og alle de haandgangne mænd, som var der. Der var med i færden Arne Kongsmaag og kong Inges moder Ingerid med hendes to sønner og Jon Kutiza, Sigurd Storks søn, og Erlings huskarler og ligesaa de, som havde været Gregorius’s huskarler; de havde ialt 10 skibe. De fór syd til Danmark til kong Valdemar og Buriz Heinreksøn, kong Inges broder. Kong Valdemar var en nær frænde af kong Magnus. Ingebjårg, kong Valdemars moder, og Malmfrid, moder til Kristin, kong Magnus’s moder, var søstre, døtre af kong Harald østen fra Gardar; han var søn af Valdemar, Jarisleivs søn[1]. Kong Valdemar tog vel imod dem, og han og Erling var ofte i stævner og raadslagninger, og det kom op af deres taler, at kong Valdemar skulde yde kong Magnus al den hjælp af sit rige, som han maatte trænge til at vinde Norge og holde det siden, men Valdemar-skulde have det rige i Norge, som hans tidligere frænder, Harald Gormsøn og Svein Tjugeskjeg, havde havt, hele Viken nord [vest] til Rygjarbit[2]. Dette raad blev bundet med eder og aftaler. Siden gjorde Erling og hans følge sig rede til at fare fra Danmark og seilede ud fra Vendelskagen[3].


3. Kong Haakon fór strax om vaaren efter paaske[4] nord til Trondhjem; han havde da alle de skibe, som kong Inge havde havt. Haakon holdt ting i Kaupangen, og der blev han taget til konge over hele landet. Da gav han Sigurd af Røir jarldømme, og blev han der taget til jarl. Siden fór Haakon og Sigurd atter sydover og helt øster i Viken; kongen fór til Tunsberg, men sendte Sigurd jarl øster til Konungahella med noget af hæren for at verge landet, om Erling kom did søndenfra. Erling og hans mænd kom til Agder og styrede strax nord til Bjårgyn; der dræbte de Arne Brigdarskalle, kong Haakons sysselmand, og fór derfra atter østover for at møde kong Haakon. Men Sigurd jarl havde ikke blevet var, at Erling var kommet søndenfra, og han var da endnu øster ved Elven, men kong Haakon var i Tunsberg. Erling lagde til ved Rossanes[5] og laa der nogle nætter; Haakon rustede sig imod ham i byen. Erling nærmede sig byen; hans mænd tog en byrding og ladede den med ved og halm og satte ild paa den, men vinden stod op i byen, og byrdingen drev ind imod byen. Han lod bære to tauger ud paa byrdingen og binde til den to skuter; han lod ro dem saa efter, som byrdingen drev foran. Men da ilden var næsten kommet ind til byen, da holdt de, som var paa skuterne, i taugene, for at ikke byen skulde brænde. Det lagde sig røg saa tykt over byen, at man ikke kunde se noget fra bryggerne, der kongens fylking stod. Siden førte Erling hele hæren ind efter paa vindsiden af ilden og skjød op paa dem. Men da bymændene saa, at ilden nærmede sig deres huser, og mange blev saarede af skud, da holdt de raad og sendte presten Roald Langtale ud til Erling for at tage grid af Erling for sig og byen, og da Roald sagde dem, at grid var givet dem, brød de kongens fylking. Men da bymændene havde faret bort, da tyndedes hæren paa bryggerne; da eggede nogle af Haakons mænd, at man skulde staa imod, men Ånund Simonsøn, som da havde mest at sige over hæren, sagde saa: «Ikke vil jeg kjæmpe for at vinde rige for Sigurd jarl, naar han selv ikke er tilstede.« Siden flyede Ånund og derefter hele hæren med kongen og fór op paa land; og der faldt overmaade mange af Haakons hær. Saa blev da kvædet:

Ånund kvad, han vilde
ikke friste slaget,
inden søndenfra seiled’
Sigurd jarl med huskarler.
Magnus’s modige kjæmper
meget fór op i strætet,
medens Haakons hærmænd
haardt skyndte sig unda.

Torbjørn Skakkeskald sagde saa:

Jeg hørte, mændenes herre!
(hidsig du er til at farve
i blod ulvenes tænder),
at i Tunsberg det vide du seired’.
Bymænd ved de lyse
brodders flugt blev rædde:
de ængstede sig for ilden
og for almbuer krumme.

Kong Haakon fór landveien nord til Trondhjem. Men da Sigurd jarl spurgte dette, da fór han med alle de skibe, han fik, den ydre vei nordover til møde med kong Haakon.


4. Erling Skakke tog i Tunsberg alle de skibe, som kong Haakon havde. Der fik han Bøkesuden, som kong Inge havde havt. Erling fór siden og lagde hele Viken under Magnus, og ligesaa landet nordenfor [vestenfor] overalt der, han fór, og sad om vinteren i Bjårgyn. Da lod Erling dræbe Ingebjørn Sipel, kong Haakons lendermand, nord i Fjordene. Kong Haakon sad om vinteren nord i Trondhjem; men vaaren efter [1162] bød han ud leding og rustede sig til at fare sydover imod Erling. Der var da med ham Sigurd jarl, Jon Sveinsøn, Eindride Unge, Ånund Simonsøn, Filippus Petersøn, Filippus Gyrdsøn, Ragnvald Kunta, Sigurd Kaapa, Sigurd Hjupa, Frirek Køna, Askel paa Forland, Torbjørn, søn af Gunnar gjaldkere, og Stad-Bjarne.


5. Erling var i Bjårgyn og havde stor hær; han tog det raad, at han lagde fare-forbud paa alle kjøbskibe, som vilde fare nord til Kaupangen, fordi han troede, at det for hurtig vilde fare nyheder til Haakon, om skibene fór imellem dem, men gav dog det til aarsag, at Bjårgynsmændene heller skulde nyde de gode ting, som var paa skibene (om end byrdingsmændene maatte sælge dem billigere, end det syntes dem rimeligt), heller end at de skulde flyttes i hænderne paa deres fiender og uvenner, dem til styrkning. Nu samlede skibe sig til byen, thi mange kom hver dag, men ingen fór bort. Da lod Erling sætte op sine skibe, dem som var lettest, og lod det rygte fare om, at han vilde bie der og gjøre modstand der med sine venners og frænders støtte. Men en dag lod Erling blæse til styremandsstævne og gav da alle styremænd paa kjøbskibe lov til at fare hvorhen de vilde. Men da de mænd havde faaet lov at fare, som styrede byrdinger og forud laa med sin ladning fuldfærdige til at fare — nogle med kjøbegods, men nogle havde andre erender —, da var det ogsaa godt veir til at seile nord langs landet, og inden nón[6] kom paa den dag, havde alle de seilet, som laa færdige; hver den søgte at fare hidsigst, som havde det raskeste skib, og alle kappedes med hverandre. Men da denne samflaade kom nord til Møre, mødte de kong Haakons mænd, og han selv holdt paa med at samle folk og ruste sig, og stævnede til sig lendermænd og ledingsmænd, men havde da lang tid forud ikke spurgt tidender fra Bjårgyn. Men nu fik de den ene nyhed af alle de skibe, som for søndenfra, at Erling Skakke havde sat sine skibe op i Bjårgyn, og de fik søge ham der, og de sagde, at han havde en stor hær. Derfra seilede Haakon til Veø[7], men sendte fra sig ind i Raumsdalen Sigurd jarl og Ånund Simonsøn, for at samle folk og skibe; han sendte ogsaa fra sig mænd til Nordmøre og Søndmøre. Men da kong Haakon havde dvælt faa nætter i kjøbstaden, lagde han bort og lidt længer syd [vest], og det tyktes ham, som da deres færd vilde gaa raskere og folk snarere komme til ham. Erling Skakke havde om søndagen tilladt byrdingene at fare bort fra Bjårgyn; men om tirsdagen, da morgenmesserne var endte, lod han blæse i kongsluren og stævnede hærmænd og bymænd til sig og lod sætte frem de skibe, som forud var satte op. Erling holdt husting med sin hær og ledingsmændene, sagde dem sin plan, udnævnte mænd til skibsstyrere og lod læse op, hvem som skulde være paa kongsskibet. Dette ting endte med, at Erling bad enhver gjøre sig rede i sit rum, hvor enhver skulde være; han sagde, at den skulde miste liv eller lemmer, som nu dvælte efter i byen, naar han lagde bort med Bøkesuden. Orm Kongsbroder lagde strax om kvelden bort med sit skib, og de fleste andre skibe laa forud flot.


6. Onsdagen, før messerne blev sungne i byen, lagde Erling bort fra byen med hele hæren; de havde 21 skibe. Da var det blæsende bør nordover langs land. Erling havde med sig sin søn kong Magnus; det var mange lendermænd der, og de havde den vakreste hær. Da Erling seilede nord forbi Fjordene, sendte han en skute ind fra leden til Jon Halkelsøns gaard og lod tage Nikolas, søn af Simon Skaalp og Maria, Harald Gilles datter; de havde ham med sig ud til hæren, og han fór paa kongsskibet. Fredag tidlig i otten seilede de ind i Steinavaag[8]. Kong Haakon laa da i den havn, som heder . . . . . . . .[9], og havde 14 skibe; han selv og hans mænd var oppe paa øen og legte, men hans lendermænd sad paa en haug. De saa, at en baad roede nordover til øen; to mænd var i den, og de lod sig falde lige ned i kjølen og tog ikke mindre fast i aarerne. Men da de kom til land, fæstede de ikke baaden og løb begge. Men dette saa stormændene og sagde sig imellem, at disse mænd vilde kunne sige dem nogle tidender; de stod op og gik imod dem. Og saasnart de mødtes, sagde Ånund Simonsøn: «Kan I sige os noget om Erling Skakke, siden I farer saa hvast?» Den, som først kunde lukke op maalet for træthed, svarede: «Her seiler Erling søndenfra imod eder med 20 skibe eller nær ved det, og mange er svært store, og nu kan I snart se deres seil.» Da svarede Eindride Unge: «For nær næsen, sagde karlen; han blev skudt i øiet.» De gik da skyndsomt did, der legen var, og dernæst lød luren, og det blev blæst hærblæst for hele hæren at fare til skibene som snarest, og det var paa den tid af dagen, da maden var gjort færdig. Alt folk stævnede til skibene, og hver løb der ud paa det skib, som var ham nærmest, og skibene fik ujevnt mandtal; de tog til aarerne, nogle reiste mastene og vendte skibene nordover [østover] og stævnede til Veø, fordi de der ventede sig god hjælp af bymændene.


7. Dernæst ser de seilene paa Erlings skibe, og begge hærer ser hverandre. Eindride Unge havde det skib, som blev kaldt Draglaun, en stor langskibs-busse, og havde da faaet faa folk, thi de, som før havde været derpaa, havde løbet ombord paa andre skibe, det var det bagerste af Haakons skibe. Men da Eindride kom udenfor øen Sekk, da kom Bøkesuden, som Erling styrede, efter dem, og disse to skibe hang nu sammen. Men Haakon var da næsten kommet ind til Veø, da de hørte lurgang, thi de skibe, som var nærmest og vilde hjælpe Eindride, vendte om, og begge hærer lægger nu til kamp, saaledes som de kunde komme til; mange seil fór ned tvers over skibene, men ingen skibe blev tengede, og de lagde sig bord ved bord. Dette slag varede ikke længe, inden stillingen blev brudt; paa kong Haakons skib faldt nogle, men nogle løb overbord. Haakon kastede en graa kappe over sig og løb over paa et andet skib; men da han havde været der kort tid, tyktes han at skjønne, at han der var kommet blandt uvenner. Og da han tænkte sig om, saa han ikke nogen af sine mænd eller sine skibe nær; da gik han over paa Bøkesuden og frem i stavnen og bad om grid for sig, men stavnboerne tog ham til sig og gav ham grid. Men i denne strid havde det været et stort mandefald, og dog mest blandt Haakons mænd. Da var Simon Skaalps søn Nikolas falden paa Bøkesuden, og for hans drab fik selve Erlings mænd skylden. Efter dette blev det en hvil i slaget, og skibene skiltes ud fra hverandre. Da blev det sagt til Erling, at kong Haakon var der paa skibet, og at hans stavnboer havde taget Haakon til sig og truede med at verge ham. Erling sendte en mand frem paa skibet og bad ham sige stavnboerne, at de skulde vogte Haakon, saa at han ikke fór bort, men at han ikke vilde tale imod, at Haakon fik grid, hvis det var stormændenes vilje, og hvis man fra den side søgte om forlig. Stavnboerne raabte alle og priste hans ord. Da lod Erling blæse sterkt og bød mændene lægge til de skibe, som ikke var ryddede; han sagde, at de ikke vilde have lettere for at hevne kong Inge. Da raabte alle hærraab, og hver eggede den anden og lagde til. I denne strid fik kong Haakon banesaar. Men efter hans fald, og efterat hans mænd blev var dette, da roede de fast frem, kastede skjoldene, huggede med begge hænder og agtede ikke paa sit liv. Denne hidsighed blev dem snart til stor skade, thi Erlings mænd saa da, hvor de skulde hugge til dem. En stor del af Haakons hær faldt, og det kom mest deraf, at det var stor folkemon, og at Haakons mænd dækkede sig lidet; men det nyttede ikke nogen af Haakons mænd at nævne grid undtagen dem, som stormændene tog i sin varetægt og lovede penger for. Disse faldt af Haakons mænd: Sigurd Kaapa, Sigurd Hjupa, Ragnvald Kunta. Men nogle skibe løb unda og roede ind i fjordene, og folkene frelste saa sit liv. Kong Haakons lig blev flyttet ind i Raumsdalen og der jordet. Kong Sverre, hans broder, lod flytte kong Haakons lig nord til Kaupangen og lægge det i stenvæggen i Kristkirken paa sydsiden i koret.


8. Sigurd og Eindride Unge, Ånund Simonsøn, Frirek Køna og end flere høvdinger holdt flokken sammen, lod skibene efter i Raumsdalen og fór siden til Oplandene. Erling Skakke og kong Magnus fór med sin hær nord til Kaupangen og lagde alt landet under sig, hvor de saa fór. Siden lod Erling stævne Øre-ting, og der blev Magnus tagen til konge over hele landet. Erling dvælte kort tid der, thi det tyktes ham, at Trønderne ikke var at tro paa for ham og hans søn; Magnus blev nu kaldt konge over hele landet. Kong Haakon var noksaa vakker af udseende, velvoxen, høi og smal; han var meget herdebred, derfor kaldte hærmændene ham Haakon «Herdebred». Men fordi han var ung af alder, havde andre høvdinger styrelsen med ham; han var lystig og nedladende i tale, lekelysten og ungdommelig af sind; vennesæl var han hos mængden.


9. Markus paa Skog[10] hed en oplandsk mand, frænde af Sigurd jarl. Markus fostrede kong Sigurds søn, som hed Sigurd. Siden tog Oplændingene Sigurd til konge efter raad af Sigurd jarl og de andre høvdinger, som havde fulgt kong Haakon, og de havde da endnu en stor styrke. Flokken for ofte delt i to; kongen og Markus var mindre udsat for fare, men Sigurd jarl og de andre høvdinger med sine skarer gik mere i kamp. De fór med flokken mest over Oplandene, men stundom ned i Viken. Erling Skakke havde stadig sin søn Magnus med sig, han havde ogsaa hele skibsflaaden og alt landevern. Han var i Bjårgyn nogen tid om høsten og fór derfra øster i Viken og satte sig i Tunsberg; der gjorde han sig rede til vintersæde og samlede til sig i Viken alle skatter og skylder, som kongen skulde have; han havde ogsaa en stor og vakker hær. Men eftersom Sigurd jarl havde lidet af land, men mange folk, skortede det ham snart paa penger, og naar ikke høvdingene var tilstede, søgte hans folk efter gods paa ulovlig vis, imod nogle med frække anklager, men imod nogle aabenbart med ran.


10. I den tid stod Norges vælde i stor blomstring, bondefolket var rigt og mægtigt og uvant med flokkenes ufrihed og ufred; det blev snart sterk paatale og store ord, naar det blev ranet. Vikverjerne var kong Magnus’s og Erlings fuldkomne venner; det voldte kong Inge Haraldsøns vennesælhed mest, thi Vikverjerne havde med sin styrke stadig tjent under det skjold. Erling lod holde vagt i byen, og hver nat vaagede 12 mand. Erling holdt stadig ting med bønderne, og det blev da ofte talt om Sigurds mænds voldsverk. Og efter forslag af Erling og andre hærmænd gav bønderne sterke tilraab til den tale, at det vilde være et lykkeligt verk, om man kunde faa den flok ødelagt. Arne Kongsmaag talte længe, og tilslut haardt, om denne sag; han bad alle mænd, som var paa tinget, baade hærmænd og bønder og bymænd, at de skulde gjøre vaabentag til at dømme efter loven Sigurd jarl og hele hans flok i Fandens vold, baade levende og død. Og med mængdens hidsighed og voldsomhed godkjendte alle dette. Og dette uhørte verk blev gjort og vedtaget, saaledes som lov var til, at man skulde dømme paa tingene. Roald prest Langtale talte om denne sag — han var en veltalende mand —, og hans tale kom mest ud paa det samme, som før havde været talt. Erling holdt gjestebud i Tunsberg om julen, men han gav lønning der ved kyndelsmesse[11].


11. Sigurd jarl fór med den bedste del af sin hær om i Viken, og mange gik under ham for overmagtens skyld, men mange betalte penger; han fór saaledes vide oppe i landet og kom frem paa forskjellige steder. Det var nogle i flokken, som lønlig søgte sig grid hos Erling; men det kom fra ham de svar imod, at alle de mænd, som søgte om det, skulde have livs-grid, men alene de skulde faa landsvist[12], som ikke havde forbrudt sig storlig imod ham. Men da flokkens mænd spurgte, at de ikke skulde faa landsvist, da holdt dette meget flokken sammen; thi det var mange, som vidste sig skyldige i slige ting, at Erling vilde tykkes at have store sager imod dem. Filippus Gyrdsøn gik til forlig med Erling og fik sine eiendommer tilbage og fór til sine gaarder. Lidt senere kom Sigurds mænd der og dræbte ham. Mangen skade gjorde de hverandre ved at overfalde og dræbe mænd, men det er ikke skrevet, som ikke høvdingene havde del i.


12. Det var i førstningen af fasten[13] [1163], at det kom bud til Erling, at Sigurd jarl vilde komme imod ham, og man spurgte til ham her og der, stundom nærmere, stundom fjernere. Erling sendte da speidere ud, for at han kunde faa høre om dem, hvor de saa kom frem. Han lod ogsaa hver kveld blæse hele hæren op fra byen, og de laa om nætterne samlede, og hele hæren var skiftet i fylkinger. Da kom det bud til Erling, at Sigurd jarl og hans mænd var kort derfra oppe paa Ré[14]. Erling gav sig da paa færd fra byen og havde med alle de byfolk, som var kampdygtige og væbnede, og ligesaa alle kjøbmænd, undtagen 12 mænd, som var efter for at vogte byen. Han fór ud af byen tirsdag i 2den uge af langefasten[15] efter nón[16], og hver mand havde med sig 2 dagers kost; de fór om natten, og det gik sent for dem med at faa alle mændene ud af byen. Det var to mænd om én hest og ét skjold. Da hæren blev talt, var det nær tretten hundrede[17] mænd. Men da speiderne kom imod dem, blev det sagt dem, at Sigurd jarl var paa Ré paa den gaard, som heder Ravnnes[18], med fem hundrede[19] mænd. Erling lod da hæren kalde sammen og sagde de tidender, han havde hørt; men alle eggede til, at de skulde skynde sig og tage dem i hus eller kjæmpe strax om natten. Erling talte saaledes: «Det tykkes rimeligt, at vi snart vil mødes med Sigurd jarl; i deres flok er det ogsaa mange slige folk, hvis hænders verk kunde tykkes os værd at mindes, at de huggede ned kong Inge og saa mange andre af vore venner, at det er sent at regne tallet paa dem. De gjorde det verk med Fandens kraft og trolddom og nidingskab, thi det staar her i vor lov og landsret, at ingen mand har saa forbrudt sig, at det ikke heder nidingsverk eller mordverk, naar mænd dræber hverandre om nætter. Denne flok har efter troldkyndige mænds raad søgt sit held i det, at de skulde kjæmpe om nætterne, men ikke om dagen; de har ogsaa ved slig fremgangsmaade vundet den seier, at stige over slig en høvdings hoved, som de har lagt til jorden. Nu har vi ofte sagt og víst, hvor ilde vi har syntes om deres vis, at de har raadet til slag om natten. Vi skal derfor heller følge de høvdingers vis, som vi kjender bedre, og som det er bedre at ligne, at kjæmpe om lyse dagen og i fylking, — heller end at stjæle sig paa sovende mænd om natten. Vi har godt for folk imod dem, ikke større hær end de har. Vi skal bie paa dagen og lysingen og holde os sammen i fylking, om de vil falde over os.» Efter dette satte hele hæren sig ned; nogle tog nogle høhjelmer sønder og gjorde sig leie af dem, nogle sad paa sine skjolde og biede paa lysingen. Det var koldt veir og vaadt snedrev.


13. Sigurd jarl havde netop faaet nys om dem, da hæren var kommet nær dem. Hans mænd stod op og væbnede sig og vidste ikke nøie, hvor stor hær Erling havde; nogle vilde fly, men de fleste vilde bie. Sigurd jarl var en klog og veltalende mand, men regnedes ikke for meget modig; han havde ogsaa nu mere lyst til at fly og fik derfor haarde ord af hærmændene. Men da det blev lyst, tog begge til at fylke sine hærer. Sigurd jarl fylkede paa en bakke ovenfor broen, mellem den og gaarden; der flyder en liden aa[20]. Men Erling fylkede paa den anden side af aaen; bag deres fylking var mænd tilhest, vel væbnede; de havde kongen mellem sig. Jarlsmændene saa da, at det vilde være stor folkemon, og fandt det raadeligt at søge til skogen. Jarlen siger: «Det siger I, at jeg har ikke mod; men nu skal det prøves, og vogte nu enhver sig, at han ikke flyr eller svigter før end jeg. Vi har et godt vern; vi vil lade dem gaa over broen; men naar merket kommer over broen, skal vi styrte paa dem nedover bakken, og nu maa ikke nogen fly fra de andre.» Sigurd jarl havde en brunfarvet kjortel og rød kappe, med skjøderne opslagne, og bar hudsko paa fødderne; han havde skjold og et sverd, som hed Bastard. Jarlen sagde: «Det ved Gud med mig, at heller end at faa meget guld vilde jeg naa at føre et hugg med Bastard imod Erling Skakke.»


14. Erling Skakkes hær vilde gaa frem til broen; han talte og bød dem vende op efter aaen: «Denne aa er liden og ikke vanskelig at vade, thi det er sletteland langs den.» Saa blev gjort. Jarlens fylking fór op efter bakken ligeoverfor dem. Men da bakken hørte op og det var fladt og godt over aaen, da sagde Erling, at hans mænd skulde synge Pater noster[21] og bede om, at den skulde faa seier, som havde bedst sag. Da sang de alle høit Kyrial[22] og slog alle med vaabnene paa sine skjolde. Men ved dette gny veg tre hundrede[23] mænd af Erlings hær bort og flyede. Erling og hans hær gik over aaen, men jarlens mænd raabte hærraab.


Erik Werenskiold: Erling og hans mænd gik over aaen.


Men det blev ikke noget fremløb af nedover bakken imod Erlings fylking; slaget kom til at staa frem paa bakken. Det var først spydkast og strax efter huggkamp; jarlens merke veg bagover, saa at Erling og hans mænd kom op paa bakken. Det blev da en kort kamp, inden jarlens hær flyede til skogen, som forud var bag dem. Da blev det sagt til Sigurd jarl, og man bad ham fly. Han svarede: «Lad os nu gaa frem, saalænge vi kan.» De gik da meget modig frem og huggede til begge sider. I den rid faldt Sigurd jarl og Jon Sveinsøn og nær sexti mænd. Erlings hær mistede faa mænd og drev de flygtende imod skogen. Da lod Erling hæren tælle og vendte om. Han kom til der, hvor kongens træler vilde drage klæderne af Sigurd jarl, og han var endnu ikke død, men vidste dog ikke om noget. Han havde stukket sit sverd i skeden, og det laa der ved siden af ham. Erling tog det op og slog trælene med det og bød dem løbe bort. Efter det vendte Erling tilbage med sin hær og satte sig i Tunsberg. Syv nætter efter, at jarlen var falden[24], tog Erlings mænd Eindride Unge, og han blev dræbt.


15. Markus af Skog og hans fostersøn Sigurd fór ned i Viken, da det blev vaar, og fik sig der skibe. Men da Erling spurgte det, da fór han øster efter dem, og de mødtes i Konungahella. Markus og hans mænd flyede ud i øen Hising. Landsfolket, Hisingboerne, drev ned der, og gik i fylking med Markusmændene. Erlings mænd roede til land, men Markusmændene skjød paa dem. Da sagde Erling: «Lad os tage deres skibe og ikke gaa op at kjæmpe med landshæren; Hisingboerne er onde at hjemsøge, haarde og uvittige mænd. De vil kun kort tid have denne flok hos sig, thi Hising er et lidet land.» Saa blev gjort, at de tog skibene og flyttede dem over til Konungahella. Markus og hans hær fór op paa Marker og agtede at gjøre indfald derfra; begge flokker vidste da til hverandre. Erling havde en talrig hær; han nævnte op ledingsmænd fra herredene; begge gjorde overfald paa hverandre.


16. Øistein, Erlend Himaldes søn blev valgt til erkebiskop efter Jon erkebiskops død. Øistein blev viet i samme aar, som kong Inge faldt [1161]. Men da erkebiskop Øistein kom til sin stol, var han meget yndet af hele landsfolket; han var en meget dygtig og ætstor mand. Trønderne tog vel imod ham, thi de fleste stormænd i Trøndelagene var bundne i frændskab eller i svogerskab til erkebiskopen, men alle var hans fuldkomne venner. Erkebiskopen vakte da en sag hos bønderne; han talte først om biskopsædets trang og dernæst om det, hvor stor ophjælp biskopsædet trængte, hvis det skulde blive i saa stor mon sømmeligere holdt end før, som det nu var fornemmere end før, siden det var sat en erkebiskopstol der. Han krævede det af bønderne, at de skulde yde ham en sølv-vurderet øre i hans sagøre, men forud havde han sagefalds-øre[25], saaledes som gik i kongens sagøre; men forskjel paa det ørelag er, at den øre, han vilde have, sølv-vurderet øre, er dobbelt saa stor. Men ved erkebiskopens frænders og venners støtte og hans egen driftighed gik dette igjennem, og det blev dømt til lov over alle Trøndelagene og alle de fylker, som det var i hans erkebiskopsrige.


17. Da Sigurd og Markus havde mistet sine skibe i Elven, saa de, at de ikke fik udrettet noget imod Erling. Da vendte de sig til Oplandene og fór saa landveien nord til Trondhjem. Der blev de godt modtagne, og Sigurd blev taget til konge der paa Øre-ting. Mange gode mænds sønner slog sig der til flokken; de skaffede sig der skibe, rustede sig skyndsomt og fór, da det blev sommer, syd paa Møre og tog alle kongelige indtægter, hvor de saa fór. Til landevern i Bjårgyn var lendermændene Nikolas Sigurdsøn og Nåkkve[26] Paalsøn og end flere flokkehøvdinger: Torolv Dryll, Torbjørn gjaldkere og mange andre. Markus og hans mænd seilede sydover og spurgte, at Erlings mænd havde en stor styrke i Bjårgyn; de seilede da den ydre led og forbi sydover. Det havde mænd til samtale, at den sommer havde Markusmændene bør, hvor de saa vilde fare.


18. Saasnart Erling Skakke spurgte, at Markusmændene havde vendt sig nordover, styrede han nord [vest] i Viken; han drog folk til sig og havde snart en stor styrke, han havde ogsaa mange og store skibe. Men da han søgte ud i Viken, fik han modvind og laa længe her og der i havnene hele den sommer. Men da Markusmændene kom øster paa Lister, spurgte de, at Erling havde en vældig hær i Viken, og vendte da om nordover. Men da de kom til Hordaland, vilde de til Bjårgyn; men da de kom udenfor byen, da roede Nikolas og de andre imod dem og havde meget større hær og større skibe. Markusmændene saa da ingen anden udvei for sig end at ro sydover for at komme unda; nogle stævnede ud til havs, nogle syd i sundene, men nogle ind i fjordene. Men Markus og nogle mænd med ham løb op paa den ø, som heder Skarpa[27]. Nikolas og hans mænd tog deres skib, gav grid til Jon Halkelsøn og nogle andre mænd, men dræbte de fleste, som de naaede. Nogle dager senere fandt Eindride Heidafylja Sigurd og Markus; de blev da flyttede til Bjårgyn. Sigurd blev halshugget udenfor Gravdal[28], men Markus blev hængt med en andenmand paa Kvarvsnes[29]; det var Mikalsmesse[30]. Den flok, som havde fulgt dem, splittedes da.


19. Frirek Køna og Bjarne den onde, Ånund Simonsøn og Årnolv Skorpa havde roet ud paa havet med nogle skibe og styrede udenskjærs i havet øster langs land; men hvor de saa kom ind til land, rante de og dræbte Erlings venner. Men da Erling spurgte Markus’s og Sigurds drab, da gav han lendermændene og ledingsmændene hjemlov, men han selv styrede da med sine mænd øster over Folden, thi han spurgte der til Markusmændene. Erling styrede til Konungahella og dvælte der om høsten. I den første uge af vinteren[31] fór Erling ud i øen Hising med en stor hær og krævede der ting. Hisingboerne kom ned og holdt ting. Erling vakte sag imod dem om det, at de havde løbet i flok med Markusmændene og fylket hær imod ham. Åssur hed den mand, som var den mægtigste af bønderne; han talte paa deres vegne. Tinget varede længe, men tilsidst vedtog bønderne, at Erling skulde dømme; han stævnede dem med en uges frist til byen og nævnte op femten mænd af bønderne til at komme did. Men da de kom, dømte Erling dem til at betale tre hundrede naut. Bønderne fór hjem og var ilde tilmode. Lidt senere lagde is sig paa aaen, og Erlings skibe frøs inde. Da holdt bønderne bøderne tilbage og laa en stund samlede. Erling gjorde sig der rede til julegjestebud, men Hisingboerne havde sammenskuds-øl og holdt sine folk samlede i julen. Natten efter femte dag jul[32] fór Erling ud i øen, omringede Åssurs hus og brændte ham inde; i alt dræbte han hundrede mænd, brændte tre gaarder og fór siden tilbage til Konungahella. Siden kom bønderne til ham og betalte bøderne.


20. Erling Skakke gjorde sig rede om vaaren [1164], saasnart han kunde gjøre skibene flot for isen, og fór fra Konungahella. Han spurgte, at de, som før havde været Markus’s mænd, herjede nord [vest] i Viken. Erling lod speide ud om deres færd og fór for at søge efter dem og fandt dem, der de laa i en havn. Ånund Simonsøn og Årnolv Skorpa kom unda, men Frirek Køna og Bjarne den onde blev fangne, og mange af deres mænd blev dræbte. Erling lod binde Frirek til et anker og kaste overbord; af dette verk blev Erling overmaade forhadt i Trøndelagene, thi Frirek havde der den bedste æt. Bjarne lod Erling hænge, og før end han blev hængt, talte han, som han var vant, de værste ord. Saa siger Torbiørn Skakkeskald:

Ulykke østenfor fjorden
Erling til vikinger bragte
(mén fik af Køna mangen
mand), da der han seiled’.
Ført blev ankeret mellem
Frireks herder; oppe
den ildesindede Bjarne
bares i galgetræet.

Ånund og Årnolv og de flokker, som havde kommet unda, flyede til Danmark, men var stundom i Gautland eller i Viken.


21. Erling Skakke styrede siden til Tunsberg og dvælte der længe om vaaren. Men da det blev sommer, styrede han nord til Bjårgyn; der var da en mængde mennesker samlet. Der var da legaten Stefanus fra Romaborg og erkebiskop Øistein og andre indenlandske biskoper; der var ogsaa biskop Brand, som da var viet til biskop paa Island[33], og der var ogsaa Jon Loftsøn, kong Magnus Barfots dattersøn; da havde kong Magnus og Jons andre frænder godkjendt frændskabet med ham. Erkebiskop Øistein og Erling Skakke var ofte i møder og i enetaler. Og engang var det i deres tale, at Erling spurgte: «Er det sandt, herre, som folk siger, at I har øget ørelaget i eders sagøre nord i landet?» Erkebiskopen svarer: «Det er visselig sandt, at bønderne har undt mig det, at øge ørelaget i min sagøre. Det har de gjort efter eget raad og uden nogen tvang; de har derved øget Guds hæder og vor stols indtægter». Erling svarede: «Er det, herre, den hellige kong Olavs lov, eller har I taget denne sag noget sterkere end saa, som skrevet er i lovbogen?» Erkebiskopen svarer: «Den hellige kong Olav har vel sat loven, som han fik almuens jaord og samtykke til; men ikke findes det i hans lov, at det er forbudt at øge Guds ret.» Erling sagde: «Vil I øge eders ret, da vil I vel styrke os til det, at vi øger kongens ret ligesaa meget.» Erkebiskopen svarer: «Du har nu forud øget nok din søns navn og rige. Men hvis jeg har taget ørelaget af Trønderne udover loven, da tænker jeg dog, at hine lovbrudd har større vegt, at den er konge over landet, som ikke er konges søn; for det er det hverken lov eller mønster her i landet.» Erling sagde: «Da Magnus blev tagen til konge over Norges rige, da blev det gjort med eders vidende og raad og saa med de andre biskopers her i landet.» Erkebiskopen svarede: «Det lovede du, Erling, at hvis vi samtykkede med dig i, at Magnus blev tagen til konge, da skulde du styrke Guds ret allesteds med al din kraft.» «Jeg staar ved,» sagde Erling, «at jeg har lovet at holde Guds lov og landsretten med al min og kongens magt. Nu ser jeg her et bedre raad til det, end at enhver af os skal sigte den anden for at have svigtet; lad os heller holde alle vore aftaler. Styrk I kong Magnus til riget, saa som I har lovet, men jeg skal styrke eders rige til alle gavnlige ting.» Derefter fór al tale venlig mellem dem. Da sagde Erling: «Hvis Magnus ikke er taget saaledes til konge, som gammel sed er her i landet, da kan I af eders magt give ham kronen, saaledes som Guds lov er om at salve en konge til vælde. Men om end jeg ikke er konge eller kommen af kongeæt, saa har de fleste konger, som nu har været i vor tid, ikke kjendt saa godt som jeg til lov eller landsret; men kong Magnus’s moder er egtefødt datter af konge og dronning, Magnus er ogsaa søn af en dronning og en egtehustru. Men hvis I vil give ham kongevigsel, saa vil ingen med rette kunne tage siden kongedømmet fra ham. Ikke var Viljalm Bastard kongesøn, men han blev viet og kronet til konge over England, og siden har kongedømmet i England holdt sig i hans æt og alle konger været kronede. Ikke var Svein Ulvsøn i Danmark kongesøn, og blev han dog der kronet konge[34], og siden hans sønner, og hver efter den anden af den æt blev kronet konge. Nu er her i landet en erkestol, det er en stor hæder og pryd for vort land. Lad os nu fremdeles øge den med gode ting og have en kronet konge, ikke mindre end de engelske mænd eller Danerne.» Siden talte erkebiskopen og Erling ofte om denne sag, og alt gik forligelig. Siden bar erkebiskopen denne sag for legaten og fik med lethed vendt legaten til samtykke med sig. Derefter holdt erkebiskopen stævne med lydbiskopene og andre kirkens mænd og bar denne sag for dem. Men alle svarede paa en og samme vis og sagde, at det var deres raad, som erkebiskopen vil have det, og alle ønskede, at vigselen skulde gaa for sig, saasnart de fandt, at erkebiskopen vilde have det saa. Det var da alles dom.


22. Erling Skakke lod gjøre rede i kongsgaarden til et stort gilde, og den store hal blev tjeldet med pell og væggetepper og prydet med den største omkostning. Da blev det holdt gjestebud for hirdmændene og alle haandgangne mænd; der var en stor mængde indbudne og mange høvdinger. Magnus fik da kongevigsel af erkebiskop Øistein, og det var fem andre biskoper og legaten og en mængde prester med der ved vigselen. Erling Skakke og med ham tolv lendermænd svor lov-ed med kongen. Og den dag, da vigselen var, havde kongen og Erling erkebiskopen og legaten og alle biskopene i gjestebud, og det gilde var det herligste. Erling og Magnus gav der mange store gaver. Da var kong Magnus 8 vintre gammel; han havde da været konge i tre vintre.


Erik Werenskiold: Lendermændene hylder den kronede konge.


23. Danekongen Valdemar havde da spurgt de tidender fra Norge, at Magnus var da ene konge der, og at da alle andre flokker der i landet var ødelagte. Da sendte kongen sine mænd med brev til kong Magnus og Erling og mindede dem om de aftaler, som Erling havde bundet sig til imod kong Valdemar, saaledes som her var forud skrevet[35], at kong Valdemar skulde have Viken vester til Rygjarbit, hvis Magnus blev enevoldskonge i Norge. Men da sendemændene kom frem og viste Erling danekongens brev og han forstod det krav, som danekongen havde i Norge, da bar Erling dette frem for de andre mænd, som han krævede raad af. Men de sagde alle det samme, at aldrig skulde man give Danerne del i Norge, thi — sagde de — den tid havde været den værste der i landet, da Danerne havde magt over Norge. Danekongens sendemænd talte sin sag for Erling og bad ham om afgjørelse. Erling bad dem fare med sig øster i Viken om høsten og sagde, at han da vilde afgjøre det, naar han havde mødt de mænd, som var de viseste i Viken.


24. Erling Skakke fór om høsten øster i Viken og dvælte i Tunsberg; han sendte mænd over til Borg og lod stævne fire fylkers ting i Borg. Siden fór Erling did med sine mænd. Men da tinget var sat, da talte Erling og fortalte om, hvad for aftale som havde været stadfæstet mellem ham og danekongen, dengang da Erling og Magnus havde første gang reist denne flok; «jeg vil,» sagde han, «ogsaa holde alle de aftaler, vi gjorde da, hvis det er eders, bøndernes, vilje og samtykke at tjene heller danekongen end denne konge, som her er viet og kronet til landet.» Bønderne svarede Erling og sagde saa: «For ingen mon vil vi blive danekongens mænd, saalænge det er en i live af os Vikverjer.» Da for hele almuen op med raab og skrig og bad Erling holde de eder, som han dengang havde svoret alt landsfolket, at verge sin søns land, «men vi skal alle følge dig.» Saaledes endte dette ting. Siden fór danekongens sendemænd hjem syd til Danmark og fortalte om udfaldet af sit erende, sligt som det var. Danerne talte mange haarde ord imod Erling og alle Nordmændene og sagde, at om dem lærte man aldrig andet end ondt. De ord fór derom, at danekongen vilde om vaaren efter have sin hær ude og herje i Norge. Erling fór om høsten nord til Bjårgyn og sad der om vinteren og gav der hirden lønning.


25. Den vinter fór nogle danske mænd den øvre vei over landet og sagde, at de, som sedvanligt er, skulde fare til den hellige kong Olav for at bede. Men da de kom til Trondhjem, da søgte de der mange stormænd. De sagde dem sit erende, at danekongen havde sendt dem for at søge at vinde deres venskab og modtagelse, om han kom i landet, men han lovede at give dem baade magt og gods. Med denne ordsending fulgte danekongens brev og indsegl og det bud tillige, at Trønderne skulde sende til gjengjæld sine brev og indsegl. De gjorde saa, og de fleste tog vel imod danekongens ordsending. Sendemændene fór tilbage østover [sydover], da det led ud i langefasten[36]. Erling sad i Bjårgyn, men da det vaarede [1165], fortalte Erlings venner ham det rygte, som de havde hørt af de byrdingsmænd, som var komne norden fra Trondhjem, at Trønderne var aabenbare fiender af ham, og at de lyste det paa sine ting, at hvis Erling kom i Trondhjem, skulde han aldrig komme ud forbi Agdenes med livet. Erling sagde, at sligt var opspind og digt. Erling lyste det, at han vilde fare syd til Unarheim[37] til gangdageting[38], og lod gjøre rede en tyvesædet snekke og en femtensædet skute og desuden en byrding til mad. Men da skibene var rede, kom det en hvas søndenvind over dem. Tirsdag i gangdagene[39] lod Erling blæse sine mænd til skibene, men mændene var sene til at komme ud af byen, og det tyktes dem ondt at ro imod vinden. Erling lagde ind nord i Biskopshavn[40]. Da sagde Erling: «I kvier eder for at ro mod vinden, men tag nu og reis mastene, drag siden seilene, og lad skibene gaa nordover.» De gjorde saa og seilede nord om dagen og om natten. Onsdagen imod kvelden seilede de ind forbi Agdenes; der kom de i en stor samflaade med byrdinger og andre færger og skuter; det var folk, som fór ind til byen til festdagen[41], nogle foran dem, andre efter; bymændene lagde for den sags skyld ikke merke til, at langskibene seilede.


26. Erling Skakke kom til byen den tid, da ottesang blev sunget oppe i Kristkirken. Erlings mænd løb op i byen, og det blev dem sagt, at lendermanden Alv Rode, Ottar Birtings søn, sad da endnu og drak med sine mænd. Erling gik imod dem, og Alv blev dræbt med de fleste af sin flok. Faa faldt af andre mænd, thi de fleste havde gaaet i kirke. Dette var om natten før himmelfartsdagen. Strax om morgenen lod Erling blæse alt folk ud til ting paa Ørene. Men paa tinget bar Erling sager frem imod Trønderne og gav dem skyld for landeraad[42] imod kongen og imod sig; han nævnte til det Baard Standale og Paal Andressøn og Rasse-Baard (han havde da syssel i byen) og endnu mange andre. De svarede og sagde sig fri for skyld. Da stod Erlings kapellan op og holdt mange brev og indsegl op og spurgte, om de kjendte sine indsegl paa dem, som de om vaaren havde sendt til danekongen; da blev ogsaa brevene læst op. Der var ogsaa med Erling de danske mænd, som havde faret med brevene om vinteren; Erling havde faaet dem til det. De sagde da for hele almuen enhvers ord, som han havde talt. «Saa talte du, Rasse-Baard!» sagde de, «og slog dig for brystet: Ud af dette bryst kom fra først af alle disse raad!» Baard svarede: «Ør var jeg da, herre min, naar jeg sagde sligt.» Det blev da ingen anden udvei end at fæste al den sag under Erlings dom. Han tog da strax meget gods af mange, men lod alle dem ligge ugilde[43], som var dræbte. Siden fór Erling tilbage syd til Bjårgyn.


27. Kong Valdemar havde den vaar en stor hær ude i Danmark og styrede med hæren nord i Viken. Saasnart han kom i Norges konges vælde, havde bønderne ude store samlinger af folk. Kongen fór fredsommelig og sindig; men hvor de saa fór forbi fastlandet, da skjød folk paa dem, og det, om det end var én eller to; og Danerne syntes, at landets mænd fuldelig viste dem ond vilje. Men da de kom til Tunsberg, stævnede kong Valdemar ting der paa Haugar[44], men ingen søgte til det fra herredene. Da talte kong Valdemar og sagde saa: «Let er det at se paa landsfolket her, at alle staar os imod. Vi har nu to vilkaar for haanden: det ene er at fare med hærskjold over landet og ikke spare hverken folk eller gods. Det andet er det, at fare sydover saa, som det nu er, og det er nærmere mit sindelag, heller at fare i Østervei til hedenske lande, som det er nok af, og ikke dræbe her kristne folk, om de end havde nok fortjent det.« Alle de andre havde lyst til at herje, men dog fik kongen raade, at de fór tilbage syd. Det blev dog meget ranet paa udøerne og overalt der, kongen ikke var nær. De fór syd til Danmark


28. Erling Skakke spurgte, at danehæren var kommen til Viken. Da bød han ud almenning af folk og skibe over hele i landet, og det blev det største hærløb, og med den hær styrede han øster langs landet. Men da han kom til Lidandesnes, spurgte han, at danehæren var faret sydover tilbage til Danmark, og at de havde ranet vide i Viken. Da gav han hele ledingshæren hjemlov, men han selv og nogle lendermænd seilede med mange skibe syd efter Danerne til Jylland. Men da de kom der, som heder Dyrsaa[45], da laa der Daner, komne fra ledingen, og havde mange skibe. Erling lagde til dem og kjæmpede med dem. Danerne flyede snart og mistede mange mænd, men Erlings mænd rante skibene og saa kjøbstaden[46], fik der meget gods og fór siden tilbage til Norge. Det var nu en tid ufred mellem Norge og Danmark.


29. Kristin kongsdatter fór om høsten syd til Danmark; hun fór til sin frænde kong Valdemar. De var børn af to søstre, og kongen tog overmaade vel imod hende og gav hende landindtægter der hos sig, saa at hun kunde godt holde sine mænd der. Hun var ofte i samtale med kongen, og han var meget blid imod hende. Men vaaren efter [1166] sendte Kristin mænd til Erling og bad ham fare til danekongen og forlige sig med ham. Sommeren efter var Erling i Viken. Han gjorde der rede et langskib og satte paa det sine bedste folk; siden seilede han over til Jylland[47]. Han spurgte, at kong Valdemar var i Randarós[48]. Erling seilede did og kom til byen den tid, da de fleste folk sad ved maden. Men da de havde tjeldet og fæstet sit skib, gik Erling op og havde elleve mænd med; alle var i brynjer, havde hatter over hjelmene, men sverd under kapperne; de gik til kongens herberge. Da kom der rettene ind, og døren var aaben; Erling og hans mænd gik strax længer ind foran høisædet. Erling sagde: «Grid vil vi have, konge, baade her og til hjemfærden.» Kongen saa til ham og sagde: «Er du der, Erling?» Han svarede: «Erling er her, og sig os nu strax, om vi skal have grid.» Det var inde der otteti kongsmænd, alle vaabenløse. Kongen sagde: «Grid skal I have, Erling, som du kræver; jeg øver ikke nidingsverk imod nogen mand, om han kommer til mig.» Da kyssede Erling kongen paa haanden og gik siden ud til sit skib. Han dvælte der en tid hos kongen; de talte om forlig mellem sig og landene, og de blev enige om, at Erling gav sig der som gissel hos danekongen, men Asbjørn Snara, erkebiskop[49] Absalons broder, fór til Norge som gissel til gjengjæld.


30. Det var en gang, da kong Valdemar og Erling talte sammen. Erling sagde: «Herre, det tykkes mig rimeligst til forlig, at I faar alt det af Norge, som blev lovet eder i vore aftaler; men hvis saa er, hvilken høvding vil I da sætte over dem der? Mon nogen dansk?» «Nei,» sagde kongen. «Ikke vil vel nogen danehøvdinger fare til Norge og faa der at gjøre med et haardt og ulydigt folk, medens de har det godt nok her hos eder. For den sags skyld fór jeg hid, at jeg for ingen mon vil miste eders venskab. Hid til Danmark har før mænd faret fra Norge, Haakon Ivarsøn og Finn Arnesøn, og dem begge gjorde eders frænde kong Svein til sine jarler. Jeg har ikke mindre magt i Norge nu, end de dengang, og kongen gav dem Halland at styre, det rige, han eiede forud. Nu tykkes det mig, herre, at I vel kan unde mig det land, hvis jeg bliver eders haandgangne mand, at jeg holder det rige under eder, saaledes som min søn, kong Magnus, vel heller ikke vil negte mig det, men jeg vil være eder pligtig og skyldig til al den tjeneste, som svarer til det navn.» Sligt og andet lignende talte Erling, og det kom tilsidst dertil, at Erling gik kong Valdemar til haande, men kongen leiede Erling til sæde og gav ham jarlsnavn og Viken til len og styrelse. Efter dette fór Erling hjem til Norge og var siden jarl, saalænge han levede, og holdt sig stadig siden i forbund med danekongen.

Erling havde fire frillesønner; en hed Reidar, en anden Ågmund, de havde hver sin moder. Den tredje hed Finn, den fjerde Sigurd; deres moder var Aasa den lyse, og de var de yngste. Kristin kongsdatter og Erling havde en datter, som hed Ragnhild; hun var gift med Jon Torbergsøn af Randaberg[50]. Kristin fór bort fra landet med den mand, som hed Grim Rusle; de fór ud til Miklegaard og var der en tid; de havde nogle børn sammen.


31. Olav, søn af Gudbrand Skavhåggsøn og af Maria, kong Øistein Magnussøns datter, blev fostret hos Sigurd Agnhått paa Oplandene. Men medens Erling var i Danmark, reiste Sigurd og hans fostersøn Olav en flok, og til den slog mange Oplændinger sig. Der blev Olav tagen til konge. De fór med flokken over Oplandene, men stundom til Viken, stundom øster til Marker; ikke var de paa skibe. Men da Erling jarl spurgte til denne flok, da fór han med sine mænd til Viken og var om sommeren paa skibe, men om høsten i Oslo, og holdt der gjestebud over julen. Han lod holde speidere op i landet efter flokken og fór selv op paa land for at lede efter dem, og med ham Orm Kongsbroder. Men da de kom til det vand, som heder . . . . . . . .[51], da tog de alle skibe, som var ved vandet.


32. Den prest, som sang paa Rydjåkul[52] — det er ved vandet —, bød jarlen og hans mænd til gjestebud, og at de skulde komme ved kyndelsmesse[53] [1167]. Jarlen lovede at fare; det tyktes ham vel at høre messe der. De roede da did over vandet om kvelden før messedagen. Men den presten havde et andet raad for hænder; han sendte mænd for at bære bud til Olav om Erlings færd. Han gav Erlings mænd sterk drik om kvelden og lod dem drikke længe. Men da jarlen fór at sove, da var deres senger gjort rede i gjestebudsstuen. Men da de havde sovet en kort stund, vaagnede jarlen og spurgte, om det da var ottesangstid. Presten sagde, at det kun var gaaet lidet af natten, og bad dem sove i ro. Jarlen svarer: «Jeg drømmer meget i nat og sover ilde.» Han sovnede siden. Anden gang vaagnede han og bad presten staa op og synge messe. Presten bad jarlen sove og sagde, at det nu var midnat. Jarlen lagde sig ned og sov en kort stund, løb saa op og bad sine mænd klæde sig. De gjorde saa og tog sine vaaben, gik til kirke og lagde sine vaaben ude, medens presten sang ottesangen.


33. Budet kom til Olav om kvelden, men hans mænd gik om natten sex mils vei, og det tyktes folk at være overvættes meget. De kom til Rydjåkul under ottesangen; det var da næsten fuldt belgmørke. Olavs mænd gik til stuen og raabte da hærraab; de dræbte der inde nogle mænd, som ikke havde gaaet til ottesang. Men da Erling og hans mænd hørte raabet, løb de til sine vaaben og stævnede siden til skibene. Olavs mænd mødte dem ved et gjærde, og der kom det til kamp. Erlings mænd veg unda nedover langs med gjærdet, og det dækkede dem. De havde meget færre folk, og mange faldt af dem, og mange blev saarede. Det hjalp dem mest, at Olavs mænd ikke kunde se dem, saa mørkt var det; men Erlings mænd søgte kun til skibene. Der faldt Are Torgeirsøn, fader til biskop Gudmund[54], og mange andre af Erlings hirdmænd. Erling blev saaret i venstre side, og nogle mænd siger, at han selv fik sverdet paa sig, da han drog det. Orm blev ogsaa haardt saaret. De kom med nød til skibene og skjød strax fra land. Det blev sagt, at Olav og hans mænd havde det største uheld til mødet, saaledes som Erling og hans mænd var solgte, om Olav havde faret frem med mere list. Siden kaldte man Olav «Ugæva»[55], men nogle kaldte flokken Hættesvendene. Med den flok fór de endnu som før oppe gjennem landet. Men jarlen fór ud i Viken til sine skibe og var sommeren efter i Viken; men Olav og hans mænd var paa Oplandene, men stundom øster paa Marker; de holdt den flok saaledes den anden vinter.


34. Vaaren efter [1168] fór Olav og hans mænd ud i Viken og tog der de kongelige indtægter; de dvæler der en lang tid om sommeren. Erling jarl spurgte det og førte sin hær øster imod dem, og deres møde var østenfor fjorden paa et sted, som heder Stanger[56]. Der blev det et stort slag, og Erling fik seier. Der faldt Sigurd Agnhått og mange af Olavs mænd, men Olav kom paa flugt og fór siden til Danmark og var den næste vinter i Aalborg i Jylland. Men vaaren efter [1169] fik Olav den sott, som førte ham til døden; han er jordet der ved Mariakirken[57], og Danerne kalder ham hellig.


35. Nikolas Kuvung, søn af Paal Skoftesøn, var lendermand hos kong Magnus; han tog til fange Harald, som sagdes at være søn af kong Sigurd Haraldsøn og af Kristin kongsdatter, sammødre broder af kong Magnus. Nikolas flyttede Harald til Bjårgyn og gav ham i Erling jarls hænder. Det var Erlings vis, naar hans uvenner kom for ham, at han talte lidet eller intet til dem og talte sindig det, som var, naar han havde taget det raad at dræbe dem, men han skjeldte som sterkest i ord dem, som han vilde lade faa livet. Erling talte lidet med Harald, og man havde mistanke om, hvad han havde i sinde. Da bad folk kong Magnus, at han skulde bede jarlen om fred for Harald. Kongen gjorde saa. Jarlen svarer: «Sligt raader dine venner dig. Men du vil i kort tid raade dit rige i frihed, hvis du skal fare frem med mildhed alene.» Siden lod Erling Harald flytte over til Nordnes, og der blev han huggen.


36. Øistein hed den mand, som kaldtes søn af kong Øistein Haraldsøn. Han var da en ung mand, ikke helt fuldvoxen, da det sagdes, at han en sommer [1174] kom frem øster i Sveavælde og fór til Birger Brosa; han var da gift med Brigida, Harald Gilles datter og Øisteins fadersøster. Øistein bar op for dem sit erende og bad dem om hjælp. Jarlen og hun tog vel ved hans sag og lovede ham sin støtte; han dvælte der en tid. Birger jarl gav Øistein nogle mænd og gode penger til underhold; han løste ham vel fra haanden, og begge lovede de ham sit venskab. Øistein fór da nord til Norge og kom ned i Viken; det drev da strax folk til ham, og flokken voxte; de tog Øistein til konge og fór med den flok om vinteren i Viken. Men fordi de havde lidet af penger, da rante de vide, men lendermænd og bønder sendte hær imod dem. Men naar de blev overvundne, da flyede de bort til skogene og laa længe i ødemarker; da gik klæderne af dem, saa at de spændte næver om sine legger. Da kaldte bønderne dem Birkebeiner. De løb ofte ned i bygden og kom frem her og der og faldt strax over folk, naar det ikke var mængder tilstede. De holdt nogle slag saaledes, at det blev fylket, og de vandt seier i alle. Paa Krokaskogen[58] havde de nær faaet en ufærd; der kom bønderne over dem med en stor hær. Birkebeinerne fældte braate for dem og løb siden til skogen. Birkebeinerne var to vintre i Viken, saa at de i den tid ikke kom nord i landet.


37. Magnus havde været 13 vintre konge, da Birkebeineme reiste sig. Den tredje vinter skaffede de sig skibe og fór med dem langs landet og fik sig folk og gods. De var først i Viken; men da det led paa sommeren [1176], stævnede de nord i landet og fór saa skyndsomt, at det ikke kom nys om dem, før end de kom til Trondhjem. Birkebeinerne havde mest i sin flok Markemænd[59] og Elvegrimer[60], og overmaade mange havde de fra Telemarken, og de var da vel væbnede. Øistein, deres konge, var smuk og fager, havde lidet ansigt og var ikke stor; han blev af mange kaldt Øistein Møila[61]. Kong Magnus og Erling jarl sad i Bjårgyn, da Birkebeinerne seilede nord udenom, og blev ikke var dem. Erling var en mægtig og klog mand, en stor hærmand, naar det var ufred, og en god og virksom landstyrer. Han kaldtes temmelig grusom og haardtstyrende; men det kom mest deraf, at han kun lod faa af sine uvenner faa saa meget som landsvist, om de end bad derom, og af den aarsag gav mange sig til at løbe til flokkene, naar de reiste sig imod ham. Erling var en høi og sterkvoxet mand, noget høiaxlet, havde langt og skarpt ansigt, var lys af farve og blev meget graahaaret; han bar hovedet noget skakt, var rolig og værdig, havde gammeldags klædedragt, bar lange overstykker og lange ærmer paa kjortler og skjorter, havde valske[62] kapper og høitgaaende sko. Slig dragt lod han kongen have, medens han var ung; men da han raadede sig selv, klædte han sig meget pragtfuldt. Kong Magnus var letlivet og leken, fuld af glæde og meget kvindekjær.


38. Nikolas, søn af Sigurd Ranesøn, var søn af Skjaldvår, som var datter af Brynjulv Ulvalde og søster af Haldor Brynjulvsøn, og havde moder sammen med kong Magnus Barfot. Nikolas var en stor høvding; han havde gaard paa Haalogaland i Ångel[63] der, som heder Steig. Nikolas eiede gaard i Nidaros nedenfor Jonskirken[64], den som siden Torgeir kapellan eiede. Nikolas var ofte i Kaupangen og havde alt at sige over bymændene. Skjaldvår, Nikolas’s datter, var gift med Eirik Arnesøn; han var ogsaa lendermand.


39. Det var Mariamesse den senere[65], da folk kom fra ottesang i byen, at Eirik gik til Nikolas og sagde: «Maag, det siger nogle fiskermænd, som er komne udenfra, at det seilede langskibe ind efter fjorden, og folk gisser, at det kan være Birkebeinerne. Og det er vel bedst, maag, at lade blæse alle bymændene med vaaben ud til Ørene.» Nikolas svarer: «Ikke farer jeg, maag, efter fiskermænds snak; jeg vil sende speidere ud paa fjorden, men lad os holde ting idag.» Eirik gik hjem; men da det ringte til høimesse, gik Nikolas til kirke. Eirik kom da til ham og sagde: «Det tror jeg, maag, at rygtet er sandt; her er nu de mænd, som siger, at de har seet seilene. Det tykkes mig raadeligt, at vi rider ud af byen og samler os folk.» Nikolas svarer: «Ængstelig er du nu, maag. Lad os først høre messe, da kan vi siden lægge vore raad.» Nikolas gik til kirke. Men da messen var sunget, gik Eirik til Nikolas og sagde: «Maag, nu staar mine hester rede; jeg vil fare bort.» Nikolas svarede: «Far du vel da! Vi vil holde ting paa Ørene og se efter, hvad mandstyrke det er i byen.» Eirik red da bort, men Nikolas gik til sin gaard og siden til bords.


40. Men paa den tid, da maden var sat frem, kom en mand ind og sagde til Nikolas, at nu roede Birkebeinerne op i aaen. Da raabte Nikolas, at hans mænd skulde væbne sig. Men da de var væbnede, bød Nikolas dem at gaa ind i loftet. Og det var det uklogeste raad; thi hvis de havde verget gaarden, da vilde bymændene have kommet til for at hjælpe dem. Men Birkebeinerne fyldte hele gaarden og gik siden imod loftet fra alle sider. De raabte til hverandre, og Birkebeinerne bød Nikolas grid, men han vægrede sig. Siden kjæmpede de med hverandre; Nikolas’s mænd havde til vern bueskud og haandskud og ovnstener. Men Birkebeinerne huggede husene ned og skjød som tiest. Nikolas havde et rødt skjold med gyldne nagler i og en stjernet Viljalmsrand. Birkebeinerne skjød saa, at pilene stod i lige til surrebaandene[66]. Nikolas sagde: «Nu lyver skjoldet for mig.» Der faldt Nikolas og den største del af hans mænd; man sørgede meget over hans død. Birkebeinerne gav alle bymændene grid.


41. Øistein blev siden taget til konge der, og alt folket gik under ham. Han dvælte en tid i byen og fór siden ind i Trondhjem, og der kom mange mænd til ham. Der kom Torfinn Svarte af Snås[67] til ham og havde en flok mænd. I førstningen af vinteren fór de ud til byen; da kom Gudrun af Saltnes’s[68] sønner til dem: Jon Ketling, Sigurd og Viljalm. De fór op fra Nidaros til Orkedalen; da blev de talt til nær 20 hundrede[69] mænd. De fór saa til Oplandene og derefter ud gjennem Toten og Hadeland, derefter til Ringerike.


42. Kong Magnus fór om høsten øster i Viken med noget af sin hær, og med ham Orm Kongsbroder. Erling jarl var efter i Bjårgyn og havde en stor hær og skulde møde Birkebeinerne der, om de fór udenom. Kong Magnus satte sig i Tunsberg, og Orm med ham, og kongen gav gjestebud der over julen. Kong Magnus spurgte, at Birkebeinerne var oppe paa Ré[70]. Siden fór kongen og Orm fra byen med sin hær og kom til Ré [1177]. Det var høi sne og meget koldt veir. Men da de kom til gaarden[71], gik de ud af tunet til veien, og udenfor ved gjærdet fylkede de og traadte sneen haard; de havde ikke fuldt femten hundrede[72] mænd. Birkebeinerne var paa den anden gaard, men nogle af dem her og der i husene. Men da de blev var kong Magnus’s hær, samlede de sig sammen og stillede op en fylking. Men da de saa kong Magnus’s hær, da tyktes det dem (som det ogsaa var), at deres egen hær var størst, og de gik strax i kamp. Men da de søgte veien frem, da kunde faa gaa frem paa én gang; men de, som løb af veien, kom i saa dyb sne, at de fik neppe komme frem, og da løste deres fylking sig, men de faldt, som gik forrest frem ad veien. Da blev merket hugget ned, og de, som var der nærmest, veg tilbage, men nogle slog sig paa flugt. Kong Magnus’s mænd fulgte efter dem og dræbte den ene efter den anden, som de naaede. Birkebeinerne fik da ikke fylket og stod da udækkede for vaabnene; da faldt mange, og mange flyede.


Erik Werenskiold: Slaget paa Ré.


Det hændte da, som ofte kan være, om end mændene er modige og vaabendjerve, at naar de faar et haardt slag og kommer paa flugt, da er det ondt for de fleste at vende om. Da tog Birkebeinernes hovedstyrke til at fly, men en mængde faldt, thi kong Magnus’s mænd dræbte alle dem, de kunde, og de gav ikke grid til nogen mand, som de naaede; men de flygtende spredte sig ad vide veier. Kong Øistein kom paa flugt; han løb ind i et hus og bad om grid og om, at bonden vilde gjemme ham; men bonden dræbte ham og fór siden til kong Magnus og fandt ham paa Ravnnes[73]. Kongen var inde i stuen og varmede sig ved ilden, og det var mange mænd der. Siden kom mænd og flyttede liget did; de bar det ind i stuen, og kongen bad da mændene gaa til og se, om de kjendte det. Det sad en mand i hjørnet af bænken, og det var en Birkebein, og ingen mand havde givet agt paa ham. Men da han saa sin høvdings lig og kjendte det, da stod han haardt og raskt op. Han havde en øx i haanden og løb raskt længer ind paa gulvet og huggede til kong Magnus; det kom paa halsen ved herderne. En mand saa, at han svang øxen, og skjøv til ham; derved vendte øxen sig ned i herderne, og det blev et stort saar. Siden svang han øxen op anden gang og huggede til Orm Kongsbroder; han laa paa bænken, og hugget sigtede paa begge legger. Men da Orm saa, at manden vilde dræbe ham, kastede han raskt fødderne frem over sit hoved, og øxen kom i bænkestokken og stod fast der. Men da stod vaabnene saa tykt i Birkebeinen, at han neppe kunde falde. Da saa de, at han havde draget indvoldene efter sig over gulvet, og den mands kjækhed blev meget rost. Kong Magnus’s mænd fulgte de flygtende længe og dræbte alt det, de kunde. Der faldt Torfinn af Snås, der faldt ogsaa mange andre Trønder.


43. Denne flok, som blev kaldt Birkebeiner, havde samlet sig sammen i stor mængde; det var haardføre og meget vaabendjerve mænd, men temmelig ustyrlige, og de fór voldsomt og rasende frem, siden de tyktes at have stor styrke. De havde i sin flok faa slige mænd, som forstod at lægge raad op eller var vante til lov- og landsstyrelse eller til at lede en hær, og om end nogle havde skjøn paa det, da vilde dog hele flokken have det, som de selv syntes. De troede sig sikre ved sin mængde og kraft. Men af de mænd, som kom unda, var mange saarede og havde mistet vaaben og klæder, men alle var pengeløse; nogle søgte øster til Marker, men mange til Telemarken (de fleste af dem, som havde sin æt der), og nogle fór helt øster til Sveavælde. Alle søgte at komme bort, thi de tyktes lidet at vente grid af kong Magnus eller Erling jarl.


44. Kong Magnus fór siden tilbage ud til Tunsberg og blev nu navnkundig af denne seier; thi forud var det alle mænds tale, at Erling jarl var bryst og vern for sig og sin søn, men efterat kong Magnus havde faaet seier paa saa sterk og talrig en flok og dog havde havt en mindre hær, da tyktes det alle mænd saa, som om han vilde overgaa alle og vilde blive saa meget større hærmand end jarlen, som han var yngre.


Slutvignet Magnus Erlingsøns saga.jpg


Noter:

  1. Her er Jaroslavs søn Vladimir († 1052) forvexlet med hans sønnesøn Vladimir Monomach († 1125), søn af Vsevolod; denne Vladimir var fader til Mstislav eller Harald, se side 328 note 3 og side 687 note 1. [I Olav den helliges saga, kap. 93, note 163 og i Magnussønnernes saga, kap. 20, note 53].
  2. Se side 458 note 1. [I Olav den helliges saga, kap. 170, note 324].
  3. Se side 593 note 1. [I Harald Haardraades saga, kap. 34, note 53].
  4. 16de april (1161).
  5. Nordpynten af Nøterø udenfor Ramberget, se kartet side 794. [Kartet Tønsberg og omegn i Kartarkivet].
  6. Se side 375 note 1. [I Olav den helliges saga, kap. 119, note 224].
  7. Kjøbstad i Romsdalen paa øen af samme navn, østenfor Sekken.
  8. Se side 466 note 1. [I Olav den helliges saga, kap. 178, note 339].
  9. Der er aabent rum for navnet i alle haandskrifter. Det har været paa en af øerne i Romsdalsfjordens munding.
  10. Nu Skog i Brøttum sogn, Ringsaker herred, Nordre Hedemarken.
  11. 2den februar (1163).
  12. Se side 348 note 1. [I Olav den helliges saga, kap. 102, note 175].
  13. Fasten begyndte 10de februar.
  14. Nu Ramnes herred i nordvest for Tønsberg.
  15. 19de febr. (1163).
  16. Se side 375 note 1. [I Olav den helliges saga, kap. 119, note 224].
  17. 1560.
  18. Nu Ramnes, nord for kirken i Ramnes prgld. og herred.
  19. 600.
  20. Den bæk, som nedenfor gaarden Ramnes flyder ud i Auli-elven.
  21. d. e. «Fader vor».
  22. d. e. salmen «Kyrie eleison» (Herre, forbarme dig).
  23. 360.
  24. Altsaa 27de februar.
  25. Da mynten fra Harald Haardraade af forringedes i godhed, blev der saa stor forskjel paa myntet og veiet sølv, at det myntede sølv, som toges i kongens eller biskopens sagefald, kun havde halv værdi mod det rene sølv.
  26. Nåkkve antages at være samme navn som Nikolas, saa at Nåkkve Paalsøn er den samme, som i kap. 35 kaldes Nikolas Paalsøn eller Kuvung.
  27. Skorpa paa sydsiden af Korsfjorden i Bergensleden.
  28. En vig indenfor Kvarven
  29. Kvarven sydvestenfor Bergen.
  30. 29de september (1163).
  31. d. e. ugen efter 14de oktober, vinterdag.
  32. d. e. natten mellem 29de og 30te december (1163).
  33. Brand Sæmundsøn var viet til biskop i Skaalholt 8de sept. 1163
  34. Dette er ikke rigtigt. Hverken Svein Ulvson eller nogen af hans efterfølgere i Danmark blev kronet før Valdemar den første (1157).
  35. Side 784 [Kap. 2].
  36. Langefasten var i 1165 fra 14de febr. til 4de april (paaske).
  37. Nu Onareim paa Tysnesøen, Søndhordland.
  38. Se side 732 note 5. [I Inges saga, kap. 7. note 35].
  39. 11te mai.
  40. Ved Byfjorden nord for Bergen.
  41. Himmelfartsdagen (13de mai).
  42. Se side 64 note 4. [I Harald Haarfagres saga, kap. 13, note 27].
  43. Se side 356 note 1. [I Olav den helliges saga, kap. 109, note 189].
  44. Se side 702 note 1. [I Magnus Blindes saga, kap. 1, note 1].
  45. Østligst i Jylland, se kartet side 550. [Kartet Danmark på Snorre Sturlasøns tid i Kartarkivet].
  46. Den hed Grindhøg, nu Grenaa.
  47. Erlings reise til Jylland og forlig med kong Valdemar maa henføres til aar 1170 (ikke 1166).
  48. Randers.
  49. Absalon var dengang endnu ikke blevet erkebiskop (fra 1178); han var da biskop i Roskilde (1158-91).
  50. Yderst paa Jæderen.
  51. Navnet mangler i haandskrifterne.
  52. Gaarden hed Rjodåkul og laa i Sørum herred paa Romerike; «vandet» er Glommen.
  53. 2den febr. (1167). Ifølge Sturlungasaga var det 1ste nov. (allehelgensdag) 1166, hvilket nok er rigtigere.
  54. Den bekjendte Gudmund «den hellige», biskop i Hole († 1237).
  55. d. e. uheld.
  56. Nu Stange i Vaaler herred i Smaalenene.
  57. Se side 738 note 2. [I Inges saga, kap. 12, note 54].
  58. Se side 727 note 1. [I Inges saga, kap. 2, note 7].
  59. d. e. mænd fra «Marker», Aremark og Ømark.
  60. Se side 707 note 1. [I Magnus Blindes saga, kap. 5, note 10].
  61. Møila, d. e. den lille Mø.
  62. Valsk, d. e. fransk.
  63. Nu Engeløen i Stegen herred i Nordland.
  64. Se kartet side 525 no. 3. [Kart over Nidaros i Kartarkivet].
  65. 8de sept. (1176).
  66. Se side 225 note 1. [I Olav Trygvesøns saga, kap. 108, note 142].
  67. Snaasen herred i Nordre Trondhjems amt.
  68. Gaard i Buviken nær Gulosen, Søndre Trondhjems amt.
  69. 2400.
  70. Se side 793 note 1. [Kap. 12, note 14].
  71. d. e. Ramnes, se side 793 note 4. [Kap. 12, note 18].
  72. 1800.
  73. Se side 816 note 2. [Note 71].